Before the great full moon..

[Deleted]

"Nå så det tror du ikke? Hvem ved? Måske bliver det en dag hvor du mindst venter det" drillede hun og lagde hovedet mod hans skulder. Hun kunne godt nok ikke se hvis han var klodset men hun ville så absolut være i stand til at kunne høre ham. Hun smilede blidt, hun var sig selv og hun nød det til fulde. Hun kunne bare være helt sig selv når hun var sammen med ham.
Livets veje kan føre en mod farer og mod tryghed. Den dag ved søen havde livet ledt Keysha mod vandet men livet havde ligeså bragt hende tryghed i form af Izaiah og hun havde aldrig nogensinde følt sig så tryg som hun var det nu. Hans ord gjorde hende helt varm indvending og hun smilede blidt til ham. "Jeg er glad for at du valgte at søge mod søen den dag. Jeg havde ikke været her hvis ikke for dig og hvis jeg ikke var endt i søen havde jeg nok endt med at fryse ihjel i sneen. Du redet mig og det er jeg glad for. Du har introduceret mig for en helt ny verden, fyldt med andre ting end mørket. Jeg er måske ikke i stand til at se og alligevel kan jeg se at du er det mest enestående individ som jeg har mødt og du har et hjerte af guld." sagde hun mildt. At de var som et par var virkelig svært for hende at få ind i knolden men var det så underligt? Hun havde jo aldrig prøvet noget lignende.
Hun lod ham føre sig, det havde hun gjort siden den dag de mødtes og hun var aldrig blevet ført på afveje. Hun var glad for at var hendes øjne, hun følte sig helt tryg sammen med ham. "Nej .... Jamn .... Ihhhh. Jeg er jo bare så nysgerrig. Izaiah, det er jo ikke pænt at pirre min nysgerrighed på den måde" sagde hun med et lille grin og lod ham trække sig tættere på. Hun kunne hører at de var kommet til byen og hun stoppede lidt op og drejede hovedet rundt for at få alle de indtryg med som hun kunne. Synet var en sans hun virkelig manglede når de var ude på denne her måde men hun levede uden det og hun havde aldrig været så glad for hendes tilværelse som hun var det nu.

[Deleted]

Izaiah rystede smilende på hovedet. Det morede ham uden tvivl, at hun kunne sige det, også fordi at det indikerede at hun havde det godt sammen med ham. ”Måske.. men du vil ikke være i stand til at se det,” endte han videre, også selvom det ikke var ment som hån eller lignende. Men det var jo sandt.. Hvis han skulle falde over noget, så ville hun jo stadig ikke være i stand til at se det, og naturligvis var det en tanke som uden tvivl måtte more ham en anelse.
Det med at være et par med nogen, havde Izaiah som sådan heller ikke prøvet. Det havde taget ham utrolig mange år, at acceptere hans tilstand som varulv, men nu hvor han også havde hende omkring sig, så var det faktisk slet ikke så slemt mere. Hun var måske ikke i stand til at se ham med sine øjne, men hun havde mange andre måder at se tingene på, og det var det som betød noget.. Det var stort set aldrig øjnene. Slet ikke. ”Jeg gik forbi den ved en tilfældighed.. Og så en smuk kvinde sidde der.. lidt for tæt på kanten i mine øjne. Du er måske ikke i stand til at se noget, men det gør mig virkelig intet. Det beviser jo kun, at du kan overleve, selv på trods af det du mangler med de andre evner du har.. som at varme en kold mands hjerte op,” påpegede han med en ærlig stemme, for det var bestemt heller ikke en løgn. Han havde været alene, taget liv under fuldmånen, og det havde fået ham til at lukke ned ganske enkelt.
Nu på vej til byen, så tog han hende kun tættere ved sig, nu hvor de var omkring andre. ”Lad mig være dine øjne,” sagde han med en dæmpet stemme, inden han så sig om. Han var ikke meget for at være omkring andre, for han stolede ikke på dem. Slet ikke! Han trak let på smilebåndet, inden han kyssede hendes tinding. ”Og lige derfor nyder jeg det her.. Kom. Vi skal den her vej,” sagde han roligt. Han lod den ene arm søge omkring hendes slanke liv, mens han førte hende med sig ned mod skrædderen.

