Search

[Alexander Raphael Vladimir]

Tiden var gået og hvor længe siden det var startet var ikke længere noget Alex kunne holde styr på. Han var kommet til bordellet som så mange gange før igennem de sidste århundrede og for første gang fandt han Caleb forsvundet. Han var ikke længere på bordellet. Og kort forinden havde Caleb endda holdt så fast i, at det kun var det sted hvor en som ham kunne være. Alex oplevede en blanding af vrede og tristhed. Han var trist over, at Caleb var væk. At han ikke kunne se ham og hvem vidste om han nogensinde så ham igen?! Men vreden var der skam også. Caleb kunne ikke bare sige noget og så gøre det stik modsatte! Han kunne da bare sige sandheden om, at han åbenbart ikke gad være hos Alex istedet for at lyve og så stikke af! For ja det var sådan Alex så på det. Hvordan kunne det ellers tolkes? Der var åbenbart et sted derude udover bordellet som Caleb kunne og ville være. Det var bare ikke Alex. Alex var åbenbart ikke engang egnet til at kende sandheden.

Han havde mere eller mindre gennemsødt Dvasias. Kort overvejet om han skulle lede i Procias også mens han rejste igennem Manjarno. Han var nu kommet til Imandra og han burde tage hjem til skoven og få gjort noget af sit forårs arbejde der. Men hans vrede og følelser drev ham til at han måtte lede videre. Han ville finde Caleb. Ikke mindst for at se ham igen, men så sandelig også for at give ham ren besked! Og forhåbentlig få noget sandhed ud af ham. En undskyldning regnede han ikke med. Caleb så vel ikke engang sine egne fejl. Feje kryster. Sådan bare at stikke af og lyve. Alex sukkede og strammede sit greb om tøjlerne. Han var på vej til New Dale for at få indkøbt sig nogle råvarer og andet han stod og manglede. Han var jo nok nødt til at få lidt hjem så han kunne passe sit hjem og dyr. Han skulle have avlet et par ulve hvis det stadig var muligt. Han var jo normalt tilbage i Imandra så snart det blev forår, men på grund af han skulle lede alle lande igennem efter en enkelt person så havde det taget en del af forårets tid for ham. Nu var det jo snart nær sommer så han fik travlt hvis han skulle nå noget. Han sukkede igen og rystede på hovedet før han skubbede hætten på sin kappe tilbage for at få lidt frisk luft i hovedet. Det var dunkelt og køligt. Det var sidst på dagen, men stadig med et par timers daglys tilbage. Han havde næsten opgivet af finde Caleb. Hvad nyttede det også? Han ville måske få afløb for sin vrede, men det var så det. siden han bare var forsvundet måtte det jo betyde, at nogen eller noget var mere interessant hvor han så end var taget hen. Sidst havde Caleb da ellers virket så... ja måske ikke lykkelig, men han havde da virket glad og som om at intet var galt. Alex skulle nok ikke have lavet om på tingene. De skulle nok kun være fortsat med at mødes på bordellet. Alt forandrede sig efter Caleb kom til ham.

[Deleted]

Caleb havde ikke sat sin fod på bordellet igennem rigtig lang tid nu, og han måtte sige sig, at han faktisk trives med sin nye tilværelse i Imandra, også selvom den forvoldte ham visse problematikker. Med den race som han havde, så var det jo faktisk begrænset hvad han kunne gøre ved de sager, som han nu var fanget og grebet af, så skulle han være helt ærlig, så var det ikke rigtigt Alex han havde haft i tankerne, da der havde været så mange andre ting. Efter han var endt på bordellet og var blevet bragt til en utrolig god mand, som han helt klart så op til, så havde den stakkels familie også været præget af den ene tragiske hændelse efter den anden, og nu havde mørket atter en gang sænket sig over den handelsfamilie, som havde valgt at lukke ham ind i sit hjem. Han skyldte dem virkelig alt. Selvom Yelena havde været hans indgangsbillet til den kære familie, så var han uden tvivl glad for, at de havde valgt at åbne sine døre for ham.
Turen til markedet havde han dog ikke foretaget alene. Herren var til træning i Appolyon, for at komme til hægterne igen. Det var det eneste som han havde fået besked på, og fruen og deres eneste tilbageværende datter havde taget turen dertil sammen med ham, for at han ikke skulle gøre det alene, så det store hjem stod tomt til de ville komme tilbage igen. Han var taget til buen sammen med Yelena. De var nu gået hvert til sit. Han gik med ønsket om at finde hende en ganske særlig gave, også fordi at hun havde gjort så meget for ham, og stadig gjorde det.. Sørgede for at han selv fandt sig til rette i det hele, for det at være den som skulle lede tjenestestaben var virkelig heller ikke altid lige enkelt, når man ikke havde den største selvtillid, selvom den uden tvivl var banket rigtig meget op, efter at han havde valgt at forlade bordellet. Han søgte roligt ned af gaderne og ned forbi de forskellige boder netop for at se, om han kunne finde noget som han kunne bruge. Han kunne godt lide at gøre hende glad, for hun havde også en utrolig stor og særlig betydning for ham og det havde hun haft helt siden de ikke havde været særlig gamle. Nu havde han bare langt om længe muligheden for at gøre noget ved det.

