Boredom

[Sephiran Acheron]

Mørket lå tungt over Marvalo City. Sephiran havde taget turen til byen, da han skulle tjekke op på bordellet. Snart ville hans bror overtage alle pligterne, men han havde lidt tid endnu før han fik forklaret sin bror det hele. Ligeså skulle hans bror også oplæres lidt til at kunne håndtere de ansatte der, for han ville ikke acceptere, at hans bror kunne løbes om hjørner med. Hans lillebror blev nødt til at tage ansvar og stå op for sig selv, for andet ville han ikke! Han havde kort været forbi Myia med noget mad og fortalt, at Samuel snarest ville komme forbi. Før han ville forlade bordellet, så kaldte han alle ud i fællesrummet, for de åbnede om små 15 minutter. Han så rundt på sine ansatte og fortalte om, at han snart ville videregive bordellet til sin bror. Han forventede, at alle ville blive og respektere hans bror, som de respekterede ham, ellers så skulle han nok komme på et visit og sætte alle på plads. Han sendte dem væk igen, da de havde fået beskeden og forlod så bordellet af bagudgangen for ikke at komme ud af hovedindgangen. Han endte ude på gaden og så sig rundt. Hvad burde han lave nu? Han vidste, at Tiyanna var sikker for nu, da Clemency og hende havde været godt i gang med at snakke, da han var smuttet, så der var god tid endnu og natten var jo ung. Han begav sig derfor mod Det Magiske Marked i stedet. Folk var kun ved rigtigt at stille boderne op, men i selve butikkerne var der jo åbent, for de havde stort set altid åbent. I princippet manglede han intet, så måske han burde finde en kro i stedet? De var egentligt bedre i Rimshia, men han orkede ikke tage dertil nu, så han fortsatte bare rundt på markedet. Hans ansigt var køligt og autoritært, hans gang og holdning stolt og nogle veg fra vejen når han kom, for de kendte ham jo udmærket. Hans øjne var tomme... for han besad ingen sjæl, da den var revet fra ham. Af tøj var han pænt klædt i mørke klæder bestående af bukser, en skjorte og derudover en halvlang kappe der nåede til knæene. Skoene var også sorte og lavet af det fineste læder. Han fortsatte sin gang, mens han prøvede at finde ud af, hvad han skulle finde på. Han kedede sig lidt og det var farligt.

[Deleted]

Med en rank og fast holdning betragtede Demian sine omgivelser. Dette sted var alt for velkendt taget i betragtning af at det var næsten 1000 år siden at han havde sat sin fod i denne by. Han trak hætten fra sin kappe over hovedet og bevægede sig ellers ind blandt mængden af travlehed. Rejsen fra Marnjarno havde været lang, så han var i princippet glad nok for at han havde overladt sin mors beskyttelse til Nathaniel. Dette var et sted som hun skulle holde sig langt væk fra. Han vidste endnu ikke hvordan rygterne om hende lød her i denne del af Dvasias. Han agtede at finde flere oplysninger, holde sig orienteret om hvor vidt Kimeya havde glemt alt om hende, eller om han på sin vis var i færd med noget i undergrunden. Han hadet ikke sin far for det som han havde budt hans mor, Yuuki, men hvis han skulle holde hende langt væk fra ham så var han også nød til at finde ud af hvorvidt og hvor slemt det stod til. Hans blik faldt rundt om på befolkningen og han bed mærke i en ganske bestemt person. Sephiran Acheron, kendt som Kimeyas skødehund og højre hånd. Rygter løb langt omkring omkring ham på disse kanter og det var ikke megen tid man skulle bruge på kroen før man kendte til nogen af de største navne her i byen. Kappen hang tungt om hans skuldre og skjulte hans lyse hår, de mørke tomme øjne, den hvide skjorte, de sorte bukser og mørke sko. Alene det at Sephiran kom direkte mod ham fik ham end ikke til at vige, men han stoppede til gengæld op midt i det hele og betragtede ham blot, som han kom nærmere.

