Mother tree

[Einar Calder Vali]

Middag. Solen stod altid flottest på denne tid af dagen, selvom det jo også var her, at det var varmest. Himlen var direkte skyfri på denne dag og det var uden tvivl smukt at se gennem skovens lysegrønne blade, hvor solen nærmest skinnede igennem og lyste dem op. Silivrenniel gik roligt gennem byen. Byen var skærmet af den tæt bevoksede skov, men der var rimelig frit imellem husene, tydelige veje gennem den lille by. Hun gik for sig selv og smilede. Hun havde lige sagt sin bror imod og det havde gjort ham så overrasket, at han ikke havde nået at prøve på noget, før hun var smuttet ud af døren. Hun var nu også lidt bange for konsekvenserne når hun kom hjem, men lige nu var hun ret glad for, at hun kunne slippe for ham indtil hun kom hjem engang i aften, for hun ville blive ude indtil da. Hun bar en let grøn kjole, der viste meget og intet. Den var figursyet til hendes form, viste lidt af hendes kraveben og barm, men uden at gøre det på en vulgær måde. Ligeså viste den hendes arme, samt at der var en udskæring til hendes ryg. Den var ellers lang og bølgede omkring hendes ben, da den faldt rigtig flot. Kjolen var lysegrøn og klædte hende smukt. På fødderne bar hun brune lædersko, samt at hun bar et læderarmbånd om sin venstre arm. Om halsen hang også en snor, selvom man ikke kunne se hvad der var for enden, for selve medaljonen var gemt nede i hendes kjole. Hendes hår var sat i fire fletninger, der flyttede håret fra hendes ansigt, selvom det stadig var løst ned over hendes ryg. Roligt nåede hun til modertræet, der stod midt i byen og stoppede op foran det. Hun stod med et blidt smil på læben. Hun elskede sådan skoven!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var uden tvivl en smuk eftermiddag i den elviske landsby. Thranduil gik endnu en gang rundt lidt for sig selv, selvom det nu ikke rigtigt var noget som var noget nyt i den anden ende. Hans klæder blafrede let til hans rolige skridt, da han bevægede sig ned igennem de elviske gader. For nu var der en ro på stedet, selvom han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden han ville blive kaldt til slottet, fordi at krigen ville herske. Igennem de sidste mange dage, havde han stort set dagligt snakket med Maidhion, også fordi at han følte, at de havde noget at snakke om, og det var noget som han godt kunne lide. En som han kunne dele disse særlige ting med, også fordi at alle som kunne føre en bue og pil, ville være tvunget til at deltage i den kommende krig, og han vidste jo allerede nu, at de ville komme før eller siden.
Sili havde dog hvilet i hans tanker og sind igennem rigtig mange dage efterhånden, og han kunne ikke rigtigt få hende ud af det igen, og det frustrerede ham virkelig til trods for det rolige ydre, som han ikke rigtigt kunne eller ville gøre alverdens ved i den anden ende. Det store træ i midten af byen, var næsten helligt for dem, og var det smukkeste og mest prydende, som man overhovedet kunne komme i nærheden af. Han trak let på den ene mundvig. Hans lange hår, hvilede over hans skuldre og ryg, hvor smykket på hans hoved, indikerede hvilken betydning han havde for det elviske samfund. Han stoppede op og lod de smaragdgrønne øjne søge rundt omkring sit smukke samfund. Blikket gled på Silis skikkelse, som hun selv var der. Et sted førte det en varme til ham.. Bare at se hende, var noget som gjorde noget ved ham.. Igen dukkede tankerne op i hans tanker og sind.. Hvad var det for nogen tanker, som han pludselig var begyndt at gøre sig?

