I knew you would come back!

[Kimeya Marvalo]

Det var hen på aftenen, da Kimeya endelig trådte ind af døren til Marvalo Mansion. Lige i aften havde han valgt at tage fra Castle of Darkness temmelig hurtigt og temmelig tidligt i forhold til hvad han ville have gjort det normalt, men selv han havde vel brug for at trække sig? Efter den forrige træning han havde haft med Jaqia, var han stadig en kende stiv i ryg og krop, selvom han virkelig forsøgte at ignorere det.
Iført dragten som sad frygtelig tæt ind til hans krop, så efterlod den så sandelig heller ikke meget til fantasien, selvom det virkelig ikke rørte ham. Dragten bragte frygt til folket, og det var meningen.. De skulle i sandhed vide hvor farlig han var, hvis man pissede ham af. Agielen havde han dog stadig ved sin side. Han lod den ikke glide langt fra hans synspunkt, nu i tilfælde af, at den skulle blive nødvendig at benytte. Når det nu var sagt, vidste han godt, at det faktum at folk var bange for ham, var det som gjorde, at de ønskede at skille sig af med ham.
Kimeya slap tankerne roligt, idet han vendte blikket mod de store vinduer, som vendte ud mod den store have.. Som selv havde stået upasset siden børnene var lagt i graven, og han selv var kommet retur. Alle lå de sammen i familiegravkammeret som han havde i kælderen. Han selv havde ikke gjort en visit i mange år nu. Han var kommet videre.. tænkte ikke rigtigt på dem, og han havde lige så forståelsen for at det slet ikke havde været meningen, at de skulle komme til verden.. For nu var det barskabet som fangede hans interesse.. ved hjælp af en let og elegant bevægelse med hånden, så fik han gang i pejsen og skabet åbnet i takt med at han nåede det. Han skænkede roligt op af et glas whisky til ham selv, inden han tog plads i sin gamle lænestol, hvor selv han, måtte nyde af roen for alvor.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith stoppede op foran døren til Marvalo Mansion med et lidt tøvende suk. I favnen bare hun en hel stak af dokumenter som JAqia ønskede bragt til Kimeya, og hun havde tilsyneladende ment at de var så vigtige at kun hun kunne varetage den opgave at bringe dem frem. Det var sent.. hun havde arbejdet hele dagen som sædvanlig, alligevel følte hun sig lysvågen som hun stod her i mørket og stirrede på sit gamle hjem. Efter deres sidste møde så havde hun gjort absolut alt for at undgå hendes mester.. hendes elsker på sit vis vel? Ingen kunne sige hvad de var og ikke var efterhånden, den grænse var vidst ret så hårfin for at være ærlig. Hun himlede med øjnene. Dragten beskyttede hende mod at føle og dermed vel også mod at falde i hans lokkende spind? Uden at banke på, slog hun døren op og trådte ind. I princippet var det stadig hendes hjem, så hun så ingen grund til at banke på. Uden at tage kappen af, strøg hun gennem de velkendte gange og ind til stuen. Af en eller anden grund vidste hun bare at han ville befinde sig der.. det gjorde han som regel, i sin lænestol og med sin whisky i hånden, det var sådan hun kendte ham bedst. Ganske som ventet sad han på sædvanlig plads. Faith lod det intense blik falde på hans skikkelse før hun uden videre klaskede dokumenterne ned i hans skød. "Jaqia bad mig om at give dig disse," informerede hun og forsøgte af alt magt at virke komplet ligegyldig, hvilket næppe lykkedes hende særlig godt. Det var ingen hemmelighed at de havde en lang fortid sammen og hun længtes virkelig efter ham. Måske dragten ikke beskyttede hende så godt mod følelserne alligevel? "God aften Kimeya, vi ses omkring," hun drejede om på hælen og var stort set allerede på vej ud igen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte trække vejret dyt. Det skar hele vejen ned af ryggen. Den træning havde gjort godt, men han kunne så sandelig godt mærke det efterfølgende. Pint og tortureret for dage.. for netop at blive det bedre end hvad han var før, og holde det andet ved lige, hvilket uden tvivl kom ham selv rigtig godt til gode nu. Faiths tilstedeværelse, kunne han allerede fornemme før hun trådte ind i huset. Det var en aura, som han kunne genkende og endda også på lang afstand. Det lille glas whisky gav ham ro, så han kunne komme i seng.. For ham, var det jo stadig underligt, at ligge i den alene, og uden Faith, selvom han nu heller ikke rigtigt havde set hende siden de havde delt sengen sidst.
