Please make me better

[Lily Rose Summers]

Det havde desværre ikke taget så længe før såret blev betændt, som Lily havde håbet på. Hun havde håbet på at hun var stærkere end et par dage, men torturkammeret havde jo sikkert også været infiltreret med mange forskellige bakterier, der satte sig i såret, der jo på ingen måde var renset. De seneste par dage havde hun lagt i det bur, som Mattheus havde proppet hende i og hun følte sig klaustrofobisk, når der var så trængt, som der var. Den første dag havde hun kæmpet imod buret, men efterhånden havde hun opgivet, da hun ikke kom nogen vegne og hun derfor havde brugt unødvendig energi på det. Halsbåndet havde stadig en kvælende fornemmelse, hvilket kun gjorde hende mere ked af det. Hun havde en ekstrem hjemve, for lige nu følte hun sig ikke særlig pænt behandlet, selvom hun dog håbede det ville komme med længden. Hvis hun nu var lidt mere medgørlig, kunne hun tø Mattheus op og så få det lidt bedre? Måske komme ud af dette forbandede bur? Hun havde ligget alene i et stykke tid, da hun hørte skridt i det fjerne, der blev højere og højere, som om de kom mod hende. Hun havde det ikke særlig godt, for hele hendes krop havde en influenza-agtig fornemmelse, hvor hun faktisk var brændvarm, hvilket kunne mærkes på hendes snude, der kogte. Hun havde mest lyst til bare at stikke hovedet ned i en skål vand, men det kunne hun ikke rigtigt. Hendes ødelagte højre pote lå skævt ud fra hende, mens hovedet var vendt væk fra den, da hun i stedet lå på sin venstre pote. Hun trak vejret tungt og hvæsende, for hun ville ikke sove, men hun var alligevel udkørt fordi hun jo egentlig var syg. De seneste dage havde dog gjort, at piskeslagene var blevet mindre og hævelsen var derfor faldet betragteligt. Snart ville hendes pels vel også se pæn ud igen, da det faktisk kun var hendes ansigt, der ikke rigtigt var præget af noget, pånær et lille strejf af pisken, selvom det ikke var til at se på samme måde som de andre slag over hele kroppen. Hendes hale bevægede sig dovent over jorden indtil der endeligt kom nogle... en tjenestepige. Hun så dovent op, da buret blev løftet og hun blev båret tilbage mod kælderen. Det satte en skræk i hende hvilket fik hende til at bevæge sig lidt frem og tilbage, men hun blev ført et nyt sted hen... En gemak, der var helt mørkelagt. Hvor var hun? Hun blev sat på jorden og tjenestepigen gik blot ud igen. Hun udstødte et lille 'miav' og rullede om på venstre side.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var ved at være hen på aftenen og Enrico var derfor også stået op. Igennem den sidste tid, havde han jo selv holdt sig meget p hans egne gemakker, hvor han arbejdede på det som kongen nu satte ham til.. Det var ikke fordi, at det var meget her igennem denne tid, og det var noget som alligevel vakte ham en vis form for uro, for han frygtede, at han ville blive afsat en dag.. Og han vidste, at den dag ville komme før eller siden. Det eneste som han faktisk tog for sig i disse tider, var aftalen med Sephiran hvad angik de ansatte på bordellet, og det var noget som han helt klart ønskede at fortsætte med. Det gav ham da i det mindste noget at lave i løbet af en dag, og det var jo trods alt det, som i hans øjne, var det vigtigste.
Lily havde en betændt pote. Så meget var han da i det mindste blevet informeret om, og det var også det som gav ham det ekstra at se til. At buret blev placeret udenfor hans gemak, og han hørte den svage ’miaven’, på den anden side, vidste han jo godt, hvad klokken havde slået. Han lagde de mange pergamenter og dokumenter fra sig, inden han roligt rejste sig op og søgte ud, hvor han åbnede døren. Uden et ord, så løftede han buret i sine hænder. Hun var et smukt dyr.. Det kunne han da godt se, også selvom han ikke rigtigt blandede sig i de kongelige affærer mere. Han lukkede døren efter sig og førte hende hen til det som mest lignede en briks. ”Skal vi så se..” mumlede han let for sig selv. Roligt åbnede han buret.. Med en betændt pote, vidste han jo godt, at hun ikke rigtigt ville komme nogen vegne alligevel. Han tog omkring hendes varme nakkeskind og trak hende roligt ud af buret. Han var nødt til at se den pote, før han vidste, hvad han kunne gøre ved den. Han placerede hende i sit skød, hvor han roligt tog omkring hendes pote og arm og betragtede det med en tænksom mine. Selv kunne han jo se, at det bestemt ikke så særlig godt ud, men.. om han kunne redde den eller om den skulle af, det var jo så det, som han lige skulle finde ud af.

