Fuldmånen har magten

[nathia]

Natten havde lagt sig. Da fuldmånen stod på sit højeste og ramte Nathia ind gennem balkonen på Procias slottet, var den smertefulde forvandling sat i gang. Hun havde lænket om arme og ben i menneskeskikkelsen, og da hun forvandlede sig så strammede de ind og hun stod derfor fast. Hun skreg da månen ramte hende og tvang hende til det frådende bæst af en varulv. Hendes rødlige pels skinnede i månelyset da hun irritabelt lagde sig på gulvet og hylede ud mod månen af længslen. Hun havde bidt ud efter Camryn, som vågede over hende til aften. Hun sad på sengekanten og betragtede den fornærmede ulveskikkelse som lå i sin pragt på gulvet. Nathia var faktisk et smukt væsen i sin skikkelse. En skam, at hun ikke huskede noget fra under fuldmånen. Men det var vel det bedste. For hendes eget bedste. En anden skikkelse var nået ind på slottet. Lilyann overfaldt Camryn og tvang hende i bevidstløshed. Liggende på sengen. Lilyann så på ulven med et smil. Nu skulle der kaos. Forbandede lyse land! Hun fik et reb om snuden på ulven. Et magisk reb, og fik løsnet hende og var ellers så forsvundet med hende ud i natten. Havde smidt hende på marken, og selv søgt tilbage til Imandra for at komme hjem til Pharrel.

Derfor var Nathia herude. Hun gik rundt i ring på slagmarken og havde intet at give sig til. Hun havde løbet ind i skoven, og var endt tilbage på marken her da hun kom tilbage. En anden ulv kom ind på marken. En han vel og mærke. De prøvede at begribe sig på hende, men da hun nægtede overfaldt den hende og rev og bed. Hun peb og lå fuldkommen stille da den forsvandt. Hun blødte fra siden og hendes ene forpote kunne hun ikke støtte på. Hun faldt til jorden, pibende - men ved bevidsthed. Smerten var over hende og derfor kunne hun slet ikke være frygtindgydende. Dette skulle blive en lang nat..

[Deleted]

Aftenen havde for længst meldt sig. Sneen var holdt op med at dale.. den var faktisk forsvundet igen, en ting som faktisk måtte irritere Ilaria voldsomt! Var der noget som hun elskede så var det sne, storm, mørke og kulde.. virkelig det eneste som hun faktisk nærede noget som helst af kærlighed for. Vinden slog hende direkte mod ansigtet, da hun bevægede sig henover de mange slagmarker. Allerede nu måtte de bære det tydelige præg af de mange kampe som krigen forårsagede hver eneste dag. Stadig ikke noget som hun deltog aktivt i, selvom hun så sandelig agtede at skulle kæmpe for mørkets overlevelse! Kutten havde hun trukket godt over hovedet, selvom de klare isblå og fuldstændig kolde øjne var synlige selv under den store fuldmåne. Hun var klar over risikoen ved at gå ude under fuldmånen og dog alligevel, så var hun bedøvende ligeglad. Hun endte dog hurtigt med at stoppe op. Lyden af klynk og den halvstore skikkelse som lå midt ude i det åbne. Hun lod kutten falde og med et tydeligt nysgerrigt blik. Hendes hud var bleg som havde hun været en vampyr, selvom hun i den grad var i levende live. Et køligt smil bredte sig på hendes læber. Hånden lukkede hånden stille omkring kniven som hun havde i bæltet.. man vidste jo aldrig hvem eller hvad det var.. som hun kunne se, så lignede det blot et stort hundelignende væsen… en varulv? Hun kneb øjnene lettere sammen. ”Og hvad har vi så her..” Hun lagde hovedet let på sned, selvom hun gik i en stor cirkel udenom.. hvem ved.. måske at bæstet ville angribe hende hvis man kom for tæt på? Hun så jo skadet ud.. hun kunne vel ikke gøre noget som helst, selvom hun dog ikke tog nogen chancer for det, det kunne hun bare ikke! Hun smilede et hånligt og næsten nedladende smil. ”Har bæstet ondt?” spurgte hun næsten hånligt. Hun tog et skridt tættere på.. hvad en varulv lavede på disse kanter, havde hun virkelig ikke nogen anelse om.

