New around here..? Not really

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ved at være en smuk forårsdag, da Thranduil havde valgt at forlade skoven til fordel for Castle of Light. Det var ikke fordi, at dette var et valg, som han tog særlig ofte, også fordi at han faktisk ikke brød sig om at forlade skoven, men til tider, måtte man jo bare se det som en nødvendighed at gøre det. Med rolige og stålfaste skridt, kom han igennem slottet, for at ankomme til Våbensalen. Selv havde han ikke sat sin fod her i mange år, men det hele lagde op til en ting, som han ikke brød sig om: Krig. Gabriel virkede i hvert fald fast besluttet på at få Lily hjem, og frygten for at kvinden var endt i Dvasias, var også nået Thranduils hjerte.
De smaragdgrønne øjne hvilede frem for sig. Han gik med rank ryg og en rank holdning, som tydeligt indikerede den stolthed som lå i ham, som det væsen han nu end måtte være. Flere mørke væsner havde vist sig ved grænserne, og han frygtede for hvad dette kunne lede op til i den anden ende, også fordi at det ikke var noget som han ønskede selv. Afventende kongens tid til audiens, havde han søgt ned i våbensalen, med et tilrettelagt træningslokale til, så man kunne prøve tingene af. Han havde sin egen bue med.. Han stolede ikke på andet end hvad der var lavet af elverne, og det var af frygtelig gode grunde. Hans blik udstrålede ikke andet end det ramme alvor, da han endelig nåede salene og slog dørene op. Stort og smukt var det uden tvivl, men ikke noget som rigtigt påvirkede ham i nogen forstand, hvis han selv skulle sige det. Han rynkede kort på næsen, inden han vendte sig mod en af de mange skydeskiver til brug af bue og pil. Han trak kort på smilebåndet, inden han roligt løsnede buen og tog en pil til sig, som han yndigt lagde på buestrengen. Han trak den op og slap den. Pilen satte sig direkte i midterringen.

[Deleted]

Chassity gik med rolige skridt gennem slottet. Fridag? Hvordan kunne man bede hende om at holde en fridag når der så småt begyndte at pusle om krig på slottet? Hun rystede opgivende på hovedet og pustede en tot hår væk fra ansigtet. Sandt at sige så vidste hun virkelig ikke hvad hun skulle lave på en fridag så hun havde valgt at gå ned i våbensalen for at træne lidt. Sådan kunne man vel altid få tiden til at gå? Hendes skridt var lette og rolige som hun nærmede sig salen som hun gik ud fra ville være tom, hvem andre end hende ville befinde sig indendøre på sådan en dejlig dag? Hun åbnede døren indtil den store sal og smilede. Dejlig og fredelig. Hun tog slet ikke notits af elveren som skod og skød med bue og pil. Hun var iført en tætsiddende sort dragt som havde en smule rustning på men det var tydeligt at den var lavet i træningsøje og at den var led at bevæge sig i. Det blonde hår havde hun sat op med et bånd sådan så det ikke ville komme i vejen og hen over den ene skulder hvilede en skede med et tohånds sværd. Det var hendes et og alt, hendes pragt. Hun elskede det sværd højere end noget andet. Hun gik med rolige og beslutsomme skridt hen til en træningsdukke lavet i træ og trak det store sværd ud. Hun gav det et par sving og nikkede anerkendende til sig selv. Så gik hun lidt væk fra dukken og stildte sig i angrebs position. "Vanir" Den blide stemme lød igennem rummet og en cirkel af hvidt lys kom under hendes fødder. Hendes hastighed steg brat og med et enkelt hug sad hendes sværd i dukken med hende ved hendes side. Hun smilede og trak sværdet ud af dukken igen. "Det burde kunne gøres hurtigere." Hun gik tilbage og stilte sig klar endnu en gang.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil hævede varsomt hovedet, da han hørte en anden skikkelse komme ind i våbensalen. Han kneb øjnene let sammen. Selv var han ikke meget for at begive sig rundt på slottet, for han følte sig fanget og fastklemt i forhold til det, at rende rundt i skoven, som han var vant til i løbet af en dag. Han sænkede buen varsomt, og så til, da hun gik i gang med et sværd. Uden tvivl noget, som hun var vant til at benytte når det kom til krigsføring. Uanset hvordan man vendte og drejede den, så synes han nu altid at det så direkte klumpet ud, når man gik i gang med et sværd. Det var stort, krævede en masse bevægelse med kroppen, hvor man med buen var elegant, yndefuld og fyldt med præstige og det så ikke mindst godt ud, hvis man kunne finde ud af det.
Selv stående i sine normale grønne og brune klæder af naturlige materialer, da det aldrig nogensinde kunne falde ham ind, at gøre noget som helst, som gjorde skade på noget som helst i naturen.. lige foruden når vintrene kom, og det blev til kampen om overlevelse. Endnu en gang havde han jo selv kæmpet sig igennem den, og var overlevet. Han fulgte hende med blikket i stedet for, hvor han blot blev stående med sin bue.. Det var der at han fik en idé. Igen tog han en pil fra koggeret, som han havde over ryggen og lagde den trygt og godt på buestrengen. Han trak buen op endnu en gang og vendte den mod hende.. Men dog mere i retningen af dukken, som hun var gået fuldstændig amok på. Han kneb øjnene let sammen, for nærmest at sigte ordentligt, inden han slap pilen på buestrengen, som hurtigt skød direkte mod dukken. Den ramte dukken direkte mellem øjnene, hvilket igen fik ham til at sænke buen. Tydeligt med en tilfreds mine.

