I'm just a simple guest

[Deleted]

Om svigt var noget af det, som man lærte mest af? Det kunne Denjarna sagtens give ham ret i. Selv havde hun nemlig haft svigt helt ind til kroppen, og lært af det havde hun skam også. Det første svigt havde hun allerede mærket helt som spæd. Der var det hendes fader, som havde kastet hende bort, og gjort hende til en pige, som ønskede at stå på egne ben. Dernæst havde hun følt et svigt fra sin egen race, som hun var blevet tvunget en anelse på afstand, som hun var blevet omgjort til vampyr. Og til sidst var der en masse følelsesmæssigt svigt fra de mænd, som hun havde haft inde på livet, og som nu ikke var der længere. At Lucifer i dette øjeblik hentydede til hende og Derick, havde hun dog ingen ide om. ”Svigt er uden tvivl en betydningsfuld ting. Det gør os sårbare, og tvinger os til at handle,” medgav hun roligt. Som hun rejste sig fra stolen, trak hun let sin hætte op over hovedet igen, så hendes ansigt var henlagt i skygger. En simpel sikkerhedsforanstaltning, som de skulle ud. Med et svagt smil på læben, nikkede hun til ham, som han lod hende gå først. Uden tøven tog hun føringen, som hun med sikkerhed forlod deres plads og dernæst selve kroen. Aftenbrisen ramte dem øjeblikkeligt, men til deres held var den ikke kølig. Det var i sandhed en aften, hvor man kunne mærke, at man havde bevæget sig ind i de lunere måneder. ”Hvad foretrækker du ved en storby?” endte hun med at spørge, samtidig med, at hun valgte at bevæge sig ned ad en af gaderne. Folk var endnu at se i gaderne, som der var dem, som havde påbegyndt en rolig slentretur ned ad gaderne, og så var der dem, der tydeligvis havde fået en tand for meget indenbords, og som vaklede omkring. Hendes sølvgrå øjne gled forbi to artister. En kvinde som behændigt svingede hofterne til sin mands sangspil. Ja, gøglere i alle former var byen her også kendt for at husere. ”Byens to mest kendte kroer, er bl.a. den vi sad ved, og en kaldet Den Brændende Flamme. En anstændig, og en mere løssluppen kro. Der er kommet et teater, som jeg dog ikke selv har besøgt endnu, men jeg har ladt mig fortælle, at det skulle være et besøg værd. Derudover er der alskens butikker, samt markeder, hvor det største er ved det store torv, men det er selvfølgelig lukket på denne tid.. Hvad der dog er at se på denne tid, er de mange artister, som stiller sig frem i løbet af aftenerne. Derudover er der parken, som jeg ved er et besøg værd,” fortalte hun roligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Denjarna benægtede det ikke, hvilket nu kun fik Lucifers smil til at brede sig på hans læber. Han kunne godt forestille sig, at en kvinde som hende havde oplevet frygtelig meget svigt igennem sit liv. Ikke fordi at det var en sag som han ønskede at blande sig i, for det gjorde han skam ikke.. Det var egentlig ren og skær nysgerrighed. "Og det er de handlinger som netop viser og beviser vores værd," fastholdt han med en rolig stemme, idet at hun selv rejste sig op ved hans side. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det gjorde det godt nok ikke. Han nikkede ganske sandfærdigt til hende, som de forlod kroen her. Det var selv rart for ham at komme lidt ud i den friske luft. Den var uden tvivl langt mere kølig end den som var indenfor, hvilket gjorde godt for hans isdæmon. Det var ikke altid at man kunne sige, at hans blanding var den bedst og mest optimale, for det var det da på ingen måde. "Hvad jeg godt kan lide ved storbyen? Mængden.. at der altid sker noget. Kald mig vanvittig, men jeg tænder på spændingen," påpegede han med en tydeligt underholdende stemme, for han kunne da heller ikke lade være.
I takt med at Denjarna måtte fortælle, lod Lucifer blikket glide omkring. Han vidste skam godt, at hun var det ældre end hvad han selv måtte være, men for ham, gjorde det ingen forskel. Han lærte af de ældre - og ja, han kategoriserede hende som ældre. "Du fremhæver alt det positive ved dette sted for mig, Denjarna, hvilket naturligvis glæder mig, men jeg er også mere nysgerrig på hvad der foregår bag facaderne.. i gyderne.. det forbudte og kriminelle.. Manjarno kan næppe være så uskyldsren som du ønsker at fremstille det," påpegede han sigende, da han igen vendte blikket mod hende. Parken skulle han da uden tvivl lægge en visit i retningen af, det kunne han da tydeligt høre. Han kunne nemlig godt lide det rene og det naturlige.. men var derimod fascineret af det mørke og det forbudte.