[Lily Rose Summers]

Hvorvidt at Lilys til var blevet sagt videre, var ikke helt noget som Lily havde kendskab til. Hun regnede med, at Mattheus faktisk bare ville lade hende dø, hvis hun ikke selv gjorde en bedre indsats på at tø ham op, da hun lige nu ikke anså sig selv som værdig at beholde. Dyreskikkelsen var dog på mange måder tryg, selvom det også var frustrerende, at hun ikke kunne tale med nogen som helst andre end Mattheus, der også til tider ignorerede hende. Hendes pote var blevet noget betændt og såret så grimt ud, så derfor kiggede hun helst ikke på det, da det vel ikke stod til at redde. Hvorfor skulle Mattheus også ønske det? Ganske vist ville han ikke hænge hende, men hun kunne jo dø af 'naturlige' årsager som denne. Hvem hun var blevet ført til, var hun ikke helt klar over, for hun kendte ikke mange her på slottet, men det kunne hun vel måske komme til hvis hun overlevede. Hun blev liggende på den venstre side og kiggede op, da en mand kom til syne og løftede buret ind til sig til det, der nærmest var en bolig i den fjerneste kælderregion. Hun rullede om på maven igen og så frem for sig gennem et lidt tåget blik, da hun jo var påvirket af betændelsen, der lå som en sygdom i hende og gav hende feber. Hun trak vejret dybt og prustede nærmest ud, som hun igen kom med et lille miav. #Jeg går ikke ud fra, at du også kan forstå mig,# endte hun til sig selv i sit stille sind. Hun lod ham blot trække hende ud af buret, hvor hun kort stivnede over, at blive lagt i hans skød. Det var altså mærkeligt at have størrelsen som et kæledyr! Hun fandt sig dog til rette på sin venstre side, så den højre arm var fri til at han kunne løfte den, da hun havde regnet ud allerede, at det nok var den, da han tog fat om den. "Mauw..." brummede hun forsigtigt. Hendes hale hang ud over hans ben og svajede roligt frem og tilbage.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico passede sig selv meget i løbet af dagene her på slottet, også fordi at han faktisk ikke rigtigt havde noget at lave mere. Et sted var tanken temmelig grotesk, men når kongen ikke ønskede at gøre brug af ham, hvad skulle han så lave? Her havde han sit hjem.. I kældrene hvor solen ikke kom ned og det var pænt indrettet.. en smule dunkelt, men fint om ikke andet. Buret satte han på bordet og tog varsomt kattevæsnet ud. Hun kunne lige så godt vænne sig til at se sådan ud, for det var sådan at kongen ønskede at have hende, så det ville han ikke gøre noget ved. Såret stank langt væk af betændelse, og det var noget som han med sine skærpede sanser meget hurtigt kunne opfange, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han sukkede tungt.. Selv kunne han jo godt se, at der ikke rigtigt var noget at gøre ved den pote. Den var betændt, og det som han faktisk selv var mest bange for, var at det ville brede sig til resten af hendes krop, hvis man ikke gjorde noget ved det. Han lagde hånden mod hendes snude.. Den føles varmere end resten af hendes krop, så med andre ord, så havde hun feber.. Så det bredte sig allerede. Selv kunne han jo godt høre hende.. det var en fordel ved det alkymistiske, som selv var en del af ham. Han vendte blikket mod hende med en ganske sigende mine. ”Jeg er nok en af de få, som faktisk er i stand til at høre dig her på stedet,” fortalte han med en ganske rolig stemme, også fordi at han jo havde hørt hende. Han lagde en finger under poten, for at vippe den en anelse op, så han kunne se det hele. Han kneb øjnene sammen. Selv så det bestemt ikke særlig godt ud, og det kunne han da godt se. Han strøg hende kort over ryggen, inden han slap hende og lod hende sidde. ”Vi må få gjort noget ved den pote,” afsluttede han mere bestemt end tidligere. Gjorde de intet, så ville hun jo dø.

