Before the great full moon..

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften og det nærmede sig fuldmånen, hvilket uden tvivl kunne mærkes på Izaiahs temperament og humør, for det var bestemt ikke særlig godt for tiden. Han havde en virkelig kort lunte, og derfor plejede han under normale omstændigheder at tage sin afstand til folk. Hans krop rystede, idet han vendte blikket op mod den næsten fulde måne.. I morgen ville det slå til.. han kunne mærke det helt ind i sin knoglemarv, som nærmest gjorde sig klar til at indgå den forvandling, som så brutalt ville finde sted om et lille døgns tid.
Vinden ramte ham direkte i ansigtet, hvilket drev hans blik væk fra månen endnu en gang. Han prustede tungt. Dagene op til, kunne han virkelig være forfærdelig at være omkring og være i nærheden af, og han hadede det virkelig. Efter hans møde med Denjarna, så kunne det meget hurtigt se ud som om at Manjarno gik en anden tid i møde, hvilket uden tvivl lettede og glædede ham. Han holdt stadig til i Manjarno.. i sit sølle hjem som lå et sted ude i ingenting, hvor ingen som sådan kunne genere ham, og han kunne passe sig selv og sine forvandlinger. I de omkringliggende naturområder, var der stor og god plads til ham.. og nu også til hans veninde Keysha. Han havde lovet at hjælpe hende og det var noget som han også agtet at stå inde for. Han sad lige udenfor huset, som selv befandt sig i et plan.. ikke særlig stort, men derimod frygtelig lille. Han havde jo været vant til at være bare ham alene trods alt. Han følte varmen brede sig i kroppen.. ulvens tendenser nærmest vågne til live efter en næsten måned i dvale.. Det var nok det, som var mest ubehageligt. Han slog hovedet stille op mod husets væg, som han sad op af. Han havde selv valgt at huse Keysha, så hun ikke skulle klare det her alene, også fordi at han havde lovet at hjælpe hende med at kontrollere hendes egne forvandlinger. En kunst som tog tid, men et løfte var et løfte.. Han hjalp hende med det, og hun gav ham et godt og hyggeligt selskab i retur.. Hvilket var noget som han godt kunne lide. Han sukkede ganske tungt.. næsten helt dramatisk, inden han tvang sig op på benene igen. For en gangs skyld i hans menneskelige skikkelse.. Det føles underligt, men derimod også meget rart. Inde i huset kunne han høre Keysha pusle rundt.. En tanke som faktisk morede ham, men han kunne derimod også rigtig godt lide det.

[Deleted]

Keysha puslede let rundt inde i det lille hjem. Det passede hende udemærket at der hvor de befandt sig var småt for så var det umådeligt lettere for hende at finde rundt. Hun nynnede let for sig selv som hun famlede rundt efter forskellige ting. Hun var umådeligt taknemmelig for at Izaiah havde valgt at tage sig af hende og hjælpe hende, hun følte virkelig at en stor byrde var blevet løftet fra hendes skuldre. Træningen var langtrukken og en gang i mellem tog hun sig i at blive utåldmodig og irritabel på sig selv over at hun ikke kunne finde ud af det. Men hun vidste at det ville tage tid, hun måtte bare være mere tålmodig og tage det som det kom. Hun sukkede en gang og stoppede i sin færd igennem det lille hjem, hovedet vendte hun stille mod venstre og kiggede ud af et lille vindue hun stod ved. Selvom hun intet kunne se så vidste hun godt hvad der var derude, hun kunne mærke månen og hvordan det var så tæt på at være fuld endnu en gang. Hårene på hendes krop rejste sig kort ved tanken men hun rystede det af sig og fik et lille smil på igen. Ikke en gang fuldmånen skulle ødelægge hendes humør for lige nu var hun bare glad for hvor hun var i livet. For første gang følte hun virkelig at hun havde et sted hvor hun hørte til. Hun strakte sig en gang og begyndte en rolig færd mod døren, hun kunne fornemmel Izaiah udenfor og søgte instinktivt mod ham. Hun åbnede roligt døren og trådte udenfor. Det lille dørtrin som var havde hun dog for en stund glemt alt om hvilket resulterede i at hun stødte foden ind i det og endte med at snuble. Hun faldt så lang hun var mod jorden med et lille overrasket hvin.

