Reading or listening..?

[Erica Magdalen Sashae]

Belle kunne ikke helt forenes med Ezekiels tankegang om alkymien. Ganske vist slog racen rødder i mørket og det onde, specielt hvis det var en alkymist, som legede med døden, sjæle eller hvad det kunne være af indviklede ting. Men hun holdt fast i det lyse og brugte det til at forhindre døden, ikke bringe døden... men det var som om, at det kunne han ikke forstå og det irriterede hende. At han så opfangede det så hurtigt, det forundrede hende nu ikke, for hun var ikke så god til at skjule det, når hun først blev irriteret. Hun sukkede dæmpet, for det holdt aldrig særlig længe. "Du forstår det ikke, Ezekiel... Du vil jo ikke lytte til hvad jeg siger," svarede hun ham dæmpet.

Hun rykkede sig bort fra ham, for lige at finde sig selv i det hele. At han så ikke troede på, at hun bare ville ud at kigge, kom som en større overraskelse end ventet. Hun var i rolige skridt på vej mod den lille udgang, da han denne gang i en meget fast tone direkte sagde, at hun ikke måtte gå nogle steder. Magien, der hvilede over hele rummet, slog straks til, for det var jo forbundet til ham. De usynlige lænker greb hende på hænder og fødder, hvilket fik hende til at stivne, for hun kunne mærke det, men ikke se det. "N-nej," endte hun og nåede hen til klippevæggen, selvom hun så heller ikke kunne komme længere, fordi hun blev stoppet. Hendes ben knækkede sammen, så hun endte i knæ ved udgangen, så hun nu ikke kunne komme igennem. Hun slog armene om sig selv. "Hvad har du gjort?!" endte hun grådkvalt.

[Deleted]

Ezekiel havde ikke haft nogen som kunne sige ham imod igennem rigtig mange år, og nu sad han jo så her med Belle. Det var jo tydeligt selv for ham, at hun virkelig var ved at blive irriteret på ham, for han kunne spore det i hendes tanker og ikke mindst i hendes tale, for det hele lå i stemmen som hun brugte. De mørke øjne gled mod hende. Hun kunne sige hvad hun ville, men prisen for alkymi vidste han var dyr.. Måske hun bare ikke var klar over hvor meget det egentlig kostede hende i forløbet? For han vidste, at det bestemt ikke var småting! ”Du lytter ej til hvad jeg fortæller dig. Du er ung Belle.. En ung kvinde, som ej er kendt med prisen for hvad du laver. Den er dyr.. åh dyr.. Magi har altid en pris, men ej en som folk er kendt med.. Den tog Nathaniels liv.. åh ja den gjorde..” Han vendte sig igen væk fra hende, for han gik vel egentlig også ud fra, at det slet ikke var noget, som hun ønskede at høre? Siden han i hendes forstand, ikke forstod hvad hun sagde, men det gjorde han!
Ezekiel ønskede på ingen måder, at Belle bare skulle gå, og det var også derfor at han handlede så drastisk og så voldsomt, som det han gjorde i denne stund. Ikke fordi at han kunne gøre for det, for det var som om at det bare.. skete helt af sig selv. Han vendte sig mod hende med hænderne i gulvet, som havde han været et dyr.. et væsen som var skræmt af hendes tilstedeværelse. Det som dog derimod skete, havde han ikke set komme. Han blinkede med øjnene, da han så at hun.. heller ikke kunne forlade hulen? Han rynkede let i panden. ”Diamaqima-magi… åh, den familie..!” Hurtigt var han henne ved hende igen. Hvad skete der med hende? Var hun ked af det? ”Jeg har ikke gjort noget.. Diamaqima gjorde det! Den familie.. åh den familie… Jeg sagde de kom efter dig..!” påpegede han mere standhaftigt, end hvad han havde gjort til nu. Han sagde jo, at det var farligt!