[Deleted]

At der var en anden i rummet var endnu ikke gået op for hende endnu. Hun var helt i sin egen verden når hun var i træningshumør som hun var det nu. Hun blev opslugt, levede for hvert et sving hun tog med sværdet. At elveren betragtede hende var slet ikke en tank hun havde for hun var jo alene i hendes verden. Det var ikke fordi normalt var uopmærksom men inde for slottes mure kunne hun vel godt slappe lidt af på den. Hun rettede sig lidt op og rettede på det bælte hun havde om livet, bag på bæltet sad en lidt kraftig dolk. Hun gjorde sig endnu en gang klar til at angribe dukken. "Vanir" lød det endnu en gang og hun skulle til at sætte af da pilen kom flyvende. I et split sekund havde hun vendt retning fra hvor pilen kom fra og hun stod nu henne ved elveren med dolken trykket og en varsomt blik i øjnene. hendes blik gik op og ned af elveren et kort øjeblik indtil det gik op for hende at hun stod overfor Thranduil, elvernes leder. Hun fjernede hurtigt dolken endnu en gang og trådte et stridt baglæns. "Undskyld Mi' Lord. Jeg blev forskrækket over deres pil og handlede instinktivt." sagde hun rolig og bukkede for ham. Hun rejste sig op igen og vendte nogle lidt belærende øjne mod ham denne gang. "Dog burde Mi' Lord ikke overraske en kriger midt i et angreb."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil så blot til, mens denne kvinde gik i gang. Det var ikke ofte, at han havde noget med hæren at gøre, også fordi at han havde hovedsæde i skoven, og kun kom til, når det var nødvendigt, eller hvis kongehuset sendte bud efter ham. Han trak buen op og sendte pilen af sted, også selvom hun reagerede lidt hurtigere, end det som han lige havde regnet med. At hun så pludselig truede ham med en dolk på slottets grund, forundrede ham nu ikke.. det var bare tydeligt, at hun måtte være en del af hæren. Han trak sig et enkelt skridt. ”Jeg beklager, at måtte skræmme dig, Mi’ Lady,” sagde han sigende. Han var ikke den som ellers gjorde sig så opmærksom i forhold til så mange andre, men det måtte han jo måske begynde at gøre?
”Jeg formoder ikke, at det var et angreb, men derimod blot en træning. Blot en god ting at ruste sig op til. Det lurer derude,” fortalte han sandfærdigt. Han blev stående rank og med buen i ryggen. Han var trods alt en stolt elver, og en som uden tvivl levede op til sit navn som elvernes konge. Selv var han ikke den som gik mest op i andre racer, foruden når det kom hans egne til gode. Det var trods alt også noget, som han var nødt til at tage højde for, når han nu stod som en races repræsentant ved kongehuset.

