Survival of the dumbest

[Deleted]

Daelis øjne var lukkede. Hun prøvede at få Valandil til at indtage stoffet og nød den kontakt der for en kort stund var opbygget.
Blod. Hendes mund fyldtes utroligt hurtigt med blod, og det næste hun kunne fornemme var hvordan det vædede hendes læber og farvede Valandils hage. Hun trak sig hurtigt tilbage med et højt skrig. Daelis følte efter på sin tunge, der smertede. En lille klump af sin tungespids manglede. Det var ikke meget, men hun kunne mærke smagen af jern fylde sin mund. Hun stirrede ned på Valandil i chok og benægtelse. Havde han lige bidt hende midt i et kærtegn? Hendes mund smertede, og det havde trukket hende ud af den ellers komfortable zone.
”Det der var det sidste strå! Du kan BIDE dig sikker på at ingen kvinde nogensinde kommer til at ville ligge i med dig igen.” Hun tørrede en nogle få dråber af. Et sted følte hun sig såret. Hun søgte den kontakt der var normal for menneskelige væsner, og hans mange voldelige afslag og kommentarer begyndte at ramme hende. Hun snøftede et par gange og så væk, mens hun stadig holdt sig til munden. Blødningen aftog langsommeligt, men den smerte hun havde følelsesmæssigt gjorde ikke. Den blev større indtil der ikke var andet end vrede, og det fremtvangs tårer fra de brune øjne. Hun rejste sig fra Valandil og trådte et par skridt baglens.
”JEG ER IKKE FORFÆRDELIG! Jeg ER ikke forfærdelig.” Den blødende tunge var svulmet og besværliggjorde hendes evne til at tale, men hun tvang sig selv. Hun kiggede rundt panisk. Noget måtte hun gøre for at få afløb for det flammehav i sin brystkasse. Mens hun hulkede begyndte hun at gå hen imod Valandil med en på størrelse med sin knytnæve.
”INGEN FRA BYEN VIL NOGENSINDE KUNNE BRUGE DIN HJÆLP IGEN! Du er uduelig. Du er ingen mørkelver... Hvor vover du. –At afslå mig og kalde mig det.” Stenen blev stødt ned mod Valandils kæbe. Et par dybe indåndinger, og hun greb fat i hans lår. Daelis fingre, som trykkede ind mod Valandils læderbukser var det sidste han fik at føle fra hende, der kunne minde om et kærtegn. I et hårdt hug ramte stenen Valandils knæ. Den blev ved med at falde mod det samme knæ igen og igen. Valandils klagelyde forsvandt for hende i en galskab. Hun kunne høre det knase flere steder, og først der holdt hun op.
Alt lyst til at forenes med den smukke mand var væk. Daelis havde ikke fået noget minde hun kunne drømme om, når hun lå alene om natten. I stedet var hun blevet beriget med sår på skulder og brystkasse, og hun havde mistet noget af sin tunge på noget der ellers var så almindelig skik i mørkeleviske samfund. Hvorfor forstod hun ikke. Ikke andet end at han måtte være defekt. Han var ikke tiltrukket af mænd, og han lystede ikke kvinder. Kun hans krop havde tigget om mere.

[Deleted]

Valandil havde bidt og endda så kraftigt, som han overhovedet kunne komme til det, da han slet ikke ønskede denne form for kærtegn af nogen som helst, og da slet ikke hende! Dette var imod hvad han selv ønskede, og det var jo det som lidt var det som han tog hensyn til lige nu!
Som kvinden trak sig og med det smertende skrig, følte han en form for lettelse.. en byrde som forsvandt fra hans bryst, og det var lettende for ham. Han sukkede let og rystede så på hovedet. Han havde blod i hovedet efter at han havde bidt hende, men hun havde virkelig også bedt om det!
"Det er jeg heller ikke interesseret i!" endte han med en fast tone. Selv ønskede han jo bare muligheden for at leve sit liv, så det kunne da heller ikke komme bag på nogen, kunne det? 

Stenen som hun kylede direkte ned mod hans ansigt, gjorde nærmest at han gik helt i sort.. Det begyndte at bløde fra hvor hun ramte, hvor han selv... følte sig direkte forvirret og omtumlet. Han blinkede let med øjnene, også selvom den smerte meget hurtigt blev erstattet af en anden, da hun gang på gang, begyndte at hamre den selv samme sten mod hans knæ. 
Valandil skreg voldsomt i takt med at hun direkte fik smadret hans knæ, sådan som det pludselig begyndte at knase og gøre ved. Han kunne bestemt ikke lide det! 
"Jeg slår dig ihjel! Jeg slår dig ihjel...!" endte han med en fast tone, da benet nærmest synes at være fuldkommen ubrugeligt. Knæet var uden tvivl ødelagt, sådan som det nærmest knaste når han forsøgte at bevæge det.. Han kunne ikke. Han kunne slet ikke bruge det ben længere!

