Home

[Theodore Jarvis Acheron]

Uanset hvad knægten valgte at gøre, så ville han under ingen omstændigheder få muligheden for at komme ned, og det var noget som Theodore stod fuldkommen fast på. Nu hvor knægten var så svag som han var, så var det uden tvivl noget, som han havde tænkt sig at udnytte til sin egen fordel. Den grevetitel ville han have, som han ville have sit hjem igen, og han agtet uden tvivl også at fuldføre arbejdet med ham, nu hvor han endelig havde den chance og enestående mulighed for netop at gøre det! Han kneb øjnene let sammen. Han havde haft Tiyanna i sengen, og Malisha låst af vejen på et andet værelse.. havde han da regnet med at kvinden kunne være der uden at blive opdaget af ham? Selvom han havde været væk i så mange år, at han ikke havde nogen anelse om hvem hun var.. Hvilket jo nok var det som reddede hendes liv i den anden ende. At blive spyttet i hovedet, var dog bestemt ikke noget som han fandt sig i! Han kneb øjnene let sammen, inden han tørrede det væk, og greb knægten om halsen. Malisha ville ej være i stand til at føre et talende ord mere, og det var uden tvivl også noget som faktisk passede ham selv ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det.
Malisha raslede lidt med lænkerne, som hun selv sad i, for at komme tættere på væggen. Theodore havde hun selv lært på den hårde måde, ikke var en mand, som man skulle kaste sig i krig med. Theodore smilede let for sig selv. Uanset hvilke løfter Sephiran havde givet Malisha, så var det ikke noget, som han ønskede at blande sig i. Det var ikke noget, som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende. ”Tror du virkelig, at jeg skal gøre dig blind, for at tage det sidste af din sjæl?” spurgte han med en iskold hvislende stemme. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Det var jo lige før det klædte at se ham hænge der. Han nød det uden tvivl! Kniven smed han fra sig igen. ”Jo svagere du er.. jo mindre modstand kan du gøre… og så er den virkelig lige til at trække ud..” hvislede han mod hans øre. Han nød og elskede at gøre andre ondt. Det var det bedste af det hele.

[Sephiran Acheron]