[Deleted]

”Så sandt,” sagde Denjarna kortfattet, som hun ej kunne benægte hans ord. Mere sagde hun ej heller til den sag, da den syntes at være uddebatteret. Der var desuden et nyt emne, som de begyndte på, som de nu valgte at forlade kroen til fordel for byens gader og Manjarnos natteliv. Ityrial var bestemt ikke så livligt, som byen ellers plejede at være, men alligevel var der liv. En af de skræmte var hun ikke selv, men for hendes vedkommende var det ej heller krig, som skræmte hende. Hun havde nemlig prøvet det på krop og sjæl, som var langt værre. Det var dog ikke et emne, som hun higede efter at tale højt om, da det uden tvivl fik hende til at føle sig sårbar. Det var trods alt et knæk i hendes psyke. Hun så mod ham, alt imens de roligt gik. Han tændte ligefrem på spænding? Ja, hvad kunne hun sige? Det gjorde hun vel også? ”I så fald er der to vanvittige til stede i aften, hr. Jaceluck,” sagde hun med en munter mine. ”Min alder stiger måske, men jeg tror, at jeg ville gro til, hvis jeg befandt mig stillestående.” Nok følte hun til tider, at hun havde brug for ro, men som hun altid havde stået som midtpunkt i et virvar af drama, tvivlede hun ærligt talt på, at den side af hende nogensinde ville forsvinde. Ældre og klogere var hun uden tvivl blevet, men alligevel kunne hun ikke tage den rungende stilhed. Det var vel også derfor, at hun befandt sig på et sidespring i aften og tilbragte tiden med Lucifer? Hun trak let på smilebåndet. ”Ah, en sand dvasianer,” sagde hun sigende, som han ønskede at høre om landets mørke. ”Men nuvel.. Som der er lys, er der også altid mørke. Manjarno har altid været et åbent land, og derfor betyder det også, at der findes alverdens væsner her. Det kan for eksempel være mørke og lyse væsner, som støder på hinanden og ryger i konflikt. Ligeledes er Ityrial en storby, og derfor skal man selvfølgelig være på vagt overfor sine dyrebare genstande.. Mørket man kan finde i denne by, vil dog ikke være lig den i Rimshia City. Det kan du ej forvente.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Nu hvor de forlod kroen til fordel for at komme ud blandt folket og virkelig lade Lucifer opleve hvad det vil sige at leve i Manjarno, måtte han i sandhed erkende, at det vækkede ham en tydelig nysgerrighed selv i ham, for han ville jo gerne se tingene.. Han ville jo rigtig gerne have den mulighed og opleve det, når muligheden endelig bød sig. Han tændte på spændingen.. Han var en dæmon med alt hvad et indebar, og han var jo trods alt også opvokset med Faith omkring sig. "Minsandten," sagde han med et tilfreds smil på læben. Selv på trods af hvad hun havde haft at slås med, så tændte hun på spændingen og det forbudte? Det i sig selv, var uden tvivl noget, som han særdeles godt kunne lide! "Man skal naturligvis have lov til at føle sig i live. Det gør man da ikke ved at stå stille," påpegede han alligevel selv med en ganske sandfærdig mine, da han igen vendte blikket mod hende. Hvad troede hun da? At han selv var typen som bare ville slå sig ned med kone og børn? Det var ikke det kald som han havde i livet, det var helt sikkert!
Som snakket af en ægte dvasianer, måtte selv Lucifer trække tilfredst på smilebåndet. Alt det gode og al den harmoni var virkelig ikke noget som rørte ham som sådan. Nej, det var alt det skumle og grumme, som han var mest interesseret i. Han så sig om i takt med hendes fortælling. "Se det lyder jo som en by efter min smag... Fantastisk. Ikke som Appolyon.. men det kan gå," sagde han med en rolig stemme, idet han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. "Så det eneste som faktisk sker her, er små sammenstød mellem lys og mørke? Intet andet?" fortsatte han spørgende. Det havde han uden tvivl svært ved at tro på.