[Einar Calder Vali]

Som Silivrenniel nåede modertræet, stoppede hun op for at betragte det. Det var det smukkeste i skoven, så det havde været en fantastisk idé at centralisere byen om det. Hendes kjole fløj efter hendes ben som hun gik, da den var lavet af et meget let materiale, nu hvor det var blevet så dejlig varmt. Det kunne hun også fornemme på folk i byen, for selvom hun havde afvist alle og de bagtalte hende, så kiggede de jo stadig efter hende. Kjolen havde en smuk udskæring i ryggen, så man kunne se hendes ryg helt ned til lænden, selvom hendes hår jo også dækkede noget af det øverste af ryggen... men det efterlod nok til fantasien. Hun vædede flygtigt sine rosa læber, mens hun betragtede træet og alle dets strukturer. Hun kunne godt lide at være ved modertræet, for så følte hun sig helt forbundet til skoven og fortiden, hvilket var betryggende for hende. Solen kæmpede sig ned gennem bladene og hun nød at fange en solstråle her og der, for det føltes virkelig rart.
Samarbejdet med druiderne kørte efterhånden godt og efter et par møder havde alle fået en mere gensidig forståelse af hinanden. Hun vidste dog, at druiderne manglede en i deres flok; Belle. Hun var forsvundet og det brød hun sig ikke om. Hun smilede stille for sig selv og drejede blikket om sig, hvor hun fik øje på Thranduil og mødte hans blik. Et smil spillede over hendes læber, for hun kunne efterhånden ikke lade vær. Han var helt anderledes end alle andre dumme mænd i denne by og det var tiltalende. Hun løftede op i sin kjole, så hun bedre kunne gå fremad og nåede hen til ham. Hun nejede høfligt for ham. "Hej Thranduil," endte hun og så sødt på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Modertræet var nok det smukkeste som byen her havde at byde på. Den udgjorde byens midte.. Og var uden tvivl noget af det som elverne anså som helligt. Thranduil havde ofte leget i det som barn, og selv det var jo stunder, som han bare kunne tænke tilbage på nu. Han smilede svagt for sig selv. Krigen hvilede lige om hjørnet, selvom han havde så mange andre ting, som han lige så måtte tage højde for, før han kunne gøre noget som helst af dette. Samarbejdet med druiderne gik bedre end hvad han havde forventet, men det lettede uden tvivl også på rigtig mange af tingene, som ellers hvilede tungt omkring dem. Det gav de væsner som boede i skoven mere pusterum, end hvad de havde haft inden, og det stod han gerne fast på i den anden ende. Det lettede på mange ting, men der var jo stadig mange ting, som han endnu ikke havde taget hånd om, kunne man jo sige.
Thranduils blik gled til Sili, da hun selv var ude denne dag. Han så hende ofte.. Og nu hvor han havde snakket med Maidhion, så var der mange tanker, som var begyndt at samle sig i hans tanker og sind.. Ikke at det lignede ham, for han følte virkelig, at han gjorde ting, som han slet ikke burde, selvom han jo vidste, at manden havde ret i hans udtalelser. Han sendte hende et smil, da hun så ham, hvor han nikkede mod hende. ”Silivrenniel,” hilste han med en rolig stemme, for han ønskede hende jo intet ondt, og det havde han så sandelig heller aldrig nogensinde gjort. Han tilbragte jo mange timer sammen med hende i løbet af en dag, og ikke at det gjorde ham noget, for det gjorde det bestemt heller ikke. Han kunne jo rigtig godt lide det. Han vendte blikket efterfølgende i retningen af træet, som han lod sin hånd nærmest kærtegne. ”Fuglene stemme præger himlen.. I dag er der ej noget at frygte for nogen,” sagde han blot. Krigen hvilede i hans tanker og sind.. For han vidste, at den ville ramme.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel havde hørt sin bror snakke om krigen med nogle af sine kammerater, men det var også den måde, hun havde fundet ud af det i første omgang, for han sagde aldrig noget direkte til hende om alvorlige sager, for hun var jo en pige... og forstod sig ikke på sådanne sager. Det gjorde hun nok heller ikke, men det var heller ikke så meget emnet... mere det, at hendes bror behandlede hende, som om hun var dum, for det brød hun sig heller ikke om. Men hendes bror gjorde heller intet for at behandle hende godt. Måske hun skulle have valgt en anden i byen? Der kunne beskytte hende bedre? Men nej, den tilfredsstillelse ville hun ikke give sin bror, når han jo alligevel stod bag det hele. Det var jo derfor, druiderne altid havde vakt hendes interesse, fordi de bare ønskede hende som ven på et lige plan, fremfor at nogle skulle være bedre end andre.