Dette var virkelig ikke en ønskesituation for Sephiran på nogen måde. Det var som om, at han var ramt toppen og nu kunne alt kun gå ned ad bakke for ham, hvilket virkelig var frustrerende for ham. Han blinkede med øjnene, der truede med at falde i, for han var pokkers udmattet lige nu og dette hjalp bestemt ikke på det. Hans skuldre føltes som at føle i søvn ved at hænge sådan og det var ubehageligt som bare pokker. Han havde lige nu ikke troen på sig selv, så derfor havde han faktisk opgivet grevetitlen og huset. Han ville bare gerne ned herfra, så han faktisk kunne tage efter Tiyanna før hun nåede for langt væk til, at han kunne spore hende. Han ønskede ikke at være i huset, når hans far hærgede her og lige nu havde han ingen tro på sig selv, så han ville bare væk fremfor at kæmpe. Han vidste det var svagt, men hans sind var ikke med ham lige nu. For Malishas vedkommende var det heldigt, at det var efter Theodores tid, for for ham, var hun bare en irriterende tøs. At hun så intet sagde forundrede ham, men Theodore havde nok sat hende på plads, for hun krøb jo nærmest bare op i hjørnet fremfor noget som helst, så hun måtte da virkelig være skræmt. Han så trodsigt ind i sin fars øjne, der var nærmest identiske med hans egne. Begge lige isblå, men lige nu, nok ikke lige hårde i det. Han kneb øjnene sammen. Det var ikke det han havde ment, hans far forstod da heller ingen ting! "Du misforstår mig, farmand... Jeg mente bare, at du kan ikke få din perfekte søn, hvis du skærer mine øjne ud... Så faktisk kan jeg irritere dig ligeså meget jeg har lyst," endte han selv morende et øjeblik, for han kunne jo faktisk bare være irriterende som en pestilens, da han ville ødelægge sin perfekte søn ved at tage hans tunge eller skære øjnene ud. Det gøs ham ned langs ryggen, da hans fader hvislede i hans øre. Han vidste, at han var svag lige nu og han hadede det. "Jeg er svag nok... Så træk den dog ud, hvis du vil," hvæsede han anstrengt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Malisha sagde ikke så meget som et ord, ganske enkelt, fordi at hun ikke var i stand til det. Hendes høje udbrud, var gået Theodore så meget på nerverne, at han havde taget stemmen fra hende.. bogstavelig talt, og derfor kom der ikke så meget som en lyd eller noget fra hende.. En stilhed, som Theodore også helt klart udnyttede til sin egen fordel, hvis han selv skulle sige det. Han kneb øjnene sammen. Sephiran ville bare ned.. Han kunne fornemme det på ham, selvom han nu heller ikke ville give efter for det, for den knægt skulle slet ikke have lov til at sætte efter Tiyanna! Overhovedet ikke! ”Du kan sige hvad end du vil knægt… men den kvinde får du aldrig nogensinde at se igen. Uanset.. Når den sidste lille del af dig er borte.. kan jeg forme dig i mine hænder præcis som jeg har lyst til.. og du vil være ligeglad. Det er det bedste af det hele.. Men føler.. intet,” påpegede han sigende. I mange henseender, var det jo faktisk en meget smart og ikke mindst genial ting. Derfor ønskede han at give det samme til sin førstefødte. Han vendte blikket direkte mod væggen med torturredskaber.. Alene det at han kiggede mod dem, fik Malisha til at samle sig mere op af væggen. Hun havde smagt mange af dem siden Sephiran var taget på bryllupsrejse og havde efterladt hende til den skæbne som Theodore havde udvalgt for hende.
Theodore valgte roligt at gribe omkring en af piskene med de mange hoveder på.. En som uden tvivl ville gøre ondt, og helt klart var den som han foretrak mest. ”Jeg vil være sikker på, at du ikke vil kunne gøre nogen modstand.. Husker du hvordan det foregår..? Det håber jeg virkelig for din skyld..” Med langsomme og rolige skridt, søgte han om bagved manden, inden han hævede pisken og lod den smælde direkte nedover hans ryg.. Ikke en gang, men op til flere gange. Jo svagere han kunne gøre ham, jo nemmere ville det blive! Og han ønskede bestemt ikke at fejle igen!

[Sephiran Acheron]

