You are ready

[Theodore Jarvis Acheron]

Der var gået et par dage, siden Theodore havde smidt sin egen søn ned i kælderen, hvor han bevidst havde valgt ikke at opsøge ham. Han ville have at knægten skulle tænke sig om.. Tænkte scenariet igennem, så han måske kunne se fornuften i det, som han havde sagt, og det som han havde gjort, for det var ikke noget som han havde gjort for at være ond eller grotesk, men derimod fordi at han ville se sin søn nå andre højder, end det som han selv havde præsteret. Han var stolt af familienavnet, og det var det som han ønskede at videregive.
Uden mad og drikke i et par dage, valgte han så endelig at søge til kælderen på nyt. Sephirans eneste selskab igennem de sidste dage, var den stumme Malisha, som ikke var i stand til at sige så meget som et ord mere.. Theodore var ganske enkelt blevet træt af hendes råb og brok, og de mange tomme trusler, at han havde sikret sig, at det ikke var noget, som hun kunne gøre mere. Med et iskoldt og følelsesforladt blik, søgte han ned i kælderen. Faklerne blussede op i takt med at han nåede dem, indtil han nåede døren ind til kammeret, hvor han holdt dem begge i lænker. At drive en sjæl ud på den måde, var ganske enkelt udmattende, men knægten havde overlevet det.. Og det var det, som selv i hans øjne, var det vigtigste. En familiehemmelighed, som han agtet at videregive til sin egen søn, og en arv, som han håbede på, at han ville føre videre med en renracet warlock, frem for det andet, som han havde revet med hjem! Han vendte blikket mod knægten siddende oppe af væggen og Malisha ved siden af, som stort set var gået i gulvet. Med et enkelt knips slap de magiske lænker ham og faldt til gulvet med høje klirrende lyde. ”Rejs dig,” begyndte han med en ganske kortfattet mine, hvor han afventende blev stående lige ved siden af ham og blot med blikket hvilende på ham. Det var ved at være sen aften og der var lavet et særligt nærende måltid til Sephiran.. Hvis han formåede at komme derop vel og mærke.

[Sephiran Acheron]

Dagene havde aldrig været så lange som nu, det var både sikkert og vist for Sephirans vedkommende. Hans sjæl var brutalt revet fra ham, men det måtte der være stor mening i, eftersom hans far jo havde nævnt, at det var utroligt at han havde overlevet. Han var stærk, det skulle hans far jo bare forstå og det håbede han, at manden havde set. Normalvis i en situation, hvor han sad lænket til væggen, ville han være gået amok og være blevet selvdestruktiv... men ikke denne gang. Han følte ingenting og han kunne end ikke genkalde sig hvordan vreden og frustrationen føltes, for der var virkelig intet tilbage. Hans ansigt var tomt, for han var rippet for alt hvad der hed følelser. Han var om muligt nu mere kold og en del mere fornuftig og det var også det, som han havde fået tænkt meget igennem de sidste dage. Han havde intet fået af mad og drikke og det kunne han godt mærke efterhånden, da han faktisk var blevet utrolig træt ovenpå det hele. Hans ryg var stadig præget af de mange piskeslag som hans far havde skænket ham og han sad jo kun i sine bukser og sine sko, da skjorten var blevet ødelagt. Han var kold, men det mærkede han næsten ikke og han sad uden at rokke sig. Han havde ikke sagt et ord i flere dage, for Malisha kunne alligevel ikke svare. Det var en nedværdigende tanke, at skulle sidde på niveau med hende, men han var sikker på, der var en større mening med det hele, nu hvor hans far havde gjort det. Alle de gamle og fjendtlige følelser var væk overfor hans far, for nu var det ikke længere fornuftigt at slå ham ihjel. Derimod var der en stærk alliance i hans far, hvilket han ønskede de kunne skabe, for de kunne være uovervindelige sammen. Tiyanna havde han næsten ikke skænket en tanke, for han kunne jo ikke føle savnet eller lignende. Da faklerne tændtes på gangen, så så han op. Han var stadig træt, eftersom han var sulten, men han havde sovet denne gang. Lænkerne, der slap ham, var en direkte befrielse, da han mærkede magien sænke sig i ham igen og centralisere sig selv. Hans hænder lyste kort op, men han kvalte det hurtigt og skubbede sig op at stå. Han skænkede ikke Malisha et blik men gik mod sin far. Han nikkede i respekt. "Fader."

