ELIKSEREN

[Deleted]

ELIKSEREN

Det hadet været nogle håre dage da været ikke hadet været alt for godt tom og hans følges ven måtte hved navn Nathaniel det Troden og bravet ingen med sin fulde fem ville træde ud i det vær men da de var gået ind gemmen skoven for at være sikker på ingen fare på fer måtte det være sådan skab lys og et brav der efter fik Toms hår på armen til at Rejse sig de måtte finde ly nej de skulde finde ly vis de skulde over natte så længer tom prøvet at Fokuser men han kunde ikke se noget som helst igen kom der et lyn og det ramte et træ Problemet var tom ikke noget at se det i tide så han fik en gren ned over sig " AGGEE " kom det smerten fra Tom der prøvet at skubbe det væk "Nathaniel hvor er du ! " sagde tom og prøvet at skubbe den lidt store gren væk fra sin krop det smerte ham lidt og han kunde mærke sin hjerne næste Eksploder i hans Krop hans hjerte harmmeret vilder og vildere nu malt skulde der meget til før tom gik i panik men slaget og træet som nok var på størlse med to Fuld voksen mænd den ene side og op efter han hadet ikke lyst til at fange tom kunde godt bruge sin maige men han var bange for det ville gøre det være han måtte have hjælp Flere tære Veleted lige nu han puste og prøvet at holde fokus stave lå lidt fra ham han sukket rolige det skulde ikke sådan her han kunde ikke skuffe Indria ikke når de var så tæt på deres mål han prøvet igen at løfte op med pusten og stønden fik han næsten lidt op men han hadet ikke kræfter til det og den faldt atter over ham

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel gik stærkt frem med sin vandrestav i hånden. Det forfærdelige vejr, havde han selv frarådet dem at gå igennem, men Tom havde været sikker i sin sag, så han havde ikke just haft noget andet valg i den anden ende. Han klemte øjnene sammen. Det var koldt, og hans kappe dryppede nærmest af vand, som havde han været dyppet ned i det største kar med vand. Det var koldt og hans krop rystede, selvom det nu heller ikke just var noget som han ønskede at give udtryk for, for han var en stærk mand, som nu ønskede at komme hjem til sine børn på den anden side af grænsen igen!
Lyden af et højt knag, et knæk, og så Toms råb, tvang ham hurtigt til at stoppe op. Han havde jo sagt det! Det var jo mere farligt for dem at begive sig igennem det her vejr! Han klemte øjnene fast sammen. Han kunne virkelig ikke se noget i det her forbandede vejr! ”Tom?” kaldte han med en tydeligt irritabel stemme, for han kunne bestemt heller ikke skjule, at det her virkelig var noget som ville ødelægge det hele for dem. Han nåede til de store grene som Tom rodede rundt under. Han tog fat om dem. ”Jeg frarådet dig, at søge ud i det her vejr, Tom! Det er for farligt!” Han gav selv til at forsøge at flytte de store grene, men han havde jo ikke ligefrem noget magisk at gemme sig bag.. Han havde kun de bare næver. Der var jo trods alt ikke noget magisk over hans væsen på nogen måde.

[Deleted]

Tom kikket let hald vredt mest forde smeren var for stor da de så enldige sammen fik skubbet den fri tog han sig til siden og sambitte sig sine tænder " jeg tror nok du har rat vi må heller søge ly kan du se noget former for hule eller noget der kunde mindes om et hal ta eller noget " svaret Tom mens han hånden gled op og fanget staven i hånden igen " og vi har et andet lille Problem " svaret tom mens han bitte sammen og tog sig til maven " jeg tror jeg måske er kommet slemt til skade af det her " tom måtte kæmpe for at holde sig vågen af smerten der var en smule blod på hånden " hvor kom den stom Enlige fra den kom bare pluslige ?" kom det ud fra Tom der prøvet at holde hovdet koldt og kikket efter en hule de kunde søge ly i og tænde et bål eller noget måske Thom ikket rolige og så rundt og sukket for at tænke på noget andet ind smerten Tom var sikker på det her var en mere sikker vej ind at gå af stigen han kendte jo de her skove rat godt men verjet hadet over rasket ham meget

