Reading or listening..?

[Deleted]

Det var ved at blive hen på aftenen og på toppen af Bayanad Mountain, havde mørket sænket sig allerede.. specielt på hans side af bjerget. Det blæste op til regn, og skydækket var meget, meget tungt. Ezekiel havde efterhånden tilbragt mange dage.. mange måneder.. rigtig mange år på toppen af dette bjerg, at han næsten ikke kunne huske hvordan landsbyerne så ud.. Silia.. Dronningen af lyset var ofte oppe ved ham, men det var så til gengæld også det eneste som han fik lov til at se. Grotten som han befandt sig i, var ganske vidst indrettet smukt, som havde det faktisk været et hjem.. en lænestol, en pejs.. En lille krog med en seng.. ja, han havde det jo faktisk fint på trods af at dette faktisk var ham et fængsel.

Ezekiel så op fra sine dokumenter. Han brugte meget af sin tid på at læse, eller skrive selv, bare for at have tiden til at gå med et eller andet, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham. Han trak let på smilebåndet.. Det var ikke Silia som han kunne fornemme udenfor.. men så mange andre.. En var tæt på.. Skræmmende tæt på, men hvem? Det var jo aldrig til at vide. Fjerpennen lagde han roligt fra sig igen med sine krogede hænder. Hans krop var præget af skæl.. skæl som han ikke vidste hvor kom fra, og han hadede det et sted, selvom han havde lært at leve med det. De mørke øjne skinnede nærmest i lyset fra pejsen. Ville hun vende om? Passere, eller ville hun finde den lille åbning ind til hulen her? Han blev siddende.. afventende.. Det var jo altid spændende med noget nyt, når det skete så sjældent!

[Erica Magdalen Sashae]

Mørket, der sænkede sig, var ikke helt ventet af den kære pige. Belle havde forvildet sig langt op i bjergene for at samle ind til nye eksperimenter med healing og eliksirer til netop det samme. Det var som om at blæsten og regnen kom ud af mørket ligeså hurtigt som et knips af fingrene, så hun var jo faktisk direkte fanget i det hele. Hun havde nok været her for længe, men hun var blevet revet væk af alle de spændende urter og ingredienser hun havde fundet! I og med, hun bare gik rundt for sig selv heroppe, så var hun i sin naturlige skikkelse i dag. Det lyse hår hang frem under hendes kappe, hvor hun havde kutten trukket op over hendes hovede. Over armen havde hun en kurv, hvor hun havde puttet ingredienserne i, der bestod af diverse planter. Hvad, der gemte sig heroppe, var hun ikke rigtigt klar over. Men hun vidste, at bjerget nok rummede mere end hvad man lige regnede med.

Hun nåede hurtigt indenfor for at komme i læ for regnen, der allerede havde gjort hende gennemblødt. Hendes hår hang sjasket omkring hendes ansigt og hendes tøj klæbede, hvilket føltes direkte klamt. Hendes urter var dog beskyttet af et klæde, der havde taget det meste af vandet, hvilket var heldigt, for for meget vand kunne ødelægge dem! Hun slog kutten ned og vædede roligt sine læber, mens hun gik ind. Hun kunne fornemme en varme et sted her og blev nu pokkers nysgerrig. Hun passerede en lille åbning i klippevæggen og ænsede ikke først, at hun kunne klemme sig derind. Men det slog hende pludseligt og hun bakkede tilbage og smøg sig ind igennem åbningen.

Synet, der mødte hende, var virkelig vildt. Det var jo nærmest et hjem her; lænestol, pejs, en seng... Hun drejede rundt om sig selv, mens hun kiggede på det hele og så i første omgang ikke, at her også var en anden mand.