[Deleted]

Hun smilede mildt for hun havde det virkelig godt sammen med ham og det at han på pegede at hun ikke ville kunne se det hvis han faldt eller gjorde noget klodset gjorde hende intet. Hun blinkede bare drillende til ham. "Du må end ikke glemme at synet ikke er alt. Jeg vil kunne høre hvis du snubler og det kan i sig selv være hyggeligt nok min Kære." sagde hun smilende.
Selv havde hun ikke kunnet forholde sig alt for meget til det at være varulv. Hun havde på den måde haft det meget svært for de gange hvor hun ikke har kunnet holde sig selv fanget har hun været endt i alle verdenens hjørner den følgende morgen. Det havde været svært for hende så et sted var hun utrolig spændt på hvordan det ville være for hende imorgen. Hun vidste at det ikke kun afhang af hvad øjnene så og at hun kunne se meget mere bag folk ved ikke at kunne se verdenen. Det blide smil hvilede roligt på hendes rosa læber mens han talte og hun nappede sig let i læben. "Jeg var vidst heldig at tilfældet bragte dig til mig på den dag. Det er der vidst ingen tvivl om. Og du kan sagtens bilde mig ind at jeg er smuk, jeg har ingen ide om hvordan jeg ser ud i forhold til alle andre. Til gengæld så kan jeg se hvad der er inde bag hvad der er inde bagved det ydre og inde bag dit ydre er der et af de mest fantastiske personer som jeg nogensinde har mødt." sagde hun blidt og vendte blikket mod ham. "Og den mand jeg mødte den dag havde alt andet end et koldt hjerte. Der er forskel på kold og lukket." Hendes stemme var blid og hun førte roligt den hånd som før lå på hans bryst op på hans kind og strøg den let. Han havde ikke været kold, han havde aldrig været kold men måske en smule lukket og det havde hun i sandhed fået ændret på.
Hun gik helt tæt på ham sådan så han kunne guide hende ind mellem menneskerne. Der var så mange lyde og så mange dufte, hun vidste slet ikke hvor hun skulle vendte hovedet mod. Hun mærkede hans læber mod hendes tinding og hun gik nærmest helt i stå indvendig. Varmen steg op i hendes kinder og hun kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at hamre i hendes bryst. Hun lod ham føre sig videre uden at sige noget. Hun kunne ikke andet end blot at smile og nyde at være i hans nærhed.

[Deleted]

Izaiah rystede let på hovedet og himlede med øjnene, også selvom der skam ikke lå noget faretruende i det på nogen måde, for det var der slet ikke nogen grund til. Han vendte sig mod hende med et smil. ”Jeg håbede nu lige,” sagde han med en morende stemme, inden han let blinkede til hende, dog selvom han vidste, at hun ikke var i stand til at se det, så gjorde det ham virkelig intet.
Nu hvor de stod der, som havde de været et par, så var det uden tvivl noget, som kun måtte more Izaiah en anelse. Han følte sig kold og lukket… frem til hun var dukket op vel og mærke, og det var også det, som han havde bidt sig mærke i, allerede fra starten af, og det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Hun var måske blind, men det var virkelig ikke noget, som gjorde nogen forskel for hans vedkommende, for hun kunne se med et andet syn, end det som så mange andre ellers var i stand til. ”Jeg er glad for, at det er det indtryk, som du har af mig, min kære.. Det betyder meget for mig,” sagde han med en ganske sandfærdig stemme. Han sukkede tungt. Efter han var brudt ud af sin egen celle i hans gamle hjem, og havde taget liv, så havde han virkelig lukket i for alt der hed at lukke folk tættere på ham, og det var skam noget, som han havde gjort med en vilje. Han ønskede jo ikke, at gøre nogen noget som helst. ”For mig går de to ting hånd i hånd.. Specielt med tanke på, hvad jeg egentlig har gjort,” sagde han med en ærlig stemme.
Izaiah lod armen glide omkring hendes talje, for at sikre sig, at der intet ville ske hende, og så han kunne føre hende igennem menneskemængden i byen, for han ønskede slet ikke, at gøre hende noget som helst. Kysset mod hendes tinding, ønskede han faktisk bare at give hende.. fordi at han havde lyst. ”Kom med..” Han søgte hen til skrædderen, som var ved at lukke ned for aftenen. ”Åh Izaiah.. En ny kappe, formoder jeg?” spurgte han venligt. Izaiah sendte ham et smil. ”Hvis du vil være så venlig,” sagde han roligt, inden han førte Keysha hen til døren og indenfor i varmen.

