I'm just a simple guest

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var bestemt ikke begejstret for tanken om at skulle give efter for andre, bare fordi at de havde brug for hjælpen. I hans øjne, var et spild af tid. De havde ganske vidst den plads i samfundet af en grund, og det var bestemt ikke noget som han havde tænkt sig at blande sig i. Lige der, var han måske temmelig egoistisk af sig, men det kunne han virkelig ikke gøre for. Han rynkede let utilfredst i panden. "Hvorfor skulle man vise sig ud fra sit venlige og så varme hjerte, og yde en anden en hjælp, hvis de ender med selv at trække en ned i mudderet?" Ja, han var dvasianer med alt hvad det indebar, og det betød altså også, at han ikke stolede på nogen som helst. "Det må være besværligt, at finde en, som faktisk tør tage det første skridt, eller finder en modpart, som de finder værdig at yde denne hjælp til," sagde han endeligt og med et træk på smilebåndet, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Når det nu endelig var sagt, så var det faktisk spændende for ham, at stå ansigt til ansigt med en kvinde som hende. Han fik meget ud af at samtale med hende. 
Lucifer var bestemt ikke særlig begejstret for hendes måde at tiltale ham på. Det kunne godt være, at han var ung og slet ikke kom i nærheden af den viden som hun var i besiddelse af. Han kneb øjnene let sammen. "Min verden består af dæmoner og Appolyon. Hvad der foregår udenom den, er ej noget, som jeg ønsker at blande mig i," fortalte han med en ærlig stemme. Hvad der foregik ellers, var han virkelig ligeglad med. Hans arme lod han glide over kors. Selv var han ikke videre imponeret, hvis det kun var det her landet kunne byde på. Han følte et sted at det var op til ham at gøre det godt igen.. En tanke som faktisk irriterede ham, for han havde intet gjort forkert! "Et sted som falder i din interesse måske?" spurgte han. Nu forsøgte han da om ikke andet.

[Deleted]

”Somme tider handler det blot om at prøve noget nyt, og at springe ud i det. Måske vil det føre dig tilbage, men måske vil det også føre dig frem.. Det er ikke nødvendigvis negativt eller positivt, men gøre det, skal man ej heller gøre, hvis man ikke følger for det,” sagde Denjarna sigende, som hun bestemt tolkede, at Lucifer ikke var parat. Det havde hun vel heller ikke været i hans alder? Gammel kunne hun helt føle sig over den tanke, men man kunne jo ej heller vide, hvad hun vidste, og have en alder som ham. Det hele kunne man nemlig ikke have. Hun trak let på skulderen. ”Folk der ønsker at yde hjælp, findes dog. Både her og i Dvasias.. Det handler blot om at komme med den rette sindsstemning,” sagde hun ærligt, som hun rent faktisk havde prøvet begge dele. Nogle havde selvfølgelig haft visse bagtanker med det, mens andre havde gjort det af ren og skær godhed.
”Det er i en sikker verden, som du lever i. Sikker kan selvfølgelig sagtens være godt, men jeg troede alligevel ikke, at du ville have noget imod en smule krydderi i dit liv,” sagde Denjarna sigende og trak let på skulderen. Ja, det var måske at prikke let til ham, men selv tænkte hun, at det var sundt for ham at blive udfordret en anelse. Det kunne også være nydelsesfuldt at blive skubbet ud af sine trygge rammer. Selv havde hun i hvert fald altid været eventyrlysten af sig. Hendes sølvgrå øjne faldt på ham. ”Hvorfor betvivler jeg, at du vil kunne lide, hvad jeg kan lide?” spurgte hun ham med et svagt smil på læben. ”.. men kom. Lad os besøge byens park. Det er måske ikke som i Dvasias’ gyder, men det er et sted, hvor jeg altid har følt, at man kan være til.” Hun fik et drillende glimt i de sølvgrå øjne. ”Hvis det skulle vise sig at fjerne al din interesse fuldstændigt, kan jeg altid læsse dig af i byens mest fattige og sjuskede kvarter.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