Sephiran fandt det nu egentligt meget rart, at Malisha faktisk ikke havde noget at sige. Måske kunne hun slet ikke? Det både irriterede ham og morede ham. Når han selv var under sin fars hånd, så hadede han det, men hvis hans far lod det gå ud over en anden, så morede han sig kun over det. Han vædede sine læber en smule og så mod sin far, da han ikke ville bryde den øjenkontakt han kunne opretholde lige nu. Han knyttede hænderne et øjeblik, for han kunne ikke fordrage at blive kaldt knægt. Den følelse af at være en lille dreng igen var ubehagelig til det ypperste og han ønskede bare at komme tilbage til den magt, han var faldet fra. Han bed tænderne sammen, da han igen fik smidt i hovedet, at han ikke ville se hende igen. Det gjorde ham utilpas, fordi han jo virkelig havde vænnet sig til at have hende ved sin side. "Når du har taget det sidste af min sjæl... Så vil det bare være endnu nemmere for mig at smide dig tilbage i din grav... Denne gang uden forsikring for at genopstå," vrissede han. Han trak vejret dybt og pustede tungt ud. Han ville intet føle, end ikke de negative følelser og han kunne ikke helt bedømme, hvordan han havde det med den tanke. Egentligt var det rart at slippe for sine vredesudbrud, fordi de altid fik ham i problemer... Men ville han så ønske at finde Tiyanna igen, når det sidste af sjælen var væk? Det var en underlig tanke, eftersom han vidste, at hun ville blive så frygtelig skuffet. Han drejede sig så langt rundt han kunne for at se hvad Theodore var ude på, men havde ikke kræfter til at vende sig, så han så bare frem for sig og hang slapt i lænkerne. Han kunne jo for pokker ingen modstand gøre lige nu, så det Theodore egentligt var ude på var vel bare at have det sjovt med at torturere ham. "Nej... Du vil bare have det sjovt," endte han sammenbidt. Han fulgte sin far med blikket, og så nu at han gik rundt med pisken. Han følte næsten ingen smerte i dag, for han var jo godt trænet trods alt. Da pisken smældede og gjorde det gang i på gang, så skælvede hans krop, som hele hans ryg blev ødelagt og blødte. Efterhånden kunne han næsten ikke rykke på sig, fordi det strammede sådan over ryggen og han begyndte også at brokke sig med nogle små støn.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore selv nød af roen, foruden når Sephiran skulle være næsvis.. Det var noget, som han tidsnok skulle pille af knægten, også selvom han naturligvis skulle have lov til at have sin sjov først.. Det var jo uden tvivl derfor at han gjorde det. I hans tilstand, ville han da så let som ingenting, kunne tage sjælen fra ham, selvom det jo ikke ligefrem var særlig sjovt. Nej, han ønskede først at vise ham, at han var den stærkeste af de to, og at det var hans eneste hensigt og intention ved dette. Grevetitlen og huset her, skulle han skam nok få igen. Selv det, var han ikke et sekund i tvivl om, for knægten vil ikke kunne slå ham.. Han havde selv lært sin lektie, og selvom han nu vidste, at han ikke bare kunne komme retur, så var han skam også nødt til at være ekstra påpasselig. ”Jeg tvivler.. Du vil ikke bære nag overfor mig.. Du vil være ligeglad med alt.. end din vrede, vil du slet ikke kunne føle, Sephiran.. Du vil være fri på en helt anden måde..” Nu hvor han var så gammel til at forstå hvad han egentlig var ude på, så kunne det måske også være det nemmere end alt det andet, hvis han selv skulle sige det.
Varsomt gik Theodore om bagved ham, hvor han bevidst rykkede tættere på Malisha, som blev siddende fuldkommen stille og uden så meget som en lyd.. Der ville aldrig komme noget mere fra hendes side af, og det passede ham egentlig ganske fint. Tomme trusler var nok det som gjorde ham mest vred.. Han kunne slet ikke bruge det til noget! ”Enhver skal have sin sjov.. Det er noget som jeg kan føle..” hvislede han iskoldt, inden han begyndte at piske løs på ham. De små støn i form af smerte, var uden tvivl noget som han nød af. Blodet piblede frem.. Først der valgte han at stoppe. Han sænkede pisken, inden han gik hen til ham, hvor han strøg hånden over det.. Næsten.. Kærligt? Han vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Har du nogen anelse om hvilken fantastisk mulighed det her er? Familien har præsteret det over frygtelig mange generationer.. Jeg vælger at give det videre til dig, min søn,” afsluttede han.