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke en eneste følelse tilbage.. ingen vrede, frustration eller raseri.. Theodore ville mene, at han havde gjort sin søn en tjeneste, ved at frarøve ham det sidste, nu hvor han endelig havde haft muligheden for det. Nu hvor han stod overfor knægten, kunne han høste resultatet af det hele, og det var noget som passede ham fint. Det at tøjle den manglende sjæl, var uden tvivl også noget, som krævede sin mand, og det var også noget, som han faktisk gerne ville hjælpe sin søn med. Det var en farlig, men derimod forbandet vigtig arv, at give videre. Malisha lå stort set uden at røre sig, og uden et ord, hvilket var en tavshed, som han uden tvivl nød rigtig godt af.
Lænkerne slap grebet om Sephirans håndled. Det var på tide at indvie ham for alvor hvad han ønskede af ham, og hvilke forventninger han faktisk havde for ham, og som han slet ikke var i tvivl om, at han kunne leve op til. Selv blev han stående og så til at hans knægt kæmpede sig op at stå. De dage med manglende mad og væske, havde nok fået ham til at tænke mere over tingene, og det virkede skam også sådan. Ingen snak om Tiyanna.. ingen snak om vrede eller hævn.. Så langt så godt. Han nikkede mod ham endnu en gang. ”Du er oppe.. Glimrende. Pejsestuen, Sephiran.. Der ligger varme tæpper og der er dækket op med et godt og solidt måltid. Vi har mange ting at snakke om,” fortsatte han næsten ligegyldigt, men alligevel med en stemme, som understregede alvoret i hans ord, for det var noget, som han uden tvivl stod fuldkommen fast på i den anden ende. Malisha var i en liga langt under en Acherons, og det var på tide, at binde de tråde sammen i en fornuft, som Sephiran slet ikke havde set – før nu. Han sendte ham en yderst alvorlig mine. ”Og du har ret.. Du er langt mere værd end hende,” afsluttede han, inden han vendte om på hælen og søgte tilbage op ovenpå, hvor der var gang i lyset, der var gang i pejsen og der var dækket op til Sephiran. Fra kære far, var der ingen hjælp at søge.. Knægten skulle gøre det selv.

[Sephiran Acheron]

