Step one?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gav måske Soraya langt mere at arbejde med, end hvad hendes kære familie havde, og det var da så sandelig en situation, som han havde tænkt sig at udnytte, hvis han havde muligheden for at gøre præcist dette. Hendes familie var vel ligeglad med hende? Ligeglad med den styrke, som han kunne mærke og spotte i denne unge kvinde? Han var slet ikke i tvivl om, at hun nok skulle vise sig at blive et stort og voksent individ, som ville komme dem rigtig godt til gode hvad det her angik, og hun var så målbevidst, og det kunne han virkelig godt lide. Det var noget som han uden tvivl godt kunne arbejde med, hvis han skulle være helt ærlig. Han vendte blikket mod hende igen. "De får heller ikke lov til at komme her.. De skal ikke have lov til at ødelægge hvad vi nu har gang i," sagde han med en rolig stemme. Desuden vidste han, at Lestat ikke ville komme.. Det ville koste ham hans liv, og hvem skulle så være der for resten af familien?
For nu, måtte de have brudt den kontakt som hun havde til sin søster. Selv kunne han jo se, at hun virkelig var en stærk mentaldæmon, og det var den, som han måtte få knækket, ellers ville det jo først for alvor gå galt, og det var han da på ingen måder interesseret i. Han kneb øjnene let sammen. Han lod magien arbejde ved hovedet, hvor han lod smerten æde hende op indefra, mest for at få hende til at gøre, hvad han ville have hende til, for det blev jo trods alt heller ikke gjort af sig selv. Slet ikke! "Bryd den forbindelse, Soraya!" endte han med en fast tone. Han flyttede agielen til hendes side, kun for at sprede den fra maveregionen og ud i resten af den ellers så lille krop. Den næste tid ville være uden nåde.. Og det genstod jo at finde ud af, om hun var stærk nok til at komme igennem det. Han håbede for hende.. Hun var uden tvivl talentfuld.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste, selv i en så ung alder, at denne chance fik hun kun denne ene gang. Selvom det ville være ubegribeligt for mange, at en så lille pige valgte familien fra, så var det nok ikke underligt med alt det der var overgået hende som lille. Det satte jo sine spor og hun havde brug for succes fremfor alt det andet, for selvom hun var lille, så havde hun jo set hvordan hendes forældre jo faktisk var... svage hvad kom til dette. Hun græd aldrig og sådan skulle det være resten af livet, for det kunne hun ikke... de mørke følelser skubbede hun væk. Hun nikkede stille til ham, for det kunne hun egentligt godt acceptere. Hun ville ikke have sin familie her, fordi det ville ikke gavne nogle af dem. Hun svarede ham ikke yderligere på det, fordi de var jo sådan set enige. Forbindelsen til hendes søster var den sværeste og derfor ville hun også have den brudt. Både så hun selv kunne komme videre, men også fordi, at hun ikke ville have, at hendes søster skulle føle den smerte hun selv gennemgik. Hun kneb øjnene hårdt i, da hun slet ikke kunne holde dem åbne ved den intense smerte, der bredte sig i hendes krop. Det gjorde ondt helt ind i det indre, ja selv hendes knogler føltes som om de værkede og gjorde ondt og hun anede stadigvæk ikke hvor man gjorde af smerten. Skriget blev ved, selvom det af og til lød til at blive kvalt af, at hun hev efter vejret, da hun ikke vidste om hun skulle skrige eller trække vejret... og begge dele kunne hun ikke. "JA JA!" skreg hun fast og spændte i hele kroppen så hun var spændt som en flitsbue og svajede i ryggen. Da våbenet ramte hendes mave, så gjorde det jo kun mere ondt! Det var som om det trak helt ind i hendes blodårer og nærmest fik det hele til at løbe forkert rundt, hvilket gav hende små kramptrækninger. Hun kunne i et sidste øjeblik mærke Leonore i den anden ende... men pludseligt... så blev der helt tomt. Hun mærkede en sky løfte sig fra hende, da hun ikke længere mærkede, at Leonore var ked af det hele og hun vidste, at Leonore nu ikke ville være i smerte. "H-hun er...er...er VÆK!" fik hun råbt til ham. Tomrummet var dog for hende faktisk en befrielse, for hjemveen var pludseligt væk nu hvor Leonore var væk for hende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde ganske vidst ikke rigtigt nogen anelse om hvad Soraya havde haft at slås med igennem livet, men dette var første skridt på vejen. Ingen tvivl om det. Han havde planer med denne unge pige, og så målbevidst, som hun var for tiden, så var det uden tvivl også noget, som han havde tænkt sig at udnytte. For nu ville han have hende til at glemme familien.. Se på ham, som en som kunne give hende det der var bedre, og selv var det ikke en løgn. Et sted vidste han jo godt, at det var præcist hvad han kunne give hende. Han så et potentiale i hende, som hendes forældre tilsyneladende ikke selv var i stand til at se, og det var en skam.. Nu hvor han udsatte hende for denne bidende smerte, så var det kun fordi at han ønskede hende det bedste.. vidste at hun kunne lære at tackle det, og vænne sig til følelsen af det, og derfor også blive stærkere, for han vidste, at hun kunne. "Så gør det!" endte han med en fast tone.
Smerten flyttede han op mod hendes mave, hvor han først stoppede da kontakten var brudt, og hvor han vidste, at hun ikke længere ville være i stand til at føle sin søsters tilstedeværelse længere. Han trak roligt agielen fra sig og brød magien, da han selv ikke kunne mærke det bånd, som hun nu havde til sin søster. Hans blik gled mod hendes skikkelse og med en iskold og fast mine. "Flot min pige," sagde han med en rolig stemme. Han lod hovedet søge let på sned og uden at tage blikket fra hende på noget tidspunkt. Han vidste, at det ville blive hårdt for hende at hænge der.. men det var på tide, at de gjorde noget ved det. "Smerten er intens.. men din ven.. tag imod den, istedet for at skubbe den fra dig, så er jeg sikker på, at du skal opnå dit mål." Hans stemme bar præg af tomhed, men også ros. Til nu havde hun faktisk klaret det flot.