[Alexander Raphael Vladimir]

Byen havde været i sigte i lidt tid og nu var Alex endelig ved at nærme sig den helt. Han skulle have så meget med sig som han kunne bære på ryggen af Dantalion foruden sig selv. Men hvis det blev nødvendigt så måtte han jo bare selv gå turen tilbage til skoven. Han var vant til at bevæge sig og gå langt og han ville hellere tage det hele med på en gang, end at han skulle tage turen hertil en gang mere. Han hadede at gøre ting halvt hvis det kunne undgås.
Alexander klappede Dantalion på halsen, da det var de kom indenfor byens grænser. Der var alligevel mange folk på trods af den sene tid på dagen det var. Han havde ellers håbet her var mere stille nu, men desværre ikke. Han sukkede og rystede lidt på hovedet som det var han fik Dantalion til at gå fremad. Han holdt godt fast i tøjlerne så han hurtigt kunne bringe sin følgesvend til standsning hvis noget uventet skulle passere foran dem og hesten ikke selv fik opfattet det. Dantalion var ellers erfaren og hurtig til at indse når ting var nødvendige. Men på trods af det så var han jo stadig kun en hest som mange ville sige og Alexander havde jo nok også et bedre overblik oppe fra hesteryggen af.

Larm og tummel var hvad byen havde at byde på med alle de folk, men nu hvor han var her så var det jo tåbeligt blot at ride tilbage. Især når han skulle bruge nogen ting som var vigtige. Han guidede let sin hest fremad og snoende igennem mængden. Nogen folk flyttede sig lidt og andre ikke. Men han kunne jo ikke bare vade ind over dem som blev stående så han sørgede roligt for at komme udenom. Dantalion lod sig knap mærke med alle de folk og Alexander mindede sig selv om han måtte huske at give sin dygtige ven en lille ekstra godbid. Første ridt gik mod boderne med mad. Det var primært det han skulle have. Forsyninger til foråret. Så langt de nu rakte. Han måtte nok afsted igen senere, men nu tog han det han kunne få med og så måtte han vente og se. At forhandle med købmænd var ikke altid lige let, men det var jo nærmest skik og brug, at der blev pruttet med priserne og forhandlet fra begge sider af. Han blev siddende på Dantalion indtil videre. Der var alligevel næsten ikke plads til flere folk nede på jorden så han ville gerne beholde sit albue rum heroppe.

[Deleted]

Caleb måtte erkende, at han havde det bedre nu, end han havde haft i rigtig mange år, selv på trods af de ting, som var sket for den familie, som han nu boede hos. Det var uden tvivl en udfordring for dem at komme igennem det hele, også selvom han stod fast på, at de nok alle sammen skulle komme igennem det, når muligheden endelig ville dukke op. Nu hvor den ene af de to døtre var væk, så var det uden tvivl noget, som havde slået benene væk under hans herre, og han selv, brød sig slet ikke om at se hverken Jacqueline eller Lestat på den måde. Selv stillede han sig selv til rådighed, så snart han fik muligheden for det, og det var uden at tøve det mindste, for han skyldte dem virkelig for det som de havde givet ham, og han ønskede uden tvivl at tilbagebetale den gæld, nu hvor han havde muligheden for det.