[Deleted]

"Dræbe mig? HA! Din ynkelige lille vandskabning. Den eneste der kommer til at dø her er dig. Enten når rovdyrene i skoven finder dig, eller af sult, thi du ej længere kan have en funktion i vort samfund. Kom an lille krøbling! Jeg venter stadig!"
Daelis boksede to gange mod Valandils mave og slog hårdt ud efter hans kæbe igen inden hun med en kølig latter satte sig over skrævs på Valandils skød. Hendes egen lyst til ham var væk, men hun ville lade ham lide. Hvis han virkelig hadede tanken om at blive bestiget af en anden kvinde, ville hun hellere end gerne gøre det mareridt til virkelighed og udmatte hans krop yderligere i en blanding af smerte og lyst. Selv kunne hun mærke at sit skød stadig var påvirket af den tidligere seance.
"Vil du have at jeg også skal ødelægge dit andet knæ?" Hvislede Daelis ned mod ham. Hun langede hans kind endnu en lussing inden hånden gled ned og mærkede efter hans tilstand i det nedre. Han var ikke nær så kampklar, som da hun startede, men det var intet hun ikke kunne ændre på. Hans bukser blev bundet op, lige nok til at blotte hans køn. Efter at have vædet sin hånd - noget besværet på grund af smerten i sin mund gik hun i gang med at massere Valandils lem ret grådigt.

[Deleted]

Tårerne havde uden tvivl samlet sig i Valandils øjne, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Hans krop dirrede voldsomt af den smerte som dunkede i hans ene ben, også fordi at han ikke kunne bevæge benet. Hun havde gjort ham direkte ubrugelig! 
"Du har gjort mig ubrugelig.. du har gjort mig direkte ubrugelig for mit folk og min race!" hvæsede han af hende, inden han direkte følte knytnæverne direkte mod maven og lussingen mod hans kind. Hans krop dirrede voldsomt. Han var svimmel.. uanset hvad det var, så kunne han slet ikke finde ud af det mere.. Hans ben dirrede.. det blødte fra ben og ansigt, særligt efter hendes hårde behandling af ham, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. 

Valandil lukkede øjnene for et kort øjeblik, som hun direkte klædte ham af ved hofte, så hans manddom kom til syne. Han kunne ikke mere.. Det her var virkelig langt mere end hvad han lige havde regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med, og han kunne virkelig ikke have det! Han rystede på hovedet. Det andet knæ måtte hun virkelig ikke ødelægge! Så kom han da for pokker aldrig nogensinde derfra! 
Hendes massage af hans køn fik hans pupiler til at trække sig voldsomt sammen. Han gispede svagt og krummede i tæerne, selvom det virkelig sved som en i fanden i hans ben. Tårerne trillede ned af hans kinder.. Det lignede ham slet ikke at give efter på den måde! For nu lod han... bare hun lod ham være, når hun engang var færdig!

[Deleted]

