New around here..? Not really

[Deleted]

Hun trak stille på skuldrene og vendte endnu en gang blikket over mod vinduet. Roligt valgte hun at gå over til det sådan så hun kunne kigge ud. Var de virkelig helt og holdent frie? Selvom man følte sig fri var man så virkelig fri fra det hele? hun tvivlede. Hun følte sig i hvert fald ikke helt fri. Ikke fri fra det hele. Hun vendte sig kort mod ham endnu en gang men valgte så at kigge tilbage ud af vinduet igen. Det var rigtigt at hun virkelig ikke kunne finde et ben at stå på når hun skulle snakke med noble, havde han været en helt almindelig soldat som hende havde det været noget andet. "Måske. men er vi virkelig født med frihed eller er det nok vi kæmper os vej til at få" sagde hun roligt og lagde panden mod ruden. Det kølige glas gjorde godt og fik hende til at slappe en smule af i denne her utrolig akavede situation.
At han også havde mistet sin hustru var en forfærdelig tanke. Det måtte bare have gjort det værre senere at have mistet sin søn også. Hun bed sig let i læben og lagde hovedet lidt på sned. "Jeg kondolere" var det eneste hun lige kunne kom på at sige. Hvad skulle hun ellers komme med? Det var virkelig svært for hende det her. Hun betragtede ham som han lagde en pil på buestrengen og skød den efter dukken igen og han ramte plet. Imponerende, det måtte hun indrømme. Selv var hun god med bue og pil men slet ikke i sammen grad som ham. Hun kunne nu også bedre lide at være helt tæt på i fjendens ansigt sådan så hun kunne se dem i øjnene når hun var nødsaget til at tage deres liv.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde slet ikke noget imod at snakke med hende. Han gjorde ikke rigtigt forskel på noble, adelige eller denne typiske bonde, som man mødte i byen, selvom det nu var sjældent at han var ude af skoven i det hele taget. Folket var frie.. tillod sig at nyde det som var udendørs, og der var ikke sjældent at de begav sig til skoven, og så snart de nåede hans grænser, så fik han det at vide. Ikke fordi at han ville fraholde dem at opleve det, men selv han synes det var en skam at denne kvinde valgte at låse sig så meget fast, at hun slet ikke kom ud i frygten for at blive tilkaldt. ”Vi er naturligvis alle født med den. Vi vælger selv at give afkald på den igennem det erhverv vi påtager os,” fortalte han sandfærdigt. Der var ikke noget bedre end at se de legende børn lege uden bekymringer om hvad der egentlig foregik omkring dem. Det var jo det voksne valg som indskrænkede denne frihed betragteligt. Og hun var da uden tvivl blandt de værste.
Endnu en gang trak han buen op og sendte pilen af sted. Smukt kløvede den pilen som sad i dukken i forvejen. Begge de personer som han havde haft nært til hjerte, havde han mistet, og nu havde han sin race at lede og tænke på. Og det var dem som han satte først, og langt før han måtte sætte sig selv, og det var alt sammen noget, som han gjorde med en mening og med en grund. ”Det er mig nu frygtelig mange år siden. Begge har de fundet den evige hvile, hvor jeg stadig kan passe på dem..” Igen sænkede han buen. Han havde ingen kvaler med at snakke om det. Han vendte igen blikket mod hende. ”Hvad er dit navn?”

[Deleted]