[Deleted]

Izaiah nød selv tanken om et selskab i den ellers så ensomme tilværelse som han befandt sig i, og det erkendte han også gerne.. Det var hårdt at være alene, og specielt når man var vant til det modsatte. Han trak sig måske en del i de her dage, men det var udelukkende på grund af månen og den korte lunte som den faktisk efterlod ham med. Under normale omstændigheder var han slet ikke nogen hidsig mand eller noget i den stil, men månen drev virkelig det værste frem i selv ham. Hovedet drejede han langsomt, da han kunne høre hende.. hun søgte mod døren. Det kunne man da næsten mærke. Han trak vejret dybt. At hun var blind, gjorde naturligvis det hele langt mere problematisk, men det gik dog stille og roligt.. Han var i hvert fald blevet vant til det, om ikke andet.
Som hun kom ud af døren og endte med at snuble over dørtærskelen, fik ham nu kun til at smile. Det var jo ikke ligefrem første gang hun gjorde det. ”Du skal bare snuble over den.. Her.. lad mig hjælpe dig.” De var efterhånden blevet en lille flok, og han kunne lide tanken. Ikke fordi at det var noget som han skulle bestemme over, men fordi at de var flere om det.. De var flere sammen, og lige der, slog hans dyriske instinkt altså meget mere ind, end det menneskelige nogensinde havde gjort. Han rejste sig roligt op og søgte hen til hende.. Det at stå badet i skæret af en næsten fuld måne, kunne han uden tvivl mærke.. I morgen ville det gå galt i den forstand. Han tog roligt omkring hende og hjalp hende op på benene igen. Han så sig om.. Nu hvor alle sanserne var skærpet, så følte han kun, at han skulle beskytte hende, og derfor sad han udenfor. Han kunne slet ikke finde ro dagene op til, og det var faktisk udmattende nok i forvejen! Hans krop var varm.. Han var mere hård i hans kontakt med andre og han bed hurtigt af folk.. Typisk effekt op til den store måne.

[Deleted]

Månene var virkelig noget som påvirkede dem begge. Keysha vidste at Izaiah blev mere irritabel når månen næsten stod på sit højeste og hun bebrejdede ham ikke. Hun blev selv meget underlig til måde når hun var badet i den næsten fulde månen men når han var der så var det ligesom om det ikke var helt lige så slemt for hende. Når hun kunne mærke hans nærvær følte hun at hun kunne holde månens kontrol over hendes sind en smule mere på afstand. At hun var blind gjorde ikke ligefrem hverdagen nemmere for hende men hun havde lært at leve med det, hun vidste at det kun måtte være en byrde for Izaiah altid at skulle se efter hende men hun var lykkelig for at han var der. Et sted så havde hun svært ved at huske hvordan hun havde klaret sig før. Hun hørte hans stemme efter hun snublede og kunne ikke lade være med at lade en lille latter slippe over de rosa læber. "Altså jeg er helt sikker på at der kommer nogle små feer når vi ikke er her som hæver trinet lidt hele tiden bare sådan så jeg kan falder over det" sagde hun drillende og lod ham hjælpe sig op. hun kunne mærke varmen fra hans krop og søgte stille ind til ham og lage armene om livet på ham. hun sukkede en gang og vendte hovedet mod himlen. "Det er snart, er det ikke?" spørgsmålet var stille og hun kendte jo et sted godt svaret allerede. Hun sukkede en gang og vendte sig mod ham. Hun hadede hvad månen gjorde ved dem men hun var bare glad for at hun ikke længere skulle gå igennem det alene længere.

[Deleted]