[Deleted]

Hun grinede, hun morrede sig virkelig. Hun puffede meget blidt til ham. "Se, der var en fejl i din plan. jeg er ikke også døv." sagde hun drillende. Hun kunne virkelig ikke være andet end glad lige nu. Hun nød det, hun nød at være sammen med ham. Det var der virkelig ingen tvivl om.
At de måske lignede et par kunne Keysha ikke se af gode grunde. Hun vidste bare at når hun var sammen med ham følte hun det som om hun kunne klare hele verdenen. Hun følte det som om at hun kunne gøre alt bare han var der ved hendes side til at guide hende. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte slog når han var nær og hvordan hun altid søgte til ham når han var der. Og hvis dette, at de stod sådan sammen, betød at de lignede et par så gjorde det hende ikke spor. "Det er ikke bare et indtryk. Det er den du er. Du er dejlig og sød og kærlig og jeg ville ikke bytte dit selvskab med nogen andres. det må du ikke glemme." sagde hun kærligt og smilede blot. At de ting gik hånd i hånd og at han var blevet som han var blandt andet på grund af det som han havde gjort kunne Keysha godt fornemme. Hun trykkede sig blidt ind til ham og lagde hovedet mod hans skulder. "Du må ej glemme at den effekt som månen har på os, ændre os. Det er ikke den som vi er. Hvad du har gjort eller ikke formået at gøre under fuldmånen er ikke din skyld. Vi er ikke i stand til at tæmme dyret i os. Og sådan er det bare." Det sidste blev sagt lidt fast men stadig kærligt. Hun vidste at det kunne være svært at se tingene på den måde men de var ikke i kontrol under fuldmånen og han måtte derfor ikke bebrejde sig selv for det som skete i denne periode, selvom det var svært.
hun fulgte ham roligt, hver en bevægelse han lavede, også selvom hendes opmærksomhed var på alle lydene i byen. Hun kunne virkelig godt lide at være i byen, der skete altid noget. At de kom ind til skrædderen havde hun gættet, han skulle jo have en ny kappe. "Godaften" sagde hun høfligt og nejede da de var kommet ind i butikken. meget kunne man sige om hende men hun havde manerene i orden.

[Deleted]

Izaiah trak morende på smilebåndet, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. At hun så puffede til ha, fik ham nu kun til at grine. Hun gjorde ham glad og gav ham en følelse af varme, som man ikke ligefrem kunne påstå, at han havde oplevet nogen andre steder, for det havde han virkelig ikke. ”Jeg håber i så fald, at jeg kun har mine klodsede øjeblikke.. når du ikke er indenfor hørevidde,” sagde han morende. Selv han havde jo sine tidspunkter og øjeblikke, hvor det som regel bare koksede fuldstændig for ham.
Månen gjorde måske rigtig meget ved dem, men det ændrede ikke på det faktum, at Izaiah havde lukket fuldstændig af, efter han var vågnet med blod på hænderne og i hele hovedet, efter han brutalt havde slået den eneste mand ihjel, som faktisk havde støttet ham under månen, og gjort hvad der kræves af ham, for at sikre sig, at dyret blev holdt fast, så det ikke skulle ende med at gå galt. Han smilede let for sig selv. Det var hende, som gav ham en fornemmelse af at være… god, og noget som man kunne lide at være sammen med og omkring, og han var uden tvivl rigtig glad for det. ”Hvis det ikke havde været for dig, så havde jeg nok heller ikke været den mand jeg er nu.. Uanset hvad jeg gør under fuldmånen, så er det stadig liv og hændelser, som jeg må tage på mig. Den eneste som har haft nogen betydning for mig, slog jeg brutalt ihjel, Keysha.. Når man først har gjort det, så glemmer man det aldrig nogensinde igen,” sagde han med en sigende, men dog ærlig stemme.
”Godaften, frue,” hilste skrædderen med en venlig stemme. Når der endelig kom kunder i butikken, måtte man sikre sig, at de ville komme igen på et senere tidspunkt. Izaiah slap hende roligt, for at gå med for at finde en kappe. Han strøg hånden over adskillige, inden han tog fat om en, for at kaste den om skuldrene.. Bare lige for at kigge. ”Hmm… Nej..” Han tog den af og hang den på plads, mens skrædderen fandt adskillige frem, som han kunne prøve.

