Reading or listening..?

[Deleted]

For Ezekiel var det hele klart som vand, så et sted forventede han lidt, at alle også forstod det.. forstod sig på hans tankegang, og måde at snakke og tænke på. Han vendte blikket mod hende igen. Selv han vidste jo, at der var mange hemmeligheder på dette sted, og at det til nu, kun var Diamaqima, som kunne bryde dem. Det sitrede helt ud i hans fingerspidser.. Han kunne virkelig godt lide at hun var der.. Altid rart med et andet selskab. Han rystede let på hovedet. ”Diamaqima tager altid sine forholdsregler… altid så mange forholdsregler.. træd dem aldrig over tæerne… De fangede mig på det.. de føler sig truet.. truet.. af min tilstedeværelse.. måske også af dig nu… du kender den!” endte han med en mere febrilsk stemme. Nathaniel løb man ikke om hjørner med, hvilket han vidste, men alligevel! Det her var en stor sag for ham!
At hun gerne ville læse hans værker ville han ikke have noget imod som sådan.. Han følte jo et sted at han kendte hende.. Og som et tegn på den gode vært han var, så kunne han da godt lade hende læse lidt, så lang tid, at hun lovede at det hun læste ikke kom ud herfra.. Han kunne jo sagtens følge hende i det henseende. Man var jo ikke mentaldæmon for ingenting trods alt. Han nikkede til hendes ord. ”Lov mig det.. så har vi en aftale.. Så må du gerne læse,” sagde han, idet han igen vendte blikket mod hende.
Selv da hun rørte ved ham, og han så hastigt havde trukket sig, så var det ikke fordi at han ville gøre hende skræmt eller noget. Han var bare ikke vant til berøring.. Det havde han ikke oplevet igennem rigtig mange år nu. Han sad og gnubbede sine håndled med neglene.. Ikke noget nyt. Han kunne ikke klare den kulde om hans håndled og ankler! Han gnubbede sig ofte til blods.. Og dette var intet undtag. ”Usynlige lænker, Belle.. De er så kolde.. altid så kolde.. aldrig varme.. aldrig slippe mig.. Lænket til mit fængsel.. Aldrig ud.. Diamaqima vil ikke lade mig… farlig.. truende.. farlig for dem..” Hans ene håndled begyndte at bløde.. Han bed sig bare ikke fast i det.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle prøvede så vidt muligt at følge med, selvom hun lige måtte vende tingene i sit hoved en ekstra gang fra tid til anden. Hun kunne mærke magien her, men hvorvidt den påvirkede ham alene eller også andre, det vidste hun ikke. Måske der var flere gemt i bjerget? Diamaqima's personlige gemmested for folk, der havde truet dem? Trådt på dem? Hvem kunne vide. Hun havde jo ikke gjort noget som sådan, men hun kunne bare ikke finde vej ned ad bjerget i mørket. "Han ved vel ikke, at jeg er her," svarede hun stille. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at tænke tanken... hvad nu hvis hun ikke kunne forlade stedet?

Pergamentet ved hendes side tog hun forsigtigt op i hendes hænder. Han skrev egentligt ganske læseligt, hvilket faktisk var rart for hende. Hun skimmede siden og blev allerede revet med, for det var spændende... Dystert. Hun var jo heller ikke direkte lys af race... 2/3 lys og 1/3 mørk, selvom hun benyttede alkymien til det gode. "Det lover jeg," svarede hun ham fraværende og blev siddende med ryggen til ham, da hun læse ned over siden. Det var nogle voldsomme tanker, men alligevel også dybe og eftertænkte... Hun kunne godt lide det! Forsigtigt lagde hun pergamentet ned på græsset igen.

Hun drejede rundt og kravlede hen foran pejsen igen, hvor hun satte sig ved hans side. Hun var efterhånden blevet helt tør, hvilket var dejligt. Hun frøs dog stadig en smule. Hun så mod ham, som han jo nærmest kløede sit håndled til blods. Hun lagde sin hånd ovenpå hans. "Hold op... Du skader dig selv," endte hun stille. Hun slap hans hånd igen for at åbne en lille taske hun havde siddende i sit bælte ved maven og trak noget moslignende op, som hun lagde over hans håndled hvor det blødte. Hun lukkede øjnene og lod hendes magi heale det, før hun roligt flyttede mosset... Nu blødte han ikke mere. Mosset smed hun ind i pejsen, der roligt brændte op, for nu var det jo brugt.

