Step one?

[Soraya Salvorique]

Hvor lang tid Soraya havde været i kælderen, anede hun ikke. Hun kunne ikke holde styr på hvordan tiden gik, så om der var gået dage, uger... måneder, ja, hun vidste det ikke. Hun havde ikke grædt på et eneste tidspunkt, kun indeni, for hun ville ikke risikere, at Kimeya kom forbi og så det. Hun græd ikke foran nogle! Hun savnede dog sin søster helt sindssygt og anede ikke noget om hvordan det gik derhjemme. Hun savnede også sin mor... og ja, også far, men mest hendes søster, for de var jo virkelig tæt knyttede. Hun sad i den kolde kælder i hvad der måtte være et stort hus og sikkert Kimeyas eget mansion. Hun var blevet beskidt af at være her hver dag, sove og sidde eller gå rundt, men om ikke andet, så holdt hun den kørende. Hun var en standhaftig og stærk lille pige og der skulle meget til at hun græd over tingene samt blev hylet ud af den, for hun stillede sig altid op imod det onde fremfor trak sig væk. Kimeya havde forklaret hende det endelige mål og alle de ting hun kunne opnå, og selvom hun ikke kunne forstå det hele, så ville hun have det. Hun ville være stærk, så hun kunne slå fra sig og lade andre være bange for hende, så hun faktisk kunne beskytte andre. Hun ville nemlig ikke have, at der skulle ske hendes familie noget eller ske andre hun kunne lide noget. Hun sad lige nu midt i cellen, med benene bøjet ind til hendes bryst og armene slået omkring. Hendes hår var uglet og hun kunne godt bruge en børste, for hun var jo trods alt en pige, ikke? Hun stirrede frem for sig ud mellem tremmerne med et tomt blik og så bare ned langs gangen... Ventede og ventede på, at der ville ske noget.

[Kimeya Marvalo]

Uger havde passeret.. og nye skulle komme. Vejen var lang for den unge Soraya, men ikke desto mindre, så var dette ikke en kamp, som Kimeya havde tænkt sig at opgive. Hendes savn og længsel efter sin familie kunne han føle på hende.. Det nære og tætte bånd som hun havde til sin kære søster skulle brydes, og hun skulle knækkes mentalt før han kunne påbegynde det hårde og tunge arbejde for netop at opnå de mål som han ofte havde præsenteret for hende. Til nu var der ikke rigtigt nogen fremgang.. Han skulle tvinge følelserne ud af hende.. så han en efter en, kunne ødelægge dem. Hun skulle vise sig at blive ham en tjener.. en evig loyal, som han vidste at han kunne stole på, og samtidig give hende det samme i retur - en som ville passe på hende, være hende loyal, og kun ønske hende det bedste. Det var uden tvivl en skam, at så stærke individer skulle vokse op i så svage miljøer - som hans kære brors.
Med rolige skridt, søgte han ned mod de mørke kælderregioner. Han holdt Faith i det ene rum og havde så lille Soraya i det andet. Hun havde holdt mund under Faiths tortur, så det havde jo egentlig passet ham udmærket. Måske det var grotesk at gå efter små børn, men det var et fantastisk udgangspunkt, hvis man nu endelig skulle spørge ham selv. Hans blik udstrålede kun en kulde.. et mørke som man yderst sjældent så ved noget levende individ. I takt med at han fik den knirkende dør op, blussede en fakkel hurtigt op i flammer, så det var muligt for ham at se. Han trådte roligt ind, hvor døren gik i lige efter ham. Han vendte sig mod Soraya. Hun havde en lænke om sin ene ankel. Han var nødt til at sikre sig. "Rejs dig," endte han koldt og tonløst.

