Survival of the dumbest

[Deleted]

Daelis fnøs. Hun fandt hans selvkontrol utroligt ynkelig. Han var ikke i balance med sig selv. Han var en skald, der ikke turde vige fra mørkelvernes normer. Bestemt var Daelis selv en mørkelver, men hun havde altid elsket at leve livet fuldt ud… var det trods alt ikke det man havde det til?
Hun havde set mange af deres mænd der slidte sig selv op og aldrig fik de et pusterum og en belønning. Det gjorde at når det endelig kom deres vej, så de det som forkert, og Valandil kunne ikke være et mere klart eksempel i hendes brune øjne. Valandil var en død skald.
”Hvilken ret? Retten til at følge mit hjerte er der ingen der ejer. Ingen reagerer over mig! Hvis det bringer dig sjælefred at kvæle din indre ild, så gør da det…
Men lad mig spørge dig Valandil: Ved du hvad lykken er?
Den kommer aldrig selv. Det er noget man må ud og finde. Du er ikke tilfreds med din position, Valandil. Jeg kunne se det på dig, da jeg rørte dig. Den glød der prøvede at komme fri fra dig. Din lyst. Du er ikke tilfreds med dit lod i Maerimydra.
Aldrig er der nogen der har kærtegnet din hud. Der er aldrig nogen der rent faktisk har takket dig for bare at være til, er der? Derfor reagerede du så voldsomt på et kærligt udtryk og ømhed. Tror du det ændrer sig, når du vender hjem til hende?”

[Deleted]

Valandil vidste godt, at han virkelig havde problemer. Den modstand som han havde gjort var jo slet ikke som den burde have været, for ikke at glemme, at han havde slået hende, og samtidig havde.. nydt det. Han havde virkelig nydt det, og han hadede sig selv, for at have gjort det. Hans krop dirrede af den rene vrede og med hånden som var fast lukket omkring den kæp som hun havde kastet til ham, så havde han den at holde fast i, for ikke at ende med at gøre et eller andet dumt, for hvor var han dog fristet til at gøre det!
"Hvad du har gjort mod mig, kan koste mig mit liv, ved du godt det? Er det virkelig sådan at du gerne vil have at en mørkelvisk mand skal ende? PÅ grund af din egen egoisme?" endte han med en kortfatte og bestemt tone. Ja, naturligvis var det noget som gjorde ham trist.. og mere vred end det gjorde noget andet ved ham. Forsigtigt forsøgte han at sætte kæppen i jorden og kæmpe sig op at stå, også selvom det ikke gik helt som han gerne ville det.
"Ej kender jeg dit navn.. ej kender jeg dig som person, og ærligt.. så er du heller ikke værdig den kendskab! Jeg er stolt af min stand i Kahliens hjem.. og det skal du ikke have lov til at ødelægge.." endte han med en mere fast tone, for løgn var det jo trods alt heller ikke, når det endelig skulle være. Han stod nu op denne gang, dog uden at støtte på benet, for det kunne han slet ikke.
"Hold dig langt væk.. og langt væk fra mit liv.." afsluttede han med en fast tone.

[Deleted]