[Deleted]

Ezekiel så lidt fra den ene til den anden side og med en lettere skælven i sine hænder. Han ville ikke have at Diamaqima skulle gøre hans gæster noget! Han var jo en god vært! Han havde jo aldrig ønsket at gøre hende noget ondt! Slet ikke! Han rystede let på hovedet. ”Diamaqima tager altid sine forholdsregler.. Åh ja.. intet kan komme bag på dem.. De føler sig truet af mig.. derfor er jeg gemt.. skjult.. ukendt i mit lille fængsel, som kun hans datter ved hvor er… og dig. Du ved nu hvor jeg er.. åh, Diamaqima kommer efter dig..” fortsatte han, mens han nærmest rokkede frem og tilbage for sig selv.
At hun begyndte at læse på hans mange værker sagde han nu ikke noget til, da hun havde lovet at holde tæt. Den virkelighed som han havde oplevet.. Alle som han havde holdt af, var døde, ellers havde han været uønsket.. De mange kampe og stride for at opnå noget i livet, og nu sad han her.. Fængslet af en Diamaqima fordi at de følte sig truet af hans viden og hans intelligens. Ingen hemmelighed, at den familie var kommet langt, når de havde ryddet alle trusler af vejen på de mest grusomme måder. Hans blik gled ned mod hans hænder og de blodige håndled. Han hadede når det blev koldt.. Det føles så koldt, og han følte sig mere fanget end hvad han var i forvejen.
Det gik først for alvor op for Ezekiel at hun var kommet ham i møde, da hun tog omkring hans hænder. Han sad fuldstændig stille, som frygtede han, at hun ville gøre ham noget. ”Jeg vil have varme… varme der..” Hvad hun fandt frem, vidste han ikke hvad var for noget.. men tanken om alkymi havde han aldrig brudt sig om. Han sad tydeligt mere sammenbidt, da hun smurte det ud over hans håndled, og fik det til at stoppe med at bløde. Det satte en tydelig skælven igennem ham. Han vendte sig væk fra hende igen, da han tog sine håndled til sig. De var stadig kolde.. selvom hun havde gjort hvad hun nu havde. ”Alkymi… du.. brugte alkymi på mig… hvorfor?” Denne gang vendte han blikket direkte indgående mod hende.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle blev en smule mere stram i masken. Hun ville ikke have Nathaniel Diamaqima efter sig og da slet ikke fordi hun jo i princippet var gået forkert, fordi hun skulle i ly for regnen. Hun trak vejret roligt og slog koldt vand i blodet, for det nyttede ikke noget at tage sorgerne på forskud. Hun åbnede munden for at svare, men det var som om det hele låste fast for hende. Hun sænkede hovedet. Hun kunne ikke lide den tanke, for hun ville jo ikke være eftersøgt på den måde! Historien hun fik fingrene i var spændende, men hun løsrev sig så snart siden var færdig, da hun ikke kunne finde sammenhæng med starten på næste pergament. Hun blev nødt til at få ham til at skrive en sammenhængende historie, for det kunne virkelige lave en revolution indenfor litteratur og det havde verden brug for! Der var brug for flere bøger i det hele taget!

Hun rykkede hen til Ezekiel i stedet for og fik øje på, hvad han egentligt lavede. Det var tydeligt for hende, at de usynlige lænker faktisk plagede ham, hvilket kun gjorde hende ondt et sted. Ikke nok med at han var låst til hulen, men han skulle også plages af den magi. Hun ville gerne hjælpe ham... virkelig gerne. For når hun først havde sat sig for at heale en person, så måtte hun også. Hun var dog glad for, at han ikke trak sig denne gang. "Jeg ved du er kold... Men du må abstrahere fra det, så du ikke skader dig selv," startede hun ud med en rolig stemme. Hun fik helet hans håndled ganske nemt, for blødende sår og diverse var nemt klarede. "Min brug af alkymi er til det gode," svarede hun ham stille. Hun mødte hans blik, da han selv så indgående på hende og sad tavst og kiggede.