[Soraya Salvorique]

Soraya var på en måde ligeglad med hvor lang tid, der var gået. Hun regnede med at skulle være her længe, også selvom savnet blev til en større og større knude i hendes mave for hver dag. Der var intet lys hernede, hvilket ikke plagede hende, men hun kunne derfor ikke skelne mellem dag og nat. Hun sov når hun blev træt og sov som regel ikke mere end et par timer ad gangen, var så vågen lidt og sov igen, da hun sov når hun kedede sig. Lænken om hendes ben irriterede hende ikke rigtigt, for hun kunne godt bevæge sig. Dette var ikke meget anderledes end da de havde været helt små og de minder var kommet tilbage, tricket af denne nye situation. Denne gang havde hun bare ikke sin søster som selskab, så derfor følte hun sig meget alene og det havde hun jo aldrig rigtig været. Kimeya havde hun hørt gå forbi mange gange og også, at han havde tortureret en i rummet ved siden af, men det havde ikke rørt hende rigtigt. Hun blev siddende indtil døren gik op og han trådte ind. Hun var kun 5... snart 6 år gammel af udseende og sad stadig i sin kjole fra den dag Kimeya havde taget hende. Kulden i ham gav hende en smule kuldegysninger, men hun rejste sig dog op, da han beordrede hende til det. Kæden raslede en smule, men det tog hun sig ikke af. Hun skubbede sit hår væk fra ansigtet og satte hænderne i siderne. "Altså, kunne du ikke have medbragt en børste? Mit hår er uglet," påtalte hun ham kækt.

[Kimeya Marvalo]

Fremgang skete, men bestemt ikke mange, og det var virkelig små skridt. Det efterlod efterhånden Kimeya med en kæmpe følelse af utålmodighed. Kunne det virkelig tage så lang tid? Han vidste, at han selv havde stået i samme situation igennem måneder, inden det havde taget knækken på ham, men så lang tid at hun havde familien at klamre sig til, ville det ikke gavne hende. Cellen han holdt hende i, var magisk sikret, så han vidste, at hun ikke kunne benytte den mentale dæmon i sig som et våben mod ham. Alligevel måtte han erkende, at denne 5 årige pige ikke var som enhver anden som han havde mødt på sin vej, og dette var uden tvivl noget, som han måtte finde ganske imponerende, og det var så sandelig heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han knyttede næverne let, da han så at hun blot rejste sig på hans kommando. Hvis alle gjorde det, havde der været fred på denne jord.. Og det ville have gjort det langt nemmere. Han himlede med øjnene til hendes ord. "Det får du, når jeg vil bringe det til dig," endte han med en ganske kortfattet stemme. Han gjorde en let bevægelse med hånden, inden lænker fra loftet hurtigt greb efter hendes små håndled og hævede hende fra gulvet, så hun istedet for, kunne dingle i luften foran ham. Han åbnede celledøren, inden han selv trådte ind. Med lænkerne om sine håndled, kunne hun nemlig heller ikke bruge de magiske evner hun havde i sin naturlige besiddelse mod ham. Blikket faldt iskoldt til hendes blik. "Ingen prinsessebehandling.. ingen familie.. og ingen som kommer og henter dig. Jeg kan se i dine øjne, at din familie stadig er i dine tanker, Soraya," fortsatte han med en sigende mine, da han stirrede i hendes øjne. Hun savnede dem, og det forstod han så derimod også godt. Hun var jo ikke særlig gammel, men det var vel nemmere med børn, end hvad det var med voksne individer? Det var jo lidt det, som han agtet at teste.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste, at de havde arbejdet lidt med det hele, men følte også, at det gik langsomt selv. Hun ønskede at være som ham nu og få den der mærkelig dragt, men det måtte hun ikke. Hun var selv utålmodig på det plan, eftersom hun følte der var alt for lang tid til hun blev stor! Hun savnede sin familie virkelig meget, specielt fordi hun ikke havde det mentaldæmoniske filter på grund af rummet hun var i og det kunne hun ikke lide. Hun så mod ham og så bossy mod ham, da hun bad om en børste. Hun arbejdede altså bedst når hun var pæn og ren og ikke havde håret i ansigtet. Hun vædede sine læber og lod armene falde ned langs siderne. Hun sukkede, da han bare vendte øjne ad hendes forespørgsel. Hun spidsede læberne lillepigeagtigt. "Du ved godt jeg er en pige, ikke?" spurgte hun ham sagte. Hun stivnede, da lænker fra loftet greb om hendes håndled, strakte hendes arme over hovedet og løftede hende fra jorden. Hun sprællede en smule med benene, da det var ubehageligt, at hun kunne svinge frem og tilbage. Det strakte hendes krop at hænge her og hun kunne ikke lide det. Hun mærkede også magien blive låst i hende og det var en kvælende fornemmelse, som hun ikke kunne lide. Hun mødte hans øjne med et bestemt blik, men var tavs et øjeblik af hans ord, hvor hun også sænkede sit blik. Det var da klart, at hun savnede hendes familie, han havde jo ligesom taget hende væk derfra! Hun så så op på ham igen. "Men du er os familie. Så du ka' godt behandle mig godt," svarede hun ham.