[Deleted]

Hun rystede bare på hovedet og puffede blidt til ham igen. "Så må jeg jo bare altid sørger for at være i nærheden af dig så jeg kan høre din klodset hed." drillede hun videre. Han gjorde noget ved hende osm hun slet ikke kunne beskrive, det var som om han gjorde hende hel og det var en så ny men stadig bare så dejlig følelse.
Hun nikkede roligt ved hans ord og løftede så begge hænder op til hans ansigt og lagde dem mod hans kinder og hendes hvide øjne vendte sig mod hans så godt som hun kunne. "De hændelser som vi er skyld i og de liv som vi tager under fuldmånen skal vi tage på os, det er en del af os, månen og bæstet i os er en del af os. Vi skal ikke benægte os skylden men vi må heller ikke lade skylden definere hvem vi er? Dem vi slår ihjel følger os til vi selv ikke længere er her men du må aldrig tro at det er den person du er. For det kan jeg jo tydeligt se at det er ikke den du er." sagde hun blidt, næsten i en hvisken så kun han kunne høre det, også selvom de var alene. Hun lænede sig let fra og gav hans hage et blidt kys for hun kunne ikke nå hans pande mens hun blot smilede. "jeg beder dig ikke om at glemme det eller dem men du må ikke lade det definere dig."
Hun smilede i retning af skrædderen og stod lænet op af den nærmeste væg mens hun lyttede efter hvor Izaiah var henne i rummet. Hun hørte ham tage en kappe på og så sige nej. Hun smilede drillende og bed sig let i læben. "Du har ret min kære, den er ikke lige dig. Men hvad med den til højre for dig?" spurgte hun roligt og lagde hovedet let på sned som om hun stod og tænkte over hvordan den ville se ud på ham. Hun kunne godt lide at drille, spørgsmålet var om der var nogen af dem der ville falde i den.

[Deleted]

”Som om at det nogensinde kommer til at ske!” sagde Izaiah med en morende stemme. Det krævede jo trods alt også, at hun ville gå ham i enden stort set hele tiden, og det var slet ikke noget som han som sådan ville have noget imod, som han havde det lige nu vel og mærke. Lige når det kom til fuldmånen, så gjorde den virkelig meget ved ham, og han kunne slet ikke have det.. Det dyriske kom virkelig frem i ham, når det kom til den.
Hænderne mod hans kinder, satte en voldsom sitren i ham. Det føles rart, men også den bekræftelse i, at det som skete, var noget som skete af en grund, og at det ikke gjorde ham som person.. Så lang tid, det ikke skræmte hende væk, så var det uden tvivl noget som passede ham ganske udmærket. ”Den eneste mand, som har haft nogen betydning for mig, slog jeg ihjel ved et uheld, og jeg vågnede fuldstændig dækket af hans blod, Keysha. Uanset hvad den måne gør ved os.. uanset om det er noget, som vi er i stand til at huske, så er det stadig en del af os, og derfor også os, som har gjort det,” sagde han med en dæmpet stemme, også fordi at det var ord som han mente. Han hævede hænderne og tog roligt omkring hendes. Tungen strøg han let over læberne og rystede på hovedet. ”Det er ikke nemt, når det er det eneste man har gjort.. frem til nu.”
Nu hvor de alligevel stod midt i skrædderens butik og søgte efter en kappe, så var det heller ikke fordi at Izaiah var den mest kravestore hvad det her angik, for det havde han slet ikke nogen grund til. Han vidste jo, at den ville blive ødelagt under den næste fuldmåne. Han smed kappen tilbage på plads, hvor han alligevel tog sig selv i at lytte til hvad Keysha sagde. Til tider, så glemte man næsten at hun var blind. ”Hmm…” Han tog alligevel fat i kappen til højre for den og prøvede den. ”Keysha… Følg lyden af min stemme.. Du skal lige mærke på den,” sagde han med en sigende og mere bestemt mine.

