Survival of the dumbest

[Deleted]

I øjeblikket var Valandil fuldstændig handlingslammet.. Han vidste slet ikke hvordan han skulle tage det, som skete for hans blik. Han havde så sandelig heller ikke regnet med, at han skulle ligge underkastet en kvinde på denne her måde, og da særligt ikke sådan her! Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. Hele hans krop reagerede jo så voldsomt på det som skete, og han kunne bestemt ikke lide det.. og dog.. han kunne slet ikke finde ud af det!
De hårde stød som hun gjorde over hans køn, satte en voldsom sitren i hans krop. Han kunne i øjeblikket ikke rigtigt mærke sit ben, så smerten var uden tvivl aftaget, men det var bestemt ikke godt af den grund. De små støn kunne han ikke holde igen, uanset hvor meget han faktisk forsøgte sig med det. Han bed tænderne fast sammen. Aldrig havde han prøvet noget lignende, og han kunne uden tvivl godt mærke det! 
Som hun gjorde sig færdig.. var selv han let glinsende af sved.. Alle de kærtegn og alt det som skete på en gang, var mere end hvad han lige kunne rumme.
"S-stop.." endte han. Han ville ikke mere! Han ville slet ikke have at hun skulle gøre det der mod ham!

Det gik hurtigt op for Valandil, at hun bestemt ikke havde tænkt sig at lade ham gå endnu. Han knyttede næverne. De var begyndt at sove. Det summede i dem efterhånden, men han var jo stadig godt anspændt, så var det overhovedet så underligt igen? Næsen mod sin, fik hurtigt ham til at stirre vredt direkte i hendes øjne. 
"Du gør jo bare hvad der passer dig," bed han hende af. Sagen i sit omfang, var vel at han.. ønskede mere? Selvom det var ord, hun aldrig nogensinde ville få ham til at sige. Hånden om sit lår, fik ham igen til at spænde, men det var det andet som fangede hans opmærksomhed. Han stirrede på hende.. inden han igen kiggede væk. Han var afsløret.. den brændende fornemmelse som hun havde sat i ham, gjorde ting ved ham!
Nærmest som en gudinde, berørte hun sig selv.. Og ja.. han ville gerne. Han ville virkelig gerne.

[Deleted]

Valandils gyldne hår blev kæmmet igennem af Daelis fingre. Hun lod sig ikke bemærke af hans vrede stirren. Tvært imod smilte hun stort og klukkede mørkt. Gjorde hvad hun passede sig?
”Ja… Det gør jeg.” Hendes hofter rokkede over Valandils skød, slikkede sin tommelfinger malende, og da han kiggede væk trykkede hun i stedet sit bryst imod hans overkrop. Hun hviskede i hans øre og nappede ham i øreflippen. ”Men det gør intet Du virker til at ville det samme som mig. Nogle gange kan vilje være en større ting.”
Daelis hænder gled videre langs Valandils armmuskler, der dirrede under hendes berøring, og hun bed sig i læben. Hendes tunge var stadig øm og lettere blodig, men hun gled den op langs hans adamsæble, næsten som havde hun i sinde at æde ham. Hun ville gerne se den krop i aktion.
Der var risiko for at den lyshårede mørkelver kunne flygte fra hendes favntag, men hun var ikke længere så sikker på om han ønskede at komme bort fra hende. Hans krop var anspændt, hans vejrtrækning var påvirket, og hans hud havde fået glød og duftede af en blanding af salt, jordligt støv og deres fælles væsker. Han virkede bestemt ikke til at finde det frastødende. Tvært imod aggerede han som en kåd vårbuk.
”Hmm.. Vil du have del i det sjove, vildbasse? Vis mig hvad du kan.”
Daelis stemme var kurrende, og selv om hun tiltalte Valandil som var han fri, var der noget krævende og ekstatisk over den.

Rebet blev bundet op og kastet til jorden. Daelis hænder gled videre ned til Valandils læn. Hun trykkede sin bløde krop tættere mod hans og rullede elveren over sig. Valandils vægt forsøgte hun at holde væk fra det skadede ben, så han nærmere lå på siden.
”Du er en fri mand nu, Valandil. Hvad ønsker du?”
Hånden mod hans hofte, og hun forsøgte at opmuntre ham til mere ved at trykke deres samhørighed yderligere sammen. Alle Daelis sanser var vågnet. Varmen havde spredt sig i hendes mave. De hvide tænder begravede sig let i hans hals for at tilbageholde et støn. Det eneste der holdt Valandil tilbage var ikke længere rebet.