Chassity havde altid fået strengt at vide at der var forskel på folk og at man ikke bare kunne snakke til folk fra de andre klasser. Ikke når man var så lav en klasse som hende og derfor var det også virkelig svært for hende at han bare blev ved med at snakke til hende. Det gik stik imod de regler som hun altid havde fået af vide og det var i den grad svært for hende at håndtere. regler var regler, dem kunne man ikke bryde bare sådan lige. At hun selv blokerede sin frihed vidste hun jo godt lidt men det gjorde hende intet. Det hun ønskede at lave når hun endelig tog sig fri var at træne eller læse en bog og her havde hun adgang til både træning og en masse bøger i slottets bibliotek. Hun havde ikke brug for mere? Hun tog ikke ud nogen steder, ikke fordi hun var bange for at blive tilkaldt men fordi hun ønskede at være tæt på hvis der var brug for hende. Det var hendes liv, dette var det som hun var skabt til. Og det var her hun følte sig godt tilpas. "Måske har De ret. Personligt har jeg aldrig følt mig fri. Heller ikke før jeg valgte at blive soldat."
Hun betragtede ham som han endnu en gang sendte en pil afsted og kløvede den tidligere pil. "Imponerende" sagde hun roligt og vendte sig endnu en gang mod vinduet og kiggede ud. Hun følte det en smule bedre når hun kunne stå der og kigge ud. Så var det lidt lettere at glemme hvor højt oppe i herakiet han var i forhold til hende. Hun lyttede til hans ord og nikkede roligt. "Tiden gør ikke sorgen bedre. Man lære bare at affinde sig med den, lære at leve med den." At han spurgte efter hende navn kom en smule bag på hende. Hvorfor havde han behov for at vide det? Hun vendte sig mod ham endnu en gang. "Mit navn er Chassity Nixan Malourani." sagde hun høfligt og bukkede for ham. Hun synes stadig at det var underligt at han ville vide hendes navn. Dette var virkelig en mærkværdig situation at sætte hende i.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det kunne godt være, at der var en kæmpe forskel på hvor man var i samfundet, og hvilken plads man var i besiddelse af på den populære rangstige, men for Thranduil, gjorde det virkelig ikke nogen forskel. Selv han havde erfaret, at man ikke kunne lede et folk, som ikke ønskede at blive ledt, og derfor måtte man til tider også lade sig synke ned på de yderligere niveauer, for at få noget ud af det – Og det var hvad han gjorde i denne stund. Ved at vise hende den anerkendelse for hendes plads, så fik han også noget ud af det i den anden ende. Alle var født med en frihed, men de valg som man tog igennem livet, var det som indskrænkede det hele. Visse var låst på hænder og fødder.. ligesom han var, så han nød de stunder, hvor han bare kunne søge ud og lave hvad han ville – dog med måde. Han var jo altid en repræsentant for sin race, og det var noget, som han bestemt ikke måtte glemme. ”Du burde prøve det. De stunder hvor man kan smide skoene og rende rundt i bare tæer.. dyppe dem i bækken og floder og bare.. lave hvad man har lyst til. Det har enhver brug for til tider,” fortalte han med en ærlig stemme.
Arbejdet med bue og pil var uden tvivl det som han var god til. Han havde aldrig været særlig god til nærkamp.. Han kunne godt, men det var bestemt ikke hvad han havde lyst til. Han var hurtig med bue og pil, og når det krævede det af ham, så kunne han godt.. Men det var hans svaghed – Fjender tæt på. Han sænkede buen igen. ”Imponerende? For en som mig, er det her et krav, som det er for dig, at føre et sværd.. Det derimod.. synes jeg er imponerende,” fortalte han ærligt, idet han igen vendte de grønne øjne i retningen af hendes skikkelse. Smerten ved tab havde han vendt til noget brugbart i en kampsituation. Den gav ham styrke.. Det gav ham en tro på at det som han kæmpede for, var det rette, og det kunne han godt lide. ”Tiden healer alle sår.. Selv dem i hjertet.. Jeg har lært at leve med det ar,” sagde han stilfærdigt, også fordi at det jo var sandt. Chassity var et smukt navn, men det var hendes efternavn som sagde ham noget.. Han havde hørt det før. Han rynkede let på næsen. ”Dit efternavn..” endte han tænksomt.

[Deleted]