[nathia]

Nathia indsnusede duften af et andet menneske da en kvinde kom nærmere. Hendes øjne fulgte kvinden som hun gik en stor bue udenom hende. Hun havde dog ingen krafter til at rejse sig. Hun var øm over det hele. Et dybt bidsår i maven og den ene forpote som mildest talt var ubrugelig. Hun lagde ørene ned og kneb øjnene let i, da hun hånede hende. Hun prøvede at rejse sig, selvom det ikke hjalp. Hun røg direkte ned på den kolde og frosne jord igen, med en irritabel brummen. Natten skulle bare overstås. Men hvor ville hun så være? Og hvordan kom hun hjem..? Hun fnøs let og trak sig sammen mens hun advarende knurrede let imod kvinden som hun kom nærmere. Hun bed tænderne sammen og holdt den forslåede forpote godt ind til sig selv. Ingen skulle røre.. Ingen skulle komme for tæt på!

[Deleted]

Kun en varulv var kendt i disse områder af denne størrelse og kaliber.. rygterne om at Junior og Camryn havde taget Nathaniels plejedatter til sig, var klart en historie som også var nået Ilarias øre.. kunne dette være de tøs som hvilede foran hende lige i øjeblikket? Hvilket træk det ville være mod Procias at tage den lille tøs med sig.. tvinge hende med sig. Et køligt smil måtte straks brede sig på hendes læber, ikke at det var noget som hun kunne skjule det mindste. Op af den læderpose som hun havde om livet, fremdrog hun et reb.. visse ting var virkelig bare dumt at skulle rejse rundt med uden og specielt i en situation som dette.. en skadet varulv og hvis dette var den kære Nathia, så ville det endnu en gang være noget som måtte ramme Junior.. hvor heldigt! Den stor bue udenom hende, tog dog hurtigt slut i og med, at hun søgte mod hende med de rolige og fattede skridt. Den stakkels dyr kunne jo ikke rejse sig og det var jo tydeligt at hun var kommet til skade.. af hvilken grund, at Junior havde ladet deres lille pige rende rundt udendørs alene i hendes alder og under månen, kunne hun virkelig ikke forstå. ”Den kære konge skal nok søge længe efter dig.. det skal jeg nok sørge for!” hvislede hun med en iskold og fast tone, ikke at det var noget som hun hverken kunne eller ville lægge det mindste skjul på, på nogen som helst måde overhovedet. I det som næsten måtte være et smukt spring, sprang hun direkte mod varulven. Rebet tvang hun omkring kæben og strammede godt til. Hun skulle virkelig ikke få muligheden for at skulle bide hende, det ville hun simpelthen ikke finde sig i! Den ene hånd lukkede sig fast omkring den varme pels og tvang hende derved også ned i jorden. ”Og du holder dig i ro!” hvæsede hun med en fast og ekstrem kraftfuld tone. Kniven trak hun frem igen.. hun tøvede i den grad ikke med at skulle bruge den hvis det kære bæst ikke ville give hende noget andet valg.

[nathia]

Nathia skulede efter kvinden som hun cirklede rundt om hende. Det burde være omvendt. Hun burde cirkle faretruende rundt om kvinden og gøre hende bange. Det skulle frygtindgydende væsner jo. Skulle de ikke? Hun hørte godt ordene, huskede dem for nu. Men anede jo ikke hvem hun omtalte. Og hun ville ikke huske det når fuldmånen gik ned. Før hun vidste af det, var kvinden hoppet over hende og slynget et reb om snuden på hende. Hun rykkede i hendes hoved for at komme fri, men rebet blev strammet. Hendes mørkebrune øjne søgte frygtløse imod kvinden og hun knurrede af hende ud igennem næsen. Hun kunne dog ikke åbne munden og hun bed derfor tænderne sammen. Hun blev liggende, og peb, da hun blev trykket ned på det dårlige ben. Øjnene kneb i og en sitren ramte hendes krop af smerten. Hun gispede let, og blev liggende med en ujævn vejrtrækning. Hendes øjne faldt på kniven og hun prøvede at hive sig fri af rebet omkring hendes snude.