Tårerne på Valandils kind og blodet der løb af ham fik Daelis til at hæve et øjenbryn. Hun havde aldrig set en mand græde før, og det gav et mærkeligt sug i hendes mave. Fortrydelse? Men han havde jo selv været uden om det! Hun tørrede en tåre af hans kind.
”Vvvff… Hvad er det du laver?” For en stund sad hun blod helt stille og kiggede ind i hans smukke øjne. Hun havde virkelig fået knækket den ellers stolte mand. Valandil lignede en døende hjort i de sekunder, hvor lyset forsvandt fra dens øjne. Den følelse i hendes mave ville hun ikke stå til regnskab for, men det påvirkede hende alligevel. Hendes stemme knækkede over, og hun lænede sig ned mod hans ansigt.
”Det er helt din egen skyld! ALT det her kunne være undgået, men du skulle spidde mig på en pil, skære min hud, slå mig og tage min tunge. Du ligger som du har redt. Jeg stoler ikke på mænd, der truer mig. Sortelver mænd der SKAL underkaste sig kvinder! JEG har ikke forsøgt at dræbe dig op til flere gange. Det er din egen skyld…”
”Det er hans skyld” gentog hun lavt for sig selv. Mest for at overbevise den ætsende fornemmelse i sin mave, men uden held.
”Du beretter om et folk, men du har intet her. Du er lys, og du nægter at underkaste dig de regler der altid har været hos mørkelverne. Hvem vil eje dig nu? Hvilken mørkelver vil lade sig berige af dig nu? Ingen. Du vil blive forkastet, og ved din død vil din blodlinje ende med dig.”
Hun legede med ham i sin hånd et par gange og undersøgte hans form med sine fingerspidser, indtil Valandil ikke ville blive større. I alt havde han en meget overbevisende krop. Det var bare en skam med det knæ. Daelis egne læderbukser dumpede ned ved siden af Valandil, sammen med en rød silke g-streng. Hun lukkede sine øjne og førte Valandil op i sig. Fornemmelsen havde hun ikke haft længe, så hun blev siddende stille over ham og vrikkede sig lidt til rette, for at vende sig til ham.
Når Daelis kiggede på Valandil afgav hun et opgivende suk. Det var jo ikke sådan her hun havde ønsket at det skulle foregå! Hun havde en lyst til at give ham komfort og trøste ham. Det ville trods alt gøre oplevelsen mere behagelig begge. Specielt efter som at Valandil nu zummede af så meget energi som en strandet hval. På trods af slagene kunne hun se at han levede op, når hun kærtegnede hans krop, så hun aftog knivbladene fra sine negle og masserede hans skuldre. Hans hud var blevet kølig på oversiden. Han havde trods alt stadig sin vest og tunika over ryggen, så hun begyndte blidt at stryge sine hænder over hans mave og brystkasse for at give ham varme. Hendes jakke rullede hun sammen og løftede ind under hans nakke.

[Deleted]

Smerten i Valandils ben, gjorde at han slet ikke kunne kontrollere sine tårer til sidst.. Det brændt bare at han forsøgte at bevæge det, for det var da virkelig knust! Det knæ ville han da aldrig komme til at gå på igen, hvilket næsten var noget af det værste af det hele, og han kunne slet ikke have det! Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. Særligt da hun strøg ham over kinden.
Valandil vendte blikket væk. Hun skulle da slet ikke have lov til at gøre den slags! Han klemte øjnene let sammen. "Hold op med at røre ved mig..!" endte han med en fast tone. Han forsøgte virkelig at holde igen.. Uanset hvor meget hun forsøgte at køre på ham, så skulle hun da slet ikke have lov!
Hænderne forsøgte Valandil at trække til sig, selvom det slet ikke ville som han gerne ville det.. Han hadede det.. Han hadede virkelig, at han intet kunne gøre noget ved det! Han bed tænderne let sammen, mens han virkelig forsøgte at kontrollere de tårer.. Det var bare svært, når det gjorde så ondt, som det nu gjorde. "Jeg kan da virkelig ikke bestemme hvad og hvem du skal stole på.. Du har for pokker lige knust mit knæ! Hvordan havde du regnet med, at jeg skulle overleve nu?!" Hun kunne kalde ham alt hvad hun ville... Han havde det lyse hår, også selvom han så sandelig var mørk af race, sind og sjæl! 
Hendes ord slog hårdt.. Han vidste jo, at han ingen børn havde sat til denne verden, så han kunne jo ikke ligefrem sige, at han havde opfyldt sin pligt som mand.. Og et sted så var det jo selv en ting og tanke, som direkte gjorde ondt, selv på ham. Han prustede ganske let. "Så forkast mig og lad mig ligge...! Jeg er ligeglad..!"

I takt med at hun førte ham på plads, vendte han blikket væk fra hende.. Det satte en tydelig sitren i absolut hele hans krop.. Det var mod hans ønske, og han ønskede da slet ikke at det var på denne måde, at det skulle foregå!
Ej sagde Valandil så meget som et eneste ord. Selv da hun begyndte at massere ham og nærmest vise ham.. omsorg? Det forvirrede ham. Han spændte i hele kroppen.. Han nød det jo... foruden smerten i hans ben! Ikke sagde han et ord.. Han var bestemt ikke tilfreds med måden det her blev gjort på!