Hovedet drejede han ved lyden af dørene som blev tvunget op. Han trak kort på den ene mundvig. Det kunne jo kun være Faith. Hvem andre ville træde ind i Marvalo Mansion, uden at banke på først? Efter han selv var blevet en Morth Sith, var han både frygtet, men også eftersøgt for alt muligt. Flere ønskede ham død nu, hvor han fremstod som en større trussel, end hvad han havde gjort til nu. At hun havde favnen fyldt med dokumenter, fik ham til at skæve mod hende. Ekstraarbejde? Ikke fordi at det undrede ham. Som hun lod dem dumpe direkte ned i hans skød, stivnede han igen. Han kom dog ikke med en lyd. Smerte var efterhånden et fænomen som han var blevet vant til. Han fnøs let, inden han skubbede dem på gulvet og rejste sig.. Temmelig stiv i hele kroppen, men ikke noget som han gjorde noget yderligere ved. ”Kan jeg byde på noget inden hjemturen?” spurgte han blot. Selv ønskede han ikke at hun skulle gå, og han kendte hende godt nok til at vide, at det ej heller var noget, som hun selv gik og ønskede sig.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith vidste godt at Kimeya lige have været igennem en træning, Jaqia havde ikke gjort andet end at plapre i stolthed til aften, bevidst valgte hun ikke at kommenterer på det. Hun havde fået en helt klar opgave, og den var nu fuldført. Kort lod hun det intense blik glide hen over hans skikkelse til de dokumenter der lå i hans skød men desværre kun fik lov til at ligge der for et øjeblik. Hun sukkede svagt og så bort. Den reaktion fortalte hende allerede at han ikke havde tænkt sig at lade hende gå uden kamp, men meget vel, hvis det var hvad han ønskede. "Ellers tak, jeg har arbejde der venter på mig, Jaqia bad mig bare svinge forbi med dem der," svarede hun lidt kortfattet og nikkede mod bunken der nu lå på gulvet. Hendes hjerte slog lidt hurtigere da han rejste sig.. var han blevet siddende så havde det været tegn på at hun kunne liste ud, men efter alle de år, var hun ikke dum nok til at tro at det var tilfældet nu. "Og før du spørger, så nej, det kan ikke vente," hun kom ham lidt i forkøbet og forsøgte at lyde fuldstændig ligeglad, hvilket ikke lykkedes specielt godt. "Hav en fortsat god aften," hun vendte rundt på hælen og søgte mod stuen udgang, velvidende om at han ikke havde tænkt sig at lade hende gennemfører, men point for forsøget vel? Egentlig havde hun ikke den store lyst til at tage hjem, det var Kimeya om hun ville det eller ej, men det her.. den leg de legede var pludselig blevet farlig hvilket tvang hende til at trække sig lidt.

[Kimeya Marvalo]

Selvom Kimeya bogstavelig talt var pisket igennem den værste omgang pinsel og tortur, som man overhovedet kunne tænke på, så rykkede han sig stadig.. Han ville bestemt ikke bare lade Faith gå, nu hvor hun endelig var kommet. Han vidste godt, at hun havde gjort en ihærdig indsats, netop for at undgå ham, og den tanke, måtte han nu kun finde morende, hvis han selv skulle sige det. De kolde øjne mødte hende skikkelse, også selvom det ikke var andet end kolde afvisninger, som han blev mødt af, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel for ham. Selvom hun kom ham i forkøbet, havde han mange andre måder hvorpå at han kunne holde hende her.. Hun kunne sige hvad hun ville, men selv han var klar over, at hun ikke havde lyst til at gå nogen steder. Det lignede heller ikke Faith at søge hele vejen ind i pejsestuen, når hun i princippet bare kunne smide pergamenterne fra sig i hallen. Han hævede den ene hånd, hvor han med et knips, tvang alt af dører og vinduer til at lukke og låse. ”Jeg insisterer, Faith,” sagde han blot med en ligegyldig stemme. Han havde så sandelig heller ikke tænkt sig at lade hende tage nogen steder, hvis han selv skulle sige det.. nej, nej! Ikke nu hvor hun endelig var der. Han rettede sig op.. Forsøgte på det om ikke andet, for svag ville han bestemt heller ikke vise sig som, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han lod armene roligt søge ned langs hans egen krop. Det rystede over skuldrene og det at stå op.. når han mest af alt havde lyst til at sove, var tungt nok, men nej.. Han ville bestemt ikke vise sig svag overfor hende.. Det var hende specielt, som han skulle udvise den styrke overfor!