[Sephiran Acheron]

Det var faktisk længe siden, at Sephiran havde set Kimeya sidst. Deres historie gik ganske vist langt tilbage og selvom folk sikkert stadig snakkede om hvordan han havde været Kimeyas skødehund, selvom det i hans hovede havde været anderledes (altså lige indtil han havde konfronteret Kimeya), så var det slet ikke noget han gad høre på. Han havde løsrevet sig, for han var ikke en efterfølger, han var en leder! Og snart skulle han også få det samme bevist, når han fik udført sin plan som han var ved at brygge på sammen med sin far. Nok havde han flere ting gemt i ærmet, end han lige havde delt med den mand, men konsekvensen måtte han jo tage når hans far fandt ud af det eller så det blive udført uden hans samtykke. Han trak vejret dybt og roligt, mens han fortsatte sin gang. De fleste veg til side for ham, eftersom han ville skubbe dem væk, hvis de ikke selv skrubbede af. At der så var en, der blev stående, rørte ham nærmest ikke, han skulle nok få ham til at flytte sig. Hans udtryk ændrede sig ikke, hans holdning gjorde heller ikke og han fortsatte blot sin gang mod manden. Da han dog ikke flyttede sig, så stoppede han op lige foran ham. "Tag 3 skridt til venstre og jeg lader som om, du veg til siden af dig selv," endte han sagte. Hans stemme var toneløs og det var sagt utroligt neutralt. Han ejede ingen følelser, eftersom han var en sjæleløs mand. Armene foldede han bag ryggen, mens han så mod ham.

[Deleted]

Sephiran's kolde og kontante attitude generede ikke Demian det mindste. Blikket hævede han og tog mandens profil i betragtning. "Sephiran Acheron, formoder jeg?" Spurgte Demian med en ligeså neutral tone. Han trak hætten af med begge hænder og lod sit ansigt komme til kende. Der var få træk i hans ansigt som kun han delte med sin kære fader, Kimeya og kun dem som havde stået en af dem nær i længere tid ville lægge mærke til dem. Udover dem så var der ikke rigtig nogle som ville lægge mærke til det. Han trak let på smilebåndet rent sarkastisk uden at vige blikket det mindste. "Rygterne vil vide at De tjener en hvis temperamentsfuld mand. Taler De sandt?" Forhastet var Demian skam ikke, men det var vel ikke så unaturligt at søge sandheden bag en vandrende historie. Mest af alt så agtede han at finde ud af hvor i al verden hans far befandt sig henne ad. Det var måske vovet at gå til en med en position som Seph's, men det lod Demian sig ikke skræmme af. Han tog Seph i yderligere betragtning, som ledte han selv efter svar på sit spørgsmål. Hvad der kunne komme ud af presse lidt viden ud af ham, var for Demian kun en morsom tanke.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var en kold mand. Efter hans sjæl var blevet helt taget helt fra ham, havde han også mistet alt vrede og frustration, hvilket han faktisk var glad for. Han tog alting roligt og holdt hovedet fuldstændig koldt, da han ikke rigtigt kunne få et adrenalin kick på samme måde som andre svage sjæle. Han trak på mundvigen da han blev genkendt, hvilket dog ikke var nyt for ham. Han vædede sine læber stilfærdigt. "I egen høje person," svarede han. På en måde var han dog alligevel nysgerrig for hvem denne unge mand var for det var ikke ofte, at folk direkte stoppede ham op og talte til ham, som om de havde noget på hjerte. Han blev stående og holdt bare blikket opretholdt mellem dem, eftersom han ønskede at høre hvad han havde at sige. Hans ord ville normalvis have pisset ham af, men han forholdt sig faktisk helt stille og roligt, da han ikke følte noget som helst. "Jeg har aldrig tjent nogle. Jeg har været holdt for nar, det er sandt, men det er stoppet. Jeg er min egen Herre. Men jeg er sikker på, vi mener den samme mand. Kimeya Marvalo?" endte han sagte. Han skulle stadig have hævn over ham og det ville han få ganske snart, så meget vidste han. Når planen var gennemført, så ville Kimeya være så lang i ansigtet, at han ville huske til evig tid, hvem der havde overgået ham en gang for alle! Han løftede et bryn mod den unge mand. Hvad ville han mon med Kimeya? "Og hvem er du, der vover at stoppe mig op på gaden?" endte han.