I en situation som denne, så var det tydeligt selv for Lucifer, at de var kommet fra hver deres kår, og sikkert også i hver deres tid, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde den store forskel for ham. Han ville gerne lære.. Og hendes syn på verden, var så sandelig noget, som han kunne lære en masse af. Selv måtte han jo erkende, at det at skulle hjælpe andre og vise sig som et godt eksempel, var noget som han uden tvivl havde svært ved at ofrestille sig, at alt og alle gjorde. Han lagde armene over kors og med den samme tydelige alvorlige mine fra tidligere. Armene lod han roligt glide over kors, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. "Om de findes i Dvasias, skal jeg ikke kunne sige. Hvad det land primært i de øvrige rækker, er blevet kendt for er jo ikke ligefrem sin godhed og medmenneskelig," endte han mere kortfattet. Det var i hvert fald ikke ofte, at dette trådte frem i Dvasias, hvilket han faktisk selv havde det fint med. Han var jo heller ikke kendt med andet. Han rystede let på hovedet.. Det var tydeligt, selv for ham, at hun var ved at blive godt irriteret på ham, og ikke at det gjorde ham noget.. Han var vant til at have den effekt på folk, og det var noget som han faktisk kun måtte finde direkte morende. "Jeg ser blot ikke nogen grund til at løbe risikoen, og selv ude den hjælp uden at vide om det vil komme mig til gode," tilføjede han ganske sandfærdigt, inden han igen vendte blikket i retningen af hende. Selv personligt til nu ville han ikke mene at landet her sagde ham noget, dog selvom han var mere positivt indstillet, end hvad han havde været tidligere. Han trak lettere kækt på smilebåndet. "Naturligvis.. Alt det andet vil da bare blive kedeligt. Alle har brug for et værdigt liv," sagde han med et ærligt smil. Han lod hovedet søge en kende på sned. Kunne det virkelig komme bag på så mange alligevel? "I princippet kan du ikke udtale dig om det, medmindre at du faktisk ved det. Jeg kan lide mange ting.. virkelig mange ting." At se parken ville han ikke have noget imod. Nu havde hun jo snakket så meget om den. "Glimrende! Så lad os starte der," sagde han. De skumle ting kunne de jo altid gemme til senere i hans øjne. "Se, den kan vi jo gemme til bagefter.. Det ville passe mig perfekt," sagde han kækt.

[Deleted]

