Reading or listening..?

[Erica Magdalen Sashae]

Belle prøvede så vidt muligt ikke at vise sin væmmelse over for ham. Han var som et indelukket dyr, der rummede alt for meget i sin hjerne og så var det jo klart, at han bare levede som sine omgivelser. Han var en akavet type, fordi han ikke vidste hvordan han skulle begå sig. Hun ville ikke tro, at dronningen blev her længe, når hun endeligt kom forbi. Hun nikkede forsigtigt til ham, fordi hun ikke helt vidste hvilket ben hun skulle stå på. "... Ja," svarede hun dæmpet. Hun blev næsten nu selv akavet overfor ham, fordi han overtrådte nogle naturlige grænser, som han jo selvfølgelig ikke kendte til.

Hun fandt det dog mere umenneskeligt at sætte folk af vejen her, fremfor at have dem fængslet på slottet, men på den anden side var her jo mere hjemligt end en klam kold kælder. Men der ville jo selvfølgelig være nogle andre fanger at snakke med. Hun blev nødt til at undersøge sagen med ham, uden at fortælle folk, at hun vidste han var her... men hvordan gjorde hun det? Gik direkte til kilden? Hun trak vejret roligt og blinkede lidt overrasket med øjnene og sænkede blikket. "Mmm... okay," svarede hun blot og kløede sig kort i nakken. Hun ville nu stadig gerne læse hvad han havde fundet på, når der rumsterede så meget i hans hoved.

Hun fulgte ham med blikket, da han igen kom hen til hende og satte sig lige foran hende. Hun skiftede stilling og satte sig på sin bagdel med knæene bøjede foran sig, så der kom lidt mere afstand til ham. "Alkymien er min levevej... Jeg lever af at heale, så jeg har brug for hele tiden at finde nye metoder... nye eliksirer... nye miksturer. Ja, bare forny mig," forklarede hun ham. Hun mødte hans blik med sine isblå øjne.

[Deleted]

Selvom hun måske ikke sagde væmmelsen højt, så kunne Ezekiel læse den så tydeligt i hende, i og med, at hun heller ikke så ham i blikket, men faktisk så væk. Der var jo også grunde til at han ikke ejede noget som mindede om spejl eller noget som kunne afgive en refleksion i denne grotte, for han ville jo heller ikke selv kigge på det, for han hadede, når han selv så sådan ud. Han rystede på hovedet af sig selv. ”Men er der nogen som gider se til Ezekiel i denne kolde tid? Nej, nej.. han skal have lov til at sidde her helt alene, kun med pejsen og sig selv som selskab og… dig..” Denne gang valgte han at droppe den fine tiltale, for det var heller ikke noget som lå til ham. Han gjorde lidt som han ville, indenfor grænsen af disse vægge af en grotte, for han kunne jo ikke komme ud.. så det var jo selv begrænset hvad han kunne.
At Ezekiel overskred de personlige grænser, var han faktisk ikke kendt med. Hvis han dog bare fik lov til at se noget mere omkring sig, og fik lov til at opleve de sociale spilleregler, nu hvor han ikke var kendt med dem. Ved at læse hans værker, ville hun lære meget af ham at kende, og det vidste han ikke helt, om han brød sig om. ”Mine værker er ikke noget som skal læses af nogen.. Desuden er de ej færdige,” sagde han blot, inden han rykkede helt ned foran hende, også selvom hun afviste ham, ved at trække benene op under sig, for at holde ham på afstand, så var det ikke sådan at han tog tingene.
Alkymi og den form for magi, var fuldstændig ukendt for Ezekiel og slet ikke en af slagsen, som han kunne læse op på, og det var det som han uden tvivl bed sig mærke i. Han kneb øjnene svagt sammen, og let tænkende. De lange og slanke fingre lod han tromme henover sit kind, inden han rykkede tættere på hende. ”Eliksirer… Er du ven… med denne Nathaniel Diamaqima?” spurgte han. Det var det manden havde brugt for at slå ham ud. ”Eliksirer kan hjælpe.. som de kan slå ihjel, slå ud og forvandle… Et grusomt liv..” Han trak sig helt væk fra hende, kun for at rejse sig igen.