[Deleted]

Han nikkede ganske kort til det åbenlyse gæt. Han var ikke nær så langsom, som Demian ellers ville have troet. "Vover? Jeg vover skam aldeles ingenting" Påpegede han sagte og lagde sine arme over kors. Om det var nogen god idé at afsløre hans identitet kunne komme helt an på en prøve. "Marvalo" Svarede han ligeud. Efternavnet var vel alt han behøvede at afsløre før at der ville gå et lys op for den ellers skarpsindige herre. "Så han er stadig i live? Jeg går ud fra at du ved hvor han befinder sig henne af?" Spurgte han med et let hævet bryn og stak hænderne i sine lommer, ganske fredelig og afslappet. Han vidste godt at Seph var kendt som mere end bare en gemen håndlanger, dog var det eneste som interesserede ham lige pt; hans far. Folk der vadet forbi dem hvert sekund kastede blikke og hviskede i krogene, fordi de stod overfor hinanden som to haner, klar til kamp. Demian var dog ikke det mindste i tvivl om at en slåskamp mod en warlock ville få ham til at ønske at han aldrig havde sat sin fod i Dvasias igen. "Hvad med om vi tager dette emne op, andetsteds?" Opfordrede Demian og skuede ud mod pøblen for at påpege alle de nysgerrige blikke. Demian var kendt for at være direkte, for det meste gik han lige til sagen, om han vidste hvem han havde med at gøre. Han kunne ligesom sin far, ikke håndtere tålmodighed særlig godt og så helst at et ærinde blev overstået hurtigst muligt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så indgående på Demian, da han selv vovede nærmest at svare så kækt. Han gjorde dog intet ved det for nu og trak bare på skuldrene. Han studerede ham nøje, nu hvor de faktisk stod ret tæt på hinanden. Hans ansigt havde nogle specielle træk, som kun han kendte fra en anden person: Kimeya. Det ville have gjort ham vred, hvis han kunne føle det, men det kunne han ikke. Alle vidste jo også at Kimeya havde en kæmpe familie, sikkert mange sidespring osv, hvilket jo faktisk var noget der gjorde ham bedre end Kimeya, for han havde ingen sidespring - kun sin kone og det barn de ventede. "Du behøver ikke sige mere. Du er en af mange," svarede han køligt. Han var helt med nu. Han vædede stilfærdigt sine læber og løftede et bryn mod ham. Anede han ikke, at Kimeya stadig levede? Han nikkede dog blot og blev stående. Det var tydeligt for ham, at denne unge mand var interesseret i ting om hans far. Og i princippet kunne han jo godt fortælle nogle ting, eftersom han var fuldstændig ligeglad med den mand. Han skulle nok få sin hævn før eller siden, så hvis han kunne få en af hans sidespringsbørn til at plage ham, ville han da bare læne sig tilbage og nyde showet. "Har du levet under en sten, eller hvad? Selvfølgelig er han i live... Godt nok været død i en periode, men det sker jo. Og du kan finde ham i Marvalo Mansion," svarede han kort for hovedet. Der var ikke meget mere i det end det. Folk der kiggede og hviskede var han ligeglad med, for han skulle bare kigge på dem og så var de skræmt væk. Han så tænksomt på ham. Det lød næsten kedeligt at drøfte Kimeya, men alligevel, så var det mere spændende end at vandre rundt. "Lad os gå samtidigt, så lytter folk mindre," svarede han roligt. Han trådte forbi den unge Marvalo og begyndte at gå. Regnede med, at han bare fulgte med.

[Deleted]