[Deleted]

Chassity var virkelig blevet overrasket over pilen som pludselig var kommet flyvende. Hun havde virkelig ikke forventet at der havde været andre og det var det som havde overrasket hende mest. Manden foran hende var ingen ringere end Thranduil Íl Aleazea Devárniä, skovelvernes konge, hun havde set ham før når han var på slottet men aldrig havde hun stået så tæt på ham som hun havde gjort det nu. Hun kunne mærke den stolthed som han havde over sig. Hun nikkede roligt til ham og bøjede hovedet igen. "Jeg forventet ikke at der ville være nogle andre i dette lokale på denne tid. Fejlen er min, jeg burde have været mere årvågen. Jeg beklager" Sagde hun roligt. Egentlig havde hun mest lyst til at smutte igen, ikke nok med at hun havde angrebet en af racelederne så følte hun sig på en måde også utrolig underlegen som hun stod der sammen med ham. hans ord om hændelsen fik hende blot til at nikke. Hun havde da lært at hvis de noble gav en et fripas på den måde så skulle man tage imod det med åbne arme. "Vi ruster os til krig. jeg håber dog ikke det kommer så vidt." sagde hun blot og vendte de blå øjne mod ham. Nu hvor hun var i nærheden af en elver var der egentlig mange ting hun gerne ville vide. Elverne som folk facinerede hende, især den måde de lavede våben på. men det var ikke ting hun kunne spørge en nobel omkring.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

I forhold til så mange andre elvere, så var Thranduil blandt de ældste nulevende som var tilbage. De var ikke mange, og dem som var, var frygtsomme på baggrund af alt det som var sket dem, og det var selvfølgelig også med god grund, så hvad skulle man da gøre? De smaragdgrønne øjne hvilede på hendes skikkelse med et alvorligt skær hvilende over dem. ”Undskyldning godtaget,” sagde han med en rolig stemme. Om han ville, så havde han snildt kunne tage hendes liv, selvom det dog slet ikke var noget, som han havde lyst til på nogen måde. Han så kort skiftevis fra pilen i dukkens hoved og så tilbage til hende. Slottet her, var ikke ligefrem det sted, som han søgte mest til, og det var der virkelig mange gode grunde til. Han gik helt til hundene, når han var omringet af fire vægge, frem for den frie natur, som han var så vant til at færdes i.
”Jeg frygter at slottet og landet her, er nødsaget til at ruste sig op. Flere mørke væsner viser sig ved grænserne, og en mørkelver har netop forladt skoven under min vagt. Det trækker op til storm,” sagde han med en alvorlig stemme. Det var trods alt også derfor at han befandt sig på slottet i denne givende stund. Han var der for at give besked, samt selv komme tilbage i træning. Skulle der udbryde en krig, ville han blive kaldt i marken, og det vidste han allerede nu.. Et sted, som han ikke havde tilbragt sin tid på igennem frygtelig mange år.

[Deleted]