[Erica Magdalen Sashae]

Forsøget på ikke at vise sin væmmelse, gik nok ikke Belle særlig godt. Han kunne jo se igennem hende som var hun klar vand, men om ikke andet, så kunne hun da prøve. Hun kunne godt se på ham noget af tiden, men på et tidspunkt blev det også for meget. Han var som et akavet dyr, der havde været spærret inde i alt for lang tid. Hun fandt det alligevel synd, for alle fortjente vel at være i det fri? Han virkede jo ikke farlig, for så havde han vel slået hende ihjel. "Det... er faktisk sommer," svarede hun forsigtigt. At han droppede tiltalen mærkede hun godt, fordi han havde været så konsekvent med at være dis før.

Hun vædede sine læber og så hen mod ham igen. Hun bed tænderne en smule sammen, men ville alligevel gerne være høflig og se på ham. Hun trak vejret roligt og fulgte ham med blikket. Hun afviste ham, fordi han overtrådte hendes personlige cirkel. "Hvorfor så skrive dem, hvis ingen kan læse dem? De kunne starte en ny æra af opdigtede historier," endte hun sigende til ham. Hun blev siddende med bøjede knæ og armene slået omkring sine ben, selvom han rykkede tættere på. Hvad var der dog med ham?

Hun blinkede en smule med de blå øjne og strøg sit brune hår om bag ørerne. Hun skiftede stilling til skrædderstilling og rystede blidt på hovedet. "Det kan jeg ikke ligefrem påstå... Jeg er bekendt med hvem han er, men jeg har aldrig mødt manden," svarede hun roligt. Hun så stadig efter ham, da han trak sig og blev selv siddende. Hun nikkede til hans ord. "Det er sandt... Dog benytter jeg det kun til healing, da det er der, jeg har sat mine kræfter," svarede hun.

[Deleted]

Væmmelsen vidste Ezekiel at folk ville se og føle, når de så ham. Derfor havde han et sted heller ikke noget imod, at være gemt sådan af vejen, for det var bedre end alternativet. Han var grusom.. At det jo havde noget med hans tid at gøre i grotten her, tænkte han jo ikke yderligere over. Hendes ord, fik ham til at stoppe sin lange talestrøm. Sommer? Var det atter en gang blevet sommer? Han havde jo ingen vinduer, eller noget som gjorde, at han kunne se ud.. han var fanget blandt disse fire klippevægge. ”Sommer..? Varme, fuglekvidre, smil og lykke.. åh ja..!” Han vidste skam godt hvad sommeren indebar, selvom han ikke kunne huske hvornår han havde fået lov til at opleve en sidst. ”Her er det dog stadig koldt.. fire kolde murer.. ingen sigte ud..” Han grinede igen. Ja, det gjorde ham vanvittig at sidde der.. så vanvittig, at han ikke engang selv bed sig fast i det.
At skrive gav Ezekiel en form for ro, men også for at få tiden til at gå bare.. med et eller andet. Stort set alle bøger havde han læst på det kongelige bibliotek, lige foruden disse to ganske særlige, som han i særdeleshed ønskede at få fingrene i på et tidspunkt. Han kneb øjnene svagt sammen. ”Fordi ingen ved de bliver skrevet selvfølgelig! Jeg er glemt for denne omverden, Belle.. Mine historier er mit liv.. ingen skal have lov til at læse dem..!” Hans historie var ikke just præget af lykke og solskin, men det stik modsatte.. præget af det mørke i hver en race, som han selv var en blanding af.
Ezekiel faldt roen igen, da hun sagde, at hun ikke kendte Nathaniel personligt. Den mand bar han især et stort had til, for at placere ham hvor han var. ”Den mand følte sig truet af min intelligens.. min viden.. jeg overgik selv ham, og en Diamaqima kan ikke klare at blive nummer 2!” Han holdt to fingre oppe, inden han let lod fingrene tromme sammen igen. Han blev helt ekstatisk ved besøg.. og specielt når det ikke just var ventet. ”Healing.. Kræfter og evner skal udnyttes.. uh ja, udnyttes! Det kan være Diamaqima lige så kommer efter dig.. placere dig et guds forladt sted.. men frygt ikke!” Igen så han op. Om han snakket med hende, eller med sig selv.. det vidste han faktisk ikke selv.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle trak vejret dybt, så hun kunne bevare roen. Det blev nemmere, jo længere tid hun sad der og ligesom vænnede sig til hvordan han så ud. Hun kunne jo i princippet selv have en grim naturlig skikkelse, skønt hun ikke havde det. Hun var dog sikker på, at hun ville kunne hele det skrækkelige udseende, så han blev mere menneskelig i sin naturlige form. Hun trak på mundvigen da han begyndte at fable om sommeren. "Det er sandt... Skoven er smuk i øjeblikket. Alle blomster og planter er sprunget ud, der hører sæsonen til," svarede hun ham med et mildt blik. Hun nikkede forsigtigt til hans ord. Det var jo trods alt sandt; her var der virkelig ingen udsigt.