Sephiran følte intet mere. Han vidste, at han havde følt førhen, men nu var der intet tilbage... intet andet end fornuft og logik. Der var intet tilbage på det emotionelle plan, så det hele skulle foregå så funktionelt som muligt. Han selv fandt det nu kun forbandet rart, for han var ikke længere en direkte selvdestruktiv mand, som han havde været det i Procias, hvor frustrationen havde overmandet ham. Han var nu fri og sin helt egen, hvilket han helt klart også stod fast på. Han vidste, at han nu ikke var Greve længere, for han regnede med, at hans far allerede havde sikret sig den titel for sig selv, men det betød alligevel intet. Han troede på, at der var mere for ham derude end dette. Theodore ville vel ikke ønske, at hans ældste søn bare skulle gå rundt hjemme eller passe bordellet? Der måtte han da ønske mere af ham! Han havde jo selv høje forventninger til sig selv, for han ønskede stadigvæk magt og storhed. Han manglede også stadig hævn over Kimeya, men det kunne jo være, at det bare kom med tiden... ved at overgå den mand i absolut alt! Han trak vejret dybt og kom op at stå, da lænkerne nu havde sluppet ham. Han ville aldrig tilbage i denne kælder igen, for det var da slet ikke værdigt! Han nikkede roligt. Mad. Det fik hans tænder til at løbe helt i vand, for han var virkelig ved at være sulten efterhånden. At de havde ting at snakke om gjorde ham faktisk kun... tryg ved situationen, for nu skulle der vel endelig ske noget. "Udmærket," endte han og vendte om på hælen for at forlade kammeret. Hans krop var ganske vist øm, men han reagerede ikke på det, han gik bare. Han skulle til pejsestuen, det var da både sikkert og vist. Hans ryg var præget af sår og røde mærker, hvor hævelsen dog heldigvis var faldet. Han smilede koldt og tilfredst, da hans far sagde sine sidste ord. Det vidste han jo godt, men bekræftelsen faldt i god jord. "Tak Fader," endte han kortfattet, som det bare havde været at sige 'hej'. Han søgte op til pejsestuen hvor han gik ind og satte sig i sofaen, hvor der var dækket op på bordet. Det duftede skønt! Han tog et tæppe og slyngede om sine skuldre, inden han lænede sig frem og begyndte at spise.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var ikke så slem igen. Han ønskede og forventede rigtig meget af sin søn, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Han havde selv naturligvis taget pladsen som greve af landet, da han følte at det var… hans plads her i samfundet. Hans ønsker for Sephiran var derimod nogen helt andre, og det var det, som han ønskede at snakke med den mand om, nu hvor han fandt muligheden for det. Det var sent, og Clemency havde allerede lagt sig for aftenen, hvor han havde lovet at komme op, når han var færdig med Sephiran – og denne gang, uden at lægge en finger på ham, for det var slet ikke hvad han havde i tankerne for nu.
Selv søgte Theodore bare ovenpå og ind i pejsestuen. Det var varmt og der var lys, og der var dækket op til Sephiran, så han kunne få sig noget at spise. Det kunne godt være, at han ingen sjæl havde, men af den grund, så var han bestemt ikke hjerteløs. Hænderne foldede han over ryggen, inden han vendte blikket mod Sephiran, som havde taget pladsen med tæppet om sine skuldre, og var i gang med at spise. Det passede ham egentlig ganske udmærket at se. ”Jeg går ud fra, at du har tænkt mange tanker dernede, Sephiran.. Jeg kan starte ud med at nævne, at jeg har taget din adelige titel, og har søgt om audiens på Castle of Darkness,” begyndte han ganske kortfattet. Hans egen rolle, var i hans øjne spillet nu.. Hans søns derimod, det var det som de nu skulle til at tage fat i, og det som han agtet at tage fat i nu. ”Du er ikke født til den titel, Sephiran.. Jeg derimod har mange andre planer for dig,” sagde han kortfattet, hvor han derefter tog plads i lænestolen som stod overfor pladsen hvor Sephiran havde taget plads. Hans blik udstrålede alvor. Det var en familieting, som nu skulle gives videre.. Og han ville understrege for sin knægt, at han havde gjort disse ting, for at ruste ham bedst muligt, og ikke for at nedværdige ham, som han tydeligt havde følt det før i tiden.

[Sephiran Acheron]

Fjendskabet mellem far og søn var ovre, med den sjæl som Sephiran havde fået frarøvet endeligt. Han kunne indfinde sin plads nu, selvom han jo havde været godt tilfreds med at være greve. Men der var tydeligvis andre planer med ham, hvilket han faktisk var spændt på at finde ud af. Han skulle mere i denne verden, det var han sikker på; noget større end Greve, for han ville have magt. Han ville overgå Kimeya, for det var den bedste hævn han lige kunne se. Han skulle have så meget magt, at han var uopnåelig for den mand, så Kimeya kunne vende sig i sengen og aftenen og hade hele situationen. Han nåede ind i pejsestuen og satte sig med tæppet om skuldrene, mens han bare gik i gang med at spise. Han var virkelig sulten og regnede med, at hans far ville komme til sagen når det var, at han fik lyst. Maden var dejlig og han følte nærmest, at han fik mere energi som han spiste. Gad vide om hans far også havde flyttet værelserne rundt? Han havde vel haft tid nok til det, da der var gået nogle dage af hvad han lige kunne fornemme. Han løftede de isblå øjne til Theodore og nikkede roligt. Han trak vejret dybt og tog noget at drikke af det vand, der stod ved maden. "Jeg gik ud fra, at en titel var flyttet fra min skuldre..." fortalte han sandfærdigt. Han spiste mere af sin mad, mens han fulgte sin far med blikket et øjeblik, indtil han vendte opmærksomheden mod maden. "Du er heller ikke født til den titel... Men fortæl mig endeligt, hvad du har af planer," endte han opfordrende. Han slugte sin mad og spiste op, inden han lænede sig tilbage og holdt tæppet om sine skuldre.