[Lily Rose Summers]

Hvem denne mand var, var Lily faktisk ikke klar over. Hun havde aldrig krydset veje med ham før og han var tydelig af nattens væsner, når han boede hernede hvor der ingen vinduer var og lyset kom kun fra faklerne. Han var dog nok noget læge af en art... alkymist eller en slags doktor, da hun jo nok ellers ikke ville være sent herned. Han var derfor ikke helt af nattens væsen, men kun halvt? Hun lod ham bare gøre, som han nu ville, for hun havde ikke kræfter til at kæmpe imod lige nu. Det summede i hendes krop af feberen og hun havde det virkelig varmt, men... frøs nærmest også og det var virkelig ubehageligt! Hun slikkede sig om sin snude, der stadig var virkelig varm og det var jo kun tydeligt, at hun havde feber. Hun så op mod ham med sine skarpe katteøjne og prøvede at fokusere bedre på ham, da det hele var lidt tåget lige i øjeblikket. Hun trak vejret tungt mod hans hånd, da han mærkede på hendes snude og slikkede ham forsigtigt inde i hånden. Det gik dog hurtigt op for hende, at hun netop havde slikket ham og hun trak sin tunge hurtigt til sig selv. Hvad lavede hun? Man slikkede da ikke på andre folk! Men dog havde hans hud været delvist salt, sikkert af racen, der ikke var af nattens væsen. At han kunne høre hende, kom dog som en overraskelse for hende, men næsten... glædeligt. Hun hadede at være alene og ville bare gerne kunne snakke med folk. Hun smilede i sit stille sind og blev liggende ved ham, mens han undersøgte hendes pote. #Hvem er du?# spurgte hun nysgerrigt. Hun ville jo gerne vide, hvem hun havde med at gøre og hvad han kunne gøre for hende. En kort spinnen lød fra hende, da han strøg hende over ryggen og igen gik det op for hende, at det da var noget mærkeligt noget. Hun var ved at forfalde til de dyriske instinkter og hun vidste ikke hvordan hun skulle tage det. Hun satte sig på bordet, da han lod hende sidde og holdt sig oppe med den venstre pote, mens den højre bare hang slapt. #Det... bliver vi jo nødt til,# endte hun forsigtigt. Hendes hale gled stille hen over bordet.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico kunne udmærket godt høre hende, hvis han virkelig anstrengte sig. Det var ikke ofte, at han befandt sig i en situation, hvor han skulle sidde og snakke med et andet væsen på den måde, og da slet ikke et dyr, så det krævede virkelig hans koncentration! Han lod hende dog blive siddende ved ham, mens han undersøgte hendes pote. I og med, at hun havde fået feber var det ved at sprede sig, og så kunne han ærlig talt ikke se noget andet valg, end at fjerne poten og armen.. bare for at være på den sikre side. Mattheus måtte have planer med hende, eftersom han havde bedt ham om at redde hende, ved at fjerne poten om det skulle vise sig at blive en nødvendighed. At hun slikkede ham over hånden, sagde han ikke noget til. Det var ikke ligefrem noget nyt, at det dyriske ville tage over på et eller andet tidspunkt. ”Jeg gik engang under titlen som den kongelige rådgiver.. Nu er jeg ikke nær så sikker mere. Alkymist.. læge.. doktor.. Jeg går under mange navne,” sagde han sandfærdigt. Han eksperimenterede meget med eliksirer og alverdens brygge, netop for at dygtiggøre sig indenfor disse felter, og det var sikkert også derfor at den unge konge havde valgt at tage kontakten til ham, selv efter al den tid, hvor der ingen kontakt havde været. Han lod hende sætte sig på bordet i stedet for, mens han roligt rejste sig. Poten var de nødt til at gøre noget ved, også selvom han ikke havde nogen tanker om at fortælle hende hvad han var nødt til.. Hun ville vel ikke have det? Eftersom den ikke var fjernet endnu? Han gik hen til sit skab, hvor han tog et klæde og en flaske som han åbnede og hældte væsken ned i klædet, inden han vendte sig mod hende igen. Han sørgede for at det var godt vådt.. Det var søvndyssende.. ville tvinge hende nærmest ud i besvimelse, så hun ikke ville kunne mærke noget som helst. Han tog igen pladsen på sin stol og med blikket hvilende på hendes skikkelse. ”Det må vi… Kom her..” Han lod denne gang armen glide omkring hendes skikkelse, for at sætte hende ved sig. ”Jeg gør hvad kongen har befalet mig at gøre.. Ikke for at gøre dig ondt.. Kæmp ikke imod..” Med disse ord, tog han fat om hendes nakkeskin, hævede hende en anelse, for at lægge klædet for hendes ansigt. Væsken ville fordampe og dampen ville tvinge hende i søvn.. Så han kunne gøre det, uden at det ville gøre ondt på hende.