Nej, godhed og medmenneskelighed var Dvasias bestemt ikke kendt for. Dvasianerne levede nærmere under princippet, alle for sig selv. Det var derfor en kamp at leve i det land, og derfor kunne man ikke præsentere sig selv som et svagt individ. Det var vel også grundet al det, at ingen hjalp hinanden der. De ønskede ikke, at andre fik muligheden for at trække dem ned. Dog skulle man ikke forglemme, at der fandtes undtagelser alle vegne.. Hun havde selv mødt nogen af dem. ”Nej, Dvasias er ej kendt for sin godhed og ej heller sin medmenneskelighed. Dette tror jeg heller ikke vil komme frem som en generalitet nogensinde. Man skal nemlig ikke tage fejl af, hvad ens rødder er. Når det så er sagt, er der alligevel behov for dem som afstikker fra resten af flokken. Jeg ved også allerede, at der er dem, som er således i Dvasias,” sagde hun roligt. Hun endte med at trække på skulderen over hans ord. ”Ingen kan tvinge dig til at yde hjælp, hvis ikke du selv vil det. Det skal nemlig være rent.. komme fra hjertet, når det kommer så vidt. Der er dog ej heller nogen som siger, at du skal bestemme dig i dag. Hvem ved.. måske vil det komme i morgen, om ti år eller aldrig.” Hun smilte let til hans ord. Ja, alle havde brug for et værdigt liv med lidt krydder på. Nogen gange ville hun dog mene, at hun havde lidt for meget krydder på sit. Alligevel kunne hun ikke lade være med at spekulere over, om hun mon virkelig kunne klare sig uden. Hendes sølvgrå øjne faldt på ham, mens et svagt smil var at finde på hendes læber. ”Måske kan du vise mig en dag, hvor meget du egentligt kan lide,” endte hun med at sige. Hun nikkede roligt til hans ord, inden hun omdirigerede deres retning og nu gik mod den berømte park. Om han kunne lide den, vidste hun selvfølgelig ikke, men selv havde det altid været et sted, hvor hun havde nydt at komme. En morende latter slap forbi hendes læber. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om, at det ville.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Utrolig mange fra Dvasias var kendt med den hårde opvækst, og der var Lucifer bestemt ikke noget undtag. Det som dog derimod gjorde ham nysgerrig, var det, at der var den forskel fra det ene land til det andet, også selvom de var naboer og sikkert i mange henseender burde ligne hinanden meget mere. "Man skal være stolt af hvad man nedstammer fra, og det skal naturligvis fremhæves med stolthed! Der er uden tvivl en kæmpe forskel på et land som Procias og Dvasias. Jeg begriber endnu ikke at de kan have bevæget sig så meget i hver deres retning.. Men det er fascinerende. Dem der ikke kan klare mosten, er ikke det værd at samle på," endte han med en ganske kortfattet mine. Det var hans ærlige mening. Man skulle være stolt af hvad man kom fra, ellers var man da virkelig heller ikke det værd. Han rynkede let i panden. "Ud af det rene i mit hjerte? Det er mørkt.. koldt.. og har aldrig været andet.. Det kommer aldrig til at ske," sagde han blot kortfattet. 
Lucifers blik gled roligt mod Denjarna endnu en gang. Vise hende hvor meget han kunne lide? Det krævede så sandelig at han fik set det hele først.. I hvert fald hvad der var værd for folk at se på egnen her. "Mon ikke det kunne arrangeres en dag.. Det giver mig en oplagt grund til at komme hertil igen," fortalte han sandfærdigt. Det var nemlig heller ikke fordi at han var færdig med stedet her. At høre hende grine lettede dog betragteligt i stemningen. Helt galt var det så med andre ord ikke. "Du er Dvasianer af hjerte, Denjarna.. Du burde kende til det," sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Som Lucifer udtalte sine ord, vurderede Denjarna, hvorvidt han talte om hende. Mente han ikke, at hun var værd at samle på, fordi hun havde fortalt Dvasias? Det var jo ikke af svaghed, at hun havde forladt Dvasias. Det var fordi, at hun havde haft et større billede, som hun ønskede at følge. Når det så var sagt, var hun ikke bange for at indrømme, at hun stammede fra Dvasias. Ej heller havde hun det dårligt med det, som landet havde givet hende nogle særdeles vigtige egenskaber. Åben for nye ting havde hun blot været, og det anså hun bestemt ikke for at være en svaghed! Det var nærmere en svaghed at gro fast. ”Og hvad er dit syn i så fald på mig? Selv føler jeg bestemt ikke, at mine ambitioner er svagelige,” sagde hun sigende. ”Hvordan landene ellers har ændret sig er Ganske enkelt utroligt. Jeg var der ikke selv dengang det var ét land, men engang var det trods alt således. Nu er vor jord delt op i fire forskellige lande, og ingen af dem kan se sig slået sammen med et andet længere.” Hun trak let på smilebåndet ved hans ord. Mørkt og koldt.. Ja, ordene gav hende nærmest blod på tanden. Selv vidste hun, at alle havde flere sider i sig, og derfor fandt hun det helt lokkende at skulle undersøge nærmere. At han en dag ville vise, hvad han kunne lide, så hun selv intet problem i. Dog ville det rigtigt nok højst sandsynligt blive her, da det var relativt om hun kunne bevæge sig til Dvasias igen. For det første vidste hun ikke, hvorvidt hun kunne stole på Lucifer, og for det andet var Alexander der. En jagtet kvinde var hun vel gået hen og blevet. ”Jeg vil i så fald se frem til den dag,” sagde hun roligt. Mente det, gjorde hun skam også, da hun nød at se nye sider af livet. Det gav hende nemlig mere erfaring, samt hun altid havde været med på nye ”eventyrer”. Hans sidste ord fik hende dog til at bide sig selv i kinden. Du er Dvasianer af hjerte, Denjarna.. Du burde kende til det. Ja, hun var født dvasianer, og havde levet der i ufatteligt mange år, så anderledes ville det vel aldrig blive. Udadtil så hun måske meget sammenholdt ud, men indeni bar hun rundt på et mørke der ville skræmme de fleste. Skønt den viden trak hun roligt på skulderen, som var alt i orden. ”Jeg ved udmærket, hvor jeg kommer fra. Ej heller har jeg i sinde at glemme det.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vendte blikket i retningen af Denjarna. Hun var uden tvivl ekstrem opmærksom på hvordan andre måtte se på hende, og det var noget som gjorde ham nysgerrig. Selv anså han det som svagt at vende sit folk ryggen, men den snak havde de jo allerede været igennem, så hvorfor rydde op i den endnu en gang? Han hævede sigende det ene bryn og lod armene roligt glide over kors foran sig istedet for. "Ønsker du virkelig min ærlige mening om det, Denjarna?" spurgte han med en sigende mine. Selv var han jo dvasianer og det var med alt hvad det måtte indebære. Han lod hovedet søge en kende på sned, og uden at han vendte blikket væk fra hendes skikkelse. "Hvorfor skulle man opgive kongemagten til et andet land, når man selv ønsker at besidde den? Det menneskelige individ er og bliver egoistisk. Vi kommer til at udrydde os selv på et tidspunkt. Jeg er ikke i tvivl," endte Lucifer med en ganske kortfattet mine. Hvorvidt om hun var enig, skulle han ikke kunne sige, og et sted, så kunne han heller ikke være mere ligeglad. Hun havde jo trods alt også vendt sit fædreland ryggen.  Uanset hvad, var han jo fascineret af måden det land her blev kørt på, og specielt.. når det var en dvasianer som stod bag det. "Mon ikke det kommer på et tidspunkt," sagde han sandfærdigt. Selv ville han da mene og stå fast på, at hun havde glemt hvor hun kom fra, sådan som hun opførte sig, og det at hun forlod det mørke land til fordel for.. det her. "Jeg er bare ikke så overbevist. Det genstår jo at finde ud af, når tronen bliver din," pointerede han ligegyldigt.