[Theodore Jarvis Acheron]

Stemningen var en hel anden i huset nu, hvor Sephiran ikke følte den vrede og frustration, over det som han havde gjort ved ham, hvilket passede Theodore ganske udmærket. Han selv lod bare Sephiran spise, også selvom det nok var mere at få maden ned, uden at tygge den, end hvad det var af andet, men det var nu heller ikke fordi at han ville gøre noget ved det. Han havde jo selv tvunget ham derned hvor han var, og nægtet ham føde og vand igennem de sidste dage, kun for at give ham det at tænke over, og det var tydeligt at se, at han var kommet en anelse mere til fornuft. "Den er flyttet fra dine skuldre og over på min,” sagde han med en ganske bestemt tone, for det var ikke ligefrem en løgn. Selv kunne det være, at han ikke var født til den stilling, men det var hans at bære, og det var noget som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. De isblå øjne hvilede på Sephirans skikkelse. Han var langt mere modtagelig overfor tingene nu, end det som han havde været, og det passede ham fint. Han nikkede kortfattet mod ham. Han havde langt andre planer for sin søn, end det som han havde for sig selv.. Han var jo trods alt en far, og det var meningen at arven skulle spredes.. han havde spredt den ved at indtage denne plads. Og nu var det hans tur.. Det var Sephirans tur. ”Jeg er ganske vidst ikke født til den titel, men det er min titel at bære.. Dig derimod ved jeg, har et ønske om at opleve ting. Det er det som jeg har set i dine øjne, siden du var lille, min dreng,” fortsatte han. Det kunne godt være, at han var kold og sjæleløs, men det var skam ikke ensbetydende med, at han ikke ønskede sin søn det bedste. ”Du skal indtage den højeste plads som en mand kan opnå her i livet. Jeg vil have, at du skal indtage tronen i Imandra, og sprede vores blod og vores slægt til højderne, af kontrollen af et land,” tilføjede han med en tydeligt bestemt tone. Han ønskede familien Acherons blod skulle forvandles fra det normale, til det adelige og nu til det royale.. Det skulle blive noget stort!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var egentligt tilfreds med sin situation. Alt det fjendtlige overfor hans far var lagt til side og han skulle nu endeligt finde ud af, hvor han egentligt stod i denne verden. Tiyanna havde han lidt glemt i det hele, selvom han jo faktisk havde ringen på sin finger endnu, for de var jo gift. Men hun var ikke lige en del af tankerne lige nu, da han kun tænkte på at komme videre i systemet. Han skulle have en fremtid nu, for han kunne ikke forestille sig, at han skulle sidde fast her. Det var hans fars hus, det kunne han jo godt se med sin fornuft nu, men ikke på vilkår om han så skulle leve under ham. Der måtte være noget mere og noget større for ham derude. Han nikkede stilfærdigt. Grevetitlen havde været en udmærket start, selvom den ikke havde varet specielt længe nu. "Gifter du dig med Clemency igen? Så hun bliver Grevinde?" spurgte han ud i det blå. Det havde ikke så meget med noget at gøre, men tanken slog ham bare lige. Theodore havde jo egentligt været død og derfor havde døden skilt dem i ægteskabet, selvom de måske stadigvæk var hinanden tro. Han mødte sin fars isblå øjne; han var jo som snydt ud af næsen på sin far og derfor skulle han også gå med på hans veje. Han fik slugt maden og satte sig så godt tilbage i sofaen, mens hans ansigt blot var køligt og neutralt. Han så undersøgende mod sin far, da han talte sine ord. Selvfølgelig ønskede han at opleve, for han fandt jo altid på noget nyt hvis han kom til at kede sig eller blev rastløs. "Selvom Procias var et frygteligt... frygteligt forsøg på det, så var det netop af det ønske om at opleve," endte han en smule stram i masken. Det var han ikke ligefrem stolt af på nogen måde! Han håbede bare, at hans far nærmest kunne... tilgive ham for det. Han lyttede interesseret til hans ord og hans læber spillede ud i det velkendte og kolde smil. Den tanke kunne han virkelig godt lide! "Du kender mig jo bedre end jeg troede, Fader," svarede han stilfærdigt. Han skubbede sig op at stå, for nu blev han jo ivrig... at sprede Acheron til hele Imandra ville jo være fantastisk. Han smed tæppet på sofaen. "Men vi skal være smarte for at få den trone."