Hun vendte blikket rundt. Her var både hjemligt og så alligevel ikke, for der manglede faktisk planter og det naturlige liv, som hun jo holdt meget af, eftersom hun var opvokset i skoven. Hun blinkede let med øjnene og nikkede bare stille. Hun strøg fingrene roligt igennem sit hår. "Men tænk på hvordan du kunne præge verden, hvis dine dokumenter fandt vej ud af denne grotte..." svarede hun dæmpet og igen med det drømmende blik.

Hun vendte blikket tilbage mod ham, da han igen faldt til ro. Hun mødte hans blik med et interesseret glimt i øjnene. Hun så overbærende mod ham. "Sandt... Jeg har hørt det samme," svarede hun ham stilfærdigt. Hun sænkede blikket mod sine bøjede ben og så mod jorden hun sad på. Hans ord var ikke ligefrem betryggende, men hun var jo ikke farlig som sådan, for hun begav sig ikke ud i de farlige kroge af alkymien, hun holdt sig bare til healing. "Jeg er vidst ikke til fare," svarede hun stilfærdigt.

Stille holdt hun sin højre hånd ud ved siden af sig... Magien lyste roligt op i hendes hånd, som hun fik en lille plante til at vokse frem på den hårde klippegrund. Hun var jo nærmest naturen i sig selv, så hun kunne få ting til at vokse... overalt. Langsomt bredte der sig en blomst fra knoppen på planten og sprang ud til den smukkeste røde blomst.

[Deleted]