[Deleted]

Hun sukkede opgivende men drillende og puttede sig ind til ham. "Jeg ville følge dig til verdenens ende og tilbage igen hvis det var det du ønskede." sagde hun blidt og lukkede øjnene. At være sammen med ham var virkelig bare så skønt. Hun lyttede til hans ord. Han havde på sin vis ret, men alligevel så var hun ikke enig. Den handling, det der var sket var ikke noget han havde planlagt, det var en ting der var hændt, et uheld og selvom det uheld ville være ved ham for livet så var det ikke noget der definerede ham. Hun støj blidt hans kinder og sendte ham et smil. "Han må have været et dejligt menneske hvis han har betydet for meget for dig. jeg er ked af at han ikke er her mere. Husk at mindet om ham altid vil være med dig. hans død var et uheld, et uheld som du har taget på egen kappe som du burde men stadig er det ikke med til at definere den du er. Jeg er sikker på at han ville være enig med mig hvis han var her lige nu." sagde hun blidt og lagde hovedet let på sned. "Du er fantastisk, du er min helt på den hvide hest, du redet mig fra mørket og det må også tælle for noget et sted. Husk, det er ikke kun de mørke hændelser som følger os." Hun var blid og kærlig i alle sine bevægelser. Hun nød virkelig at være sammen med ham, røre ved ham også selvom det de snakkede om var en mørk og dyster ting så nød hun stadig at stå og snakke med ham.
Hun grinede mildt og gik roligt imod ham. Hun kunne høre hans stemme og kunne endda høre ham trække vejeret som hun kom tættere på ham og lagde en hånd på hans skulder. "Jeg må blankt erkende at jeg ikke havde regnet med at du ville gøre det min Kære. Hvad skal jeg mærke på?" spurgte hun nysgerrigt og rakte hænderne frem.

[Deleted]

Det var bestemt ikke særlig ofte, at man mødte så varmhjertede personer, og det var uden tvivl noget som betød utrolig meget for Izaiah, og det stod han hellere end gerne ved. Som det nu var sagt, så var det nu bare vigtigt for ham at understrege det faktum, at han var en morder.. han slog ihjel under den kontrol af fuldmånen, som han ikke kunne komme ud af, uanset hvor meget han så end gerne ville. Han nikkede. ”Han var en af mine tjenere i mit forhenværende liv som adelig i Imandra.. Den eneste som blev igen, efter at han fandt ud af hvad jeg var. Det skræmte livet af selv de fleste, men ej ham.. Før den fuldmånenat, hvor jeg formåede at bryde ud,” fortalte han sandfærdigt. Det var uden tvivl en grusom historie.. han selv kendte ikke meget af den, men det som var, var da noget som han kunne sætte sammen til noget som virkede logisk, og det var næsten det værste af det hele. Han rystede let på hovedet igen. At blive kaldt for helten på den hvide hest, havde han dog ikke ligefrem regnet med. Uden tvivl en varm tanke.. Og han kunne jo lide den. Han tog omkring hendes hænder og trykkede dem i sine. ”Jeg reddede vidst ikke bare dig fra mørket.. men også mig selv,” sagde han med et venligt smil.
Tilbage i skrædderens butik, så forsøgte han sig med kapper, som faldt i smagen. Selv lige hvad angik dem, så var han kræsen med hvordan de skulle se ud, men hvordan de sad, var egentlig en helt anden sag, for det tog han virkelig ikke særlig tungt. Han vendte blikket mod hende, da hun kom ham i møde, hvor han stillede sig med fronten til hende. Skrædderen stod bare og kiggede forhåbningsfuldt. Hvis han kunne sælge en kappe, så ville det uden tvivl kun gøre godt for ham og hans forretning ikke mindst. ”Altså.. jeg følger naturligvis dine råd.. Kom.. det er her du skal mærke.. Hvordan føles den?” spurgte han roligt, inden han tog omkring hendes håndled og førte den over hans bryst og skuldre.. Hun skulle mærke hvordan kappen føles.