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith burde have forudset at han ikke ville lade hende gå på vilkår og alligevel, kunne hun nu bare stå og bande og svovle i det indre. Hun bed sig i den bløde underlæbe og kastede et næsten længselsfuldt blik ud af vinduet. Det var farligt for hende at være i nærheden af ham og alligevel var hun nu fanget i hans spind ude af stand til at slippe ud. "Kimeya lad mig gå, jeg er for træt til dine små lege," hun sukkede opgivende og sendte ham noget der mindede om et dræbende blik, selvom hun desværre aldrig havde været i stand til at være så kold som hun gerne ville. "Dine ben falder snart sammen under dig.. bukker du under for en kvinde?" hun sagde det med en tone der dryppede af hån. Hvor hun dog nød at nedgøre ham, velvidende om at han kunne tvinge hende ned i knæ hvis han ville. I den tilstand kunne han vel næppe røre hende? Selvom hun mest af alt ønskede at han ville, hvad end han havde gjort ved hende sidste gang, så havde hun elsket det ligeså meget som hun havde frygtet det. Ud af ren provokation trådte hun lidt tættere på ham med en ligegyldig og intetsigende mine, og fandt uden varsel sin agiel frem kun for at prikke ham med den i et forsøg på at vælte ham tilbage i sin lænestol. Af en eller anden grund følte hun sig farligt magtfuld, det var lidt risikabelt overfor en mand der i virkeligheden havde magt og kontrol over hende på alle tænkelige måder, men når han valgte at provokerer hende, så måtte han forvente at hun gjorde det samme!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne uden tvivl mærke eftervirkningen af træningen, men det var ikke noget som han tog hårdere på end som sådan. Han burde egentlig også snart give Faith en ny omgang inden hun gik hen og blev slap i det. Han skulle nødigt ende derude, det var helt sikkert. For nu var alt af døre og vinduer gået i lås, og hun ville ikke komme nogen steder.. Et sted var han jo overbevist om, at det var noget som hun ikke havde noget imod. Han blev dog stående og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Havde han været sit gamle jeg, ville han slet ikke kunne stå lige nu.. Men det gjorde han. ”Hvem siger det her er en leg?” spurgte han denne gang med en ganske så kortfattet stemme, da han vendte blikket mod hende. Som hun kom tilbage mod ham og med sin agiel, måtte han tage hende i blik med en direkte advarende mine. Gjorde hun virkelig det mod sin overordnede? Som hun ramte og smerten alligevel skød direkte igennem ham, så var det ikke noget som hamlede op med den styrke som Jaqia kunne lægge i sin. Han trak sig et kort skridt, inden han selv greb ud efter sin egen. Grebet faldt hurtigt til hendes hals, inden han tvang hende direkte op mod den nærmeste væg, for at holde hende fast. Han lagde sin egen agiel ganske tæt ved hendes ribben. ”Og gør det der mod mig igen….” advarede han med en fast tone. Han var netop kommet hjem fra en hård omgang træning. Hvor mange dage han egentlig havde været væk, kunne han ikke sige med sikkerhed, men det var løbet op i nogen stykker. Han trak mere kynisk på smilebåndet. ”Du kan more dig alt det du vil.. Du ved at du med dragten på, er underlagt mig… Desuden har jeg vidst forsømt din træning en smule den sidste tid.. Det må jeg jo få gjort noget med,” hvislede han mere koldt mod hendes øre. Nu bad hun da for alvor om det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var evigheder siden Faith sidst var blevet trænet, men det var trods alt heller ikke ligefrem fordi hun ville bede om en tur i kælderen og blive genstand for diverse smertemetoder! Faktisk håbede hun vel at han med tiden ville glemme alt om det? Hun himlede med øjnene men forsøgte ikke at bryde ud nogle steder, alle vejene var lukket, så meget kunne hun da se. "Du leger altid med mig," svarede hun temmelig kortfattet. Fordelen ved dragten var at hun var i stand til at skjule enhver følelse, ulempen var at hun var underlagt ham, han var hende overlegen på så mange punkter. Alligevel valgte hun at lege med ilden ved at prikke ham med sin agiel, lade smerten løbe igennem ham med underlig fryd i blikket. Før hun nåede at se sig om følte hun den kolde væg mod sin ryg og måtte slippe et halvkvalt støn. Hendes hjerte slog pludselig hårdt, hun var ret overbevist at han ligeså kunne mærke det banke mod sit eget bryst, så tæt som de måtte stå, kun med hans agiel mellem dem. Hun prustede tungt og så på ham med hårde øjne. "Lidt smerte slår mig næppe ihjel Kimeya," hviskede hun i hans ører og trak provokerende på smilebåndet. Det skræmte hende ikke at hans agiel lå ved ribbenene som den havde gjort mange gange før, mens hun selv bare holdt sin egen slapt ned langs siden, han havde jo fastlåst hende i sit greb. "Jeg lader dig gå i troen om at du har magt over mig min kære, men du ved at jeg aldrig vil være min egen," hun smilede tilfredst og forsøgte at skubbe hans hånd ved med et lille slag fra agielen.