[Kimeya Marvalo]

At tage knækken på en mentaldæmon, skulle nok vise sig at være en lidt større udfordring, end hvad Kimeya egentlig havde regnet med. Nuvel.. Det skulle bestemt ikke have lov til at ødelægge noget her, for han havde sat sig det mål, og nu ville han have testet det hele. De prinsessegener som hun havde fået ved at vokse op ved en fin og adelig familie, ville hurtigt gå op for hende, at hun ikke ville blive imødekommet med her.. Det var vigtigt at han knækkede hende.. Hun skulle for alvor have lov til at føle, at hun var alene, og at der ikke ville komme nogen efter hende. Lestat turde ikke, så meget vidste han, og manden vil ikke lade konen tage af sted, så han vidste, at han stort set havde frit spil, hvis det var det som han ville have.. og han måtte i sandhed erkende, at han elskede det.
Lænkerne hævede den lille pige fra gulvet, så hun endte med at hænge i nogenlunde øjenhøjde med ham selv. Hans blik hvilede gennemborende i hendes. "Jeg er ligeglad med om du er en pige.. eller om du var en dreng, Soraya.. Når vi er i mål, vil du få alt det, som du nogensinde har drømt om," endte han med en rolig stemme. Det var noget som han faktisk kunne love hende. Dem som endelig kom igennem det, fik alle goder.. dragten som sumboliserede det, og et våben, som selv gjorde ondt at holde i.. De ville blive frygtelig stærke.. meget farlige og frygtet blandt mennesker, og det var det som han ville være ude på i det her tilfælde også. Han endte med at tage fat i sin agiel.. Han kunne jo lige så godt introducere det for sin kære niece. "Det her våben.. vil selv du blive skænket, hvis du bliver stærk nok. Et våben som et normalt væsen ikke kan lukke fingrene om. Det udstråler smerte.. psykisk, såvel som fysisk ved kontakt.. sådan her.." Roligt lagde han det mod hendes lår. Hun skulle mærke det.

[Soraya Salvorique]