”Koste dig dit liv?..” hvæste hun. Daelis mund spidsede til, og hendes blik hvilede ved ham. Hun havde undsluppet døden op til flere gange, og hun kunne konkludere at den bare sandhed ikke altid kom en til gode. Man kunne blive straffet for den. Selv bar hun ingen dårlig samvittighed for det hun havde gjort ved ham, andet end at knuse hans knæ, og derfor stille ham dårligere.
Det var sandt at kahlien kunne anse ham for ubrugelig og svag, og derfor tage hans liv, men Daelis havde da givet ham chancer nok, havde hun ikke? Hvis han skulle have hovedet for huggeblokken var det nok faktummet at han – en mørkelvermand havde forsøgt at dræbe hende, slået hende, sparket hende, skåret hende og gennemboret hende med en pil. Alt sammen noget der igen kunne være undgået hvis han blot havde været mere samarbejdsvillig.
”Lad mig minde dig om at du har skadet mig op til flere gange, Guldlok. Det har været dit valg fra starten… Lyv. Lyv! Og lad være med at fortælle hvad der er sket, hvis du agter at tage tilbage til din kahli. Fordrej sandheden. Det kræver aldrig en særlig indsats og kunnen.”
Hun samlede sit gevær op fra jorden, aede det og nærmede sig langsomt Valandil, på trods af den vrede der ligefrem strålede ud af ham. Langsomt lænede hun sig imod ham, dog uden at røre ham og åd ham med øjnene en sidste gang. Sine fingre dansede langs aftrækkeren, blot for at signalere at den lyshårede elverherre ikke skulle prøve på noget. Hun smilte bidskt.
”Du vil have mig til at forsvinde. Så flyt dig. Fjern dig fra Dvasias. Dette er min hjemmebane – mit LIV. Så længe du befinder dig i landet må du vidst bare vende dig til at jeg er her. Et sted, og du vil ej ane hvor. Jeg går ud fra at det betyder, ja! At du har gjort dig bemærket i mit. Det er et lille land.
Jeg beder for dig, min kære.” Den sårede tunge gled hen over hendes læber, og hun brummede af den sære følelse det nu gav, hvor et stykke af spidsen manglede. Hendes ene hånd søgte at stryge ham over kinden og ned langs hans kæbe og hals.
”Sikke en skam. Jeg troede du var gjort af noget stærkere. At du var ment til noget større! Sådan en karisma. Så flot. Sådan en fysik. Den styrke og adræt hurtighed… Og dog. Så let at knække, når jeg blot ville forsøde dit øjeblik. Sådan en dejlig mand som dig.” Daelis spidsede sine læber, og den ellers mørke kvindestemme løb over i et mere sukkersødt toneleje, som var han et barn.
”Jeg ville bare være venneeer. Kan vi ikke bare lege pænt, hva min skat?”

[Deleted]

Valandil blev denne gang stående på sine ben og med blikket intenst hvilende på skikkelsen foran ham. Han var vred.. Det var virkelig noget som kostede ham frygtelig, frygtelig dyrt! Dette stillede ham virkelig i en dårlig situation ved hende, og særligt fordi at hans knæ var knust og han ikke kunne stå på sit ben. Det ødelagde hans liv som jæger, og særligt i Kahliens hus, så var det ikke noget som gjorde det bedre for ham!
"Du vil virkelig gerne se, at jeg lyver for Kahli?" spurgte han med en næsten forfærdet stemme. Det var da slet ikke noget som han ville lade komme til at ske på nogen måde! Hans krop rystede og dirrede alene ved tanken om det.. Særligt, da hun valgte at komme tættere på ham, for han ville slet ikke have hende tæt på.
"Vil du have mig ud af Dvasias, så er du nødt til at slå mig ihjel, for jeg forlader ikke stedet her af min frie vilje. Det her er mit hjem.. mine jagtmarker.. min slagmark, og så må du bare lære at dele den plads med mig." Han tav igen, som hun strøg ham over kinden og videre over halsen, hvilket automatisk gjorde, at han trak hovedet til sig. Han ville slet ikke have, at hun skulle røre sådan ved ham! De grønne øjne fandt sig frem til hendes blik allerede med det samme. Han var bestemt ikke bange for hende.. hvorfor skulle han da være det? 
"Jeg er langt stærkere end hvad du giver mig credit for, kvinde... Du har taget noget fra mig, som du slet ikke var i din ret til at tage.. Og tro mig.. det vil koste dyrt." Han humpede et skridt væk fra hende, også selvom hele hans krop truede med at falde sammen under ham. Han var virkelig taget ved vold.. på en måde, som han slet ikke kunne styre eller kontrollere. Venner? Det var slet ikke noget som kom på tale!

[Deleted]

Daelis blev stående og betragtede Valandil uden videre påvirkning af den trykkede stemning som kom fra ham. Tvært imod gav det hende atter lyst til at tirre ham. Udfordre ham for at se mere af det væsen der stod foran hende. Hun sukkede og overvejede kort hvordan hun skulle sige ja på en nogenlunde stueren måde, så hun ikke opildnede ham yderligere ved at vise disrespekt for kahlien.
”Vel, nogle gange kræver problemer – ey, hvad siger man - drastiske strategier for at blive løst, sååå.. JA, mmm? ” smilte hun.
Som Valandil fjernede sig fra Daelis trådte hun tæt imod ham igen for at gendanne den minimale afstand. I hendes blik var der noget passivt truende, som var Valandil Daelis byttedyr, og lige nu legede hun blot. Valandils flænsede tunika måtte krølles, da hun hurtigt greb ud efter den og trak sig ind til ham. Der var noget sensuelt over hvor blød hendes stemme blev, og hun slap ej hans blik, som hun minimerede afstanden mellem deres ansigter såvel.