Månen gjorde uden tvivl Izaiah irriteret, og det havde skam ikke noget at gøre med, at han ikke havde lært at acceptere sin tilstand, for det havde han skam, så det var slet ikke der problematikken lå.. Det var bare den magt som månen havde over ham og som han ikke kunne gøre noget ved. At hun så derimod skulle snuble over dørtrinnet igen, fik ham nu kun til at smile. Den kvinde forstod sig så sandelig på at lette stemningen selv i den mørkeste tid! Roligt hjalp han hende op at stå, også selvom hun lagde sig mere ind mod ham og med armene omkring hans liv. Han var stadig ikke helt vant til det, men selv for ham, så blev det faktisk nemmere med tiden. Han bed tænderne en smule sammen. Det præget uden tvivl hans dyr, når hun gjorde det der. ”Jeg tør næsten forsikre dig om, at det ikke er feer som gør det.. Du derimod må lære at træde over det trin,” sagde han morende. Han smilede let til hende, også selvom han vidste, at hun ikke var i stand til at se det.. Alt var jo mørkt for hendes blik. En sindstilstand, som han uden tvivl havde svært ved at forstå, at hun kunne leve med, men det var jo trods alt også bare ham.
Varsomt nikkede Izaiah til hendes ord. ”Fuldmånen er i morgen, min kære… Den er næsten fuld i aften,” forklarede han. Selv hun var i stand til at mærke den vel? Ikke fordi at han frygtede den.. Det var en æresfrygt et sted.. en respekt for den store måne og den magt som den havde over forskellige individer af grunde, som han stadig ikke havde forstået sig på. Han sukkede dæmpet. Han magtet ikke endnu en omgang.. Men så lang tid, at selskabet var der, og han havde hende, så var det faktisk ikke så slemt mere, og det var en tanke som han godt kunne lide. ”Tiden løber fra mig, når jeg tilbringer den med dig.. Det føles blot som var det i går, at månen tvang mig i forvandling sidst,” pointerede han med en sigende og ærlig mine.

[Deleted]

Izaiah gjorde virkelig så meget for Keysha så det mindste hun kunne gøre var da at komme med et komisk indslag i ny og næ? Ikke fordi hun gjorde det med vilje men hun tog det dog alligevel med et smil. Hun kunne slet ikke udtrykke med ord hvor glad hun var for at han var der for hende og hun ville nok aldrig nogensinde blive istand til at kunne udtrykke det helt og holdent. Hun trykkede sig let ind til ham og lagde hovedet let mod hans skulder, hun nød at være tæt på ham og især når fuldmånen var så nær. Et sted så var der vel en lille frygt dybt inde i hendes sind at alt denne lykke hun følte var en del af en drøm som hun kunne vågne fra når som helst. En forfærdelig tanke som hun blot rystede af sig igen og smilede til ham. "Jeg tror nu at det er skov feer. Jeg er jo slet ikke så klodset" sagde hun men overbeviste ikke en gang sig selv. Hun grinede mildt og bed sig let i læben. Hun vidste godt at det var svært for ham når hun trykkede sig ind til ham på den måde, hun vidste at han havde været vant til at være alene og hun prøvede da at holde en afstand sådan så kan ikke blev ukomfortabel men hun havde virkelig selv svært ved at holde sig væk.
Hans svar om månen fik hende til at sukke stille og lagde hovedet mod hans skulder igen. Hun brød sig virkelig ikke om månen og den magt den havde over hende. Hun var ikke så stærk som Izaiah og hun frygtede månen og den magt den havde. Det var hun slet ikke bange for at indrømme. "Jeg ville ønske at vi ikke blev påvirket af den, at vi ikke behøvede at spærres os selv inde en gang om måneden for at holde alle andre i sikkerhed." sagde hun stille og lukkede kort øjenene. "Dog, er det hele ikke helt sort. Det er langt nemmere for mig at komme igennem nu hvor du er her sammen med mig. jeg kan slet ikke takke dig nok." Hun sendte ham et blidt smil og nød bare at mærke hans varme mod sig. Hans ord om at tiden løb fra ham når han var sammen med hende fik hende til at rødme. "Jeg ved hvad du mener. Tiden går sandelig hurtigere nu, eller sådan føles det men jeg nyder hvert eneste øjeblik sammen med dig" sagde hun blidt.

