Home

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde uden tvivl nydt de få minutter med hvile, som hun havde fået, inden problemerne igen skulle banke på deres dør – næsten i bogstavelig forstand. At Theodore så skulle plage dem yderligere, var slet ikke en tanke, som hun kunne have med at gøre, også fordi at hun kunne se at Sephiran bestemt ikke havde det særlig godt, og det var jo ikke ligefrem nogen mulighed for hende, at forsvare dem begge to, når hun stod overfor en oldgammel warlock, som sikkert kunne flere tricks, end det som hun lige kunne tænke sig frem til, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre! Selv på trods af sin choktilstand, så ville hun da stadig kunne se rationelt på det hele. De var kommet derfra, selvom prisen uden tvivl havde været dyr, men da helt klart det hele værd. ”Hold nu op..” endte hun med en dæmpet stemme, da hun igen vendte blikket mod deres skikkelse. Sephiran ønskede at beskytte hende.. tydeligt, og det var slet ikke en tanke, som hun havde noget imod som sådan, for hun kunne godt lide det faktum, at en mand sprang ind i den rolle, og gjorde det for hende. Hun blev siddende på sengen og så blot til, da Sephiran forsøgte at forsvare sig, men i stedet måtte bukke under for de skælvende ben.. Selv anede hun uden tvivl sin uråd om hvad der skulle ske i denne situation, for hun vidste allerede på forhånd, at det var noget som ville gå udover hende. Hun rejste sig selv på skælvende ben og med dynen omkring sig. ”Theodore.. gå nu med dig..!” endte hun med så fast en tone, som hun kunne gøre brug af, inden hun kom hen til Sephiran og knælede ved siden af ham, da han forsøgte at komme op på benene igen, for han havde det bestemt ikke særlig godt, og det skræmte hende lidt.. Han havde altid kunne stå op for hende, men tilsyneladende.. ikke lige nu.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde en sjov formaning om at det var det helt korrekte tidspunkt, at skulle opsøge knægten på, for det var jo tydeligt, at han ikke havde det særlig godt, og det var noget som han kunne udnytte netop for at få ham tilbage i kælderen, så han kunne færdiggøre sit arbejde med det hele, og det var det som han var ude på. Manden ønskede tydeligt, at beskytte sin hustru.. og det var noget, som han nok hurtigt skulle ødelægge, og det var noget som han stod fast på. Den kvinde havde han på ingen måder godkendt eller accepteret, og derfor skulle de skilles! ”Jeg er her for at tage det hele retur.. Inkluderet din titel som greve her i landet.. Den har du aldrig været tjent med..!” endte han med en fast tone, da han roligt trådte hen mod dem. At manden så forsøgte at forsvare sig, gjorde det tydeligt hvor svag han egentlig var, da hans eget træk fik ham tvunget ned i gulvet, og med besvær med at komme op igen, selvom det faktisk var noget som passede ham ganske udmærket. ”Jeg tror ikke du er i stand til at gøre særlig meget i den her situation, kære dreng.. Du kan jo ikke slå fra dig.. endnu mindre.. beskytte din kære hustru..” Denne gang, var det hende, som han vendte sin opmærksom i retningen af. Han kunne skam godt være mild.. Han ville ikke slå hende ihjel. Det var langt sjovere, at pine og torturere dem hver især ved at holde dem fra hinanden, og det var også det, som han stod fuldkommen fast på. Han dannede en kugle i hans hånd. ”Nu skal jeg vise dig, hvordan man bruger det her på den rette måde..” endte han med en mere hvislende stemme, end det som han havde gjort til nu. Han var en mand som gjorde hvad han ville.. Han var utilregnelig, og det var det, som var hans klare fordel. Uden advarsel, kastede han kuglen direkte mod Tiyanna.. bare for at få dem adskilt. Hun skulle på port, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var virkelig rasende i det indre. Det kunne da ikke passe, at han ikke rigtigt kunne beskytte sig selv eller sin kone, men det var jo kun tydeligt for ham nu. Han havde ingen energi tilbage, da han havde brugt det hele på at transportere dem hele vejen fra Procias til Dvasias, hvilket uden tvivl havde taget de sidste kræfter han havde haft. Lige nu kørte han på kræfter, han slet ikke vidste hvorfra han fik og det var frustrerende, når hans far skulle vælge at komme nu. Han så kort tilbage mod Tiyanna og kneb øjnene sammen. Hvorfor kunne hun aldrig lytte til hvad han bad hende om? Han så hurtigt tilbage mod Theodore igen, der nu sagde, at han også ville tage hans grevetitel. Det fandt han sig virkelig ikke i, for den havde han ligesom selv tilsnusket sig! "Du tager ingenting! Det er min titel!" hvæsede han køligt. Han følte sig tjent med dette, eftersom han jo selv havde kæmpet sig til det med magi og magt. Han knækkede sammen i gulvet og stødte fra med hænderne, hvor han prøvede at komme op. Hele hans krop skælvede. Hvorfor skulle den slå ud nu? Af alle tidspunkter? Han kneb øjnene i og så strengt op mod sin far, selvom hans opmærksomhed blev revet til side da Tiyanna kom hen og knælede ved siden af ham. Han opgav selv at komme op at stå, for det kunne han slet ikke. "Forsvind fra mit værelse... Der er ingen kære dreng her, så smut ned i det hul du er kommet fra," hvislede han køligt. I det at truslen stod på Tiyanna, så kom han endeligt op på benene der tydeligt skælvede, men Theodore fik hurtigt sent kuglen og han nåede ikke at gøre noget. "Du rør hende ikke!" udbrød han og prøvede igen at samle en sort kugle, men før han nåede at sende den afsted, så forsvandt den i hans hænder.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna ønskede slet ikke at have mere at slås med i forvejen, for det her var da mere end rigeligt! Selv vidste hun, at det var hende som havde tvunget Sephiran væk hjemmefra til fordel for deres bryllupsrejse, men hun havde haft brug for at have ham lidt alene. At se Sephiran gå sådan i jorden, brød hun sig på ingen måder om. Selv var hun vant til, at han stod op.. stolt og stærk, som han nu var, og nu var han som.. knækket. Den tanke kunne hun slet ikke have med at gøre på nogen måde overhovedet! Hun var hurtigt henne ved ham. De var stærkest sammen, men når han ikke kunne forsvare sig magisk mod en af de nok stærkeste warlocks som fandtes, så var der ikke meget, som hun kunne stille op! ”Forsvind herfra!” hvæsede hun med en fast tone. At han så derimod ville ramme hende først, lå nærmest i mandens blik, og det var noget som hun allerede havde vidst og havde været klar over siden deres bryllup. Dog ej en handling, som hun fortrød.. Hun elskede ham jo, og hun ville virkelig gerne have, at de fandt ud af det, selv på trods af de problemer, som de nu skulle slås med, med den manglende sjæl. Kuglen som Sephiran dannede, nåede hun knapt at reagere på, før hun blev ramt. Den ramte hende direkte i skulderen tæt ved halsen og smed hende direkte ind i sengen og ned i gulvet med et smertende gisp. Hun tog sig hurtigt til skulderen, og vendte blikket mod ham igen. Skælvende forsøgte hun at rejse sig op. Sephiran kunne ikke beskytte hende, og det vidste hun godt, selvom det bestemt ikke var noget, som skulle have lov til at stoppe fra at hun ville stå op for ham. Det var noget, som de jo også havde lovet hinanden! ”Forsvind..!” endte hun sammenbidt. Hun var jo i chok, og nu tvunget i kamp.. Det var meget på en gang!