[Deleted]

Det var til Ezekiels fordel, at han kunne mærke, når folk var omkring og tæt på ham. Hans ærkefjende Nathaniel, var endnu en gang på denne side af grænsen, for han kunne mærke manden derude et eller andet sted. Han rettede sig op, det som han nu kunne i hans stol. Grotten og hulen her, var hans hjem og det havde det været igennem så mange år, at han ikke vidste eller kunne huske hvordan verdenen så ud på den anden side. Naturligvis var det noget som gjorde tingene mere besværlig for ham, end det som godt måtte være, og han hadede det.. men ikke desto mindre, så havde han lært at leve med det, uanset hvor vanvittigt det så end måtte lyde.
At en kvinde kom ind i hans lille hjem, fangede han hurtigt op, da han selv sad i lænestolen. Han fik aldrig besøg af andre end Silia, for han vidste at den kære dronning foretrak at lade hans eksistens forblive ukendt for alt og alle, som var omkring dem. Han var ikke forundret.. Slet ikke. Han trak på smilebåndet, så smilehullerne viste sig i hans kinder, inden han lænede sig tilbage igen, og endte med at sidde mere krumbøjet igen. Hovedet lod han søge en kende på sned. ”Noget siger mig, at det ikke er den kære Silia Diamaqima, som har sendt Dem,” sagde han roligt. Hans øjne skinnede nærmest af morskab ved hele dette scenarie, og han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det.. Han var jo alene.. ensom og.. sindssyg, ville mange nok sige.
”Og jeg får ellers aldrig fornemt besøg..” Han satte hånden i det lille bord, inden han tvang sig op at stå. Han var gyselig at se på.. og han vidste det jo godt. Han smilede bredt.. Sådan var han jo.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle var ikke stærk i at fornemme andres magi. Det var ikke det, hun havde specialiseret sig i på nogen måde. Hendes forbindelse var til naturen, som hun til gengæld virkelig kunne fornemme og mærke, da de nærmest var et. Heroppe på bjerget voksede der dog ikke meget, men dog var der nogle specielle planter, som hun havde brug for til sin karriere. Som healer var hun nødt til at være fremme i skoene, for det var som om, at der altid kom noget nyt, selvom der også var en del ting, der lignede hinanden. Men hun fiksede en mikstur og de fleste blev raske, ja faktisk alle, medmindre de var død syge.

At det skulle vise sig, at være beboeligt heroppe i bjergene, havde Belle ikke ligefrem regnet med. Hun havde bare haft brug for læ fra regnen. Nok var hun druide og tæt på naturen, men så meget regn kunne hun jo nærmest drukne af... eller i hvert fald føle det sådan. Hun stod med ryggen til lænestolen og så derfor ikke, at der faktisk sad en mand her. Hvem der dog boede her gjorde hende dog alligevel nysgerrig. Hun kiggede sig omkring, for det var da spændende, at her nærmest var beboeligt.

At en stemme lød, fik hende til at stivne og stå fuldkommen stille. Hun sank en klump og blev stående med ryggen til. "Dronningen har ikke sendt mig, det har De ganske ret i," svarede hun stilfærdigt og høfligt. Hun drejede langsomt rundt og fik øje på skikkelsen ved lænestolen. Et besøg var det jo ikke ligefrem, i hvert fald ikke planlagt. Hun prøvede på ikke at lave et ansigt, men det var tydeligt på hende, at hun godt kunne se hans skæl og hvor... hæslig han var at se på. "Hvem er De?"

[Deleted]

At denne kvinde måtte finde ham hæslig, var ikke nyt for Ezekiel, for han vidste hvordan han så ud. Der var en grund til at hans hjem ej var i besiddelse af et spejl, for han hadede at se på sig selv. Desuden havde han ikke nogen grund til at gøre sig fin for nogen, for han fik jo aldrig besøg fra nogen som helst. Foruden dronningen selvfølgelig, som var en af to, som vidste at han var heroppe. Selvom denne kvinde var fremmed, havde han for sin egen skyld, allerede været en tur forbi hendes tanker, følelser og hele hendes sind, for han tog bestemt ikke chancerne, hvad det her angik. Han havde jo ikke just noget at forsvare sig med.
”Det anede mig.. Jeg er jo ikke så heldig, at den kære dronning, ville sende mig noget som kan komme mig til gavn, nej, nej.” Han himlede med øjnene. At hun så derimod ville spørge ind til hvem han var, fik ham kun til at slå ud i sin næsten sindssyge latter. Det spørgsmål havde han godt nok ikke fået i mange år. Han var mere til spørgsmål alla: ”Hvad sker der i morgen?” ”Er det her valg det eneste rigtige?” De mørke øjne gled mod hende. Han drejede let rundt om stolen, for at stille sig på det åbne gulv. Selve grotten var ikke særlig stor.. og han længtes efter den friske luft.. hvor han dog længtes efter den! ”Jeg går under mange navne.. Skræmmende mange navne.. Den Vise Mand.. Manden som ved alt om alle.. Selv dig.. Af navn.. går jeg under navnet Ezekiel..” Fingrene lod han mødes foran ham, hvor han blev stående.. Lettere krumbøjet, men var det underligt når han kun havde sin lille grotte at gå i? ” Og dog.. hvilken tilfældighed.. Af alle disse år.. Så kommer du dumpende på min dør.. Hvilken behagelig overraskelse!” Han gjorde et let kast med armene og med et let grin. Han elskede den tanke!