[Deleted]

De komiske indslag som dukkede op midt ud af det blå, var noget som uden tvivl kunne lette selv den mørkeste og mest dystre stemning, som uden tvivl hærgede over huset her i et par dage op til fuldmånen. Der var han virkelig ikke til at holde ud, at være i nærheden af, og det vidste han udmærket godt. Et sted, så var det næsten en skræmmende tanke, at en måne.. noget så simpelt som en måne, skulle have den magt og kontrol over et individ, at han næsten ikke kunne holde det ud til tider. ”Jeg tror nu bare, at det er dig som må løfte fødderne, min kære.. Du er nok en kende klodset,” sagde han morende. Igen var hun den reddende engel, som kunne komme dumpende og lette en stemning, hvilket han var glad for. At hun jo så efterfølgende skulle ende så tæt på ham, kunne han ikke rigtigt gøre noget ved. Et sted var det svært for ham, og et sted så nød han det.. lidt en interessekonflikt, men selv dyret i ham, nød jo af den nærhed som virkelig blev ekstrem op i nærheden af månen.. Det var i hans øjne blot en indikation på, at de faktisk havde hinanden.
Månen havde en kontrol over dem begge, som de jo desværre ikke kunne løbe fra. Han hadede det.. også fordi at det var en magt og kontrol over dem, som i værste tilfælde, faktisk kunne ende med at tage liv, og det var slet ikke noget som han var det mindste interesseret i. ”Jeg gør ikke nogen ting for dig, andet end hvad en leder burde gøre, Keysha.. Jeg ønsker bare at passe på dig..” fortalte han sandfærdigt. At det jo så betød, at de måtte låse sig selv inde og gøre skade på sig selv snarere end på alle andre, kunne han ikke ligefrem gøre det store ved af den grund. Han trak let på smilebåndet, også selvom det falmede igen. Han strammede grebet en anelse om hende. Igen det dyriske som vågnede i ham i den her tid. ”Det er godt.. Så ved jeg da, at jeg ikke er helt håbløs, at være i nærheden af.. Vil du med ud i aften? Vi har.. brug for lidt ting, inden månen falder,” sagde han endeligt, idet han igen vendte blikket mod hende.

[Deleted]

Keysha grinede mildt og sukkede opgivende af sig selv. "Du har sikkert ret. Bortset fra at jeg ikke tror at en kende kan gøre det. jeg er vidst ret klodset" sagde hun anerkendene. Hun nød at kunne løsne stemningen lidt, det havde de vidst begge brug for så tæt på en fuldmåne. Hvorfor skulle fuldmånen dog også have den magt over nogle folk? Det var en skræmmende tanke at et objekt, så langt væk kunne have så meget kontrol over så mange mennesker. Hun løftede den ene hånd fra hans liv og lod let hendes fingre stryge og danse let hen over hans brystkasse. Hun nød virkelig at være i nærheden af ham. Hun følte sig helt rolig og tryg, som om at der intet ondt kunne ske hende så længe han var der og det var virkelig en følelse som hun nød.
Hun lyttede til hans ord og lagde hovedet let på sned. "Måske er det hvad en leder burde gøre og dog er der ikke mange som gør det. En flok kun så stærk som deres svageste led og ikke mange ville have en blind på slæb. Du står model til meget mere end de fleste og det er det som gør dig speciel. Og det er det som jeg takker dig for" sagde hun blidt og lod sin hånd lægge sig til hvile på hans bryst lige over hans hjerte. han havde et godt hjerte og det var noget som betød rigtig meget for hende. At han strammede grebet om hende fik hende kort til at rødme og derefter trykkede hun sig bare lidt mere ind til ham. hun nød det virkelig bare at være sammen med ham. At han spurgte om hun ville med ud fik hende til at lyse op og hun nikkede smilende. "Meget gerne. Hvad mangler vi? Hvor skal vi hen?" spurgte hun ivrigt. Hun nød virkelig at komme med ud, det var altid så rart at opleve nye ting.

[Deleted]