Boderne var mange og de var flotte og ikke kun med madvarer, men alverdens andre ting, som uden tvivl også var noget som han fandt yderst tiltalende. Alex havde han virkelig ikke set, da hans fokus lå på helt andre ting lige nu; Såsom at finde den bedste og fineste gave, som han kunne finde til Yelena. Nu hvor de ikke havde børnene og nu havde tiden til hinanden, så selv i denne mørke tid, så kunne de vel også nyde den lidt med hinanden? Han vidste, at hun var ved at finde noget særligt til ham, så ønskede han uden tvivl også at finde noget ganske særligt til hende, og det var helt klart også det, som han var ude på lige nu. Han stoppede op foran en bod med smykker.. Selvom det ikke var første gang han havde købt det til hende, så han ville gerne finde noget ganske særligt. Han rystede på hovedet og søgte videre… Derovre.. Ganske vidst dyrt, men en parfume.. Han ville virkelig gerne give hende noget ganske særligt, og det var det som han var ude på. Han kiggede på de mange små og fine flakoner.. Var der måske noget særligt, som ville vække hendes interesse? Glæde? Han ville bare gøre hende glad, for hun havde jo den ekstreme betydning for ham, som hun havde.

[Alexander Raphael Vladimir]

At se på nipsting og al verdens sager til kvindfolk var nok det sidste man ville finde Alexander i at gøre. Han kunne virkelig ikke se det interessante i det. At nogen mænd gik så meget op i det for at gøre en kvinde glad fattede han ikke. Hvor selvglade var kvinder ikke lige? Mænd behøvede da ikke få en gave for at blive henrykte? Endnu en ting som han ikke brød sig om ved de kvindelige væsner.
Men Alex havde sådan set heller ikke tilbragt tid med en kvinde længe. Han holdt sin årlige pause her i forårs tiden hvor han gik hjemme og så havde han oveni købet søgt land og rige rundt efter Caleb. Men når han engang kom tilbage på arbejdet så ville han jo nok skulle tilbringe sin tid igen med kvinder han enten skulle opsnuse noget fra, om eller måske ligefrem dræbe dem eller nogen der var tæt på dem. Mulighederne var mange. Men at købe noget til dem? Det var da kun hvis han virkelig ikke kunne indsmigre sig på anden vis!

Det tog ikke længe for Alex næsten at finde alt det han behøvede. Men hvis han skulle have det sidste med så kunne han godt se han måtte trave hjem. Heldigvis havde han da selskab. Han klappede Dantalion på halsen igen som de drejede udenom en flok der stod midt i det hele. Nu var de dog ved at nå til de boder der solgte mest ting. Han vidste der nok var de sidste boder han behøvede længere henne, men han måtte igennem alle disse. Folk der købte og købte alverdens ting som man kunne leve foruden. Dyre såvel som billige. Ak ja hvor han satte pris på sit simple liv. Langt væk fra alt denne trængsel. Han ville sådan ønske han kunne vende om nu og tage hjem. Desværre måtte han hen for enden og skaffe det sidste. Og så hele vejen tilbage igennem alle de folk. Han sukkede og overvejede kort at bruge sin magi for at få dem væk. Men det ville også vække for meget opsigt og skaffe ham ballade. Han havde ikke tid til at skulle tages i vartægt af nogen. Alexander var jo trods alt en travl mand. Så at sige. Han ville i hvert fald bare gerne hurtigt ud hvor han følte sig fri og kunne ånde. Der var alligevel næppe nogen herinde der interesserede ham. Gjorde de færreste jo.

[Deleted]

I sig selv, var Caleb faktisk ikke særlig materialistisk, for han havde altid været vant til kun at have sig selv at tænke på, og bestemt ikke den med flest penge på lommen, selvom det havde ændret sig nu. Han var ved den mest fantastiske familie, som han længe havde set, også selvom det var i en helt anden boldgade, end det liv, som han havde haft på bordellet. Selvom det ikke havde været et ganske fint arbejde, hvor han også var blevet taget af, af en bestyrer, og derved også sikret, at han ikke blev syg eller lignende, så havde han jo til dels også været glad for at være der.. Det kunne bare ikke måle sig med det som han havde nu. Selvom det stadig var svært for ham at finde ordentlig til rette, og specielt nu hvor han heller ikke blev trænet af Lestat, selvom han bestemt ikke efterspurgte det, nu hvor manden havde nok at se til i forvejen, så forsøgte han bare at finde sin plads i det hele, så han ikke blev kategoriseret som ’besværlig’ eller noget lignende, for det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig.