[Deleted]

Ilaria sørgede bevidst for at rebet omkring varulvens kæbe var stramt. Den skulle om ingen omstændigheder få lov til at bide sig fast til hende, det ville hun i den grad ikke finde sig i. Det store bæst, holdt hun stadig godt trykket ned mod den kolde jord, alt for at hindre at hun skulle kunne gøre noget som helst. Kniven holdt hun i hånden. Selv så iskold af sind og sjæl, at hun var fuldkommen ligeglad med om det var et barn eller om dette var en voksen som måtte ligge under hende lige i øjeblikket.. hun slog så sandelig ihjel, hvis hun ikke havde noget andet valg! Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Hun kneb øjnene fast sammen og uden at skulle se væk. Hun tog virkelig ikke nogen chancer.. det kunne hurtigt føre døden med sig nu om dage og specielt midt i denne krigstid som de nu sad midt i. Jo mere varulven valgte at vride sig, jo værre ville det blive.. hun ville ikke have nogen chance eller nogen mulighed for at skulle kunne komme fri for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Et køligt og skadefro smil bredte sig roligt på Ilarias læber og næsten med en klar sindssyge i blikket. Jo mere hun vred sig for at få hovedet fri, jo mere valgte Ilaria at skulle stramme rebet som holdt hendes kæbe lukket og ude af stand til at gøre brug af de tænder som hurtigt ville kunne få varige konsekvenser for Ilaria selv, hvis hun blev bidt.. noget som hun ville undgå for al del! ”Jeg vil råde dig til at ligge helt i ro!” vrissede hun fast. Knivens flade side trykkede hun let ind mod den pelsede krop, en tydelig advarsel. Hun tøvede virkelig ikke med at stikke kniven igennem.

[nathia]

En let knurren undslap Nathia's snude, selvom hun ikke kunne gøre noget videre. Hendes mørke øjne blev direkte til kvinden og hun slog snuden ud efter hendes hoved. Hun skulle bare lade hende være. Og pt. så sev hendes advarsler ikke ind. Hun forstod ikke direkte, at man skulle lade vær. Hun var jo et glubsk bæst herude. Herude, hvor der var en masse modstand. En let klynken forlod hende, da hun kunne mærke den lille spids berøre hendes side. Hun blødte ud af en revne i forvejen, og hun havde en pote som ikke var det mindste brugbar. Hun knurrede protesterende og rykkede let i snuden for at komme fri. Hun gjorde dog intet for at skade kvinden. Dum var hun jo heller ikke. Men styret af hendes instinkter - ja.

[Deleted]

Dette var dog noget af det mest slappe hun nogensinde havde set til en varulv.. og endda en skadet en. Ilaria havde altid set for sig, at de var dyr som ville kæmpe til det sidste.. de voldsomme bæster som de var kendt for. En ubrugelig pote eller ikke.. hun havde set meget igennem hendes lange levetid og dette var blot noget af det som virkelig kunne gøre hende munter.. et så slapt et dyr.. hvad var bedre end det, hvis man skulle ramme Procias i den anden ende? Hun var nu ganske sikker på, at dette måtte være kongefamiliens plejedatter.. hun havde jo hørt meget om den kære lille Nathia fra før af.. det var jo trods alt et navn nu som var kørt på folkemunde så længe – hvor gode de var, at tage hende til sig og bla bla bla.. det interesserede hende ikke en disse.. hun kunne ramme Procias nu.. lokke kongen ud hvor han var mest sårbar og det var det som i den grad. Hun slap en hånlig latter og fortsatte kraftigt med at stramme rebet omkring varulvens kæbe for at holde hende solidt på plads. Hun kneb øjnene fast sammen og lod knivene prikke til hendes pelsede krop. ”Jeg bad dig om at ligge i ro!” hvæsede hun med en fast tone. Hun tog fat om rebet som hun havde fået om ulvens kæbe og fik lavet det som lignede en mundkurv ved at tvinge rebet omkring hendes baghoved og fastlåst. Hun tog fat i den og rejste sig, hvor hun kraftigt også måtte rive varulven med sig op. ”Rejs dig!” hvæsede hun med en hård og ekstrem kraftig tone. Hu rev til.. her var det i den grad hende som måtte bestemme!