Keysha og hendes klodsethed, var uden tvivl noget af det som faktisk betød mest for Izaiah. Det lettede uden tvivl den trykkede stemning lige op til fuldmånen, og det var uden tvivl noget som selv kom ham frygtelig meget til gode, hvis han selv skulle sige det. Han vendte blikket sigende i retningen af hende, hvor hans læber spillede u di et stort smil. ”Du har nok ret, min kære… Du er ret så klodset.. Men jeg kan lide det,” sagde han morende, også fordi at det jo faktisk var ord som han mente. Hendes fingres dans over hans bryst, satte virkelig en tydelig sitren under hans hud, og det var noget som han uden tvivl kunne mærke. En svag brummen tvang sig vejen igennem struben, da han igen vendte blikket ned mod hende. Månen havde en kontrol over dem begge to, og de kunne begge nu også mærke virkningen af den. Selv havde han ikke noget imod månen som sådan, for forvandlingen var en ting.. men at man kunne mærke effekten af den i dage op til, var faktisk det som irriterede ham mest. Hendes ord varmede ham. Selv han var gået hen og blevet glad for hende, og kunne ikke forestille sig ikke at have hende rendende omkring sig. ”En flok er måske ikke stærkere end det svageste led, og selv nu hvor jeg er kendt med din tilstand som blind, så ser jeg ikke nogen grund til ikke at skulle tage det til mig. Jeg ønsker at være alsidig,” sagde han roligt. Selv for ham, var det noget som uden tvivl betød utrolig meget, og det skjulte han så sandelig heller ikke. Han selv ønskede en tur ind til byen, og se hende lyse sådan op, da han bød hende med, fik smilet til at brede sig. ”En ny kappe.. Jeg formår sjovt nok altid at ødelægge mine under forvandling,” fortalte han morende. Det var jo faktisk.. den første forvandling for alvor, hvor de skulle være sammen. Et sted spændt, og et sted nervøs.. Og det lignede ham bare på ingen måde at gøre det. Han trak sig en anelse fra hende, for at tage hendes hånd. ”Du ville med?” spurgte han.

[Deleted]

Hun kunne slet ikke lade være med at smile. Det var helt dejligt bare at have nogen at være sammen med. Hun nød det, hun nød ikke at skulle gå igennem det hele alene. Hun grinede mildt og bed sig let i læben. "Jeg er vidst klodset nok for os begge to vil jeg tro" Hun tog virkelig det hele med et smil. Hun kunne jo ikke andet? Hendes liv var blevet umådelig lysere i den tid hun havde været sammen med ham på, og det havde en tydelig påvirkning af hendes sind. Hun havde altid set lyst på tingene, altid prøvet i hvert fald men nu, ja nu virkede det bare som om hun ikke behøvede at anstrenge sig for det mere.
Hun bemærkede hans krop sitre og hun kunne høre det lille brum som han udstøte og hun kunne ikke lade være med at smile af det. Hun kunne så godt lide at være ham nær, hun vidste at det en gang i mellem var svært for ham at hun var så nærgående så de gange hvor hun kunne mærke på ham at det måske ikke var helt så slemt alligevel, dem nød hun. Hun smilede let ved hans ord, de betød meget for hende. Hun var så glad for at hun havde fundet et sted hvor hun hørte til, det var bare den bedste følelse i verdenen. "Jeg er glad for at du er alsidig. Det betyder virkelig meget." sagde hun blidt og stilte sig på tær og placerede et blidt kys på hans kind som tak. Hun ville ikke være her hvis han ikke havde taget hende til sig. Det vidste hun jo godt. Hun kunne ikke lade være med at udstøde en lille latter over hans kommentar med kappen. "Har du overvejet ikke at have kappe på hvis du ødelægger den hver gang? Selv har jeg ingen synderlig ide om jeg ødelægger mine ting. Det kan være svært når man intet kan se. For det meste så vågner jeg op med flere skrammer på mig selv end på noget andet." sagde hun tænkende. Hun mærkede hvordan han trak sig fra hende og tog hendes hånd og hun gav den let et klem og smilede stort. "Selvfølgelig vil jeg gerne med." hun kunne ikke skjule sin iver. Hun elskede at komme med ud.

[Deleted]