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var faktisk noget usikker på denne situation. Han vidste hvor det førte hen, da han jo ikke var dum og han faktisk kendte til det med sjælen, selvom han havde fundet ud af det en lidt kringlet vej. Clemency var gået i vejen som lille og der var en tanke, der altid nagede ham; hvis hun havde ladt vær med at gå i vejen, så kunne han i dag have været foruden alt den frustration og vrede, som kom af, at han kun havde det negative tilbage i sig. Hvis han nu reelt set var ligesom sin far, så ville han måske kunne have undgået nogle ting, men faktisk alligevel kommet til magten. Tanken behagede ham faktisk. En ting var bare sikkert; De kunne ikke begge to være Herre over huset. Den ene blev nødt til at forlade stedet og indtil videre så det ud til, at han havde tabt. Han måtte søge efter noget større, selvom han lige nu ikke kunne komme på det... men det skulle han nok! Han kneb øjnene sammen. Han vidste ikke helt, om han kunne lide den tanke, at han faktisk bare ville være en... ingenting. Men han havde vel stadig hjerne, ikke sandt? "Flot fordi du færdiggør dit arbejde med min sjæl, betyder det ikke, at jeg ikke kan tænke en tanke," svarede han i trods. Han ville slet ikke beskrives som en, der bare var en klump ler mellem en andens hænder, for det ønskede han bestemt ikke.
Piskeslagene sved som bare pokker og fik ham til at stønne. Det var som om at hvert slag rev energien ud af ham, som han nærmest ikke havde. Han kørte på reserve-energi lige nu og det barometer var også snart tappet. "Du kan jo ikke... føle noget," endte han under et støn. Han spændte i kroppen og faldt igen sammen da Theodore stoppede. Det sitrede helt i ham, da han mærkede sin fars hånd på sin ryg og han kunne ikke helt finde ud af, hvad han syntes om det. Han hang nu næsten mere slapt i lænkerne og hovedet hang slapt, da han ikke kunne holde sig oppe mere. Hans øjne gled i og gulvet svimlede under ham. Hans vejrtrækning var prustende og kæmpende. "Så... så giv mig det... Vis mig hvad det betyder!" endte han nærmest... bedende. Han orkede ikke mere lige nu, han var så ødelagt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det kunne godt være, at Theodore i øjeblikket stod uden en sjæl, men selv han kunne tænke, han kunne sætte sig mål, og han gjorde brug af alle midler netop for at opnå det, og det var skam også det, som han stod fuldkommen fast på i den her situation. Når alt endelig skulle komme til alt, så ønskede han at give dette videre til sin ældste og førstefødte, og det så han bestemt heller ikke nogen skam i. Nej, han var stadig en mand, som vidste hvad han ville have, og han gjorde i den grad brug af midlerne, netop for at få det som han ville have det! Han kneb øjnene let sammen. Sephiran ville blive en klump ler mellem hans fingre.. Og det vil hurtigt gå op for ham, at det bestemt ikke var nogen dum ting. ”Du kan naturligvis tænke tanken.. Men selv du ved, hvor dumt det er at kaste sig ud i en krig med mig.. Jeg kan slå dig ihjel så let som ingenting..” hvislede han iskoldt. I øjeblikket var det jo en sandhed.. Og det var bare noget som knægten måtte lære at leve med!
Sephiran var ved at blive kørt træt, og det var skam også det, som havde været Theodores hensigt og intention ved det hele. Nu var han så gammel, at han godt kunne indvies ordentlig i de gamle familiehemmeligheder, for det var meningen, at han skulle føre dem videre.. gøre det samme, som han havde gjort. Bare finde sig en anden hustru at gøre det med selvfølgelig, for han fandt sig ikke i noget ringere end en fuldblods warlock! ”Sandt… Og det er befriende.. Ingen bekymringer.. ingen vrede.. ingenting,” endte han kortfattet. Han stemmede igen op foran knægten. Det hele var tilrettelagt.. Han vidste jo, at han ville komme hjem før eller siden. Han vendte sig roligt ned mod gulvet og mod sin lomme.. Han lod hånden søge ned i den og fremdrog det som mindede om en lille krystal.. Den lyste svagt i forvejen.. Resterne af hvad der var gemt i Sephiran. ”Gør dig selv den tjeneste, og stop med at kæmpe imod,” endte han mere.. roligt? Han gik op foran ham. Krystallen lagde han ved Sephirans bryst, hvor han derefter lod sin hånd glide over hans øjne. Han begyndte en gammel remse, alt imens han virkelig koncentrerede sig. Gik det, ville det frarøve manden resten af hans sjæl.. rive den ud af ham og tvinge den ned i krystallen, som han stod med i sin hånd.