[Lily Rose Summers]

Lily var glad for, at endnu en faktisk kunne forstå hende, for så ville hun da have en mere at snakke med, hvis hun selvfølgelig fik muligheden. Lige nu beroligede det hende bare, at hun faktisk kunne snakke med ham, så han kunne svare konkret på det hun sagde eller måske spurgte om. Hun var syg, så hun vidste jo godt, at noget måtte gøres ved poten. Hun var bare ikke sikker på, at hun ville bryde sig om det, men hun måtte jo så bare... overleve. Det var det, som det egentligt handlede om nu, for hun ville gerne være i live og faktisk kunne leve videre, selvom hun jo så måtte indfinde sig med de nye omstændigheder. Hun blinkede let med øjnene og lyttede til hans ord. Den kongelige rådgiver? Virkeligt? Hun kunne mærke på ham, at det vel faktisk plagede ham, for han kunne ikke have meget at lave hvis Mattheus ikke kaldte ham til sig, så han var vel måske også bare ensom? Gik hernede alene og legede med sine sager, når han nu var alkymist? #Hvad må jeg kalde dig?# spurgte hun ham videre. Hvis hun skulle være dette mørke sted, så måtte hun jo trods alt også skabe sig nogle bekendtskaber, så hun faktisk var sikker her på stedet. Hun kunne med sine normale karismatiske evner vel sagtens finde vejen ind til manges hjerter og det var også hendes mission, hvis hun vel at mærke aldrig kunne komme herfra. Hun fulgte ham med blikket, men kunne ikke helt se hvad han lavede, så hun blev bare siddende og kiggede rundt i rummet i stedet for. Hun dinglede kort i hans greb indtil hun blev sat på hans skød igen og vendte blikket op imod ham igen. #Jeg troede han ville have mig død,# endte hun sagte. Hendes øjne flakkede en smule, da klædet blev lagt for hendes ansigt, men hun gjorde ikke noget imod ham, da han jo faktisk var meget venlig ved hende. Da væsken trængte op i hendes næse og øjne, så faldt hun hen i hans greb i en nærmere bedøvelse af en slags.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico kunne sagtens snakke med hende, også selvom det ikke var ofte, at han kom ud netop til at gøre det. Han blev slet ikke brugt her på stedet, og skulle han være helt ærlig, så følte han sig slet ikke så udnyttet, som han gerne ville. Han sad inde med en viden og ressourcer, som slet ikke blev brugt! Han så roligt på hendes pote. Han kunne godt forestille sig, at hun ikke snakket med mange i løbet af dagene som hun havde tilbragt her. ”Du kan kalde mig Enrico,” sagde han ærligt. Det var jo trods alt også hans navn og han var glad for det.. Det var bare ikke ofte, at det blev brugt mere. Han slap hende for at hente klædet og væsken som han holdt over det, inden han førte hende ned i hans skød endnu en gang.
Han fik hende bedøvet. ”Jeg ved ikke hvilke planer kongen har med dig.. men jeg har mine anelser..” sagde han roligt. Han fjernede klædet, da han var helt sikker på, at hun var helt væk, inden han løftede hende igen og lagde hende på en briks temmelig tæt ved faklerne, så lyset ville være stærkest. Han strøg hende let over pelsen. Den var flot.. uden tvivl et rigtig flot dyr, hvis han selv skulle sige det. Han begyndte at finde sine redskaber frem. Han fjernede det, som han ville mene var det som skulle væk.. Med andre ord, så hele armen i frygten for hvor langt betændelsen alligevel havde nået at brede sig, og når hun lå der med feber, så var det jo kun ved at blive slemt..