[Erica Magdalen Sashae]

Belle var egentligt en kvinde, der hvilede utroligt meget i sig selv. Der skulle meget til at slå hende ud, hvoraf naturen var det, der virkelig gjorde tricket. Men hun var blevet overrasket over, hvordan denne mand dog så ud i ansigtet. Han måtte have været her i frygteligt mange år, eftersom han jo nærmest var formet af grotten. Han stod grimt, så ulden ud i håret og havde skæl på huden, som jo nok var en beskyttelse fra kroppens side mod grottens hårde miljø. Rummet var ikke særlig stort, men alligevel hjemligt på en mærkelig måde. At Dronningen så var den, han kendte til, forundrede hende. Det kongehus havde nok flere hemmeligheder end man lige gik og regnede med.

Hun vædede sine læber flygtigt og tænkte over hans ord. "Det... ved jeg intet... om," svarede hun forsigtigt. Hvorfor han var her, gjorde hende faktisk nysgerrig, for han var jo fuldstændig gemt væk her. Dette var vel en form for fængsel? Men hvis hun kunne komme ind, hvorfor kunne han så ikke komme ud? Kunne hun overhovedet selv komme ud nu? Det håbede hun godt nok! Hun kiggede lidt mærkeligt på ham, som han grinte, for det gjorde hende ret ubehageligt til mode.

Hun holdt armene om sig selv med kurven siddende over armen endnu. Hun var nysgerrig på ham, men hun ville egentligt også gerne gå. Han vidste alt om hende? Men han boede jo i en grotte! Navnet sagde hende ikke som sådan noget og nikkede bare. "Hvorfor er De her?" spurgte hun videre. Hvis han vidste alt om hende, så behøvede hun vel ikke præsentere sig? Hun sank en klump. Han virkede ikke farlig som sådan, men han var bare lidt skræmmende i sin fremtoning. Hun håbede bestemt ikke, at dette var skæbnen...

[Deleted]

Ezekiel var formet efter hans tilstedeværelse i grotten, og det hårde miljø som han befandt sig i. Sådan havde han jo heller ikke set ud hele livet.. det var kommet med årene.. De mange år, som han havde været her. Han betragtede sig af hende. Besøg havde han ikke noget imod.. Ja, han var vel ensom.. Der var ikke nogen som vidste, at han var der, der var ingen som kom for at snakke med ham, og kongehuset forventede at han besvarede deres spørgsmål for deres fremtid, og det var jo hvad han blev brugt til. Det var slet ikke sådan hans evner skulle udnyttes!
Ezekiel kunne allerede fortælle hende meget om hende selv, og sikkert også ting, som hun ikke var helt klar over endnu. Han trak morende på smilebåndet. De smilehuller gik da heller ikke nogen steder lige nu. ”Skuffet siger jeg dig… jeg bad specifikt om at få tilsendt flere dokumenter..!” Selvom det var lige før vreden meldte sig i hans stemme og tone, så kunne han ikke gøre noget ved det. Han kastede med hænderne.. Han skiftede nærmest humør fra det ene øjeblik til det andet, men når man kun havde sig selv at snakke med, så var det vel ikke underligt? Han vendte blikket mod hende igen.. De mørke øjne hvilede i hendes.. Som han så igennem hende og fik alt med sig af tanker og følelser som hun gjorde sig. Han foldede hænderne roligt foran sig.. lod fingrene tromme let mod hinanden. ”Gør jeg Dem ubehageligt til mode, Belle..?” spurgte han sigende, inden han trådte hen mod hendes skikkelse. Selv var han ikke ude på at gøre nogen ondt.. ikke før det blev ham en nødvendighed om ikke andet, og det ville han ikke påstå at dette var. Han kneb øjnene svagt sammen og betragtede sig af hende, nu hvor han stod helt oppe foran hende. ”Farlig kaldte de mig.. Diamaqima valgte at gemme mig af vejen for mange år siden.. Kun fordi jeg er mere vis end den mand..!” Igen kastede han med hænderne efterfulgt af et grin. ”Og ej kan de undvære mig.. Grotten her er mit fængsel.. Jeg kan ikke forlade det.. og ej vil jeg komme til det,” afsluttede han.