Chassity var speciel. Hendes tid i hæren havde gjort hende til en regel rytter, alt kom i ordre for hende og man mængede sig ikke med folk af højere rank end en selv. Hun holdt sig til sine soldater kammerater, og hun kunne da også godt snakke med hendes overordenede. Det var ikke den store klasseforskel der var i hæren når man var sammen i krig men det at skulle stå her sammen med lederen af et helt folk. Det var en tanke hun slet ikke kunne håndtere. At være fri var virkelig ikke en tanke som Chassity tænkte meget over. Nej hun følte sig ikke fri i denne position men hun følte sig heller ikke fanget. Dette var et valg hun havde truffet og hun var tilfreds med det. Hun havde ikke brug for at rende rundt i en skov. Hun havde det fint nok her på eller ved slottet med et våben i hånden eller med en god bog. Hvad mere kunne hun forlange? Hun havde det jo godt. "Det lyder ikke specielt tiltalende i mit hoved. Jeg har ikke brug for at kunne rende rundt på den måde. Jeg har det fint nok her. Hvis jeg har brug for at komme væk på den måde sætter jeg mig med en god bog" sagde hun roligt og vendte blikket mod ham igen.
At det var krævet af ham at han var god med bue var egentlig ikke en underlig ting at få af vide. Hun nikkede blot og lyttede til hans ord. At han synes at hendes måde at bruge et sværd på var inponerende fik hende kort til at rødme igen. Hun var absolut ikke vant til at få komplimenter, hun havde altid været tvunget til at kæmpe sig vej til alt inden for hæren. De havde set ned på hende, hun havde jo blot været en ung pige som intet kunne da hun var startet men nu så gav hun dem alle en ordenlig røffel hvis de kom for godt i gang. "Det er stadig imponerende for mig at se en så god bueskytte. Jeg kan sagtens selv skyde med det men jeg er langt fra lige så god som Dem. Jeg har altid gået meget op i sværd kamp efter min far." svarede hun blot og vendte blikket kort væk igen. Ihh alt den snak og de komplimenter. Hun kunne slet ikke håndtere det. Hun nikkede blot ved hans ord om at tiden healede alle sår og blev først nysgerrig da han bed sig mærke i hendes navn. "Hvad er der med mit efternavn?" spurgte hun nysgerrigt og var så småt begyndt at gå hen til ham igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det forekom måske bare Thranduil mere naturligt at mænge sig med de normale borgere, end hvad det gjorde for denne kvinde at mænge sig med de noble, som ham selv? Ikke at det var noget som gjorde ham noget, for det skulle hun da naturligvis selv have lov til at slås med, hvis det var det som hun ville. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Han satte uden tvivl pris på de små frie øjeblikke som han havde i løbet af en dag, hvis han var så heldig. At det så derimod ikke var noget som tiltalte hende noget særligt, kunne han jo ikke direkte gøre noget ved alligevel. ”Sådan er vi jo alle forskellige. Det ligger til mit væsen og min race, at færdes frit uden døre. Det er rart at smide de lænker fra tid til anden,” fortalte han sigende. I hans optik forekom hun som en der aldrig tog fri. Hvis hun ikke stod med sværdet i hånden, smed hun sig på sengen med en bog, for at læse op på alt mulig andet. En skam.. en virkelig stor skam.
At kunne kæmpe med bue og pil, var noget som nærmest lå som krav, da det lå naturligt til elverne at gøre brug af hvad naturen kunne give dem. Alle pilene selv, var jo særligt lavet til den enkelte bue, og det var noget som Thranduil var stolt af. Det elviske håndværk var attraktivt, smukt, og det var ikke mange som kunne lave den slags længere. At give hende det kompliment var da bare på sin plads, når han jo selvfølgelig mente det, og det gjorde han da. ”Jeg synes det er imponerende. Din far har været dygtig, hvis det er i hans fodspor du bevæger dig.” Selvom det måske var et kompliment af mange, så mente han dem skam. Selv var han nu temmelig sikker på, at han havde hørt hendes efternavn før, selvom han ikke rigtigt kunne finde ud af hvorfra. Han rystede let på hovedet. ”Jeg mindes bare at have hørt det navn før,” fortalte han roligt.