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde advaret Tom mod at gøre det her, allerede da de havde forladt kroen i Dvasias, for det var farligt for dem at bevæge sig ude i det her vejr, men ville han lytte? Nej. Så måtte man i hans øjne, også tage konsekvensen af de pågældende valg. Sammen fik de skubbet den store og massive gren til side, mens han kigget omkring. Han ville bestemt ikke risikere livet på denne her tur på den her måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han havde helt andre mål med livet, end at miste det til Moder Natur! ”Der er en derhenne.. Kom..” Om Tom var kommet til skade, kunne han ikke se her.. Det måtte han se på, når de kom derhen. Han tog fat om manden, kun for at hjælpe ham op på benene igen. Et bål ville blive direkte utænkeligt i det her vejr, for det ville være så vådt, at der ikke ville være noget, som kunne brænde. Ja, han var kendt med det.. Han var trods alt en langt ældre mand, end det som man lige ville gætte sig frem til, at han var. Han bed tænderne sammen. ”Moder Natur raser.. over hvad, det ved jeg ikke, men jeg vil ikke fanges yderligere i den her storm og det forfærdelige vejr.. Der er en hule herhenne..” Han rev Tom med sig derhen, hvor han også først slap ham, da de faktisk var kommet derind, og de kunne komme ned at sidde. Man blev jo helt forpustet af det!

[Deleted]

at manden troden han var klov og lidt bedstem over tom Irterdet ham let vis det ikke var forde han hadet brug for denne person så ville han forlegst ha sagt ham op han bed tænderen sammen mens han satte sig ned på jorden og rykken op af væggen alt føltes kold og mørkt igen blikket så lige ud han kunde ikke sige et ord lige nu det var som om denne mand ikke hadet ptøvet at tag Chanser i livet på nogle måde Tom knutted hænderen sammen stille kikket Tom så på sin stav som lyste lidt op han smilte rolige og lage stille staven på jorden og lage ænderen ned for and den " indkudumens " svaret tom rolige ogen behalige varme fra staven kom hen over dem han kikket rolige hen mod huldet til grotten peget på staven og banked med fingeren to gange så der bliv lavet en form for skjold og lyd tæt hed " nu ville vi ikke kunde høre noget " svaret han stille han tog sig lidt på siden da det gjord ondt han tav igen en form for trist hed kom over ham der var kun meget få personer der kunde forstå ham og hvad han hadet gået i gemmen tom tog stille sin tøj af og hang det op så det kunde tøre " det nok en god ide at skifte til noget tøre tøj vis du ikke skal blive sug " svaret tom stille og lidt ned trygt igen han fandt en vid trøje fam og nogle brune busker i uld de kradeset let men de var rae at have på

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en klog mand, og det vidste han godt, og det var også derfor at han tillod sig at gøre og sige det som han gjorde, for det var alt sammen med en hensigt og intention, som denne Tom tilsyneladende ikke kunne se. At komme ind i hulen, gjorde det muligt for dem at komme i tøvejr, hvilket uden tvivl ville gøre godt! At Tom så måtte lydtætte hulen gjorde ham bestemt heller ikke noget, for det gjorde godt, samt den varme som bredte sig, fik selv Nathaniel til at slappe mere af. Han havde ikke noget andet tøj end det som han gik og stod i, da alt andet lå i hans gamle hjem i Procias alligevel. ”Så skift du dit tøj, Tom.. Du ligner også en som kunne bruge det,” sagde Nathaniel med en sigende mine, mens han ellers bare blev siddende. Selv tvivlede han dog stærkt på hvor tørt det tøj var, efter det forfærdelige vejr, som de havde gået rundt i. Han måtte jo for denne stund bare tage chancen og så håbe på, at han ikke blev syg.. men okay, han kunne vel klare en omgang forkølelse? Han havde stået ansigt til ansigt med så mange andre og værre ting end det, så det var ikke som sådan noget, som han frygtede. Kappen fjernede han dog, kun for at blive siddende i den våde og kolde skjorte. Hans krop rystede.. han forsøgte for alt vel, ikke at bide sig mærke i det.