Hvad Ezekiel dog ikke ville gøre, bare for at høre fuglene kvidre i denne smukke årstid.. Han mindes den som smuk, selvom han ikke helt kunne huske det. Alt for mange gange, havde han i sin egen desperation forsøgt at komme ud af hulen her, selvom han vidste, at han lige så godt kunne opgive det hele på forhånd, for han ville ikke være i stand til at komme nogen vegne.. Skræmmende som det så end var, så kom han virkelig ikke nogen vegne. ”Den brændende sol, de grønne farver.. de mange smil, åh ja.. folk elsker sommeren… men jeg er ikke en del af folket.. det har jeg aldrig været..” Ikke fordi at han som sådan havde ondt af ham selv, for det havde han ikke. Igen var det bare omstændigheder, som han længst havde lært at leve med.
Hvorfor hun pludselig viste den interesse for hans værker, forstod Ezekiel dog ikke. Desuden vidste han godt, at det som han skrev aldrig ville forlade hulen her, for Silia ville ikke tillade det.. Den kvinde bestemte over hans liv, og han kunne ikke gøre noget ved det! Han vendte de mørkegrønne øjne mod hende.. så mørke, at de næsten var sorte. ”Folk ville lære mit navn at kende.. ih nej.. nej, nej, nej.. Mine værker må ej læses.. Grusomme historier.. blandet med virkelighed.. folk vil lære mig at kende…” Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Et sted kunne han lide interessen, og et sted skræmte den ham.. Det var faktisk en svær blanding.
Diamaqima kunne bestemt ikke lide at være nummer to, og det var dette da et tydeligt tegn på. Ezekiel ønskede jo bare at have nogen at snakke med.. ligesom alle andre ønskede det, og han fik bare ikke lov! ”Han brugte eliksir på mig, gjorde han… jeg vågnede her.. ude af stand til at komme ud.. har ikke været ude.. i mange, mange år..” Bare tanken om den friske luft.. åh, hvor ville han dog gerne! Han trak stort på smilebåndet igen, hvor smilehullerne viste sig i hans kinder. ”Det siger mange, men kommer man dem på tværs, er det farligt.. Jeg..” Han tav, da han så blomsten som hun fik til at vokse på den hårde klippevæg. Han blinkede med øjnene, inden han hastigt var henne ved hende. Næsten elegant lod han hånden stryge over de grønne blade. ”Gør det igen..” opfordrede han helt ivrigt.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle ville ikke vide, hvad hun skulle gøre, hvis hun blev lukket inde her. Hele rummet ville nok gro til med blomster, træer og planter, da hun ikke kunne leve uden skoven. Hun ville også gå til, hvis hun ikke kunne eksperimentere eller hjælpe, for det var sådan hun var lavet og det fik hende til at hvile i sig selv. På samme måde fik hun jo også ekstra stor kontrol med healingen, når hun havde fødderne solidt plantet i gulvet. Formskiftningen var bare en ekstra gode, som var en stor del af hende. "Hvorfor aldrig? Har De ikke engang været?" spurgte hun nysgerrigt, da det var det, hun bed sig mærke i.

Interessen i hans værker var klar for hende selv. Det var drømmen om, at man ved at læse en historie, kunne komme væk fra virkeligheden. Noget som nogle folk virkelig kunne have brug for. "Du kan opdigte et navn," svarede hun ham. Hun bar jo selv kun rundt på ét navn, fordi hun fandt flere navne overflødige. Skulle man kendes, så kunne man ligeså godt hedde ét navn. "Ingen behøver vide, det er dig, men du kan give folk så meget," svarede hun. Selv uden at tænke videre over det, havde hun smidt det formelle sprog og gået over til at være dus.

Hun vendte blikket mod ham, da han fortalte om Diamaqima og nikkede stille. Det var da en grum skæbne bare at blive gemt sådan af vejen, og ret uhyggeligt hvor hurtigt sådan noget gik. "Er det kun ham, der kan ophæve forbandelsen?" spurgte hun ham tænksomt. Hendes opmærksomhed blev ledt til hendes mag i stedet og stivnede, da han igen sad lige ved siden af hende og aede blomsten, hun lige havde fået frem. Hun mødte hans blik og smilede lidt genert. Hun flyttede hånden ved siden af blomsten og fik en lignende plante til at vokse frem ved hendes side.

[Deleted]