Chassity vidste ikke meget om elverne som folk. Hun vidste noget som hun havde læst i bøger når hun havde haft tiden til det men informationerne der var få og det meste af det hun kendte til var at elvere var nogle arrogante skabninger som så ned på alle andre. Hun bed sig svagt i læben og studerede lederen foran sig. Han så ikke ligefrem arrogant ud som beskrevet og alligevel fik hun en underlig følelse som om hun ikke var god nok. Hun rystede den af sig og nikkede roligt ved hans ord. ”Jeg takker Mi' Lord. Det var pænt af Dem.” sagde hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Selvom hun følte sig underlegen når hun stod der sammen med ham så følte hun sig også så nysgerrig over at være i nærheden af en elver. Hun ville så gerne vide mere selvom dette ikke var til at spore på hende på nogen måde. Hun kendte absolut sin plads.
Hans ord gav mening og hun nikkede anerkendende og lod blikket glide mod det nærmeste vindue. ”Det er sandt. Vi er nød til at ruste os for der er en krig på vej, desværre. Soldaterne skal gøre sig klar, sige farvel til deres kære for mange af dem kommer ikke hjem igen hvis krigen bryder ud på vores grænser.” sagde hun med et lille suk. Krig var en forfærdelig ting, det rev familier fra hinanden når den ene part var nød til at drive i krig. Det kendte hun jo kun alt for godt eftersom hendes far døde under en krig. Det var også derfor at hun havde valgt at leve alene, så endte hun ikke med at såre et andet individ ved at drage i krig for sit land.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Som enhver elver, havde Thranduil også sine arrogante øjeblikke, samtidig med at han faktisk var egoistisk. Det eneste som han tænkte på, var hans folks velbefindende, og det var faktisk også den eneste grund til, at han befandt sig på slottet i denne stund. Han vidste, at han var i besiddelse af informationer, som ville komme kongehuset til gode, og selvom han var den arrogante og stolte mand som han nu var, så havde han affundet sig med pladsen som konge af skoven, men under kongehuset. Han nikkede mod hende. Hun havde været hurtig med dolken, hvilket han skam var imponeret af. ”Intet at takke for.. De var hurtig,” sagde han sandfærdigt. Der skulle skam en hel del til, for at overrumple en elver, men hun havde skam været tæt på, og med hans erfaring som soldat og bueskytte, så var det helt klart et imponerende træk.
Det hele rustede op til krig.. De mørke væsner søgte stadig tættere på landets grænser, og det var slet ikke noget som kom Procias til gode, og det var det som havde været Thranduil til at reagere. Han havde ganske vidst været ude i krig før, men dette føles anderledes.. Virkelig anderledes. Han genkendte tegnene når han så dem vel og mærke, og det var det som han ikke kunne lide. ”Mine spioner finder stadig flere mørke væsner tættere på grænserne til vores land. Det ruster op. Jeg kan se de samme faresignaler, som jeg så for mange år siden. I mine øjne, går dette kun en vej, og om jeg håber at jeg tager fejl,” sagde han sigende. Krig kostede frygtelig mange liv, og han ønskede på ingen måder, at skulle gravlægge elvere. De var trods alt ikke mange i forvejen.

[Deleted]

Thranduil Devárniä var leder af et helt folk, at han tænkte på deres velbefindende frem for alt andet betød det ikke bare at han var en god leder? Det gjorde det i hvert fald i Chassity's øjne. En god leder skulle tænke på sit folk frem for alt andet, det var ligesom en general i en hær. En general skulle tænke på sine mænd og gøre alt for at vinde et slag og få så mange med sig hjem igen som muligt. Hans kompliment til hendes hurtighed fik hende kort til at rødme, dog rystede hun det hurtigt af sig og nikkede taknemmeligt. "Tak. Dog er det ikke det hurtigste jeg kan være. Der er bare begrænset plads i salen her og ramme ind i stenmuren er ikke så behageligt." sagde hun roligt og vendte blikket mod væggen bag ved dukken. Hun havde vidst haft mere end et sammenstød med den væg.
Tegnene var der, der kunne hun ikke benægte. Hun havde hørt nogle af de højere rangeret i hendes regiment snakke om det. Det trak op til noget stort. De fleste andre soldater var begyndt at snakke, at frygte for hvad de kunne stå overfor på slagmarken for en krig mod mørket kunne godt gå hen og blive dyr. Hun lyttede til hans ord og nikkede stille. "Jeg håber ligeså at det som er i opløb kan nå at blive stoppet inden det kommer til krig. Jeg mistede min far i en tidligere krig og i den sidste krig var jeg nød til at fortælle flere at deres elskede ikke kom med hjem. Krig river land og familier fra hinanden. Jeg vil helst ikke stå i sådan en situation igen men kommer det til krig så vil jeg kæmpe til vi har vundet. Som jeg altid gør." Hun nappede sig let i læben og sukkede. Hun ville kæmpe til hun ikke kunne stå længere for Procias. Hun ville kæmpe til hun ikke kunne mere. Hvis hun kunne stå alene mod dem alle havde hun gjort det. Hun havde jo ingen tilbage, så hvad havde hun at miste?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Selvom Thranduil ledede et helt folk, så ville han nu alligevel mene, at han gjorde arbejdet godt. Han havde gjort det igennem frygtelig mange år, og havde selv overtaget pladsen efter sin egen far, så det passede ham ganske udmærket. Han var stolt af sit arbejde og det som han præsterede, også fordi at han vidste at han var dygtig. Blikket hvilede direkte på hendes skikkelse. ”Man bliver hurtigt begrænset af fire vægge.. Den frie natur derimod, er min træningsarena,” fortalte han med en vis stolthed i minen, for det var jo heller ikke noget som han ønskede at lægge skjul på.
Selv var Thranduil kun alt for godt kendt med hvordan det var at miste under krig. Han havde sågar mistet sin egen søn til den for flere år siden. En yderst flot og talentfuld bueskytte.. Og nu var han selv alene. En enkemand kun med sit job at gå op i. ”Krig er en forfærdelig menneskeskabt ting, som kun koster de forkerte menneskeliv.. Sågar jeg, har givet afkald på min egen arv i det henseende. Krigen kommer. Det hele ligger i luften,” sagde han med en sigende mine, idet han igen vendte sig mod hende. Han knyttede næven mere om buen. Selv han vidste, at hvis krig var på dagsordenen ville han selv blive kaldt ud. Ikke fordi at han var meget for at forlade sin elskede skov, men han ville kæmpe for Procias og landet her, som han havde så frygtelig kært.