Soraya var ganske vist ung, men derfor var hendes mentaldæmon også stærk. Især styrket af, at hun var forbundet til sin søster, som jo var sket ved deres første tilfangetagelse. Men det var faktisk noget, som gjorde hende mere ensom og gav hende ekstra meget hjemve. Hun kunne jo mærke, at Leonore også savnede hende og det gav hende bare en kæmpe knude i maven. Ligeså var der jo også hendes forældre. Hun var dog usikker på, om hun ville blive reddet denne gang. Far var jo mest knyttet til Leonore, så hun havde haft sin mor mest... men var jo faktisk også lidt jaloux i det indre, som havde gjort hende så selvstændig og gjort, at hun havde løsrevet sig fra familien. Hun var en stærk lille unge, ingen tvivl om det og uhyggeligt lærenem, hvis hun ville. Og lige dette ville hun, for hun ville være stærk og sej ligesom sin onkel. Han kunne vel næsten være mere far for hende end Lestat, eftersom hun jo faktisk fik en masse opmærksomhed af Kimeya. Alt slags opmærksomhed var vel gældende? Hun så ham ind i øjnene, nu hvor hun hang i øjenhøjde og rynkede panden. Hun blødte dog op da han snakkede om målet igen. Det var virkelig hendes ledestjerne her i livet, eftersom hun ville have så meget mere. "Jeg vil have alt," endte hun bestemt. Hun skulle igennem det her, uanset hvordan og hun var en meget viljestærk lille pige. Hun så over hans våben, der var det helt specielle og endestationen, som han havde forklaret hende. "Er du så et unormalt væsen?" spurgte hun sagte med sin lillepige klogskab. Hun fulgte det med blikket, som han satte det mod hendes lår. I det øjeblik at det ramte, så kunne man nærmest se det på hendes hud, da hun jo havde bare lår. Hendes øjne spilede op og hun spændte voldsomt i hele kroppen, eftersom den smerte var helt utålelig og hun anede ikke hvor pokker hun skulle placere det henne. Skriget brød hendes læber kraftigt og hjerteskærende, eftersom hun jo stadig bare var en lille pige.

[Kimeya Marvalo]

Den mentaldæmon skulle slås tilbage, så den ikke var så stærk og fremtræden ved hende. Han skulle slå det hele ned, kun for at opbygge det igen - som Jaqia havde gjort ved ham, og som han videre havde gjort ved Faith.. Det havde lykkes ham, han vidste hvad målet var, og nu ville han give det videre, såfrem at det var ham en mulighed. Han gav hende opmærksomheden, forklarede hende målet, samt hvad han ville gøre.. for det som han gjorde, var også det som han havde sagt, at han ville gøre. Med andre ord, så løj han jo heller ikke for hende. Han trak let på smilebåndet. "Hvis du gør præcist hvad jeg siger.. Så skal du nok få det," sagde han sandfærdigt. Alle de ting som hun gerne ville have, og alle de ting, som hun gerne ville opnå, var alt sammen noget, som hun kunne få, om hun virkelig gjorde sin indsats for at få netop dette til at fungere, og det var det som han selv ønskede at opnå.
Agielen var et ganske særligt våben. Et våben som ikke alle kunne løfte og bruge.. Og nu var det på tide at hun også fik den at smage, så hun vidste, hvad hun gik ind til. Han lagde den mod hendes lår, lyttede til hendes høje skrig, og hendes skælvninger, som tydeligt indikerede, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Han lod den ligge der længe.. inden han til sidst endte med at fjerne den. "Jeg er ikke et unormalt væsen.. men et væsen som har lært at tolke og tackle smerte.. Så ondt som det gør for dig at blive rørt.. .så ondt gør det på mig at holde det våben i min hånd.." Han havde lært smerten som sin ven og allierede, for det var uden tvivl noget af det, som man altid kunne stole på, ville være der. "Det jeg vil give dig.. det gør ondt, Soraya.. Derfor skal du lære at tackle det.. Så du kan blive så stærk som mig," tilføjede han med en sandfærdig mine. Hun kunne jo lige så godt lære de mørke hemmeligheder at kende allerede fra starten af.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste ikke hvordan Kimeya havde tænkt sig, at det hele skulle foregå. Hun regnede dog med, at den kælder ville være hendes tilholdssted meget længe. Måske kom hun ikke ud, før hun var færdig og havde nået målet? Det gjorde hende på en måde lidt trist, men mest fordi, at hun savnede en god seng at sove i, som hun jo var vant til. Og savnede noget selskab, fordi hun også var vant til det. Hun ville tage imod alt hvad Kimeya gav hende, for hun ville være stærk og sej. Være en af de få, som han havde forklaret hende tit. En af dem, der kunne holde det våben, som han nu skulle præsentere hende for. "Jeg gør hvad du siger," lovede hun. Hun skulle bare finde ud af at komme af med hjemveen og det hele. Men faktisk, så kunne hun mærke en irritation overfor sin far, der gjorde, at hun ikke savnede ham ligeså meget. Det var mest forbindelsen til Leonore, der faktisk var i vejen, fordi hun savnede hende så meget. Men hvis den blev brudt, kunne hun måske være mere fri?
Som smerten ramte og bredte sig i hele hendes lår og nærmest gav hende krampetrækninger i kroppen, så bøjede hun også nakken tilbage. Hun kneb øjnene hårdt sammen og hendes krop skælvede, for hun kunne ikke fokusere smerten et sted hen og det gjorde bare så ondt! Tårerne sprang ud af hendes øjenkroge, som hun holdt skriget ved lige som en høj klar tone indtil han fjernede den. Hun faldt nærmest sammen og dinglede lidt frem og tilbage i kæderne, mens hun gispede efter vejret. Hun snøftede. "Det forstår jeg ikk'," endte hun. Hvordan tolkede man smerte? Og hvor puttede han det hen? Hun løftede blikket til ham. Hun blev faktisk ikke bange for ham ved, at han gjorde hende ondt. Men derfor var det jo stadig meget smertefuldt. "Hvor putter du det hen?" spurgte hun ham, hentydende til smerten. Hvor gjorde han af det? For hun ville være ligeså stærk som ham!