Forsigtigt smilede hun, da hun så Thranduil og selv mødte hans blik, hvor hun gik nærmere ham. De stod begge lige ved modertræet, hvilket føltes virkelig dejligt. Hendes blik gled mod træet igen, som han selv lod sin hånd stryge over det som et kærtegn. Ordene hørte hun udmærket og hun nikkede dæmpet. Hun var faktisk selv bange for den dag, det skulle ramme, for så skulle Thranduil jo i krig. Derudover, så ville hun selv være i fare og ikke ane hvordan hun skulle forsvare sig, hvis mørket kom hertil. "Jeg håber krigen bliver udspillet i Manjarno eller endda Dvasias..." svarede hun stille og sænkede blikket. Hun foldede sine hænder foran sig og bed sig let i læben.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvis krigen ville ramme – hvilket Thranduil vidste, ville ske en dag, vidste han godt, at han ville blive kaldt til slagmarken. Ikke at han bifaldt tanken, men tanken om at nogen skulle gøre hans folk ondt, var på ingen måder en tanke som han brød sig om i det hele taget. Som det nu var sagt, så var det jo også Maidhion som havde sat de mange tanker i hans tanker og sind..Han var nødt til at finde en og for alvor komme sig over det tab af sin hustru som han havde lidt for så mange år siden, for det ville på ingen måder hjælpe ham i den her situation. Hvis han nu skulle gå bort.. hvad så? Der var ingen omkring ham til at tage over, og han ønskede ikke, at hans egen race skulle fremstå lederløs hvis det skulle gå så vidt. De smaragdgrønne øjne gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. En mere varmhjertet kvinde skulle man uden tvivl søge længe efter, og der vidste han at han var så heldig, at kunne kalde hende for en veninde, for det var hvad hun var. Han nikkede til hendes ord. ”Jeg håber blot, at den ikke kommer til at udspille sig i det hele taget.. Uroen er dog at spore.. overalt. Kongehuset, skoven.. sågar væsnerne som findes her,” fortalte han sandfærdigt. Det vigtigste i hans øjne, var at folket blev oplyst, så de netop vidste det, så det ikke kom som en stor overraskelse for de, når det skete. Han lod hånden roligt falde, da han igen vendte sig mod hendes skikkelse. ”Om end det skulle ske, er jeg nødsaget til at bringe mænd med mig.. unge som gamle, som kan benytte buen i kampens hede og blot håbe, at vi alle hjemvender når det er overstået,” fortalte han. Han ville ikke bare kunne sende sit folk af sted og selv sidde hjemme. Nej, han ville kæmpe for sin arts overlevelse på bedste vis. Et løfte, som han selv havde skænket Maidhion under deres mange fine samtaler den forløbende tid.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel kunne selv mærke krigen i sine årer, selvom Maidhion ikke rigtigt ville diskutere det med hende. Hun kunne fornemme det i skoven når hun gik, for det var som om planterne selv var på vagt. Hun håbede bare ikke, at krigen ville blive til noget for alvor, at det bare forblev en trussel, for hun ville ikke se halve af byen forsvinde ud i marken. Hun var bange for, at de aldrig ville komme tilbage og den tanke kunne hun alligevel ikke have, for hun kunne slet ikke gøre sig så onde tanker, at hun ønskede nogle døde. Hun så stille mod Thranduil med et blidt blik med sine lysegrønne øjne og smilede varmt til ham, for hun kunne ikke lade vær. Hun holdt meget af ham, fordi han var anderledes end de andre i byen og han havde en anden indstilling til hende end resten af byen, hvilket jo var rart. Hun rettede stille på sin kjole og nikkede forsigtigt til ham, da han fortalte hende om det. Han ville da i det mindste snakke om det med hende, for det ville hendes bror ikke. "Jeg håber det samme... Men jeg kan jo mærke det, når jeg går rundt i skoven... Druiderne fornemmer det også," svarede han til hende. Hun trak vejret roligt og mødte hans blik. Hun strøg roligt sit hår om bag øret, mens hun vædede sine læber. "Det ved jeg... Og den tanke bifalder jeg ikke lige frem," endte hun dæmpet. Hun lagde en hånd på træet og gik en runde om træet, for at ende med at stå på den anden side af ham. Hun grinte let, for hun var jo nok en lidt underlig og drømmende skabning.