[Deleted]

Tom nikket og gik lidt længer ind i grotten og kikket rundt han hadet at ander men skulde se ham nøgne han føltes sig helt tryk ved det han kikket rolige rundt og på manden " hvad er det for en Plante vi skal kikke efter enlige " svaret Tom lidt højt som man kunde høre det i hele Grotten Tom kikket hen mod Nathaniel bag fra en sten " prøv og se om der ikke er noget tøj i tasken du kan tage på jeg kan ikke bruge en syg Alkymist " svaret Tom med en lidt sjov mine han peget ned mod den lille taske som stod det tom et stille smil kom fra Tom han kunde jo ikke have at han bliv syg under rejsen godt nok måske lidt stort men det ville da kunde holde varmen " det måske nogle par numer for store men det vile da holde varmen ind til vores andet tøj er tørt " tom smed nu de ander busker og kastede dem over stene der kom et klask da bene ramte stene man kunde nærmste se vandet rende ned af dem

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var uden tvivl blevet kold, men at lade denne mand bestemme over ham, var da slet ikke noget, som ville komme på tale på noget tidspunkt! Han lukkede øjnene for en kort stund. Selv ønskede han bare muligheden for at komme ind i varmen, og han havde jo på forhånd anbefalet at vente til vejret var blevet bedre, og nu sad de jo så her.. Og det var jo alt sammen på grund af Tom, kunne man jo sige. Han vendte blikket mod hans skikkelse endnu en gang og knyttede næven ganske let. ”Den plante vi leder efter, vokser i området her under særlige forhold, Tom.. Den er vigtig i denne eliksir,” påpegede han sigende. Den var giftig, hvis man ikke vidste hvordan den skulle bruges, men han vidste det. Han havde jo arbejdet med det her igennem frygtelig mange år, og det var bestemt ikke noget, som han ville fortryde. Selv det at skifte og sidde i ingenting overfor en anden mand, var da slet ikke noget, som kom på tale! ”Jeg klarer mig… Jeg synes bare du skulle sætte dig ned, og så fortsætter vi, når det værste af det her vejr er drevet over,” afsluttede han. Det kunne godt være, at han var ’ansat’ af denne mand lige i denne her stund, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at han stadig havde sine egne meninger, og han vidste hvad han ville. Kappen tog han af, og foldede ud på jorden. Den kunne måske nå at blive lidt tør, til de ville fortsætte igen.

[Deleted]

Tom kunde formme en smule had hos Nathaniel Rolige satte han sig hved ham " jeg er altså ikke ude på at få noget fjenskab hos dig det skal du altså være klar over du virker til at være fornofigte nok ellers hadet jeg ikke ansadt til den her opgave ...forstår du " svaret han stille og bestemt til Nathaniel "og det gør altså ikke noget at tag en smule råd fra folk... og venner det sker der altså ikke noget i " svaret tom rolige igen men han ryste på hvodet " men vis det er sådan du ville have det kan jeg ikke stoppe dig " tom rejste sig stille og tog et tæppe op af den den lidt hal store taske Nathaniel skulde i vær fald ikke se ham som en tåbe der ikke vidste hvad det her gik ud på han vente sig rykken til menst for at sove " dets uden bør man behanlde folk lige stilled i sær de folk man om gårs med " svaret tom til sidste han tog stille et sin halskede frem og kikket på den han tænke hvad Indria mund gik og fortog sig lige nu i dette øje blik hun var vel i gang med noget sammen med hindens far og fammille han kunde ikke lade være med at tænke over hvordan et liv i havet måtte være tom faldt i søven han drømte om hvordan det ville være atvære hammand og bo i en under jordisk by og spise skal dyre og tang og alt mulige andet tom vånget lidt efter han kikket rundt han hadet sovet som om man hadet ligget på en sten Gulv han kikket på sin stav og tog den stille op i hånden mens han kikket rund og ud der var velte nogle trær og så vider tom kev øjne lidt sammen han satte sig på en sten og nød morgen solen der var lidt toge banke over græsset forde det hadet været så koldt i og vådt i nat han smilte stille for sig selv for han vidste der var ikke langt Ingen stille og rolige kikket han rundt der var nu meget smuk her