[Erica Magdalen Sashae]

Det var tydeligt for Belle, at denne Ezekiel havde været her længe, for ellers ville han jo ikke have udviklet skæl på huden eller være så krumbøjet. Han var klart påvirket af sine år her og det gjorde hende både nysgerrig, lidt bange, spændt og ked af det. Hun var nysgerrig på hvorfor, lidt bange for hvorfor, spændt på hvorfor... og ked af hvorfor. Ked af den skæbne han jo led ved at være her, for han havde tydeligvis taget skade. Hun mødte hans blik med sine grønne øjne, for hun havde jo ikke skiftet form til noget lige nu. Hendes hår var begyndt at tørre i spidserne, for der var jo lunt her i grotten på grund af pejsen. Men ellers lignede hun stadig lidt en druknet mus.

Hun trak vejret dybt og rettede sig mere op, da det lød til, at han skulle til at blive vred. "Mon ikke de kommer?" spurgte hun tænksomt. Altså dokumenterne, skulle vel nok komme. Men hvilken ensom tilværelse, hvis alt gik op i dokumenter og pergamenter? For det flød her jo nærmest med, af hvad hun havde set. Hun mødte hans blik og stod fuldkommen stille. At han så igennem hende, kunne hun nærmest fornemme. Hun bed tænderne sammen, da han påpegede den følelse hun stod med overfor ham. "Jeg må være ærlig og svare Dem ja. Det er som om, at De ser lige gennem mig..." svarede hun ham roligt. Hun kunne jo ligeså godt være ærlig, ikke? Det var jo ikke som om, at han kunne fortælle det til nogle.

Hendes hoved gled let på sned og hun blev stående på sin plads, da han nåede hende, selvom hun havde lyst til at træde tilbage. "Alkymisten? Det forekommer mig, at De er en uddannet mand," svarede hun konkluderende. Ganske vist en fortolkning af tingene, men hun var ret hurtig til at sætte to og to sammen. Hun nikkede forsigtigt... så dette var hans fængsel. "Er jeg så også fanget nu? Eller kan jeg gå?" spurgte hun med en så neutral stemme som muligt.

[Deleted]

Ezekiel havde allerede set igennem hende.. Accepteret, at dette var hans skæbne, også selvom han bestemt ikke bifaldt den af den grund, og det var j bare sådan at det var. De mørke øjne hvilede på hende.. næsten med det legende skær, som han altid havde i minen, når han havde besøg af Silia.. Hun var trods alt den eneste som viste den interesse for ham.. Han kunne jo heller ikke klare sig uden mad og den slags.. Så det var de jo trods alt nødt til. Hans liv gik op i bøger.. ny lærdom.. Skrive sine egne, for ellers blev han da først for alvor drevet til vanvid, og det var slemt til tider.. Han havde jo kun sig selv at snakke med.
”Belle… kære Belle, jeg kan se direkte igennem Dem.. Jeg ved alt om Dem. Deres fortid.. Deres navn.. Sågar Deres race..” Han trak morende på smilebåndet. Han elskede den magt.. og han kunne heller ikke ligefrem styre det. Nu hvor han selv for alvor var kommet i omdrejninger, og havde fundet denne kvinde.. eller rettere sagt, den kvinde havde fundet ham, ved at komme dumpende på hans dør. Han grinede igen. ”Uddannet?! Åh, min gode ven, ej har jeg papirer på en uddannelse, og ej vil jeg nogensinde få det,” fortalte han ærligt. Han havde sin race og sin blanding, og det var det som havde reddet ham til nu. Hans visdom den vej igennem havde været ham en redning i mange henseender.
”Såfremt du ej er ramt af Diamaqimas magi og kræfter, er du fri til at gå den samme vej, som du er kommet ind." Frygten for at sidde fanget her, kunne han læse i hendes øjne. Han lod hovedet søge en kende på sned. Han var vant til at folk frygtede ham.. Det havde de gjort også i årene op til at han blev bragt hertil af den forbandede familie, som han forbandede så langt væk, også fordi at han var afhængig af dem og det som de bragte ham. ”De frygter mig,” bemærkede han endeligt.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle havde det ubehageligt med at blive set lige igennem som var hun lavet af glas med skrift stående på indersiden, der oplyste om hende. Det var ikke rart at være i et selskab, hvor man ikke kunne skjule noget, for selvom hun hvilede meget i sig selv, så følte hun sig nærmest... nøgen, når han bare vidste alt om hende så nemt. Det var klart for hende, at han måtte være mental dæmon og det gjorde det ikke ligefrem bedre, for de var jo efterhånden sjældne? Hun trak vejret dybt og prøvede at berolige sig selv, selvom hendes læber blev en smule stramme, som han skar det ud i pap for hende. "Okay," endte hun med en spinkel stemme.