[Deleted]

Ezekiel vidste allerede nu, at der ikke var sammenhæng for andre i hans værker, selvom det var en sammenhæng, som han selv kunne finde, endda ved lethed. Hans blik gled mod hende, som hun denne gang igen satte sig ved siden af ham. Han var dog denne gang mere årvågen hvad det angik, end hvad han havde været tidligere. Nathaniel Diamaqima ville komme efter hende.. han vidste det. Stedet her var præget af magi, som han ikke selv kunne bryde, selvom han virkelig havde forsøgt med alle de midler som han havde! End ikke det mentale kunne bryde det, så det var jo alene et tegn på, at det virkelig var mørk magi, som herskede på stedet her. Gammel.. og mørk magi.
Som hun gjorde sig færdig, trak Ezekiel hånden til sig igen, vendte og drejede den, samt knyttede den, for at sikre sig om, at der ikke var sket noget yderligere med ham. Han stolede ikke på alkymi, og han havde aldrig nogensinde haft grunden til at gøre det, og han ville bestemt heller ikke komme til det. ”Han har sørget for, at jeg aldrig vil kunne finde varmen.. uanset hvor tæt på ilden jeg kommer i den brændende pejs.. Han gør det for at pine mig.. for at tvinge mig til at blive.. åh, den Diamaqima.. Hans datter lige så..!” Han pegede mod hende. Selvom han måske var indelåst og gemt af vejen, var det bestemt ikke ensbetydende med at han var dum og ikke vidste hvad der foregik derude, selvom meget af det var ukendt for ham.
Ezekiel vendte blikket ned mod sine hænder igen, som han lukkede tæt omring sin krop. Han knyttede næverne, inden han igen vendte blikket mod Belle ved hans side. Han forstod ikke hvorfor hun gjorde det ved ham.. Han var ikke vant til at nogen gjorde sådan noget ved ham. ”Alkymi er ond og grusomt.. Det bragte mig her… det er giftigt.. trænger ind i hjerte, sind og sjæl.. Det ødelægger.. brister..” Han satte sig ned på bagpartiet i stedet for og stirrede ind mod ilden. Selv så tæt på, kunne han kun for alvor mærke hvor kold han var om håndled og ankler.. Usynlig magi var og blev den værste!

[Erica Magdalen Sashae]

Belle opgav hurtigt at finde sammenhæng lige nu i hans pergamenter, for den måtte hun jo få forklaret af ham. Det kunne dog ikke blive lige nu, for nu blev hendes opmærksomhed afledt, da han gjorde sig selv ondt. I og med, at han mindede hende lidt om et forvildet dyr, så holdt hun næsten allerede af ham og forstod ham på en underlig måde, som hun forstod dyrene uden at kunne tale med dem. Hun så rundt i grotten ganske kort, før hun så tilbage mod ham. Det var tydeligt, at her var fyldt af magi, for det kunne hun jo også mærke. Det var virkelig praktisk at være en blanding af flere racer, man så bare tingene tydeligere! Hun så mod hans hænder, både for at sikre sig at magien havde gjort det ordentligt, men også så han ikke begyndte igen. Hun havde forstået, at han ikke kunne lide magi, men det måtte han altså acceptere for nu. Hun sad på sine knæ ved hans side og lod hænderne falde mod hendes skød. "Vi skal nok finde en måde," endte hun optimistisk. Nu blev hun jo helt opsat på at skulle hjælpe ham!

Hun gled selv om at sidde på sin bag, da han gjorde det og foldede igen knæene foran sig. Hun slog armene om dem og så ind i pejsens gløder. Ilden var behagelig, men også farlig, især for hende som druide, for skov og ild passede ikke sammen. Hun rystede på hovedet. "Alkymi er ondt og grusomt, når det bruges i den henseende... Jeg bruger alkymien til det gode, til at give liv og gøre folk raske," svarede hun ham imod og drejede blikket mod ham med et sødt smil på læben.