Han begyndte arbejdet med sine redskaber for langsomt og sikkert, at få armen skilt fra resten af kroppen, inden han fik lukket hvad han kunne lukke af sprukne blodkar, blodårer og andet ved hjælp af sit eget vampyrblod, inden han fik hende syet sammen. Det hele gik faktisk forholdsvist hurtigt, men det var jo heller ikke til at vide hvor lang tid hun ville være væk i den tilstand. I takt med at han blev færdig, lagde han hende i en bunke varme håndklæder med et tæppe over sig, så hun havde noget at finde varmen i, mens han begyndte at pakke sine ting sammen. Dette var derimod noget af det, som han faktisk var ved at være rigtig god til – at ’operere’ på den måde, uden at det faktisk kostede liv. Mens han gjorde det, ventede han på at hun ville vågne.

[Lily Rose Summers]

Lily fandt det som en skam, at Enrico faktisk bare gik hernede for sig selv. Det var vel hans hjem, men Mattheus brugte ham åbenbart mindre og mindre som rådgiver, hvilket hun syntes var ærgerligt for ham. Hun var sikker på, at han jo faktisk var dygtig, men Mattheus gik nogle gange veje man bare slet ikke forstod. Hun forstod jo heller ikke hvad han havde af planer for hende, men åbenbart nogle, da han jo alligevel ikke ønskede hende død, som han havde sagt i første omgang. Hun smilede i det indre... Enrico. Det navn kunne hun faktisk godt lide! #Enrico... Jeg hedder Lily,# endte hun til ham, men det kunne jo være, at han viste det allerede. Eller hvad? Hvad kaldte Mattheus hende for andre? Hvis han kaldte hende noget som helst? #Hvad tro-...# Hun nåede ikke at spørge, før hun blev lullet ind i søvnen og bedøvelsen af klædet, som han lagde for hendes ansigt. Hun var helt væk og mærkede ikke en ting, som hun blev løftet op og lagt på briksen. Hvad han gjorde og hvor meget han tog, det anede hun slet ikke, for der var helt slukket, hvilket faktisk var rart et øjeblik, da hun kunne sove uden direkte at bekymre sig over noget.
Hun lod ham blot ligge hende hvor han ville, nu hvor armen var blevet til en stump. Hendes krop reagerede tydeligt på varmen af håndklæderne og tæppet, da det gjorde hende rolig og langsomt begyndte hun at vågne som tiden gik og hun kunne komme til sig selv. Hvor lang tid der var gået, det anede hun ikke, men da hun kom helt tilbage til sig selv, så slog hun også øjnene op, der allerede så mere friske ud. Hun blev liggende, da hun faktisk lå fantastisk godt på sin venstre side endnu engang og helt dækket til i den varme bunke af stofstykker. Da hun ordentligt vågnede, så gik det dog op for hende, hvor lidt af hendes højre arm hun havde tilbage. Det gjorde ikke ondt mere, men... den var der heller ikke rigtigt, for hun kunne kun bevæge en stump af hendes arm, som havde det været hendes skulder. Hvis en kat kunne græde, så havde hun gjort det og hun lagde sig bedrøvet ned igen og blev liggende med en dyb vejrtrækning. #Tak,# prøvede hun. Hun ville jo overleve nu, det var hun sikker på. Men hun var ked af det alligevel.

[Carmine Jordin Marlineo]

