I'll take my punishment..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det klirrede, da Salvatore blev fragtet igennem slottet med de magisikrede lænker omkring hans håndled. Selv kunne det aldrig falde ham ind, at gøre noget som helst, som kunne gøre skade på kongefamilien på den måde, da han af hjertet, altid havde været dem loyale, men til tider, så kunne selv de i hans øjne, være alt for blinde. Han var afsløret i arbejdet med Denjarna.. At holde hende i landet, og hjælpe hende over muren igen, og han vidste det jo udmærket godt, at det var noget, som hurtigt kunne gå hen og gøre rigtig ondt.
Salvatore sagde ikke så meget som et eneste ord på vejen til den store tronsal, hvor han vidste, at Silia ville sidde, og skulle til at afgøre hans videre skæbne. Han stod ved sine handlinger, og det som var sket, hvilket han på ingen måder ville fortryde, så det var bestemt ikke noget som sagde så lidt igen. Han fortrød ikke sine handlinger, og det var det som han også ønskede at understrege. Med en vagt foran og to bag sig, som om at han kunne finde på at slå dem ihjel, hvis det var det som han ønskede, men det var det på ingen måde.. De store porte ind til tronsalen, endte med at gå op og han blev ført ind. Selv følte han slet ikke nogen form for uro eller noget lignende. Han ønskede faktisk bare at finde sig til rette med det hele. Han blev ført op foran tronstolen, hvor han vidste at Silia måtte sidde, inden han gik i knæ på soldaternes befaling. Han sænkede hovedet. Han respekterede uden tvivl sine kongelige, selvom hans handlinger måske viste noget andet, så var det ikke noget som han sagde noget til af den grund. ”Min dronning..” hilste han ærbødigt. I takt med at han gik i knæ og lænkerne tydeligt måtte klirre og larme. Afventende blev han siddende i knæ foran hende.. afventede hvad han skulle gøre efterfølgende.

[Silia D. Diamaqima]

Silia sad rank i tronstolen og så ud over salen. Påtrods af at hun var stresset og i generelt dårligt humør, så var hendes mine på ingen måde præget af det. Hun sad med hovedet hævet og en varm glød i blikket selvom dette i sandhed var en alvorlig sag. Hun havde frygtet dette møde i flere dage. Salvatore var så vigtig for landet, men alt pegede på at han var den som var faldet for Denjarnas falske charme og det kunne hun desværre ikke tilgive, hvis det var tilfældet. Hun sukkede dæmpet da dørerne gik op og vagterne afslørede sig. De havde tilsyneladende taget deres opgave ret seriøst. "Fri ham for lænkerne, de er ikke nødvendige," sagde hun bestemt. Vagterne skumlede lidt før de fulgte hends ordre, for de havde ikke meget andet valg. Normalt lod hun ikke nogen bukke for sig, men lige i dag var anderledes. Han kunne ikke gøre som det passede ham og det var vigtigt for hende at understrege. Hun rejste sig i en elegant bevægelse og lod den røde kjole falde ned over hendes skikkelse. Langsomt forlod hun stolen for i stedet at gå hen til ham og lægge en hånd på hans skulder. "Det er i orden Salvatore, rejs dig," bad hun en kende mere blidt og trak hånden til sig for i stedet at folde hænderne foran sig. De havde frygtelig meget at snakke om, men Silia ville helst ikke kende sandheden og det var sjældent hun sagde det, men mistede de ham så var landet bogstavelig talt på røven.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Lænkerne om Salvatores håndled, var uden tvivl tunge, men vagterne tvang dem på ham, og han sagde ikke noget til. Hvad angik Denjarna, så var han skyldig i alle anklager, og det var bestemt ikke fordi at han havde tænkt sig at lyve fra det. Han vendte blikket op mod Silia. Han respekterede hende uden tvivl som den unge dronning hun var, også selvom det uden tvivl var svært. Ingen tvivl om det. Han gik i knæ for hende med den respektable hilsen som hun uden tvivl havde fortjent at blive mødt af. Han knyttede næverne ganske let, også selvom det hurtigt viste sig at være overstået og lænkerne blev fjernet, også selvom vagterne tydeligt slet ikke ønskede at gøre dette. Ikke at det var noget som kunne komme bag på nogen som sådan.
Hånden som gled mod hans skulder, fik ham til at hæve blikket mod hende, hvorefter han roligt kom op på benene igen. ”Jeg takker ærbødigt, Deres Højhed,” sagde han roligt, inden han roligt ømmede om sine håndled. De vidste skam også hvordan de skulle sættes for at stramme, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at han var ude på at gøre noget ondt mod dette og da bestemt ikke kongefamilien, som han altid havde valgt at støtte. De grønne øjne gled mod hendes skikkelse med en rolig stemme. ”Det er måske et skud i blinde, men jeg har en sjov tendens til at tro, at dette omhandler Denjarna?” spurgte han denne gang langt mere direkte, nu hvor vagterne havde valgt at trække sig, så de kunne snakke lidt mere alene, hvilket faktisk passede ham selv ganske fint. Det gjorde i det mindste tingene meget nemmere.