"En af mange siger du?" Gentod han sagte og fnyste i ren og skær sarkasme. "For en der har stået den mand nær så overrasker det mig egentlig at De ved hvem De taler med. Misforstå mig ikke, jeg har intet med den mand at gøre og jeg agter heller ikke at slutte mig til flokken, men man holder vel et vågent øje med sin slægt, ikke sandt?" Spurgte han og vendte om på hælen blot for at følge med i Sephiran's tempo. "Jeg vil ikke sige at jeg har levet under en sten, men der har været så mange andre ting at se til og 1000 år går jo hurtigt." Indikerede han roligt. Hans egen identitet var han fuldt ud komfortabel ved, desuden hvis Kimeya fik nys om at hans søn befandt sig i Dvasias ville det kun gøre hans søgen nemmere. "Selvom at navnet måske ikke vil sige Dem så meget, vil jeg nu alligevel vælge at afsløre det. Demian Melini Marvalo Death." Tilføjede han med en blank mine og betragtede han kun ud af øjenkrogen. Ganske afslappet og rank af holdning, overhovedet ikke nervøs for følgerne. "Jeg kan ikke bebrejde Dem at have forladt deres stilling, ved den mands side. Dog undre det mig en del at han bare vil lade en med så meget magt her i byen vandre omkring. Han ved tydeligvis ikke at det kan få konsekvenser når han brænder folk af. Selvfølgelig, det er kun noget som folk hvisker om i krogene." Endte han med et let smil.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så roligt mod den unge Marvalo. Han vidste, at Kimeya havde mange sidespring og en del, som manden sikkert var ligeglad med, hvis ikke at sige dem alle. Få havde med Kimeya at gøre, for den mand ville kun have noget med dem at gøre, som han fandt nyttige eller som lystrede hans mindste vink, hvilket jo var en grund til, at han havde sagt nej tak til sidst. "Jeg tror du misforstod mig først... Jeg ved blot, at der findes utallige af det navn. Nogle, der er ældre end Kimeya, hans utallige søskende, mange niecer og nevøer derfra, men også hans mange sidespring. Det er som regel hans egne sidespring, der er de mest interessante," forklarede han stilfærdigt. Han havde luret at denne unge mand var et afkom af Kimeya på en måde, for han bar trækkene i sit ansigt, selvom der jo også var noget fra den moder han nu engang havde. Han gik roligt men afmålt afsted, som de nu var begyndt at gå. Han nikkede bare, for det forklarede jo en del. 1000 år alligevel? Det var det samme som hans far jo netop havde været væk, så denne mand måtte have været død ung. Men endnu engang beviste hans teori sig at være rigtig; folk kom altid tilbage fra de døde! Og derfor slog han netop ikke Kimeya ihjel, det ville kun være en fejltagelse. Han tyggede en smule på navnet, men det fik ikke rigtigt en klokke til at ringe. "Meget vel... Det siger mig ganske vist ikke noget, men nu ved jeg da af navn, hvem jeg har med at gøre," svarede han. Han lod armene slippe sit tag på hinanden bag hans ryg og lod på naturlig vis hans arme følge hans gang. Han trak på mundvigen. Han vidste ikke om den unge Demian prøvede at fedte for ham, men uanset, så gjorde det ham intet at rygterne for alvor havde fæstet sig i byen. "Kimeya sidder for højt på sin piedestal til at kunne se det... Før det rammer ham så voldsomt, at han falder ned. Og det vil det forhåbentligt snart," endte han med et mystisk smil.

[Deleted]

Fedteri var i bund og grund ikke Demians stil, men det gjorde ganske vidst hele processen nemmere. Han rømmede sig kort og skænkede Sephiran et nysgerrigt blik. Så hans navn var heldigvis ikke nær så kendt efter alle disse år, det glædet ham i den grad og det var på mere end én måde. Så var chancen for at rygterne om hans mor også var gået til. I et sådan tilfælde havde det kun afkortet hans ophold i Dvasias. "Det vel kun fair?" Tilføjede han. Normal etikette var vel en normalitet, med mindre at man havde andre intentioner. "Jeg går ud fra at De har en finger med i spillet?" Antog han ret åbenlyst og iagttog ham. Hvis hans far havde fået storhedsvanvid, så lå der jo stor grund til hvorfor at nogen ville gøre oprør. Han havde selv en høne at plukke med ham, men den tid den sorg. Han havde ikke forventet at hans far ville leve et stille liv. Det sammenstød han havde haft med ham for så mange år tilbage, kunne ikke sige det mindste om hvad for et liv der prægede den mand på nuværende tidspunkt. Mest af alt, hvad mon denne Sephiran var ude efter? Det hev i hans nysgerrighed og den bragte ham sjældent i gode hænder. 

