Mother tree

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var bestemt ikke særlig ofte, at Thranduil følte, at han kunne gøre dette omkring andre. Han var som regel en som holdt meget godt fast i de facader som han skulle holde som en leder. Det var egentlig kun Silivrenniel som havde fået denne side af ham at se, hvor han kunne slå sig løs, faktisk more sig, og smile oprigtigt, udenom alle de problematikker, som han jo egentlig havde at slås med hver evig eneste dag, og det var egentlig svært for ham. Efter tabet af hans hustru for frygtelig mange år siden, havde han stort set lagt sig selv i bånd og lænker.. nu var hun kommet og blevet en del af det som han havde lukket så nært til hjertet, at det var blevet svært for ham at opretholde de alvorlige folder i ansigtet.
Nu hvor hun var løbet fra ham, måtte han jo også finde hende igen. Han søgte roligt i skovbunden for spor, også selvom det var hendes fnisen som afslørede hende. Han vendte sig hurtigt, da han så at hun direkte løb henover skovbunden igen. Han trak på smilebåndet. "Du kan tro, at jeg kan fange dig!" endte han morende efter hende, idet han bare satte i løb direkte mod hendes skikkelse. Denne gang havde han dog fået et godt afsæt mod hendes skikkelse. Han kom tættere og tættere på hende, inden han direkte valgte at gøre et klart og tydeligt udfald mod hendes person. Han fik fat i hende, også selvom den kraft som han havde lagt i det udfald, direkte tvang ham over hende, hvor han faktisk mistede balancen og faldt direkte ned i jorden sammen med hende. Han grinede let, inden han vendte blikket mod hendes smukke ansigt. Han havde siddet inde med den lyst igennem frygtelig lang tid.. Og nu kunne han virkelig ikke lade være. "Jeg fik dig," sagde han med en tydeligt morende mine. Han endte med at læne sig nedover hende, hvor han skænkede hendes læber et kort og blidt kys, inden han trak sig igen.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel kunne godt lide at være omkring Thranduil. Han var anderledes fra absolut alle mænd i byen og hun kunne ikke afvise ham som alle andre. Hun ville faktisk gerne være omkring ham og havde også tvunget sig selv ud i, at hun ikke skulle trække sig ved hans små venlige og kærlige gestuser, for han mente jo intet ondt med det! I hendes hoved, der var der ingen så god som ham, hvilket vel også bare gav hende en varme? De tanker som hun gjorde sig var dog på et plan udefinerbare for hende, for hun vidste ikke hvad det betød. Hun havde afvist enhver bejler i byen, mest fordi hendes storebror havde prøvet at føre hende sammen med alle i byen... men Thranduil? Hendes bror var slet ikke indblandet, så derfor følte hun også, at hun kunne tillade sig at lukke ham lidt tættere på sig. At han var konge og det hele, det tog hun sig faktisk slet ikke af, ikke efter de var blevet gode venner og tit var sammen... både alvorligt, som sagerne med druiderne, men bestemt også meget venskabeligt, ligesom nu. Legen var hyggelig, også selvom den sikkert var virkelig barnlig. Hun afslørede sig selv, hvilket hun jo udmærket godt var klar over, så derfor løb hun så elegant hun kunne. Hun så sig over skuldrene et par gange og kunne se, at Thranduil denne gang kom tættere og tættere på, hvilket fik hende til at prøve at løbe endnu hurtigere... men som mand og med længere ben, der måtte han jo være hurtigere. Da han kastede sig efter hende, så fik han også armene om hende og hun mistede selv balancen, da kraften fra udfaldet slog benene væk under hende. Hun landede på skovbunden, som nu var ganske blød og havde han lige over sig. Hun grinte fra hjertet, mens hun smilede bredt til ham og strøg noget af hendes hår væk fra ansigtet. "Denne gang gjorde-" begyndte hun at svare, som han faktisk ende med at kysse hende. Hun var aldrig blevet kysset før, men hun reagerede faktisk meget naturligt og gengældte kysset, indtil han selv brød det. Hun åbnede øjnene, da de kort havde været lukkede under kysset og så blev hun ellers liggende ganske stille. Hvad var der lige sket? "Hvorfor..?" endte hun, men vidste ikke lige hvad hun skulle spørge om specielt. Så den blev meget åben.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