[Theodore Jarvis Acheron]

Selvom Theodore havde været sjæleløs stort set igennem hele hans liv, så vidste han, at han havde et lod i livet, og det var en rolle, som han ønskede at udspille på den måde, som det nu var ham menneskelig muligt. Hans blik gled direkte mod sin søn, og lod ham glædeligt spise færdigt. Huset her var nu i hans besiddelse igen, som han selv havde valgt at tage titlen, som han følte, var mere hans, end den var hans søns. Han var og måtte jo erkende, at han var ved at være for gammel til at rende rundt på eventyr, og han havde uden tvivl i tankerne om at fortsætte fra hvor han slap. Han nikkede blot. ”Du er kendt med de manglende følelser, Sephiran. Jeg føler ikke en ting for din mor, og har aldrig nogensinde gjort det.. Men at hun ikke er der, vil være.. besværligt.. underligt og uvant. Jeg vil ægte hende og give hende titlen, men ej ansvaret,” fortalte han med en ærlig stemme. Han så ikke nogen grund til at lyve for knægten, nu hvor han spurgte ind til det. Nysgerrig havde knægten nu altid været, og det var det som han altid havde set i knægten. Procias var nu ikke ligefrem et land, som han selv ville råbe hurra for, men den eventyrlyst havde han nu altid haft. ”Det tænkte jeg nok. Rygterne lød på at du forsøgte at indgå en alliance med lysets kongepar.. Selv nægtede jeg at tro på det..” Han rejste sig roligt op. Han ønskede at se sin søn opnå det højeste af det hele, og det skulle ikke være i det her land.. Nej, det skulle være i de omlæggende, og Imandra ville være det perfekte! Han havde skam fulgt med i hans søns opdragelse, selvom det havde været på afstand. Han havde bestemt aldrig været ligeglad med det. At han så rejste sig, næsten ivrig, fik ham til at sende ham et fast blik. ”Sephiran, sæt dig..” endte han med en mere bestemt tone. ”Jeg har været hård ved dig, og jeg ved det.. Men alt sammen med en mening, som jeg håber, at du kan se nu. Det kræver en mand, at indtage den trone.. Men jeg ved, at det er der, du vil gøre det godt der,” sagde han bestemt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde altid troet, at han nok selv skulle finde sit lod her i livet og kæmpe sig til magten. Han havde jo for alvor fået familien på landkortet, selvom Theodore jo var den ældste warlock af alle så at sige. Og nu havde de muligheden for at gøre familien endnu større, sprede den til Imandra... Og om 2 generationer, så kunne de have forplantet sig... med tiden, så ville de være en kæmpe slægt igen! Huset var Theodores ved ret, når han jo nu var levende igen, det så han jo kun fornuften i nu. Men han skulle også ud herfra, det var han sikker på, han håbede bare på, at hans far mente det samme. Han nikkede stille til sin far; han vidste jo nu selv alt om de manglende følelser og han fandt det bare befriende. "Det kan du jo ikke rigtigt... Som jeg heller intet føler mere. Selvfølgelig skal hun intet ansvar have, andet end opvarte dig, Fader... Hun er en kvinde," endte han stilfærdigt. Han havde et tydeligt syn på, at kvinder var langt nede af rækken, selv overgået af visse racer. Tiyanna var stadig anderledes på en måde, for hun var ham en vane. Nu kom hun også tilbage i hans tanker, nu hvor han netop havde snakket om sin mor. Han sænkede kort blikket, eftersom han virkelig ikke kunne se fornuften i hans seneste handling; et held, at hans far nu endelig havde slået hans øjne op. Han løftede hårdt blikket og kneb øjnene sammen. "En alliance? Aldrig! Jeg prøvede at tvære kongen ud... Desværre, så fik jeg kun slået nogle af hans vagter ihjel," endte han og knyttede en hånd, selvom de tilnærmelsesvise følelser allerede var væk. Han trak vejret roligt og nåede kun lige at rejse sig, inden hans far bad ham sætte sig igen. Han gjorde som beordret og gled ned at sidde igen, selvom han ikke tog tæppet om sine skuldre. "Du har åbnet mine øjne. Men der skal lægges en strategisk plan for at indtage den trone," endte han roligt. Han var manden til det, det var han næsten sikker på.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde altid sat sin familie først.. Måske en meget egoistisk mand af handlinger, men det havde altid været til familiens fordel, hvis han nu endelig skulle sige det. Hans blik hvilede intenst på hans søn. Han ville have familien spredt.. Acheron skulle for alvor blive et frygtet navn, og det var det som han uden tvivl var ude på og altid havde været ude på, og nu hvor Sephiran kunne se alvoret i det, så passede det ham særdeles udmærket. Han rettede sig op. ”Jeg har ikke følt en følelse, siden jeg var ganske lille, Sephiran. Hun er en kvinde.. det er en mand som skal arbejde, og have ansvar,” medstemte han ganske kortfattet. Selv tænkte han ikke på Tiyanna overhovedet, og havde ikke gjort det, siden han havde smidt tøsen ud, og det i sig selv, var en handling som han på ingen måder havde fortrudt, for han stod fast på, at den kvinde slet ikke var hans søn værdig.. Selv så han ham hellere sammen med Malisha, som var en dum og stum fuldblods warlock, ganske enkelt fordi at hun var.. fuldblods.. Og det var det som talte for ham. Rygterne havde lydt på en alliance, selvom Theodore ikke troede på at hans søn ville være så komplet hjernelam, at han ville alliere sig med lyset. Han nikkede blot mod ham. ”Jeg troede heller ikke på de rygter, min dreng.. Men det er de historier som går om dig nu af dage. Aldrig må du begive dig ud på det igen.. Det værst tænkelige i det scenarie, er at en.. kvinde skulle redde dig ud af det.. Du skulle have ladet hende hænge der,” sagde han med en kortfattet stemme. Han havde jo set mærkerne om Tiyannas hals, så han havde jo været i stand til at gætte sig til, hvad der var sket. Han trak tilfredst på smilebåndet, da han igen satte sig ned – på hans ordre. Det var jo alt sammen perfekt! Han lænede sig tilbage. ”Det håber jeg sandelig. Jeg ønsker at familien skal bredes.. Blive et frygtet og respektabelt navn. Den stærkeste warlock-slægt som hertil har eksisteret. Du har brug for støtter.. Og jeg skal glædeligt blive den første af dem.”