[Kimeya Marvalo]

Først og fremmest skulle hjemveen slås af vejen, og efterfølgende skulle mentaldæmonen knækkes.. Og indfaldsvinklen var han nu temmelig sikker på, at han var ved at finde nu. For Kimeyas vedkommende, var det uden tvivl en enkel sag at gøre dette, for tøsen havde som sådan ikke rigtigt nogen relation til ham, andet end at hun var hans niece. Hun ville gøre hvad det kræves.. og det var det som passede ham særdeles udmærket. Han nikkede. "Jeg håber så sandelig, at du har tænkt dig at lægge et arbejde i det, Soraya.. Det kan koste dig livet, hvis du ikke gør det," svarede han med en ærlig stemme. Han ville jo heller ikke lyve for hende, så han håbede virkelig, at hun var indstillet på, at det var det her, som hun havde tænkt sig at fortsætte med, for ellers ville han da godt nok blive skuffet.
Smerten som han lagde i agielen og som hun kunne mærke, mærkede han lige så. Han havde bare lært at leve med den.. tackle den. Det var ikke en nem tilværelse at være en Mord-Sith, men det var en styrke, som han uden tvivl var umådelig draget af. Han fjernede den fra hende, men blev stående med den i hånden. Smerten fik hans hånd til at sitre, men ikke noget som han viste i hans ansigt. "Smerte er en del af hverdagen.. Til tider mærker man den, og til tider gør man ikke. Når du har lært at leve med den, vil den ikke føles som noget ondt.. men derimod noget som giver dig styrke. Jo bedre du bliver til at styre den... så kan selv du tage det våben i hånden og bruge det.. uden at andre kan bruge det mod dig," fortalte han sandfærdigt. Hans smertetærskel var uden tvivl rykket voldsomt, efter han selv var begyndt at træne med det her - Når Jaqia krævede ham på slottet til egen træning vel og mærke, og han lod sig udnytte af det.. Det gjorde ham stærk og gav ham en styrke. De iskolde øjne faldt til hendes blik. "Og du kan lære det samme," afsluttede han kortfattet.

[Soraya Salvorique]