Hvad Mattheus’ planer var med Lily, vidste Enrico ikke, for han blev jo heller ikke rigtigt indviet i noget som helst mere, hvilket faktisk var noget som irriterede ham, men noget som han derimod ikke kunne gøre det fjerneste ved alligevel. Han hadede virkelig at rende rundt i sin egen verden. Han så Jaqia fra tid til anden, men det var stort set også det, for Noelle var aldrig hjemme alligevel, så han gik jo rundt her selv. ”En glæde, Lily,” sagde han blot. Han selv så ikke nogen grund til at være ond eller grotesk mod en procianer, når hun heller ikke udviste det samme overfor ham. Lige i øjeblikket, så lystrede han kun en ordre, og det var at skulle hjælpe hende, så det havde han uden tvivl også tænkt sig at gøre. Han så blot til at hun faldt i søvn inden han for alvor gik i gang.
Uanset hvor lang tid det ville tage hende at vågne, så ville hun komme til at være ved ham det næste tid, også fordi at han skulle sikre sig at sårene healede ordentligt. Det var ikke ofte at der gik betændelse i de sår, som han havde lavet, men det var jo aldrig til at vide, og han havde jo trods alt taget hele armen fra hende. Han vendte blikket mod hende, idet han var færdig med at rense redskaber, kun for at få dem på plads. Han lod hende ligge der i håndklæder og tæpper for at holde varmen, også fordi at den væske faktisk sørgede for at hele kroppen stort set lukkede ned, og han ønskede jo heller ikke, at hun skulle ligge og fryse. Det ville jo kun gøre ondt værre i den anden ende. Han trådte roligt tættere på hende, inden han satte sig i stolen igen. ”Det skulle gerne have taget det hele.. Du kommer til at ligge her for et par dage, så jeg kan holde øje med det,” forklarede han sigende. Hun havde været væk i et par timer, men det så da ud til at det gik bedre for hende nu? Han kunne skam godt forstå, at det gjorde hende ked af det, at skulle ligge der og mangle sin arm og hånd, men det var bedre end at lade betændelsestilstanden tage hendes liv, som den ellers ville have gjort normalt. ”Hvordan har du det?” spurgte han videre, og med den samme neutrale, men dog imødekommende stemme. Han var ikke forfærdelig eller ond at snakke med.

[Lily Rose Summers]

For sin egen skyld, syntes Lily også, at det var irriterende, at Mattheus ikke indviede Enrico i tingene lige omkring dette. Så kunne hun måske have lokket svarene ud af ham, når Mattheus alligevel bare hele tiden afviste hende og nævnte igen, at hun stillede for mange spørgsmål. Det var da klart, når han ikke engang svarede på dem! Hvis han nu stillede hendes behov for oplysning, så kunne det være, at hun ville stille færre spørgsmål. Hun var helt ude, da kroppen var helt bedøvet, men hun vågnede på en ret behagelig måde, da hun havde det lunt og varmt. Hun blev jo hjulpet, ved at få fjernet det betændte, men det var ikke en tanke hun bifaldt uanset. Hun var jo meget kvinde og kæmpede for ligestilling, så det faktum, at hun nu havde de grimme sår over hele kroppen samt de ætsede steder, var ikke ligefrem noget, der hjalp. Oveni, så havde hun nu mistet sin arm, som hun jo kunne mærke... eller ben var det vel nærmere, men uanset, så var det noget, der gjorde hende virkelig ked af det. Hun blev liggende under tæppet, da hun slet ikke var i humør til at rejse sig, det var hun alt for trist til. Hun havde det dog allerede bedre, da det var som om at feberen var faldet. Hun så op mod ham, da han satte sig på stolen igen, hvor hun faktisk havde udsyn til ham. Hendes hale fandt vej ud under tæppet og bevægede sig lidt frem og tilbage over håndklæderne. Tæppet løftede sig en smule i takt med hendes vejrtrækning. Hun drejede ørerne en smule og stillede skarpt ind på ham. Hun bemærkede ikke selv, hvor hurtigt hun egentligt faldt ind i de dyriske instinkter, for hun var jo bare... en kat nu. Ikke en huskat, men heller ikke et kæmpekat... en fin mellemting. Tanken om, at hun kunne ligge her i tæpperne et par dage, var dog uden tvivl direkte befriende og fik hende faktisk til at slappe lidt af. #Du... du putter mig ikke ind i buret, vel?# spurgte hun forsigtigt. Hun blev liggende, da hun faktisk lå godt og hendes krop skulle jo også lige vågne ordentligt efter bedøvelsen. #Jeg har det bedre... Tror feberen er næsten væk,# forklarede hun dæmpet. Hun så også mere klart ud af sine øjne nu og der var ikke så meget tåge.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico fik ikke rigtigt noget at vide mere, så han gik jo egentlig rundt og passede sig selv. Fra tid til anden, så faldt der en ordre af til ham – som i denne situation, men lige hvorfor og med hvilken bagtanke, måtte han jo selv regne ud. Selv havde han uden tvivl sine bange anelser hvad det her angik, men det var ikke noget som han ønskede at snakke højt om. Tronen havde en tendens til at stige rigtig mange for meget til hovedet, uden at man egentlig kunne gøre alverdens ved det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Selv lod han hende bare ligge i håndklæderne og tæppet, og slappet af. For nu, og så lang tid, at hun bare lå der, så han heller ikke nogen grund til at lukke hende ind i et koldt bur. ”Så lang tid, du ligger der og forholder dig roligt, har jeg ingen grund til at putte dig i buret igen, Lily,” pointerede han med en sigende mine. Så lang tid, at Noelle ikke var hjemme, og hans ordre ikke havde lydt på at hun skulle holdes i buret, så kunne han ikke se nogen grund til at skulle gøre det.
Enrico lod hovedet søge let på sned. Bedøvelsen ville tage tid om at komme ud af systemet igen, også fordi at det var et af slagsen som lammede det hele.. bogstavelig talt, foruden hendes vejrtrækning og hjertebanken, ellers ville det da først for alvor gå galt. Hun var jo et væsen, som til forskel fra ham, var vant til den slags og havde brug for det. Han lod hånden stryge hende kort over snuden igen. Den var mere kold end tidligere, men dog stadig en smule varm i forhold til resten af hende. ”Den er på vej ned i hvert fald,” konkluderede han med en sigende, men dog ærlig stemme igen, inden han satte sig tilbage på sin stol. ”Nå vi nu sidder her.. Fortæl mig, hvad en procianer laver på denne side af muren.. alene,” opfordrede han. Han kendte jo trods alt heller ikke til historien, og kongen ønskede jo ikke ligefrem at indvie ham i noget som helst længere.