[Deleted]

Roligt lod Denjarna sit blik glide over ham. ”Jeg kan meget vel forestille mig, hvad den mening er, men kom med den alligevel. Jeg har altid fundet mere værdi i at kende sandheden, fremfor at skulle gætte sig til den,” sagde hun sandfærdigt. Selv følte hun bestemt ikke, at hun havde gjort noget galt. Selv var hun også sikker på, at hun kunne skabe sig et bedre liv her i Manjarno, fremfor i Dvasias. Desuden, Manjarno havde brug for hende, hvor Dvasias helst så sig foruden. Derfor vidste hun også, at Lucifer ej kunne få hende til at tvivle med sine ord. Det stod hun for stærkt til! ”Det er store tanker du gør dig. Jeg vil dog også være tilbøjelig til at sige, at de nok bliver til sandhed engang. Der findes mange forskellige meninger her i verdenen, og det er de færreste, som kan holde dem for sig selv. Derfor kan det meget vel komme på et tidspunkt, at folk blander sig for meget og at det i så fald tipper over.” Roligt fortsatte hun frem, så de nu gik ind i selve parken. Stor og smukt tilrettelagt var den. Mange stier var der på kryds og tværs, så man kunne gå en del gode ture. Langs stierne stod der en række store og frodige træer, som havde blomstret godt dette år. Bag dem var der græsenge, hvor mange slog sig ned, når vejret var til det. Derudover fandtes der en række samlingspunkter, hvor der stod bænke omkring flotte springvand. Selv nød hun al dette, men hvad Lucifers mening var, måtte hun endnu vente og se. ”Mon ikke,” sagde hun roligt. Hendes blik faldt på Lucifer. ”Jeg tror næsten, at du misforstår noget.. Jeg har ikke i sinde at skabe et Dvasias i Manjarno. Jeg har i sinde at skabe mit eget. En sammenslutning af alt, hvad jeg kender til og tror på.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det forundrede egentlig Lucifer lidt, at Denjarna gik så meget op i at kende til andres meninger og holdninger om hende. Han vidste faktisk ikke helt om han brød sig om det. "Meget vel.. Du ønsker min mening." Han trak vejret dybt inden han alligevel valgte at fortsætte. "Jeg synes du er for præget af en nysgerrighed og særligt for hvad folk tror og mener om dig. Jeg kan stadig ikke helt finde ud af, om du er modig eller direkte dum ved de ønsker som du har for landet her.. Er der mere du ønsker at vide?" spurgte han roligt. Det var måske en meget mild opremsning af hvad han ellers kunne have fyret af, men han valgte nu alligevel at holde lidt igen. Selv hun gjorde han nysgerrig, men det var da slet ikke noget som hun havde behov for at vide i hans øjne om ikke andet.
Nu hvor de var på vej ind i parken, lod Lucifer blikket glide omkring sig selv. Stedet var smukt.. uden tvivl, og bestemt heller ikke noget lignende af noget, som de ville støde på i Dvasias. Han havde i hvert fald ikke set noget lignende. "Jeg ser snart dagligt folk give udtryk for at ønske andres mening, og falder denne ej i den gode jord, får det konsekvenser som i værste tilfælde betyder døden, for den som valgte at ytre dem. Jeg er mere nysgerrig efter at finde ud af, om du lige så er den type royal," sagde han ærligt. Med hvad hun havde med i rygsækken i forvejen, kunne han faktisk godt forestille sig at det var sådan at det ville blive. Og specielt fordi at han havde svært ved at se, hvad hun faktisk ønskede for landet her.. Og det var det som oprigtigt vækkede ham en klar nysgerrighed, som han ikke kunne gøre meget ved. "Og hvilken ideologi er det som du følger? Hvad er det du ønsker at skabe her?" fortsatte han denne gang med den klare nysgerrighed som skød direkte igennem.