[Deleted]

Ezekiel følte sig som et dyr.. et dyr i bur, som ingen måtte kende til.. Mental tortur og ensomhed.. Det var hans dom, og det havde det været igennem rigtig mange år nu, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. At hun ville finde en måde at hjælpe ham på, fik ham langsomt til at vende blikket mod ham. Han var slet ikke vant til at folk ydede ham noget som helst.. og da slet ikke den slags. Jovist kom Silia med et selskab i ny og næ, nye pergamenter som han kunne skrive på og fyldte hans lager af mad op, og så tog hun ellers af sted igen, når hun havde fået det at vide, som hun gerne ville.. En grusom familie i hans øjne. Så gode udadtil, men han kendte hemmeligheden! ”Diamaqimas alkymi og magi er mørk.. dyb… rigtig gammel, åh rigtig gammel.. Diamaqima er en grusom familie.. grusom familie..!” sagde han med en mere fast stemme, idet han vendte blikket direkte mod hende igen. Han vidste ikke om han burde tage imod hjælp af en alkymist, nu hvor det var en alkymist som havde placeret ham der. Han vendte blikket stille mod sine håndled igen.. præget af skæl som resten af ham.. Han vidste at han så grusom ud, og han hadede selv den tanke!
Ezekiel rystede fast på hovedet til hendes ord. Alkymi var og blev en ond ting! Det var skabt til at være ondt, og aldrig til hjælp! ”Altid tror man at man kan omvende det til det gode.. åh nej, nej, det vil altid være ondt.. det ligger i kernen.. kernen som ingen kan se! Alkymi er skabt af det onde og mørke.. og prisen er dyr.. åh, prisen er dyr.. pas på, Belle!” endte han i en lang talestrøm, som han selv ikke rigtigt var nogen herre over, og han gjorde det egentlig ikke med vilje. Han gned let sine håndled.. Han hadede fornemmelsen.. Det vr nok den som drev ham mest til vanvid.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle betragtede ham forsigtigt. Han var akavet, hvilket faktisk gjorde, at hun allerede holdt lidt af ham og fik lyst til at hjælpe ham. Han havde været igennem meget og var tydeligvis præget af tiden her i grotten, der jo var hans bur. Uanset hvor hjemligt her var indrettet, så havde man jo også brug for luft... Og det blev aldrig et hjem, når det var et fængsel. Hun kunne ikke direkte sætte sig ind i det hele, men hun ville sikkert være blevet sat ligeså meget ud af kurs som ham, hvis det samme havde overgået hende. Dog ville det hele nok have været som en regnskov, da hun sikkert i frustration ville gro alt frem. Hun var nu bare glad for, at hun faktisk kunne give ham lidt selskab, for det havde han jo brug for. Måske hendes indre ro kunne smitte af på ham? Hun nikkede roligt. Hun regnede også med at en så mægtig mand og familie gemte ting i skabet. "De dyrker også mørket... Nogle bor i mørket," svarede hun ham dæmpet.

Hun så ned mod hans håndled. Hun kunne intet se, men havde jo selv mærket det lige før og det gjorde hende ondt på en måde, for det var ikke humant på nogen måde! Hun så mod ham. Han troede hende ikke? Det forundrede hende ikke, men gjorde hende stadig lidt irriteret. "Du tror ikke på alkymien, Ezekiel... Men det kan sagtens være godt og høre til lyset, selvom kernen udspringer i mørket. Men det kommer an på hvad man dyrker," svarede hun ham roligt. Hun så, at han igen gnubbede sine håndled og endte med at dreje sig lidt mod ham og lægge sine hænder over hans hænder og håndled. Hendes hænder lyste en smule af den lyse magi og en sød lille blomsterranke snoede sig om deres hænder. "Hvis du tror på lyset, så kommer det også til dig," endte hun forsigtigt.