[Deleted]

Hendes stemme rystede stadig
”Lyt. Jeg bærer ej intentioner om at byde dig skade.. Hvis du bærer samme.” Som han lå der kunne hun ikke lade være med at forbarme sig over ham. Ham som før var så stolt var under hende og virkede så skrøbelig. Daelis strøg Valandils kind og gennem hans smukke hår. Hun vidste at det ikke gav mening. Valandils ben var ødelagt, og hun anede ikke om der var en urtekvinde, doktor, eller noget i den vide verden der kunne kurere det. Fra øjeblikket hun havde set ham havde hun haft en lyst til at fange ham. Det var bare kommet med en pris.
Valandils ansigt blev vendt op mod hende.
”Se på mig…” Daelis slap ham. Solen var næsten væk i baggrunden, og insekter begyndte at give lyd fra sig. Græshopper, der levede i bedste velgående. Det svage lys ramte hendes krop. Himlen var snart helt mørk. Den blege, fejlfrie hud var fyldt med røde mærker og sår efter alle de slag hendes krop havde modtaget. Man kunne sige meget om hende, men stærk og modstandsdygtig havde hun aldrig været. Daelis var mester i at undvige på de mest djævelske måder, meget umage en krigersjæl, men når hun ramtes var det hårdt. Hendes stemme var lav, næsten hviskende.
”Hvorfor ville du gøre dette mod en kvinde.” Daelis brune blik var ikke længere bebrejdende. Snarere spørgende. Hun havde fået udlignet den smerte han havde gjort hende, og han havde lært at han ikke skulle løbe om hjørner med kvinder. Specielt ikke hende.
Valandil var stille. Protest, eller forlegenhed. Han havde givet op, og hvor det måske sårede hans stolthed kunne det måske vise ham at det var naturligt, og at der intet skete ved at lade sin krop tage over. Det hun havde forsøgt at vise ham hele tiden.
”Du må lære at lystre de ordrer der er dig givet. Ikke alle ordrer er med skade og svie i sinde. Du vil lære at benytte dine andre evner. Valandil, havde jeg ønsket at forkaste dig ville jeg lade dig forsvinde, da jeg mødte dig. Jeg tror du er en meget speciel. Du har mange gaver som jeg synes om, lille jæger. Du er som en løve. Derfor tog jeg udfordringen op at fange dig. Jeg vidste allerede at du var farlig ild.”
Hun kunne ikke lade være. En gammel vane, dannet i tiden med tidligere elskere. Det kunne være så smukt, når to gav sig hen. Han havde gjort modstand fra starten, men alligevel bøjede hun sig ned over ham og berørte hans pande med sine læber. Valandils krop var begyndt at svare med vellyst, men hvis hun kunne få ham til at begære mere og selv at reagere kunne det være at han fik øjnene op. Lige nu så han ud til at være i konflikt. Hendes lyse hud blev trykket ind imod hans gyldne krop, da hun lænede sig helt tæt imod ham. Det kunne varme ham yderligere. Hans hals blev nappet, og hun indåndede hans duft.
”Hvad frygter du? Du fortjener ej mere pine. Jeg ville vise dig skønheden, men det er mig ej muligt, hvis du ikke vil se.” Daelis gned sine inderlår imod Valandils hofter. Hun forsøgte at holde sin vejrtrækning under kontrol og nyde den blotte forening de lå i. Det begyndte at føles som tortur. Hun kunne mærke sin krop forlange ham, og den pause hun holdte begyndte at være ulidelig. Hun gned sit bryst imod ham, vrikkede og begyndte langsomt at støde sit skød mod hans køn i hunger efter mere.

[Deleted]

Stoltheden led uden tvivl under dette, da det slet ikke var sådan at Valandil nogensinde havde regnet med at skulle føle en kvinde tæt ved sig. Hans knæ var fuldstændig ødelagt og bare når hun bevægede sig, kunne han mærke det igennem kroppen og da særligt i knæet, for han kunne jo ikke ligge stille, når hun gjorde sådan noget! 
I takt med at kvinden rørte ved hans kind, vendte han blikket væk. Han ville virkelig ikke have at hun skulle gøre det der mod ham. Han kunne virkelig ikke have det, og det var vel også noget som han understregede meget tydeligt for hende? Han trak vejret dybt. "Hold op med at røre ved mig!" endte han sammenbidt.
Det var ikke nogen hemmelighed, at Valandil virkelig havde ondt, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det tilfælde. Hans krop dirrede og sitrede, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Alene alt det som hun gjorde, og som hans krop nu af irriterende årsager, var begyndt at reagere på, så kunne han virkelig intet stille op. Det var som om at han havde givet op.. gav hende lov til at tage hvad hun ville have, så hun kunne komme derfra og bare lade ham ligge. Hans ben var ødelagt.. Han vidste jo for pokker ikke engang, om han ville få muligheden for at komme op igen!