[Lily Rose Summers]

Som Enrico, anede Lily intet om Mattheus' tanker. Hun fandt det uden tvivl frustrerende, at det skulle være sådan, for hun kunne godt lide at være på forkant med tingene, men det kunne hun virkelig ikke være i denne situation, så det hele var bare gang på gang overvældende for hende, da hun ikke kunne forberede sig. Hun kunne ikke rigtigt gennemskue Mattheus endnu, men hun håbede, at hun på et tidspunkt fik en åbenbaring og kunne forstå hans underlige måde at tænke på. Først ville han slå hende ihjel... nu ville han have hende i live. Måske han kappede hovedet af hende i morgen? Hvem vidste det, ikke rigtigt nogen. Hun så roligt op på ham; det skulle hun nok kunne klare, for hun følte slet ikke, at hun kunne rejse sig lige nu. #Jeg havde ikke tænkt mig at rejse mig lige foreløbigt,# svarede hun medgivende. Han var jo alligevel alene her og hun ville nyde friheden til at kunne strække sig og bare fylde den plads, hun havde brug for, fremfor at være klemt i buret, der jo kun netop var stort nok. Hun trak vejret dybt, for hendes krop kæmpede for at vågne op, så blodet blev bumpet rundt lige nu og hendes hjerte slog hårdere end en normal hjertebanken i øjeblikket. Hun trak vejret ind, da han strøg hende over snuden igen og slikkede sig om snuden, da han havde trukket hånden til sig igen. Den var på vej ned, så det var jo altid et godt tegn! #Godt... Så må det da gå bedringens vej,# endte hun. Hun var nu faktisk glad for at ligge under tæppet, for så kunne hun ikke direkte se det manglende ben. Hun prøvede så vidt muligt ikke at bevæge sig, så hun mærkede det, for det var uden tvivl mærkeligt, at der kun var 1 forpote nu og 1 forben, hun kunne bruge. #Nu hvor det hele er gået så galt... Så ved jeg virkelig heller ikke hvorfor jeg valgte at tage hele vejen, jeg skulle være blevet på den manjanske side,# startede hun ud med et suk og trak vejret dybt og pustede ud igen. #Men... Rygterne om, at Sephiran har været i Procias, er vel nået dine ører? Han stod for en dødsdom men undslap og... jeg er Gabriels... var Gabriels livvagt, så i situationen bad han mig tage afsted og jeg gjorde det. Jeg ønskede blot at finde ud af, hvorvidt Sephiran var til fare endnu eller havde fået andre sager at se til, men det stoppede Mattheus mig i.#

[Carmine Jordin Marlineo]