Tilværelsen havde været ensom frem til Keysha var kommet og lysnet den lidt op, og det var noget som Izaiah uden tvivl havde været glad for. Enhver han af en varulv ønskede at have sin flok at kontrollere og være leder for, og der var han så sandelig heller ikke noget alternativ.. At han så skulle ned op med det, som ingen anden ønskede, gjorde ham egentlig ikke noget. Det var uden tvivl det hele værd. ”Nu synes jeg, du er lige lovlig hård mod dig selv,” påpegede han med en tydeligt morende stemme. Hun var måske klodset, men var det underligt, når hun ikke var i stand til at se noget som helst?
Den brummen som forlod hans strube, var egentlig ikke noget som Izaiah selv kunne styre. Op til fuldmånen havde han ikke noget imod, at hun var omklamrende.. af en eller anden mærkværdig grund, men det var så heller ikke noget, som han selv kunne gøre noget ved som sådan. Det kom lidt af sig selv, når man blev kælet for af en smuk kvinde.. en som han faktisk elskede at tilbringe sin tid sammen med. ”Jeg kan virkelig godt lide at tilbringe den tid med dig.. Hvis de andre ej er i stand til at se hvilke styrker du er i besiddelse af, så er det deres tab og ej mit,” fortalte han med en ganske sigende mine, også fordi at det jo var ord, som han jo faktisk måtte mene. Han rystede smilende på hovedet. Det med kappen havde han bare aldrig nogensinde lært, og det ville han nok heller aldrig nogensinde komme til. ”Det der med at lære en gammel hund nye tricks, ikke? Jeg har bare aldrig lært det,” påpegede han morende. Han tog omkring hendes hånd. Han vidste, at den som han havde på lige nu, ville gå i stykker.. uanset hvad han gjorde, så var det kapperne det gik ud over! Han nikkede og begyndte så roligt at gå med hende. Hans skridt var rolige og varsomme, så selv hun var i stand til at følge med. Det var jo ikke hans mening, at drive hende sådan med, så hun ikke kunne følge trop. ”En ny kappe og en overraskelse.. det er enden på en perfekt aften,” sagde han morende.

[Deleted]

Keysha synes det var så sjovt at de var så forskellige som de var. Hun kunne mærke hvor brændende han ønskede en flok som han kunne lede, han var en rigtig leder type hvor hun bare ønskede et sted at høre til. Og det kunne man kun sige at hun havde fundet sig. Hun havde fundet det perfekte sted at være, et sted hvor hun kunne være sig selv og det var virkelig noget som betød meget for hende. Hun hyggede sig, det var vidst ikke svært at se. "Se det på denne her måde. Hvis jeg er klodset nok for os begge så behøver du ikke være klodset og så kan du bedre hjælpe mig når jeg er klodset" Sagde hun smilende og bed sig let i læben endnu en gang.
Hun lagde let hovedet mod hans skulder igen og lukkede øjnene. Hun nød det virkelig, hun elskede at tilbringe tid sammen med ham og nød at være ham nær. Hun kunne slet ikke beskrive hvad det egentlig gjorde for hende og hvor taknemmelig hun var for det. Hans ord varmede og varmen steg hende til kinderne og hun halvt gemte ansigtet i hans skulder. "Hvor er du sød. Så længe jeg har dig behøver jeg ingen andre. Når bare du er her så kan jeg føle mig tryg og rolig og for det er jeg dig evig taknemmelig" sagde hun kærligt og smilede stort. hun nød det her i fulde drag. At man ikke kan lære en gammel hund nye tricks fik hende til at grine mildt igen og rystede let på hovedet. "Måske kan man ikke det men så gammel er du heller ikke. Jeg er sikker på at vi stadig kan få lært dig en ting eller to endnu." Hendes stemme var drillende som hun tog hans hånd og roligt fulgte med ham. Hun følte ikke at hun blev trukket med men at det gik i hendes tempo og det var rart. hans ord om en overraskelse fik hende til at lyse op endnu en gang og gå en smule hurtigere. "Hvilken overraskelse??" Hun var noget så nysgerrig!

[Deleted]

Izaiah måtte let ryste på hovedet. Han ønskede at være en leder.. han var som født til netop den titel, og det var noget som han uden tvivl også ønskede at stå fast på i den anden ende! Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse igen. ”Det var en innovativ måde at tænke på, min kære.. Hvis det er sådan det er, så kan jeg leve med det.. De gange jeg så er klodset, så er det din skyld?” spurgte han morende. Selv ved ham, behøvede hun ikke være urolig eller noget lignende, for han ønskede faktisk bare at passe på hende, og det var der så sandelig heller ikke ligefrem noget forkert i, hvis han selv skulle sige det. Han kunne virkelig godt lide, at rende rundt med hende i sin hverdag.
Armene gled roligt omkring Keyshas krop og trykkede hende let ind mod sig. De var på kanten til hvad man kunne kalde for et par, uden at have gjort det officielt, hvilket han ikke ligefrem kunne gøre noget ved.. Han kunne lide det.. Og det var samtidig også det som skræmte ham et eller andet sted. At hun så mere eller mindre gemte sig ind mod ham, fik ham kun til at grine lidt for sig selv. ”Det er mig der takker, Keysha.. Du har givet en mening til den ensomme tilværelse, som jeg har været en del af,” fortalte han med en ærlig stemme, for hvorfor lyve? Han tog hendes hånd og begyndte roligt at gå i hendes tempo. At hun så satte farten op, da han afslørede at han havde n overraskelse til hende, fik ham kun til at smile. ”Det er jo en overraskelse,” påpegede han drillende. Han trak lidt i hendes hånd, så hun kom udenom et hul i græsset. Hun skulle jo nødigt falde.