[Deleted]

Af hvad Chassity vidste så havde han siddet på Elvernes lederstilling i mange år efterhånden så et eller andet måtte han jo gøre rigtigt. hendes blik betraktede ham roligt, det var alligevel en smule akavet for hende at stå her og bare snakke med en af så høj rank uden rigtig at have noget essentielt at tilføje samtalen. Hun følte sig en smule ved siden af sig selv når hun ikke havde noget hun var nødsaget til at snakke med ham om. hun følte lidt hun bare fiskede efter et samtale emne, han måtte vel have det på samme måde. "Det er ikke ret tit jeg har befundet mig i eller i nærheden af skovene her i landet. jeg forholder mig mest omkring slottet i tilfælde af at jeg skulle blive tilkaldt." sagde hun roligt og lod hovedet søge let på sned.
Hun nikkede roligt og nappede sig selv i læben. Hun lyttede til hans ord og nikkede anerkendende. "En menneskeskabt ting som vi senere har taget til os og begyndte at videre føre. Krig var farligt nok før vi begyndte at brige magi og alt muligt andet med os ind i det" sagde hun roligt og vendte blikket ned på dolken hun havde i hånden. Det var det eneste hun rigtig havde tilbage efter hendes far og det var først nu hun stadig bemærkede at hun havde den i hånden. Hun puttede den tilbage i skeden omme på ryggen og flyttede blikket ned i gulvet kort. "Jeg beklager at høre om Deres søn. Det må have været hårdt for dem."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil snakket om langt og mangt, om lige præcis det som han havde lyst til. Hvis det var kamp, strid og krig, som var deres fællesnævner, så var det i hans optik et ganske glimrende sted at starte. Selv for ham, var det for en gangs skyld rart at socialisere sig med andet ned Groa, som han have haft med sig hjem. Til tider havde han virkelig fortrudt den handling, uden at han egentlig var i stand til at gøre noget ved det lige nu. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun tilbragte ikke tid i naturen? Der fandtes virkelig ikke noget bedre! ”Du ved virkelig ikke hvad du er gået glip af,” svarede han blot. Hvad var der at sige? Hvis hun var så bange for at blive tilkaldt, så var det nok ikke just her hun skulle være. Skoven var for ham en frihed.. Det var hans hjem, og det var det som konstant mindede ham om hvorfor han gjorde det som han gjorde, og det betød faktisk meget for ham.
Krig var en forfærdelig menneskeskabt ting, som man ikke kunne gøre noget ved. Han hadede det i hvert fald. ”Efter at magi blev en del af det, blev den for alvor farlig, men ikke desto mindre, så er den mindst lige så dræbende og farlig, som den altid har været, og tager altid de forkerte menneskeliv.. til fordel for småting i mange henseender.. Det er en skam.. Før i tiden kunne vi alle enes..” Ikke fordi at Thranduil havde levet dengang, for det havde han ikke. Han havde bare hørt alle historierne. Tabet af Aerandir havde uden tvivl været hårdt, også fordi at det var det eneste som han havde haft efter sin kone.. Efter hun var død. Han nikkede mod hende. ”Han var dygtig, men ikke dygtig nok.. Sygdom tog ham, efter en brutal ulykke..” Han strøg kort fingrene over buen.. Det havde været hans søns.. Han havde stået fast på, at han ville vise ham den ære ved at bruge den.