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vendte blikket en kende hårdt i retningen af Tom. Skulle han komme her og snakke om ligestilling, i samme sætning, som han betegnede ham som en ansat? Det var uden tvivl en direkte fornærmelse mod en Diamaqima, for der fandtes helt klart også grænser for hvad han ville finde sig i. Han rettede sig en smule op, dog uden at fjerne blikket fra Tom. Nej, der var slet ikke had i billedet. Han ville bare ikke have, at folk skulle fortælle ham, hvad han skulle gøre, og ikke skulle gøre. Han havde sin egen mening, sine egne holdninger og han havde sit eget liv, så han var i fuld ud stand til at tage sine egne beslutninger. ”Jeg vil ikke anbefale dig at bringe politik ind på banen, og snakke ligestilling, når du netop vælger at betegne mig som en ansat, Tom.. Netop der vælger du at forskelsbehandle,” påpegede han med en mere kortfattet mine. I det store og hele, så var han jo ikke ligefrem en mand, som var kendt for at tie stille, hvis han følte sig uretfærdig behandlet.. Og nu hvor det var sådan at det gik for sig, så ville han bestemt ikke have det. Som Tom lagde sig til, så gjorde Nathaniel det samme, også selvom det uden tvivl var en kold fornøjelse for ham at gøre.
Nathaniel selv, sov ikke særlig længe, før han igen var blevet vækket. Det var stillet i vejret, og det var blevet en kende varmere, også selvom han stadig var gennemkold, så sagde han intet til det. Det var jo trods alt hans eget valg. Han sad mere henne i hulens åbning, da Tom valgte at sætte sig op. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Jeg håber du har sovet, for det bliver en lang færd,” sagde han med en rolig stemme. Han var jo heller ikke ligefrem kendt for at være en mand som spildte tiden. Han ville bare gerne videre. Jo hurtigere han kunne få rystet denne mand af sig, og give ham hans eliksir, jo hurtigere kunne han komme hjem til sine børn.

[Deleted]

Tom sagde ikke noget lige pt han nød varmen fra solen men der efter rejste han sig op det så ud jo mere han sagde noget til denne mand jo mere vred og irrederet bliv han på ham og det var jo ikke det han var ude på han nikket stille til hans ord mens tom tog og pakket sine ting ned i tasken igen det så ud til de folk tom stødet ind i var for snoppedt til ham han bed sig let i inder læberen mens for at få noget af den vrede væk som nu måtte komme stilel og rolige tog han taksen på jo hurtigere han kunde få brugt den her Elisker jo huritiger kunde han komme hjem igen han vendte sig om mod
Nathaniel " er vi klar ?" kom det spørgene fra tom mens hans øjne stirrede lidt i mod Nathanieldet stille kikket han mod byen han var radt tæt på sit mål og nu så de ville kunde gøre det i dag eller i morgen tom kiikket ned adet lede efter en plante som var giftig tom tænke lidt for sig selv * ja kan han sagtes sige alt ser ens ud for mig her nede* tom rejste sit hovde igen men prøvet at hjælpe til så godt han nu kunde

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde på fornemmelsen af, at Tom bare gerne ville have det her overstået, og det passede ham egentlig fint. En mand som ham, skulle bestemt ikke komme her og snakke her om ligestilling, når han selv gjorde forskel. Selvom det ikke havde været en længere søvn som han havde fået, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, for han klarede sig jo nok, kunne man jo sige.
Blikket gled mod Tom, da han endelig stod op. Han havde ladet manden sove. Han havde uden tvivl også virket til at være en herre, som havde haft brug for det. Som han spurgte om han var klar til at fortsætte, så nikkede han blot. Han tvang sig op på benene, selvom det var lettere vaklende, så var det noget, som han alligevel havde valgt at gøre lidt bevidst.. Han ville bestemt ikke sidde i ingenting overfor en anden mand, og så var det lige meget med om han havde haft andet tøj som han kunne låne, så gjorde det ingen forskel for hans vedkommende. ”Vi har stadig en lille vej at gå, så jeg synes vi skal komme af sted hurtigst muligt,” medstemte han sigende, inden han greb ud efter sin kappe, som han kastede op over sin ene skulder. Han vendte blikket ganske roligt i retningen af ham endnu en gang. ”Går vi nu, tager det os ikke lang tid.” sagde han endeligt. Selv søgte han roligt udenfor, og forventede at Tom ville følge med.

