Reunion time.

[Deleted]

Slottet var prængende, det var der ingen tvivl om. Atalya listede roligt ned gennem diverse gange og korridore. Hun var ikke blot hurtig men hun mødte heller ikke ret mange på gangen og de få gange hun var ved at støde ind i en vagt nåede hun altid at gemme sig. Hun var god til at skjule sig selvom det ikke ligefrem var noget man skulle tro med hendes ustyrlighed. Endelig nåede hun ned i kælderen og der gik heller ikke lang tid før hun havde fundet Enrico's rum. Hun smilede lusket og skyndte sig derind og lukkede døren. Hun beskæftigede sig ikke med omgivelserne, det havde hun ikke tid til. Hun listede bare med det mest sleske smil hun kunne komme på, hen til sengen og stilte sig klar. Hun talte til tre i hovedet og så hoppede hun i ned i sengen og krammede om hvad hun troede var Enrico. "Hej brormand! Hvordan ....." hun tav igen da hun fandt ud af at det kun var duner og puder som var i hendes favn og ikke Enrico. Hun brummede irritabelt og kiggede rundt i værelset, vidste han virkelig ikke at hun var der? Hun sukkede opgivende da hendes sanser opfangede en lyd ude på gangen. Måske dette var hendes bror?? Hun smilede igen slesk og listede om ved siden af døren så når den blev åbnet ville hun være bag ved den og der stod hun og ventede. Hvor hun dog håbede at det ville være ham!

[Carmine Jordin Marlineo]

Det havde uden tvivl været nogen hårde dage for Enrico. Mattheus havde været nede for at hente Lily.. den lille kat i buret, så nu havde han heller ikke ligefrem noget selskab mere, og det var uden tvivl noget, som faktisk måtte irritere ham en smule. Han havde netop været tilstedeværende under et møde, og havde nu valgt at søge tilbage til sine egne gemakker i den ensomme kælder. Noelle var stadig ude i marken, så han hørte heller ikke rigtigt fra hende igennem den sidste tid, og selvfølgelig var det noget som han direkte måtte være træt af, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han rystede de tanker ud af hovedet, mens han med rolige skridt søgte ned til sine gemakker. I værste tilfælde, så frygtede han, at det manglende arbejde, som han udførte lige for tiden ville resultere i en fyring, for han havde virkelig ikke nogen steder ellers at søge hen, og han havde knoklet for at stå hvor han stod lige nu: Som den kongelige rådgiver, og endda igennem 2 hele generationer!
Roligt nåede han sin dør, som han skubbede op med en hånd. Umiddelbart så regnede han slet ikke med, at der ville være nogen i hans gemak, for det var der stort set aldrig. Han sukkede tungt. Et sted kunne man vel kalde ham for en ensom mand? Det havde han i hvert fald været i mange år. Uden egentlig at forvente at der skulle være nogen på hans værelse, så trådte han bare ind med rolige skridt. Det hele lignede sig selv.. foruden.. en tilrodet seng? Han rynkede på næsen. Nogen havde været der!

[Deleted]

Atalya var virkelig ikke god til at vente. Hun blev så let utålmodig og ville bare gerne have noget at lave lige nu. Hendes blik søgte rundt i værelset for at finde noget som kunne underholde hende men umiddelbart kunne hun ikke lige finde noget. Hun sukkede irriteret og begyndte at bide sig selv i læben. En dårlig vane hun havde fået sig når hun kedet sig. Hvor pokker var hendes bror henne? Han ville vel ikke lade hende vente på sig i en evighed, ville han? Hun havde ikke set ham længe og havde virkelig set frem til at snakke med ham igen. Hendes ide om hvordan de var vokset op var nok meget anderledes end hans, for hende havde alting været idyl og glæde og hun følte bare at de havde haft det så godt sammen!
Hun trippede let bag døren da lyden kom tættere og tættere. Hun smilede slesk og blev helt stille. Der blev taget i håndtaget og han trådte ind i rummet. Hun kunne sagtens genkende ham selvom det var lang tid siden at de havde set hinanden. I et øjeblik stod hun blot og betragtede ham, lod hovedet falde let på sned før hun åbnede munden og med silkeblød stemme sagde: "Hej Brormand." Hun kiggede ivrigt på ham, ville han mon blive glad for at se hende??