[Deleted]

Hun grinede mildt og lagde hovedet let på sned. "Måske, Måske ikke. Det kan jo være at jeg får dig til at falde en dag bare for at jeg ikke skal føle mig klodset helt alene" sagde hun drillende og betragtede ham. Hun var bare så glad, det her var virkelig det bedste hun havde haft det meget meget længe. Hun nød at have ham i sin hverdag og hun nød virkelig at være sammen med ham.
At de næsten var på kanten til at være et par var ikke noget Keysha tænkte over. Ikke det mindste. Ikke fordi hun ikke kunne lide Izaiah på den måde men det lå bare så dybt begravet i hende at hun var blind så hvordan kunne nogen dog ville leve med det? Nej det var der ingen der kunne, i hvert fald ikke i hendes verden lige nu men derfor så nød hun bare at han var der og at hun kunne få lov til at være sammen med ham. Det her var det tætteste hun nogensinde havde været på et andet menneske. hun puttede sig ind til ham og smilede stort op mod ham da han snakkede til hende igen. "Vi har vidst begge noget at være taknemmelige for min kære Izaiah. Uden dig havde jeg stadig været alene, måske endda være endt i søen hvis du ikke var kommet den dag. Uden dig ville det hele bare virke gråt for mig." sagde hun roligt og sendte ham et blidt smil.
Hun gav hans hånd et blidt klem og lod ham trække sig væk fra hullet i græsset. Hun havde hurtigt lært at følge de mindste bevægelser han lavede når de gik sammen. At det var en overraskelse fik hende blot til at blive endnu mere nysgerrig og hun grinede mildt. "Ihh du ved jeg er nysgerrig. Hvilken overraskelse?" spurgte hun endnu en gang også selvom hun ikke forventede et svar.

[Deleted]

”Det kan du ikke,” sagde Izaiah med en tydeligt morende stemme. Det kunne godt være, at han selv havde sine klodsede øjeblikke, men hvem havde egentlig ikke dem? Det var jo ikke ligefrem fordi, at det var noget som gjorde ham noget.. så lang tid hun ikke kunne se det vel og mærke, så var det noget som passede ham særdeles udmærket. Han kunne godt lide den selvtillid som hun udviste, når hun var omkring ham, også fordi at det jo kun indikerede, at hun virkelig havde det godt sammen med ham.
De havde tilsyneladende noget de begge to kunne være glade for, og det var noget som faktisk betød meget for Izaiah. Det havde været en skæbnesvanger dag, den dag han selv havde søgt til søen og havde fundet hende.. Ganske vidst tæt på at falde i vandet, som hun jo ikke havde været i stand til at se, og det havde udviklet sig derfra. Det var ikke altid skidt at opsøge folk. Det var noget som han da så tydeligt havde fået ud af det i den anden ende. ”Du har ret.. hvis det ikke havde været for mig, så var du endt i søen den dag.. det kunne jeg ikke have.. Men ja.. Jeg er glad for, at jeg gik ned til søen den dag.. Det har trods alt introduceret mig til en fantastisk smuk og enestående kvinde,” fortalte han ærligt. De var næsten som et par.. hun var en som han slet ikke kunne forestille sig, at skulle undvære.
Izaiah ønskede ikke at Keysha skulle komme galt af sted, så han førte hende naturligvis lidt væk fra hullerne i græsset. Han var hendes øjne, når de var ude, og det havde han faktisk heller ikke noget imod. ”Det er jo ikke en overraskelse, hvis jeg afslører det for dig, vel?” endte han morende, inden han selv trak sig en kende tættere på hende, da de endelig nåede den nærmeste by. Her var lys, der var mennesker, og han ønskede jo trods alt også at passe på hende.