For en gangs skyld kunne Thranduil glemme de ledende kvaler lidt fra sig, og bare være sig selv, hygge med tingene og ikke mindst med.. hende. Det var uden tvivl noget som han havde utrolig stor glæde og gavn af, og det var skam heller ikke noget, som han havde tænkt sig at se bort fra. Han elskede virkelig at tilbringe tiden sammen med Silivrenniel, og det havde han så sandelig heller ikke tænkt sig at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig skulle være. Nu hvor de begge løb direket igennem skoven, kunne han heller ikke lade være. Som han fik fat i hende, og de begge tumlede rundt i græsset, måtte han aligevel give efter for den store fristelse, som han så længe havde siddet med, og det var slet ikke noget som han kunne gøre for. Han skænkede hendes læber et kys.. Det satte en tydelig sitren i ham, som han slet ikke kunne gøre for, og han måtte i sandhed erkende, at det føles langt bedre end hvad han lige havde regnet med. Han sendte hende et let smil, også selvom.. han mærkede at hun gengældte det? Det var næsten det bedste af det hele! Han sendte hende et smil, som han roligt trak sig, også selvom hendes spørgsmål heller ikke kom helt bag på ham... hvad skulle han så sige? Han hævede hånden, som han strøg mod hendes kind. "En fristelse, som jeg nu har modstået alt for længe," sagde han blot. Det var på ingen måder den første gang, at han havde gjort sig lige netop den tanke. Roligt trak han sig, og satte sig ved siden af hende. Han havde brug for en ved sin side.. Maidhion havde for alvor sat tankerne i ham, også selvom han havde gjort hvad han selv kunne netop for at forhindre dette, og nu kunne han virkelig ikke gøre noget ved det, hvad end om det var noget som han nu ville det eller ikke. Benene bøjede han let og lod armene hvile omkring dem. Det var ikke nogen hemmelighed at krigen nærmede sig. "Du er mig en virkelig speciel kvinde, Silivrenniel," sagde han ærligt.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel nød denne stund. Hun tænkte slet ikke på sin bror lige i øjeblikket, men var bare i nutiden med Thranduil. Tankerne om, at han skulle i krig bekymrede hende ikke lige nu, for han var her jo stadig. Og hun ville heller ikke tænke på det, for det gjorde hende bare ked af det. Han var den eneste hun rigtigt kunne snakke med, så hun kunne slet ikke have med at gøre, at han skulle drage i krig en dag. Hvis hun dog bare kunne kæmpe, så ville hun tage med, men det kunne hun ikke. Hun havde det bedre her. Måske kvinderne kunne gå sammen med de kvindelige druider og lave et infirmeri? Så kunne de da føle, at de bidrog med noget. Selvom de var væltet, så gjorde det hende faktisk intet, for hun elskede jo skoven og kunne ligge på jorden i timevis. Kysset var noget helt... anderledes. Hun var aldrig blevet kysset før, for så nærgående var hendes bror heldigvis ikke. Det satte en varme i hende og hun gengældte, fordi hun ikke kunne lade vær. Hun smilede til ham med en rød glød i kinderne som han strøg hendes kind og glemte helt at føle sig skræmt af det, som hun normalt gjorde. Hans ord fik det til at sitre helt ud i hendes fingerspidser af den varme, som det gav hende, for han var jo alt for sød. Hun vidste ikke havd hun skulle sige, så da han trak sig, så skubbede hun sig bare op at sidde ved siden af ham. Hun strøg fingrene gennem sit hår og rettede lidt på det. Hun så mod ham med blide øjne og havde faktisk for en gangs skyld ikke en knude i maven... Dette føltes rigtigt. "Du kender min fortid som afviser af mænd... Du er den eneste, jeg ikke kan afvise, Thranduil. Min mavefornemmelse siger, at... at dette kunne... at du... Du er også speciel for mig," endte hun. Lidt kludret, men hun håbede, at han forstod.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var skam endt med det faktum, at hun afviste mænd. Et sted ville det ikke rigtigt røre ham at hun gjorde det samme ved ham.. og så alligevel. Det var i sig selv en temmelig frustrerende tanke, for han brød sig faktisk ikke om, ikke at have kontrol.. Og det følte han slet ikke at han havde lige nu. Han trak sig roligt væk fra hende, kun for at sætte sig. Krigen hvilede i hans tanker og sind, men ikke noget som han som sådan tænkte over lige nu. Han skulle ud på et tidspunkt, og som enhver anden konge før ham, ville han nægte at lade kvinderne deltage i dette. Det var mændenes job at sikre sig, at de var i sikkerhed, og det var helt klart også det som han havde tænkt sig at gøre.