[Deleted]

Ezekiel var akavet og det havde han nok altid været. Uelsket og uønsket.. han havde i hvert fald oplevet lidt af hvert igennem hans ellers så lange liv, og det kunne han bestemt ikke gøre for. Han så let fra den ene til den anden side, inden han igen så mod hende. Alkymi var ondt og grumt fra fødsel.. ment som noget ondt, og det vidste han jo godt! "Alkymi er farligt, ondt og mørkt, er det... Alle de mennesker tror de kan tøjle det, men det kan de ikke! Alkymi er magi... Og magi har en pris.. åh, stor pris.." sagde han da han igen kiggede mod sine håndled. Magien mærkede han, men han vidste også at det havde kostet Nathaniel dyrt at bruge det.
Ezekiel var fanget som et vildt dyr og han kunne intet gøre ved det. Hans mørke øjne hvilede på hende, også selvom det hurtigt blev afbrudt da hun skabte en krans af blomstre. Han elskede den grønne og friske farve.. det var så mange år siden han havde set det med egne øjne. "Det der er ikke alkymi, Belle... Du kan ikke snyde mig! Lys ser jeg ikke herinde.. mørkt er det.. det er et fængsel..!" endte han med at udbryde. Han vendte blikket mod sine skælvende hænder. Det var hårdt at snakke om, for han kunne intet gøre ved det! Han så mod hende igen. Hvorfor snakket hun sådan til ham? Han forstod det ikke rigtigt. Han så væk igen. "Lyset ønsker ej mig.. jeg skulle være død da jeg så lyset for første gang.. åh ja. Jeg skulle ej være her.." fortsatte han med en dæmpet stemme. Derfor overbevist om at lyset aldrig ville komme til ham. Det havde aldrig gjort det.

[Erica Magdalen Sashae]

Jo længere Belle var her og fik øjnene op for Ezekiel, så følte hun sig forpligtet til at heale ham. Han skulle blive en udfordring, men som hun glædeligt tog op. Specielt når han ikke troede på alkymien, for hun blev nødt til at overbevise ham om, at det godt kunne bruges til det gode og lyse! Hun havde jo aldrig berørt emner som sjæle, død og ødelæggelse og ej været i mørket, men derimod så var hendes magi lys. Både fra druiden, men alkymien var jo også en medspiller til hendes healing og hun miksede jo kun miksturer, der gjorde folk raske. Hun var ikke på nogen måde et ondt menneske. Hun rystede stille på hovedet, hvor hendes hår blidt bølgede om hendes ansigt. "Jeg skal nok bevise for dig, at det ikke kun er ondt. Magi har måske en pris, men det behøver ikke nødvendigvis at være noget ondt. Min pris jeg betaler er tid og kræfter," svarede hun ham roligt.

Hun så mod deres hænder, da hun lod magien vokse. Det var ganske vist mest druiden i det, men alkymien havde jo også sin kraft på det. "En warlock kunne ligeså vel have sat dig her. Jeg prøver ikke at snyde dig. Men jeg fik det jo til at holde op med at bløde, ikke?" spurgte hun ham roligt og sigende. Hun søgte hans blik, selvom han dog kiggede ned. Hun sad stadig med hænderne ovenpå hans, mens blomsterranken nu bare sad der. "Men du er ikke død, er du? Du sidder her... Påvirket af tiden og skæbnen. En grim skæbne ganske vist... Men lyset kommer indefra," svarede hun ham forsigtigt.

[Deleted]

Ezekiel var slet ikke vant til at folk ønskede at gøre noget for ham. Det som han som regel bed sig mest mærke i, var jo det faktum, at han var uønsket og uvelkommen og gemt af vejen, netop for at folk ikke skulle finde ud af, at han var der. Det var måske ondt sagt, men det var jo bare sandheden. Han legede let med hænderne foran sig, også selvom han stadig følte, at han var kold om håndleddene.. Det var han altid. Og han kunne virkelig ikke have den tanke. Hendes pris var tid og kræfter? Det var virkelig ikke noget som han troede på, hvis han selv skulle sige. Han bed tænderne fast sammen og vendte sig væk fra sig selv og mod hende igen. ”Åh nej.. Det er det som alkymien vil have du skal tro! Den tager af dig.. tager af sin sjæl.. åh ja den gør.. Det er et farligt våben.. rigtig farligt,” fortsatte han lettere åndsfraværende.
Ezekiel havde aldrig haft troen på alkymi skulle være til hans fordel. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han rettede sig en anelse op. En warlock kunne måske gøre dette, men selv han vidste at warlockerne til dels var indbegrebet af det onde og mørke væsen, som de nu måtte være. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse i stedet for. ”Gid det var så vel.. warlockmagi er så nem at bryde.. åh ja det er.. dør kasteren, dør magien.. sådan er det! En twist i den magiske hemmelighed! Åh ja! Alkymi er farlig.. åh farlig.. Den kan ikke brydes ved en død eller bortgang.. Den lever endnu..!” Han pegede op mod loftet, inden han vendte sig mod pejsen igen. Han var i live endnu, selvom han ikke vidste, om det var til det gode eller til det værre. ”Jeg er ikke i live meget længere.. jeg falder fra hinanden.. er kold.. min hud falder af… den falder af..” Han lod hænderne glide over håndryggen. Hans skæl vidste han jo ikke var normal.. men det var kommet efter de rigtig mange år han bare havde siddet der.