”Åh, jeg vil se frem til at dele mine jagtmarker med en stud som dig, Valandil. Måske kan jeg endda vise dig mine specielle steder. Det ville du sikkert kunne lide. Jeg glæder mig som et lille barn ved allehelgens aften!
Skal jeg være bange nu, store dreng? Med nogen som dig, så vil jeg sige at det var værd hvert eneste fiber i din krop, der spændtes og hver gang du stønnede efter mere. Hvorfor denne pludselige retræte? Du elskede det. Du burde være smigret over at jeg dyrkede dig. Hør basse, du tjener intet på at spille kostbar. Jeg skal nok få dig til at synge af nydelse. Du kan få en pause nu, men jeg skal nok fange dig igen før eller senere. Du er min nu. Jeg har dig. Hvis ikke i fysisk form har jeg dit sind, thi jeg ved at jeg har brændt mig ind i det. Tatiana kan kommandere dig, men din lyst og dit begær er mit. Jeg har set det.”

[Deleted]

Valandil havde virkelig ikke lyst til at blive hængende omkring denne kvinde meget længere end hvad der var højst nødvendigt. Turen hjem, vidste han godt, ville vise sig at blive problematisk nok i sig selv, hvis han da overhovedet kunne finde den energi som skulle til. Han kunne jo allerede på forhånd sige, at det som skete foran ham, ville få drabelige konsekvenser for hans vedkommende. For alt hvad han vidste, kunne hun have kostet ham livet!
"Du taler om en stand i livet, som du slet ikke kender," endte han kortfattet. Hvad var løsningen på hans problem med benet nu? Han vidste, at dette nok var noget som ville komme til at plage ham for resten af hans liv, hvis han da ikke var utrolig heldig, og at der fandtes noget, som man kunne gøre ved en sag som denne. Det var svært.. virkelig svært, og det vidste han udmærket godt. Selvom han ikke fik lov til at holde afstanden længe, så blev han denne gang stående, selv da hun valgte at komme helt tæt på. Hans øjne skinnede af den rene vrede. Han var så vred, at hans krop begyndte at ryste! 
"I tilfælde, at det ikke er gået op for dig endnu, er det Kahlien som har den endelige beslutning hvad angår mig.. Du har ikke ret eller lov til at lægge en finger på mig, som du har gjort i aften.. Og jeg kan trygt love dig for, at inden længe, vil der være efterlysninger op om dig i hele vores samfund.. Du ved.. Det koster dyrt at vanære sin Kahli på den her måde, ikke sandt?" endte han med en ganske kortfattet tone. Han vendte blikket dræbende mod hende, inden han vendte om og forsøgte at humpe væk fra hende. Han havde ganske enkelt fået nok nu!

[Deleted]

Som Valandil vendte sig, blev Daelis stående med armene over kors.
"Men kan din kahli kontrollere viljen af andre væsner? Nej. Sandheden er at hun blot er som dig og mig, og den status hun har er mængden der tillægger hende den. Uden sit folk er hun ingen ting. Du snakker med en kvinde, som du hverken kender eller ved noget om. Jeg ville vare min mund. Hvad ved du om stand?" der kom et hemmelighedsfuldt smil frem på hendes lyse læber. Hun fulgte med ham et par skridt, men valgte så at lade ham gå.
"jeg døøøør af spænding! Vi får at se. Vi får at se.
Hvis jeg var dig, ville jeg sænke farten lidt. Du koger, min godte. OG jeg ser frem til vort næste møde!" Hun vandrede hen og samlede den smukke bue op. Den blev hængt over skulderen ved siden af det primitive gevær, og hun skænkede ham et sidste blik. Intet vrede var der dog at finde. Kun et djævelsk glimt.