[Sephiran Acheron]

For Sephiran var familienavnet ligeså yderst vigtigt. Hans far handlinger var nu en øjenåbner fremfor en fjende og det ville han også tydeligt understrege. Familien skulle spredes, frygtes og berygtes som en storfamilie... den nye storfamilie. Acheron skulle runge i folks ører så de løb skrigende bort bare ved ordet. Ja, måske det skulle blive tabu at sige Acheron endda? Planerne begyndte jo kun for alvor at lyse op nu. Han nikkede - det havde han jo fundet ud af. Han var dog yderst enig på kvindesynet, for der tænkte de jo netop ens. Kvinder skulle ikke have ansvar, de skulle bare lytte... og til gengæld behandles godt af deres ægtemænd. "Netop... Kvinden skal bare lytte, nikke og følge med," endte han og nikkede bestemt. Dog så kunne han stadig godt acceptere Tiyanna. Hun var hans første valg og det måtte han jo stå ved, når han havde ægtet hende og gennemført det. Der var ingen grundlag til skilsmisse, eftersom de havde fuldbyrdet ægteskabet. Og Tiyanna kunne jo sagtens blive gravid, så der var heller intet at komme efter. Han ville ikke gifte sig med en anden, så længe Tiyanna levede og de stadig var gift. Malisha var så lavt under ham, at hun aldrig kunne komme på tale til ægteskab, for det ville være en hån mod ham selv og et skridt tilbage på alt han ønskede at opnå. Dog kunne han sagtens have det sjovt med hende, hvis det var det, for hun var jo warlock trods alt. Han trak vejret dybt og pustede roligt ud. "Det skal jeg hurtigt lave om på... Jeg skal uanset ned at tjekke op på bordellet, så kan jeg jo vise mit ansigt i byen," endte han. Han valgte ikke at kommentere på det sidste, for det var ikke den diskussion, der var vigtig lige nu. Han blev siddende, nu hvor han havde sat sig ned på sin fars ordre. Han havde ikke adlydt ham i frygtelig mange år, men nu følte han godt, at det kom til gode. "Familien vinder fremfor alt... Så meget har jeg da lært. Med dig ved min side, er jeg sikker på at tronen er min på ingen tid. Jeg har også en del mænd, jeg kan tage med mig... og et par i kælderen, der ikke er helt færdigudklækkede endnu," endte han med et nærmest grumt smil. Han savnede at torturere folk.

[Theodore Jarvis Acheron]

Alvoret og fornuften var endelig gået op for Sephiran, og det passede ham faktisk ganske udmærket, skulle snakke med sin søn på denne måde, i stedet for den evige vrede og frustration over ting, som da tydeligt havde været misforstået. Hans blik hvilede på hans skikkelse. Tiyanna ville han aldrig nogensinde kunne acceptere, og det ville han aldrig komme til, ganske enkelt fordi at kvinden ikke var fuldblods. Hun ville aldrig nogensinde blive en kvinde, som han ville acceptere som en del af familien. ”Det skal de.. Og derfor håber jeg virkelig, at du vil genoverveje dit valg af hustru, Sephiran,” sagde han ganske kortfattet. De kunne jo lige så godt få det hele på bordet nu hvor de for alvor var i gang. Han havde smidt Tiyanna ud, og han havde selv ikke nogen anelse om hvor kvinden havde søgt hen efterfølgende, og han var i princippet også ganske ligeglad med det hele. Rygterne om Sephiran gik langt, og det var rygter som skulle laves om! Og gerne så hurtigt som muligt, da det ikke bare skadede ham, men derimod også hele