Please make me better

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico betragtede sig af Lily med en meget intetsigende mine. Selvom han ikke blev brugt, var det de frustrationer, som han valgte at gå inde med, også fordi at det ikke hjalp nogen eller noget at vise sig utilfreds her på stedet. Så blev han da først for alvor afsat, og det ønskede han slet ikke. Uanset hvad hun havde valgt at søge til dette land for, så var han nu temmelig sikker på, at hun i øjeblikket fortrød, når hun så hvilken kattepine hun faktisk var endt i, for det var ikke bare til at komme ud af den igen, uanset hvor meget man så end ville ønske at det var. Han hævede sigende det ene bryn. Selv snakket hun om Mattheus, som var han en mand som hun kendte.. Hvilken procianer gjorde egentlig det? Han vidste det ikke, men det var uden tvivl noget, som han agtede at finde ud af på et eller andet tidspunkt. ”Jeg ved ikke, hvad du har brug for denne information til, Lily.. Men det forekommer mig, som du kender mørkets konge på andet vis end bare.. den typiske fjendtlighed fra en procianer til en dvasianer,” pointerede han sigende. Det kunne godt være, at det gjorde hende ked af det, at ligge der og faktisk mangle sin ene arm, men det var det, eller miste livet, så var det jo i princippet egentlig op til hende i den anden ende, og han ønskede jo heller ikke ligefrem at skulle stå der og ende med at tage hendes liv, når ordren lød på andet. ”Det forundrer mig ikke..” sagde han lettere fraværende, inden han tog en tår af sin flaske med blod, og satte den så på bordet, mens blikket igen gled mod hendes skikkelse. Hun gjorde klogt i at blive liggende i hvert fald. Om han havde nogen anelser om hvad kongen havde gang i? Han frygtede det lidt, men det kunne næsten ikke være andet, og det var det som han faktisk måtte finde en anelse skræmmende. ”Uden at vide hvad der foregår i den unge kongens mange tanker.. frygter jeg lidt, at det her er opstarten på en ny krig. Gabriel mangler dig, kan jeg næsten gætte mig til, og det er sikkert noget som en som Mattheus kommer til at udnytte,” sagde han ærligt, men tænksomt. Var Mattheus så dum? Ja, det var jo aldrig til at vide.

[Lily Rose Summers]