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at få faktisk fedtede for ham. I Demians tilfælde kunne det dog næsten rede ham. Han fornemmede ikke, at den unge mand var warlock og det gjorde automatisk allerede, at han så sig selv som langt højere end det andet, for warlocks var den absolutte supermagt i hans hoved. For nu så gik det dog fint med bare at snakke med Demian, for det var alligevel lidt sjovt, at han havde stødt på en af Kimeyas afkom. Måske det endda kunne blive til en slags start på hans hævn? At lade en af hans sidespring irritere ham og prøve at hive fokus fra hans egentlige arbejde? Han nikkede stille. Det var ganske vist helt fair, at han nu også kendte denne unge mand ved navn, når hans eget jo var ret udbredt. Den formelle tone var dog en, han lod Demian om, for han tiltalte aldrig nogle som 'De' eller 'Dem'. "Jeg er ved at planlægge noget stort. Hvad har jeg ingen intentioner om at fortælle dig. Men når Kimeya falder på snotten, så vil jeg vide, at jeg for alvor har sejret over ham," endte han med et selvtilfredst smil. Hævnen skulle blive god, når Kimeya havde kostet sådan rundt med ham som en gemen håndlanger... og alle de år han havde troet, at de faktisk var mere end det! Han drejede roligt ned af en gade gennem Marvalo City og gik nu nærmest uden om markedet, da de gik langs de yderste boder. Han så kort mod den unge mand, før han så på sin gå-retning igen. "Jeg går så ud fra, at du har et opgør i vente med Kimeya?" spurgte han sagte. Der var jo gået mange år.

[Deleted]

Demian trak let på skuldrene og skar en svag grimasse. Det var flere år siden at han kunne stå til måls med sin far. Ikke fordi han var svag, men fordi han ikke længere havde tilgangen til alkymien som han engang havde haft det. Det virkede lidt som om at hans far virkelig havde udnyttet sin tidligere håndlanger på det groveste. Ikke det som han ville tage som en nyhed, men det forsikrede ham i hvert fald om at alt var ved det gamle. "En sådan sejr kommer sig ikke så let." Påpegede Demian i en mere seriøs tone. De mørke øjne lod han fald i samme retning som de vandrede. Han havde på fornemmelsen af at Sephiran ikke bare ville lade sig besejre uden kamp. "Dine planer er ikke hvad der interessere mig." Sagde han ligeud og slog straks over i en helt anden tone. At han blev udspurgt om sit kommende møde med sin far, var ikke et af dem han havde ventet sig. "Et opgør vil vise sig, om han helt har mistet forstanden. Dog er det ikke min hensigt at gøre et stort nummer ud af det." Afsluttede han kortfattet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran gik roligt af sted. Hans holdning ændrede sig ikke på noget tidspunkt og han blev da en smule underholdt lige nu, så han da ikke fandt på at lave ballade af andet art. Selvom han var et meget fornuftigt menneske, når han ikke havde sine følelser at reagere efter, så var han jo stadig en mand af handling og hvis han kedede sig eller ikke var underholdt, så handlede han efter det og det endte ikke altid godt for andre. Men han stod altid tilbage med en vis tilfredshed. Han så mod Demian og kneb øjnene sammen. Var han klar over hvem han talte med? "Jeg er den eneste mand i historien, der har givet Kimeya en fair kamp... han kunne simpelthen ikke slå mig ihjel og jeg kunne heller ikke ham. Det var jo der det hele startede. Med tiden så blev det dog bare slet ikke den alliance, som jeg havde i mit hoved," svarede han spidst. Ingen skulle komme og sige, at han ikke kunne, for det kunne han! Han vidste da udmærket godt det ikke blev let, men derfor brugte han også god tid på at planlægge det hele. Han så ligefrem for sig igen og trak på mundvigen, som han måtte le kort. "Så siger vi det... Jeg så udmærket det nysgerrige glimt på dit fjæs før," svarede han. Han fulgte gaden rundt og kom ned ad en ny gade. Han nikkede stilfærdigt. "Kimeya har ændret sig. Men han har ikke mistet forstanden, ikke så vidt jeg ved. For min skyld må du gerne plage ham. Ja, du kunne faktisk næsten fungere som en god plageånd for ham," endte han og stoppede op. De var et langt mindre befolket sted nu. Han foldede armene over ryggen igen og så gennemborende på ham. "Men hvordan har du tænkt dig at kunne gøre ham noget som helst? Du er ikke magisk på nogen måde. Han kunne jo få dig til at falde om ved bare at puste til dig."