Sådan som hun beskrev ham, så lød det næsten som om at hun havde fundet ham spændende? Et sted gjorde tanken ham vred, for hvad pokker var grunden så til at ødelægge hans ben, og derved forhindre ham i at udføre det arbejde, som han hidtil havde været sat til?!
"Hvorfor nedlægge løven, om det er et væsen som har fascineret dig? Du kender mig slet ikke godt nok til at vide hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan.. og tro mig.. Jeg har ikke i sinde i at indvige dig i den slags," endte han kortfattet.
Kysset mod hans pande, fik det til at sitre. Han både kunne lide det, og slet ikke, for han var væmmet af hvad hun havde udsat ham for, og han kunne bestemt ikke have med den tanke at gøre overhovedet! Han sank klumpen i halsen, og særligt, da hun begyndte at sænke sig nedover hans køn.. Det var næsten det, som var det værste af det hele. Han spændte kraftigt i kroppen. Han ville ikke se.. Han ville slet ikke nyde hvad hun gjorde ved ham!

[Deleted]

Valandils ord og de smertetrækninger han af og til lavede, fik hende til at bide sig i sin underlæbe. Valandil var uden tvivl meget vred på Daelis, og hun kunne mærke det i hans snerren. Hun fortsatte med at stryge ham hen over kinden og igennem hans hår, som et forsøg på at få ham til at forstå.
”Thi jeg ikke ville have fanget dig uden Valandil. Og endda gør du stadig modstand.” Hans lår virkede køligt. Det foruroligede hende. Hvis det bliv inficeret kunne han miste det hele. Nogen skulle se på det snarest. Hun havde reagerede i frustration, frygt og vrede, men nu vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre. Om hun kunne gøre noget overhovedet.
”Valandil, jeg kan fjerne din smerte kort, men dit ben vil blive følelsesløst imens det virker. Hvis du vil lade mig.” Nu havde hun i det mindste prøvet. Det gjorde et sted ondt, når han vendte sit blik væk fra hende. Daelis vidste at hun havde vakt en vis interesse hos ham, og den holdt hun ved lige så godt hun kunne. Valandil havde også lært hvad der kunne ske, hvis han ikke respekterede hende. Hendes kærtegn kunne distancere ham fra smerten for en tid, men viljemæssigt ønskede han nok stadig at skyde en pil igennem hende. Valandil blev grebet rundt om kæben, og Daelis satte sig op.
”Se på mig, jæger.” sagde hun fast.
”Jeg har allerede sagt at jeg ej ønsker at skade dig, så hvorfor vil du ej se på mig?” Hun strøg hans spændte mavemuskler, og gled sin tommelfinger over hans læber.
”Valandil, lad mig hjælpe dig.”

[Deleted]

Det var virkelig ikke nogen hemmelighed at Valandil havde ondt. Bare at bevæge sig det mindste, gjorde at smerten skød direkte igennem benet, så han ikke var i stand til at kontrollere det! Han kneb øjnene sammen og vendte blikket væk fra hende. Det som hun vækkede i ham var væmmelse.. og tildels det begær, ved at gøre som hun gjorde, men det skulle hun så sandelig ikke have lov til at vide! Han tvivlede stærkt på at alle kvinder ville smadre mænds knæ, om de kæmpede imod!
"Og jeg fortsætter med at kæmpe imod, i al den tid, som jeg kan... Og tro mig.. Det bliver længe.." Han vendte blikket direkte mod hende igen, og da særligt fordi at hun selv valgte at tage fat omkring hans kæbe. Hvorfor? Havde hun regnet med at det ville gøre ham mere samarbejdsvillig, end hvad han havde været til nu? Det var bestemt ikke tilfældet, og det var noget som han glædeligt erkendte for hende, for han var så sandelig ikke særlig samarbejdsvillig i den her situation! Han prustede ganske let.
"Du har ødelagt mit knæ... Havde du virkelig regnet med, at jeg bare ville ligge og tage imod, samt at give?" spurgte han. Hvad var hun egentlig ude på, og hvorfor troede hun at dette var noget som kunne hjælpe ham? Han vidste jo for pokker ikke engang om han nogensinde ville komme op igen!
Som hun tog ordet 'hjælpe' i sin mund, vendte han igen blikket væk fra hende. Hans øjne var blanke af den smerte som han måtte føle, selvom han virkelig forsøgte at holde igen. Det var slet ikke noget, som han ønskede at hun skulle se.. Han ønskede blot alt dette overstået, og det kunne da ikke gå hurtigt nok!