[Silia D. Diamaqima]

Frem til erkendelsen var på bordet, så var Salvatore en uskyldig mand og han skulle behandles således, ikke som en fange, for det var han slet ikke! Silia trak blidt hånden til sig og foldede den med den anden foran sig. Roligt bakkede hun et enkelt skridt væk, så han igen kunne komme op på sine ben, uden lænker og alt det andet. "I kan gå," hun sendte vagterne et varmt blik og nikkede. På trods af hendes blidhed så var der altid en autoritet over hende, noget som hun nok havde fra sin kære far. Hun nikkede sigende. "Det er en korrekt antagelse. Det er nået os for ører at kvinden skulle have opholdt sig her til lands over en længere periode på trods af vores skærpede sikkerhedsforanstaltninger, noget som jeg ved er umuligt uden hjælp," forklarede hun. Den sikkerhed der var, var skabt af hende personligt og eftersom hun kendte dvasianere så vidste hun at ingen ville komme over de murer uden en hjælpende hånd.. en som kendte hende. "Ser du.. landets sikkerhed er personligt designet af mig. For at bryde dem, har hun måttet få hjælp fra en med kendskab til mig, hvilket efterlader mig med en lille håndfuld. Jeg stoler på dig Salvatore, det har jeg altid gjort men jeg ved at Denjarnas charme kan være forblændende på enhver mand, så fortæl mig.. har du brudt dit løfte og forrådt dette land?" spurgte hun direkte og tog en dyb indånding. Hun ville virkelig hade tanken, særligt fordi hun sjældent udviste tillid overfor nogen men han var en af de få der havde gjort det.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore rejste sig roligt op, hvor han roligt ømmede sine håndled. Han selv var ikke uskyldig, og det vidste han godt.. Derfor havde han heller ikke stået imod den arrestordre som havde været der, da de netop havde valgt at hente ham i hans eget hjem, men lænker? Selv han synes, at det var at trække den lige lovlig langt, for han havde aldrig gjort noget med en ond hensigt.. Aldrig. Han vendte blikket mod hende, da de langt om længe stod alene om det hele, hvilket passede ham fint. Han var kendt med Silia på et andet stadie end blot en dronning, hvor han stod som en simpel borger.. Et venskab vel? Som han netop havde valgt at sætte i fare, og det var han klar over. Han rettede sig en anelse op. ”Jeg vil ikke benægte at jeg har noget med hendes ophold på denne side af grænsen at gøre,” sagde han blot. Hvorfor lyve? Selv han kendte familien Diamaqima godt nok til at vide, at de kunne spotte det med det samme, og han brød sig ikke om løgne. At direkte fremstille ham som en landsforræder, synes han nu selv var grumt nok, men det var jo sandt. Han havde forrådt landet her ved at bringe Denjarna over, også selvom han havde bragt hende tilbage igen, uden at lade hende fremstå kendt med metoderne, som han herunder havde gjort brug af, netop for at hjælpe hende frem og tilbage. ”Jeg benægter ikke, at jeg bragte hende til Procias, gav hende muligheden for at komme sig, og førte hende tilbage over grænsen.. Hvis det gør mig skyldig i landsforræderi, er det en titel som jeg må påtage mig,” svarede han ærligt endnu en gang, selv uden at flytte sig ud af stedet. Han vidste, at det var en alvorlig sag.. Men var selv rede til at tage konsekvenserne af netop dette valg, velvidende om, at han netop havde forrådt den tillid som dronningen og kongehuset havde udvist overfor ham.

[Silia D. Diamaqima]