Lily trak vejret dybt og pustede roligt ud bagefter, så hendes vejrtrækninger faktisk var rolige og gode. Som hun igen var faldet lidt ned, så slog hendes hjerte også mere normalt, da hun faktisk bare gav sig hen til afslapningen. Hun havde søgt hertil af grunde, hun ikke selv var klar over længere... og noget som hun grueligt fortrød, hvilket hun virkeligt ikke kunne lide. Hun hadede svigt... både svigt fra andre, da det var grunden til, at hun skubbede folk væk, men også svigt fra sig selv. Hun så roligt mod ham, da han selv så rimeligt spørgende ud pludseligt og så gik det også selv op for hende, at hun bare snakkede om Mattheus som en anden videre bekendt. #Før Mattheus var konge, mødtes vi i Manjarno... flere gange. Jeg ved ikke hvorvidt mit rygte er nået helt til denne side af muren, men jeg har et ry for at have været med mange... og også droppe den. Mattheus droppede jeg også,# svarede hun ham. Hun kunne jo ligeså godt snakke rent ud af posen, for det var jo hvem hun var. Hun kunne sno alle mænd om sin lillefinger og havde da også tænkt sig at prøve det samme på denne side af muren, selvom det var under ret andre omstændigheder. Hun måtte nu charmere sig ind på folk med sit nuttede katteansigt, selvom det jo ikke ligefrem gjorde sagen bedre. Da han åbnede flasken med blod, så indsnusede hun duften i høj grad og så mod ham med lidt større øjne. Det duftede... helt anderledes. #Det dufter... mærkeligt,# endte hun sigende og pustede ud, da hun havde snust duften ind i en dyb vejrtrækning. Hun håbede, at Enrico faktisk ville fremstille en teori, for hun kunne virkelig ikke selv se den i øjeblikket. Ordet krig rungede dog i hendes øre som en gongong, der lige var blevet slået på. Hun vendte blikket væk fra ham og kneb øjnene sammen. Skulle hun være skyld i en ny krig? Det var da virkelig ikke fair. #Det... er ikke fair,# svarede hun ham stille. Hun slikkede sig over snuden igen og vendte blikket mod ham. Hun så tænksomt på ham og drejede ørene en smule rundt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico betragtede hende med en ganske kortfattet mine. At nogen skulle kende kongen som andet end den konge han var blevet, havde han godt nok ikke forestillet sig. Her kom hendes forklaring da om ikke andet, så ganske godt med, for det gjorde det hele langt mere tydeligt for ham, end det havde været til nu, så det var noget so han meget gerne ville stå inde for. Han rynkede let på næsen. ”I så fald, er det ikke underligt, at han har underlagt dig denne behandling, Lily,” sagde han med en ganske sigende mine. Kongen var hævngerrig af person, så det var bestemt ikke noget som kom nogen til gode. At hun så allerede var kommet i så tydelig kontakt med det dyriske, at hun kunne lugte hans blod, forundrede ham nu heller ikke.. Det var den stærke smag og duft af jern, som meget hurtigt bredte sig, når han åbnede det. Han havde sit eget lille lager hernede, og når det var tomt, så måtte han jo ud og finde mere.. ganske enkelt. Han nikkede. ”Det samme siger jeg om jeres menneskelige føde.. Jeg synes ganske enkelt, at det lugter forfærdeligt,” sagde han blot, inden han roligt lagde armene over kors. Umiddelbart ville han mene, at det her måtte lægge op til en krig, og det var skam slet ikke en tanke som han brød sig om. Han var slet ikke sikker på, at kongen var rustet nok op til den slags, og så ville det jo kun for alvor gå galt. Ville Jaqia mons tro ikke sige noget til det? Det var trods alt aldrig til at vide. Han rystede let på hovedet. Et enkelt individ kunne starte det hele.. og i det her tilfælde, så ville det jo blive hende, kunne man jo sige.. Selvom det et sted var ganske skræmmende at tænke på. ”Det er det måske ikke.. Men i mine øjne, så er du hans vej ind i Procias. Det skulle ikke forundre mig, hvis det er det, som han er ude på,” fortalte han sandfærdigt, inden han tog om flasken igen og tog en ny tår. Det gjorde uden tvivl rigtig godt med noget spiseligt.. Også for at holde hans eget dyr lidt på plads.

[Lily Rose Summers]