[Deleted]

På alle måder kunne man sige, at Valandil var påvirket af hvad der skete foran ham. Hans krop reagerede jo på det, også selvom han virkelig ikke havde lyst. Han vidste at han slet ikke burde ligge der, og hvis der var nogen som havde retten til at gøre dette, så var det hans frue og ej hende! Som hun konstant rørte ved ham, mærkede han kun den selv samme væmmelse dukke op i hans sind. Han kunne virkelig ikke have den!
"Den kommer til at koste dig..." bed han hende af, som hun endelig lagde sig nedover ham igen. Bastet og bundet og ude af stand til at gøre alverdens med det knæ som han havde, så var han jo direkte tvunget til at blive liggende der under hende. 

Som hun alligevel valgte at løsne hans hænder, så han var i stand til at bruge disse, så var han ikke et sekund i tvivl om, hvad det var han ville. Han ville væk.. han ville hjem, og så langt væk fra denne kvinde, som det var ham overhovedet muligt!
Hænderne trak han til sig.. Selvom hans krop direkte skreg efter mere af hvad hun havde givet ham, så var det slet ikke noget som han kunne finde sig den ro og afslapning til at komme til at nyde af, og det var jo lidt der, at den faktisk måtte ligge, for han ville slet ikke have det.. Han kunne virkelig ikke have den tanke, som det efterlod ham med lige nu. 
"Du skal bare holde dig langt væk fra mig.." Hænderne placerede han direkte mod hendes skuldre, og gjorde et fast og kraftigt forsøg på at få hende skubbet af sig. Ligeglad med den smerte som det så måtte koste ham i hans knæ, men af skulle hun, og det kunne bestemt ikke gå for hurtigt! At hun så derimod fik dem vendt, så han lå.. over hende, gjorde det ikke nemt for ham at komme op. Han kneb øjnene sammen og satte hænderne af mod jorden på hver side.. Med et smertefuldt gisp, forsøgte han at rejse sig. Det gjorde jo ondt! Men at blive liggende, det nægtede han!

[Deleted]

Daelis hvinede højlydt, da Valandil begyndte at skubbe fra sig efter sin løsladelse. Hun begravede sine negle vredt i huden på Valandils nakke. Efter alt det hun havde tilbydt ham af muligheder var han stadigvæk af samme holdning som før hun bandt ham. Vreden der langsomt havde fortaget sig begyndte at komme igen. Som svar på Valandils skub mod jorden foldede hun blot sine lår om hans hofter, for at låse ham fast imod sig. En hånd hævede sig truende, klar til at slå ham igen – men nej. Nej, hun kunne ikke få sig til at skade ham igen. I stedet begyndte hun at trække i hans hår.
Godt nok havde hun bundet ham op og tilbudt ham sin frihed, men Daelis havde troet at han var trukket nok ind i hendes spind til at blive hos sig. Valandils modstand fik hende til at vågne, som af en lyksagelig trance.
”VENT, nej – HVAD? Stop! Fjols.. Utaknemmelige dyr! NEJ, det er ej sådan vi spiller. HVOR SKAL DU HEN?!” Endnu et ryk i Valandils hår, og hun borede sin negle længere ned i hans nakke.
”Jeg troede du havde forstået. Du har brug for mig! Giv dig hen til mig. Lille fjols, forsøg bare på at gå – ÅH, det havde jeg glemt! Du kan jo ikke. Dit ben er knust.” skreg elverkvinden hånende, med opspærrede øjne. Hendes stemme sænkedes dog, indtil den lød… tryglende? Hun havde sådan savnet kontakt fra et andet levende væsen. Daelis var dømt til at vandre væk fra byen, så meget så muligt. Hun ønskede Valandil så brændende at hun næsten ikke kunne kontrollere sig selv – ej hellere de følelser som han vækkede i hende med sine afslag. Han havde nydt det! Hun havde fået hans kød til at ryste under sig, og det var takken? Hun savnede kærtegn, hun savnede at være begæret og forkælet, men mest af alt savnede hun at være elsket.
”Valandil, jeg beder dig.. Bliv hos mig. Du må ikke forlade mig. Vær ikke vred på mig!”