[Deleted]

Altid havde Denjarna haft spænding helt inde på livet, og derfor tvivlede hun ærlig talt på, om hun kunne undvære det. Hun havde prøvet at forholde sig i ro.. men i den sidste ende var hun endt her alligevel. Med et stort projekt mellem hænderne, som aldrig ville blive barnemad. Krævende ville det blive at regere enligt som landets dronning, men hun nød tanken om det. Ligesom hun nød tanken om, at hun valgte at tage ”fri” for blot at lave, hvad der lystede hende. Længe havde hun gjort alt andet, end hvad hun lystede, men det skulle der nu laves om på! Færdig var hun med at krybe, som hun nu blot ønskede at følge sine drømme. Blikket vendte hun mod ham med et glimt i øjet. ”Hvorfor leve et liv uden indhold? Det er kun for dem, som har opgivet troen, og som har valgt at nøjes. I den kategori ønsker jeg bestemt ikke at henligge i,” sagde hun ærligt. Behændigt drejede hun om et af hjørnerne, så de fortsatte ned ad en gade med en række lukket forretninger. Der var blandt andet en bager.. en smed.. en skrædder og en smykkefremstiler. Blikket lod hun glide over dem. Selv måtte hun savne at føjte rundt i de forskellige forretninger.. Valse prægtigt omkring i Vladimirs kjoler til hende. Det var dog ikke en tid, som hun befandt sig i lige nu eller længere. Fingrende lod hun stryge over smykket, som hun havde om sin hals. Salvatores smukke gave til hende. Tanken fik et naturligt smil til at glide frem på hendes læber, inden hun igen måtte koncentrere sig om Lucifer der gik ved hendes side. Smilende rystede hun på hovedet af ham. ”Virkelig? Det faktum havde jeg end ikke regnet ud,” sagde hun ironisk. Appolyon måtte nærmest være hans himmerige, hvor resten måtte komme derefter. Morende slap hun en latter, som det næsten var surrealistisk at høre en sige, at han foretræk det værre frem for det gode. Det hørte hun i hvert fald ikke meget af nu om dage. Dem hun talte mest med måtte nemlig være usikre borgere, der brændende ønskede sig en bedre fremtid. ”I det store og hele er Ityrial en fredelig by, Lucifer. Hvad ønsker du, at der skal være? Mord hver dag? Voldtægter på uskyldige kvinder?” Hun hævede det ene øjenbryn.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et sted kunne man godt sige, at det forundrede Lucifer meget, at han kom så godt overens med en mørkelver. I sig selv, var det nemlig ikke noget som han havde set komme, men nu hvor han stod der, kunne han jo lige så godt få det ud af situationen, som han jo kunne. Han ville ikke komme langt i livet, uden at have nogen til at guide ham i denne forstand. Han lod armene roligt søge over kors på hans bryst og nikkede sig kun enig - endnu en gang, var de enig. Nu begyndte det da stille og roligt at gå op for ham, hvad Faith havde set i denne kvinde. De mindede skræmmende meget om hinanden - meningsmålt selvfølgelig. Langt fra personlighedsmæssigt eller temperamentsmæssigt. "Det påviser jo tydeligt, at der er to typer folk i denne verden - Dem som nøjes, og dem som kæmper for hvad de vil have," sagde han blot. Selv var han en kæmper.. han var så sandelig en kæmper for hvad han gerne ville have! 
Selvfølgelig var det Appolyon som Lucifer satte først. Det var jo trods alt den by som han selv skulle lede den dag Faith ville glide bort, eller opgive pladsen som dæmonisk leder frivilligt, selvom det var en dag, som nok aldrig nogensinde ville komme, så selvfølgelig var det sådan at det ville blive. "Jeg er vel ikke dæmon for ingenting," kommenterede han med et kækt smil på læben. Selv var han ikke videre imponeret af de gader som hun viste ham, men hvad hun fortalte ham derimod, var straks en helt anden sag, hvilket var noget som han fandt særdeles tilfredsstillende. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Du kan vel ikke benægte, at det foregår i krogene, selv under næsen på dig. Det foregår alle steder.. Folk er utrygge.. De skæver efter folk som mig, fordi jeg er udefra.. De stoler ikke på nogen," endte han med et kort træk på skuldrene. Selv tog han det ikke så tungt. Han gjorde ikke noget før han havde en grund til at gøre det.