[Soraya Salvorique]

Soraya var mærket af sin fortid og mere, end folk gik og troede. Men sådan var det jo, når det mest oplagte blev overset... så fik det jo konsekvenser. Kimeya så noget i hende, som hendes forældre aldrig ville se og derfor havde hun jo også bare gået med ham. Når hun først havde kastet sin tillid på nogle, så blev hun en naiv lille pige og hun troede meget på Kimeya... mere end hvad godt nok var. Han var den mandlige rolle i hendes liv som hun havde brug for. En til at vise hende vejen, fremfor bare at klø hende lidt på ryggen og sige, at det hele nok skulle gå. Smerten, der ramte hendes mave, var virkelig intens. Det bredte sig i alle årer og fik hende til at trække sammen krampagtigt, da hun ikke vidste hvad hun skulle gøre med smerten. Hun fokuserede det dog på at bryde forbindelsen til sin søster, hvilket jo i bund og grund handlede om at give slip. Det var bedre på den måde, det var hun fuldstændig sikker på. Da han trak agielen væk, så faldt hun sammen i lænkerne og dinglede lidt frem og tilbage igen. Hun hev efter vejret, men holdt sine tårer strengt igen, for hun nægtede at græde! Skrige kunne hun sagtens, men det andet ville hun slet ikke. Hun hev efter vejret og mærkede nærmest stadig smerter i kroppen fra våbenet selvom det ikke rørte hende. Hun trak dog på mundvigen, for hun var faktisk lidt stolt. Hun hævede blikket til hans, mens hendes vejrtrækning var kæmpende og tung. "Okay... Jeg fylder Leonores plads med smerten," forklarede hun. Det var det, der gav mening i hendes hoved. At det tomrum der nu var skulle fyldes med noget andet og det måtte blive smerten.

[Kimeya Marvalo]