[Deleted]

Valandil var udmærket godt klar over, at det som han havde gang i lige nu, var dumt, men at blive liggende, og have hænderne fri på samme tid, var da slet ikke noget som kom til at ske! Alene det at skulle ligge på den måde, var slet ikke noget som han i det hele taget kunen have med at gøre i den anden ende!
"Slip mig..!" endte han denne gang med en fast tone. Hun havde fat i ham, og nu hvor han gik rundt med et ben, som han slet ikke kunne bruge, så var det bestemt ikke noget som gavnede ham og hans situation. Tvært imod. Som hun direkte rykkede i hans hår, røg han nærmest nedover hende. Det var som om, at han slet ikke havde styrken til at kæmpe imod, og det var da irriterende!

Valandil var Kahliens slave, og turde Daelis virkelig at sætte sig op mod det? Han forstod det ikke.. Det var en andens ejendom, og han var ikke nogen genstand, selvom det var den følelse som han sad med i øjeblikket. Han kunne virkelig ikke lide det. 
"Det er det, og hvis skyld er det ikke lige?!" Denne gang var det Valandil som hævede stemmen, hvilket var noget, som han normalt aldrig nogensinde gjorde, så det var uden tvivl noget, som selv han kunne mærke på sig selv.
Grebet som hun havde i ham, forhindrede ham i at komme nogen steder. At gøre modstand som en mørkelvisk mand, vidste han godt, kunen resultere i straffe, som ikke altid var på sin plads, men hvad fanden kunne han gøre? Han ville jo heller ikke bare ligge der!
"Jeg har ikke brug for dig.. jeg tror tvært imod det er mere omvendt.. Jeg vil have dig til at smutte.. tag min bue.. tag hvad pokker du vil, bare du lader mig gå..!" endte han med en fast hvislen mod hendes øre. Han havde virkelig fået nok nu!

[Deleted]

Daelis snakkede hurtigere og hurtigere, jo mere hun fornemmede og frygtede at Valandil slap løs af hendes favntag. Hun holdt stadig desperat fast med sine lår omkring hans hofter, og hånden i hans hår. Hun strøg ham ned af ryggen, som havde han været en kat der skulle beroliges. Hans første gang havde hun fået, men det var som bittersødt. Valandils hadefulde, mørke stemme fik hende til at synke en klump. Det hun havde haft af intention til blot at blive blidt og kærligt havde gjort ham halt, da det ikke gik som hun forventede.
Der var ikke meget tilbage at gøre. De sidste stumper af noget der var ved at trævle klamrede hun sig til, og hun kastede om sig med de ord der dukkede op i sit hoved, håbefuld om at et af dem ville få den skønne mand til at blive, og små klynk var begyndt at trykke sig op af hendes hals.
”Hun kan give dig guld, jeg kan give dig verdenen, hvis du bliver! Alt hvad dit hjerte begærer, det kan jeg give dig. Jeg har allerede vist dig det du end ej indså, var en side af dig. Jeg kan give dig mere! Valandil, j-jeg kan pleje dine sår. Jeg-jeg kan! - Dit knæ – der må være en måde. Jeg kan finde på noget: Sort magi, urter. Vil du ikke nok forstå.. Jeg kan tage mig af dig, mere end hun nogensinde vil! De dybeste afkroge af din sjæl kan vi sammen udforske.”
For i det øjeblik Valandil forsvandt, ville hun atter være alene mellem et valg af eksil eller døden. Vidste de at hun levede kunne hun godt vinke farvel til at livet i skyggerne, og hun måtte løbe igen. Et sted vidste hun ikke hvad der var værst. At gå alene rundt i Dvasias, med et flok forvoksede hunde og mangle den menneskelige nærhed, eller at overgive sig selv til kahli’en.
"Lad mig gøre dig til en mand. Giv efter, løve - tag mig!" Daelis forsøgte igen at prikke til Valandils lyst ved at nappe ham i senerne på halsen, og trykke hans hofter imod hendes med hånden.