[Deleted]

”Hvis ikke jeg var nysgerrig, hvordan skulle jeg så kunne blive klogere? Dette gælder desuden ikke kun for mig, men derimod for alle. Om du finder mig modig eller dum, kan jeg dog ikke hjælpe dig med at vurdere. Dette er nemlig fuldkomment op til dig selv.. Dog mener jeg selvfølgelig, at positiv omtale ej ville være helt ringe, ” kommenterede Denjarna roligt, hvor det sidste blev udtalt med et smil på læben. Altid havde hun været en yderlig person, og forhåbentligt ville hun inden længe blive langt mere fremtræden, og derfor var det selvfølgelig vigtigt, hvordan folk opfattede hende. Dog havde hun altid været sig selv først og fremmest, og det ville der aldrig blive gjort forskel på. Hendes blik faldt kortvarigt over på ham. Om hun ville blive en dronning der slog ned på dem, som ej så enig med hende? Det ville hun næppe blive, men selvfølgelig.. hvis nogen direkte angreb hende, fordi de ej delte samme opfattelse, ville hun selvfølgelig svare ligedan igen. ”Jeg ved udmærket godt, at vi hver især har deres egen mening. Det er dog endnu ikke kommet så vidt, at jeg har slået ihjel, fordi jeg ej har delt samme opfattelse som en anden. Jeg har vel nærmere diskuteret, hvorledes det kunne være, i stedet. Jeg er dog selv en kvinde, som ofte har været af anden mening end folk, og det er også en sandhed, som jeg selv har kunnet tage og føle på,” sagde hun ærligt. ”Hvorledes vil du beskrive dig selv? Må folk skille sig ud, eller skal de følge fællesskabet i trop?” Hvis hun skulle være ærlig, skulle det ikke undre hende, hvis han var tilbøjelig til det sidste. Indtil nu havde han nemlig vist sig som typen der kunne lide tingene, som de var. Hun fortsatte ned ad stien. ”Jeg ønsker det, som jeg ikke kunne finde i mit hjemland eller i noget andet land. Jeg ønsker en mellemting mellem det selvophøjede Procias, og det korrupte Dvasias. Jeg ønsker at skabe et retfærdigt sted. Et sted man kan være tryg ved, og et sted man stolt kan kalde for sit hjem.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det forekommer mig blot som en undring, at du er så interesseret i at høre min mening om dig. Hvad om den ikke er så positiv, som du ønsker at den skal være?" spurgte Lucifer direkte. Selv vidste han endnu ikke om han skulle kalde hende for modig eller direkte dum, men det var nok noget som han fandt ud af. Han forekom måske af slagsen som tog tingene som de var, istedet for alt det andet, for det var bare nemmere. Han dannede sig sin egen mening i stilhed, som han havde gjort igennem hele livet, og hvad han havde opnået med dette, var uden tvivl noget som han var glad og tilfreds ved. Det var i hvert fald nævnbart, at han selv var udpeget som den næste leder af dæmonerne, om det skulle komme såvidt at Faith måtte miste livet på den ene eller den anden måde. 
Armene lod Lucifer søge over kors, som de bevægede sig igennem parken. Selv på denne tid af døgnet, var han ikke bange for at vandre ude. Selv på trods af, at man vidste hvad der skjulte sig i mørket, så var han på ingen måder bange for det. "Følg strømmen.. gør sine egne meninger og bryd løs," sagde Lucifer blot. Det var hans syn på en rigtig måde at gøre tingene på. Han vidste nu at Denjarna havde været på flugt.. havde oplevet skræmmende mange andre ting selv nok også ting som endnu ikke var kendt for nogen.. men hvad så? Det handlede om at børste det af skuldrene og komme videre i hans øjne. Hvordan han dog derimod ville beskrive sig selv.. Det var nok ikke det som han tænkte mest over. "Modig, nysgerrig, undrende og handlende," svarede han ærligt, efter at have tænkt over den i et kort øjeblik. Hvordan hun var som dronning, glædede han sig dog til at se.. Det var nemlig noget som han særligt var nysgerrig på. "Jeg må erkende, at jeg glæder mig til at betragte det hele på afstand.. Du har uden tvivl mange øjne i din retning.. mange fjender ikke mindst."