De grønne øjne gled mod hendes skikkelse, som hun selv begyndte at kludre i ordene. Om det var fordi at hun ikke vidste om hun ville afvise ham eller ikke, skulle han ikke kunne sige, og derfor håbede han da, at han i det tilfælde, måtte være heldig. Han ønskede ikke en afvisning, men han ønskede bestemt heller ikke, at hun skulle blive urolig omkring ham eller lignende, og så ende med at trække sig. For nu, var hun en af de yderst få, som han havde tæt ind på livet. Han var jo faktisk en ensom mand, også selvom han havde mange mennesker omkring sig.. Det var bare ikke det samme. For ham havde kysset bare været.. skræmmende rigtigt. "Jeg er kendt med din baggrund og fortid med at afvise mænd, Silivrenniel," begyndte han roligt. For ham, havde det jo bare været en ting, som han.. ønskede at opleve sammen med hende.. og nu havde muligheden endelig været der. "Ej ønsker jeg dig ubehag af nogen slags, min kære. Det er mig bare en lyst, som jeg længe har modstået, men som nu bare blev for svær for mig. De varme tanker og følelser du skænker mig.. Jeg har ikke følt dem i årevis." afsluttede han. Hvorfor lyve for hende? Han var en ærlig mand.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel havde afvist alle mænd, fordi hun vidste, at det var en opfordring de havde fået fra hendes bror og hun ville ikke gøre noget, der gjorde ham tilfreds. Det var hendes måde at give igen mod de gange han havde været for nærgående, men hun afviste dem også, fordi hun var bange for at blive rørt. Thranduil var faktisk den første, der havde fået lov til at stryge hendes kind og tilmed kysse hende, uden at hun var flygtet. Det havde hun gjort de første par gange Thranduil havde prøvet, men jo tættere de var kommet på hinanden, så havde hun faktisk accepteret det, fordi hun mindede sig selv om, at han ikke var hendes bror. Hendes bror tog jo bare retten til det, men hun havde faktisk givet den til Thranduil. Ikke med ord, men ved ikke at trække sig når han gjorde det. Hun mødte hans øjne og blev en smule rød i hovedet, da hun faldt over sine ord. Hun anede ikke hvordan man bedst kunne sige tingene, men hun ville gerne fortælle ham, at hun ikke ønskede at afvise ham og faktisk ønskede at arbejde i den retning, som han netop havde lagt op til. Men hvordan fik man det sagt? Hun vidste jo, at han tidligere havde været gift og haft familie, så det måtte da være stort for ham, hvis han kunne føle noget for en ny kvinde. Hun ønskede ham jo faktisk bare at være glad og hvis hun kunne gøre det, så ville hun da gerne. Så kunne hun faktisk slippe for sin bror også! Hun smilede skævt til ham. "Men jeg kan ikke afvise dig, Thranduil. Du giver mig ikke ubehag, slet ikke. Jeg er... jeg er glad for, at jeg kan give dig de følelser. Specielt når jeg selv har mærket varmen overfor dig," svarede hun ham stille. Hun løftede sin hånd og lagde den ovenpå hans, mens hun kiggede på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Maidhion havde ganske vidst selv placeret tankerne i hovedet på ham, men det var ham selv der gjorde noget ved det, og det var jo ikke fordi at han som sådan direkte var tvunget til det.. Nej, det var fordi at han havde lyst. For en gangs skyld havde han valgt at give efter for noget, som han selv havde lyst til at føle og opleve, og det var der vel heller ikke noget forkert i? Tankerne hvad angik hans afdøde kone, kunne han jo heller ikke fortsætte med at holde liv i. Hans tilværelse var uden tvivl ensom nok som den var i forvejen. De grønne øjne gled mod hendes skikkelse ved hendes ord. Nej, hun havde ikke afvist ham, som hun havde gjort med alle andre, og ja, de rygter kom uden tvivl også utrolig langt. Nok længere end hvad man lige ønskede at give udtryk for. "Det glæder mig, at jeg ikke bringer