[Deleted]

Sandt var det, at verdenens personer var delt op i to typer. Dem som lod sig nøjes, og dem som fortsatte kampen. Der vidste Denjarna også helt specifikt, hvilken gruppe hun tilhørte. Det var der vel heller ingen tvivl om? Alle kendte hende som en fighter, da hendes kampe ikke just var uhørte. Hun var nemlig en omtalt kvinde, og det ville hun formentlige blive ved med at være. Især hvis hun vandt tronen. ”Det er ligeså vel, som verdenen har brug for, at der er tre samfundstyper. De fattige, arbejderne i middelklassen og de rige,” sagde hun roligt. Verdenen kunne nemlig i det store og hele opdeles i båse.
Denjarna smile svagt. Han var ikke dæmon for ingenting? Nej, det var han bestemt ikke. Tydeligt var det nemlig, hvad han var, og hvad han troede på. Det undrede hende dog ej heller, som han var opfostret af Faith. En særdeles stolt kvinde. ”Nej, det er du ikke,” medgav hun, for kunne hun andet? Hun havde måske formået at ændre nogle af hans synspunkter i løbet af aftenen, men alligevel betvivlede hun ikke, hvor hans hjerte lå. Heldig var dæmonracen vel, at de havde en så passioneret dæmon som ham. Hun vidste dog præcist, hvad der ville ske, hvis hun sagde dette til ham.. Hun trak let på skulderen til hans ord. ”Det er også, hvad jeg tidligere fortalte dig her i aftes. Normalt er det ej således, men grundet spændingen fra Procias og Dvasias er borgerne gået hen og blevet utrygge. De ved ikke, om folk som dig kan finde på at gøre dem fortræd,” sagde hun ærligt. Det var dog allerede noget, som hun havde forladt ham, og det var også af den grund, at hun først havde valgt at udlade det i sin fortælling. Lige pt. havde borgerne ingen til at beskytte dem, og derfor var det naturligt, at de følte en uro. Dette kunne der dog komme styr på, hvis hun indtog tronen. Hun var nemlig ej bange for at tage fat, ligesom hun hverken frygtede Gabriel eller Mattheus. Dem havde hun før tacklet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et eller andet sted, var det uden tvivl grotesk hvordan verdenen var opbygget, selvom det nu ikke var noget som Lucifer tænkte særlig meget over. Selv handlede og gjorde han egentlig bare, som han havde lyst til. Når alt endelig skulle komme til alt, så var han en ung knægt som enhver anden, som havde brug for at løbe hornene af sig, men han vidste trods alt også hvad han havde med at gøre på hjemmefronten, og det var vel også der at hovedforskellen måtte ligge? "Verden er nu som den nu engang er. Det er de færreste som har modet til at stille sig op mod kongehuset i forsøget på at forandre netop denne del. Det er en balance som skal vedligeholdes," sagde han roligt. Det var derimod noget, som han havde forstået. Han havde spurgt meget ind  til det som lille.. Helt lille om ikke andet, for han var jo stadig en ung mand.
En dæmon med alt hvad det indebar - det var i hvert fald hvad man kunne kalde Lucifer for, og han var så sandelig også stolt af det, hvilket han nok heller ikke ligefrem lagde det største skjul på i den anden ende. Naturligvis var det noget som også gjorde en del for hans vedkommende, og det betød jo også meget. Han lyttede dog intenst. Du vil derfor lede et folk som nærmest er bange for sin egen skygge?" spurgte han denne gang direkte. Han håbede så sandelig for hendes skyld, at hun havde planer for hvordan hun skulle kunne hæve dem fra askerne, og atter få gang i det, som man kunne kalde for et land. Han var direkte.. og han gav udtryk for sin mening, og det have han altid gjort. Hænderne foldede han let over ryggen, idet han igen vendte blikket i retningen af hende. "Det bliver da.. interessant," afsluttede han.