[Deleted]

Keysha ville aldrig kunne se ham som en morder. Heller ikke selvom han havde slået en ihjel. Hun vidste at det ikke var den han var, at havde han haft valget og kontrollen var det aldrig sket og derfor ville hun ikke lade det hænge over ham. Hun smilede blot blidt til ham og lagde hovedet let på sned. Hun lyttede til hans ord, selvom hans historie var grum blev hun ved med at holde humøret højt, også for hans skyld. "Vi ved først hvad vi virkelig frygter når vi står og kigger det i øjnene. Hvis han blev så måtte han vel vidende om at han en dag ville kunne ende med at stå ansigt til ansigt med ulven og hvis han vidste det og blev alligevel så mødte han ikke døden med frygten i øjnene men med panden løftet højt og med en bekymrende tanke givet til dig. Tror du ikke?" Spurgte hun blidt. Hun mærkede hans hænder om sine og smilede en smule mere. Følelsen af at have ham så tæt på var virkelig noget af det bedste hun vidste. Hun strakte sig en smule igen og gav hans hage endnu et lille kys. "Vi blev begge redet fra en mørke som vi ikke kunne slippe fra. På en måde kan man sige at jeg er heldig at jeg er blind. Jeg har ingen ide om hvad jeg har gjort under fuldmånens skær og ej ønsker jeg at vide det. Men for mig er det heller ikke vigtigt længere, Det er du til gengæld. Du er vigtig og det du er ved at skabe er vigtigt. Vi vil skabe en ny fremtid hvor sådan noget som hændte dig i dit gamle hjem aldrig skal ske igen."
Keysha kunne mærke skrædderens iver, hun følte altid at hendes sanser blev en smule bedre omkring fuldmånen. Hun lod hans hånd føre hendes mod hans bryst og hun lod den roligt glide hen over stoffet. Det føltes behageligt, også som noget der kunne være en smule varmt på de få nætter der kunne være kølige inden sommeren virkelig satte ind. "Det er blødt" sagde hun roligt og lod roligt fingrene danse let hen over hans brystkasse, hun studerede så meget af kappen som hun kunne med fingrene, fandt alle syninger inden for rækkevide og undersøgte dem. "Er den behagelig at have på?"

[Deleted]

Izaiah havde det uden tvivl elendigt med det som han havde gjort, selvom han vidste, at det var begrænset hvad han kunne gøre ved det. Ikke just fordi at det var noget som gjorde sagerne bedre for hans vedkommende, men det var jo egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. Den mand havde uden tvivl haft en utrolig betydning for ham, som den eneste der havde accepteret at han var den han var. Han havde jo i mange år forsøgt at skjule det. ”Du siger det, som var du selv til stede, Keysha.. Jeg vågnede dækket i hans blod, nærmest ovenpå det som man kunne kalde for resterne af ham. Det kan godt være, at han ikke har set det væsen i øjnene med en direkte frygt.. men det som jeg frygter mest ved det, er det ukendte.. Jeg ved ikke hvad jeg laver, og jeg ved ikke hvad pokker der egentlig foregår i de timer jeg undergår den blackout,” fortalte han med en ganske sandfærdig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han lod tungen kort stryge over hans læber. Det var jo lige før, at han ville betegne dem som et par, sådan som de egentlig var omkring hinanden, og det var faktisk ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget. Tvært imod, så kunne han virkelig godt lide den. ”Vi må bare sørge for, at sådan noget ikke kommer til at ske nogen af os.. Det er virkelig grusomt,” sagde han endeligt, for det var bestemt heller ikke en løgn. Han hadede sig selv, for at have gjort de ting.
Nu hvor han stod med en ny kappe på, måtte han jo alligevel erkende, at han virkelig godt kunne lide den. Han vendte og drejede sig lidt foran spejlet, inden han kaldte Keysha hen til sig. Han tog hendes hænder og lod hende mærke efter på kappen. Selv var det vigtigt for ham, at det også var en som hun kunne lide at mærke ham i. ”Den er skøn at have på,” sagde han med et smil på læben, hvor han igen vendte blikket mod hende. ”Synes du det skal være den?” spurgte han videre.