[nathia]

Lige i øjeblikket vidste Nathia ikke selv hvem hun var, udover det glubske bæst. Hun holdt dog meget godt igen, eftersom der var noget i hende der ikke ville skade og være ondt. Grunden var vel træningen i at forvandle sig selv til varulv, og have en let beherskelse på sin side. Øjnene kneb hun i og hun knurrede igen koldt af kvinden. Om hun havde været ældre, og mere stabil og 'fuldvoksen', havde hun nok kæmpet meget mere imod. Hun lagde sig i en månecirkel, for at komme bort fra kniven af. Hun prøvede med den raske pote at få sig fri, da kvinden fik fæstet snoren om hendes hoved ligesom en mundkurv. Hendes læber dirrede mod hinanden, selvom hun ikke kunne åbne munden det mindste. Hun knurrede stadigvæk nu. Irriteret og nærmest panisk. Hun rystede kraftigt på hovedet i håb om at den så ville ryge af. Men det gjorde den ikke. Hun peb, da hun blev rykket et stykke hen af jorden og den ubrugelige pote fik vreden rundt igen. Hun rejste sig, og satte kraftigt bagbenene i, for at komme væk. Hun endte med at rejse sig på bagbenene og vride i kroppen for at hoppe bort. En dyb hvæsen kom fra hende.

[Deleted]

Ilaria havde ikke nogen tro på, at dette glubske bæst ville komme nogen vegne lige for øjeblikket. Hun var for svag, ellers havde hun klart kæmpet mere imod til nu og det var ikke en modstand som hun havde set det mindste til.. til hendes egen glæde i det mindste. Hun kneb øjnene fast sammen. At dyet måtte pive og gøre alt andet for at komme væk, selvom det klart havde den ringeste effekt. Ikke bare, at Ilaria var en kvinde, men styrken havde hun i den grad også og hun agtede at skulle gøre brug af den, hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt. Hun var ikke bange for at slå ihjel, men at drive kongen ud af slottets tryghed og trygge murer for at få ham ryddet af vejen, var det eneste som hun havde i hovedet for nu i det mindste. ”Du kan godt droppe det Nathia!!” hvæsede hun med en fast tone. Hun valgte at skulle holde helt fast i rebet, hvor hun fast måtte lægge alle kræfterne i og kraftigt rev til sig, for at tvinge hende ned på alle fire igen. Hun skulle om ingen omstændigheder være højere oppe end det som hun var! Hun sendte hende kun et fast og næsten dræbende blik.. så snart at Lestat Junior ville finde ud af, at hans datter manglede, skulle han nok forlade slottets sikkerhed, det betvivlede hun i den grad ikke på noget som helst tidspunkt overhovedet. Hun rev kraftigt i rebet for at rive hende med sig. ”Opfør dig for pokker da, dit glubske bæst!” hvæsede hun med en hård og kraftig tone, så frygtelig isende som intet andet man lige kunne komme i tankerne om.. Hun fandt sig i den grad ikke i det.. så længe, at hun ikke kunne bruge kæben, så ville hun være udenfor den største fare.. det var klart det som behagede hende mest. ”Du skal med mig.. vi skal nok få lokket den kære konge ud af skjul,” vrissede hun med en fast og skadefro tone.