dig ubehag, Silivrenniel," sagde han ærligt, og denne gang med et mindre smil p læben. Det gjorde ham faktisk glad, at han kunne bringe hende de gode følelser og de.. varme? Hvilke varme? Et sted havde han jo heller ikke lyst til at fremstå som uviden og spørge, men mere frygten for at de måske skulle gå lidt forbi hinanden, var noget af det som selv måtte præge hans tanker og hans sind. "Jeg er ej vant til de varme følelser omkring andre, men det er mig derimod en.. følelse som jeg glædeligt tager imod. Den fik mig til at føle mig.. levende.. for et kort øjeblik," sagde han roligt, men ærligt. For ham var tilværelsen hård alene, men han havde jo heller ikke rigtigt tilladt sig at leve livet til fulde - før Silivrenniel var dukket op i det om ikke andet. Nu var det at lave sjov og smile jo faktisk blevet en del af hans hverdag igen, og det var alt sammen takket være hende.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel var ikke klar over, at Maidhion endnu engang var indblandet på en eller anden måde. Og for Thranduils vedkommende var det heldigt, for hvis hun bare hørte sin brors navn i denne sammenhæng, så afviste hun ham som alle andre. Men når han selv gjorde noget ved det, så kunne hun ikke. Hun havde jo selv følt en masse mærkværdige følelser som aldrig før og hun selv var faktisk nysgerrig nu hvad det hele betød og hvad det hele kunne føre til. Hun vidste at det var nu eller aldrig, før hun kunne ikke vente på at han kom hjem fra krig... eller aldrig kom hjem igen. Hun smilede til ham, stadig genert, men hun trak sig ikke væk fra ham som hun kunne have fundet på førhen. "På ingen måde... Du gør mig..." Hun så tænksomt på ham. Der var så mange følelser, at hun ikke vidste, hvilken hun skulle vælge! "... tryg. Glad... Ja, jeg har end ikke ord til alt det du gør," svarede hun og blussede op i hendes kinder. Varmen spredte sig ud i hendes fingre og fik det til nærmest at kilde en smule. Hun vædede roligt sine læber og endte med at skubbe sig op at stå, mens hun rakte ham en hånd, for hun ville gerne have ham med. "Kom... Vi tager hjem til dig. Du laver mad til aften," svarede hun med et skævt smil. Hun holdt ham i hånden fortsat da han var kommet op at stå og førte ham med sig af sted ind mod byen.

//Out.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde virkelig ikke nogen anelse om at det her var et led i Maidhions spil, og det var uden tvivl utrolig underligt, hvis det havde været i det tilfælde. Den mand havde han jo selv kendt igennem frygtelig mange år. Han havde valgt at kysse hende nu, og det var slet ikke fordi at han kunne lade være. Det var ham en lyst, og noget som han faktisk oprigtigt havde lyst til at gøre, og nu havde han gjort det. At hun jo så ikke havde skubbet ham væk, var ham en glædelig tanke, og det stod han da hellere end gerne ved, hvis han selv skulle sige det. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Det lignede heller ikke ligefrem hende, at falde sådan over ordene, og han kunne ikke rigtigt finde ud af, om det var en god eller om det var en skidt ting. Han trak kort på smilebåndet. Gjorde han virkelig så meget for hende? "Det betyder virkelig meget for mig, at høre dig sige det, Silivrenniel," sagde han med en rolig stemme. Han tog roligt omkring hendes hånd og rejste sig op. De skulle søge hjem til ham, og han skulle lave maden? Det var nu heller ikke fordi at det var en tanke som sådan, der gjorde ham noget. Han trak let på smilebåndet og nikkede så. Forsigtigt sammenflettede han deres fingre. "Okay.. Det gør jeg så," afsluttede han roligt, inden han med rolige skridt, søgte tilbage til byen og mod sit hjem, med hende vandrende ved sin side. Alt i alt, kunne han jo kun sige, at det havde været en ganske særlig oplevelse.

//Out