[Deleted]

Suk… Nu havde hun fanget ham, men han var langt fra så stolt og prægtig at se på, som da hun løb ind i ham. Ja, Valandil var næsten ynkelig. Hun lod ham vende hovedet væk fra hende. Hvis han følte at det kunne sunde ham blot en smule, da han krympede sig ved hendes blik. Hun vidste at hun havde knækket ham. Både i fysisk, men også i psykisk forstand, så hun følte intet behov for at søge bekræftelse i dette og lod han skjule sig på det minimum. I stedet fik Daelis dårlige samvittighed hende til at forsøge sig med at trøste ham lydløst. Hun forsøgte at nusse ham og fortsatte med at kærtegne hans skuldre og de muskler der næsten spændte som ved krampe under hans hud.
Noget måtte hun gøre for at sikre sig at han overlevede efterfølgende. Hvis han ikke blev ædt at vilde dyr i skoven, kunne han sulte på grund af de begrænsede tjenester han kunne tilbyde inde ved byen.
”Du er lidt af en stædig mand, ey? Valandil…” Et suk undslap Daelis læber, og hun aede ham over panden. Han var som et lille barn. Kæmpe imod længe? Hun HAVDE knust hans knæ. Var han virkelig ikke mere bange af sig end han ville sætte den andet på højkant?.. Ikke at hun kunne få sig selv til det, men det forundrede hende at elvermanden ikke så hende som en trussel i sådan en grad at han var påpasselig.
”Du burde dermed ligeledes forstå hvorfor jeg har valgt at ødelægge dit ben, hvis du ved hvad du er. Jeg havde regnet med at du bar en bestanddel af fornuft, men jeg indser at det er en umulighed for dig. Sørgeligt.” Daelis måtte træde i karakter og beslutte på vegne af dem begge. Der var ingen måde for hende at ændre på det hun havde gjort. Valandil så ikke ud til at ville have hendes hjælp, men hun frygtede at det kunne blive værre, hvis han gik ubehandlet for længe. Hun var ikke læge, men hendes viden havde før givet hende en lang række tricks i ærmet. Op af jakkelommen hev hun en ny lille flaske. Indeholdet var tykt og flydende i røde nuancer. Væsken hældte hun over Valandils blodige knæ, så hun i det mindste kunne bedøve det skadede ben.
”Jeg aner ej hvorfor jeg spørg dig. Din mening er ligegyldig. Ligesom jeg, vil enhver anden mørkelverkvinde kunne kræve dig. Du burde være beæret over at jeg udvalgte dig. Ej hellere havde jeg beregnet at du ville benægte det.”

[Deleted]

Valandil var malet og præget af sit ensomme liv i skoven, hvor han blot havde haft sig selv, og sine egne behov at tænke på. At ligge tvunget under en kvinde, mens hun faktisk sad ovenpå ham og tvang ham til ting og tanker, som han ikke ville have, særligt fordi at han ikke kunne kontrollere det. I samfundets synspunkt, var han måske bare.. den typiske udstødte? Han havde jo været alene siden han havde været ganske lille.
De mange kys og hendes kærtegn, samt hendes massage, var alligevel noget som påvirkede hans krop og fik ham til at slappe mere af. Det ændrede dog ikke på det faktum, at han hadede at han skulle reagere på den måde, for i hans øjne, var det på ingen måder normalt! Hans krop dirrede af den rene vrede. Han hverken kunne eller ville acceptere, at hun havde tvunget ham under sig på den måde. Det var virkelig ikke noget, som på noget tidspunkt ville komme på tale, og det stod han da glædeligt fast på, om det skulle være det! 
"I dine øjne, er jeg måske udvalgt, men det ændre ikke på, at du tvinger mig til ting og handlinger, som jeg ej bifalder.." Sørgeligt? Han var en mand med sin egen holdning og mening, og det havde han haft alle dage. Han gjorde tingene fordi at det var noget som kom ham til gode, og ikke alverdens andre, og det var jo lidt det, som i hans øjne, var meningen! 