[nathia]

Det stod ikke på længe, før at Nathia brutalt blev rykket tilbage ned på alle fire. I styrtet tog hun af med den dårlige pote, og i smerten knækkede hun sammen. Hun kom dog hurtigt op at stå igen, da kvinden begyndte at rykke i hende. Hun peb og knurrede på samme tid. Hun ville ikke det her. Hun kunne allerede med sikkerhed sige at hun hadede denne kvinde her. Fuldstændig. I hvert fald ville ulven huske at være taget af en ulv. Men når hun ville vågne, når månen gik ned, ville hun ikke huske det mindste. Hun fulgte efter hende, selvom der ikke gik længe før at hun igen måtte stoppe op. Øjnene gled ud i horisonten, i det man så det sidste af månen og et hyl kom som et halvvejs protesterende støn fra hende. Hun knækkede sammen på jorden og strak sig, mens smerten jog igennem hendes krop som 1000 knive der overvældede hende. Og så var der stille... Ikke en lyd, som forvandlingen tog af og efterlod hende i sin menneskelige skikkelse. Håret lå uglet. Hun var kollapset på jorden og rebet som havde sat om ulvens snude, hang nu om hendes hals som et fange-reb. Hendes tøj var gået lettere i stykker. Der var mudder på støvlerne, revner i hendes bukser og på hendes bluse og varme trøje, var der også små huller. Ved hendes ene side var toppene flænset op, og blusen var rødmalet på den side. Nu var hun dog stoppet med at bløde. Hun lå ganske stille, med en stille vejrtrækning og prøvede bare at skulle komme til sig selv.

[Deleted]

Ilaria stoppet op allerede med det samme, som Nathia var endt med at stoppe op. De kraftige vridninger som bare måtte tage til, inden hun selv lod blikket falde mod horisonten.. jo ganske rigtigt, så var månen forsvundet.. Et stile smil passerede hendes læber, da hun igen vendte blikket mod den lille skikkelse som måtte ligge der foran hende. Jo ganske rigtigt, der lå Nathia.. Sjovt nok, at hun så slet ikke havde været i tvivl om, at det havde været hende som lå der. Hun knælede stille ved siden af hende og med det klare smil på læben. En køn pige var hun, så ung og alligevel skulle hun leve i det helvede som en varulv.. hun misundte hende så sandelig ikke, det var da heller ikke noget som hun kunne komme udenom.. hun levede hellere livet i mørket og kulden, hvor hun måtte leve med det iskolde hjerte.. ingen havde jo trods alt formået at skulle komme tæt på hende endnu. Hun lod hovedet søge let på sned og med blikket hvilende på Nathia.. Hun havde ikke ondt af den lille pige, hun var virkelig ikke andet end et led i hendes planer om at skulle rive Lestat Junior af tronen og give mørket det endelige overtag.. det var jo kun ham som stod i vejen for det lige for øjeblikket. Hun lod hånden stryge mod Nathias kind og med et køligt smil på læben. ”Der kan man jo bare se..” sagde hun med en isende stemme. Hun endte med at tage fat om hende og hævede hende ind mod sin egen favn i og med, at hun tvang sig op på benene igen. Hun fortsatte med at skulle gå. Jo længere væk de ville komme, jo enklere ville det blive for hende. Hun tvivlede jo ærlig talt på, at denne kære lille varulv faktisk ville huske hvad der var sket igennem natten og bare dette møde. Rebet lod hun hvile om hendes hals, ikke fjernede hun det, det var jo så løst, at hun næppe kunne kvæles i det for nu vel at mærke. ”Dette skal nok gå hen og blive underholdende..” sagde hun for sig selv og med det tydelige skadefro smil på læben.. sjovt skulle det gå hen og blive.. endelig at få kongen lokket ud ved hjælp af hans kære plejedatter.

[nathia]