Lily mødte Enricos blik endnu engang. Hun havde kendt kongen før han var blevet konge og dengang havde han været en helt anden. Men hvis de faktisk havde været ukendte for hinanden, så ville denne situation nok ikke være endt sådan her, da Mattheus nok ikke ville have ønsket at have hende som sit kæledyr. Krigen kunne dog være der under alle omstændigheder, men det, at de var bekendte, det gjorde nok situationen lidt mere kompleks end normalt. #Nej, det ved jeg godt... Og det er en forfærdelig nedslående tanke, at jeg kun har mig selv at give skylden for det hele,# endte hun med et nærmest suk i tankerne, selvom det ikke kom til udtryk fysisk som det normalvis ville, hvis hun havde været i en menneskelig skikkelse. Det dyriske faldt hende faktisk meget naturligt allerede og det var en skræmmende tanke, men hun havde jo ingen mulighed for at vedligeholde det menneskelige pånær kontakten hun kunne tage med Mattheus gennem sindet... og nu også Enrico. Blodet var hverken en god eller dårlig lugt for hende. Hun vidste faktisk ikke, hvad hun kom til at spise, eftersom hun ingen føde havde fået her endnu. Mattheus stod jo med valget, da det han serverede vel blev det, som hun måtte spise eller lade være. #Jeg ved end ikke hvad jeg får serveret, når Mattheus tænker på, at jeg skal spise noget,# svarede hun sandfærdigt. #Men jeg syntes nu ikke blodet lugtede forfærdeligt... bare... jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til det,# endte hun konkluderende. Tanken om krig kunne hun dog virkelig ikke lide, for hun ville ikke stå som skylden i det, men det ville hun jo ende med at gøre. To gamle flammer, der skulle kæmpe om hende. Drenge! De var krop umulige at have med at gøre. #Det burde jeg vel selv have tænkt på...# svarede hun stilfærdigt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Man kunne vel godt sige, at Lily havde lært på den hårde måde? At valg havde konsekvenser? Ikke fordi at det var noget som han have tænkt sig at slå hende i hovedet med, for det var slet ikke noget som lå til ham. I øjeblikket, så fulgte han bare en ordre, og derfor var han også nødt til at sikre sig, at det som skete herfra, ville gå godt, for ellers ville han da uden tvivl få kongen efter sig, og det var slet ikke noget som han var det mindste ude på i den anden ende. Han havde været kongen på tværs før, og det havde kostet ham adskillige piskeslag, og det var slet ikke noget som han ønskede mere af, hvis han da ellers kunne blive fri for det i den anden ende. ”Du har ret. Du har selv kun dig selv at takke for at ligge her lige nu,” sagde han sandfærdigt. At hun selv havde svært med hvad hun skulle tro om tanken om blod, morede ham et sted, selvom det nu heller ikke var noget som han viste åbenlyst. Han var ikke nem til tanker og følelser, og det ville nok aldrig ændre sig.. Det var noget som Noelle kun ødelagde mere og mere for dem. ”Det forundrer mig ikke.. du er et rovdyr nu.. En kat som lever af at jage. Selv har jeg ikke lige mad på lager, som kunne hjælpe dig.. Desuden har det ikke været en del af den ordre, som er blevet mig skænket,” sagde han videre med en ganske rolig stemme. Krigen gik de i møde. Det kunne godt være, at det endnu ikke var offentliggjort, men selv Enrico var ikke rigtigt i tvivl om det i den anden ende. De mørke øjne med den rødlige glans gled igen mod hendes skikkelse. Det var måske ikke retfærdigt, men med en hævngerrig konge, så sagde det vel heller ikke andet end hvor de var på vej hen? ”Jeg er bange for, at det ene og alene er op til Gabriel og Mattheus nu.. af hvad der skal ske herfra,” sagde han sigende, inden han tog endnu en tår af sit blod. Han selv brød sig ikke om det.. Det ville placere Noelle midt i kampens hede, og den tanke kunne han da slet ikke have!

[Lily Rose Summers]

