ELIKSEREN

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel nikkede. For ham ville det ikke blive et problem, men det var en tur igennem tæt buskads og det hele, og derfor kunne den godt blive problematisk, hvis man ikke kunne gøre alverdens ved det, og det vidste han jo godt. ”I det tilfælde, så skulle den ikke være et problem for nogen af os. Kom med,” sagde han roligt. At komme på tværs af mørke væsner, var slet ikke noget som han ønskede. Han havde andre mål i livet, end at miste det her.. Og specielt når de var mange, og de var så mørke, som det var til at fornemme. Han ville hjem til sine børn, og derfor skulle denne eliksir bare fremstilles, så han selv kunne komme videre i stedet for alt det andet her.
Turen til de dybe skove tog dem et par timer.. Nu hvor de var i Thranduils kongerige, var selv Nathaniel langt mere rolig, og det var uden tvivl noget som selv kom ham godt til gavn. Han så sig om. planten skulle være her i nærheden, og så var det jo bare at finde det sted hvor den skulle brygges, og så skulle han naturligvis have havfruen i sin nærhed, for den kunne ikke bruges for lang tid, så den kunne ikke gemmes. ”Den særlige plante jeg leder efter, skal være i området her, Tom.. Når vi har fundet den, må du vise mig stedet hvor den skal brygges. Den vil ikke tage mig lang tid, men jeg vil ikke brygge den, før din havfrue-veninde er på stedet,” fortalte han med en sigende, men alligevel alvorlig mine, for det kunne gå så galt, og det ønskede han da på ingen måde! Slet ikke!

[Deleted]

Tom kikket lidt op og smilte rolige til ham han nikket forstånden og sagde så " ok " Tom kikket rolige rundt men han opdaget at tingen linned ens " vii har måske et Lille Problem der vis jeg skal hjælpe " svaret tom ærlige og kikket ned i jorden " Tingen ser ens ud i mit syn tilstand " undskyldt han stille og så ned han hadet af og til sit syn og så elskede han den også sommetider for som lige før kunden han fornemme de andre væsner komme mens andre gang han ville ønske hun ville se hvordan tingen gik det var ikke altid lige nemt han sukket rolige men prøvet at fokuser på tingen han kikket rolige rundt men det lykkes ikke for ham han kunden lige så godt tage en sok på hovedet og lege blindebuk han vidste ikke hvad han skulde stille op med det rolige sukket han og kikket mod Nathaniel han måtte være Toms øjen lige her

[Nathaniel Diamaqima]

Det var allerede for lang tid siden gået op for Nathaniel, at dette ville blive en opgave, som han stort set skulle finde ud af på egen hånd. Desuden vidste han selv helt præcist hvordan planten ville se ud, og det var den som han ønskede at finde. Han rystede let på hovedet. I hans øjne var det ikke et problem, for fandt de den forkerte, ville eliksiren blive til den rene gift, så det var noget som han nok skulle sørge for, ikke kom til at ske. ”I min optik, er det ikke et problem. Jeg ved hvordan planten ser ud.. Jeg skal bare.. finde den..” Han så sig omkring. Det her var jo naturlige og perfekte forhold til at den kunne vokse nærmest frit, også selvom han vidste, at den ville blive problematisk at finde her på egnen.
Nathaniel søgte vidt omkring i området, hvor han stort set bare lod Tom blive stående. Det var jo heller ikke ligefrem en nem opgave med en halvblind magiker med på slæb, for det var faktisk kun en belastning for ham.. En mand som ham, vidste hvordan han ville have tingene, og derfor irriterede det ham selvfølgelig, når det ikke lige blev sådan, når han ville have det sådan. Han sagde dog ikke noget til det.. For nu ville han bare gerne have det her færdigt, så eliksiren kunne brygges, og han kunne komme hjem til sin familie igen, for det var jo det som han gerne ville. Efter lang tids søgen, stoppede han op.. Der var den! En smuk grøn plante med violette spidser i bladene. ”Der var du jo..” sagde han med en tilfreds stemme, inden han gik i knæ ved den og løsnede den fra stilken til jorden. Nu havde han alt hvad han skulle bruge. Han vendte sig igen mod Tom. ”Hvor vil du have den brygget?” spurgte han sandfærdigt.