[Erica Magdalen Sashae]

Hele Belles fundament var, at hun hjalp og healede folk, så det at han sagde hende imod der, var ikke ligefrem betryggende for hende. Hun var ikke et ondt menneske og hun havde aldrig set konsekvenser af sin magi andet end at hun selv var blevet træt eller hvad mere, så det krævede jo selvfølgelig tid og kræfter fra hende, men ikke andet. Hun var jo så bare bange for hans ord, for måske i fremtiden kunne det hele komme tilbage? Fordi hun jo ofte brugte sin magi om ikke andet, da det jo var hendes job. "Fordi det ikke passer på mig... Hvis der var en ond og grum pris, tror du så ikke jeg havde set den? Men der er ikke sket andet end gode ting!" hvislede hun. Det burde han vel også kunne se i hendes tanker? Eller?

At Ezekiel så ikke ønskede, at hun skulle gå, det kunne hun da hurtigt føle på egen krop. Hun stirrede ud igennem den lille åbning, selvom hun ikke kunne komme tættere på end hvad hun sad nu. Hun kunne ikke komme ud. Hjemveen til skoven blev kun tidoblet nu hvor hun ikke vidste, om hun nogensinde ville se den igen. Tårerne gled stille ned over hendes kinder, for dette havde hun virkelig ikke regnet med. Hun var nu selv kold og håndledende, det kunne hun jo fornemme og det sendte en kuldegysning ned langs hendes rygsøjle. Da han så kom hen til hende, så rykkede hun sig væk fra ham. "Det var dig... Dig der sagde, jeg ikke måtte gå... Du har tricket magien," endte hun bebrejdende til ham. Diamaqima var her jo trods alt ikke, kun deres magi. Hun tørrede sine øjne, rejste sig op og gik væk fra ham. Hun tog sin kappe og sin kurv og fandt hen i det nærmeste hjørne af hulen, så langt væk fra ham som muligt. Her satte hun sig stille, mens hun roligt fik en græsplet til at vokse op omkring sig, der denne gang var længere strå, for det var da behageligere at ligge på end klippegrunden. "Godnat," endte hun bestemt til ham, som et tegn til, at hun ikke ville have, at han kom over til hende. Hun trak sin kappe om sig og lagde sig med ryggen til ham og hovedet ind i klippevæggen. Kom hun nogensinde hjem?

//Out.

[Deleted]

Ezekiel gjorde ikke andet end at fortælle den sandhed som han kendte.. Og det var at al magi havde sin pris, og det var en pris som alle som udnyttede den, ville komme til at betale. Hvorvidt om hun var bange for sandheden, eller fordi at hun var ukendt med den, var jo ikke til at sige. Det eneste som han jo kunne konkludere, var jo det faktum, at hun ikke ville vedkendes den, og at det gjorde hende sur på ham.. Og det var han jo heller ikke ligefrem ude på. Han trak kort på skuldrene. ”Hvad ved jeg? Nathaniel Diamaqima udnyttede den i flere tusinde år.. og den endte med at tage hans liv.. lod ham glemme hans familie.. hans forlovede og hans børn i tiden op til. At hjælpe folk har sin pris. Til tider skal folk slet ikke have den hjælp,” fortalte han sandfærdigt. Hun kunne tage ordene som hun ville, men han vidste, at han havde ret!
Magien havde altid været til stede, men Ezekiel havde aldrig set den reagere på den måde. Den eneste som besøgte ham, var Silia og hun kom og gik da altid. Hvorfra skulle han da vide det? Han vidste jo ikke alt om denne Diamaqima-familie! Eller den magi som hvilede over stedet her, når han aldrig havde set den gå ud over andre end ham selv. ”Hvordan skulle jeg vide, at den gjorde det? Åh nej da.. Jeg kan jo ikke vide alt.. ikke om Diamaqima-hemmeligheder,” pointerede han blot. At hun så trak sig helt og afviste ham gjorde ham.. trist til mode.. Det ville han jo heller ikke ligefrem have. Som hun dannede sig en seng af græs og lagde sig til under sin kappe og det hele, blev han blot siddende og så efter hende. Han knyttede næven. Han havde advaret hende mod magien. Han fnøs let og rykkede så tilbage til pejsen, hvor han sad længe, før at finde varmen, inden han selv krøb i seng. Han lod hende bare ligge.. Hun var jo sur på ham alligevel, selvom det jo på ingen måder havde været hans hensigt.

//Out