Lily havde lært på en voldsomt hård måde, at valg havde konsekvenser. Hun havde aldrig prøvet det i denne hårde grad, men hun havde bestemt fundet ud af, at hun virkelig fortrød dette valg. Hun havde selv sat sig i denne kattepine og det var nok det værste af det hele, uanset hvor meget hun gerne ville gøre det om eller bare komme hjem. Hun stod med hele skylden og det var noget nedslående for en kvinde af hendes karakter. Hun blev liggende i håndklæderne hvor der faktisk var trygt i forhold til buret. Hun hadede allerede tanken om, når hun skulle væk herfra, når Enrico havde sikret sig, at armen helede som den skulle. Hun pustede let ud og så flygtigt op på ham, da han sagde sandheden. Den ramte alligevel hårdere, når han lige sagde det til hende end når hun selv tanke det. Hun sank en klump og sænkede blikket i skam. #Det lyder værre når du siger det,# påpegede hun forsigtigt. Det havde faktisk ramt hende som en lussing eller noget lignende. Forsigtigt fremdrog hun sin venstre pote fra under tæppet og begyndte at slippe på sin pote, uden rigtigt at tænke over det. Hun forfaldt virkelig til det dyriske alt for nemt, men det føltes dejligt at pleje sig selv på den måde. #Du behøver heller ikke give mig noget... Jeg er egentligt ikke sulten,# svarede hun stille. Hun ville heller ikke have, at Enrico skulle rode sig ud i problemer på grund af hende. Hun havde lavet problemer nok for sig selv og nu åbenbart også for andre. Hun burde været blevet i Den Magiske Cirkel og slet ikke have taget jobbet for Gabriel. Hun sukkede. Gabriel og Mattheus var lige dumme i en sag som denne, lige barnlige og i den grad bare.... selvoptagede. Hun ville bare sidde på sidelinjen... ikke vide hvem af hendes kære, der blev slået ihjel af det procianske og hun hadede den tanke.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde nu altid været en mand som snakket lige ud af posen, og dette var bestemt heller ikke ligefrem noget undtag af den regel, kunne man sige. Han var en rådgiver, og når man sagde noget, så skulle man også forvente, at få svar på tiltale. ”Det er ikke just en heldig situation. Hvor længe det vil vare ved, skal jeg ikke kunne sige,” sagde han ærligt, idet han roligt satte sig tilbage på stolen og med armene over kors. For nu, så ville han ikke have hende i buret, så lang tid, at han ikke var sikker på hvordan såret ville heale, og så lang tid, at hun holdt det i ro og bare lå der, så var det uden tvivl noget som passede ham selv ganske udmærket i den anden ende. Selv tvivlede han stærkt på at det ville sætte ham i problemer, da han snildt kunne argumentere med at væske og mad ville styrke hende i den healende proces overfor kongen, men om det var noget som han ville tage til sig, var jo så en anden side af sagen, kunne man jo sige. Han lod de mørke øjne endnu en gang glide til hendes skikkelse med det samme alvor malet i dem. Han sukkede tungt. ”Jeg tror du er mere sulten end hvad du giver udtryk for, hvis du intet har fået under dit ophold her på stedet, Lily.. Jeg skal i hvert fald se hvad jeg kan gøre.. Om du skal være hans lod i kampen om krigen her, er han nødt til at have dig i live,” sagde han sigende. Selv måtte han jo erkende, at han frygtede tanken om en krig, men hvad pokker kunne han da gøre ved det? Kongen ville jo ikke lytte til ham, og jo mere han tænkte over det, jo mere frustreret måtte han jo ende med at blive! Han rejste sig endnu en gang. Han vidste at Mattheus ville komme ned og kigge til det hele på et tidspunkt.. Selvom han stadig ikke så nogen grund til at skulle smide hende i bur – endnu vel og mærke.

[Lily Rose Summers]

Lily kunne tydeligt fornemme på Enrico, at han faktisk snakkede sandt overfor hende og det kunne hun jo selvfølgelig godt lide. Men derfor gjorde sandheden stadig mere ondt når den kom fra ham fremfor, at hun tænkte tanken selv. Hun rystede lidt på hovedet og prustede ud, for hun havde virkelig en mavepine over sig selv. #Indtil situationen vender på en eller anden måde... vil jeg tro,# svarede hun tænksomt. Indtil hun enten kom herfra... eller til hun blev så mærkelig i sit hoved, at hun faktisk kunne lide at være her. Den sidste tanke skræmte hende faktisk og sendte et gys igennem hende, for det var da virkelig en foruroligende og ubehagelig tanke! Hun blev stadig bare liggende, da hun jo gerne ville få lov til at ligge under tæppet fremfor at blive presset ind i buret igen. Det var nok noget af det værste, hvis man så bort fra alt det andet, som det faktum, at hun i det hele taget var et dyr! Hun ville ønske, hun bare var blevet i Manjarno, men nej... Og nu kunne hun jo end ikke forstå hvorfor, hun var taget over muren! Hun mødte hans blik og slikkede sig om snuden igen, som hun fokuserede sine ører over på ham som en refleks. #Du behøver ikke stå op for kongen for mig... Jeg får vel noget, når jeg får,# endte hun forsigtigt. Hun ville ikke have, at Enrico skulle få problemer for at sige noget til Mattheus, for det ville jo ikke gavne nogle af dem på nogen måde. Krigen frygtede hun uden tvivl, for det var virkelig ikke en rar tanke, at hun skulle være skyld i det hele. Hun så mod ham, da han rejste sig op og gav sig til at slikke lidt videre på sin venstre pote lettere fraværende.