At en gammel bekendt skulle være lige i nærheden, var ikke just noget som Caleb bed sig mærke i. Han følte for en gangs skyld, at han kunne vandre frit, og det var en tanke som han godt kunne lide.. Han kunne handle og gøre som enhver anden, uden at det behøvede at føre til noget andet, og det var en tanke som virkelig efterlod ham med en ro: han var ønsket.. og han havde nu for alvor fundet sin plads i livet.. Og for nu, var hans eneste mål, faktisk bare at gøre Yelena glad. Han tog en lille flakon op til næsen, hvor han duftede til den.. Tog han ikke meget fejl, var det med essens af rose.. Selv noget som han godt kunne lide. Med et stort smil på læben, rakte han den tilbage til indehaveren af boden. ”Jeg tager denne med. Jeg har en særlig kvinde, som jeg ønsker at overraske,” fortalte han med et stort smil på læben. At Alex så derimod også havde søgt og ledt efter ham, havde han slet ikke tænkt på. Der havde været så meget andet, at Alex slet ikke havde været i hans tanker igennem den sidste lange tid.

[Alexander Raphael Vladimir]

At høre folk snakke om plidder og pladder med deres kvinder eller om deres kvinder gjorde Alexander næsten helt syg. Han var glad for, at han da slap for at have sådan en besværlig sag at gøre tilfreds. Han fik drejet Dantalion uden om endnu en lille klynge af folk der stod midt i det hele næsten og var kommet helt ud til den ene side af gaden så han næsten red lige op af bodernes front. Havde han ikke gjort det var det så ikke sikkert han havde fået øje på Caleb. For kun få meter lige fremme stod Caleb. Eller det lignede ham. Lignede for meget til at være en anden. Havde Alexander ikke skiftet over til siden så havde han måske ikke set ham. Nu så han ham fordi han var lige i hans synsfelt. Men hvad pokker lavede Caleb her? Så på..små flasker? Parfume? Alexander fnys. Han var ude og købe grej til at gøre en madame glad? Det var nok et af de sidste steder han havde forventet at finde Caleb. Han drejede lidt udaf igen og lod hesten gå de sidste skridt frem før han drejede i tøjlerne på ny så han kom op bag ved Caleb. Han lod Dantalion gå helt tæt på og hvis Caleb blev stående så ville han snart få en hest i nakken. Havde Caleb ikke allerede hørt hesten så ville det meget snart ske. Og han ville også snart kunne mærke det i nakken fordi Dantalion prustede netop som Alexander bragte sin hest til standsning.



"Dette sted var nok et af de sidste jeg ville forvente at finde dig. Din lille løgnagtige bedrager. Er du ikke lige lovligt langt væk fra det sted du sagde til mig, at du aldrig kunne forlade?" snerrede Alexander køligt. Hvis han normalt var koldhjertet og indelukket så var han uden tvivl isnende nu. Dantalion kunne næsten mærke det i sine flanker, kulden som omrammede dens herre. Tøjlerne i Alexander's hænder var da også blevet en smule frosne. Alexander var rasende. Hans øjne var kolde som is på en anderledes måde end nogensinde. Der var intet andet at se i dem end en dyb kulde og intens vrede. Nu hvor han fik chancen for at få sin mening til kende til Caleb direkte voksede vreden frem på nu.

[Deleted]

Caleb havde ærlig talt slet ikke set eller tænkt på Alex igennem den sidste lange tid, for ærligt, så havde han slet ikke haft nogen grund til at gøre lige så. Hans liv var langt bedre nu, end det havde været igennem forbandet mange år, og det var uden tvivl noget som han var glad for. Han var kommet væk fra bordellet, og han havde fået sig et liv.. Et hvor han var velset, et hvor han følte sig tryg, og han havde folk omkring sig, som passede på ham og ønskede ham det bedste.. Det var næsten som en familie.. noget som han selv uden tvivl ønskede at passe på. Parfumen blev pænt pakket ind i noget papir og lagt i en lille pose, som Caleb fik udleveret idet han betalte.. Stort set alle de penge som han havde med sig, for parfume var uden tvivl dyrt, men han ville gerne give Yelena den glæde, nu hvor hun gjorde så meget for ham også, og det markerede han gerne, nu hvor han havde muligheden for det.
Lyden af hestens hove, fik kun Caleb til at trække sig lidt, også selvom det var stemmen som kun fik ham til at stoppe helt op: Alexander. Ud fra hans stemmeleje, var det tydeligt for ham, at manden var vred.. Og det havde jo aldrig nogensinde været hans mening at gøre ham sur eller noget lignende, for det havde det virkelig ikke! Han vendte sig direkte mod ham, hvor han blev stående med posen i hånden. Den vrede forstod han dog ikke..? ”Jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg ikke kunne forlade stedet, Alex.. Men jeg har fundet en udvej.. Et sted at være, et job, et tag over hovedet.. og jeg kan lide det.. Det var da ikke min mening bare at tage væk..” Han blev stående. Selv så han slet ikke nogen grund til at hidse sig op over det, for hvorfor skulle han da? Han havde taget den beslutning for sin egen skyld, og for sit eget velbefindende, og det havde han så sandelig heller ikke tænkt sig at stå og forsvare overfor ham.