[Theodore Jarvis Acheron]

Det kunne godt være, at det var en pludselig indskydelse, men Theodore ville have den titel nu, om man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Alt hvad der kunne gøre livet surt for hans kære søn, ville han tage til sig med kyshånd! Nu hvor han sad overfor det kærlige par, var han kun mere sikker på, end nogensinde før, at han skulle ødelægge det. Den tøs var slet ikke noget godt for hans søn, og det var det, som han helt klart også ønskede at understrege for ham på de måder, som der nu var, og det var noget, som han helt klart stod fast på, når det nu endelig skulle være i den ende. Han kneb øjnene fast sammen. Knægten kunne ikke slå ham i hans nuværende tilstand. ”Du kan tro at jeg skal tage den! Jeg vil tage ALT fra dig!” endte han med en fast hvæsen. Han selv følte sig på ingen måder truet af hans søn, og det var noget, som helt klart morede ham ganske betragteligt. ”Den af os to, som ryger i det hul, er dig, min søn… Det er virkelig svagt, at du har taget de valg.. Det er på tide, at jeg gør det arbejde med dig færdigt! For alvor!” Kuglen sendte han direkte efter Tiyanna, og han vidste, at den gjorde ondt.. virkelig ondt. Og det var det som var meningen. Han stoppede op foran Sephiran, hvor han greb ud efter hans strube, for at tvinge ham op på benene. Han stirrede ham direkte ind i øjnene med en dræbende mine.. En følelse.. og det var tydeligt, at han mente det i alvor. ”Jeg skal være mild.. Jeg vil smide din elskede på port.. så må ulvene jo æde hende, når hun falder om…” Han svang let i håndleddet, hvor han lod den mørke magi tvinge sig om Sephiran, for at låse ham fast. Han slap ham, for derefter at vende opmærksomheden mod Tiyanna i stedet for.. Nu var det hendes tur.