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico følte sig egentlig bare overflødig i de her dage, og det var slet ikke noget som han var god til, hvis han selv skulle sige det. Han selv nåede langt om længe hans gemakker. Endnu en dag kunne han jo se frem til at skulle tilbringe dernede alene, så det var jo egentlig ikke noget som kom bag på ham. Han kunne måske indlede jagten i stedet for? Selvom det nu aldrig havde været noget, som han havde været særlig god til, og nok heller aldrig kom til det. Nej, han var bedre til at tænke og gøre ved i den retning, i stedet for det andet.
Stemmen som pludselig lød lige bag ham, fik ham hastigt til at rette sig op. Ganske vidst en stemme, som han ikke havde hørt igennem rigtig mange år, men som han til enhver tid kunne genkende alle steder fra: Hans søster. Han prustede ganske kortfattet, inden han drejede hovedet mod hende. Glad for at se hende? Det ville han bestemt ikke ligefrem påstå at han var. ”Hvad laver du her, Antalya?” spurgte han denne gang frygtelig direkte. Han havde ikke humøret for besøg, og han følte sig.. bestemt ikke klar til det, og bestemt ikke af hende.. tøsen i hans familie, som havde fået alt tilrettelagt, og så en mand som ham, som bare var smidt ud, og måtte klare sig selv. Han havde ikke brug for dem, og da bestemt heller ikke hende.

[Deleted]

Atalya var virkelig glad for at se ham igen. Hun havde savnet ham. Livet for hende i deres hjem havde virkelig været let, bevares og hun var ikke i stand til at se at der var blevet gjort forskel på dem. I hendes øjne var de da blevet behandlet lige og deres barndom havde da været god og dejlig. Havde den ikke? Jo den havde og de havde haft det god sammen. Mente hun.
Hun smilede blidt og betragtede ham. Havde han mon savnet hende? Hun havde i hvert fald savnet ham, det var sikkert. Hun lagde hovedet let på sned før hun så trådte over til ham og lagde armene om ham i et kæmpe kram. "Jeg har savnet dig, Bror, Har du savnet mig? Hvorfor bor du nede i kælderen? Er du her helt alene? Hvad er det her egentlig for et sted? Hvad laver du?" spurgte hun i en køre og slap ham igen hvorefter hun så småt begyndte at trippe foran ham mens hun ventede på at han svarede. Hun var en smule utålmodig.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico knyttede næverne ganske let. Det var bestemt heller ikke fordi at han var meget for at stå ansigt til ansigt med den familie, som han for længst havde valgt at vende ryggen. De var blevet forskelsbehandlet stort set siden hun var kommet til verden – af grunde som vel var temmelig åbenlyse? Han var smidt ud, så snart han havde nået en alder, som betød at han kunne klare sig bare lidt selv, og det var godt nok heller ikke fordi at det havde været nemt for ham!
Og nej, han var bestemt ikke begejstret for at se hende igen. ”Det er mig noget af en overraskelse, plus en lang række med spørgsmål, som jeg slet ikke ser nogen grund til at besvare.. Jeg er virkelig ikke i humør til besøg Antalya, så jeg synes bare du skal tage hjem,” afviste han med en ganske kortfattet stemme, inden han roligt vendte ryggen til hende, for at komme hen til sengen, som han kunne redde igen. Det var ikke mange som kom derned, for det for mange, faktisk var et skummelt og ubehageligt sted at være, selvom han måtte erkende, at han havde fået det indrettet ganske udmærket, så var det bare stadig.. underligt. Han ville slet ikke have hende her! ”Jeg bor her.. og jeg arbejder her,” svarede han med en kortfattet stemme.