[Alexander Raphael Vladimir]

Hvis Caleb ikke forstod vreden hos Alexander så var han da godt dum? Alle ville da blive rasende over gang på gang at blive løjet lige op i ansigtet! Han havde flere gange forsøgt at få ham væk fra bordellet på flere måder, men nej nej! Caleb kunne så sandelig ikke forlade det sted fordi det var kun der han kunne få lov til at leve som den han var! Og så vupti så fandt han lige med et alligevel et andet sted og der var han så taget hen uden den mindste tøven! Alexander havde mest af alt lyst til at slå ham. Tæve ham. Bare for at få sin vrede ud af kroppen. Han var flintende ligeglad med om nogen så eller hørte dem. Han var ligeglad med hvad folk mente om ham. Men at blive holdt for nar det var noget han ikke ville tolerere! "Så du fandt en udvej? Jeg tilbød dig en udvej utallige gange! Men det var ikke godt nok til dig. Vel? Lille fise fornemme stodder. Du har vel fundet et stor slot lignede sted hvor du kan ligge i med stedets frue eller herre? Eller tjenestefolkene som vel enten er dine nye kollegaer eller dine underordnede." Og han som havde brugt tid og energi på at lede efter ham. Både for at sikre sig han var okay og for at få talt med ham. Og så gik han bare her så stille og roligt og var højt på strå i sin egen lykkelige verden. Føj for satan.
Han slap tøjlerne efter at have strammet dem så meget at isen var begyndt at knække af igen. Selv sadlen var også begyndt at isne lidt nu. Han var slet ikke i humør til at blive holdt mere for nar! "Og hvis det ikke var din mening bare at tage væk så kunne du altid have givet mig besked. Men nej det var din mening bare at rejse fordi du ikke ville have jeg fandt dig. Men gæt engang. Jeg fandt dig!" Han steg ned fra Dantalion der uden tvivl blev glad for at få lidt kulde afstand. Alexander rakte ud efter Caleb's krave og hvis nogen tænkte på at hjælpe den åh så stakkels lille horeunge her så ville han hurtigt få dem på andre tanker. "Hvis du vidste hvor meget jeg lige nu væmmes ved dig. Her gik du og bildte mig alverdens ting ind med at du ikke kunne rejse fra dit lille horehus og du kunne ikke dit og dat. Du fik mig næsten til at tro, at jeg faktisk var anderledes for dig. At jeg i forhold til alle de andre betød noget udover at få dine lyster stillet. Men det var vel også alt sammen bare en del af dit løgnagtige spind!" hvæsede han og så ham koldt ind i øjnene. Det var lige før de blå øjne slog gnister af is. "Hvor meget af alt det du gjorde og sagde var faktisk sandt, Caleb? Noget af det overhovedet?! Jeg burde mest af alt slæbe dig tilbage og smide dig ind i det horehus du så hårdt holdt fast på var der du måtte være." Men hvad nyttede det? Caleb rendte vel bare igen. Eller nægtede at se ham. Og hvis han lod ham være her. Så så han ham næppe igen. Så lige meget hvad så tabte Alexander. Men spørgsmålet var hvor meget han ønskede at Caleb også tabte. En del af ham ønskede ikke, at Caleb var lykkelig og fri. Ikke efter alle de løgne. Men samtidig. Så ønskede han jo det bedste for Caleb. Den mand han havde kaldt sin eneste ven. Og som betød mere end det for ham. Men det var åbenbart ikke gensidigt. Han skubbede ham fra sig med et vredt suk. Han var splittet mellem sine forbandende følelser!