Ezekiel rystede på hovedet. Altid havde han været uønsket.. Hans egen far havde han aldrig kendt, og hans moder havde smidt ham ud i det øjeblik, at de havde fundet ud af, at han var en dreng.. Det var også højst besynderligt, at en mandlig nymfe skulle have lov til at rende rundt.. og af hvad han vidste, så var han den eneste. ”Altid har jeg været uønsket og gemt af vejen.. Aldrig har jeg kendt til andre end hvad jeg selv er.. Når end ikke ens egen moder ønsker at vedkendes sin søn, hvordan skulle andre så kunne?” Denne gang rejste han sig hastigt. Han snakket over sig.. snakket om ting, som han slet ikke burde snakke om. Han lagde begge hænderne i hans nakke og rystede på hovedet af sig selv. ”Du er god hva’… virkelig god.. få mig til at snakke..” Han bed tænderne kraftigt sammen. Det var jo slet ikke meningen!
Igen måtte Ezekiel ryste på hovedet. Verdenen var slet ikke klar til værker som hans.. Han ville ikke have at folk skulle læse dem. Ih nej da! Uanset ville de aldrig kunne forlade hulen her, når han ikke selv kunne få dem ud. ”Hvorfor give folk noget, når jeg intet får igen, Belle? Mine værker vil aldrig forlade hulen her.. det er mine… mine..! Min historie! Ingen skal læse dem… ingen må…” fortsatte han. Han lod hånden hurtigt gribe ud efter den nærmeste bunke papirer. Et sted førte han dagbog på en meget besynderlig måde.. skrev sin historie ned.. De mange tanker han gjorde sig.. det som han havde oplevet.. Det var jo ikke småting. Samt mange af Diamaqimas mørke hemmeligheder, for han kendte mange af dem! Langt flere end Nathaniel Diamaqima ønskede at han gjorde!
Hans humør ændrede sig betragteligt, da han så den lille blomst vokse på klippen. Næsten med store øjne lod han hånden stryge over kronbladene.. uden at plukke den. Han rystede på hovedet og vendte blikket mod den anden blomst som voksede lige ved. Han lagde sig næsten ned på gulvet, for at komme blomsten i øjenhøjde. ”Ih nej da.. Hemmeligheden bag min tilfangetagelse er dog en Diamaqima-hemmelighed.. men jeg ved den! Åh jeg ved den.. stærk magi kan bryde lænkerne.. de lænker som øjet ikke kan se… Gør det igen,” opfordrede han igen. Han elskede de grønne planter!

[Erica Magdalen Sashae]

Belle så interesseret på ham da hun fornemmede, at han gerne ville fortælle om det på en måde. Hun lod hovedet falde lidt på sked hvilket rykkede på de krøllede brune lokker, der lå pænt om hendes skuldre. Om han besad andre racer end det mental vidste hun ikke, men hun ønskede at vide det, eftersom han vidste alt om hende! "Nogle gange er det ikke blodet, der binder os sammen... Men andre ting," forklarede hun ham. Han skulle ikke give sin mor skylden, for han kunne jo godt finde nogle der ville kendes ved ham, selvom hans mor ikke ville. Hun rettede sig op igen og satte sig igen i samme stilling som før med benene foran sig og knæene bøjede. Hun lagde sin ene arm omkring knæene og støttede af med den anden foran blomsten. "Når du kender alt om mig er det kun retfærdigt, at jeg også ved noget om dig," fortalte hun ham stilfærdigt. Sådan så hun det da.

Hun kneb øjnene sammen, for han var da heller ikke til at rokke med. "Det var da en virkelig egoistisk tankegang... Du kan få selvtilfredshed over at give folk noget, ligesom jeg får ved at hjælp folk med healing," svarede hun ham og satte en anden vinkel på, eftersom han jo blev ved med at holde fast i, at ingen måtte læse dem. Det gjorde hende alligevel pokkers nysgerrig! Specielt da han greb fat i en bunke papirer.

Hun så stadig forbavset mod ham, da han blev så glad over planterne. Han aede nærmest blomsten og lagde sig i en noget sjov stilling, for at kunne se på blomsten i øjenhøjde. Hun trak svagt på mundvigen og smilede igen forsigtigt. "Hvad er hemmeligheden?" spurgte hun ham sigende. Det ville hun da gerne vide! Hun holdt nu begge hænder ud over sig og lod græs vokse frem i en plet omkring dem begge, så de sad på et tæppe af blød græs. Flere blomster voksede også frem ved ham.