[Deleted]

Denjarna betragtede sig roligt af naturen der omgav dem, alt imens han med sine ord fik fremmanet et smil på hendes læber. ”Jeg forventer hverken, at din mening omkring mig er positiv eller negativ. Jeg håber selvfølgelig på det bedste, når jeg er omkring folk, men forlange det, kan jeg bestemt ikke. Hvis din mening om mig ej er positiv, vel jeg selvfølgelig gerne vide, hvordan det kan være, men længere er den heller ikke,” sagde hun ærligt, som det tydeligvis ikke var en vending, som han selv havde overvejet. Der havde måske været engang, hvor hun havde set mere sort/hvid på tingene, men ikke længere. Nu vidste hun, hvordan verdenen hang sammen, og alt kunne man ikke just få serveret på et sølvfad. Sine sølvgrå øjne lod hun strejfe ham. ”Og hvordan har du i sinde at bryde løs? Eller holder du dette som en hemmelighed?” sagde hun roligt. Et sted regnede hun vel ikke med, at han ville fortælle hende noget, i og med at hun ikke var nogen dæmon. Det var også på et af de punkter, at han ikke lignede sin ’moder’. Faith havde nemlig aldrig været bange for at fortælle hende om sine planer, samt hun aldrig havde været bange for at lukke andre racer ind. På det punkt måtte Lucifer synes langt mere firkantet. Men han havde vel endnu også meget at lære? Hun nikkede roligt til hans ord. På det punkt lød han vel ligesom mange andre? Hun betragtede ham med et lettere drillende blik, som hun selv tvivlede på, at dette ville aktuelt. ”Hvorfor opleve det hele på afstand, når man kan opleve det på nært hold? Selv dæmoner er velkommende her..” Hun endte med at se omkring sig på de forskellige omgivelser. ”Men jovist, at jeg har mange fjender, som kigger lurende på mig, men som jeg har fjender, har jeg også venner.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvordan Lucifer skulle tage kvinden foran ham, havde han endnu ikke fundet ud af. Under normale omstændigheder, ville det ej tage ham lang tid at finde ud af hvad folk var for en, men lige Denjarna, havde selv han svært ved. Han lod armene søge over kors og med blikket som intenst gled i hendes retning. "Skal jeg være ærlig, så har jeg svært ved at læse dig.. jeg har svært ved at finde ud af hvad slags kvinde du egentlig er.. Din tankegang og måde at tænke på, forekommer mig.. fremmed og unaturlig," pointerede han sigende. Om hun havde oplevet hvad rygterne sagde at hun skulle have oplevet, så burde det for længst have taget knækken på hende.. hvilket han ikke forstod. Hun måtte være i besiddelse af et overlevelsesinstinkt eller en psyke som på ingen måder kunne være menneskeligt eller normalt. Man hørte jo bare om hvad der var sket andre kvinder.. som Elanya for eksempel.
Lucifer lod hovedet søge let på sned. "Ligger i skyggerne.. iagttager hvad der er omkring mig.. Kald det lidt et rovdyrs strategi," fortalte han sandfærdigt. Det var den strategi som han kørte lidt efter, også fordi at han vidste, at når Faith engang ville være nødsaget til at trække sig, ville det blive ham som skulle overtage, og så skulle han jo kende til tingene, og ikke bare overrumples af det. Ikke på vilkår! Han skulle vise sig at blive en stor leder, og det var så sandelig også noget som han havde i sinde at gøre!
Stedet her var uden tvivl smukt, men ikke et sted som han kunne tænke sig at slå sig ned på. Her var ganske enkelt... for kedeligt for ham. Der var jo ikke noget som helst i et folkefærd, som decideret viste frygt og rædsel når mørket faldt på. Det var jo først der, at det for alvor gik og hen blev sjovt. "Det er meget muligt.. Men end ikke dæmoner bryder sig om at blive skævet efter, som var vi misfostre," pointerede han kortfattet.