[Deleted]

Det var slet ikke det her Caleb havde regnet med. Han forstod skam godt at Alex havde været bekymret eller sådan noget, men han havde det jo fint..? Var der mere at lægge i det, end hvad godt var? Det var da uden tvivl en tanke, som direkte måtte frustrere ham, og da slet ikke en tanke som han brød sig om i det hele taget! Han bed tænderne sammen. Nu hvor han stod ansigt til ansigt med manden, så kunne han da tydeligt se på ham, at han var vred.. Hvorfor? Han havde det jo fint. Faktisk havde han det bedre end hvad han havde haft nogensinde i sit liv. ”Hvorfor hidse dig sådan op? Og må jeg lige bede om en ordentlig tone, Alex. Jeg finder mig ikke i at blive kaldt for den slags,” påpegede han med en mere kortfattet stemme, for han fandt sig virkelig ikke i det. Det gjorde ham faktisk ked af det, at stå og blive råbt af og kaldt alt mulig midt på åben gade, for folk begyndte jo at kigge! ”Og siden du nu spørger, så ja.. Jeg har fundet mig et sted at være, og nej, jeg kunne aldrig drømme om at ligge i med hverken min herre eller min frue..!” fortsatte han. Han respekterede dem for de muligheder for livet, som de havde givet ham, og det ville han bestemt ikke ødelægge ved at ødelægge deres ægteskab!
Caleb nåede kun lige at trække sig, idet at Alex kom ned fra hesten og greb fat i hans krave. Han stivnede i hele kroppen. Manden vidste for pokker, at han ikke kunne skrive, og han var tvunget fra bordellet i en hastesag, for at redde Yelena! En kær, kær veninde, som han nu også boede under samme tag med! ”Vil du være så venlig at slippe mig! Du ved udmærket godt, at jeg ikke bare kunne tage kontakt! Jeg har aldrig lært at skrive, Alex!” Denne gang var det ham som hævede stemmen i stedet for. Folk begyndte at stoppe op og kigge efter dem, næsten forundret over, at den slags også skete i New Dale. Caleb nåede ikke at sige yderligere, før han blev skubbet væk, hvor han vaklede, for ikke at ende med at falde. Hans krave var kold som is, da han tog til den. ”Hvad pokker går der af dig, Alex? Jeg har det godt, og det er vel også det vigtigste? Du skal ikke komme her og råbe af mig midt på åben gade!” endte han med en mere fast tone. Han havde bestemt ikke holdt ham for nar! Han havde gjort hvad han kunne, også for sin egen skyld!

[Alexander Raphael Vladimir]

At Caleb begyndte at svare tilbage og komme med grunde af flere arter til hvert emne som Alexander havde bragt på bane betød da bare i det mindste, at han havde fået hans opmærksomhed. Måske ikke på den bedste måde, men et sted kunne det måske også tyde på, at Caleb trods alt ikke var helt ligeglad. Men det var kun et lille måske.
Han rakte rent instinktivt ud efter Caleb igen, da denne vaklede efter skubbet. Alexander havde jo sådan set ikke ment at ville skubbe ham over, men bare give sådan et let puffende skub som han slap kraven. Men heldigvis faldt Caleb da ikke. Ellers ville han da bare få det skidt over sig selv oveni alt det andet. Alexander slap et stille suk fra sig. "Jeg ved godt du ikke kan skrive Caleb. Men du kunne vel for pokker smutte forbi og sige noget så!" At det havde krævet sådan en hast at komme væk anede Alexander jo ikke. I hans hoved var det bare forkert at rejse uden at give en lyd fra sig af nogen art. Og han havde måske været lidt grov i munden, men han vidste jo, at Caleb måtte ligge i med nogen for at overleve. Han var jo for fanden afhængig af det som sensuel dæmon! Han tog en dyb indånding. Havde et sted lyst til at spørge hvor han så fik sin lyst stillet, men frygtede svaret så han lod det ligge. Det var slemt nok at han vidste han måtte få det gjort et sted. Da han havde levet på bordellet havde det jo bare været sådan det var. Der havde det heller ikke altid behaget Alexander. Han sænkede dog sin stemme som Caleb bad om. Han var ligeglad med blikke og snak, men var Caleb jo tilsyneladende ikke. Han så kort rundt på folk og de fleste vende sig væk og gik videre. Kun få turde faktisk blive. Deres nysgerrighed var større end frygt. Tåbelige borgere. "Og jeg hidser mig op fordi en jeg holdt af og som jeg troede holdt af mig bare løj og forsvandt. Stak af fra mig som om jeg bare var en midlertidig løsning man ikke ville have hængende." Hans vrede var ikke så tydelig i styrke længere, men den kom klart igennem alligevel. Ordene var kolde og hårde. Kunne Caleb dog slet intet forstå?! "Og ja du har det godt.. Det kan jeg se...Fuldstændig ligeglad med alt andet end dit nye liv ikke sandt? Tænk jeg spildte måneder på at finde dig. Det var ikke ligefrem det værd.." Han kunne have brugt sin tid bedre. Han trak kraven på sin kappe tættere om sig og trak hætten op over sit hoved. Dog så skinnede de blå øjne stadig af kulde inde fra skyggen.