En lille piges blinde tillid, var uden tvivl ngoet som Kimeya kunne udnytte, også selvom han stod fast på det, når han sagde, at der var en styrke ved hende, som han synes var synd ikke blev udnyttet. Hendes forældre ville ikke komme til det, og så måtte han jo som den 'gode' onkel jo gøre det for hende. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Smerten var intens.. Han mindes den, da han selv havde hængt der i hendes sted, og stadig til tider gjorde det, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det, om han skulle være helt ærlig. Båndet til hendes søster var brudt.. Og det var nu at de for alvor kunne starte. Det som virkelig fik den lille pige til at længtes efter hjem, var forsvundet, så hun nu for alvor kunne give sig helt hen til det, som de skulle igennem, og han ville stå der hele vejen. Vigtigst af alt, var at hun fandt ud af, at de som han sagde, også var det som han gjorde, så der kunne opbygges en tillid. Var hun stærk nok, skulle han skam nok få hende igennem det, og var hun ikke.. jamen så ville hun dø. Det var de to alternativer som der var. Det tomrum som netop fyldte hende, måtte hun fylde med nogen andre ting, og det var også det som var godt, at hun selv kunne se. Han trak på smilebåndet og nikkede så. "Sådan skal det lyde, min pige.. Fyld det tomrum op med smerten.. Tag den til dig, og skub den ej væk.. Det er modstanden som gør ondt.. ikke det at modtage den." For mange, ville hans ord måske slet ikke give mening, men han håbede da, at det også var en mening som gik op for hende. Hovedet lod han søge let på sned. Det havde taget ham år at træne Faith til det her.. Hvor lang tid mon en lille pige ville kunne holde det ud? De havde været igang i uger nu, og han så de små skridt på vejen.. Og det var godt. "Væn dig til det, Soraya.. Det bliver kun værre, frem til du lære at håndtere den smerte som jeg giver dig.. Klarer du dig.. vil du blive frygtelig, frygtelig stærk.." Med Agielen i sin hånd, lod han den igen søge mod hendes side. Jo hurtigere de kom igang med den træning, jo bedre var det jo!

[Soraya Salvorique]

Soraya stolede blindt på Kimeya i og med, han faktisk ikke havde givet hende grund til andet. End ikke det, at han hængte hende op i lænker og torturerede hende var et brud på tilliden, for han holdt jo hvad han lovede. Han ville gøre hende stærk og det tog hun gerne imod, for hun ville have succes her i livet og ikke blive trynet ned. På den måde havde hendes barndom gjort, at hun i hvert fald skulle være stærk til at kunne kæmpe imod, for hun ville ikke have, at den ulykke skulle forfølge hende! Hun mødte hans øjne eftersom hun jo ikke var bange for ham. Han var et forbillede for hende, da hun bare sugede alt til sig som han sagde og gjorde. Nu hvor båndet var brudt, så var hjemveen også forsvundet drastisk allerede. Hun havde åbenbart været meget påvirket af sin søsters følelser og det hele, siden hun nu følte sig lidt mere klar og fri. Men hun følte også et tomrum og det blev hun nødt til at fylde med noget andet nu. Smerten ville blive det nye fyld, da det var noget, der med hendes lillepige logik gav mening. Hun hev efter vejret, da det faktisk var hårdt at hænge her uden mulighed for at have fast grund under fødderne. Hendes arme sov en smule og hendes krop var øm af at spænde sådan når han brugte våbenet mod hende. "O-okay... Tag den til mig," gentog hun, også mest for at kunne huske det bedre. Det var hendes ledestjerne for at opnå målet og så måtte hun jo holde fast i det. Som en lille pige, var hun nok noget mere modtagelig end en voksen. Men det kunne sikkert komme til at tage mange år... men hvor hun bare hurtigere blev stærkere. Så når målet var nået og hun fik dragten, ville hun være et pragteksemplar, fordi hun havde været trænet som lille. "Jeg klarer mig... jeg bliver stærk," endte hun bestemt. Våbenet ramte igen hendes side og den automatiske reaktion var igen skriget. Hun spændte i kroppen og svajede til side, mens hun bare gøs i hele kroppen af smerten der ramte hende. Øjnene klemte hun sammen igen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde altid gjort hvad han havde sagt, at han ville, og ja, han ville meget gerne se Soraya komme igennem det her, for han så en styrke i hende, som han gerne ønskede at udnytte. Hendes familie så det ikke, og nu hvor det bånd til hendes søster var blevet brudt, var han slet ikke i tvivl om, at det nok skulle vise sig, at blive nemmere for hende at komme igennem det. Han lod hende dog stadig dingle der foran ham, og det var sådan han havde tænkt sig at det skulle fortsætte.. Hun skulle være på det svageste, hvor hun kun ville have ham at stole på.. Stole på, at han ville hjælpe hende igennem det, vise sig på sit svageste for ham, og vide, at han ikke ville håne eller nedgøre hende for det. De iskolde øjne hvilede på hendes skikkelse. Det var hårdt for hende, det vidste han godt, for han havde hængt i præcist samme sted for rigtig lang tid. "Tag det til dig, min pige.. Hvis der er noget som man altid kan stole på, så er det mine ord, og smerten som du vil føle.. Du vænner dig til det.. lad det fylde dig, og skub det ikke væk.. Det er det som vil gøre dig stærk," sagde han med en rolig stemme.
Igen lagde Kimeya agielen tæt ved hende. Nu hvor båndet til hendes køre søster var blevet brudt, kunne han for alvor starte arbejdet med hende. Hun vidste at hendes forældre ikke ville komme for hende.. Hun var tabt for dem, og det var så sandelig også noget som han havde tænkt sig at udnytte. "Du er stærk allerede nu, Soraya... Du kan blive stærkere.. meget stærkere.." endte han med en tydeligt bestemt tone, for løgn var det ikke. Hvis der var nogen, som kunne, så var det uden tvivl hende. Smerten gik igennem hende. Spændt som en bue og med skrig.. Før eller siden.. så ville det gå over. Han fjernede agielen efter et langt øjeblik. Hun skulle også have lov til at trække vejret.