[Sephiran Acheron]

Sephiran håbede virkelig, at det ville gavne ham at miste sjælen. Nu hvor han var så udmattet, så kunne han ikke direkte kæmpe imod og han frygtede jo stadig døden mere end noget andet. Han ville have sit liv i behold og det betød lige nu, at han gennem frivillig tvang måtte være sin far underdanig. Det var en tanke, han hadede, men som han måtte acceptere lige nu, for han havde ingen kræfter til det andet. Nok så han sin far som sin svorne fjende, for der kunne ikke være to af dem, når de jo faktisk mindede alt for meget om hinanden! Tanken om, at han ville blive en klump ler, var dog ikke rart. Ville han blive en dukke under sin far? Hvor længe ville der gå før det så gik op for ham, at han skulle noget mere end bare at bo under sin fars tag, i det hus, han havde anset som sit ene og alene de sidste 1000 år? Han kneb øjnene sammen. Lige nu, kunne han ganske vist slå ham ihjel så let som ingenting, men han kunne sagtens give gengæld når han var kommet til hægterne igen! Han undlod at svare, da han igen ikke kunne finde det rette og sige. Det tog ham lidt længere tid at finde det rigtige modsvar, da der var støj på linjen i øjeblikket. Han blinkede med øjnene, der truede med at lukke i, men han ville ikke sove nu! De gamle familiehemmeligheder var han jo faktisk meget interesseret i, for han ønskede at finde ud af dem, lære dem at kende og måske også videreføre dem, da han jo skulle gøre et navn ud af Acheron, det havde jo altid været hans mål! Han bed tænderne sammen og løftede sit blik , hvor han mødte sin fars blik. Han skævede dog mod den lille krystal i stedet og løftede et bryn, som han så tilbage mod sin far da han snakkede. Han prustede og lod nakken hænge igen, som han bare lod sin far lægge krystallen ved hans bryst, hvor han selv nu gav efter og lukkede øjnene, da hans fars hånd kom foran alligevel. Det sitrede i hans krop, som den gamle remse begyndte på at løsrive den sidste del af hans sjæl. Aldrig havde han mærket en sådan smerte, men han kunne næsten ikke reagere, da han var som i en trance. Da remsen gik mod ende måtte han løfte hovedet mere og åbne munden, da sjælstykket... et fint, lysende skær... kom over hans læber og blev trukket til krystallen. Han faldt sammen igen, da det var færdiggjort og var meget tæt på at besvime. Men nu... følte han ingenting.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var måske en direkte grum måde at gøre tingene på, men Theodore vidste, at det var nødvendigt. Det var sådan at deres slægt og familie havde overlevet igennem alle disse generationer: Ved at være ligeglad. Ved at klare sig uden den samvittighed, som ville have præget dem ellers, og det var også det, som han naturligvis ønskede at videreføre til sin egen søn, som så kunne føre det videre, når han fandt en passende hustru at gøre det med. For nu, var det her ham en mulighed, hvorpå at han kunne gøre arbejdet færdigt, og uden at der ville komme nogen andre ting i vejen. Et sted faktisk forundret over, at hans egen søn havde overlevet at blive afbrudt, for det var helt klart farlige ting de legede med. Han vendte blikket direkte alvorligt op mod knægten da han fandt krystallen frem. For hans skyld, så håbede han faktisk, at han droppede alt som mindede om modstand, for det ville bestemt ikke komme til gavn på nogen måde. Det her ville være en kamp af mange.. men han vidste at knægten ville se det brugbare i det her.. Han håbede da, ellers var det jo bare hans tab vel og mærke.
Hånden lagde Theodore mod hans øjne og krystallen mod hans bryst, da han påbegyndte remsen, for at fjerne resten af hans sjæl. Ingen vrede ville han føle.. ingen frustration, bekymring.. ingenting. Det hele ville være tomt og gå mod sin ende, og det var det, som han hele tiden havde været ude på. Han sænkede krystallen, inden han med et knips, lod de magiske lænker slippe Sephiran, for at lade ham falde mod gulvet. Han var træt.. det vidste han. ”Det er første gang det her er udført på en voksen mand.. Vær du glad for, at du har overlevet,” endte han kortfattet. Han gjorde endnu et kast med hånden, inden nye lænker kom frem fra væggen og greb fat om Sephiran og rev ham stort set tæt op ved siden af Malisha. Krystallen gemte Theodore væk i sin lomme igen. Det var den sidste del som Azrael skulle have, og det var det, som han uden tvivl også var ude på i det her henseende. Han gik hen til ham og gik i knæ. Malisha trak sig væk fra dem med det samme. Han tog om knægtens hage og hævede hans blik mod sig. ”Du skal blive til noget stort.. det bliver bare ikke her,” endte han med en kortfattet stemme.