[Sephiran Acheron]

Det var virkelig dårlig timing for Sephirans vedkommende. Det hele var ødelagt for ham og det kunne han jo tydeligt mærke allerede. Han burde ikke være taget direkte hjem, men han havde ikke turde løbe chancen og tage til Manjarno eller lignende. Han var mest sikker i Dvasias, da Procias ikke direkte havde noget at sige her, så det gjorde jo også sit for ham. Men nu sad han så fanget endnu mere end i Procias, så lige nu ville han faktisk hellere hænge i galgen end at stå overfor sin far, når han ikke kunne beskytte sig selv. Han hadede at være svag, specielt overfor Tiyanna, for det var jo ikke fair på nogen måde, at han ikke kunne beskytte hende. Han blegnede. Selvfølgelig ville den mand tage alt fra ham, for han ville jo hævne sig. Lige nu var hans far også en kæmpe trussel, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre, for han hadede at blive nedgjort på den måde. "Du fortjener intet af det! Du hører til i den grav du kom fra!" hvislede han. Han fnøs fast og så på sin far, selvom hans ansigt igen blegnede. Han ville gøre arbejdet færdigt? Han ville ikke miste resten af sin sjæl, men han følte virkelig, at det gik den vej, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre. "Jeg tager de valg, jeg tager... Og det har du intet at sige i! Dit arbejde med mig sluttede, da jeg lagde dig i graven," endte han koldt. Han så efter Tiyanna, der røg bagover og i gulvet, selvom han ikke nåede at gøre mere ved det, da hans far kom hen til ham. Han gispede, da han blev hevet op at stå ved struben og han lod hænderne falde omkring sin fars arm. Han mødte hans blik trodsigt og følte sig pludseligt som en lille dreng, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre! Han blev stiv i masken, da han sagde sine ord, men han vidste at det faktisk var gavmildt i deres familie; Han kunne have valgt at slå hende ihjel. Han forsøgte at vriste sig fri, men blev låst af den mørke magi der gjorde, at han nu slet ikke kunne reagere. Da hans far gav slip på ham, så røg han selv i gulvet ude af stand til nærmest at flytte sig. Han stirrede op i loftet... han var rasende, men pokkers udmattet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var dem begge overlegen, og det viste han godt, og det var uden tvivl også det, som han havde tænkt sig at udnytte. Lige nu gik det hele måske ud på hævn, men han stod så derimod også fast på, at det som hans knægt kunne yde dette land, var noget som han kunne gøre meget bedre, og det var det, som han helt klart også stod fuldkommen fast på i den anden ende. Når det nu var sagt, så ville han have den tøs ud.. hun var bestemt ikke god nok for hans søn i hans øjne! Han kneb øjnene let sammen, inden han hævede sin søn ved et greb om struben. Den knægt kunne ikke slå ham lige nu, så den modstand kunne han lige så godt opgive med det samme. ”Du ved at jeg til enhver tid er bedre end dig.. Du kan ikke slå mig, Sephiran.. Og det vil du aldrig nogensinde komme til,” endte han med en fast hvislende stemme. Tiyanna var ham ingen trussel.. Det kunne godt være, at der var noget warlock i hende, men bestemt ikke noget at prale med. Han slap knægten, som bare gik direkte i gulvet, og næsten uden at røre sig, hvilket var noget, som faktisk passede ham selv ganske fint. Han vendte sig i stedet for mod Tiyanna. Døden ville ikke ramme nogen af dem – endnu om ikke andet. Tiyanna ville ryge på porten, og han ville bestemt ikke se hende her omkring igen! ”Og du… som slet ikke er det værd at samle på.. Er slet ikke min søn værdig..!” Han dannede endnu en kugle.. En ganske særlig en.. en som lagde sig omkring Tiyanna, som hun ikke bare kunne komme ud fra. Han gjorde et let vift med hånden, hvilket fik den bobel, til at flyve direkte ud igennem vinduet, som knustes, inden han vendte blikket mod Sephiran igen, som lå næsten fastlåst på gulvet foran ham. Det var nu det sjove skulle begynde. ”Jeg forbyder dig nogensinde at se hende igen…” Han tog i stedet for fat i knægten, tvang ham op på benene, og rev ham med sig ned i kælderen. Nu var det på tide, at arbejdet fortsatte!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna brød sig slet ikke om, ikke at have styr eller kontrol over noget som helst. Lige nu ønskede hun bare fred med sin mand, efter det som de begge havde været igennem, og de havde begge brug for hvile! Var det overhovedet nogen skam i det? Hun vendte blikket direkte mod Theodore, da Sephiran gled direkte ned i gulvet foran hende, hvor hun igen hastede for at komme ham i møde. ”Du rør’ ham ikke!” endte hun med en fast tone, inden hun overhovedet nåede at gøre mere. Boblen omringede hende med det samme, så hun ikke kom nogen steder.. Hvad pokker var det her for noget?! Hun hadede virkelig magi mere end et som hun hadede noget andet! Det gjorde hende direkte forsvarsløs! Hun vendte blikket direkte mod Sephiran, som lå på gulvet, inden hun med et gisp direkte blev kastet ud af vinduet i den boble som hun var fanget i, uden egentlig at have muligheden for at kunne gøre det mindste modstand. Vinduet ødelagde den dog ikke.. men derimod det at komme ud, var åbenbart noget som den ikke kunne tåle.. Den sprang, da hun kom ud for grunden til huset, hvor hun faldt adskillige meter, inden hun hårdt landede på jorden, hvor hun slap et direkte smertefuldt gisp… Var hun virkelig blevet smidt ud? Hun vendte blikket direkte op mod vinduet og mod huset. Det gjorde hende så vred, at det gjorde hende ked af det! Hun kæmpede sig op på benene, hvor hun tog fat omkring hendes skulder.. At miste Sephiran sådan ville hun ikke og tanken om hvad Theodore ville gøre ved ham.. Det kunne hun slet ikke have med at gøre! Hun rystede på hovedet.. Det var virkelig flot, at blive smidt ud sådan.. hun havde for pokker brug for ham! Hun søgte væk fra stedet.. Det var næppe der Theodore burde finde hende. Hun var også nødt til at tænke på sin egen overlevelse.

