Reunion time.

[Carmine Jordin Marlineo]

Normalt var Enrico en mand, som kunne holde sig selv lidt i snor, men lige hvad angik hans søster, var han bestemt ikke særlig god til det.. Det var næsten som om.. at hun virkelig formåede at vække det værste i ham. Han fandt sin frihed igennem hans arbejde.. Lige på det punkt, ønskede han faktisk at blive udnyttet, og han ønskede uden tvivl at blive brugt, for han havde noget, som han kunne bidrage med. Det var hans kald i livet.. når kongen ikke tog det fra ham om ikke andet. ”Jeg har fundet min frihed i arbejdet.. Jeg har hele livet knoklet for hvad jeg har opnået.. Og det jeg har, er jeg stolt af,” sagde han med en tydelig stolthed i stemmen. Han var virkelig glad for det, for han havde jo faktisk opnået noget! Noget som hun jo ikke just kunne prale af.
At hun skulle blive så overrasket over, at han reagerede så voldsomt, kunne han virkelig ikke tage sig af, for i hans øjne, så havde hun uden tvivl bedt om det! Han slap hende på sengen, også selvom hun hurtigt rejste sig igen. Det passede ham egentlig fint, for han ville slet ikke have hende ved sig. At hun så skulle kalde ham barnlig, fik ham til at knytte næverne kraftigt og ikke mindst voldsomt, for det ville han da på ingen måde høre tale om! ”Det er måske dig, som skulle kigge på, hvad det vil sige at være voksen Atalya!” kaldte han voldsomt efter hende. At hun så smuttet.. passede ham mere end perfekt, for han ville slet ikke have hende der! Igen prustede han tungt ud, og lod begge hænder glide igennem det let krøllede hår, inden han dumpede ned på sengekanten. Aldrig havde han gået så voldsom til værks med hende.. men han havde uden tvivl nydt det!

[Deleted]

Frihed, Det var det eneste som Atalya kunne tænke på. Hun elskede det, at kunne gå hvor hun ville og gøre hvad hun ville. Hun ville ikke for pligte sig til noget eller nogen. Hun vidste godt at hun hverken havde fokus eller fundet sit kald i livet men lige nu var det ikke slemt. Hun behøvede ikke at være som sin bror, hun behøvede ikke at have fundet sit kald endnu. Alt ting til sin tid. At han snakkede sådan om sit arbejde fik hende til at lytte interesseret. Hun smilede bredt da han stoppede igen. Hun var glad på hans vegne at han havde fundet noget som betød så meget for ham. "jeg er stolt af dig. Du har formået at komme videre. Det er der ikke mange som kan og det beundre jeg ved dig" sagde hun ærligt og lod hovedet søge let på sned. Hun var virkelig glad for at han var så glad for sit arbejde og han måtte vel også være god til det? Det regnede hun i hvert fald med. Nej hun kunne ikke prale af at have opnået det samme som ham men hun var også ligeglad. Hun skulle nok nå dertil en dag og den dag behøvede jo ikke være lige i dag.
Hun var blevet overrasket. Det havde egentlig skræmt hende. Hun var løbet fra kælderen uden at se sig tilbage og højere op i slottet hvor hun kunne få noget luft. Hun stoppede ved et åbent vindue og lænede sig ud af det og trak vejret dybt. Hun havde håbet at de kunne enes men måske var de bare kommet forkert ind på hinanden? Måske hun bare skulle give ham lidt tid. Det måtte egentlig også være underligt for ham at se hende troppe op efter så lang tid. Hun sukkede en gang og slog sig selv blidt på siden af hovedet. "Jeg er et klods. Jeg burde ikke bare brase ind. Jeg må gøre det godt igen når han er faldet lidt ned igen" sagde hun bestemt til sig selv og rejste sig op. Hun strakte sig og begyndte derefter roligt at gå rundt for at undersøge slottet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom mødet og det hele havde forløbet som det skulle, hvilket passede Mattheus ganske udmærket, så var der stadig ting som plagede hans mange tanker og hans sind, og gjorde det svært for ham overhovedet at finde en ro. Aliyah havde endnu ikke givet ham sit endelige svar på, om hun ville ægte ham eller ikke, og med løftet om en løsning på hendes såkaldte problematik med hendes handicap. Det var uden tvivl en stor beslutning, men når han så ikke fik noget svar, så var det noget som kun lå og stressede ham i baggrunden.
I øjeblikket var han på en vandring igennem slotte. Det var trods alt hans hjem, og hvis der var noget som fik ham til at tænke på lidt andre ting, så var det uden tvivl når han bevægede sig, og han fandt det faktisk utrolig behageligt. Han foldede hænderne roligt over ryggen, også selvom han meget hurtigt stoppede op. Han kneb øjnene svagt sammen og drejede hovedet, da han alligevel fik øje på en anden luskende skikkelse i det fjerne. Hvem var hun? Han mindes da alligevel ikke at have set hende på stedet her før, og det var noget som han meget hurtigt bed sig fast i. Han blev stående.. rank i ryggen og det hele, og uden at skulle slippe hende med blikket på noget som helst tidspunkt. Desuden brød han sig slet ikke om at folk luskede rundt på slottet, når han slet ikke vidste hvorfor de var der. ”Og hvem er De, frøken?” spurgte han denne gang med en mere kortfattet stemme, end et som han havde gjort brug af tidligere. Han brød sig slet ikke om at folk luskede rundt på slottet, og da slet ikke i denne her tid, når der var så få som han stolede på i forvejen, og det var selv en mistillid, som han udviste frem til han havde en grund til noget andet. De rødlige øjne hvilede fast og intenst på hendes skikkelse. Hvem pokker var hun?