[Sephiran Acheron]

Familiehemmelighederne var mange, men ikke noget som Sephiran direkte kendte til. Han ville gerne kende dem, for han skulle jo føre det videre på et tidspunkt når tiden kom til det. Hvem det skulle blive med, det vidste han bare ikke. Tiyanna ville nok ikke overleve derude, så der var håbet ovre, selvom det uden tvivl ville være svært uden hende. Ringen sad jo stadig på hans finger, for den kunne han ikke rigtigt tage af og det vidste han heller ikke om han ville. Det var som en fast inventar på ham, ligesom hans arm eller ben. Øjnene kneb han sammen, da han var tæt på at glide væk, men han gjorde alt for at holde sig vågen. Det var sløret for hans blik efterhånden og han ønskede bare at sove og hvile sig. Modstand gjorde han ikke noget af, for det var der slet ikke kræfter til. Udmattelsen var tung for ham og han ville ikke kunne stå oprejst lige nu. Han holdt ikke sig selv oppe på nogen måde, det var kun lænkerne der holdt ham hængende, så han kunne ligeså godt have sovet i mens. Det sidste af hans sjæl røg. Han havde faktisk ikke vidst, at det kunne slå ham ihjel, men så svag var han da ikke. Det var jo åbenbart meningen, at han skulle miste sin sjæl, så hvad pokker kunne der da ske? Da lænkerne slap ham, så røg han i gulvet med at bump, hvor han landede på sine mave, der også gjorde, at han slap et støn. Han blev liggende, da han slet ikke følte for at kunne flytte sig. Han følte ingenting. Han var tom indeni. Der var intet raseri tilbage og han havde allerede glemt hvordan følelsen var. Han kunne huske episoderne, men ikke genkalde følelsen som sådan. Han stivnede kort, da han følte, at han blev revet hen over gulvet, hvilket fik hans krop til at spænde på grund af smerten fra piskningen. Han blev naglet til væggen ved siden af Malisha og væmmedes over nærmest at sidde på niveau med hende. Han så op mod sin far med sine kolde isblå øjne. "Du kan da ikke lade mig sidde her med... hende!" endte han og rynkede næsen. Han vidste da en ting, selvom han ikke følte det; han var langt mere end den tøs.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde fået tingene præcist som han ville have dem til nu, og det var uden tvivl noget, som passede ham særdeles udmærket. Når det nu endelig skulle være, så vidste han, at denne knægt.. hans søn, ville blive til noget stort, men det skulle så sandelig heller ikke blive under hans tag! Nej, det var en beslutning, som han nok skulle tage! Nu hvor han havde fået taget det sidste af hans sjæl fra ham, så han permanent kunne indfri den gæld som han havde til Azrael, så var det noget som passede ham udmærket, for han havde en sjov formaning om, at det ikke var en mand, som man ville ønske, at man kunne stå i gæld til. Selv blev han stående og så til at lænkerne tog fat om hans håndled og tvang ham op af væggen ved siden af Malisha, som stadig ikke havde sagt et pip.. Hun kunne ikke.. Det havde han nemlig ødelagt. Hans reaktion derimod for at skulle sidde side om side med Malisha var noget som han faktisk fandt morende.. Han trak kort på smilebåndet, inden han kort vendte blikket mod Malisha, som vendte blikket væk fra dem begge to. Han havde ret.. han var bedre og mere værd end hvad hun var.. men han skulle stadig kende sin plads her i det her samfund, og her i huset, så var det altså under ham! ”Og hvorfor kan jeg da ikke gøre det? I mine øjne, er I på samme niveau, knægt.. Du skal lære at kende din plads.. under mig..” hvislede han med en iskold stemme, inden han igen vendte blikket mod ham. Han blev siddende i hug foran ham. Han følte ingenting.. Ingen vrede.. ingen sorg, ingen fortvivlelse.. Ingenting. ”Desuden… så klæder hun dig bedre end den anden tøs.. Tiyanna ikke? Hende her tier i det mindste stille.. Måske I skulle overveje det i stedet for,” sagde han med en ganske kortfattet stemme, inden han igen rettede sig op. En warlock uden magi ganske vidst, men.. en renracet warlock. Det hævede automatisk den tøs over Tiyanna i hans øjne, og derfor en som han kunne acceptere bedre.

