ELIKSEREN

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel blev selv på land, da Tom pludselig begyndte at klæde af sig, for at komme ned i vandet. Selv ønskede han bare muligheden for at komme i gang med den eliksir, så han kunne komme videre med det hele i stedet for alt det andet, for det var ikke til gavn for nogen som helst. Han rynkede let på næsen. Vandet måtte da stadig være temmelig koldt, hvis han selv skulle sige det, for han ville jo selv gerne bare være fri. Hans opmærksomhed måtte dog hurtigt drive i retningen af en skikkelse, som kom hastigt igennem vandet. Han blinkede tydeligt med øjnene.. De fandtes virkelig.. Aldrig i hans vildeste fantasi havde han nogensinde regnet med at skulle få lov til at se en levende havfrue. De gik jo trods alt under betegnelsen af myter af en grund. De mørke øjne hvilede på hende, også selvom det var mere betragtende, end det faktisk var stirrende, for han ønskede bestemt heller ikke, at det skulle gøre hende ubehageligt eller ukomfortabelt til mode, for det var bestemt heller ikke meningen med noget som helst af det her. ”Der kan man jo bare se..” mumlede han let for sig selv.. Det satte gang i mange tanker selv ved ham.. Aldrig i hans vildeste forstand havde han nogensinde regnet med, at dette skulle vise sig at være sandt.

[Deleted]

Tom smilte varmt til hinden han mærkede sit hjerte slå han smilte glad til hinden og gik længer ud mod vandet for at om favne hinden rolige han smilte ned til hinden " du skal ikke være bange det er Nathaniel han skal lave Elikserin til dig jeg fandt en der kunne Indira " sagde han stille og rolige og krammet hinden ind til sig han smilte gald og kysset hinden på kinden og smilte glad til hinden " unskyld det tog lidt ekser tid min elsked men jeg måtte nød til at tage det mørke land for at finde en " sagde han stille og rolige mens han bage lage hagen over hindens hovde det var rat enlige at være sammen med hinden igen han lod hånden glide ned af hinden og ned af hindens mave lige så stille han hadet sanvet hinden noget så meget rolige kikket han mod Nathaniel og svømet hen mod breden " Nathaniel dette er Indira prinsse af havet og Indira detter er Nathaniel Alkymist nok den modigest mand jeg har mødt " sagde han med et smil han tom var stolt over det her og faktis gald for det

[Deleted]

Indira så skiftevis fra Tom til Nathaniel, for hvem manden var, havde hun virkelig ikke nogen anelse om, men hun stolede bestemt ikke på ham, selvom det så ud til at Tom selv gjorde det. Hun bed sig svagt i læben, og valgte bevidst for sin egen skyld, at holde sig selv lidt på afstand, nu i tilfælde af, at han skulle vise sig, at være en mand, som faktisk ønskede at gøre hende ondt, ligesom så mange andre havde gjort det, for det var da noget af det sidste, som hun ønskede sig, ingen tvivl om det. Som Tom kom hende i møde, lod hun armene falde omkring ham, kun for at trykke sig godt ind mod hans krop. ”Jeg var bange for, at noget var hændt dig, Tom.. Jeg har intet set til dig i dage,” sagde hun dæmpet. Kysset mod hendes kind, tog hun glædeligt imod, også selvom hun holdt meget godt øje med Nathaniel ud af øjenkrogen. Hun vendte blikket skiftevis mod dem endnu en gang. ”Kan.. kan han virkelig brygge den..? Du fandt en mulighed..?” Indira vendte blikket mod ham, hvor selv hun ikke kunne lade være med at smile, for det betød virkelig utrolig meget for hende, og det erkendte hun gerne. For hun ønskede uden tvivl den mulighed for at være sammen med ham, og specielt hvis den blev tilkendegivet for dem. ”Det.. værdsætter jeg meget, Nathaniel. En glæde at møde Dem,” sagde hun høfligt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels blik hvilede på denne havfrue, som Tom søgte i møde. Det var ikke til at tage fejl af, at de uden tvivl var rigtig glade for hinanden, og derfor ønskede han selvfølgelig også at hjælpe dem, hvis han kunne, og med denne eliksir, var det jo faktisk en ganske nem sag, hvis han endelig skulle sige det. Han sendte dem et smil. Selv følte han et stik af jalousi et eller andet sted.. Han ville ønske at det var ham som havde en kvinde at holde om, selvom det faktisk var ved at være mange år siden, at det var sket. Som Tom præsenterede dem, måtte han nikke respektfuldt i retningen af hende. En prinsesse af havet? Var der også samfund under havet? Uden tvivl ikke noget, som var kendt for omverdenen, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde alverdens til, hvis han selv skulle sige det. ”Glæden er skam helt på min side, prinsesse Indira.. Tillad mig at udtrykke den glæde, det er for mig at hjælpe Dem,” gengældte han med en rolig stemme. Selv havde han jo en datter af royal plads, og derfor vidste han jo hvordan man skulle tiltale dem, og det var skam også det som han havde tænkt sig at gøre. Han vendte blikket mod Tom. ”Jeg vil give Jer to lidt fred.. Jeg søger ind og påbegynder eliksiren,” sagde han med en rolig stemme, inden han trak sig tilbage til huset, for at påbegynde arbejdet med eliksiren. Den skulle jo laves helt korrekt.