Hun sænkede blikket fra ham. På det plan, havde hun jo ingen våben til at forsvare sig med og hun følte, at det var en overtrådt grænse. Hun trådte et skridt tilbage og tog sin kurv ind foran sig, som var det et værn mellem dem, selvom det nok ikke hjalp meget. Hun trak på skuldrene. I hendes øjne var selvdannelse også uddannelse. "Så De fortæller mig, at alle disse papirer og bøger bare ligger her? En skam... Jeg skulle mene, at det man selv skaffer er sin egen uddannelse," fortalte hun ham sandfærdigt.

Hun lyttede til hans ord og blev alligevel en smule lettet. Hun havde aldrig mødt Diamaqima, men kendte ham kun gennem sin egen alkymist race. "Udmærket..." endte hun. Hun bed dog tænderne sammen. Hun kunne ikke komme ned ad bjerget før morgengryet, for i regnen og mørket ville hun ikke bevæge sig ned, det var alt for farligt! Hun savnede allerede skoven. Hendes øjne flakkede en smule rundt og hun endte med at sætte sin kurv ned samt trække sin våde kappe af, hvor hun under havde en let lysegrøn kjole på. Hun skubbede sig hår om på ryggen der nu skiftede til mørke krøller i stedet for det blonde, samt at hendes øjne blev blå. Hun mødte hans blik. "Som sagt, gør De mig ubehageligt til mode," endte hun og rettede på sin skjole.

[Deleted]

Ezekiel så direkte igennem hende, og det var ikke engang fordi at han gjorde det med vilje.. Han kunne stå foran et individ, og nærmest føle, at han havde kendt dem igennem hele livet.. også selvom han vidste, at det ikke var tilfældet i nogen af henseenderne, for dem som han havde kendt dengang han havde haft sin frihed, var døde i dag.. Det vidste han. Han trak morende på smilebåndet. De smilehuller gik bare ikke nogen steder. ”Og tro mig, det er fantastisk med noget uventet besøg. Det er altid så spændende..! Ih!” Det var jo lige før at han kunne blive ivrig, som havde han været et lille barn. Selvom han kunne se, at hun stod der og var kold og det hele.. så vidste han jo heller ikke hvordan han skulle begå sig. Aflåst og gemt af vejen.. ukendt for verdenen omkring ham.. Et sted gjorde tanken ondt, men han havde lært at leve med den.
Som hun trak sig et skridt, tog han et skridt tættere på. Måske en kende nærgående, men han gjorde jo ikke ligefrem noget ved det. Han havde brug for en nærhed, selvom han ikke vidste hvordan han skulle bede om den. ”Har jeg ikke bøger at læse i, så skriver jeg mine egne.. Det er såre simpelt. Jeg sidder her blot alene i min egen tilværelse.. mig selv som eneste selskab,” forklarede han, som var det en hverdag for ham.. Og det var det jo trods alt også.
Ezekiel slog ud i en latter, da hun nærmest skjulte sig bag sin kurv. Tydeligt, at hun frygtede ham.. Ikke at han gjorde noget, med mindre, at han fik noget ud af det. Og at slå sit eget selskab ihjel, ville bestemt ikke hjælpe ham. ”De har skam ikke noget at frygte.. Hvilken vært vil jeg ikke være, om jeg slog mit eget selskab ihjel? Kom hen foran pejsen og få noget varme,” opfordrede han med en sigende mine, inden han selv vendte sig mod pejsen. Den varmede godt her.. og specielt i den kolde nattetid. Der var der stadig godt koldt deroppe på toppen af bjerget. Han trak sig væk fra hende.. Selv han kunne jo mærke, at hun ikke brød sig om at se på ham, hvor han selv valgte at se bort fra den skiftende hår- og øjenfarve. For ham, var et jo ikke stort. Han gjorde jo det samme.