[Sephiran Acheron]

Nu hvor det var lykkedes Theodore at tage resten af Sephirans sjæl, så stod det klart for ham, at han blev nødt til at lave en lignende aftale for fremtiden. Hvem han skulle få barnet med, det anede han dog ikke. Lige nu var han ligeglad, for han følte intet. Ingen bekymring eller vrede, ej heller ydmygelsen direkte. Han følte kun det fysiske, der var, at han var pokkers træt og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Han kom åbenbart ikke herfra, selvom han egentligt havde troet, at han ville komme med ud af kælderen... men åbenbart ikke. Lænkerne greb fat i ham og rev ham hen ved siden af Malisha, hvilket han ikke lige havde regnet med. Han ville ikke sidde her, for han var langt mere værd end den tøs. Nok var hun warlock, men hun var en kvinde, havde ingen magi og var et udskud, eftersom hun var den tidligere leder, hvilket var en skændsel for hele warlock historien... og nu manglede hun endda sin stemme. Hun var faktisk intet mere, hun kunne ligeså godt bare have været et spøgelse, men hun sad der jo. Han vendte sine isblå øjne væk fra hende og mod sin far, da han løftede hans blik. Han havde forstået pointen allerede og han ville bare gerne væk herfra. Han blegnede en smule, men følte intet... ikke engang vreden som normalt ville være kommet. "Tag det hele.... titlen.... huset... Men lad mig ikke sidde her!" endte han i protest. Nu var han faktisk lidt ligeglad med de andre ting, han ville bare ikke sidde her. Han ville gerne op i sin seng og sove, for det hjalp da ikke at komme fra den ene kælder til den anden. Han kneb øjnene sammen, men så ellers bare tomt mod ham. Han ville aldrig være sammen med Malisha, specielt ikke når hun ikke kunne snakke. "Hun er efter din tid... Hvis du vidste hvem hun var, ville du have slået hende ihjel," endte han blankt. Han sank sammen op ad væggen og kunne kun holdt sig vågen et øjeblik mere, før han gik ud som et lys og bare sad... besvimet.

//Out.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde ganske vidst ikke nogen anelse om hvem Malisha var. Det eneste som han havde konkluderet, var at hun var direkte irriterende at høre på, og det var noget af det, som han helt klart havde tænkt sig, at gøre noget ved.. Og det havde han. Han vendte blikket direkte mod dem. At knægten så frivilligt gav ham både titel og hus, hvis han fik en seng at sove i.. det var mere den indstilling, som han havde søgt efter.. Nu var det på tide, i hans øjne, at han fik det tilbage, som retmæssigt var hans! Og lidt ekstra i form af en titel, som han vidste, at det nok skulle komme kongehuset til gode, og det var uden tvivl også derfor, at han gjorde det! Han nikkede mod ham.. Men det var skam ikke ensbetydende med, at han havde tænkt sig at efterkomme knægtens krav. ”Du vælger at opgive det hele direkte og til mig.. Du er ved at lære det.. Det føles bedre.. gør det ikke?” endte han med en direkte hvislende stemme. Nej, han havde ikke nogen anelse om hvem Malisha var, men hun var en fuldblodswarlock, og det alene gjorde, at det var noget som han kunne anerkende og acceptere langt bedre end det som han kunne med alt det andet, og det var skam også det, som han havde planerne om at understrege for ham. At han så direkte gled ud i en besvimelsestilstand, var næsten ventet efter det her. Han var nok mere forundret over, at manden overhovedet havde formået at holde sig vågen så langt, men det beviste jo bare, at hans søn var stærk.. og det havde han jo altid vidst. ”Virkelig..?” Han vendte blikket mod Malisha som hurtigt vendte blikket væk fra ham igen. Ikke noget som vakte ham nogen direkte interesse lige nu. Han vendte blikket mod Sephiran. Han lod ham sidde for nu.. Han valgte at forlade kælderen til fordel for Clemencys soveværelse. Han ville jo se til hvordan hun havde det, og specielt n, hvor hans opgave var fuldbyrdet.

//Out