[Soraya Salvorique]

På grund af fortiden, var Soraya i en tidlig alder blevet gjort 'voksen'. Hun havde taget vare på sin søster som små, altid stået der som den ledende rolle og på den måde, så var hendes forældre for hendes del blevet overflødige. Hun havde været kastet ud i at skulle være selvstændig og det hang så bare ved nu. Men nu hvor Kimeya alligevel viste hende en vej hun kunne gå, så kunne hun ikke lade vær med at se virkelig meget op til ham og faktisk lade ham få den ledende rolle i stedet for. Hun underkastede sig, fordi der var en, der endelig tog det hårde skridt og fortalte hende hvordan tingene var. Hun bed tænderne sammen og så på ham. Hun stolede på ham helt igennem. Men derfor kunne hun stadigvæk ikke græde for ham. Så når hun en dag græd for ham, så ville hun være knækket og være fuldt hengivende... være hans. Hendes arme var helt 'lange' af at hænge her, da hendes krop jo blev strukket ud. De sov en smule, eftersom blodet havde svært ved at køre lodret, så det summede i hendes fingerspidser. Hun nikkede fast. Hun skulle nok tage det til sig! "Jeg stoler på dig," svarede hun. Våbenet fik hende dog straks til at skrige, da det var den bedste måde hun kunne komme ud med smerten på. En dag ville hun forhåbentligt holde op med at skrive, for det var faktisk hårdt for stemmen og i kroppen at skrige sådan. Hun spændte i kroppen og mærkede hvordan han nærmest drænede hende for energi. Hun blev altid træt når han havde været ved hende. Hun sprællede en smule med benene, mens hun vred sig krampagtigt i lænkerne. Indtil videre syntes hun ikke det blev nemmere at tackle smerten.

[Kimeya Marvalo]

Vejen for at vinde den styrke, som Kimeya vidste at hun kunne, ville uden tvivl tage lang tid.. Det kunne godt vise sig, at tage år, fordi at hun var så ung, og det var noget, som skulle komme med tiden, og det skulle jo også holdes ved lige, og hun skulle trænes hårdere og hårdere. Han glædede sig virkelig til at se om hun faktisk skule have den styrke. Han skulle knække hende.. knække hende helt, før han kunne gøre noget ved det, og det var det, som han var ude på nu.. og samtidig introducere hende for den smerte, som nu også ville blive en permanent stor del af hende. At høre hende sige, at hun faktisk stolede på ham, var noget som passede Kimeya udmærket. Det var da et fantastisk udgangspunkt, hvis man spurgte ham. Kynisk bredte smilet sig på hans læber. "For mig kan du græde.. for mig kan du grine.. dele dine dybeste hemmeligheder.. mig vil du altid kunne stole på," sagde han roligt, idet han igen fjernede agielen fra hendes spinkle og lille krop. Han lod den blot hvile i hans hånd for nu. For han ønskede virkelig at vise hende hvilken styrke hun havde i det indre. Han kunne jo se og mærke det på hende, så det ville vel heller ikke være så underligt igen, ville det?
Kimeya måtte nu alligevel erkende, at han var imponeret over hvor meget den lille pige ønskede dette. Roligt lod han lænkerne sætte hende ned endnu en gang. For nu ville han næsten sige, at dette måtte være nok, for han ønskede jo heller ikke at forhaste med det hele, når hun ikke var ældre. Han havde en god fornemmelse af, at hun nok skulle vise sig, at have den styrke, som skulle til, for at komme igennem dette. Det var hans personlige projekt. Han gik roligt i knæ ved siden af hende. Agielen lagde han roligt på gulvet foran hende. "Når du kommer igennem det her, vil du få et håndvåben som mit.. Det gør lige så ondt på dig at blive rørt af det, som det gør for mig at holde det.. Nu.. prøv at tage det i din hånd," sagde han med en rolig stemme, ganske vidst velvidende om, at hun ikke ville kunne gøre det.. Men fornemmelsen af det, kunne hun lige så godt vænne sig til.