[Deleted]

tom nød hidens små Kys på kinden men han smilte rolige deres frælster måtte vente til det er over ståret for hvordan skulle de ellers kunne gøre det rolige smilte gald han smilte gald mens han rolige skifte øjne hvad skulle han sige han sukket stille mens han kikket i hindens øjne " ny kan vi blive en regtit Fammile " sagde han rolige mens han smilte glad mod hinden men hen svøvet hen til brden for at få hinden op fra vandet han vidste ikke hvordan det hadet gået hinden siden da der var skikkert sket meget han kikket dog unskylden men et sted var han glad for at hun var bange for der var sket ham noget slemt rolige ragte han sin hånd ud efter hinden og smilte gald " huset står også færdit " sagde han rolige og glad det var en skøn følse af nogle holdte så meget af en han SMilte rolige mens han tog hindens hånd rolige og hev hinden rolige op i sine arme hun var tung men det var beder ind det andet

[Deleted]

Indira var allerede nu faldet til ro, selvom hun stadig var temmelig forsigtig hvad angik denne Nathaniel. En alkymist? Hun kendte ikke til særlig mange af de landlevende væsner, men hun vidste, at hun ikke brød sig om at komme for tæt på alt for mange, da dette var noget, som hun faktisk gerne ønskede at holde for sig selv, også mest for sin egen skyld. Hun frygtede vel et eller andet sted for konsekvenserne ved det hele? Og nu hvor Nathaniel gik, følte hun for alvor, at hun kunne slappe af, og give Tom sin fulde opmærksomhed. Han stolede på denne mand? Så var det jo automatisk en grund til, at hun burde og kunne gøre det samme, og det var uden tvivl noget som betød meget for hende. ”Jeg.. jeg begriber ikke hvordan du har gjort det, jeg.. troede virkelig ikke, at det kunne lade sig gøre..” Hun fulgtes med ham hen mod bredden, kun for at kæmpe sig op med den store og tunge hale – På land var den i hvert fald tung, og det var noget som hun helt klart godt kunne mærke. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Den eneste som fik lov til at komme hende så tæt, og hun kunne virkelig godt lide det. Hun vendte sig efterfølgende i retningen af huset og med et smil på læben. ”Det kan jeg se.. Det er virkelig et smukt sted du har skaffet dig, Tom,” sagde hun ærligt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forblev for nu inden døre, for at komme i gang med eliksiren. Han fik gang i kedlen som hang over ildstedet, mens han snittede, rev og knuste de blomster og planter, som han havde fundet undervejs, kun for meget nænsomt at putte ingredienserne i, i en ganske særlig rækkefølge, mens han talte indvendig, for ikke at lave den forkert. Uden tvivl var denne havfrue noget af det smukkeste som han længe havde set, og han havde uden tvivl set rigtig meget igennem hans eget liv, og det stod han gerne fast på i den anden ende. I det store og hele, så var det bestemt ikke ofte, at han faktisk så kvinder nu om dage, for han holdt sig som regel på afstand fra det.. Han ville bare have sit eget liv igen, og det var der vel heller ikke nogen skam i, var der? I takt med at han fik ingredienserne i, rørte rundt og kogte den op, begyndte den at tage en ganske giftgrøn farve, for efterfølgende at blive lilla.. Perfekt.. Ligesom den skulle være. Han lod den for nu simre. Han ville give dem lidt tid alene derude, inden hun ville indtage eliksiren. Han vidste på forhånd, at den ville blive ubehagelig.. smagte ikke særlig godt, og i værste tilfælde give hende kvalme og svimmelhed, men det var vel en pris billig i forhold til alt det andet, som hun ville blive offer for heromkring?