[Erica Magdalen Sashae]

Det var tydeligt for Belle, at Ezekiel var så uvant omkring det at have selskab. Men så måtte hun jo besøge ham fra tid til anden, uden at det kunne vække opsigt, at hun vandrede op ad bjergsiden mod de øverste grotter. Hun blev nødt til at få ham til at indse, at nogle godt kunne ønske hans selskab... at han bare havde været uheldig. Hun var sikker på, at det kunne hjælpe ham meget. Dernæst skulle hans skæl heles, så han kunne se på sine hænder uden at føle sig så berørt af grotten. Hvis han kunne kontrollere grotten fremfor omvendt, så ville det hele blive meget bedre! Hun rystede på hovedet af ham. "En alkymist kan ikke bruge sin magi, hvis han eller hun ikke er i fuldstændig og komplet ro med sig selv... hviler fuldkommen i sig selv, for ellers går det galt. Hvis man tager kontrol, så er man i kontrol. Men hvis ikke, er det sandt, at den kontrollere dig," svarede hun ham roligt og forklarende. Gad vide om den sivede ind hos ham? Eller ikke? Hun håbede nu.

Alkymien var for hende, en stor fordel, da druiden og alkymien komplimenterede hinanden til hendes stærke evner indenfor healing. Hun trak vejret roligt og mødte hans blik. Det vidste hun faktisk ikke... Men nu gik hun jo også kun op i healing. "Så må vi finde en måde at bryde den," svarede hun stilfærdigt. Hun slap hans hænder, da han vendte sig mod pejsen og lod hænderne falde i hendes eget skød. Hun løftede et bryn... Han havde virkelig brug for at få sin psyke på plads. Hun smilede overbærende til ham. "Din hud falder ikke af... Din krop omvender sig til grotten, så du netop ikke dør, men så du kan overleve i dine omgivelser..." forklarede hun ham dæmpet.

[Deleted]

Ezekiel var på ingen måder kendt med at få besøg eller sådan noget, og det kunne han godt mærke på sig selv. Han så skiftevis på hende og så pejsen, selvom han ikke kom meget længere end det i sig selv. "alle tror de kan styre det! Men det kan i ej! Åh nej i kan ikke... Farligt er det.. virkelig farligt! Stor, ukendt og dyr pris siger jeg dig... Rigtig dyr.." fortsatte han. Et sted for at understrege hvad det var for nogen kræfter hun egentlig legede med, for det var farligt! De mørke øjne faldt igen til hendes skikkelse. "Hvorfor lege med sådanne kræfter..? Det slår ihjel Belle.." fortsatte han. Det var farligt jo!
Et sted gemt bag alt det andet, gemte der sig en intelligent mand. Han bed tænderne fast sammen da hun slap hans hænder. Det var svært for ham at gøre det andet. "Det falder af Belle... Se.." Han strøg den ene hånd over den anden, hvor adskillige små skæl faktisk faldt af og landede på gulvet foran ham. Han så på hende igen med en næsten spørgende mine, for hvis det ikke at det faldt af, så vidste han ikke hvad det var! Han vendte sig igen mod pejsen og lagde let skælvende armene om sin egen krop. Ikke fordi at det var koldt, men svært for ham, det var det. "Det falder af.. jeg falder fra hinanden..!" endte han tydeligt med en mere.. febrilsk stemme, end hvad han havde været til nu og det var uden tvivl svært for ham. Det var nu svært for ham at dele den slags, for det gik endeligt op for ham hvad der egentlig skete med ham.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle så stille på ham. Han var ganske vist en mand, der havde læst en masse, men i praksis kendte han jo ikke til tingene... kun i teorien. Nu begyndte han dog faktisk at irritere hende, for han sad jo direkte og kritiserede hendes race og hun gjorde trods alt ikke nogen ondt! Hun så mere stramt på ham og lagde sine arme over kors, selvom hun dog blev siddende ved siden af ham. "Er du måske alkymist, Ezekiel? Nej, det tror jeg ikke du er. Så tal ikke om ting, du i praksis ikke kender. Jeg ved godt, det onde er hændt dig, men jeg vil ikke sidde og høre på, at du kritisere mig, min race og mit erhverv. Jeg betaler min pris, som jeg har fortalt dig og jeg slår ikke ihjel, jeg gør faktisk det modsatte... jeg forhindrer døden," svarede hun i en lang og bestemt talestrøm, for nu fandt hun sig ikke i mere.