At hun ikke havde tænkt sig at rejse sig, passede egentlig Enrico ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. Desuden ville det nok også være problematisk med bedøvelse i kroppen og med en manglende pote, men det var bedre end alternativet, for betændelsen ville sprede sig, og ville ende med at tage livet af hende, og det var tilsyneladende ikke noget som kongen ønskede sig. Han frygtede lidt på hvad der faktisk foregik i kongens hoved, men han kunne jo intet stille op, når kongen ej ønskede at vedkendes ham. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg kan heller ikke anbefale det,” pointerede han med en ganske sigende mine. Hendes snude var ikke nær så varm som den havde været, så det uden tvivl kun et godt tegn, hvis han selv skulle sige det. Han tog roligt plads på stolen foran hende igen og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Lige hvad en procianer skulle lave her, forstod han ganske vidst ikke, for de fleste ønskede da at blive så langt væk fra det her land, om det så gjaldt deres liv. At hun var sendt ud på grund af Sephiran, forundrede ham ikke. Historierne som var gået om den mand, gik langt og de havde uden tvivl også nået kongeslottet og Enrico også. Han trak let på smilebåndet, også selvom det døde igen frygtelig, frygtelig hurtigt. Han nikkede. ”Du har ret.. Du burde være blevet på den manjanske side.. For nu, er der intet at frygte fra Sephirans side – af hvad jeg ved naturligvis,” fortalte han med en ganske sandfærdig stemme. Dem som havde kendskab til den familie, vidste at Theodore var hjemvendt, og at det var en mand som uden tvivl kunne formå at sætte Sephiran en smule på plads. Det forundrede ham dog alligevel at Gabriel havde valgt at sende sin egen livvagt så langt væk på en opgave og endda så alene. ”Rygterne lyder på en kommende alliance, selvom jeg tvivler på det.. min kendskab til den mand siger at det som skete, skete i hans egen kedsomhed..” Igen valgte han at rejse sig op, for at søge hen i et af de små rum som han havde ved siden af, for at hente en flaske blod. Det var yderst sjældent at han faktisk indledte en jagt nu om dage.

[Lily Rose Summers]

Selvom Lily blev mere og mere klar i hovedet, så vidste hun også, at kroppen ikke helt var med endnu. Hun skulle langsomt lade den komme til sig selv. På samme måde var det mest trygt at ligge her under tæppet, for så kunne hun ikke se den manglende arm. Hun prøvede så vidt muligt slet ikke at rykke på sig medmindre det var hendes hoved. Hun havde en god linje at se mod ham på, da han jo sad i en stol lige foran stedet hvor han havde lagt hende på håndklæderne. Hun drejede ørerne tilbage i neutral position og smilede en smule i det indre. Selvom hun var ked af at mangle sin højre arm, så var det uden tvivl befriende ikke at være i det pokkers bur, for det bur drev nærmest alt glæde ud af hende! Hun blinkede kort med øjnene og indåndede duftene hernede med sin næse, da hun jo nu ikke var syg på samme måde som før. Næste gang hun ville sove og vågne op igen, så var feberen forhåbentligt helt væk. Hun trak vejret dybt og mødte hans blik. Han var en helt anden at være omkring end Mattheus og det var faktisk rart, at der var en, som gad at snakke med hende! Dog skulle hun faktisk slet ikke være kommet her, for det havde været en kæmpe fejltagelse at betræde det dvasianske, men i rusen af det hele, så var hun taget hele vejen... og da hun var kommet over muren, så kunne hun jo ligeså godt prøve at finde ud af det med Sephiran. #Så meget nåede jeg også at finde ud af... Før Mattheus blev sur på mig over, at en gruppe unge warlocks selv snakkede om emnet uden at jeg havde bragt det på bane,# endte hun. Som hun snakkede om Mattheus lød det jo klart som om, at hun faktisk kendte manden andet end bare lige at være blevet arresteret af kongen for et par dage siden - noget som ingen andre end hende og Mattheus vel vidste? Hun lagde bare ikke rigtigt selv mærke til det. Hun havde stadig hjemve, men nu var hun jo her og måtte få det til at fungere. #Bestemt ikke en alliance da... Sephiran kom for at slå Gabriel ihjel,# svarede hun stille. Hun fulgte ham med blikket så langt hun kunne, inden hun blot så mod stolen igen indtil han selv sad i den. Hun slikkede sig om snuden igen. #Hvad... tror du Mattheus... planer er? Når du har været tæt på ham, må du jo måske... forstå ham,# spurgte hun forsigtigt.