[Deleted]

Tom smilte og lod hånden glide ned mod hindens hånd da han faldt med hinden ned på jorden han grinte let mens han sturderete hindens øjne ganske blidt rolige kikket han rundt og så på hinden igen " jeg elsker dig " sagde han stille og rolige mens han lage hovdet tæt på hinden den varme følse han hadet igen var ra og den følse hun ville være der når han vånget op igen var skøn rolige lod han hånden glide op af hindens finden mens han kikket ind i hindens øjne hvad skull han sige han kunne ikke gøre så meget lige nu andet ind at nyde Indira tæt ind til sig godt nok våd men det var beder ind ingen ting han tænkte dog let på hindens fammile i havet men det skull vel nok gå på en eller anden måde ønsket han at kende hindens far han må være en stor mand siden hun nu var Prinsisse af havet han smilte rolige mens hasn læber gled stille hen over hindens læber " det var ikke let at finde ham som sagt og han redet mig også fra den voldsomme stom " han kikket ned mod sine ribin nogle af dem var brækket men begynt at hele igen de var stade meget ømme på nogle steder

[Deleted]

Indira nød uden tvivl at have Tom lidt for sig selv. Hun havde uden tvivl været meget bekymret for ham, også fordi at hun havde set hvilke storme som havde præget dette land igennem den sidste tid, og tanken om at han skulle være fanget midt i det, gjorde det bestemt heller ikke meget bedre for hendes vedkommende. Det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, at hun virkelig holdt af ham, også selvom de store ord endnu ikke havde forladt hendes læber. Selv hun tog et stille skridt af gangen, da hun var kendt med hvilken forpligtelse, som måtte ligge i dem, så var det noget som hun uden tvivl følte, måtte være på sin plads, når det nu endelig var i den anden ende. At høre ham sige ordene, fik et svagt smil til at brede sig på hendes læber. ”For mig er det endnu en smule for tidligt,” fortalte hun med en rolig stemme, da hun igen vendte blikket i retningen af ham. Det bekymrede hende virkelig, at han havde været ude i den storm, for han kunne være kommet alvorligt til skade! ”Var du ude i det grusomme vejr, Tom, var du?” spurgte hun med en tydeligt bekymret stemme. Det var da slet ikke noget som hun kunne lide! Hånden lagde hun mod hans bryst, som hun strøg ganske let, og med blikket hvilende mod hans ansigt. Hun kunne da ikke lide, at han kom galt af sted!

[Deleted]

ar det bare et par skrammer der var ikke noget i det " sagde han stille og rolige mens han tog sig lidt til ribinen " men jeg må nok heller lade vær med at lufte for store ting ind til de er hele godt " han smilte rolige at hun sagde det var fortildiget for hinden at sige det Irterte ham et eller andet sted let de hadet op levet meget syntes han i værfald selv rolige kikket han ned mod hindens mave og sukket rolige mens tom lukket sine øje stille og rolige han sad enlige her sammen med kvinden han elskede højer ind noget andet han håbet let på hun Snart bliv tør så de kunne komme ind og få det overstået manden hadet jo troalt nok også en fammile han skulle hjem til han støj rolige hindens mave mens han kikket ind i hindens øjne han hukset den sidste aften han smilte varmt til Indira det ville blive godt det her det vidste han alt om han støj let over halen igen mens han lod tigne ske han kysset Indira varmt som det ud vilkede sig til lidt mere Indtimst og udforderen kys

[Deleted]

”Du skulle bare have været blevet inde.. Selv det stormfulde vejr kunne mærkes i havet, Tom.. Du kunne være kommet alvorligt til skade, og det ønsker jeg virkelig heller ikke,” fortalte Indira med en tydeligt bekymringsfuld mine, for det var da slet ikke noget som hun kunne lide! Selvom hun måske ikke havde givet ham de store ord endnu, så var det bestemt ikke ensbetydende med at hun ikke var blevet glad for ham, for det var hun da godt nok! At han så begyndte at nusse hendes mave, fik hende kun til at smile og for alvor lægge sig ind mod ham, for det føles virkelig, virkelig godt. Selv nu hvor hun glemte lidt om det som snart skulle ske, så var det som om at han fyldte hende med en form for ro. ”Jeg kan godt lide, når du gør det der..” sagde hun med en rolig stemme. Selvom der fulgte mange ting, når hun først for alvor blev menneskelig, så var hun jo bare nødt til at gøre tingene, så godt som hun nu kunne.. Først og fremmest, skulle hun jo for alvor lære at gå, selvom det nok også ville være det som ville tage længst tid. Kysset gengældte hun uden at tøve det mindste, hvor hun trykkede sig ind mod ham.. I takt med at han rørte hende og solen varmede hende, blev hun også tør, og sad til sidst med en kjole og sine ben. Hun sendte ham et smil. Hun var klar nu.