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Kimeya havde forsømt træningen af Faith, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at hans tid havde været til det. Selv var hun begyndt at blive en kende for kæphøj i hans øjne, så måske det var ved at være på tide, at gøre noget ved præcist denne sag? Hans blik gled direkte til hendes skikkelse og med en fast tone. Han trak på skuldrene. ”Jeg er den eneste som tør,” svarede han ærligt. Han tvang hende direkte op af væggen, hvor han holdt hende fast. Det var vidst på tide, at han markerede for hende hvor grænsen måtte gå. Lidt smerte slog hende nok ikke ihjel, men ville derimod gøre hende stærkere, og samtidig markere for hende, hvem det var der bestemte, for det var da i den grad ham, og ikke nogen anden, og det måtte hun uden tvivl bare lære at finde sig i! Han lod hovedet søge let på sned. ”Måske ikke.. Det er bare tydeligt for mig, at jeg har forsømt træningen af dig igennem den sidste tid… Måske det er ved at være på tide, at gøre noget ved det..” Selv vidste han, at styrken i hans agiel ville overgå hende, udelukkende på grund af den styrke som selv måtte ligge i hans egen.. Og det glædede ham. Til tider skulle hun bare sættes på plads. Han lagde den direkte mod hendes ribben, kun for at lade smerten indtræffe, inden han tog fat om hendes hår, for at tvinge hende direkte i gulvet i stedet for.. under ham – der hvor hun hørte til, når hun havde dragten på! ”Med dragten på, ved du godt, at det er mig der bestemmer.. så.. det må vi vidst få sat ordentligt på plads igen..” Med en let hånd, tvang han hende op og holdt hende ved hjælp af magi, så hun ikke ville komme nogen vegne, inden han med lette vaklende skridt, gik mod kælderen. Det tog uden tvivl på hans kræfter og energi, men han skulle stadig fremstille sig som den stærkeste af de to!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Måske det var den indre dæmon, men Faith havde frygtelig svært ved at underlægge sig Kimeyas autoritet selv efter flere år med træning. Tanken om at være underdanig var det værste ved at være iført dragten, det var dog ikke noget hun kunne vise når de var på slottet. "Deraf de mange ar," svarede hun spidst. Han bar ekstremt mange psykiske såvel som fysiske mærker efter tiden med hende, markeringen på hans bryst var dog det mest signifikante. Hendes vejrtrækning blev mere overfladisk da hun stod mast mellem ham og væggen, og kunne mærke hele hans stærke krop mod sin egen, følte hvordan han tyngede hende. Hun så op med et intenst og ikke mindst advarende blik. "Du kan træne mig til evig tid Kimeya, jeg tror aldrig jeg bukker under for dig, uanset hvor meget du ville ønske det," hvæsede hun og gispede da agielen ramte hendes ribben. En utålelig smerte jog igennem hendes krop, fik hende til at spænde enhver muskel og enhver årer der kunne ses dunke mod hendes tynde hud. Hun sagde ikke av og skreg ej heller, for det var under hendes værdighed, alligevel stønnede hun tungt da han tvang hende i knæ med et tag i de flammerøde lokker. "I et arbejdshenseende ja, men du udnytter det til egen vinding," påpegede hun stakåndet og forsøgte ikke at komme fri fra de usynlige bånd med magien, det ville bare tage på kræfter som hun uden tvivl ville få brug for.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde aldrig været bange for at lægge sig ud med Jaceluck.. Selvom de havde været tæt på at slå hinanden ihjel – i bogstavelig forstand frygtelig mange gange, så var det dog ikke sket endnu, og det passede ham faktisk ganske udmærket. Han var træt.. hans lunte var ekstrem kort i denne tid, og han var selv meget øm, og så skulle hun bestemt ikke komme her og spille høj på hesten! Næh nej, så måtte han jo pille hende ned! ”Ar som tegn på sejr.. Jeg har overlevet de møder med en Jaceluck,” sagde han blot. Løgn var det ikke. De havde tilbragt frygtelig mange år under samme tag.. stiftet en familie, haft deres alt for mange oppe- og nedture, og nu stod de jo så her. Han tvang hende direkte i gulvet, inden han tvang hende op igen. Samarbejde var en umulighed for dem, og selvom det faktisk måtte være grunden til mange af hans frustrationer, så måtte han jo lukke dem ud på en eller anden måde. ”Jeg har en evighed på min side, Faith.. det spørges bare om hvem af os to der knækker først..” endte han kortfattet. Selv var han ikke ude på at gøre hende ondt… som sådan i hvert fald, for hvorfor skulle han da det?