[Deleted]

Hun var en pige som virkelig ikke forstod et vink med en vognstang. Hun skulle nærmest have det skreget ind i hovedet før hun bare forstod lidt af en hentydning. Hovedet søgte lets på sned mens hun stadig væk smilede, ikke en gang hans ord bed hun synderligt meget mærke i. Hun sukkede opgivende og rystede på hovedet. "Så mange spørgsmål var det altså ikke. Og jeg ved godt at det er lang tid siden, det er derfor jeg er her jo! Og men ægtemand døde her for ikke så lang tid siden så nu er jeg endelig fri igen. Jeg savnede min bror." sagde hun roligt og fulgte med ham hen til sengen. Hun smed sig på ryggen i sengen selvom han var i gang med rede den og kiggede bebrejdende op på ham. "Du har ikke set mig i .... jeg ved ikke hvor lang tid og nu vil du bare smide mig ud igen? Altså Enrico, du kunne godt tage at være lidt mere sød ved din lillesøster!" Hun løftede en pegefinger af ham og prøvede at se meget belærende ud selvom dette ikke virkede særlig godt. Hun begyndte roligt at grine hvorefter hun brat satte sig op i sengen igen. "Sulten" mumlede hun let for sig selv og lod tungen glide let hen over de rosa læber. Men hvor mon hun kunne finde et måltid henne i sådan et sted?

[Carmine Jordin Marlineo]

Der var grunde til at Enrico ikke havde taget kontakt med sin søster, og det stod han fast på. Han var slet ikke interesseret i at lære hende at kende, så naturligvis var det noget som virkelig måtte irritere ham, som intet andet overhovedet! Han knyttede næverne ganske let i et forsøg på at holde sig selv så godt på plads, som det nu var ham menneskelig muligt. ”Det er mange spørgsmål, når man ikke er interesseret i at besvare de, eller at have dig på besøg, Antalya,” afviste han endnu en gang, inden han søgte hen til sengen, for at få den redt, så den var klar til han skulle lægge sig. At hun så bare smed sig op i den, fik ham til at måtte tælle til ti indvendig.. både forlæns og baglæns, hvilket uden tvivl måtte irritere ham meget endda! Han vendte blikket igen i retningen af hende. ”Jeg er ked af, at du er endt som enke.. Og lad mig være den første til at lykønske dig med dit bryllup på efterskud.” At han selv var holdt ude af det, forundrede ham ikke, for han havde altid været en skamplet på familien.. af grunde, som han aldrig rigtigt havde forstået eller fundet ud af selv, så naturligvis irriterede det ham. Det irriterede ham nok mere, end det gjorde noget andet, men det var nu heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved. Han trak sig arrigt væk fra sengen, da hun selv pointerede at hun var sulten. ”Så må smutte ud og jage.. Og så kan du jo tage hjem efterfølgende,” sagde han blot. Han var på ingen måder interesseret i at have hende rendende her på slottet!

[Deleted]

Atalya forstod slet ikke at hun ikke var velkommen. Hvorfor skulle hun dog ikke være det? De var jo søskende og det var jo længe siden at de havde set hinanden. Hun sukkede opgivende og rustede på hovedet. "Du er da utrolig gloomy og moody i dag. Jeg troede at du ville vokse fra det. Er du da slet ikke glad for at se mig? Jeg ville have opsøgt dig før men jeg måtte ikke for min ægtemand. Han ønskede bare at jeg skulle blive indendøre hos ham. Så irriterende." sagde hun roligt. Hun havde smidt sig i sengen og begyndte roligt at nynne indtil han begyndte at snakke. Hun grinede mildt og trillede om på maven sådan så hun bedre kunne se ham. "Du var ikke ligefrem den eneste der ikke var der. Der var kun mig og ham og så ham som giftede os, han ville ikke vente og jeg ville have kommet til dig før men som sagt så måtte jeg ikke gå ud. Jeg er glad for at han kradsede af, jeg havde det ikke skidt hos ham, jeg manglede bare min frihed." Hun var helt rolig mens hun lå der og betragtede ham. I en kort periode efter hendes ægteskab havde hun haft et håb om at Enrico ville komme og rede hende men det var vidst hurtigt kun blevet ved drømmen og hun dømte ham ikke for det. Han kunne jo vide hvor hun var henne i verdenen. At han sagde at hun bare kunne tage ud og jage og så tage hjem igen fik hende til at sukke endnu en gang og blidt banke hovedet ned mod den bløde seng. "Skal du altid spille så kostbar? Du opføre dig som en lille prinsesse lige nu."