[Deleted]

Da der var gået noget tid og Tom stod bare og vente han vidste ikke helt hvad for en plante han snakket om men han var sikker på han nok vidste hvad den skulle nok virke til rolige kikket han over mod Nathaniel han smilte rolige og sagde " vi kan tag hjem til mig....der ville du kunne få ro til at lave den " sagde han stille og rolige mens han vente sig mod den regtig der vat ikke langt til hans hjem og han glæde sig til at se Indira igen også hun vente nok der hjemme på ham og kunne nok ikke forstå hvor han bliv af men han jo også sagt han vidste ikke hvor langt han skulle rolige smilte han ved tanken om hvordan det skulle gå dem han vente hovdet nede mod jorden " hvor langtid ville du sige den virker Nathaniel ??" sagde han stille og hentyde til Drikken han lage rolige hovdet på skrå og sturdert det de hadet mange af de ting de hadet brug for han Rysted næsten ved tanken om det rolige tog han staven ind til sig og smilte rolige af sig selv men han måtte nok huske at sige tak til Nathaniel når han en gang var færde han håber tom var til at holde ud ellers og han hadet vist også en god tolmodighed på samme tid

[Nathaniel Diamaqima]

Nu var planten langt om længe lokaliseret og indhentet. For nu genstod egentlig bare at få brygget eliksiren som denne havfrue skulle have. Selv måtte han erkende, at han glædede sig til at se, om det havde nogen effekt, samtidig med at han faktisk glædede sig til at se en havfrue, for han havde jo aldrig set en, end ikke i sit lange liv. Han nikkede. ”Det lyder fornuftigt. Den er i sig selv ikke svær at brygge, men den er livsfarlig, om den ikke er brygget korrekt,” sagde han blot. For nu, så var det jo Tom som måtte vise ham vejen til hans hjem, for han havde uden tvivl brug for at blive vist denne vej. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. Han trak vejret dybt. ”Det kommer an på mange ting, Tom.. Umiddelbart skal hun være til stede, mens jeg brygger den, for den skal indtages absolut efter at den er færdig. Dertil vil effekten vare ved i det tidsrum hun har brug for den skal virke.. Den påvirker mentaliteten,” fortalte han sandfærdigt. Det var ikke en bindende eliksir, så hun ville være bundet til land.. men skulle hun til vandet og søgte dertil, ville effekten aftage igen.. som den ville komme igen, når hun trådte op på land. I det tilfælde, kunne man sige, at havfruen ville få i pose og sæk. ”I vand vil hun kunne trække vejret, og på land, ville hun være i den tid, hun har lyst til.. Der er ingen tidsbegrænsning,” fortalte han sandfærdigt.

[Deleted]

Rolige kikket han mod ham og smilte stille til ham " det rat at vide men det der med at giften kan vænde bekymer mig nu en del " sagde han stille han ville ikke slå sin første elsker ihjel på grund af en fjel han kikket ned mod jorden han sukket rolige mens han lage hovdet ned mod sin stav som var næst viggtits i hans han liv " hvor store er Canseren for at den bliver giftigt ??" svaret han stille og rolige han sanvet Indira og han håbet let på hun ville være der når han kom hjem rolige smilte han stille at manden ikke trode på at han hadet en havfrue som Kærste irtederet ham enlige en hel del men han hadet jo også tænkt at det var de færset der nok ville tro ham stille kikket han på Nathaniel men med dog strem mine " du må give mig dit ord på du ikke siger det vider mig og Indira ville level et numalt liv uden folk der kommer og op søger os " sagde han stille mens han Ragte hånden stille ud til ham for at give hånd på det

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en ufattelig dygtig alkymist, så chancen for at det skulle gå galt, var på sit vis ikke særlig stor, hvis han fik lov til at få ro til at brygge den. De mørke øjne gled alvorligt i retningen af Tom. Et sted fornemmede han næsten, at Tom regnede med at få det hele serveret, og det eneste som han gik op i, var denne havfrues velbefindende. Noget var der mellem de to. Det i sig selv, var han pludselig temmelig sikker på. ”Hvis jeg får fred og ro til at brygge den, vil der intet ske. Jeg er dygtig indenfor mit felt, kan jeg informere dig om. Jeg har brygget ufattelig mange eliksirer igennem min lange levetid,” fortalte han med en sandfærdig stemme, også fordi at det jo var ord som han mente. Der var ikke den eliksir som han til nu, ikke havde været i stand til at brygge, og selv havde han absolut ingen grund til at skulle påføre disse individer nogen skade ved at frarøve en havfrue livet. Selv vidste han hvordan det var at miste eller undvære en som man elskede og holdt af, og det var bestemt ikke noget som han ønskede for nogen.. og derfor havde han heller ikke nogen intentioner om at fortælle noget som helst til nogen. Han tog uden at tøve om Toms hånd igen. ”Din hemmelighed er i tryg forvaring hos mig,” lovede han.