Hun trak vejret dybt og pustede ud, for hun hidsede sig sjældent op, men nu blev han en smule irriterende for hende. Hun vendte dog tilbage til sit udgangspunkt, da han viste sine hænder. Hun betragtede det og trak på mundvigen. "Det er fordi, at du skifter skæl... Når det der falder af, så kommer der nyt til," forklarede hun ham. Det kunne vel ikke være så svært at forstå, kunne det? Hun så ind i pejsen og sukkede dæmpet. "Du falder ikke fra hinanden, så forstå det dog," bed hun af ham. Hun drejede rundt og kravlede hen til græspletten igen, hvor hun plukkede den ene blomst. Hun holdt den op i sine hænder og smilede forsigtigt. Hun savnede allerede skoven... Skoven. Gad vide hvor længe hun havde været her? Hun havde slet ikke mærket trætheden. "Gud... Hvor lang tid er der gået? Gad vide om daggryet er derude?" spurgte hun. Det var jo sommer, så nætterne var korte. Hun rejste sig og begyndte at gå mod udgangen af grotten. "Jeg går lige ud og tjekker..." endte hun. Så hun var jo ikke helt gået endnu.

[Deleted]

Ezekiel læste meget ganske enkelt for at få tiden til at gå med et eller andet, for han sad der jo bare alene, og det var noget som han godt kunne mærke. Han havde virkelig svært ved at socialisere sig, ganske enkelt fordi, at der ikke var nogen at socialisere sig med heroppe. Han vendte blikket roligt mod hende. Hendes tone indikerede kun frustration eller irritation. Han kunne jo så tydeligt høre det. Han vendte blikket væk fra hende endnu en gang. Han knyttede næverne let. Det kunne godt være, at han havde været væk i rigtig mange år, men af den grund skulle man da endelig ikke tage fejl af ham! Han vendte sig så mod hende endnu en gang. ”Alkymi er farlig, Belle. Ej er jeg en alkymist.. En glæde for mig uden tvivl. Alkymi tager liv og slår ihjel.. Åh jo det gør.. det slår ihjel.. Enten dig eller ofrene.. altid slår det ihjel..” Han vendte blikket væk fra hende igen og ned mod sine hænder.
Skællene faldt af, og det kløede og det var irriterende for ham, og det irriterede ham et sted, at hun reagerede på den måde som hun gjorde.. som om at hun faktisk havde planer om at tage derfra igen.. Og det var han bestemt heller ikke helt enig i. ”Du virker irriteret på mig,” bemærkede han som noget af det første, da de mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Da hun så derimod bare rejste sig, Hans blik fulgte hende.. Hun ville bare ud og kigge? Han rystede på hovedet. Det var slet ikke noget, som han havde lyst til at hun gjorde! Da slet ikke nu! ”Du… du må da ikke gå nogen steder..!” endte han denne gang langt mere fast end hvad han havde gjort til nu.. Han ville slet ikke have at hun skulle gå!