familien, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! ”Folk skal se, at det er et rygte, og ej den sande historie.. Ikke desto mindre, ved jeg at Tiyanna reddede dig ud af den situation.. Hende skulle du have ladet hænge i rebet,” sagde han igen. Det var noget som han igen stod fuldkommen fast på. Lige nu var det familien som man skulle tænke på først, og det var det som de begge nu gjorde. Selv ønskede han naturligvis at give sin søn hvad han skulle bruge for at kunne indtage den trone og derved også sprede blodet til nye områder, som de ikke havde været i besiddelse af til nu, hvilket passede ham ganske udmærket.. Viske de mange spor af de store familier som havde været til stede, og vise at de nu var kommet for at blive! ”Jeg vil skænke dig hvad jeg er i stand til, for at få dig ind på den trone, min dreng. Har du brug for dem i kælderen.. så vær så god.. Malisha kan du tage med dig.. Hende får jeg ikke brug for her uanset.. Hun kunne stadigblive dig en fremragende hustru,” pointerede han ganske stilfærdigt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så fornuften i det hele nu, hvor der ingen vrede og frustrationen var og det ville uden tvivl komme ham selv til gode. Han kunne ikke længere flippe skråt over noget, han blev sur over, men derimod være helt kold og bare klare tingene funktionelt og logisk. Han glædede sig næsten til at afprøve det, for han huskede jo hvordan han normalt reagerede i diverse situationer, men det kunne han jo ikke rigtigt mere. Selvom han nu så mere lige med sin far på de fleste ting så vidste han, at de dog havde et ret stort område hvor de var fuldkommen uenige. Han mente jo selv, at Tiyanna faktisk var god nok, fordi holy grails var utroligt sjældne og derfor kunne hun jo blive utroligt stærk. Han kneb øjnene en smule sammen og rystede så på hovedet, som han lænede sig godt tilbage i sofaen og trak tæppet om sine skuldre igen. "Jeg har valgt, Tiyanna og vi har fuldbyrdet ægteskabet," afviste han køligt. Det var sådan han så fakta omkring emnet. Ganske vist havde Theodore smidt Tiyanna ud, men han skulle nok finde hende, når han var kommet til Imandra og havde slået sig ned. Når han var blevet konge, så havde han jo det sidste ord... Men han måtte have folket støtte på en måde og det kunne han måske få med hjælp fra sin far, men også sine håndlangere han vidste, var fuldt i hans hånd, selvom Kimeya nok troede, at de støttede ham. "Og jeg skal nok vise dem, at det blot er et rygte," endte han stilfærdigt. Han så koldt og følelsesforladt på sin far, der igen nævnte det med Tiyanna. Han var da ikke stolt af, at være blevet reddet af en kvinde. "Jeg kunne have været død netop nu, havde det ikke været for hende. Og hun fortjente ej en sådan død," afviste han endnu engang. De så helt skævt på emnet om Tiyanna, men så måtte de jo enes om andre ting og måske bare lade vær med at snakke om Tiyanna i det hele taget. Han vædede roligt sine læber. "Du aner ikke hvad du snakker om med Malisha, da hun er efter din tid. Hun er ikke hustru materiale," svarede han bestemt. Dog kunne Malisha bruges til nogle helt andre ting og han så allerede for sig hvor ydmyget hun ville være som en almindelig slave. Og på den måde holdt han jo sit løfte til hende om at beskytte hende fra Kimeya og døden.