[Deleted]

Demian lyttede opmærksomt. Han blev da kun rigere på viden ved at lytte til mandens ord. Han nikkede sigende og med et underholdt smil på læben, ved at høre om hans mening om sagen hvad angik det at stå til måls med Kimeya. "Jaså, det lyder jo en hel del anderledes i forhold til det sammenstød jeg havde med ham for blot 1000 år siden. Er det ikke givet at en vampyr med adgang til alkymi, skulle være i stand til at slå fra sig?" Han vendte blikket sigende mod Sephiran. Den side af ham var der ikke mange der kendte til og han havde levet længe på trods af at han havde været bundet af en kontrakt der havde givet ham adgangen til alkymi. "Det indtryk jeg havde af min kære far dengang, var bestemt at han havde ligeså svært ved at holde sig på benene som jeg. Selvfølgelig, jeg vil også påpege at det slet ikke ligger på samme niveau som når det gælder en kamp imellem warlocks. Også derfor at jeg ikke har i sinde at gentage en gammel historie til trods for at det måske er fristende." Hans ord var bevidst. Det var en sjældenhed at andre racer rendte rundt med en pagt på nakken efter at have solgt deres sjæl. Demian var dog opvokset med den og havde lært meget gennem tiden. Det var dog også kræfter som han ikke gjorde brug af længere. "De er en stærk mand, Sephiran. Jeg tror næppe at De har brug for at bruge mig som gemen afledning, selvom at det i den grad ville sætte min fars pis i kog hvis jeg nævnte min afdøde mors navn for ham." Han lo næsten ved tanken om at se sin fars reaktion. Hans mor havde altid været et ømt punkt hos hans far og det ville i den grad sætte hans temperament over styr. Han smilede let ved tanken som han lod blikket søge mod himlen. Hvad han helt konkret var ude efter var ikke at ende ud i et slagsmål med sin far, men han ville aldrig tilgive sin far for at have taget livet af hende og så igen efter Nathaniel havde bragt hende tilbage uden sin hukommelse. Hun var skam stadig i live og levede trygt under Demians vinger, men det behøvede folk i Dvasias jo ikke at få at vide.

[Sephiran Acheron]

Efter de nu var stoppet op, så holdt Sephiran sit blik gennemborende på Demian. Drengen var i hans øjne ikke meget værd imod Kimeya, for selvom han ikke så gerne indrømmede det, så var Kimeya jo også blevet stærkere. Det våben han bar rundt på gjorde, at han klarede smerte i en helt anden liga end de fleste og det våben var også noget, som han slet ikke ønskede at komme i nærheden af. Han fnøs, som Demian prøvede at puste sig op ved at sige, at en vampyr skulle du til noget bare fordi han havde adgang til alkymi. Kort så han ud som om han virkelig overvejede, at Demian havde chancer, mens hans ansigtsudtryk ændrede sig straks til hånligt. "Det meget fint hvis du kan kaste rundt med lidt pulver og sige et par besværgelser. Men når du ikke er af racen, vil det ikke ramme nær så hårdt, som hvis det var en renracet alkymist," svarede han skarpt. Vampyrer var ingenting i hans øjne... Faktisk burde han bare flå hovedet af den unge mand på stedet, men lige nu var han ganske underholdt af ham, så han var skånet for nu. Han så tomt og køligt mod Demian og blev stående rankt. "Kimeya er blevet stærkere, det bliver du nødt til at have i mente. Jeg tror bestemt du gør klogt i at finde en anden indfaldsvinkel," svarede han. Hvad der var med denne Demian, var han stort set ligeglad med. Alt det med sjælen havde han jo faktisk selv godt styr på. Han trak på mundvigen, som han nævnte sine sidste ord. Selvfølgelig var han stærk. Og han var jo selv blevet stærkere med tiden og beherskede jo faktisk illusions kraft, som Kimeya ikke gjorde. "Jeg er faktisk ligeglad med din rolle i det hele. Men det ville være morsomt om du ville sætte hans pis lidt i kog, uanset hvordan du gør det," svarede han sagte. Det ville være en fremragende start, fordi så kunne Kimeya ende lige midt i hans egen hævn senere. Han skulle rammes fra mange sider for, at han kunne fatte det.