[Deleted]

Hun kunne virkelig ikke se hvorfor han blev ved med at snakke til hende. Hun var jo slet ikke socialt på hans niveau? Hun var ikke en gang af nobel afstaminng, hvorfor blev han ved? Hun undrede sig lidt men lod det ikke vise sig. Hun var god til at gemme sådan nogle småting for sig selv. Andre ting var dog ikke så nemme at skjule. Hun trak roligt på skuldrene da han sagde at hun var gået glip af noget. Sådan så hun ikke på det. "Mit liv er her. På slottet. jeg blev tvunget til at holde fri i dag, ellers er jeg her altid. Jeg er her for at beskytte regent paret. Jeg har ikke noget at gøre i skoven. Heller ikke selvom jeg går glip af noget" sagde hun roligt og lagde armene over kors ved hendes bryst. For hende betød det at noget var smukt eller at hun ville gå glip af noget intet. Hun blev på sin post om det så ville ende med at tage livet af hende.
Hun lyttede og nikkede stille. han havde jo ret. Hvad mener var der at sige? "De har fuldstændig ret Mi' Lord" gengav hun og bed sig selv i læben endnu en gang. Hun havde virkelig ikke meget at snakke med en leder om. Hun kunne slet ikke komme på noget. Hans ord om hans søn vidste hun heller ikke hvad hun skulle svare på. Hvordan kommentere man på sådan noget? Hun stod kort før hun sagde "Det må have været hårdt for Dem." Hvad kunne hun ellers sige? Der var ikke så meget andet hun kunne sige.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var nu ikke ligefrem farlig at snakke med, ville han da selv sige. Det var bare ikke ofte, at han kom frem, så han kunne føre en samtale med nogen, for han var yderst sjældent udenfor skoven. At det så derimod var svært for hende, at finde ud af det, havde han fundet ud af.. hun fumlede meget.. Det kunne han da se, når det var det stikmodsatte, som man kunne sige, at han var vant til. ”Enhver har krav og retten til sin frihed.. Det er trods alt hvad vi er født med,” pointerede han med en sigende mine. Selv fandt han det faktisk kun morsomt at prikke lidt til hende.. også fordi at det var så tydeligt for ham at se, at hun slet ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv.. Og det var uden tvivl det, som han måtte finde som det mest underholdende af det hele. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. ”Har du det godt med kun at se disse fire vægge?”
Synet på krig og død, var noget som for Thranduil bar en tydelig og stærk holdning. Han kunne ikke lide det.. Det kostede dyrt, og smerten kunne man jo sige, at han havde oplevet på sin egen krop – også mere end en gang. Endnu en gang hævede han hånden for at gribe fat om en pil som hvilede i koggeret på hans ryg. Han gik jo heller ikke ligefrem nogen steder uden. Det var hans måde at beskytte sig selv på. ”Efter ulykken, havde jeg næsten forudset hvad der ville ske.. Hvad der tog hårdest på mig, var derimod tabet af min hustru mange år forinden. Livet og oddsne har ikke altid stået mig bi,” fortalte han, inden han igen lagde pilen på buestrengen som han yndefuldt trak op. ”Der skal ikke meget til, før det hele bringes ud af balance.. En fejl.. et valg.. og så den efterfølgende konsekvens..” Han kneb øjnene let sammen, inden han slap buestrengen og pilen fløj af sted. Den kløvede den anden pil i 3, og satte sig præcist samme sted.