[Deleted]

Tom smilte rolige mens han kikket let på Nathaniel og smilte så rolige " godt det vlle tag os en halv time her fra at gå " sagde han stile og rolige han var godt kendt efter hånden og kunne se nolge ligheder fra der hjemme " vi eller jeg kalder det Det Hygglige hus menst på grund af dens Beliggen hed og så den måde den er bygget op på vis man ikke kender sted ville man tro det blåt var en jord høj " sagde han smile og stolt " jeg fik lidt hjælp fra nolge elver venner jeg har mødt " sagde han stille og vente hovdet rolige mod Nathaniel "Rae væsner men måske næens lidt for meget opppei skyen af og til "" sagde han stille og rolige mens han gik og der gik heller ikke lang tid før de kom hjem til ham " welkommen til min lads del " sagde han rolige og stolt mens han viste det frem der var en sø hvor en sø bliv dannet længer fremme og man kunne se den srote jorde bakke hvor på der var gras " når jeg ser de er blive færde med den helt " han kunne fornemme det på aruran at den var blivet for længet han håbet lidt på Indria stod der inden og vente på ham

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel trykkede bestemt Toms hånd og med et venligt smil. Han havde virkelig ikke nogen grund til at fortælle nogen om denne lille ting, for selvom folk måske var meget obs på at der var havfruer, så han ikke nogen grund til at ødelægge deres lykke, hvis det var noget, som de skulle have lov til at have for dem selv. ”Du viser vej,” sagde han med en rolig stemme endnu en gang. ”Jeg er mere imponeret over, at du har fået dem til hjælp. Thranduil samarbejder sjældent med andre væsner end skovens egne,” fortalte han med en sandfærdig stemme. Lige umiddelbart ville han bare gerne have det overstået, så han kunne komme videre og finde sine børn, for det var det som han havde brug for lige nu, hvis han skulle være helt ærlig.
Da de endelig måtte ankomme til stedet, vendte blikket rundt om stedet. Han måtte alligevel sige sig, at det var et smukt sted han havde udvalgt for sig, og han kunne lide det, og han var bestemt heller ikke bange for at sige det. Han trak let på smilebåndet. ”Det er mig uden tvivl et smukt sted du har fundet dig,” sagde han med en sandfærdig mine. Lige ned til vandet.. Selvfølgelig, hvis man havde noget i gang med en havfrue, så var det bestemt heller ikke så underligt igen. ”Jeg begynder med eliksiren, når havfruen er dukket op, Tom. Hun er nødt til at være til stede,” sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Tom vendte hovdet da han sagde navent han smilte let og gik rolige vider inden han stopped op " hvem sagde det var ham ?" kom dtil stille fra Tom mens han smilte og gik vider ind til sit hus han fjernet selden som var der mens han kikket rundt han hadet savnet stede rolige gik han ind og kikket sig rundt det var blive Flotter ind sidst han førte rolige hånden hen over tingen og smilte glad rundt det var lige som han hadet forstillet sig han måtte husk at sige mange tank for hjælpen de elver han kendte bliv meget nemt sure vis man glemte det det rolige vente han sig om " er du sulten der går nok noget tid før hun kommer hun har så meget at lave i sit eget rige " svaret han rolige mens han gik ud i køkket mens han samlet noget brød og sådan lidt op til Nathanie han smilte varmt og han enderet næsten status han var enlige hjemme han hadet foget sig et regtit hjem rolige lage han det på boret og fandt mælk og smør og hoingen frem

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sendte Tom et let smil. ”Fordi at han er konge af skoven og leder af elverne. Jeg formoder, at de alligevel har fået tilladelsen til at hjælpe andre fra ham,” sagde han blot. Selv måtte han jo tydeligt erkende, at han kunne lide stedet her.. Uden tvivl præget af elvernes formidable håndværk, for de var uden tvivl rigtig dygtige til den slags, og det stod han gerne fast på i den anden ende. Hvornår denne havfrue ville dukke op, vidste han ikke, men selv han vidste, at han ikke havde alverdens med tid, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte de mørke øjne mod ham, hvor han roligt rystede på hovedet. ”Jeg kan vente, Tom.. Det som jeg derimod ønsker af dig, er at forsøge at få havfruen kaldt til dig, så vi kan komme i gang. Jo hurtigere dette bliver gjort, jo bedre er det for alle parter,” sagde han roligt og dog med en alvorlig undertone. ”Hvad jeg har brug for, er en morter, en gryde eller kedel, samt et ildsted.. Hvis det er noget, som du har i din besiddelse?” fortsatte han med en rolig stemme. Han kunne jo ikke rigtigt brygge den ellers.