[Theodore Jarvis Acheron]

Der var ingen frustration eller andet, som kunne komme i vejen for logisk tænkning, hvilket faktisk passede Theodore ganske udmærket. Han vendte blikket sigende mod ham. Nu hvor de havde valgt at begive sig ind på det emne, som man kunne sige, var strengt forbudt for dem at snakke om, så var det bare sådan at det var. Han selv ville aldrig nogensinde kunne acceptere Tiyanna, og så var han bedøvende ligeglad med hvilken blanding hun havde, for hun var ikke en renracet warlock! ”Du kan finde det, som er meget bedre end en som hende, Sephiran.. du er mere værd end en sølle blandingsrace af en kvinde,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Han selv ville ikke tøve med at lægge det op til en diskussion hvis det var det som de nu skulle bevæge sig ud i. For nu, ønskede han hellere at få en plan på plads, så de kunne få gjort noget ved det, og Malisha skulle han være mere end velkommen til at tage med sig, for han ville helst gerne have hende ud herfra. ”Det håber jeg så sandelig,” sagde han med en kortfattet og bestemt tone. Det var første skridt på vejen. Han ville naturligvis give ham hvad han kunne, får at hjælpe ham med at indtage den trone, om han så selv skulle stå der ved hans side. Han kunne se fordelen i at give den plads til hans søn, så han selv kunne styre showet her i Dvasias.. Så ville de have god kontrol på to af landene! ”Hun fortjente sådan en død, når hun blænder dig, min søn. Du fortjener det bedste af det bedste, og er hun virkelig en kvinde, som du ønsker at skænke en kongelig titel?” spurgte han ganske sigende. Selv ville han nægte at gøre det, hvis det havde været ham! Hvordan Malisha var, og hvad hun havde lavet efter hans tid, havde han ingen anelse om. Så langt var han heller ikke kommet endnu. ”Om ikke andet, så tag hende med dig.. brug hende som legetøj i de stunder hvor du keder dig. De kan stadig dukke op,” fortalte han med en ganske sigende mine. Han gav skam ikke op på tanken om Tiyanna! Hun skulle ud af Acheron-familien!