[Deleted]

Valandil begærede mere end hvad han havde fået, og det var den tanke som han da slet ikke kunne lide, hvis han skulle sige det helt ærligt. Alene det faktum at... hun havde fået ham til at gøre den slags, var så forkert! Han var kahliens slave.. han burde ikke og det var det som han vidste. Han var sin frue loyal!
"Uanset hvad du har fået mig til at tænke og føle, så ved du, at det er så forkert som noget kan blive...Jeg foragter den mørkelviske kvinde, som har gjort dette mod mig.. fra nu og til dommens dag," endte han kortfattet, idet han forsøgte at sætte af.. Han fortrød dog hurtigt, for smerten meldte sig i knæet allerede med det samme, at han måtte bøje det!

Smerten var ulidelig.. Han kunne jo for pokker ikke gå! Men behandlingen af hende, var noget som han nægtede.. Det var hendes skyld, at han havde det på denne her måde! Han havde mest af alt lyst til at slå hende.. men at slå på en mørkelvisk kvinde, vidste han godt, kunne ende med at koste ham frygtelig, frygtelig dyrt, og det var da heller ikke ligefrem noget som han kunne sige, at være ude på i det hele taget. 
Hendes måde at handle og reagere på, satte virkelig ting i Valandil, som slet ikke burde være til. Hvor han dog havde lyst! Hans krop skreg efter mere, men han ville ikke efterkomme det! Og da slet ikke på denne her måde, så kom det da slet ikke på tale! 
"Slip mig.." Denne gang var hans stemme langt mere monoton.. Han havde virkelig ikke lyst til at blive der, og da slet ikke når hun gjorde det her ved mig! Alt han tænkte og alt han reagerede på, burde slet ikke være tilfældet! Han frygtede for Tatianas reaktion, om hun vidste det!

[Deleted]

Det var for meget. Valandils vægt over Daelis fik hende til at gispe længselsfuldt efter ham. Den blotte følelse af at de stadig var forenet og at han nægtede han erobre hende drev hende til vanvid. Hun ønskede ham brændende og gned sin kind kærkomment imod hans hals, som havde han været en værdsat og længe savnet elsker. Hun ønskede at han overgav sig til hende, og at hun kunne rive ham med sig, så hun kunne få mere af ham. Det var ikke til at bære at hun måske ikke ville se ham igen, hvis han slap fra hende.
Tatiana ville blot misbruge ham, som med alle de andre slaver… Vel, det gjorde Daelis også, men i det mindste på opløftende facon! Og han vækkede noget i hende. En følelse hun sådan havde savnet siden Sylaars bortgang. Hun så noget af ham i Valandil. Attråen og savnet smertede i hendes bryst. Hun manglede nogen til at fylde den hule fornemmelse!
”Du har ej brug for hendes verden! Vi skaber vores egen. Følelser er aldrig forkerte, Valandil. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med den lede heks! Hun ved intet, hvis du ligeledes intet siger. Mine fortæller mig at jeg vil have dig.. Røre dig” Daelis strøg sin hånd ned langs hans ryg og ende. Valandils duft var berusende! Hun inhalerede ham med sine sanser.
”Kysse dig... Drille dig. Holde om dig. Mærke dig mod mig… I mig. Bliv, og jeg vil få dig til at føle som en gud, min stærke løve.” Daelis kyssede hans hals og stødte sine hofter imod hans, det som den sparsommelige plads imellem dem tillod.

[Deleted]