Hans skridt førte dem roligt ned i kælderen, hvor faklerne begyndte at blusse op i takt med at de nåede dem. De passerede familiegravstedet, hvor børn såvel som nære var blevet gravlagt, også selvom det nu heller ikke var det, som tog hans opmærksomhed lige nu.. Kursen blev sat direkte ned mod torturkamrene som han havde under den store bolig. De havde ikke været brugt siden Faith havde hængt i dem sidst. Han førte hende roligt derind. To enkelte fakler blussede op idet at døren blev åbnet. ”Skal vi se..” Ved hjælp af sin magi, fik han Faith bragt ind, hvor de magisksikrede lænker greb ud efter hendes håndled. Ved hjælp af magien, kunne man jo næsten sige, at det var alt for nemt.

[Faith Jaceluck Marvalo]

De havde efterhånden været ved at slå hinanden ihjel et par gange, Kimeya havde sågar gjort det i bogstavelig forstand også i forbindelse med træningen. Uanset hvor meget de kæmpede, så var det ikke muligt for dem at samarbejde, hvilket Faith efterhånden havde affundet sig med, ligesom hun stod stædigt fast på at de havde haft deres chance og at der ikke længere var noget at komme efter, hvilket ikke helt var sandt. Når alt kom til alt, kunne de jo alligevel ikke holde fingrene fra hinanden. "Til nu ja, jeg kan stadig nå at gøre det om, hvis ikke du stopper det her nonsens," vrissede hun køligt. Lucifer kunne ganske vidst holde et øje på dæmonerne, men hun havde frygtelig meget arbejde og fortrak at gøre det selv for at være ærlig. "Du skal være velkommen til at forsøge, kære, men det ville være spild af energi," hun forsøgte lidt diskret at vrikle sig ud af de usynlige bånd, men uden held. Ret hurtigt opgav hun for at spare energien, velvidende om at hun snart ville få brug for den. Den klamme kælder malede gåsehud på hende, ganske vidst under dragten så det ikke kunne ses. Det var ingen hemmelighed at hun hadede dette sted, det torturkammer havde altid været ment for hende, men guderne måtte vide hvor meget hun hadede det. Gensynet med lokalet vakte et hav af minder hun slet ikke ønskede at huske, ligeså gjorde de stramme lænker og den kolde mur der mødte hendes ryg.Læderet beskyttede hende dog lidt både mog kulde og mod den ubehagelig struktur fra væggen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde forsømt træningen af Faith igennem det sidste lange stykke tid, og det var uden tvivl ved at være på tide at gøre noget ved det. Hvor lang tid hun så kom til at hænge hernede, ville han ikke kunne sige, men det var tydeligt for ham, at det ville trække ud. Den stolthed og stædighed som Faith nu altid havde haft med sig, var uden tvivl noget af det, som altid havde sat en stopper for deres forhold, for gud og ve at han havde prøvet at få det til at fungere. Han fik hende roligt derned. Hvem der kunne og ville tage dæmonerne imens, ville han ikke kunne sige, og skulle han være helt ærlig, så var han faktisk ganske ligeglad med det i det tilfælde. ”Du ved, at jeg kommer til at lade dig hænge hernede, frem til du gør, som jeg vil have, ikke sandt?” endte han kortfattet, inden han tvang de magiske lænker til at gribe om hendes håndled, og derfor holde hende op af væggen i stedet for. Han støttede sig en smule op af bordet. Det havde været ham en kraftanstrengelse, som han under normale omstændigheder ikke ville kunne, men efter hans egen træning.. så var han måske træt, men han besad en anden form for styrke, som han slet ikke kunne beskrive, og det var uden tvivl forbandet rart, hvis han selv skulle sige det! Han var træt.. Og lige i aften, så magtet han ikke rigtigt at gøre noget ved det. Han trådte roligt mod hende igen, også selvom det var med tunge skridt. Han vendte blikket op mod hende. Hendes arbejde, kunne