Nathia lå med en lidt ujævn vejrtrækning. Hendes ene håndled var hævet og forslået. Ikke brækket, men den var kraftigt forstuvet. Og det gjorde ondt. Bare at hun havde landet på den, havde sendt en sitren igennem hendes krop. Hendes øjenlåg sitrede lidt, som hun prøvede at skulle vågne. Dette føltes ikke som den seng hun plejede at vågne op i. Der var ikke varmt. En kold brise som ramte hendes let matte hud, og føjede sig over hendes ansigt - næsten hjælpende til at skulle få hende vågen. En let ubehagelig skælven ramte hende, da en iskold hånd strøg hendes kind. Hun blinkede let med øjnene og vågnede, idet at hun blev løftet. Det føltes som at være omfavnet af en snemand, eller en isblok. Hun bed sig kraftigt i læben og lod øjnene søge rundt i området. Stor var hun ikke af sin alder. Hun var ikke engang nået 1,5 meter endnu. Og nu var hun jo krops mæssigt omkring en på 10 år, eller der omkring. Hun missede let med øjnene og satte den raske hånd imod kravebenet på kvinden, som havde løftet hende. Hun skubbede sig lidt ud fra hende og stirrede direkte på kvindens ansigt. "....... Hvem er du?" hviskede hun stille, og klart med en panisk tone. Hvorfor var hun herude? Hun kunne mærke på hendes krop, at hun var udmattet som efter en fuldmåne. Men hvorfor var hun herude ved fuldmånen?

[Deleted]

Hun huskede intet, det kunne Ilaria da tydeligt se og det morede hende ganske så betragteligt. Hendes næste udfordring blev jo, at skulle holde tøsen ved sig, så hun ikke kunne komme hjem igen. Hun vendte blikket mod hende idet hun talte. Hun tvang sig selv til at skulle smile, selvom det nu ikke lå helt naturligt til hende.. hun havde jo trods alt aldrig rigtigt haft noget at skulle smile af.. andet end at hun i den grad ville nyde dette og få kongen lokket ud af det sikre skjul som han gjorde brug af i disse tider.. det kunne virkelig ikke være rigtigt, at alle andre skulle slide og slæbe som de gjorde og han sad der i sin luksus og holdt røven oppe på det lyse land.. næ nej! De iskolde og isblå øjne som hvilede i Nathias skikkelse. Hun var så ung og så lille og selv i hendes arme, så vejede hun virkelig ikke noget som helst. ”Slap af min pige.. jeg fandt dig herude.. lad mig bringe dig til lægen.. vi må få undersøgt den hånd..” Hun tvang sig selv til at skulle spille den bekymrende rolle, også selvom det slet ikke var noget som lå varmt til hende på noget som helst tidspunkt. Hun lod hovedet falde let på sned og med de mælkehvide tænder let formet ud i et stille smil. Hun betragtede hende i og med, at hun igen var valgt at skulle stoppe op. Denne lille tøs skulle jo heller ikke fornemme, at hun faktisk var i gang med at fjerne hende fra hendes trygge hjem i Castle of Darkness, det ville i den grad ikke gavne de mange planer som hun havde lagt. ”Det er Nathia.. ikke sandt?” spurgte hun med en rolig og næsten.. blid stemme. ”Mig skal du ikke være bange for.. jeg er her kun for at hjælpe..” Det som i bund og grund var en sandhed.. hun hjalp mørket på vej til overtagelsen af lyset bare ved at rydde Lestat af vejen.. det var virkelig det som var hendes endelige mål lige for øjeblikket, det var heller ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet. hun smilede svagt ved tanken alene.. det var en fryd uden lige.

[nathia]

Nathia var træt og udmattet. Hun tillod derfor sig selv til at læne sig en lukkesmile ind imod den ukendte kvinde igen. Hun havde pokkers ondt i siden, og hendes håndled var ømt og ubrugeligt. Hendes blik faldt til kvindens ansigt, og det var mørkt - så trækningen om munden til et smil, tog hun som noget godt. De var jo i manjarno, så rare mennesker var der jo. "Så findes der da nogen rare mennesker endnu," sagde hun stille og gabte. Hun lagde armene forsigtigt omkring kvindens nakke og lukkede øjnene i. Hun var vel naiv. Men om hun bare fik en seng at sove i, så ragede det hende lige nu. Hun skulle jo nok komme væk om det var en kidnapper. Hun kunne jo forvandle sig, og det vidste folket ikke. Det var strengt hemmelig kongehus-snak. "Jeg er Nathia, ja," medgav hun i en stille tone og skjulte et gab ind imod kvindens skulder. "Og hvem er du?" spurgte hun bagefter med en lidt nysgerrig tone. Hun var nok ret godtroende. Men hun kendte jo ikke livet udenfor de sikre mure af beskyttende mennesker.