[Erica Magdalen Sashae]

Selvom det ikke var med vilje, så fandt Belle det stadig ubehagelig at blive set lige igennem. Hun havde ingen måde at forsvare sig på og det lille hun havde, det blev jo nærmest revet væk fra hende når han vidste alt om hende på et splitsekund. Det gav hende hjertebanken og ondt i maven, så i det mindste blev hun da nok ikke sulten mens hun var her. Hun så på hans smil, der selv var lidt skræmmende i sig selv. Der skulle virkelig gøres noget ved ham, hvis folk skulle kunne være i hans selskab. "Godt det morer Dem," svarede hun stille. Men hvis han var alene så meget, så var det jo forståeligt? At selskab, der ikke var Silia, som plejede at komme, var spændende. Det kunne hun jo godt se.

At han fulgte med hende, da hun gik et skridt tilbage, gjorde det ikke ligefrem bedre, for han brød virkelig hendes private sfære. Hun lod hovedet falde på sned og måtte kort tage sig selv i at have ondt af ham. Hvis han bare sad her, var der jo intet at sige til, at han ikke kunne begå sig rigtigt om hende, så nu måtte hun være lidt større end hun lige opførte sig. "Hvad har De skrevet om?" spurgte hun. Nu faktisk nysgerrig, for hun kunne selv godt lide at læse. Hun fordybede sig mest i alkymien, fordi det var mest interessant for hende, men havde da også læst andre ting siden hun havde fået adgang til Det Kongelige Bibliotek. Pludseligt var frygten væk for ham et øjeblik.

Hun blev en smule rød i kinderne, da han grinte af hende og derfor endte hun også med at stille kurven fra sig og lægge sin kappe ved siden af. Hun så hen mod pejsen, der med dens varme allerede virkede tryg. At han så ikke kommenterede hendes skiften, det tænkte hun ikke direkte over. "... Tak," endte hun forsigtigt. Hun nåede pejsen og knælede foran den, mens hun allerede mærkede varmen tørre hende lidt mere.

[Deleted]

Under normale omstændigheder havde selv Ezekiel nok handlet anderledes, end hvad han gjorde i denne stund, Nu som det var sagt, så var det bare vigtigt for ham at understrege, at han jo vidste alt om hende.. Og nu hvor han stod her.. Så ville han selv kunne se så langt ud i fremtiden, at han ville kunne ane hendes næste træk, så det var vel bare på sin plads, at understrege, at han ikke ønskede at gøre hende ondt? Han var da slet ikke dum nok til at skade det eneste selskab som han havde, foruden Silia, som han da slet ikke kunne røre ved. De skide Diamaqimaer, som troede at de var noget! ”Man har kun den morskab som man selv laver, ikke sandt?” endte han med en ganske ærlig stemme, da han igen vendte blikket i hendes retning.
Bøger havde nu altid været en stor fascination for Ezekiel, og dette var skam intet undtag. Nu hvor han havde vendt opmærksomheden mod en serie ganske særlige bøger på biblioteket, som han var blevet nægtet at få fat i.. De gamle kongelige bøger.. skrifter fra oldgammel tid, som kun kunne læses af skræmmende få – og deriblandt ham, men fik han lov til at læse i dem? Næh nej! Han rystede kort på hovedet. ”Hvad der falder mig ind.. historieprægede skønlitteratur primært.. Jeg finder det underholdende.. Slet ikke noget som folk finder passende,” svarede han ærligt. Det vakte ikke ligefrem den største opsigt, men for ham, så var det en fantastisk måde at få tanker og ideer ned i en fantastisk mix af historier og eventyr, som han kun måtte mindes at have hørt som lille.. uvidende om det han kunne huske, faktisk var sandt.
Elegant bød Ezekiel hende ind i hans ydmyge hjem og foran pejsen for at få varmen. Selv gled han roligt tilbage i hans lænestol igen og med blikket mod hendes skikkelse. Hånden strøg let over den glatte bordplade, inden han igen lod fingrene tromle mod hinanden foran sig. ”De er langt fra skovene, Belle..” bemærkede han endeligt. Selv han var jo præget af en nysgerrighed.