[Deleted]

Tom smilte stille og rolige til hinden han håbet også på det var det hun kunne lide rolige støj han hånden op af hindens ben mens han kysset vider det var forførne dog og han mærkede hinden tætter på sig han glemte lidt tingen hos Nathaniel men vis hun fik det dårliger sener ville hun nok ikke være i stand til at kunne gøre det her så heller gøre det nu men hun skulle så også selv starte den her gang syntes han nu hadet han gjordt det de ander gang han førte sin hånd hen over hindens bryst kasse og ned mod under livet det var en ra føles det her igen hun kunne få ham til at føle han levet han kunne godt forstå hinden han ville heller ikke selv syntes det ville være rat at side og bekymer sig men han måtte jo nød til det smilte rolige og lod hånden tage lidt af den anden kjole ned af hinden og kærtaget hindens øverste dele med smilte over læben

[Deleted]

Indira kunne slet ikke begribe at Tom virkelig havde fundet nogen, som faktisk var i stand til at hjælpe hende med det lille problem. Det var uden tvivl noget, som hun virkelig var glad for. Hvordan effekten ville være af det, havde hun ingen anelse om, for hun vidste ikke hvad hun skulle forvente af tingene.. og det var det som var en smule skræmmende, selv for hendes vedkommende. Som det nu var sagt, så var det tydeligt selv for hende, at dette var ved at udvikle sig, og bestemt da han kom i berøring og kontakt med hendes underliv, hvilket var noget som hun uden tvivl havde svært ved, og det stod hun meget gerne fast på. Hun greb ud efter hans hånd, også mest for at stoppe ham. ”Det.. det må vente, Tom… Han venter på os derinde..” sagde hun med en dæmpet og sigende mine. Det var ikke fordi, at hun havde lyst til at afvise ham eller noget lignende, for hun hadede virkelig sig selv for at gøre det, men når Nathaniel stod indenfor og ventede på, at de kom, så hun ville bestemt ikke ligge der og trække tiden ud. De havde vel også alverden med tid bagefter?

[Deleted]

jaaaa du har måske nok rat det skal nok vente nu har vikke noget vi skal skynde os med " sagde han glad og kysset hindens kind mens han ratte på hindens kjole og rejste sig rolige op " Nårr lad os se hvor god du er til at gå nu skat jeg ville se om du har øvet dig " han ragte hånden
ned til hinden måske skulle de lige lære hinden at gå han smilte gald " tja han siger smage n frygtelige men jeg ved ikke " sagde tom stile og rolige mens han tog sig lidt ømt på sine ribin det skulle heldige vis nok gå over det vidste han dog han smilte rolige og rejste Inidra op for at gå stille hen mod sit hust og åbnet døren han kikket let efter Kamien men det var som sagt svært at finden ud af når man nu var en smule blid han smilte glad rolige tænkte han på frem tiden og kunne da ikke lade være med at smile lidt over det rolige lage han hånden om livet på Indira da han enlige fandt den " er den klar ?? " sagde han stille til Nathaniel og meget spændt han kikket let på Indira Mens han lage hånden om hidnens det ville være rat at vånge op og hun varhos ham

[Deleted]

Indira sendte Tom et stile smil. Hun kunne ikke blive på land hele tiden, da hun jo trods alt også havde sin familie, som hun var nødt til at se til, til tider, hvilket hun selvfølgelig håbede på at selv Tom måtte forstå. Hun var jo ikke så alene, som han havde været, og det var noget som hun faktisk var glad for. [colo=blue]”Jeg har langt bedre tid for fremtiden.. hvis alt går, som jeg selvfølgelig håber på, at det gør. Jeg har jo stadig min familie i havet.. Men jeg håber da, at det her vil give os langt mere tid sammen, end hvad vi har haft til nu,”[/color] sagde hun med en rolig stemme, også fordi at hun mente det. Forsigtigt forsøgte hun at rejse sig. Hun havde jo ikke rigtigt øvet det i den tid han havde været væk, og foruden det, så plejede hun jo altid at støtte sig op til ham. ”Det er altså svært..” sagde hun med en dæmpet stemme, da hun forsigtigt vendte blikket mod Tom i stedet for. Hun kom vaklende mod ham. Uanset hvor grusom den nu end måtte smage, så var hun klar til at indtage den, også for hans skyld. Ved at støtte sig en smule op af ham, kom hun indenfor. Det var ikke nær så uhyggeligt, nu hvor hun også havde sine menneskelige ben, men det var vel meget at forlange i den anden ende? Hun stolede virkelig ikke på mange. Hun vendte blikket mod Nathaniel, som nærmest stod i en røg af alt muligt. Hun stillede sig tæt ved Tom. Han var en eneste, som hun lige havde at være tryg og komfortabel med.