[Deleted]

Ezekiel tænkte rigtig meget over sin fortid, selvom det nu heller ikke var noget som han gjorde med vilje. Han kneb øjnene let sammen, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Hun forsøgte at finde en vej ind.. Og han ville ikke give hende den! Han rystede på hovedet og vendte blikket væk fra hende. ”Åh nej, nej, nej ikke for mig. Ikke for mig, Belle! Ingen kender mig.. ingen må kende mig.. Diamaqima har forsøgt at skjule mig.. ladet mig blive glemt af tid og sted.. selv jeg bliver som grotten jeg befinder mig i..” Han bredte sine lange slanke fingre og vendte blikket ganske alvorligt mod hendes skikkelse igen.
Det var faktisk ikke fordi at Ezekiel ønskede at være egoistisk, men når man kun havde sig selv, og ingen anden at tænke på, så var det vel ikke underligt, at det blev sådan? Han vendte sig mod hende.. Hun sagde ham imod? Det var ikke noget som kunne komme bag på nogen som sådan. ”Du kan se deres taknemmelighed for din healing, Belle!” Denne gang trådte han mere hen mod hende, hvor han stoppede direkte op foran hende. ”Ingen vil få gavn af mine værker, såfremt det ikke kommer mig til gode. Jeg sidder lænket i et fængsel, som folk vil finde smukt, ih så smukt.. De skulle bare vide skulle de..”
Han lod neglene nærmest klikke mod hinanden, da han igen vendte blikket mod hendes gøren på gulvet.. gulvet som pludselig blev blød som græs, og med flere blomster som kun fortsatte med at vokse på det. Forsigtigt satte han sig op. Med lettere skælvende hænder, lod han dem glide over græsset.. og over blomsterne, som hun havde ladet vokse her.. Ikke noget som han havde set igennem frygtelig mange år, og han kunne mærke det.. Han knyttede den ene hånd. ”Magi er dyrt… Prisen for udnyttelsen af det, er dyr, og end ikke en Diamaqima ønsker at omgøre den forfaldne dom.. Lænkerne er ej synlige for det blotte øje, men dog kan de mærkes.. Om mine håndled.. mine skuldre.. mine ankler.. overalt på mig! Stærk magi.. åh, virkelig stærk magi..” fortsatte han for sig selv.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle lod hovedet falde en smule på sned, mens hun betragtede ham med sine meget blå øjne, der til tider kunne tangere over i en nærmest lilla nuance. Hun trak vejret roligt. Han var meget påvirket af sin tid her og hun fandt det virkelig ærgerligt. Hvis han var ved sine fulde fem og havde kontrol over sin mentale tilstand, så kunne han nok bedre forstå sig på tingene og sådan. Hun så det allerede som en opgave for hendes healing-instinkt! "Forbud er til for at blive brudt, Ezekiel... Diamaqima skal ikke bestemme," svarede hun ham forsigtigt. Hun syntes ikke det var i orden at gemme en mand væk, bare fordi han var klogere end en selv.

Hun forstod udmærket godt, hvis han var egoistisk. Han havde jo kun sig selv. Men alligevel, så kunne hun ikke lade vær med at tænke, at det kunne være anderledes. Hun rystede på hovedet forsigtigt. "Det er måske sandt... Men du kunne lave en revolution indenfor litteratur," svarede hun med et suk og så blot på ham, som han kom tættere på igen. Hun løftede et bryn... Han tænkte det jo helt forkert, men der var ikke noget at sige til det, så hun lod være med at køre rundt i det mere nu.

Lyden fra hans negle hørte hun godt, men hun prøvede også at undgå lyden, for den var lidt ubehagelig også. Gulvet omkring dem blev en græsplet som der nærmest var et tæppe og blomsterne dukkede roligt op og sprang ud. Hun holdt inde med magien og betragtede ham røre græsset og blomsterne. Hun lyttede nøje til hans ord, selvom det ikke gav så meget mening. Hun bed sig dog mærke i de usynlige lænker. Hvordan mon det kunne brydes? Hun ønskede virkelig at heale ham. "Det ved jeg... Alkymien... Healingen endda, kan være det samme," svarede hun medgivende.