[Carmine Jordin Marlineo]

Et sted så morede det faktisk Enrico at se hvor vant hun egentlig var blevet til det dyr, som hun nu var blevet. Selv måtte han erkende, at han godt kunne lide hende i den skikkelse. Et sted så gjorde det selv en procianer.. sød.. Og det var faktisk en underlig tanke at gøre sig, for under normale omstændigheder, så kunne han slet ikke lide deres lyse og ’venlige’ væsen. De mørke øjne hvilede på hende. Han var en mand som gik op i ærlighed, ellers ville han slet ikke have en stilling, som den han havde i øjeblikket. ”Det er jeg bange for, at du ikke skal regne med,” sagde han ærligt. Kongen var en standhaftig mand, og af typen som vidste hvad han ville have, og nu hvor han havde noget at afpresse Procias med, var han faktisk ikke i tvivl om, at det var noget som kongen havde tænkt sig at udnytte. Han håbede naturligvis bare, at han havde fornuften lidt med i det spil, så det ikke ville ende med at koste utrolig mange menneskeliv. Om ikke andet, så vidste Enrico jo allerede, at Lily ville komme til at spille en rolle i det her, og at det var det som Mattheus havde tænkt sig at udnytte.. Med andre ord, så var det jo vigtigt, at han holdt hende i live. Han rystede let på hovedet. ”Kongen kan ej tage noget fra mig, som han ikke har taget fra mig allerede. Desuden, hvis du spiller den rolle i det her, som jeg vil gætte mig til, at du gør, er det vigtigt for ham, at du holdes i live.. Med andre ord, så skal du have mad og drikke,” konstaterede han roligt. Buret havde han fået sat tydeligt af vejen, for han så slet ikke nogen grund til at skulle have det stående fremme. Han ville bestemt ikke benytte det, før kongen kom og gjorde krav på det om ikke andet. Han gik hen til sengen, hvor han begyndte at knappe sin skjorte op og lod den falde.. På hans ryg var der adskillige piskeslag.. Gamle, så det var ar, men de var der. Han greb om hans kåbe i stedet for, og vendte sig mod hende, idet han fik den kastet over sine skuldre. ”Kongen er en hård mand, når han først føler sig ramt, Lily.. Jeg frygter for konsekvenserne af det her.”

[Lily Rose Summers]