[Deleted]

Nej, Chassity mængede sig ikke med de højere folkelag for det havde hun jo lært at hun ikke skulle medmindre hun havde vigtig information at videre give. Og dette var ikke tilfældet nu og derfor var hun helt perpleks. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op men det lod ikke til at han havde i sinde at stoppe så hun endte med at tage en dyb indånding og prøvede at få sig selv til at slappe lidt af selvom det var svært. At de var forskellige på det punkt kunne vel ikke undre nogen? Han var skovelver og tilbragte det meste af sin tid i sit kongerige derude hvor hun fandt roen og friheden i slottet som hun kendte. Hun sendte ham et skævt smil ved hans ord. "Måske det kunne være rart hvis man havde nogen at dele det med ... Men når man ikke har det så har jeg det egentlig bedst i faste rammer. Hvis jeg skulle være så langt væk fra slottet ville jeg føle mig mere lænket end jeg gør nu" sagde hun roligt og lod de blå øjne finde hans blik. Hun mente det virkelig, hun ville føle sig fanget i et ukendt sted, bundet til sit sværd og sin rustning. Især nu hvor der trak op til krig. Hun havde heller ikke nogen at dele sådan nogle ting med, hun var jo alene og det var også sådan hun havde det bedst. På denne måde ville hun ikke komme til at såre nogen.
Hun havde altid følt at bueskydning var langt mere fint og fornemt et sted. Man kunne stå på afstand og var ikke nød til at se fjenderne i øjnene når man slog dem ihjel. Man havde også nemmere ved at komme væk skulle noget gå galt men selv det var det så var hun alligevel fasineret af teknikkerne og det var jo ikke just en hemmelighed at elvernes bue og pile og deres måde at bruge lige præcis disse våben var nogle af de bedste i verdenen. "Min far var en god mand og en endnu bedre kriger. Hans tid i hæren har jeg altid ønsket at gøre ham efter, det er derfor jeg er her nu. jeg var desvære for lille til at han nåede at lære mig sværdets kunst før han gik i døden men jeg gør mit bedste for at gøre mig bedre så han kan være stolt af mig, hvorend han er henne" sagde hun roligt og med et lille smil. Hun havde lukket øjnene da hun snakkede om hendes far. Mindet om ham var noget af det vigtigste hun havde. At han mente at han havde hørt hendes navn før fik hende til at lade hovedet søge let på sned med nysgerrig mine. Det var sjovt hvis han skulle have hørt det før, så vidt hun vidste havde hun da ikke været så højt udmærket at hendes navn kunne have nået hans skov. Hun trak på skulderen og lod blikket søge mod hans skikkelse igen. Måske han alligevel ikke var så farlig som hun først havde antaget? Heller ikke selvom han var nobel.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At det var så unaturligt for hende at snakke med en mand som ham, forekom nu morende for Thranduil. Det var nok også derfor, at han selv ikke kunne lade være med at åbne munden, og faktisk snakke med hende, også fordi at han fandt hendes væsen utrolig fascinerende, hvis han selv skulle sige det. En del af hæren og alligevel så forfjamsket, og uden rigtigt at vide hvad hun skulle sige. Ja, det forekom ham som en meget underholdende tanke. Selv for ham, ville han slet ikke vide hvad han skulle gøre, hvis han ikke havde et sted som en skov at søge til. Der fandtes ikke noget bedre end det naturlige, som han virkelig ikke kunne forestille sig et liv, hvor han skulle mangle det. Hun var lænket til sit arbejde.. var ikke i stand til at tage en fritid, hvilket han uden tvivl anså som en skam. Det var da.. frustrerende, at man ikke kunne nyde noget frihed. ”Frygten for at blive kaldt til tjeneste, er større jo længere væk fra slottet, du befinder dig.. Har jeg ikke ret?” spurgte han ganske sigende. Jovist var han en voksen mand og leder, men ikke desto mindre, kunne selv han være præget af en nysgerrighed.
Selv var Thranduil nu temmelig sikker på, at han havde hørt hendes navn et eller andet sted før. Ikke desto mindre, så kunne han bare ikke placere det. At det så var hendes far, kunne godt være… men han mindes nu alligevel i hans tid ude, at der var en anden med navnet ’Malourani’. Han rynkede tænksomt på næsen, inden han rystede på hovedet. ”Jeg mindes din far. En god mand.. en god soldat.. Blandt de bedre her på stedet,” fortalte han sigende. Uden tvivl et stort tab for landene her, men det var nu alligevel noget, som man jo bare måtte tage med, kunne man jo sige. ”Tillad mig at snage.. Men du har vel ikke i den forbindelse en.. bror, har du?” spurgte han videre. Han var sikker på, at det navn var hørt i en anden forbindelse.