[Deleted]

Valandil forsøgte at humpe videre, også selvom hun ved hendes ord, kun fik ham til at stoppe. Hans krop truede næsten med at give efter under ham. Han vendte blikket i retningen af hende og med den samme intense mine. 
"Min Kahli styrer og kontrollerer ganske vidst ikke mine tanker og mine følelser, men derimod har hun afgjort min plads og min stand, og det er ikke noget som jeg vil ødelægge. Jeg arbejder ikke imod hvad jeg har, men med hvad jeg har... Det skulle du virkelig forsøge at gøre en dag," endte han med en ganske kortfattet stemme. Han fortsatte igen bare at humpe videre. Det var helt klart i en blank afvisnig for hende, for han havde fået nok.. Han havde virkelig fået nok nu! Og han ville slet ikke have hende tæt på sig, om han ellers kunne blive fri! Vred var han i hvert fald, så det var heller ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var. Han prustede ganske let. Det var hårdt for hans ben og krop generelt at arbejde på denne måde. 
"Der kommer ikke noget næste møde.. Forsvind herfra og lad mig da være!" endte han med en fast tone. Det var uden tvivl voldsomt frustrerende, at hun var sådan overfor ham, og særligt nu! Han så dog ikke på hende.. han ville bare have hende væk nu!

[Deleted]

I et stykke tid måtte Daelis stå og følge Valandil med øjnene, indtil han var væk blandt træerne, og hun gentog de selv samme ord som han havde brugt.
”Vil du have mig ud af Dvasias, så er du nødt til at slå mig ihjel”
Hendes vildhund kom vraltende hen til hende. Til hende og hun måtte indse at det var tid til at trække sig tilbage. Fordi hun havde ladet ham gå var hun nu i fare for at blive afsløret og fanget, men hun kunne ikke få sig selv til at skade ham yderligere, eller tage mandens liv. Han havde fascineret hende for meget, og hun fortrød stadig ikke meget af det der var sket.
Jo, måske… Kun at hun lod ham gå.
//Out-End

[Deleted]

Valandil ville slet ikke se mere til den kvinde, som han netop havde forladt. Hvert et skridt han tog, smertede igennem absolut hele hans krop, som stadig var kraftigt påvirket af hvad hun havde gjort ved ham. Dette var ting, som han aldrig nogensinde ville være i stand til at tilgive.. Aldrig nogensinde! Allerede frygten for hvad det ville koste ham i den anden ende, var næsten det værste af det hele. 
Jo længere væk han kom, jo tungere blev det for ham at fortsætte, hvor hans ben denne gang.. direkte endte med at give efter under ham, og han faldt lige så lang som han var. Han slap et smertende gisp, da han igen tog sig til sit knæ. Han kunne jo for pokker ikke engang bruge det for pokker! Hans krop rystede.. Han var kold.. hans tøj var nærmest revet i stykker og han følte sig møgbeskidt af alle hendes hænder, som havde været over hele ham. Han dirrede i krop og vejrtrækning, mens han virkelig forsøgte at samle sig, så han kunne komme hjemover. Bue og det hele havde han efterladt.. Han regnede ærlig talt heller ikke med, at det var noget, som han nogensinde ville komme til at bruge igen.

De grønne øjne gled kort i, mens Valandil talte til ti indvendig.. Han var virkelig nødt til at tage sig sammen! Han var for pokker af en fin stand i Dvasias.. En mørkelver.. Der var ikke noget finere at være en del af end det! Han tog om kæppen i et forsøg på at komme op, men selv det, var slet ikke noget som han ville.. Det gjorde ondt!

[Deleted]