[Deleted]

Selvfølgelig var Ezekiel meget påvirket af sin tid her.. Han havde kun sig selv, og sine egne tanker at finde ud af.. sig selv at snakke med, så han var vel ved at blive vanvittig af det hele. Han trak vejret dybt og vendte sig mod hende igen. ”Denne kan ej blive brudt! Nej, nej, nej den kan ej. Livet kan være godt, som det kan være forfærdeligt.. jeg blot er gemt af vejen.. ikke et forbud som kan brydes.. nej det kan ej..” Han så skiftevis fra den ene til den anden side, uden at han egentlig kunne gøre alverdens ved det.
Ezekiel ønskede ikke, at nogen skulle læse hans værker.. et sted fordi at reaktionerne ikke var noget som han kunne følge med i.. og han ønskede bestemt ikke at nogen skulle lære ham at kende, når han havde været vant til at forblive i mørket.. skjult og glemt, som han var frem til i dag vel og mærke. ”Åh, nej, nej.. Mine værker er ej til skue… slet ikke, nej, nej..” Han knugede sine værker i hånen med en lettere skælvende hånd, inden de mørke øjne igen fandt vejen til hendes skikkelse. Hun kunne læse dem her.. hans grusomme historie.. blandet med den virkelighed, som folk ikke ønskede at indse.. Hvor forfærdelig verdenen omkring dem faktisk måtte være. ”Men du ønsker at læse dem, Belle..? Du kan læse dem her, åh ja du kan.!” sagde han. Der kunne han da få lov til at se det hele, samt hendes reaktion.
Ezekiel gav stille slip på sine værker, for i stedet for at mærke det grønne græs under sine hænder igen. Han kunne slet ikke huske hvornår han havde oplevet det sidst.. For det var virkelig mange år siden. Han vendte blikket mod hende. Alkymi havde han ingen tro på overhovedet. Han stolede på ingen måder på det. ”Alkymi er farligt.. blot en forkert ting, og den mest healende eliksir kan blive ren gift.. Magi har sin pris, Belle.. Åh.. en dyr pris…” Han tog sig til sine kolde håndled og vendte blikket omkring sig. Han havde betalt prisen med sin frihed.. og han hadede det!

[Erica Magdalen Sashae]

Belle trak vejret roligt. Hvis hun var alene, ville hun sikkert også blive påvirket hen ad vejen. Hele hendes fundament ville jo blive slået i stykker med tiden og det ville sætte hende ud af kurs. På hendes retning i dag, hvilede hun jo meget i sig selv, fordi hun vidste hvor hun stod og hvad hun havde at gøre med. Hun troede nu på, at den kunne brydes, det skulle nok bare vise sig svært. "Hvis magi kan laves, kan det også brydes... Sådan ser jeg det," svarede hun ham roligt. Hun sænkede blikket ned mod græsset de sad på og strøg sin hånd over det, for stråene havde den rette længde til at være bløde. Det kildede en smule under hendes hånd, men ikke noget der fik hende til at trække den til sig.

Hun vædede stille sine læber og løftede sin højre hånd og strøg hendes brune lokker om bag øret, som hun hævede blikket igen. Hun smilede forsigtigt til ham. En dag... der skulle hans værker nok gøre noget godt i verden. Hun nikkede blot forstående og så sig rundt igen, indtil han sagde sine næste ord. Måtte hun få lov alligevel? Langsomt drejede hun blikket rundt til ham. "Det vil jeg gerne," svarede hun med en sød stemme.

Hun så mod hans pergamenter, men rørte dem dog ikke, da hun jo ikke ville overtræde hans grænser. "Det er sandt," sagde hun. Hun fulgte hans blik, da han tog sig til sine håndled... Før havde han snakket om de usynlige lænker. Mon han egentligt kunne mærke nogle lænker, selvom man ikke kunne se dem? Uden at tænke over det rykkede hun hen til ham og lagde sin hånd over hans håndled også, der jo nærmest var... iskoldt. Hun trak hånden lidt forskrækket til sig.