[Deleted]

Keysha vidste godt lidt om hvad han gik igennem. Hun havde aldrig prøvet at vågne op i nogens blod eller have oplevet at hun havde slået nogen ihjel på den måde. På mange måder var hun virkelig heldig at hun ligeså var blind under fuldmånen. Hun ville nok håndtere det værre end han hvis hun havde været i hans sted. Hun nikkede af hans ord, gav ham ret, forstod ham. ”De ord … Det du frygter mest er det ukendte, at du ikke ved hvad du laver, det er sådan jeg har haft det hele livet. Ikke kun under fuldmånen. Når jeg gik rundt før i tiden vidste jeg altid hvad der kunne ske, jeg kunne selv komme galt afsted eller såre andre. Jeg har aldrig oplevet det du har beskrevet og jeg har heller ikke været til stede da du vågnede op den morgen. Jeg vælger bare at tro at den person som du holdte ikke frygtede dig i den sidste tid. Det ville jeg ikke gøre.” sagde hun roligt og lukkede øjnene. Det var virkelig længe siden hun havde haft sådan en snak med nogen. Det var rart at have en at snakke med som kunne relatere til det hun selv gik rundt med og det hun selv følte inden i. Et par, tanken var stadig alt for fjern for hende og hvis han havde ytret den var hun nok blevet helt og holdent forfjamsket. Dette var virkelig første gang hun havde været tæt på en anden mand hvor hun selv havde villet, ønsket og begæret det. At de tanker hun gik og havde om ham betød mere var hun ikke selv klar over. Hun vidste bare at hun ikke ønskede at være en enkelt dag uden at han var ved hende. ”Vi skal nok sørge for det ikke sker. Det skal vi nok sørge for.” sagde hun endeligt. Hun lod sine hænder falde lidt og lagde i stedet armene over hans skulder. En enkelt hånd lod hun blidt køre igennem hans hår i nakken mens hun blot smilede blidt til ham. Hun var bare så glad.

Hun ville næsten ønske at hun kunne se ham lige nu. Hun smilede blot blidt til ham mens han lod hende undersøge kappen. Det føltes dejlig blød mod hendes hud og hun lagde hovedet let på sned før hun stoppede. Hendes hvide blik søgte op mod hans ansigt og hun sendte ham et smil. ”Den føles fantastisk og virker til at være godt lavet. Hvis du kan lide den synes jeg at det skal være den.” sagde hun blidt og bed sig let i læben. ”Jeg ville ønske at jeg kunne se dig i den, men lige nu må jeg nøjes med at mærke på den.” Hun var hverken trist eller noget, det var bare en konstatering af at hun, en gang i mellem godt kunne have brug for at kunne se ham også.

[Deleted]

Et sted så overraskede det virkelig Izaiah hvor nemt det var for Keysha at tale ham til ro, og lidt fra de mange tanker, som han ville have gjort sig normalt under en stund som denne. Det mord som han havde begået under den måne, havde plaget ham i frygtelig mange år, og det føles nu som om at.. hun tog det hele fra ham, og det var noget som han godt kunne lide. De havde jo alle vidst, at den chance havde ligget der, og at det jo så var det som var sket, var bestemt heller ikke noget som han ville sige noget til. Et sted så var det.. flovt, at det var gået så galt, men det havde derimod også vist hvilke kræfter, som faktisk var med i det spil. ”Du har ret.. Han var klar over risikoen ved at låse det dyr inde i den celle.. Jeg brød ud og med fatale følger. Det ændre dog ikke på det faktum, at jeg tog livet af en mand, som var mig frygtelig kær. Det ukendte er hvad jeg frygter.. Det er mange timer, hvor jeg ikke selv har kontrol over hvad jeg laver..” Igen vendte han blikket mod hende. Han var en kontrolfreak.. Han nød at have kontrollen, som han havde, når hun var omkring. Dog af den grund, så var han ikke nær så frygtsom for den kommende måne, når hun var der.. Han vidste ikke lige hvad det var, men det var som om, at han fandt en anden ro, end den som han plejede at have. ”Jeg ønsker ikke at det skal ske igen. I værste tilfælde, så ønsker jeg jo heller ikke at gøre skade på dig,” fortalte han sandfærdigt.
Kappen som han havde på, måtte han virkelig nøje overveje, om det var den rette. Den sad godt, og den føles godt, men var det noget, som hun ville være omkring ham i? Derfor havde han kaldt hende hen til sig, så hun kunne mærke efter. Han sendte hende et smil. Selvom hun måske ikke kunne se ham i den, så var det virkelig ikke noget som gjorde ham noget som sådan. Det manglende syn, gjorde ham virkelig ikke noget som helst. ”Så lang tid, at du kan lide hvad du kan mærke, så er jeg glad..” Denne gang vendte han sig mod skrædderen, som tydeligt stod med håb i øjnene. Han nikkede mod ham, og skrædderen tog hintet. ”Du vil ikke blive skuffet, min ven.. Og til frøkenen ved din side? Skal hun ej have noget at varme sig med disse kolde forårsaftener?” spurgte han venligt. Izaiah sendte ham en sigende mine. Han havde næsten set den komme. ”Selvfølelig skal hun det.. Min kære.. kom..” Han fik hende med sig hen til kapper til kvinder.