For Lily, faldt det dyriske hende meget mere normalt end hun selv nok ville indrømme. Når hun tog sig selv i at være dyr, så blev hun også frustreret på sig selv, for hun måtte da holde fast i det menneskelige! Selvom hun var blevet mindre og nemmere at træde på, så fandt hun sig dog egentligt også tryg i skikkelsen. Dyret var jo hendes indre og naturlige, hvis man skrællede alt det andet væk, så egentligt... var det jo hende, eller? #Jo altså... Situationen skal jo nok vende på et tidpsunkt. Men om det så er bedre end udgangspunktet, er jeg ikke så sikker på,# svarede hun stille. Han snakkede ærligt og hun kunne egentligt godt lide det fra ham. Han gjorde hende på en måde tryg, hvilket hun fandt mærkeligt, men det var da rart, at hun vidste, at hun havde en mere at gå til på dette mørke sted. Hun kunne dog virkelig ikke lide tanken om, at hun skulle stå med skylden. Hun tog det som grov udnyttelse af hendes person, hvilket hun slet ikke kunne have med at gøre, for det var på en måde også et svigt. Engang havde Mattheus været vildt betaget af hende, men nu... nu var hun skrumpet ind til dette dyr, som folk alligevel kiggede på med en hvis 'årh' i øjnene. Hun sænkede den venstre pote, som lagde sig udenpå tæppet, mens hun roligt så mod ham igen. #Uanset hvor nedværdigende situationen er... Så vil jeg også foretrække at være i live,# svarede hun forsigtigt til ham. Hun så efter ham igen med et skarpt og nysgerrigt blik og fokuserede ørerne efter hans skridt og den lyd, der var hernede. #D-din... din ryg, Enrico,# var det eneste hun lige nu sige, da det gik op for hende, hvad hun så. Ar fra gamle piskeslag, men de var faktisk tydelige for hendes blik. Hun skævede ned over sin venstre arm, der selv var præget af nogle mærker. Hun håbede, at hendes pels ville redes ud. #Vil min pels nogensinde blive pæn? Eller vil man kunne se alle sårene?# endte hun spørgende. Hun vidste ikke om han kunne svare på det, men hun kunne da prøve. Hun sukkede dæmpet... Nu havde hun igen spurgt med henblik på, at hun faktisk regnede med at være dyr i længe... Kongen var virkelig en hård mand.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico så slet ikke nogen grund til at skulle lyve, når det var sådan at omstændighederne var. Valg havde konsekvenser, og denne konsekvens var nok det større, end det som Lily nok lige havde regnet med. Hun kunne jo lige så godt vænne sig til det, og det så da alligevel ud til at gå hende ganske udmærket, hvilket skam også var noget som passede ham udmærket. ”Spørger du mig, ser det da alligevel ud til at du er ved at vænne dig til at stå i den situation som du gør. Du gør klogt i at byde det lille væsen velkommen, som en del af dig. Det vil gøre tilværelsen langt nemmere,” sagde han ærligt, inden han selv gik hen til sengen for at få skjorten af, så han kunne få kåben på igen. Når sår på en vampyr ikke healede, så var det uden tvivl fordi at de var af den slemme kaliber. Pisket med en pisk af sølv.. han havde aldrig oplevet noget som gjorde så ondt som det. Han vendte blikket mod hende. ”Pisk på kongens ordre, er en forfærdelig ting,” svarede han blot, inden han fik kåben på og kom tilbage til hende igen. Selv var det nok på tide, at hun fik hvilet godt, og så vænne sig til at hun måtte mangle den ene arm. Han nikkede mod hende. Hvis hun var pisket ganske normalt, ville det nok kun resultere i ar.. som kunne gemme sig under pelsen. ”Jeg er nu temmelig sikker på, at de sår nok skal heale, så du kan få en flot pels, Lily.. For nu, vil jeg råde dig til at få sovet lidt.. Før kongen igen vil komme ned for at hente dig,” sagde han med en ærlig stemme, inden han selv igen tog pladsen i stolen. Det var langt ud på natten, og for ham, så var det jo tiden, hvor han selv ville være vågen, men for hende, så var det vel den normale tid at sove på? Som det var for så mange andre. Kongen var en hård mand, og når han var så hård, så var det fordi at der var en mening med det hele, og det var også det som selv Enrico vidste. ”Kongen har planer med dig.. Jeg vil anbefale dig, at få hvilet så meget, som det er dig muligt,” afsluttede han alvorligt.