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selvom der ikke var mange som ønskede at stå ved, at der var en krig på vej, så kunne den mærkes i luften, og det i sig selv, var bestemt ikke en tanke som Thranduil brød sig om. Han ville beskytte sin slags mod den slags, for sidst det var sket, havde det næsten udryddet elverne, og det ønskede han på ingen måde! Selvom han vidste at mange af mændene ville være tvunget i krig.. så havde Maidhion jo ret, uanset hvor grotesk den tanke end måtte være. Han fandt den næsten brutal, men det var jo sandt nok. De var nødt til at sikre sig at deres race om ikke andet, så kunne overleve dette. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse og med et svagt smil. Alle kunne mærke at det var kommende, men hvad skulle man da kunne gøre ved det? Han trak vejret dybt og lod armene roligt falde ned langs hans egen krop. ”Jeg frygter at alle er kendt med tanken om det.. Alle kan fornemme det på deres egen krop, tanker, hjerte og sind.. Jeg frygter mere for hvad prisen kommer til at være,” sagde han med en sigende, men dog så ærlig stemme, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var en trist tanke, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved den. Han vendte blikket roligt omkring sig. Mange søgte ud i disse tider.. Og Maidhion havde ret.. Nu hvor bueskytterne aktivt var begyndt at øve sig, selvom de stort set aldrig ramte ved siden af.. Så viste kærligheden sig.. Flere kærtegn blev skænket.. flere fandt sammen og her stod han.. Ja, det var en underlig tanke, men hvad skulle han da kunne gøre? At hun så kom bag træet og begyndte at grine, fik ham til at trække på smilebåndet. Hun forstod sig bare på kunsten at skulle hæve en trykket og trist stemning, og det kunne han jo godt lide. Han stillede sig tæt op af træet, hvor begge hænder gled mod stammen, inden han langsomt søgte omkring stammen, for at komme tættere på hende. ”Du griner vel ikke af mig?” spurgte han med et let smil.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel kunne ikke lide tanken om krig, for det ville betyde, at Thranduil skulle af sted og han var den eneste, der faktisk ville snakke med hende ud over druiderne. Hvis alle mændene skulle af sted, så ville kun kvinderne være tilbage og dem havde hun slet intet tilfælles med, for de så ligeså mærkeligt på hende som mændene, næsten mærkeligere. Hun trak vejret dybt og pustede roligt ud, mens hun prøvede på ikke at tage sorgerne på forskud, for det hjalp jo ikke noget. Han var her endnu og hun ville nyde tiden med ham så længe det varede. Han var en virkelig kær ven af hende selv, der bare bragte smilet frem på en måde hun ikke havde prøvet før, men hun kunne godt lide det. Hun vædede roligt sine læber, mens hun mødte hans blik med et smil på læben, selvom det falmede en smule. Hun nikkede dæmpet og så ned af sig selv som en hentydning, for selv hun kunne jo mærke det og det var en ubehagelig tanke. Det var som om man kørte på adrenalin hele tiden og blodet blev pumpet rundt på en ubehagelig måde, hvilket slet ikke var rart. "Som sagt, håber jeg - hvis krigen endelig kommer - At den udspiller sig alle andre steder end i Procias. Ønsketanken er selvfølglig, at det bare er en fornemmelse og den ikke bryder ud," svarede hun ham roligt. Hun kunne dog selv omkring sig se, at folk begyndte at finde sammen i byen, folk man ikke lige havde troet, men det var jo klart; alle ønskede vel kærlighed før det hele gik løs? Man blev nødt til at gå efter det værst tænkelige scenarie og så bare håbe på noget bedre. Hun blev nu bare nødt til ikke at tænke så meget på krigen og derfor begav hun sig rundt om træet. Hun fniste bag ham og løb den anden vej, da han selv begav sig rundt om træet. Hun endte nu igen på forsiden af ham. "Jeg griner med dig," svarede hun drilsk til ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste at krigen ville