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde været så tæt på at tage ordet ’had’ i munden, hvad angik hans søster, for han kunne slet ikke klare tanken om, at hun skulle komme rendende her. Det var hårdt nok i forvejen med en kæreste som ikke ville se ham, og en konge, som ikke ønskede at bruge de ressourcer, som han kunne stille til rådighed, udelukkende fordi at han tænkte på tronens bedste, og det havde han altid gjort i hans arbejde.. Det havde virkelig været det eneste, som i hans forstand havde en betydning for landet her, og selvfølgelig var det noget som skulle respekteres i den forstand, at man nu kunne det. ”Han tvang dig til at blive inden døre? Det er ikke underligt han kradsede af, må jeg sige,” påpegede han ganske kortfattet. At hun så bare blev liggende i sengen, var uden tvivl noget som i den grad måtte genere ham, men det var jo ikke ligefrem noget som han selv kunne gøre ved det. Næverne knyttede han med en direkte dræbende mine, for han kunne slet ikke have med det at gøre i den anden ende. Han ville bare ikke have hende der! ”Jeg tror du har haft godt af den manglende frihed, Antalya.. Så har du oplevet det, at være en del af det virkelig liv.. Forpligtelser, bånd og lænker. Det er ikke andet,” sagde han sigende. Han var jo selv bundet til slottet her, vel og mærke frem til at kongen valgte at fyre ham, og det var det som han gik og frygtede i de her dage. Han ville bare ikke have hende der, og det var vel også tydeligt? At hun så skulle kalde ham for en prinsesse, var virkelig dråben som fik bægeret til at flyde over. ”Hør her.. lille pige.. Jeg har aldrig besiddet det ønske om at lære dig at kende, have noget med dig at gøre, og endnu værre, at have dig under mit tag.. Tag ud på jagt og tag hjem..!” endte han denne gang mere hårdt. Han fik nok af det andet nu!

[Deleted]

At Atalya decideret var hadet af hendes bror anede hun ikke. Hun opfangede ikke sådan nogle signaler, eller måske så gjorde hun og valgte at ignorere dem. Personligt holdt hun i hvert fald meget af Enrico, han var jo trods alt hendes bror. Hun ville gøre alt for ham, bortset fra at smutte væk igen. Hun lod hovedet søge let på sned ved hans ord. "Han kom til skade i en ulykke og det var derfor han kradsede af. Hvis jeg havde haft den mindste viden inden for alkymi havde jeg forgiftet ham selv" sagde hun roligt og med et lille muntert smil. Hun betraktede ham blot mens hun lå i sengen og nærmest rodet den mere end den var før. Hun kunne godt se at han blev en smule anspændt og hun lod hovedet søge let på sned endnu en gang. Gad vide hvorfor han så sådan ud? Hun kunne ikke lade være med at grine ved hans næste ord og rystede på hovedet. "Du tager helt fejl. Livet handler om frihed og at kunne gøre hvad man vil, når man vil det. At holde mig lukket inde bag husets fire vægge er nok det værste man kan gøre. Tror jeg tog livet af en del tjeneste folk mens han levede endnu min kære mand." Hun var virkelig en frigjort sjæl. Hun nød at være fri og gøre hvad hun ville go sådan havde alle det da? Alle var da frie til at gøre hvad de ville. At han blev sur gjorde hende ikke spor. Hun satte sig op og ventede på at han blev færdig med at være sur og så rejste hun sig op og gik over til ham. Hun smilede sødt til ham og prikkede ham på næsen med et kort "Bup" og derefter gik hun over mod hans alkymi ting som stod samlet på et bord. "Du skal holde op med at være så sur. Det er ikke godt for sjælen." sagde hun mildt og begyndte at rode med de forskellige ting på bordet. "Uhh hvad er det?" hun hev fat i en meget giftig udseende flaske med en slim grøn væske i.