[Lily Rose Summers]

Selvom Lily godt kunne lide ærligheden, så føltes det bare som om sandheden ramte endnu hårdere når Enrico sagde det fremfor, at hun bare tænkte det i sit stille sind. Hun havde aldrig oplevet noget lignende som dette, for aldrig havde hendes valg fået så støre konsekvenser som dette og det var jo åbenbart ikke slut med, at der skulle være konsekvenser og hvor hun hadede den tanke! Hun trak vejret dybt hvilket endte ud i et gab, hvilket var en helt underlig følelse i denne skikkelse. Hun slikkede sig om snuden og blinkede lidt med øjnene, inden hun så mod ham igen. Hun bed tænderne sammen... den sandhed igen. Var det så tydeligt? #Jeg... jeg vil jo sige at... det er mig. Mit indre, naturlige og dyriske,# svarede hun stille og tænksomt. Hun så udmærket hans ar fra en pisk. Det var da mærkeligt, når man tænkte på, at han var vampyr? Gad vide hvad de havde pisket ham med, siden arene ikke helede helt? #Det er jeg ked af,# endte hun forsigtigt. Det var da forfærdeligt, at pisken skulle tyes til som et middel til det ene og det andet. Det sendte et gys igennem hendes egen krop, da hun slet ikke brød sig om pisken. Hele hendes krop var pisket til skam, ryg, mave, bryst, ben og lidt på armene, ja faktisk alle steder pånær hendes ansigt, hvor den alligevel kort havde strejfet hende. Men så var der lige den der... kniv, der havde ætses hendes hud. Det, der havde været på hendes højre arm, var dog nok væk nu hvor armen var det. Men han havde jo også ætses hende på siden og det ar ville nok være en plet uden pels... hvor nedværdigende. #Godt nok... Og tak, Enrico,# endte hun stille og blinkede en smule med øjnene. Nu meldte trætheden sig faktisk også igen, for det var jo nok ved at være sent, og hun lå jo bare ganske stille her under tæppet. Hun lod øjnene glide i og trak vejret roligt og afmålt, nu hvor hendes hjerterytme var blevet normal og rolig. #Godnat,# afsluttede hun det hele. Hun var næsten allerede ved at sove, som hun faktisk gled ind i søvnen igen... sov, til hun nok ville blive vækket, da hun var virkelig udmattet.

//Out.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det kunne godt være, at sandheden var hård, men man kunne jo lige så godt se den i hvidøjet i stedet for det andet. Han var en ærlig mand, og det var også det som han var ansat til: At råde og guide kongen til den storhed som landet her uden tvivl havde brug for i den anden ende. Han trak let på skuldrene. Måske det var hendes indre dyr, men mange afskød den tanke, når de endelig stod der.. De få, som fik tildelt denne straf om ikke andet. I langt de fleste tilfælde, så valgte kongen faktisk at tage liv i stedet for. ”Jeg tror ikke du ved hvor heldig du er, ved stadig at være i live.. Kongen har været gavmild,” fortalte han med en sandfærdig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var en løgn i den anden ende. Som det nu var sagt, så havde selv han været udsat for pisken, bare af typen som gjorde skade på en vampyr og ført af en hånd, som vidste hvor den skulle ramme.. disse ar og mærker ville aldrig nogensinde heale helt, og det vidste han godt. Han rystede let på hovedet. ”Selv den unge konge har sine paranoide øjeblikke,” fortalte han med en sandfærdig stemme, for det var jo sandt nok. For nu ønskede han blot at hun gav sig hen til hvilen, som hendes krop uden tvivl ville have godt af, efter alt det som hun havde været igennem. Når hun igen slog øjnene op, var feberen forhåbentlig væk igen, og hun ville være nogenlunde frisk, og skulle til at vænne sig for alvor til en tilværelse med en manglende arm, selvom han nu var sikker på, at det nok skulle komme på et eller andet tidspunkt. ”Godnat, Lily,” sagde han blot, mens han lod hende glide hen i søvnen, mens han selv valgte at søge tilbage til det skriftlige arbejde. Han havde jo trods alt selv mange ting, som han skulle tage sig af.

//Out