[Soraya Salvorique]

Som den lille pige Soraya var, så ville det uden tvivl tage en del år for hende at komme igennem dette. Men på den anden side, så måtte hun komme ud noget stærkere end når man gjorde dette mod en voksen, da hun med sin blinde tillid bare tog alt til sig og også blev trænet i længere tid. Men tiden ville det blive mere og mere intenst også. Nok så vildt, så hun slet ikke kunne forestille sig det med den alder, hun havde. Kimeya vidste nok sikkert heller ikke hvor meget det ville blive i sidste ende, da han jo blot spændt kunne vente gennem alle de gange han trænede hende. Hun ville have det hele... og mere til, for hun ville være stor og stærk. Hun kneb øjnene lidt sammen da han sagde, at hun kunne græde. Hun græd aldrig, men grine kunne hun jo og også dele hemmeligheder. Men det var faktisk betryggende for hende at vide, for hun stolede virkelig på ham... troede på hvert et ord han sagde. Selvfølgelig med logikken i mente, for hvis han begyndte at bilde hende ind, at månen var blå, så ville hun nok sige noget til ham. Dum var hun ikke! "Jeg græder ikk' for nog'n..." sagde hun dæmpet. Det var ikke direkte en protest, nærmere en konstatering. For Kimeya ville det bare fortælle ham, at når hun så endelig græd for ham, så ville hun være knækket. Som lænkerne sænkede hende til jorden og slap hende, så faldt hun alligevel ned på sin ende, da hendes krop stadig skælvede fra smerten. Hun ømmede sin side en smule, fordi det nærmest stadig gjorde ondt, selvom det ikke gjorde det. Hun fulgte ham interesseret med blikket, mens hun så mod våbenet som han lagde foran hende. "Det' et smart våben," endte hun til ham og så ham ind i øjnene. Det var jo virkelig effektivt, eftersom hun jo havde følt smerten på sin krop nu. Så når man selv kunne klare smerten, var det jo smart mod andre, der ikke kunne klare det. Hun så ned på det igen og greb bare ud efter det i et hug, da hun jo ikke var bange af sig. Hun nåede dog kun lige at løfte våbenet, før hun måtte slippe det med et gisp og trække hendes hånd ind til kroppen. "Kan ikke," endte hun.

[Kimeya Marvalo]

Ved hendes ord, vidste Kimeya allerede hvad han skulle sigte imod, når det kom til det, at skulle knække hende. Han ville have hende til at græde, og på et eller andet tidspunkt, så skulle det nok lykkes ham. Han ville være den, som hun kunne udvise alle tanker og alle følelser overfor. En som hun altid ville kunne gå til. De var en minoritet, som blev udsat for denne fantastiske mulighed, og derfor var de også nødt til at holde sammen. Ved at være stærke, så var de samtidig også ekstra udsat, og det var også det som gjorde, at han reagerede på den måde som han gjorde. Han vidste jo selv hvor mange som ønskede ham til livs. "Det siger du nu.. vent og se," endte han med en sigende mine, for løgn var det bestemt heller ikke. Når alt endelig kom til alt, så skulle han nok få hende knækket, og når han først gjorde det, kunne arbejdet med hende ordentlig gå igang, for så langt, kunne man jo ikke sige, at han var komme endnu. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse.
Agielen lagde han roligt foran hende. Et sted kunne man sige, at han forsøgte at manipulere med hende. Hun vidste nu at det ville gøre ondt, og at det gjorde ondt for ham at holde det, og folk med et hjerte, ønskede ikke at andre skulle have ondt. Han nikkede. "Det er nemlig et smart våben, som ikke kan bruges mod en selv," fortalte han roligt. Hvis man ikke havde træningen, ville man ikke kunne tage om det.. Ganske enkelt. Alligevel måtte han sige, at han var imponeret over, at hun overhovedet kunne løfte det, inden hun gav slip. Hun var målrettet.. bevidst om hvad hun ønskede, og det var noget som han godt kunne lide. De mørke øjne gled til hendes skikkelse igen. Han ville blive det eneste, som hun ville komme til at se igennem sin træning, og derfor den eneste, som hun ville komme til at stole på, og det var det som han var ude på. Det var præcist det som han var ude på. "Jeg er imponeret.. Du løftede det rent faktisk.. Du er kommet langt, Soraya.. For nu.. hvil.. Jeg kommer ned til dig igen senere." Med disse ord, så rejste han sig igen roligt op med agielen i hånden. Hans hånd sitrede og dirrede, for det var jo selv en smerte for ham at holde den, men ikke desto mindre, en smerte, som han kunne klare, og han vidste at hun ville kunne det samme engang.