ramme, men hvor eller hvornår, var jo det, som stadig genstod at finde ud af. Hans blik gled mod hendes skikkelse, og med en tydelig alvorlig mine. Selv han vidste, at det ville tvinge ham ud, selvom det nu som sådan heller ikke gjorde ham noget. Hellere det, end at han skulle udstede ordren og selv sidde herhjemme, for det kunne han da slet ikke få sig selv til. Han delte uden tvivl hendes bekymring, og efter hans mange snakke med Maidhion, så måtte han jo alligevel give manden ret i hans udtalelser. De var jo også nødt til at sikre sig, at racen her ville overleve, for mange var de ikke tilbage, og det begyndte faktisk at bekymre ham lidt. Selv havde han ganske vidst ikke givet sit besyv med, men han ønskede jo lige såvel som alle andre, at det skulle være rigtigt. ”Ej tror jeg, den kommer til at udspille sig her i Procias,” sagde han blot. Han var allerede temmelig sikker på, at det ikke var noget som Gabriel ønskede. Den mand var ganske vidst ikke gammel af en konge at være, men han var fornuftig og tænkte på sit folk, og det var skam noget som han havde respekten for, og det stod han da gerne fast på, når det nu endelig skulle være. Han vendte blikket roligt mod hende igen.. Den triste stemning blev dog hurtigt afledt, da hun næsten virkede til at.. lege med ham. En tanke som han uden tvivl måtte finde morende. Som hun igen endte med fronten mod ham, låste han hende fast, ved at have en arm på hver side af hende. Han sendte hende et varmt smil. Det glædede ham da, at se at nogen stadig formåede at smile på egnen her. ”Eller er det blot en undskyldning?” spurgte han med en morende mine. Han slap roligt med den ene hånd og lod den stryge mod hendes kind, inden han trak sig igen.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel ville ikke dvæle ved det triste for længe ad gangen, for det var hun slet ikke bygget til. Hun var en person, der fandt en udvej af det triste med sine drømme eller at prøve på og lette stemningen, for hun kunne ikke lige, hvis den var for trykket. Hun vidste udmærket godt, at det var en alvorlig situation, men den rigtige reaktion var jo faktisk ved at ske; folk fandt sammen, hvilket vel i sidste ende ville ende i et par nye skovelvere, hvilket jo var tiltrængt. Racen var jo ikke stor. Der var jo en grund til, at de også skulle opretholde det samarbejde med druiderne, som hun havde været med til at stable på benene. Og i den kommende tid blev de nødt til at holde endnu mere sammen, specielt hvis alle mænd, der kunne kæmpe, blev hevet i kamp. Hun trak vejret dybt og roligt og nikkede dæmpet, inden hun bevægede sig rundt om træet endnu engang. At han havde snakket meget med hendes bror, var ikke noget hun kendte til, for det var jo ikke ligefrem fordi, at hendes bror delte noget med hende, medmindre det var for at sætte hende på plads eller tvære det ud i ansigtet på hende. Hun trak på mundvigen. Hun legede lidt med ham, men hun blev nødt til at finde på noget at lave fremfor at stå og diskutere krigen hele dagen. Hun stoppede hurtigt op, da han låste hende fast med en arm på hver side af hende. Hun lænede sin ryg op ad træet og så op på ham. Hendes hjerte hamrede hurtigere, men hun bed det hele i sig lige nu, for Thranduil var jo ikke hendes bror. Hun smilede stille til ham. "Man har kun det sjov man selv laver," svarede hun uskyldigt til ham. Hun så ind mod hans brystkasse som hun klappede to gange på for sjov. Hans hånd over hendes kind fik hende dog til at rette sig op og se op på ham med sine bladgrønne øjne, hvor det varme smil bredte sig på hendes læber som varmen også steg op i hendes kinder. Hun lod hænderne falde mod træet som hun i forvejen stod lænet op ad. Et drilsk glimt gled op i hendes øjne og hun endte med at puffe til ham. "Du er den," endte hun og begyndte at løbe væk fra ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var måske lidt for god til at fastholde den ene sindstilstand, og derfor var han faktisk glad for at han kendte Sili. Selvom han ikke var