[Deleted]

Tom var op sadt på af finde den plante så han kunde komme hjem han var ikke så meget for denne mand han såham næsrmste bare som et stort Problem vilked han ikke brød sig for meget om det kunde også være han bare var for høj i næsen de tyber hadet tom virklige de var næsen være ind alt de ander væser han kendte til han bed lidt tunge han rykked lidt i nakken daa den syntes at gøre lidt ondt slaget fra Den store træ stup der var veldet ned over ham kunde han mærke i sine ribin men Tom prøvet at holde ud i smerten han hadet heldige vis foget noget forbingen på så han kunde hollde det han kikket lidt rundt for at se om han kunde finde en Blomst der ikke så ud som nolge af de ander men hvad kunde det mund være for nolge han sukket stille mens han kikket rundt og så på ham igen han ville snart godt være sammen med Indira savnet var for stort til at han snart ikke kunde holde det ud mere stille og rolige gik han og inden radt længe var de der hvor Nathaniel hadet sagt den skulde være men de var ikke den enste det der var Tom stopped hurtit op og stopped Nathaniel " SHIIIIII " sagde han med en finger for læben for teng til han skulde være stille " 4 personer der henne og mørk væsner meget meget mørk væsner jeg kan mærke kulden helt over her " sagde tom Viksene man kunde se han var bekymeret hans magie var ikke stærk nok her han måtte finde på noget stille satte han sig ned for at tænke sig om " min magie er ikke stærk nok til 4 af den slags såå det vi må er at forblive i skjul og måske prøvet at få deres op mærk som hed et andet sted far " Tom mulded let med sig selv han syntes det gav lidt mere mingen med tingen rolige sukket han " men hvordan ??" tom kikket over mod Nathanie " har du nogle gode ider ??

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at Tom bare ønskede at få det her overstået, og at det skulle gå så hurtigt som muligt. Uanset hvem denne havfrue var, var han slet ikke i tvivl om, at det var af typen som faktisk betød meget for ham. Vejen til denne plante, som han skulle bruge, var ikke særlig lang. Han var en vis mand, og vidste ikke om dette var noget som kunne gavne dem i længden, hvis han skulle være helt ærlig. Landet her var præget af temmelig meget uro, kunne man sige, selvom han vidste at hans datter kæmpede bravt for at holde de mørke væsner væk, og derved holde den minoritetsbestand nede. Han stoppede hurtigt op, da Tom meddelte at han skulle tie stille. Han kneb øjnene let sammen, også selvom han hurtigt fik grunden til hvorfor. Han kneb øjnene let sammen. Hvordan pokker var de kommet over muren og ind i landet? Det forstod han sig da slet ikke på! ”Vi må udenom.. Det er hurtigere.. kom..” Selv kendte han disse egne temmelig godt, og han var på ingen måder interesseret i kamp eller strid medmindre, at det var noget som han virkelig kunne undgå. Han tog fat om Toms ene arm, for at guide ham i en anden retning end den aftalte, for at komme udenom dem. Mørke væsner kunne være farlige at komme på tværs, og bare en simpel forbipasserende kunne være nok til at det ville gå galt, og han havde for mange andre mål i livet, til at det var det som han ville ønske sig i det store forløb, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det vil ikke tage os meget længere tid, men vejen er mere besværlig. Den klarer du?” spurgte han sigende, idet han igen vendte blikket mod Tom. Selv ønskede han at få den her aftale af vejen, så han hurtigst muligt kunne komme hjem til sin familie igen.

[Deleted]

Tom kkikket let mens han kikket hen af vejen " safølige kan jeg klare det med minder du ikke kan " svaret tom lidt igen med et smil på læben og lidt snigne øjne han kikket tilbage mod de mænd som paseret sig han vidste ikke hvad haan skulde gøre vis de kom efter ham han hadet ikke tid til det der Pjat rolige kikket han rundt mens de forsandt løb vider og vider ind i skoven han håbet snart de var det han kunde ikke huske hvorlangtid der hadet været gået men han glædet sig til at komme hjem i sin engen seng han sukket rolige seng det minden ham om hjem han kunde ikke klare mere en en eller to dage tilbage men han måtte holde ud lidt i nu for så var de i sikker hender Rolige kikket han rundt og så på træneren han savnet Indira utorlige meget varmen og den omsøg hun gav ham når de var sammen men nu kunde de snart blive en regtit fammile det vidste han