Chantalle bevægede sig i området omkring den sorte sø. Hun var hverken på jagt eller noget som helst men blot på gennemrejse fra Imandra til hovedstaden i Dvasias. Rejsen tog hende den tid som den nu tog, hun havde ikke det mindste travlt, heller ikke selvom der var mange penge at hente for hende i byen. Hun havde fået informationer som hun vidste at kongehuset ville være forfærdeligt interesseret i. Stien hun gik af mellem træerne så ikke ud til at være blevet brugt meget hvilket passede hende fint, så kunne hun da gå alene og ikke blive forstyrret. Ved hende side, inden mellem træerne kunne hun høre grene og kviste knække på livet løs og hun sukkede stille. #Jeg troede at alle katte var lydløse og let på tå. Lige nu minder du mest af alt som en fuld elefant.# Kommunikationen forgik mellem hende selv og den store leopard som gik inde mellem træerne og forsagede alt larmen. En knurren kunne høren som han kom ud på stien ved hendes side. #Har du nogen ide om hvor svært det er at gå derinde? Du skulle tag og prøve det, frøken perfekt# gav han surt igen og Chantalle kunne ikke andet end at grine en smule. Den store kat hed Migra og var hendes tvillingebror som var blevet tvunget til at være i den form for evigt og altid af en warlock. Han var altid ved hendes side for at beskytte hende. #Burde vi egentlig ikke skynde os? Den information var har er vigtig, vi vil få mange penge for den. Vi har brug for penge.# Selvom han var fanget i den krop var han stadig meget grådig og Chantalle var til dels enig med ham men lige nu ville hun egentlig bare gå stille og roligt. Også fordi det irriterende ham. #Jeg synes nu egentlig at det går hurtigt nok. Vi .....# Hun tav da hun hørte en lyd og stoppede op. Migra havde åbenbart hørt det samme, det løs som om en der var kommet til skade. #..... Hørte du også det?# spurgte hun lydløst og vendte blikket mod den store kat som blot nikkede til svar. #Det kom herovre fra.# Hun begyndte med rolige skridt at søge mod lyden mens den store kat blot så efter hende, rullede med øjnene og så luntede let efter hende. Hvad mon hun nu fik dem rodet ud i?

[Deleted]

Valandil var faldet så lang som han var, uden egentlig at være i stand til at kunne gøre noget ved det. Smerten var intens, og bare at bevæge benet var efterhånden ved at være en udfordring, for bare at kunne holde det ud, for det kunne han virkelig ikke! Hans krop dirrede voldsomt.. både af smerte, men også den vrede som han følte i krop og sind. Hans tøj var ødelagt, og han var ved at være temmelig kold samtidig. Det var jo ikke varmt i vejret længere, og at ligge bundet på jorden til en kvindes glæde på den måde, det kunne han da slet ikke have med at gøre! Frygten for at miste sit liv på baggrund af dette, var uden tvivl  til stede, men ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved, hvis det skulle være det.
Følelsen af at være alene, var noget af det første, som for alvor overmandede ham, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Han forsøgte endnu en gang at sætte kæppen i jorden, da han var stædig nok til at forsøge at komme op. Et halvvejs smerteskrig brød hans læber, da han ved al den kræft og alt den energi som han havde i sin krop, forsøgte at kæmpe sig op.. Og denne gang lykkedes det ham faktisk! Han prustede ganske let, som han denne gang forsøgte at holde sig på benene, men.. alligevel måtte ende med at opgive, da det selv for ham, var forfærdelig hårdt, at gøre det. Han var træt.. udmattet, og turen hjem, var for lang til at han overhovedet kunne overskue den. Ynkelig som han var, kravlede han hen til et træ, som han satte sig op af. Kroppen dirrede.. Han kunne slet ikke holde den smerte ud!

[Deleted]

Begge havde de hørt det. Der var nogen i deres nærhed som virkelig havde mange smerte og det i sig selv var en ubehagelig tanke for Chantalle. Migra var en som altid tænkte på pengene, tænkte på hvor de kunne finde mere arbejde og Chantalle slækkede ham på for det meste men når det kom til flok i smerte så kunne hun alligevel ikke lade være med at blive en smule blød om hjertet og ønskede at hjælpe personen. Migra hadede det. Han blev altid små irriteret men han kunne ikke gøre så meget. Han var løbet i forvejen, han var hurtigere end hende i denne form og han ville se hvor lyden kom fra. Hvis det nu var en som var ved at blive overfaldet skulle de jo bare holde sig på afstand. Den store kat hoppede let hen af stien, her var der var mere plads til ham var han langt mere yndefuld og let på tå. Han nåede til en krydsende sti hvor han stoppede op, til hans ene side, et stykke væk lød der et smertes skrig. Det kom fra en lyshåret elvermand som så ud til at have ondt i benet. Migra's hoved søgte let på sned som han vendte sig mod manden. Halen kørte i rolige interesserede bevægelser mens han blot holdt øje og var meget synlig der hvor han stod.
Chantalle kom løbende et stykke bag efter Migra. Han var for hurtig i denne form. Hun sukkede irritabelt og forvandlede sig selv til den flotte leopard. Både Migra og Chantalle havde leoparden som deres animagus men hvor Migra's pels var næsten helt sort, altså han var melanistisk hvorimod Chantalles var med hvid pels. Hun løb hurtigt efter sin bror og nåede ham længere fremme hvor han var stoppet op. Hendes blik faldt på den faldne elvermand men til forskel fra sin bror så blev hun ikke stående men nærmede sig forsigtigt den til skadekommende mand. De blå øjne hvilede roligt og måske en smule bekymrende på hans skikkelse.