[Deleted]

Direkte umuligt var det at lave om på samfundsgangen. Der ville nemlig altid være kategorier, og det var også selvom man gik imod de større magter. Selv var hun dog udenfor kategori på denne front, da hun selv syntes at have smagt på alle kanterne. Hun havde nemlig haft intet, ligesom hun havde haft palæer. Hun vidste dog også, at det var en livsstil, som ingen anden rigtigt kunne hamle op med. Hun så mod ham. ”Det er irrelevant, om man går op imod kongehuset eller ej på denne front. Det vil nemlig ingen betydning have, for en rangstige vil der altid være og nødvendigt er det også,” sagde hun sandfærdigt. Dette måtte nemlig være et emne, som hun vidste en del om. Hun vidste i et realistisk billede, hvordan verdenen hang sammen.
Om Denjarna ville lede et land, som var bange for deres egen skygge? Den fandt hun nu en tand for grov, men det var også fordi, at hun kendte til den fulde historie.. Lucifer kendte derimod kun til den halve. Mærkværdigt fandt hun det dog igen ikke, som han kun kendte til en lille del af verdenen. Hovedsagligt Appolyon og til dels Dvasias. Hun fugtede læberne. ”At mene, at de ligefrem er bange for deres egen skygge, vil jeg nu alligevel argumentere imod. De er selvfølgelig ikke frygtløse, men hvem er også det? Manjanerne er blot et folk, som i øjeblikket er røget på vildspor, da de ikke længere har nogen faste rammer. Tænk engang på, hvordan Dvasias ville se ud, hvis landet ingen ledere havde.. Landet ville nærmest falde fra hinanden samme dag, som alle ville forsøge at komme til,” sagde hun sigende. Ingen tøven var der at spore i hendes blik eller stemme, men det var også fordi, at hun ej betvivlede sig selv. Manjarno var blot et land, som havde levet uden faste rammer for længe.. Procias og Dvasias ville ligeså have endt et risikabelt sted, hvis det havde været dem. Det var det dog ikke, som de havde faste monarker og en masse adelige, samt ledere. Der stod Manjarno ganske enkelt ensomt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne lære utrolig meget af Denjarna, og derfor gjorde han også som han gjorde i denne stund. Han lyttede til hendes ord. Der skulle selvfølgelig opretholdes en balance, og det var også noget som han havde den store forståelse for. Han nikkede. Selv forsøgte han endnu at forstå sig på hvad det egentlig betød med det system som kørte rundt omkring, for det virkede for nogle, men ikke for alle, og han kunne ikke helt se forskellen endnu om ikke andet. "For samfundets skyld er den måske yderst relevant, men hvad så med det folkelige syn på det? Bønderne knokler dagligt for at få brød på bordet og de kongelige og adelige, som kan sætte sig tilbage med tjenere som ordner arbejdet og spise og faktisk smide mad ud, som de har til overs," forklarede Lucifer med en ganske sigende mine. Ja naturligvis var det et grotesk menneskesyn, men det var jo faktisk sådan at verdenen var skruet sammen.
Hvis der var nogen som kunne være hård i sin udtale, så var det i den grad Lucifer. Det kunne godt være, at det havde noget at gøre med den opdragelse som han havde fået af Faith. Han vendte blikket mod hende. Hun brød sig ikke om hans udtale.. Og det morede ham faktisk. Han trak næsten kækt på smilebåndet. Hun tog folket i forsvar.. Det var noget som de i hans øjne, burde gøre af sig selv. "Dvasias har ledere som kan lede sit folk, dersom kongen ikke vil være i stand til at gøre det. Det eneste jeg har set på min færd til landet her, er folk som skæver mod mig, som var jeg et glubsk dyr der kunne springe på dem når som helst.. For mange er det faktisk provokerende.. Som det også er for mig," tilføjede han sigende. Hårdt sagt måske, men han mente det. Det var virelig provokerende, at blive gloet efter på den måde.

[Deleted]