han i princippet være ligeglad med. Han havde sit eget at tage sig af, og det var jo ikke fordi at det var lidt, men derimod skræmmende meget. ”Vi får jo se.. Jeg ved du kan lide hvad jeg gør ved dig, kæreste,” sagde han med en sigende mine. Han hævede let den ene hånd, som han lod stryge ned langs hendes krop. Han kunne jo heller ikke stå for fristelsen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Den stolthed Faith bar med sig var næsten en umulighed at knække, og i dagligdagen havde hun jo frit spil, der var hun den kontrollerende, hun kunne ikke forholde sig til når Kimeya så pludselig krævede hende underdanig. Det var ingen hemmelighed at hun virkelig hadede kælderregionen, men hun ville ikke vise sig svag, slet ikke overfor ham! De kølige lænker, lagde sig om hendes smalle håndled og hævede hende så hun hang i sin egen vægt, det var tungt, men hun beklagede sig ikke. Hendes intense blik antog et ligefrem moderisk glimt, lige i disse stunder var det mest fristende at lave suppe af hans indvolde, men i disse lænker kunne magi ikke benyttes, det vidste hun. "Jeg accepterer dig som min leder Kimeya, men jeg vil aldrig acceptere mig selv som underdanig, det burde du vide," svarede hun lidt kortfattet og slog hovedet tilbage for at kaste blik på lænkerne. De ville ikke være til at komme ud af, det vidste hun allerede. "Du burde spare energien," påpegede hun ligegyldigt, han havde jo tilsyneladende ondt. Følelsen af berøring et sted uden på dragten, fik hende igen til at se på ham, med deres øjne lige ud for hinanden, en intensitet hun ikke havde været forberedt på. "Du mener som at tage mig ved magt? Jeg afskyr dig Kimeya," hviskede hun advarende. Det var en lodret løgn, hun havde elsket det!

[Kimeya Marvalo]

Hvis der var nogen som havde været offer for Faiths stolthed og stædighed, så var det da uden tvivl Kimeya. Alene af den grund, så var han dog ikke bange for det.. eller hvad hun kunne gøre ved det, for hun var typen som bare skulle sættes lidt på plads fra tid til anden. Sagen var vel, at han ikke kunne undvære hende? Uanset hvilket helvede der var på jorden, når de så endelig var sammen. Hun havde accepteret ham som sin leder, men ikke sig selv som underdanig? I sig selv, gav det jo meget lidt mening. "Du kan sige hvad du vil, kæreste.. Men det er mig der bestemmer når dragten er på. At du finder det som underholdning at komme her og pirre mig, indikerer blot, at jeg ikke har været hård nok.. Så må jeg rette op på mine fejl," sagde han blot. Lænkerne ville hun ikke komme ud af, som hun heller ikke ville kunne bruge ilden til sin egen fordel. Lænkerne var magisikret.. Låste alt af magisk kunnen fast, og det var helt klart også det som han havde tænkt sig at udnytte i denne stund. Selvom han var træt, så ville han bestemt ikke vise sig som svag for hende! Ikke på vilkår! Han undlod at kommentere det, og stillede sig istedet for henneved hendes skikkesle. Hun hang stort set i hans hovedhøjde, så han kunne stirre hende ind i øjnene. Hun var jo ikke særlig høj eller stor, men alligevel frygtet af så mange. Hånden lod han roligt stryge over hendes side og videre over det næsten manglende bryst udenpå dragten. "Du nød det.. du vil bare ikke indrømme det.. Du nyder at miste kontrollen," hviskede han tæt ved hendes øre. Han trak hånden til sig.. og knipset. I takt med at han gjorde det, så fløj dragten stort set af hende istedet for, foldede sig pænt sammen og lagde sig på det bord, som han havde lænet op af, for bare et øjeblik siden. Denne gang lod han hånden komme i direkte kontakt med hende. "Du kan sige alt hvad du vil... Jeg nød det.. Og jeg ved du gjorde det samme," hviskede han tæt mod hendes øre.