[Carmine Jordin Marlineo]

Lige hvad angik hans søster, havde Enrico en forbandet kort lunte, og det erkendte han gerne. Han kunne ikke rumme hende.. Den arme pige, som altid havde fået alt hvad hun havde peget på, og det havde så sandelig været på bekostning af ham, som til sidst, intet havde fået.. end ikke et værdigende blik af sine forældre, fordi at hun havde fået alt, så var det overhovedet underligt? ”Synd.. vi andre har uden tvivl nydt godt af den ro, som har fulgt,” svarede han ganske kortfattet. Alkymien var hvad han havde, også fordi at han aldrig havde været decideret god til jagt. Selvom han måske førte sig frem med en stolthed, så var han faktisk direkte elendig til lige præcis den slags, og derfor holdt han sig pænt langt væk fra det. Han så helst at hun blev lænket fast, om han så selv skulle føre hende ned i kælderen her på Castle of Darkness for at gøre det, så gjorde han det mere end glædeligt! For han ville slet ikke have hende her! Og da slet ikke i nærheden af ham selv! ”Der tager du fejl. Livet handler om at kende og finde sin plads, og alligevel udrette noget, uden at komme på tværs af andre.. At finde sin lykke, at finde ud af hvem man er, og hvad meningen med det hele er. Og den har du tilsyneladende ikke fundet endnu.” Det overraskede ham på ingen måde at hun ikke var kommet videre, end at være den irriterende lille møgunge, som hun altid havde været. Den som havde fået alt serveret på et sølvfad, og en som ham, som direkte skulle kæmpe og knokle bare for det mindste! Han sendte hende en direkte dræbende mine, da hun prikkede ham på næsen, inden han så at hun gik hen til hans alkymi… Han knyttede næven. Kunne hun for helvede ikke bare lade tingene stå?! Han var hurtigt henne ved hende, hvor han tog flasken ud af hånden på hende. ”Det der vil jeg på det kraftigste anbefale dig, at holde dig langt væk fra,” brummede han advarende. Han var virkelig ved at være vred!

[Deleted]

Hun havde måske fået alt hvad hun havde peget på af deres forældre men det havde jo ikke været hendes skyld. Hvis hun selv havde været opmærksom på det havde hun da prøvet at ændre det og gøre det bedre for ham men hun var så ung da han tog afsted. At han mente at det hele var hendes skyld var hans eget problem. Det havde ikke været hendes skyld at han var blevet smidt ud. Hun trak blot på skuldrene af hans ord, hun forstod ikke helt hvad han mente med det men det var vel også ligegyldigt. Atalya forstod sig ikke på alkymi og hun var også ligeglad. Hun havde aldrig brudt sig om det og gik meget mere op i jagten som vampyr end noget andet. Det var her hun følte sig hjemme og hun var god til det. hendes blide øjne hvilede roligt på ham mens han snakkede. Hun grinede mildt og lagde hovedet på sned. "Du kan ikke finde meningen med livet. Det er et for dybt spørgsmål. Selv jeg ved det. Og min plads her i livet? Den har jeg fundet. Jeg lever mit liv som jeg synes det skal leves. Kan du sige det samme om dit?" hendes stemme var blid indtil den sidste kommentar som nok blev leveret en smule drillende. Han lignede ikke en som var tilfreds med hvor han stod henne lige nu. Hun var hurtig da hun prikkede ham på næsen. Hun vidste vel godt et sted at det måtte irritere ham noget så grusomt at hun ikke hørte efter men hun gad bare ikke at høre på hans sure trip. At han tog flasken ud af hånden på hende fik hendes blot til at søge hen til noget andet hun kunne pille ved, så som alle hans mange bøger. "Hvad er dette for nogle bøger?" spurgte hun nysgerrigt og hev et par stykker frem.