[Erica Magdalen Sashae]

Selvom Belle fandt Ezekiel skræmmende og ubehagelig, så regnede hun ikke med, at han faktisk gjorde hende ondt. Han virkede ikke ondskabsfuld, men var måske bare magtfuld på nogle andre områder, som havde sat ham her i første omgang. Hun trak vejret roligt og så mod ham. Hun kunne ikke lide, at han nu vidste alt om hende, når hun stort set intet vidste om ham. Hun følte sig udsat og ude af stand til at beskytte sig selv, fordi han bare kiggede igennem hende. Hun blinkede kort med øjnene og nikkede stille. "Det er sandt," svarede hun dæmpet. Man skulle i hvert fald ikke regne med, at andre serverede morskab for en, det måtte man selv stå for.

At han fandt bøger spændende, havde hun dog fundet ud af. Det var tydeligt, at han var en læst mand, der jo faktisk måtte vide en del, når han nu var så ivrig efter at få mere at vide. Hun havde lært at læse til sit eget behov, da hun havde brug for det som alkymist, og det havde de rent racede druider jo accepteret. Hun så mod ham og så et kort øjeblik drømmende ud. Hun kunne godt lide det fiktive og opdigtede, for det var spændende og ikke ofte set. "Det ville jeg gerne læse," kom det fra hende, uden at hun tænkte nærmere over det. Hun smilede for sig selv, som hun gik hen imod pejsen, da han bød hende ind.

Hun satte sig på gulvet foran pejsen, da hun havde brug for varmen. Hun fornemmede, at han satte sig i lænestolen igen og blev bare siddende hvor hun sad. Hun drejede ryggen til pejsen og vendte sig hen mod Ezekiel. "Jeg har været ude på bjerget hele dagen for at samle planter, blomster og urter... Men det vidste du vel allerede," fortalte hun roligt.

[Deleted]

Ezekiel så selv væmmelsen i Silias ansigt, når hun endelig kom op og besøgte ham.. fyldte hans lager af madvarer op, og tildelte ham de minutter med selskab, som hun kunne finde i hendes ellers så travle kalender. Det gjorde ham intet. Han havde lært at affinde sig med det, udelukkende fordi, at han vidste, at det ingen forskel gjorde, at begynde at brokke sig. ”Og siden Silia ikke ønsker at give mig hvad jeg vil have, nej, nej, så må jeg jo finde på noget andet, ikke sandt?” Til tider brugte han jo mange timer på bare at sidde og snakke med sig selv. Det var jo til at blive vanvittig af. Selv en fangekælder under Castle of Light, havde været langt mere humant end det her, for der ville han da i det mindste have nogen at snakke med. Her var han jo helt alene.
Ezekiel rettede sig op ved hendes ord. Ville hun gerne læse hans værker? Det var jo ikke fordi at der var noget særligt i det.. Meget af det, var jo det rene vullapyk, men han havde bare brug for at få de mange tanker ned et eller andet sted, og nu havde han ikke flere dokumenter! ”NEJ! Nej, nej, det ikke færdigt endnu! Ulæseligt er det.. ulæseligt..!” Igen kastede han med armene. Han vidste ikke hvordan han skulle begå sig omkring hende.. Og selvfølgelig for ham, var det svært, når han slet ikke var vant til besøg.
At hun havde været ude for at samle urter og den slags, havde han skam været klar over, men formålet ved det.. Det var så derimod lige præcis den del, som han ikke forstod sig på. Alkymi var ikke rigtigt noget som han vidste særlig meget om, andet end at det var det, som havde slået ham i jorden og bragt ham hertil i udgangspunktet. ”Til hvilket formål, om jeg må spørge?” spurgte han denne gang med en naturlig nysgerrighed. Han rejste sig igen fra hans lænestol, for nærmest at luske ned ved siden af hende. Alkymi læste han op på.. mere for at lære at forstå det, men det var svært. Han gled på hug foran hende.. ikke mere end et par centimeter fra hendes egen krop. Hans negle slog let mod hinanden. ”Det er langvejs fra, for alkymiens skyld, Belle.. hvad er dit formål?” spurgte han videre.