Valandil var komplet overrumplet af det som skete foran ham, og han kunne virkelig ikke finde ud af det! Hans hjerte hamrede mod hans bryst... Igen måtte han virkelig modstå fristelsen til bare at hamre hende direkte en på siden af hovedet, men når alt endelig kom til alt, så var det bare vigtigt for ham at han kom hjem. Det kunne godt være, at det ikke var meget bedre i Tatianas husstand, men der vidste han da hvad han havde at forholde sig til, og det var jo lidt der, at den også måtte ligge for hans vedkommende!
"Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad du mener om Kahlien... men jeg er hende tro og loyal... Dette skal du slet ikke have lov til! Det er din sygelige lyst.. Det er ikke min!" Et svagt gisp brød hans læber, som hun direkte trykkede så fast om ham. Med baggrunden i hvad der var sket i denne stund, så var det slet ikke noget som han brød sig om i det hele taget! Han bed tænderne let sammen, inden han direkte knyttede hånden, for at lade den finde vejen til hendes ansigt, og så håbe at han ville ramme. Alt det der, var slet ikke noget, som han ønskede at høre på i det hele taget!
"Jeg er ikke en genstand, som du kan bruge og udnytte, som du har lyst til..!" endte han med en fast tone, også selvom han ved et forsøg på at komme fri, nærmest måtte kollapse under hende.. Det føles virkelig.. forfærdeligt og det gjorde ondt, når han forsøgte at støtte på det forbandede ben. Det ville bare ikke, som han ville det!

[Deleted]

Daelis rystede på hovedet. Hun forsøgte stadig at få Valandil til at indse fornuften i at blive hos hende, men hun måtte hurtigt indse at hans loyalitets følelse for khalien var for stærk.
”Syg!? Valandil, jeg anser dig ej som en g-AAAAAARH!”
Hans knytnæve ramte hende over kindbenet, og hun slap øjeblikkeligt den lyshårede mand for at tage sig til sit smertende ansigt. I samme træk sparkede hun hårdt Valandil fra sig og rullede om på siden. Hendes hund der hidtil havde ligget og hvilet sig mens herskerinden muntrede sig begyndte at knurre. Den turde dog ikke andet end at gå tættere mod Valandil, med blottede tænder, da hans behandling af den stadig sad klart i hukommelsen.
Daelis bøjede sig sammen og begyndte at hulke i gråd. Hendes stemme, der havde fundet roen blev atter skinger og hysterisk. Valandil var en stærk mand, så hele hendes hoved svimlede, og det hylede for hendes ører.
”HVORFOR VALANDIL! JEG ER IKKE SYG! Jeg vil bare være med dig. Hvorfor er det så forkert?”

[Deleted]

Selvfølgelig satte Valandil sin herskerinde højere end hvad han ville sætte denne kvinde! Derfor endte han med at hamre hende ind i hovedet med en knyttet næve. Det gjorde ondt selv på ham, for han vidste, at straffen for at slå en mørkelvisk kvinde, men her følte han virkelig at det var nødvendigt. Som hun sparkede ham væk, gispede han, for hans ben kollapset igen direkte under ham. Han tog sig hastigt til knæet, i et forsøg på at bide smerten i sig. 
"Forbandede...!" endte han med en tydeligt sammenbidt stemme. Benet kunne slet ikke bære ham og at bevæge på det i den forstand, at han skulle lægge vægt i, gjorde det bestemt heller ikke bedre for ham! Tvært imod! Denne gang måtte han sande, at han ikke kom op på benene igen. Han prustede tydeligt og tungt, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Han lukkede øjnene ganske let, inden han slap benet, og forsøgte at få tøjet på igen.. Bare.. så han kunne skjule sig, for dette var da grænseoverskridende som intet andet for ham, og det kunne han da slet ikke have!
"Du skal slet ikke tale til mig!" endte han med en direkte anstrengt tone. Han vendte sig halvt på siden og med ryggen til hende, mens han igen forsøgte at få den smerte under kontrol. Hvor gjorde det dog ondt!

[Deleted]

¨”Hvorfor bliver du ved med at benægte det? Hvorfor bliver du ved med at benægte dig selv?! Det har aldrig været min intention at skade dig! Du har ønsket dette lige så meget som mig, du vidste det blot ikke, alligevel bliver du ved med at smerte mig sådan.”
Daelis satte sig op og tørrede tårer af sin kind, der nu var ildrød efter Valandils kraftige slag. Da Valandils krop ikke var imod hendes længere begyndte hun at ryste og fryse. Hun lagde armene om sig selv som for at søge trøst og kiggede sig over skulderen imod ham og forsøgte at fremstamme noget brugbart imellem gråden.
”Du har brug f-for mig, eller du kan blive her på skovbunden. Et bedre liv kan du få hos mig end du nogensinde vil hos hende! For hende er du intet andet end den bund du ligger på. J-jeg kan gøre det bedre... Hvis du lader mig forsøge”