[Deleted]

Det var en ganske normalt dag for de fleste, for mange var det sikkert også en rigtig god dag, hvor intet plagede deres tanker. Men sådan var det ikke helt for Yelena. Hun bar rundt på frygtelig mange ting, fordi hun jo satte alle andre før sig selv, så på den måde var hun også påvirket af alle andre uden rigtigt at tænke over sig selv. Hun syntes hele tiden at der overgik familien hun boede hos noget og hun kunne ikke lade vær med at blive påvirket af det, da Jacqueline jo var hendes virkelig gode veninde. Soraya var også væk og ingen vidste hvor hun var. Lestat og familien var lige nu i Appolyon, hvor han blev trænet, fordi han havde mistet pustet efter det hele - hvilket også var helt forståeligt! Så nu var tjenestestaben alene i huset og passede egentligt dem selv samt holdt huset rent, så det ikke blev helt tilstøvet. Så der var masser af tid til at lave andre ting. De havde fået forskud på deres løn samt fået at vide, at de måtte lave den mad de ville af råvarerne fra madkammeret. I dag havde Caleb og hende selv så valgt at tage ind til byen, da hun gerne ville gøre ham vant til at færdes der. Derfor havde de også aftalt at skilles og så mødes bagefter igen, hvilket passede hende fint. Hun havde en almindelig brunlig kjole på, der indikerede at hun var af det almindelige borgerskab, hverken højere eller lavere. Det var ikke ligefrem fordi hun gik og kastede med, at hun jo faktisk havde været nede og ramme bunden som prostitueret, for det kunne man jo ikke se på hende - heldigvis. Hun trak vejret dybt, som hun gik og kiggede sig omkring og blev mødt med både smil og irritation, alt efter hvem hun gik forbi. Hun rundede gaden hvor hun skulle møde Caleb og begyndte at gå fremad, da hun så, at han blev skubbet til. Hvad foregik der? Hun satte farten op og kæmpede sig frem mellem folk, der stod og gloede nysgerrigt og nåede frem til Caleb, som hun gik ind foran, mens hun stirrede på den mand, der havde skubbet til ham før. "Hvad bilder De Dem ind?" spurgte hun fast. Hun satte altid alle før sig selv... Caleb var igen undtagelse.

[Deleted]

Caleb havde ærlig talt slet ikke regnet med at støde på Alex på det her sted, og det var virkelig ikke noget som han kunne gøre noget ved. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det var slet ikke fordi at han havde gjort det med vilje, men han havde fundet muligheden for at få et nyt og bedre liv, og han havde taget det på stedet.. Han var slet ikke i tvivl om at Alex ville have gjort det samme i hans situation, hvis det havde været ham, og det stod han fuldkommen fast på i den anden ende.
Selvom Alex greb ud efter ham, da han vaklede, slog han hånden væk, for han skulle da slet ikke have lov til at røre ham, når han gjorde den slags. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Jeg tog valget for min egen skyld, da muligheden bød sig! Du kan sige hvad du vil, Alex.. Jeg har fået det bedre, og det er vel også det, som faktisk har betydning? Jeg har aldrig nogensinde stukket af fra dig! Hvad får dig til at tro det? En middelmådig løsning..? Hvad pokker..?” At Yelena kom rendende, fik ham hurtigt til at vende blikket mod hendes skikkelse. Han ville ikke have at hun skulle komme galt af sted. Han rettede sig op, inden han lod hånden glide mod hendes skulder og førte hende i stedet for bag sig. ”Yelena hold op..” bad han med en mere kortfattet stemme, end hvad han lige havde gjort brug af tidligere, også fordi at han ikke ønskede at hun skulle komme galt af sted.. Det var da uden tvivl noget af det sidste, som han ønskede sig, hvis han skulle være helt ærlig. Han holdt for meget af hende, til at det var det som han ønskede sig.
Igen måtte Caleb vende blikket mod Alex. Skulle han fremstille sig selv som det store offer? Det var så til gengæld noget som han ikke rigtigt forstod, for det havde han virkelig ikke nogen grund til! ”Jeg har fået et nyt liv og en ny tilværelse, hvor jeg slipper for at stille folks lyster for at overleve, Alex.. Se dog lidt positivt for det, også for min skyld,” endte han med en mere kortfatte stemme, end hvad han havde brugt tidligere. Han holdt stadig Yelena bag sig. Hun skulle bestemt ikke komme Alex på tværs. Det ønskede han da slet ikke!