[Carmine Jordin Marlineo]

Antalya havde virkelig kostet Enrico dyrt, og naturligvis havde hun da ikke set det. Hvorfor skulle man det, når man fik alt serveret? Hvad hun havde fået ekstra, var ressourcer, som var blevet ham frarøvet, så han bar nag.. han hadede virkelig sin søster, og nej, han ønskede på ingen måder at vedkendes hende. Der var heller ikke nogen i hans omgangskreds, som vidste, at han havde en søster, og han så bestemt heller ikke nogen grund til at fortælle dem det, så han ville meget gerne have hende ud, inden nogen overhovedet lagde mære til det! Selv havde han fundet sin plads her i livet, og det var noget som han gerne stod fast på. Og det var bestemt ikke noget, som hun skulle komme her og komme på tværs af! ”Jeg har skam fundet min plads her i livet, Antalya til fordel for visse andre.. Jeg kæmper for en sag, og jeg er faktisk i besiddelse af et arbejde med ære.. Og hvad har du? Du render rundt som enhver anden lille unge, og er aldrig kommet videre. Jeg er stolt af hvad jeg laver,” endte han kortfattet, inden han rev eliksirflasken ud af hånden på hende, for han ville da slet ikke se hende rende rundt og lege med et her! At hun så gik direkte videre til bøgerne, fik virkelig blodet til at koge for ham, for han ville slet ikke have, at hun skulle pille sådan i hans ting! Denne gang slog det virkelig bare klik for ham. Han tog hende direkte omkring halsen, hvor han med sin vampyriske styrke, førte hende direkte tilbage til sengen, hvor han kastede hende direkte ned, dog uden at slippe grebet det mindste. ”Du skal slet ikke røre noget som helst af hvad der er herinde, Antalya… Jeg vil have at du pakker hvad end du har haft med.. tager på din jagt, og tager hjem.. helt hjem,” hvæsede han faretruende mod hendes øre, inden han slap hende.

[Deleted]

Hun havde ikke set det. Hun havde jo været ung, hvordan kunne han ligge det hele på hende? Hun havde ikke haft kontrol over deres forældre. Hun elskede Enrico, han var hendes bror og hun ville virkelig gerne have ham i sit liv. Hun havde endelig nu haft mulighed for at opsøge ham og hun kunne ikke se hvorfor han ikke ønskede at se hende. Hun sukkede og rystede stille på hovedet. Hvorfor skulle han altid være på tværs? ”Jeg er glad for at du er stolt af hvad du laver. Det er flot at du har fundet noget du brænder for og jo, måske mangler jeg noget som jeg brænder for men lige nu så nyder jeg bare min frihed. Det er rart at være fri og vi nærre alle det ønske om at være frie” sagde hun roligt og sendte ham et roligt lille smil. Hun var glad for at han var glad for det han lavede men hvorfor skulle han rakke ned på hende. Hun hyggede sig, var der noget galt i det? Hun var virkelig nysgerrig og bøgerne havde virket spændende. Hun var dog ikke forberedt på det som skete. Hun mærkede Enrico’s hånd om hendes hals og hvordan hans styrke førte hende over på sengen som han smed hende ned i. Hun slog armene om sig, for nærmest at beskytte sig selv. Det var ikke første gang at sådan noget her var sket, det var bare ikke ham der havde gjort det først. Hans ord ramte hende som slag i hovedet og hun bed sig let i læben. Hendes bror kunne faktisk være skræmmende. Hun havde dog ikke forventet at han slap hende igen og hun tog sit snit til at komme op af sengen og gik over mod døren med hastige skridt. ”Tænk at min egen bror kan finde på at være voldelig imod mig. Jo jeg skal nok smutte for nu sådan så du kan køle lidt ned. Det er sjovt hvor meget du i det øjeblik lignede min mand. Han blev også altid voldelig når han ikke fik sin vilje. Du opførte dig som et lille barn. Måske du skulle tage at vokse lidt op” sagde hun roligt men køligt og så forlod hun rummet og lukkede døren hurtigt efter ham uden at hun kunne nå at høre hans svar. Hun skyndte sig væk fra kælderen, hun havde brug for noget luft.