[Deleted]

Det var en af de ting som Keysha altid havde været god til. Hun kunne tale fra sig og give folk en form for ro i sindet som ikke mange andre kunne. Hendes blide væsen gjorde at hun var let at snakke med om så mange ting og hun nød det. Der var ikke mange ting hun kunne men det her var dog en af dem. I hendes øjne var der intet flovt over det som var hændt ham. Der var ikke mange der som han lukkede sig selv inde i et bur under månen i frygt for at gøre skade på andre og selvom man tog så mange foranstaltninger som muligt så kunne der altid ske fejl. ”Du har påtaget dig skylden for hans død, Du er ked af det du har gjort og du husker ham. Mere kan du ikke gøre, min kære Izaiah. Han er måske ikke længere i denne her verden men han er ikke borte fordi du holder mindet i live om ham. Lad være med at tænke på ham sammen med det som du føler skyld over at du gjorde men i stedet på alle de goder stunder som i havde sammen inden” sagde hun blidt og strøg fingrene igennem hans hår endnu en gang. ”Vi frygter alle det ukendte. De timer hvor vi ikke har kontrollen er de værste, jeg hader dem. Dog er det lettere at håndtere her hen mod sommeren. Nætterne er kortere, det er vinter perioden som skræmmer mig mest.” At han var en kontrol freak havde hun allerede luret og det passede hende faktisk fint nok. Selv vidste hun at man ikke kunne have kontrol over alt og hun havde for længst opgivet at prøve. Det var vidst godt at hun var på denne måde, så kunne hun da i det mindste tale ham ned når han prøvede at kontrollere ting som ikke kunne kontrolleres. ”Du skal ikke være bange for at gøre mig fortræd. Jeg er jo i samme situation som dig. Blot fordi min ulv er blind betyder det ikke at jeg ikke kan slå fra mig. Om ikke andet så er jeg sikkert hurtigere end dig. Jeg husker en sommer måne hvor jeg gik i seng i Dvasias og vågnede nær den procianske grænse mur efter blot et par timer. Jeg er hurtig så du må fange mig først” sagde hun blidt og kærligt før hun igen strakte sig lidt og gav ham et blidt kys på kinden. Nej, hende skulle han ikke være bange for at der skete noget med.
Keysha var utrolig glad for at han var ligeglad med hendes manglende syn. Hun var lykkelig over at hun havde fundet en som kunne acceptere hende for den hun var og acceptere hendes fejl og mangler for dem havde hun da en del af. Hun ventede roligt på om han havde bestemt sig for at det skulle være den kappe der. Den havde virkelig føltes behagelig at have på og det var et sted det vigtigste for hende eftersom hun intet kunne se. Hun var ligeglad med hvad han havde på, hun ville til en hver tid omgås ham, om han så rendte rundt i en lærred sæk. Det betød intet for hende. Hun smilede blidt til ham de hun hørte hans stemme og lagde armene blidt om ham og gav ham et lille klem. ”Jeg kan lide den.” sagde hun roligt og slap ham igen. Hun hørte skrædderen et sted bag sig og vendte sig mod ham for at svare nej tak. Hun behøvede da vidste ikke en ny kappe men hun nåede det ikke før Izaiah havde sagt ja og var begyndt at føre hende over i en anden del af butikken. Hun stoppede op foran kapperne til kvinder og vendte blikket mod der hvor hun kunne høre ham. ”Jamen …. jeg … Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg har ikke råd til en kappe, min kære” sagde hun stille men gik alligevel i gang med at føle på stoffet på de kapper foran hende. Hun bed sig let i læben. Hun havde ikke lige frem penge til at gå til en skrædder, de fø mønter hun kunne skrabe sammen var kun lige nok til dagen og vejen.