[Soraya Salvorique]

At Soraya netop havde givet Kimeya en ledetråd til hvornår hun ville være knækket, var hun ikke helt klar over, for så langt tænkte hun ikke lige. Hun havde jo bare reageret som hun plejede, at hun ikke græd for nogle, når andre kom ind på emnet. Hun viste sig ikke så svag for andre, for det kunne hun slet ikke. Hun var altid bare hård i ansigtet, hvilket hun havde været igennem alle ulykker, hun havde været igennem. Leonore havde klaret tårerne for hende, så hun havde ikke set grund til at hyle i kor. Hun så tænksomt på ham, men forstod ikke helt hans ord, så hun lod bare vær med at kommentere det. Hun så med store øjne på våbenet. Hun ville gerne have sådan en, for den var da virkelig smart. Den kunne jo ikke bruges imod ham selv og den gav hende en kæmpe smerte, så for hende, så var det virkelig noget hun sigtede mod. "Rigtigt," medgav hun og nikkede. Hun var meget målrettet og derfor greb hun også bare fat om våbenet, selvom hun dog hurtigt slap det. Det var nærmest som at stikke hånden ned i kogende vand eller lignende, smerten var bare meget større. Hun smilede stolt da han sagde, at han var imponeret, for det gjorde hende alligevel sikker på, at hun havde valgt rigtigt. "Okay, jeg hviler," endte hun roligt og vædede sine læber fast, som hun satte sig mere til ret på gulvet. Hun foldede sine ben op til sig og slog armene om dem. Hun ville ikke lægge sig ned før han var gået, for så træt ville hun slet ikke vise, at hun var... selvom hun allerede nu var på kanten til at falde om af træthed, for den smerte trak energien ud af hende. Hun fulgte ham bare med blikket da han gik og lagde sig så ned på siden og faldt faktisk i søvn...

//Out.

[Kimeya Marvalo]

Nu vidste Kimeya godt hvad han skulle sigte efter, når det kom til træningen af denne lille pige, så skulle han have hende ud hvor hun græd.. af fortvivlelse, af sorg, af utryghed.. og virkelig vise ham, at hun var knækket for alvor, og det var det som var det vigtigste for ham lige nu. For nu ville han give hende en pause.. En time.. måske to, og så ville han komme tilbage igen. Han så roligt til, da hun satte sig på gulvet. I det store og hele, så var det jo bare en lille pige, som han var ved at give den fantastiske mulighed, at skulle blive til noget stort.. noget som hendes familie, uden tvivl ville komme til at afholde hende fra, om hun havde valgt at blive hjemme. "Jeg vil inden længe vende tilbage igen.. Hvil frem til da," sagde han med en rolig mine, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Selvom hun tydeligt var træt, men ikke ønskede at vise det, så vendte han om på hælen og forlod kælderen, hvor døren til den celle hun befandt sig i, lukkede sig på magisk vis efter ham. Han skulle j heller ikke slå hende ihjel. Det havde da aldrig nogensinde været hans hensigt med det her, men derimod at gøre hende stor og stærk. Med disse tanker, så begyndte de kommende planer at udfolde sig i hans tanker og sind og med et kækt og næsten helt kynisk smil på læben, forlod han kælderen. For nu var han et skridt på vej.. Og der var stadig mange endnu som han skulle gå. Han skulle nok komme i mål!

//Out