[Alexander Raphael Vladimir]

Han så knap nok på kvinden der med et kom brasende. Kvinder var noget af det sidste han faktisk gad værdige et blik. Hun var ingen undtagelse. Men det stod dog klart for Alexander, at hun åbenbart kendte Caleb. Og endda beskyttede ham. Troede hun virkelig at hun kunne gøre særlig meget som Caleb ikke kunne selv? Alexander var tæt på at le. Han vidste ikke hvad hun kunne, men i hans hoved så kunne de færreste kvinder altså noget særligt.
Han så ikke på hende et eneste sekund, men hans blik forblev på Caleb. "Jeg er skam glad for du har fået et bedre liv Caleb. En anden gang ville det bare være rart ikke at skulle bekymre sig og gå rundt og spilde sin tid." Han rystede stille på hovedet. "Men siden du er så glad for dit nye lykkelige liv. Så vil jeg da stille og roligt forsvinde i mørket som din fortid. For jeg er jo en del af den fortid du vil glemme ikke sandt?" At Caleb så sagde han var ovre det med at få sine lyster stille for at overleve kom dog bag på Alexander. Hvordan pokker kunne en sensuel dæmon leve uden at få stillet lysten? Det var ham en gåde, men ikke en han ville diskutere med den lille madame på stedet. Hun var sikkert løsningen. Han mente jo nok, at han holdt sig til en fast partner istedet. Han fnys kort. Så Caleb ville hellere have en kvinde? Hvorfor pokker havde han så taget imod mænd? Han sukkede irriteret. Hvorfor skulle hun også lige være dukket op? Selv uden at han behøvede at se på hende eller i hendes retning så kunne man nok tydeligt mærke hadet sværme om ham. Men det var ikke kun rettet mod hende personligt. Han hadede alle kvinder. Lige nu bare hende en smule mere fordi hun kom i vejen. Men hvis han gjorde hende ondt ville han næppe undgå at gøre Caleb vred. 

[Deleted]

Yelena vidste godt, at det ikke ligefrem var smart at gå imellem folk, men hun kunne ikke lide, at der var en eller anden torsk, der skulle stå og råbe ad Caleb. Fra deres ord kunne hun fornemme, at det sikkert var noget med bordel fortiden, der havde indhentet ham - hvilket jo var typisk! Hun var bare glad for, at Sephiran ikke havde reageret på, at de var væk. Hun trak vejret dybt og sukkede, da Caleb ligesom skubbede hende om bag sig, hvilket hun dog gjorde for nu. Hun havde pludseligt mange spørgsmål som; Hvem er han? Hvor kommer han fra? Hvor kender du ham fra? Hvorfor er han så sur på dig? Men dem skulle hun tidsnok få stillet når de først havde fået ham til at smutte sin vej igen, eller hun fik Caleb med sig tilbage mod huset. Hun vædede flygtigt sine læber og vidste nu pludseligt ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun bestemte sig for at gå op på siden af ham i stedet. Hun tog hans hånd og flettede sine fingre ind i hans, selvom hun ikke vidste, om han ville give hende lov. Hun blev bare stående ved hans side og trak vejret dybt. Hun hadede at blive set forbi, men der var jo ikke noget nyt i det. Forsigtigt sænkede hun blikket. Hun kunne mærke, at hun var sur, for ingen skulle behandle Caleb dårligt! Hun var sikker på, at alt dette var en misforståelse på en måde, men en lidt svær misforståelse, da der var følelser indblandet, i hvert fald fra modpartens side. Caleb virkede ikke til at være påvirket på den måde, men det gjorde hende så heller intet. Hun ville være den eneste for ham.