Hjemveen var noget, som Soraya havde sværest ved. Savnet gjorde ondt på hende på en måde, som hun slet ikke brød sig om, så faktisk ville hun gerne have brudt forbindelsen til sin søster. Det ville være nemmest for dem begge. Også fordi hun vidste, at Leonore fik ondt når hun gjorde og det ville hun ikke have. Hun ville beskytte sin søster og det kunne hun bedst ved at 'slå op'. Hun nikkede, for det ville hun! Hun ville faktisk gøre alt for det. "Det vil jeg!" sagde hun bestemt. Hun så mod hans blik igen, da han havde fjernet våbenet. Hendes lår sitrede stadigvæk fordi hun nærmest kunne mærke smerten endnu. Hun forstod ikke helt meningen med, at våbenet også skulle gøre ondt at holde. Måske en konstant påmindelse om, hvad man havde opnået? At man hver dag blev mindet om, at målet var nået? Hun lyttede nøje til hans ord, for hun ville have alt med! Hun prøvede at forstå så godt hun kunne, men det var stadigvæk lidt svært for hende. Han svarede hende jo ikke rigtigt på, hvor han puttede den hen. Måske han mærkede den som hun gjorde, uden at mærke den. Den var i hele hans krop, men han kunne bare leve med den. "Okay. Jeg tror jeg forstår," svarede hun ham tænksomt. Hvis hun kunne blive ligeså sej og bare leve med smerten, så var man jo stærk. Så måtte hendes mentaldæmon jo nærmest være uknækkelig, når de nåede dertil! "Så lær mig det," endte hun til ham, nærmest opfordrende. Hun gøs dog allerede ved tanken. Hvad var det dog hun sagde ja til hele tiden?

[Kimeya Marvalo]

Hjemveen var altid et godt sted at starte, kunne man jo sige, og det var den som han ville knække først. Uanset hvad, så vidste han, at Lestat ikke kom efter sin datter. I det tilfælde, så var han vel også kommet nu? Og det var han jo ikke. Han trak næsten morende på smilebåndet, for tanken fandt han faktisk morende. Han morede sig ved hele det scenarie. Hvordan han virkelig havde formået at manipulere en lille mentaldæmon til frivilligt at vende ryggen til sin egen familie.. Selv i en alder af kun 5 år, hvor man normalt ville være direkte afhængig af sin familie. "Udmærket.. Først og fremmest, må vi gøre noget ved den hjemve.. Din familie kommer uanset ikke efter dig, Soraya," sagde han blot, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn kunne man jo sige. Hun havde været her i uger, og Lestat havde stadig ikke vist sig - så han vidste, at manden ikke ville komme.
Smerten pakkede Kimeya på ingen måder væk. Man skulle tage imod den, fremfor at forsøge at skubbe den fra sig. Det var jo faktisk det som gjorde mest ondt. Det var en kunst at lære, men det kom med tiden, og det var uden tvivl også det mål, som han havde sat sig i dette øjeblik. Som hun selv gav tegn til at ønske at lære det, måtte det kolde og kyniske smil brede sig på hans læber, for det ville han så sandelig heller ikke have noget imod. "Jeg vil gerne lære dig det.. Men der er ting vi er nødt til at få ordnet først. Din far kommer ikke og henter dig.. din søster kan ikke, og din mor kommer heller ikke.. glem dem, Soraya.. De er ikke det værd at tænke på," sagde han med en stemme, som kun indikerede, at hanvirkelig mente sine ord i ramme alvor.

[Soraya Salvorique]