kendt med den ellers så tragiske historie som hun havde med i rygsækken, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel for hans vedkommende. Han var blevet glad for hende.. Og hun fik ham til at slappe af. Han sendte hende et let smil, nu hvor hun tog hendes dans omkring træet, hvor han fulgte med hende og selv med den største glæde, for han ville jo gerne.. Rigtig gerne! Han låste hende fast med en arm på hver side af hendes slanke krop. Ikke fordi at han ønskede at være ond eller grotesk eller noget lignende. Hans hånd strøg han roligt over hendes kind, inden han trak sig en smule. Han sendte hende et smil. Han kunne jo heller ikke lade være. ”Du har så ret, så ret, kære Silivrenniel,” sagde han med en rolig stemme.
Som Thranduil stod der.. måtte tankerne jo endnu en gang slå ham. Og hvorvidt, om det var noget som han kunne gøre noget ved eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han kunne bestemt ikke lide det og så.. Når man kun havde haft en kvinde i sit liv, var det underligt, at tænke på andre tanker, end hvad han havde gjort sig til nu. Da hun så alligevel valgte at puffe til ham og bare.. løb, fik ham kort til at vende blikket mod hende. Han var slet ikke vant til den form for morskab, og da slet ikke efter alle disse år. Smilet bredte sig dog alligevel på hans læber. ”Åh, Silivrenniel..” Han satte løb direkte efter hende. Elegant og yndefuldt, som kun en elver kunne gøre det, men nu hvor hun nærmest måtte opfordre ham til en omgang tag-fat, så kunne han da slet ikke lade være!

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel tog altid så let på tingene som muligt, da hun havde nok at slås med når hun kom hjem hver aften, specielt hvis Maidhion havde været i gang med at drikke og brugte det som undskyldning for sine handlinger. Nogle gange undskyldte han med, at han var begyndt at drikke fordi tiden gik forbi det tidspunkt hun plejede at være hjemme. Men hun vidste udmærket godt, det bare var et dække for, at han ville røre hende uanset. De aftener hadede hun allermest. Eller de aftenener, hvor han havde været sammen med sine kammerater til sent. Faktisk... hadede hun bare sin bror alt i alt, men han var meget velset i byen og det brød hun sig ikke om. Hun smilede op til Thranduil, da de stod lænet op ad træet og flygtede denne gang ikke fra ham, fordi han strøg hendes kind. Det ville hun have fundet på før, men hun følte hun kendte ham nu og mindede sig selv om, at han ikke var hendes bror. "Jeg har altid ret," svarede hun med et varmt og kærligt smil. Hun blev selv en smule rød i kinderne, hvilket fik hende til at blive bøllet i stedet og puffe til ham, før hun smuttede væk. Hun selv løb yderst elegant og meget adræt, da hun var vant til at færdes mellem træerne som alle elvere og de så faktisk bare flotte ud, når de bevægede sig. Hun grinte hjerteligt, som hun løb gennem byen og nåede lige til bygrænsen, hvor skoven dog bare fortsatte i nærmere uendeligheder. Hun smuttede hurtigt om bag en bred stamme på et af træerne og gemte sig der... håbede, at han ikke havde set hende løbe derom.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Den tragiske historie som lå bag hendes familie, var ukendt for Thranduil, og det var måske også til det bedste lige nu? Selv han førte ganske fine samtaler med Maidhion, og manden havde jo trods alt mange gode ting at indberette om, som også kunne komme ham til gode.. Som for eksempelvis denne tanke. Om hun altid havde ret, ville han nu ikke sige, men han måtte jo alligevel give hende, at hun havde rigtig mange gode indslag, som selv han kunne bruge, og det var noget, som han uden tvivl godt kunne lide. ”Det ved jeg nu ikke, om jeg vil påstå,” sagde han blot, inden hun puffede til ham. At hun ikke havde brudt sig om hans kærtegn, var slet ikke en tanke som slog ham, for hans tanker måtte ligge helt andre steder, end der på det åbenlyse, og han kunne ikke gøre for det.. Han så virkelig ikke, at det var ubehag som hun udviste hvad det angik.