”Samfundsmæssigt er det godt, ja, men følelsesmæssigt er det glubsk,” svarede Denjarna ærligt. ”Det jeg siger er ikke, at det er fair. Det jeg derimod siger er, at det som en helhed er for landenes eget bedste. Der vil altid være dem, som lever overdådigt og dem som lever på sultegrænsen. Vi kan selvfølgelig altid hjælpe hinanden, som de stærke kan passe på de svage, men lige vil det aldrig blive.” Hårdt kunne det være, men det var blot sådan det var. Den stærkeste overlevede. Hvis Lucifer virkelig fandt det forfærdeligt, kunne han dog være en af dem, som gjorde en forskel. Hjalp dem med færre midler, som hun ej betvivlede, at han havde nok. Dog tvivlede hun på, at han havde det store samfundshjerte. Han ville nærmere holde sig til sine egne. Det var dog også derfor, at der både fandtes ledere og kongelige. Lederne sørgede for den individuelle race, hvor de kongelige sørgede for det store billede. Et billede som hun forhåbentligt snart ville indgå i.. Hendes blik faldt på ham. ”Og som Dvasias både har ledere og en konge, har Manjanerne intet,” sagde hun fast og kortfattet, som de vitterligt ikke havde nogen til at tage hånd om det. I øjeblikket var det alle for dem selv. At han derimod var træt af, hvordan folk kiggede på ham, forstod hun udmærket. Dog var der ikke det store at gøre ved det.. ”Hvis jeg lod mig provokere af alle, som så skævt til mig, ville folk ikke længere have nogen hoveder. Det er selvfølgelig tragisk at blive stemplet ved første øjekast, men derfra må man blot sørge for, at folk får et bedre blik af en, fremfor det første øjekast eller det første rygte,” sagde hun stille og dog gennemtrængende, uden hun tog blikket fra ham. Hun forstod bedre end nogen anden, hvordan det måtte være at blive set skævt til. Alle havde nemlig en mening om hende, inden de overhovedet mødte hende. Det var uden tvivl belastende, men for det meste fik hun modbevist deres oprindelige tro. Derfor handlede det også om at bære sig frem på den korrekte måde.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vendte blikket i retningen af Denjarna igen. Han vidste jo allerede nu, at hun var en kvinde som han hurtigt kunne lære meget af, og det var så sandelig også det som han havde i tankerne i denne situation. Han ønskede jo selv at udvikle sig så meget som muligt, og med hendes syn på samfund og det hele, så var det noget som selv fik ham til at stille spørgsmål. Han undrede sig.. Og det var vel også sundt, var det ikke? "Folket i dag, er præget af en egoisme.. ingen hjælper hinanden mere, og sådan har det jo været i mange år. Folk gør hvad de kan for selv at komme til tops, og møder de nogen som er længere fremme end dem selv, gør de hvad de kan for at få dem ned.. Ingen hjælper hinanden længere.." Det kunne godt være, at det var virkelighedens Dvasias, men det var jo også det som han selv kom fra, og han var så sandelig også stolt af det. Når det nu endelig var sagt, så kunne han nu også slappe af med den tanke.. Folk provokerede ham bare.. Specielt når de kiggede efter ham, som var han et gement afskum, og den tanke kunne han da slet ikke have med at gøre lige nu! Han skulede kort efter en aldrende kvinde, som hurtigt vendte sig væk, inden han igen vendte blikket mod Denjarna igen. Det kunne være at Dvasias og Procias havde konger, dronninger og ledere til at håndhæve love og regler, samt sikre sig, at tingene forløb som de skulle.. Der haltede Manjarno uden tvivl rigtig langt bagud. "Manjarnerne beder om det, når de glor efter en. Er du klar over hvor provokerende det faktisk er at blive stirret efter.. når man er en som mig, blot på en gennemrejse?" spurgte han med en ganske kortfattet mine, idet han igen vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun stod der ved hans side. Det var virkelig, virkelig provokerende!

[Deleted]