[Deleted]

Ej viste Denjarna det, men hun tog det nu som en kompliment, at Lucifer ej var i stand til at læse hende. Det atypiske var hun dog også, som hun ikke var det, som man hverken fandt i Procias, Manjarno, Dvasias eller Imandra. Hun var vel unik, som mange andre også havde beskrevet hende? ”Jeg vælger at tage det som en kompliment, at end ikke en mentaldæmon er i stand til at læse mig,” sagde hun men er lille smil på læben. ”Dette imponerer dig end ikke?” Blikket valgte hun ikke at tildele ham, som hun i stedet roligt betragtede sin rute. Han brød sig måske ikke selv om stedet, men alle var de også forskellige. Selv nød hun det dog, fordi der var smukt og fredeligt her. Ganske prisværdige ting, når man havde været igennem det, som hun havde oplevet. Grusomme oplevelser som kun de færreste kendte den fulde historie af.. Faktisk kendte kun hun til det hele. Hænderne foldede hun over kors, som en aftenbrise måtte ramme dem og sende en lettere kulde gennem Denjarna. Hun så imod ham. Hans taktik forbavsede hende ikke.. På ingen måde. ”Du er dvasianer, Lucifer.. Vi er alle rovdyr i den sidste ende,” svarede hun blot. Også hende.. Hun var intet undtagen, som hun ligeså kæmpede for sin egen overlevelse, og godt gjorde hun det. Langt og bredt var hun nemlig kommet gennem livet, og det var faktums som ingen kunne se bort fra, om de kunne lide hende eller ej. Hun gjorde noget korrekt.. Hun løftede øjenbrynet let. Selv anså hun det for at være en mærkværdig måde, som han tænkte på Manjarno og dæmonerne på. Hun fugtede læberne let. ”Fortæl mig, hvorfor dæmonerne skulle blive fremstillet som misfostrer, hvis de valgte at støtte Manjarno? Landegrænser flyttes.. Venskaber stiftes.. Ny lærdom bliver taget til en,” sagde hun roligt, skønt hun næsten ville påstå, at hun allerede kendte svaret. Lucifer var nemlig en mand, som endnu så helt sort og hvidt på verdenen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne ikke læse hende, og et sted var det faktisk en tanke som måtte irritere ham, uden at han i princippet kunne gøre alverdens ved det. Nu hvor det var sagt, så var det bare vigtigt for ham at understrege, at han ikke kunne.. Også fordi at det påvirkede hans mentale dæmon. "Jeg plejer at kunne læse folk som en åben bog.. Du må i sandhed skille dig fra hvad der er en typisk mørkelver, Denjarna," endte han med en rolig stemme. Selv så han ikke nogen grund til at hidse sig op, også selvom han jo godt kunne mærke på hende, at det var en tanke som hun måtte more sig ganske betragteligt ved. Han var som enhver anden typisk dvasianer, ganske enkelt, fordi at det var sådan han var blevet opdraget. Han var en sand og vaskeægte dæmon med alt hvad det måtte indebære. Ved hendes ord måtte smilet jo derfor også brede sig på hans læber. "Alle er vi dyr. Det er blot de færreste som tør anerkende denne tanke," endte han sandfærdigt.
Ej var det en løgn, at fremmed væsner blev skævet efter og selv Lucifer måtte finde denne tanke ekstremt provokerende. Det var jo meget hurtigt denne slags, som afholdt en som ham fra at opsøge et sted som Manjarno igen. Han vendte de isblå øjne i retningen af hende. Han trak vejret dybt. "Finder du det behageligt at blive gloet efter når du befærder dig på et nyt sted, Denjarna? For mange er det fremprovokerende til en uønsket handling eller adfærd. Jeg er ikke i landet her for at udøve vold eller noget lignende. Ej vil jeg få noget ud af dette og ej heller vil du, om det skal vise sig at være dine kommende landsmænd," pointerede han kortfattet. Manjarno havde længe været et gennemfartsland.. Men de skulle ikke lukke af for fremmed på denne måde.