Som kvinden valgte at hoppe af, fulgte han hende med blikket. Hans ben gjorde virkelig ondt, og særligt fordi at hun havde valgt at knuse det! Den flaske som hun fandt frem, fik hans pupiller til at trække sig let sammen. Uanset hvad hun lavede, kunne han ikke lide det! Som væsken ramte.. mærkede han den form for bedøvelse.. Smerten aftog i hvert fald, og efterlod ham langt mere afslappet, end hvad han havde været til nu. Det føles uden tvivl rart. 
"Er jeg intet andet end en sølle genstand for Jer?" spurgte han direkte, som han vendte blikket mod hende.
"Du tvinger mig til at ligge her.. bundet.. på skovens bund.. ude af stand til at bevæge mig, og vælger at ødelægge mit knæ, fordi at jeg siger dig imod? Synes du det er at behandle sine landsmænd værdigt?"

[Deleted]

En genstand? Pffft! Daelis øjne rullede. Han skulle da også være så mægtig teatralsk. Hun lod ikke til at bide mærke i hans ord, men smilte i stedet overbærende, som om Valandil var besværlig
"Forstår ej spørgsmålet! Du er en mand." fnøs hun og grinte højt, så hendes lyse tænder skimtedes i månens lys. Flasken kastedes over hendes skulder. Hun lænede sig ind over ham og kiggede ind i Valandils øjne. En arm befandt sig på hver side af ham som støtte. Valandil kunne da ikke være en ting. Ting og genstande var hårde, og Valandil var blød og varmblodet.. Var de ikke?
"Nu VIL du være en god basse og gøre som mor her siger, ey? Værdighed, værdighed. Nej. Det ville jeg ej bifalde som værdigt, men hvordan kan du også kalde dig en mørkelver på lige fod med de andre, når du nægter at deltage i de normer der er normal skik for os? Fri vilje er intet der tilkommer dig naturligt som mand. Det er noget du må tilkæmpe dig, og du gør det på den forkerte måde. Det er noget du som en mand skal gøre dig fortjent til. Jeg ødelagde dit knæ, thi jeg ville have dig, og du - min fine ven - ville ej lystre mig."

Daelis satte sig på hug ved Valandils side og greb fat om hans kæbe, som han vendte blikket mod hende.
"See, jeg ville ikke bevæge mig for meget, hvis jeg var dig. Knæet kunne komme til at gøre ondt igen
Du ER en mand, Valandil. I er vigtige brikker i videreførelsen af vor race. Uden jer ville vi uddø, men det forpligter også. Jeres fruer vil give jer husly og mad, til gengæld skal i stå til rådighed som arbejdskraft, samt underholde og opvarte jeres frue. Og videregive jeres frø, hvis krævet - naturligvis." Hendes fingerspidser rullede Valandils læderbukser ned langs hans lår, så mere hud var blottet og udforskede det bløde stykke der var der: Hans inderlår fik et klem.
"Hvor jeg falder ind under dette kan du spørge. Se, jeg er ikke så glad for regler. De begrænser, og jeg passer ikke helt ind under dem. Hvis jeg vil have noget, så tager jeg det blot, men hvis du absolut skal være kedelig vil jeg vove at påstå dette hører ind under underholdning og måske rituel avl. Måne, blod og alt det der vås."
Daelis gestikulerede med et skuldertræk og lod sit blik glide over Valandils krop. Hans muskler sitrede, og synes fik hende til at sukke over det skønne scenarie. Den sårede tunge gled forsigtigt over hendes læber. Alt det hun skulle udholde på grund af Valandils kedelige piben gjorde hende kun mere sulten!
"Så delikat. Vi kan ikke have at du fryser igen. Lad mig hjælpe dig af med den der" Med et tag om Valandils rod besteg hun ham igen, denne gang lettere grådigt. Han burde ikke kunne klynke over smerten i sit ben længere, så det kunne ikke være distraherede, og graviditet var intet Daelis bekymrede sig om. Hun forgiftede hyppigt sin krop i små mængder for netop at undgå dette. Det var i vejen for det sjov hun ellers kunne få ud af mænd og det var intet hun ønskede at undvære. Neeej, Daelis kunne da ikke blive gravid. Kunne hun? Hun skubbede tanken bort.
Følelsen som Valandils tilstedeværelse i hendes vækkede, fik hende til at gispe svagt. Den overvandt al fornuft. Det gjorde den altid. Hun ønskede ikke at undvære ham længere.
Sine lår trykkede hun fast imod Valandils hofter, som havde han været en hingst, og hendes krop svarede følelsen ved at hæve sig langsomt over elvermanden og sænke sig igen. Da hun havde fundet en rytme hun fandt behagelig øgede hun gradvist tempoet og støttede sine hænder imod hans brystkasse. Hans protester var hun ligeglad med. Han kunne ikke beklage sig det som hun tilbød ham, når han ikke befandt sig i pine.