Puffet slog ham lidt ud, for han var virkelig bange for i første øjeblik, at han for alvor havde gjort noget forkert, hvilket han havde svært ved at forestille sig, for.. han gjorde jo ikke rigtigt noget, som han ikke havde gjort tidligere? Han løb dog efter hende. Elegant som kun en elver kunne gøre det, men han kunne virkelig heller ikke gøre for det. Det var jo bare hans væsen som gjorde det. Selvom hun var hurtigere end han var, så kunne han stadig spotte hende foran sig, selvom… hun pludselig forsvandt? I takt med at han selv kom ud til byens grænse og nærmere skoven, sænkede han selv farten, mens de grønne øjne søgte rundt omkring sig, for at sikre sig, at han havde fået det hele med sig. Hun gemte sig et eller andet sted.. Han kunne mærke det. Han smilede let for sig selv. ”Jeg ved du er her..” Han vendte blikket ned mod jorden. Hvis en elvers spor havde været at spore, havde det været nemmere. Han gik roligt i knæ, hvor han strøg hånden over jordbunden med et smil. Hun havde virkelig fået hans tanker på helt andre ting.

[Einar Calder Vali]

For nu ønskede Silivrenniel ikke at tænke på de dårlige ting. Hun havde nok af dem når hun kom hjem, så når hun var ude, så tænkte hun altid i helt andre baner. Hun havde lært hvordan hun skulle komme udenom det negative og dette var jo en af tingene; at finde på noget andet at lave. At det så skulle være en blanding af tagfat og gemmeleg havde hun ikke lige troet i første omgang, men faktisk kunne hun meget godt lide det. Hun nød altid tiden med Thranduil. Hun vidste, at han ikke mente noget dårligt med sine små kindstrøg og hvad han ellers fandt på, for det var jo bare venligt og kærligt ment. Så efterhånden havde hun lært at skelne mellem sin bror og ham, selvom det stadig gav hende en smule hjertebanken. Hendes smil endte smørret før hun bare smuttede af sted. Hun havde fået et lille forspring, hvilket hun meget godt kunne lide. Hun var meget let til bens, men det måtte Thranduil jo også være, for han var jo lige bag ved. Hun smuttede hurtigt ind bag et træ og kunne høre at han kom, eftersom hun var ret god til at høre. Hun kunne også nærmest fornemme ham i nærheden og især da han sagde sine ord. Hun holdt sig for munden og trak vejret meget let og lydløst så hun ikke afslørede sig selv. Hun listede rundt om træet og kiggede forbi det, hvor hun fik et glimt af ham. Hun kunne ikke holde masken mere og begyndte at fnise, hvilket fik hende til at vende om og løbe længere ind i skoven. "Fang mig, hvis du kan!" endte hun med et grin og smuttede elegant mellem træerne.