[Deleted]

Valandil blev sidende op af træet, mens han virkelig forgæves forsøgte at samle sig. Aldrig havde han oplevet noget lignende. Hvordan pokker skulle han da komme hjem? Han gik bestemt ikke ud fra, at der var nogen mørkelvere derude, som ville yde ham den hjælp og assistance, som han rent faktisk havde brug for lige nu. Han lukkede øjnene ganske let, og med den vrede som en dirren i kroppen. Han kunne virkelig ikke styre det lige nu. Det var virkelig.. grotesk hvad hun havde gjort ved ham! 

At der alligevel måtte være andre i hans nærhed, var slet ikke en tanke som gik op for Valandil. Han forsøgte bare at finde ud af hvordan og hvorledes han skulle tage tingene herfra. Hans karriere som Kahliens jæger var ovre, så meget kunne han da sige, men ville han ryge ud? Miste livet? Han kunne jo heller ikke ligefrem vide det, hvilket nu heller ikke gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hans ben var blodig, og bare at bevæge det, gjorde ondt som bare pokker. Han var ikke pivet af sig.. han var faktisk en mand som kunne klare og tåle lidt af hvert, men lige her, så var det altså slet ikke til at holde ud! Hovedet slog han baglæns og direkte ind i træet bag ved sig, som håbede han, at det kunne løse hans problemer. Han drejede kort hovedet, da skikkelsen af det store hvide kattedyr, fangede hans blik. Våben havde han ikke på sig.. de lå jo smidt rundt forbi, fordi at den kvinde havde været sådan efter ham. Næven knyttede han. Det var jo bare typisk at den slags skulle ske lige nu!

[Deleted]

Chantalle var virkelig nysgerrig, hvem kunne dog have så ondt herude? Der var ikke mange ændre omkring og det undrede hende og det var det som fik hende til at søge mod lyden. Hun var hurtig på fødderne i menneske skikkelse men ikke nær så hurtig som da hun forvandlede sig til den store kat og løb efter sin bror med høj fart. Han var stoppet op og hun gjorde det samme ved ham. Elveren ved træet fangede hendes blik og det tog hende virkelig ikke langt tid at finde ud af at der var noget galt med hans ben. De så meget smertefuldt ud selv fra denne afstand og det var derfor hun bevægede sig tættere på. Hun var meget forsigtig i sine skridt, hun ville ikke skræmme ham for hun ønskede ham ikke noget ondt. At den store kat så måtte have en lidt anden effekt på ham havde hun ikke lige tænkt over. Elveren knyttede sin hånd hvilket Migra opfangede og han strøg ind foran Chantalle med et fast blik mod Elveren. De var endnu ikke i nærheden af hvor han kunne nå dem. #Fjende# Migra's stemme lød i Chantalles hoved men hun ville ikke lytte. Hun krøb bare roligt under hans hals og vendte blikket mod ham for at bede ham træde tilbage før hun selv søgte længere frem mod elveren. Migra var ikke just tilfreds men han gik dog lidt tilbage igen og lagde sig et stykke derfra. Chantalle krøb tættere og tættere på elveren men stoppede lige uden for hans rækkevide. Hun ønskede ham ikke noget ondt men hun vidste jo ikke om han ønskede hende det. Hun endte med at ligge sig ned på jorden og batragte ham mens hendes hale vippede frem og tilbage. Hendes hoved søgte let på sned som hun bare lå der og studerede ham for en stund. Han var ret flot faktisk, hvilken elver var han mon? Hun vidste det ikke, givet hvor hun havde fundet ham var han nok mørk elver men han lignede dem vidste ikke. Hun havde aldrig set en mørk elver før men hun havde hørt rygter om dem. Forsigtigt endte hun med at trille op på ryggen med poterne i vejret og stadig med blikket hvilende på hans skikkelse. Hun ville vise at hun ikke var farlig.