Lænkerne havde været mere eller mindre nødvendige - desværre, Silia nærede ikke den samme tillid til ham som hun havde gjort for bare et par dage siden. I mange år havde han været blandt de bedste, de største og de mest betroede, og tanken om at han skulle have forrådt hende, tog en del af modet fra hende. Hun betragtede ham med et roligt blik, og foldede hænderne foran sig. Han udgjorde næppe nogen trussel, det var hun ej urolig for. Hun åndede langsomt ud gennem munden og så væk. Det var et slag for hende, eftersom han var noget af de nærmeste hun kom på en ven. "Fortæl mig hvordan," bad hun med sørgmodig stemme. Gabriel ville blive ligeså lidt glad for id+een som hun var. "At hjælpe ligger i den natur, Salvatore, det hverken kan jeg eller vil jeg bebrejde dig for, alt andet ville gøre dig mindre prociansk. Hvad jeg faktisk bebrejder dig for, er at du ikke sagde et ord. Du gik bag om min ryg, skjulte hende i landet, og jeg som troede at min tillid til dig var gengældt. Jeg må være blevet naiv i disse tider," konkluderede hun uden at skjule sin skuffelse. Hendes blik faldt på ham igen men denne gang var det hårdere, ikke det typisk varme, men mere koldt og intetsigende, der var trods alt en del dvasiansk i hende. "Hvilke hvad du foretager her i livet, kan jeg i princippet være ligeglad med, men jeg er skuffet over at du lod mig stå i den blinde side," hendes blik gled fra hans og ned på det smukke gulv med et eftertænksomt glimt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore forstod skam godt lænkerne, men om de havde været nødvendige, var jo så en anden sag. Det var jo heller ikke fordi at han have tænkt sig at gøre nogen skade på Silia. Han holdt af hende, men til tider var man bare nødt til at tage valg.. og han stod ved dem. Selvom det måske stemplede ham som en direkte landsforræder, så måtte det jo være sådan. Blikket vendte han i retningen af hende. "Min autoritet som leder med løftet om at der ej ville ske noget under hendes tilstedeværelse i landet." Aldrig har selv vagterne ved muren haft nogen grund til at vise mistro, og ved hjælp af magien, havde det jo været nemt for ham at komme over muren sammen med hende. Han lagde ikke skjul på det.. Det have vel været udnyttelse et eller andet sted? Og det nagede ham ærlig talt ikke.
Salvatore blev selv roligt stående på sin plads, idet han vendte blikket mod Silia endnu en gang. Han vidste at hun var skuffet, men det valg som han havde taget, ville han ikke fortryde.. og han kunne ikke fortryde det. "Situationer kræver sit, Silia.. Jeg stod i en situation, hvor der var akut behov for healer, ro og hvile.. og det var hvad jeg havde i sinde at skænke hende. Ej har hendes tilstedeværelse i landet haft nogen betydning, så jeg ser ingen grund til at gøre noget stort ud af denne sag," forklarede han ærligt. Hun kunne være så skuffet som det hun nu ville.. For ham ville det i det henseende ikke rigtigt gøre nogen forskel, og det var det som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Jeg har forståelse for skuffelsen, men jeg står ved mit valg og anser det som korrekt.. Hvad konsekvenserne af det må være, må du jo fortælle mig," afsluttede han sigende.

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde mest lyst til at slå ham i hovedet med et eller andet, hun var vred og såret over at han havde vovet at trodse hende og landet. Nu om dage kunne man ikke stole på andre end sig selv, og hun vidste godt at det alle dage havde været sådan, desværre var hun vel blevet en kende naiv af dette land. Hun slog blikket ned og foldede hænderne roligt foran sig. "I så fald så udnyttede du din autoritet og jeg vil være nødt til at fratage dig den," annoncerede hun en kende opgivende. Det var tydeligt at han havde skuffet hende, endnu mere fordi han havde været en ven af hende siden hun var en lille pige. "Det er ikke op til dig at bedømme, Salvatore. Det eneste jeg havde forventet af dig, var at du ville have været ærlig, fortalt mig hvordan situationen hang sammen, frem for at holde en hemmelighed. Jeg er ikke god til den slags, det burde du af alle vide og jeg havde forventet mere af dig, så jo, der er rigeligt grund til at gøre mere ud af det," fastlog hun lidt hårdere. Måske hun var en varm kvinde, men hun var ligeså en Diamaqima og det var muligt at gøre hende vred. "Du var den sidste jeg havde regnet med ville skuffe mig på den måde. Jeg kan ikke have en leder som jeg ikke nærer tillid til, og den har du kostet mig. Jeg har intet andet valg end at fratage dig din autoritet og plads som leder," hun så på ham med et lidt hårdt blik.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ville Silia virkelig tage hele hans arbejde, hans erhverv og.. ja, det som han levede og åndende for, fra ham? Salvatore hævede blikket i retningen af hendes skikkelse. Han havde ganske vidst udnyttet den autoritet som pladsen som leder kunne give ham, men han kunne ærlig talt ikke se hvad han havde gjort forkert, når han havde hjulpet et andet individ og bragt hende over på den rette side af grænsen igen. Den hjælp som hun havde haft brug for, havde hun været i stand til at få på denne her side af grænsen trods alt. Hans blik forblev hvilende intenst på hendes skikkelse.. Alligevel ganske alvorligt. "Du fratager mig min stilling som leder og repræsentant for landet her?" spurgte han. Når det kom til Silia, som var en kvinde, som han havde kendt igennem frygtelig mange år, så han ikke nogen grund til at holde det professionelt, også selvom det var et yderst alvorligt emne som de snakket om.
Salvatore klandrede dog ikke Silia for hendes beslutning, for et sted havde han skam også godt set den komme, men nu hvor de stod her.. så var sagen lidt en anden. De stod og så det hele i øjet. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod vinduet og derfor også væk fra hende istedet for. Det gjorde ondt.. nok mere end hvad han også lige havde regnet med, at det ville gøre. Han foldede hænderne bag ryggen inden han så mod hende igen. "Jeg forstår Deres skuffelse, Deres Højhed.. Om end, så vil jeg drage hjemover og pakke mine ting og trække mig tilbage." Hans stemme var stadig rolig, også selvom han stadig var ked af omstændighederne, for han havde været utrolig glad for sit arbejde.. stolt af sit arbejde, så var det bare ikke noget som han kunne gøre alverdens ved. "Deres Højhed," afsluttede han i et dybt buk.