[Deleted]

"Jeg vil slet ikke have at du skal røre ved mig, og jeg vil slet ikke have noget som helst med dig at gøre! Du ejer mig ikke! Du har ingen rettigheder over mig..!" endte Valandil med en direkte frustreret stemme. Kunne den kvinde da ikke bare forstå, at han ikke ville have noget med hende at gøre?
Selv nu hvor han måtte ligge her på skovbunden, uden egentlig nogen mulighed for at komme derfra, gjorde det ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. Han støttede forsigtigt af med hånden mod hans knæ.. Alene det at bevæge det, og forsøg på at lægge pres på det, gjorde det bestemt heler ikke meget bedre for hans vedkommende. Han prustede ganske let. Hun havde vækket ting og tanker, som slet ikke burde vækkes, og det var næsten det værste af det hele.
"Jeg vil for altid være min Kahli loyal og trofast, og det er ikke noget som du skal have lov til at ødelægge for mig! Forsvind herfra..! Lad mig være! Jeg vil aldrig nogensinde se dig igen!" udbrød han. Alle de tanker, som hun pludselig gjorde sig, gjorde det bestemt heller ikke bedre for ham på nogen måde.. Tvært imod, så gjorde det da kun ondt værre for hans vedkommende, og nemt var det ikke. Det gjorde virkelig ondt, at det kunne koste ham så dyrt, at have mødt hende i aften!

[Deleted]

”Virkelig... Er det sådan? Så er det vel også derfor din krop har svedt og krampet, og dine læber stønnet af kødets sødme i mit favntag… Og du har aldrig oplevet det før, har du, hmm? Derfor mærker du en varm fornemmelse i din krop nu og dit underliv pulsere. Du vil have mig, du forstår det blot ikke, og derfor stopper du dig selv, for du frygter det der er fremmed.. Hvis det er et liv du gerne vil leve – slikkende op af heksens støvle. Måske var du slet ikke så vild af dig alligevel.”
Daelis rejste sig og trak vejret tungt et par gange. Hendes øjne var blanke af den gråd der flød rundt i hendes brystkasse. Sin jakke samlede hun op og foldede rundt om sig, som i forsøg på at gemme det sårbare punkt af sin sjæl væk fra hans øjne. Efter hun havde trukket sine klæder på, vendte hun sig halvt mod den flotte mand på jorden, og tilbage kunne hun ikke holde et smertefuldt suk af længsel. En tyk, afbrækket gren lå ved jorden, under et dødt træ. Daelis samlede den op, kastede lidt med den og vejede nøje dens stabilitet og vægt.
Hendes næste træk var med skinger stemme og rynkede bryn at kyle den imod Valandils mave.
”Så tag den da! Du får brug for den, når rovdyrene begynder at lugte dig.”

[Deleted]

Valandil mærkede hvordan det klumpede direkte sammen i hans indre, og han kunne slet ikke have med den følelse at gøre, for han vidste jo godt, at han slet ikke burde tænke sådan!
"Jeg ved ikke hvad du har gjort med mig, men du skal så sandelig ikke have lov til at gøre den slags igen! Jeg vil ikke have det..!" Valandil var skam klar over, at han ikke havde nogen ret til at udtale sig om den slags, og da slet ikke overfor en mørkelvisk kvinde, men til tider, måtte man jo bare indse, at det var ved at være en nødvendighed? Han blev liggende på jorden, for det at komme op lige nu, kunne han ikke.. Uanset hvor meget han så end ville det.
"Du gør ting ved mig, som du slet ikke har retten til at gøre.. så forsvind herfra!" Den lange kæp som hun smed hen til ham, endte han med at lukke sin hånd omkring i stedet for. Han ville ikke tøve med at hamre hende en, hvis hun kom tæt nok på til at han kunne gøre det, men det var nu bare sådan at det var. Hans blik hvilede direkte intenst på hendes skikkelse. Det gjorde ham rasende.. virkelig rasende. 
"Du behøver ikke gøre mig nogen tjenester.. Bare.. bliv væk fra mig.." Igen forsøgte han at rejse sig op.. En kamp som han lige så godt kunne opgive allerede med det samme.