Soraya knyttede sine hænder en smule. Hun brød sig ikke om at hænge her, for hun blev så lang i armene af det og hun kunne jo ikke nå jorden, så hun hang bare her og dinglede. Normalvis ville de fleste børn have afvist Kimeya og faktisk bare gået ind i et hul af hjemve. Men hun gjorde det ikke helt på den måde. Hun savnede dem godt nok og følte sig faktisk alene, fordi hun ikke havde dem. Men hun vidste også, at hun var nødt til at skubbe familien fra sig, hvis hun ville have succes. Selvom hun var lille, så følte hun sig bare lidt skubbet til side af familien, mest fordi hendes far hang så meget over Leonore og så trak hun sig. Kimeya kunne derfor være en far skikkelse for hende, fordi han jo var en mand og hun havde brug for en mand, der faktisk ville lære hende op og give hende succes. Hun var meget selvstændig, også i forholdet til hendes søster, selvom det var hende, der var det største problem. "Jeg vil heller ikke ha' de kommer," svarede hun lidt stramt. Hendes læber blev til en mere smal streg, som han påpegede for hende, at hendes familie ikke kom for hende. Hun havde jo selv tænkt tanken, for ville de så ikke være kommet nu? Men det gjorde bare mere ondt, når han sagde det til hende. Hun syntes efterhånden bare, at det hele gjorde ondt. Psyken især men også det fysiske, da hun stadig frygtede for næste gang han satte det våben mod hendes krop igen. Hun så ned, som hun sank en klump og nikkede så. Hun så mod ham igen. "Så skal vi bryd' forbindelsen til Leonore," sagde hun. Hun vidste ikke om han ved hvad det betød, men det havde hendes forældre jo snakket om så tit, da de havde fundet ud af, hvor tætte de var.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at det var og ville være en hård omgang for unge Soraya, og derfor havde han også tænkt sig at hjælpe hende igennem det. Hvis han da kunne sætte nogle splid mellem familiemedlemmerne ved denne handling, så ville han uden tvivl også være strålende tilfreds. Han betragtede hende roligt. Hvor meget hun egentlig havde med sin far at gøre, vidste han ikke, og et sted måtte han erkende, at han var ligeglad med det, for han skulle skam nok bruge på den hårde måde. "De kommer heller ikke efter dig... De er ligeglad med dig, Soraya.. De ser slet ikke den styrke i dig, som det jeg kan se," fortsatte han med en rolig stemme, idet han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun hang og dinglede der i luften ved ham.
Agielen holdt han endnu i sin hånd, da han blev stående foran hende. Det bånd som hun havde til sin søster forstod han skam udmærket godt. Det var det magiske, og det havde han det faktisk ganske fint med, hvis han nu endelig skulle sige det. Hans blik hvilede på hende, hvor han roligt nikkede. Han hævede hånden roligt og lagde den ved hendes kind. Den begyndte omgående at lyse op i kraftige mørke farver. "I så fald.. så må vi have afbrudt den forbindelse," sagde han med en rolig stemme, idet han igen lagde agielen mod hendes lår. Ved hjælp af den frygtelige smerte og den intense magi som han lagde i det, så håbede han at det ville være nok til at bryde den.

[Soraya Salvorique]

Soraya anede nok ikke helt, hvad hun havde i vente, men uanset hvad, så tog hun kampen op. Hun var en kæmper, meget modig og ønskede faktisk bare succes i livet, for hun ville ikke overses på den måde, som hun følte sig overset derhjemme. Leonore var jo den lille og skrøbelige, så hun var blevet prioriteret. Men fordi hun var så tæt med sin søster, så var det hendes forældre hun bebrejdede i stedet. Selvom man ikke ville tro, at hun var mærket af deres kidnapning fra vuggen, så var hun nok mere præget end man lige så. Hun trak sig fra familien, fordi hun havde været vant til at skulle være den store og beskyttende. Hun bed tænderne sammen og nikkede bare. Hun sugede hans ord til sig og tog dem meget nært, hvilket jo ikke hjalp på familiesituationen, men på en måde hjalp det hende at få at vide, hvordan det hang sammen. Og når hun jo havde givet Kimeya en slags tillid, så blev hun nok lidt naiv. "Så gider jeg heller ikke ha' de skal komme," svarede hun ham. Hun så mod våbenet i hans hånd igen, da han stod med den i hånden foran hende. Hun vendte dog blikket mod ham igen og holdt øjenkontakten, da han lagde sin hånd mod hendes kind og lod magien lyse op i hans hånd i de mørke farver. Agielen fik hende til at spænde kraftigt i låret, som skriget igen brød hendes læber i den samme lillepige tone, der ville være hjerteskærende for bløde sjæle. Hendes ben sitrede helt og krampagtigt så trak hendes krop sig sammen, fordi hun prøvede at komme væk fra smerten. Øjnene klemte hun sammen, som hun bare bad i sit indre til at forbindelsen ville blive brudt, for Leonore skulle ikke have ondt fordi hun ønskede et andet liv end den hos familien.