[Deleted]

Valandil kunne virkelig ikke finde ud af det.. Virkelig ikke, og han hadede at det var på denne her måde. Han rystede let på hovedet. Han følte, at han blev behandlet, som havde han været en genstand.. Og den tanke kunne han slet ikke lide! 
"Hvorfor så denne groteske behandling?" Det var det som han ikke rigtigt forstod sig på. Og han hadede, at det måtte være på denne her måde. Som hun greb omkring hans kæbe og direkte tvang ham til at kigge på hende, måtte han vende blikket mod hende. Selvom han ikke kunne mærke smerten i sit ben så kraftigt lige nu, så var det heldigvis noget som gjorde det hele lidt bedre.. og gjorde, at han kunne slappe af.. særligt også nu hvor hun faktisk gav ham den form for kærtegn, kunne han slet ikke finde ud af det. 
"Hvis krævet ja... Ingen har krævet det af mig.. og det vil de heller aldrig få lov til. Jeg udfører ikke den form for tjenester. Jeg er en jæger.. eller.. jeg var.. frem til du ødelagde det!" endte han med en fast tone. Hun kunne sige alt det som hun ville, og det ville bestemt ikke ændre på noget som helst for hans vedkommende.

Som hun endnu en gang tog pladsen over hans køn, måtte hans pupiller trække sig sammen. Kroppen kunne jo lide det.. Og det var jo næsten det, som faktisk var det værste for ham. Han ville virkelig ikke have det! 
Et mindre støn brød Valandils læber, uden at han egentlig kunne styre det.. Han hadede, når han ikke kunne styre den slags!
"Jeg.. jeg er ikke.. kold." forsøgte han imellem hendes små stød mod hans krop. Han mærkede hende tæt på.. Det var uden tvivl noget, som han virkelig godt kunne mærke, og han var slet ikke vant til det.. Han vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere den slags! Varmen bredte sig i hans krop i takt med at hun fortsatte og faktisk hævede tempoet. De små støn kunne han ikke holde igen.. Han kunne slet ikke forstå det!

[Deleted]

Daelis bed sig i sin underlæbe. Valandils mørke stemme, der begyndte at brumme i takt til hendes rytme var som sød, sød musik i hendes ører. Han var stadig afvisende mod de ting hun gjorde, men det var blot mere end tydeligt at hans krop nød det. Selv følte hun sig utroligt høj, og hvis kulden havde huet hende det mindste før, gjorde den det ikke længere. Hendes hud begyndte at glinse, og hun gispede efter vejret. Der var på ingen måde noget ydmygt over den måde hun nød Valandil på, og hun holdt sig bestemt ikke tilbage på nogen måde. Valandil blev kradset over sin mave, hans hofter blev klemt, og hun ruskede i hans skuldre.
Indtil hun med et gisp stejlede bagud i ryggen. Hun havde nået sit første højdepunkt og valgte at sænke farten lidt for at give ham mulighed for at trække vejret. Hun havde ikke tænkt sig at stoppe før hun havde tvunget ham op over skyerne, og hun var faktisk spændt på hvor længe han ville holde. Hun var den første kvinde der havde krævet.. eller rettere taget ham, og han var dermed helt uerfaren, men han besad også megen viljestyrke.
Valandils kommentarer og kyske vedholdenhed var dog noget hun ikke kunne holde sig fra at kommentere på.
”Glimrende! Thi du er mit legetøj nu, og din nydelse står for min nåde.”

Fast besluttet på at tirre Valandil yderligere bøjede hun sig hen over ham og lod sin næsespids røre hans.
”En skam jeg ikke kan løsne dig op, hmm. Du må vel bare nyde det der nede fra. Det ville være så meget sjovere ellers, men nok om det.” Daelis satte sig op, med et lettere djævelsk smil. Hun havde hans opmærksomhed, og det ville hun udnytte. Med små ryk fortsatte hun sit ridt. Den ene hånd strøg hun hen af Valandils lår, den anden begyndte hun at kærtegne sig selv med. Sine fingerspidser gled hun langsomt fra sit underliv og op til den lyse kavalergang. Der startede hun at lege med sit bryst, og klemte det.
”Oh, du kan lide det her, ey? Indrøm det bare. Du vil gerne røre mig, Vildbasse.”