[Deleted]

at han ikke vr5 sulen oven på rejsen syntes tom var mærklige han var hunden sulten han tog dog hurtit en stukke brød med Nolge skiver oven på han peget mod ild stede " det hele står klar til dig der over " han smilte dog mens han rolige gik ud mod døren " kom jeg skal vise dig noget " sagde han stille og gjord teng til at han skulle komme med ham uden for han gik rolige hen til søen men stoppet lidt væk der fra " du nød til at blive her jeg ville godt præsenter dig for hinden " sagde han smilen mens han igen vente sig for at gå ned mod vandet han lage hånden der ned mens han tænkte på hinden " Indira min elskede jeg er hjemme igen " tænkte han stille mens han lod sin hånd blive i vandet han kunne mærke hjerte slå huritger og hurtiger han håbet hun hørte ham Tom vidste dog ikke hvad hun lavet lige nu det hadet været et stykke tid siden han hadet været hjemme men det hadet han jo også forkladet hinden at det ville tage noget tid for det var ikke let at finden en god Alkymist i dag

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var ganske vidst en smule sulten, men det var nødt til at vente. Når han var færdig med alt det her, så kunne han komme videre og forhåbentlig finde tiden til at finde sine børn, for det var det vigtigste for ham lige nu. Han vendte sig mod Tom. ”Det glæder mig,” sagde han, da han begyndte at bevæge sig derhen. At Tom så derimod havde noget at vise ham, fik ham dog alligevel til at vende sig nysgerrigt mod ham. Han ønskede nu ikke at trække tiden alt for meget, hvis han ellers kunne blive fri for det, for det ville intet gavne. Han trak kort på smilebåndet. Han var vel ved at kalde hende til sig? ”Jeg vil gerne have lov til at blive her, mens hun indtager eliksiren, Tom. I tilfælde af, at den er brygget korrekt, kan den stadig forårsage kvalme og svimmlhed. Jeg vil gerne sikre mig, at det hele går rigtigt for sig,” fortalte han med en rolig og ganske sandfærdig mine. Han vendte sig om. Den store flod som løb lige udenfor huset, var uden tvivl smuk.. Det var vel sådan at det var, for at holde kontakten til sin havfrue, uden at afskærme hende helt fra vandet? Hvilket uden tvivl var en tanke som Nathaniel måtte finde fascinerende. Han glædede sig faktisk til at møde hende.

[Deleted]

Tom kikket rundt det Burdet ikke vare længe nu han skulle snatt genforense med sin havfrue Hvilket han glædet sig meget til han smilte rolige og lod hånden blive der nede i han tænkte let måske skulle han hoppe i vandet han smilte og kikket over mod Nathaniel han tog sit over tøj af hev sig stille ned i vandet for at mod tage Indira han smilte glad det var varmt og godt og han vidste hun ville komme det gjord hun altid rolige kikket han rundt og prøvet igen " jeg er hjemme Inidra " tænket han rolige igen måske var hun for langt væk til at hun kunne høre ham han begynte at blive lidt utolmodige han ville ikke føle sig dum på nolge måder over for Nathaniel han skulle ikke tro han var en lønger så hadet han nok heller ikke gemgået alt det her på sammen tid han sukket rolige mens han lukket øjne og følte godt det plejet da at virke men igen vis hun skulle væk for sin far og fammile så skulle så kunne det jo tage sin tid med det

[Deleted]

Ofte havde Indira været forbi Toms hjem i håbet om at se ham, men han havde været væk.. Lige hvor han havde været henne, vidste hun ikke, og det bekymrede hende faktisk, hvilket var en tanke, som hun slet ikke kunne lide. Nu hvor hun kunne høre hans kald i det indre øre, havde hun taget af sted, og uden at tøve. Med den kraftige hale, slog hun de faste svømmetag, for at komme nærmere og nærmere land. De blå øjne spejdede rundt foran hende. Under vand, kunne hun se uden det mindste problem. Det var her hun var født, og hun havde uden tvivl også nydt at have den frihed, men nu hvor hun havde mødt både Domenico og nu også Tom, så var det ikke noget andet end en forbandelse, for hun kunne ikke være sammen med dem på den måde, som hun gerne ville have det. Armene tæt ind mod sin krop, da hun endelig nåede floden, som skilte havet og det indre land fra hinanden, hvilket var noget som hun søgte hen af. Hun endte med at stoppe op.. Tom med en anden mand? Hvem var han? Hun stak kun lige hovedet op over vandet, også selvom hun kunne se at selv Tom var hoppet ned i vandet.. Andre stolede hun slet ikke på. Det var meget få mennesker som boede på land, hun faktisk havde nogen tillid til, så det var bestemt ikke noget som hun ønskede at komme for tæt på, hvis hun kunne blive fri. Hun så skiftevis på dem begge to.. tydeligt forvirret.