[Deleted]

Kunne man klandre Ezekiel for at være påvirket? En mentaldæmon som ikke kunne passe det mentale? Det kunne bestemt ikke komme særlig meget bag på nogen, hvis han selv skulle sige det. Han rystede på hovedet. Den kunne sikkert godt brydes, men lige hvordan.. Det vidste han heller ikke selv. ”Diamaqima besidder mørke hemmeligheder, uh rigtig mørke hemmeligheder..” Han rystede let på hovedet og vendte blikket ned mod græsset, som de sad på.. Hvad han dog ikke ville give for et frisk vindpust mod hans ansigt. ”Magi er farlig, rigtig farlig..”
At hun gerne ville læse dem, var uden tvivl noget, som selvfølgelig gjorde ham glad, men det ville kun være her, hvor det også ville komme ham til gavn. Han så sig om.. Der lå jo værker over det hele.. der var ikke rigtigt nogen sammenhæng i noget af det han skrev.. Han skrev det han havde lyst til.. Uden start og slut.. uden mening eller noget som helst, men det var bare en del af ham, og det havde det altid været. ”Kun her! Kun her kan du læse dem.. og ej må du fortælle nogen om hvad du har læst..!” fortalte han med en mere fast tone. Det var ham et meget ømt punkt.
At hun rykkede tættere på ham, og faktisk tog fat om ham, gav ham næsten et chok, hvor han direkte trak sig væk fra hende. Hans håndled var iskolde.. lænker usynlig for det blotte øje, som han hele tiden havde sagt. ”Ikke røre! Usynlige lænker… kolde usynlige lænker..” Han trak sig mere væk fra hende, for at sætte sig tættere på pejsen i håbet om, at det ville kunne varme ham lidt mere end hvad det andet gjorde. Han vendte blikket mod sine håndled i stedet for. Han begyndte at gnubbe dem.. meget havde han lært at leve med, men de kolde håndled og ankler.. det var svært. ”Altid koldt.. altid så kolde..” endte han mere for sig selv.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle betragtede ham forsigtigt. Det var klart for hende, hvordan tingene hang sammen efterhånden, selvom hun jo ikke havde spurgt særlig meget endnu. Hvilke andre racer han besad, det vidste hun dog ikke og hun vidste ikke lige, hvordan hun kunne få det spørgsmål over tungen. Hun syntes dog alligevel godt, at man kunne lukke folk af vejen på en mere human måde. Måske hvis han bare var lænket til bjerget? Fremfor grotten? Så han kunne få frisk luft fremfor at være indelukket here. "Gad vide hvilke andre forbandelser, der ligger over stedet her..." endte hun tænksomt og for sig selv. Hun kunne forestille sig, at der var mere magi her end man lige skulle tro, for hun kunne nærmest mærke det i sin krop... specielt hvis det var alkymist magi, som Diamaqima jo havde lagt over stedet.

Hun glædede sig faktisk til, at begynde at læse på lidt af det. Måske hun kunne hjælpe ham med at samle pergamenterne til mere sammenhængende historier, for lige nu lå det hele jo spredt over det hele. Hun nikkede forstående til ham. "Kun her... og ikke fortælle det videre," gentog hun, så han også forstod, at hun skam nok skulle holde den lille ting. Hun trak forsikrende på smilebåndet,

At han trak sig hastigt væk fra hende, fik hende til at stivne og selv trække hendes hånd til sig. Hun lagde armene om sig selv og så ned mod sine bøjede knæ, som hun trak tættere på sig og krøllede sig siddende sammen på gulvet. "Undskyld," mumlede hun dæmpet. Hun blev siddende som hun gjorde med ryggen til ham og stirrede frem for sig. Hun ville virkelig gerne hjælpe ham... Heale ham. Og hun sad fast på den tanke, nu hvor hun først havde fået den. Hun rettede sig op, da hun fik øje på et af hans pergamenter og tog fat i det og løftede det. Hun begyndte stille at læse.