”Det er uden tvivl en udbredt tankegang, men personligt er jeg blevet mødt af en helt anden tankegang her i Manjarno,” sagde Denjarna ærligt. Her i landet havde hun mødt gavmilde personer. Personer som havde set håbet i hende, og personer som ønskede at hjælpe hende, skønt de ingen stor hæder ville få. Blikket vendte hun mod ham. ”Hvis du ønsker at se en forskel, er det blot selv at gøre det. Personligt rette op på den egoisme som ligger i landet, og gøre en forskel. Jeg tvivler på, at nogen vil stoppe dig i det..” Når det så var sagt, troede hun, at han nærmere stoppede sig selv. Nok stod han og talte om, hvor egoistisk folket var blevet, men mon ikke han var egoistisk selv? Hvis han reelt set havde ønsket at gøre en forskel, havde han allerede gjort det. Han havde jo allerede midlerne til det..
Havde denne mand vat i ørerne? Lyttede han overhovedet til hende? Denjarna havde i hvert fald ærlig talt sine tvivl. Her gik hun og sagde, at hun var vant til at blive stemplet, men at hun havde lært at hæve sig over det, og alligevel spurgte han hende om, om hun anede hvor provokerende det var? Ja, det virkede i hvert fald som om, at noget manglede at falde på plads.. ”Jeg er Denjarna Du ved, hvem jeg er. Alle ved, hvem jeg er. Tror du derfor ikke, at jeg ved, hvordan det er at blive set efter og talt om?” lød det sigende fra hende, alt imens hun gjorde holdt og fastholdt blikket på ham. ”Det handler ikke altid om, hvad man føler, men om man er i stand til at hæve sig over det,” og med de ord fortsatte hun sig gang. Han var ung.. og han havde en kort lunte. Igen havde hun selv været således engang, men nu havde hun blot lært, hvordan hun fremførte sig bedst, og det var både om hun havde gode eller urene intentioner.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer dømte måske hurtigt, men kunne man klandre ham? Med den opdragelse som han havde fået, så vidste han jo godt, at han i det hele taget var heldig overhovedet at være i live lige nu. Han vendte sig mod hende endnu en gang. Han skulle være den som gjorde forskellen? Det var bestemt ikke hvad han havde tænkt sig at gøre, det var da helt sikkert! Jaså.." sagde han med en tydelig tænksom stemme. Han gned kort sin hage, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Var der virkelig så stor en forskel på disse lande? Det var egentlig sjovt at tænke på. "Det kan godt være, at forandringen altid starter med en selv.. men alligevel. Hvorfor handle på vegne af andre, når de aldrig vil handle på vegne af en selv?" Lucifer vidste udmærket godt, at han var utrolig egoistisk. Det havde han altid været, og det var noget som faktisk var kommet ham selv ekstremt godt til gode i den anden ende.
Det var uden tvivl provokerende for Lucifer at folk stirrede sådan efter ham, som var han giftig at komme for tæt på. Den måde som hun dog derimod valgte at tiltale ham på, faldt bestemt heller ikke i den gode bog.. på ingen måde. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse og med en mere fast mine end tidligere. "Jeg har ingen anelse om hvordan du, Denjarna, har opfattet tingene som foregår omkring dig. Jeg kan kun tale på vegne af mig selv, og hvordan jeg selv oplever det," endte han mere kortfattet end tidligere. En hånd gled kort igennem håret, inden han så sig omkring igen. "I stedet for at stå her og omdiskutere disse små latterlige sager. Er der andet i nærområdet, som er værd at se?" spurgte han videre. 

[Deleted]

Selv havde Denjarna oplevet det der var anderledes. Selv havde hun nemlig mødt folk, som ønskede at hjælpe andre, uden at vinde nogen hæder selv. Det havde hun oplevet i en mand som Izaiah for eksempel. Han var hendes første reelle støtte, og han havde blindt hoppet i med begge ben, som hun havde fortalt ham om sin ideologi. Lucifer havde måske aldrig mødt en sådan person, men Denjarna selv kom vidt omkring, og derfor var det ikke kun det samme, som hun så. ”Forandring starter ikke nødvendigvis altid hos en selv.. Det kommer dog hurtigere, hvis man som den første selv vælger at bukke sig og tage forandringen i sin egen hånd,” sagde hun ærligt. ”Der vil selvfølgelig altid være størstedelen, som tænker; hvorfor skal jeg gøre dette, når han ikke vil gøre det for mig? ..men med alting er der nødt til at være én, som tør gå først.” Når det så var sagt, tænkte hun, at verdenen ville vendte længe, hvis det skulle være ham. Han ville måske være parat til en sådan handling engang, men det var bestemt ikke nu. Det var i hvert fald hendes dom af deres møde.
At han ej kunne lide måden, hvorpå Denjarna tiltalte ham, var bare ærgerligt. Før eller siden måtte han nemlig forstå, at alt ikke foregik efter hans præmisser. Så lyserød var verdenen bestemt ikke! Og det var selv for verdens mest magthavende.. ”Det er også i orden, at du gør dig dine opfattelser. Du skal blot være klar over, at verdenen er større end dig,” sagde hun sigende, alt imens hun fortsatte sig gang. Ja, det føltes til tider som om, at der kun fandtes Lucifer i Lucifers verden. Lucifer og de andre dæmoner. ”Jeg har allerede fortalt dig, hvad nærområdet her har at byde på. Hvis et af stederne skulle interessere dig, skal jeg nok føre dig dertil,” sagde hun roligt.