//Out

[Sephiran Acheron]

Sephiran hadede at være nedgjort af sin far. Det var sket så ofte før han selv havde slået manden ihjel og puttet ham i graven. Han havde håbet, at manden ville blive i graven, men han havde garderet sig, hvilket var yderst irriterende. Han måtte virkelig selv skabe sig sådan en aftale, så han faktisk kunne undgå at være skræmt af døden, da han jo så ville være sikker på at genopstå. Han kunne intet stille op lige nu, hvilket virkelig var frustrerende. Han kunne ikke lide tanken om at føle sig nedgjort af sin far, for han kunne ikke fordrage at blive sendt tilbage til sin barndom. Det var virkelig dårlige minder han havde fra barndommen, for han havde først følt sig noget værd da hans far var gået i døden. "Jeg har slået dig før. Du er bare fej og udnytte en situation, hvor jeg er afkræftet," hvislede han til gengæld mod ham. Han gispede, da han selv røg i gulvet og kunne knapt nok røre sig. Hans krop føltes som bly og han havde bare lyst til at sove, selvom han slet ikke kunne lige nu. Han var virkelig udmattet og hans øjne gjorde nærmest ondt over at holde sig vågen. Han fik vendt hovedet mod Tiyanna og stivnede, da han så hvordan hans far lagde en stor bobbel om Tiyanna, der sendte hende igennem vinduet og nok helt væk fra grunden, før den gik i stykker. Det skælvede i hele hans krop. Hvornår ville han se hende igen? Ville hun kunne klare sig derude alene? Hun var jo et vanemenneske som ham selv og nu havde hun jo boet længe under hans trygge rammer! Han vendte blikket op i loftet og var virkelig vred, hvilket var tydeligt at se på ham... men det var også virkelig anstrengende. Han vaklede en smule da han blev tvunget på benene og fulgte med så godt han kunne, selvom han var ved at knække sammen. "Du vil fortryde dette.... jeg skal personligt sende Clemency væk fra dig!" hvæsede han isnende koldt. De nåede i kælderen og han gøs allerede. Det var jo ikke meningen, at han skulle sidde i kælderen - det var meningen, at andre skulle sidde i kælderen, som han kunne torturere.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det kunne godt være, at Theodore viste sig fra en af sine mere gavmilde sider, men det var kun fordi at han vidste, at det ville gøre knægten mere medgørlig. Han udnyttede sine fjenders svaghed, og det var der bestemt heller ikke noget galt i, i hans øjne. Det var jo det, som han havde lært af sin egen far, og som han selv havde forsøgt at lære videre til hans søn.. Det var jo så der, at det manglende arbejde kom mest til udtryk i hans øjne, og tanken om det, var noget som gjorde ham direkte arrig. ”Udnyt dine fjenders svagheder.. Det er det jeg gang på gang har forsøgt at vise dig, knægt..” hvislede han med en iskold stemme. At knægten så bare måtte se sin hustru blive kastet ud af vinduet – i bogstavelig forstand, var slet ikke noget som gjorde ham noget.. Hvis alt stod til ham, så ville de to aldrig nogensinde komme til at se hinanden igen. Han håbede virkelig at noget derude, ville fratage ham hans svigerdatters liv, for hun var da slet ikke det værd at samle på, hvis han selv skulle sige det, og han var bestemt heller ikke bange for at lægge skjul på det. Han tog fat om knægten i stedet for og rev ham med sig ned mod kælderen. At han så knapt kunne stå og gå, var noget som han ærlig talt var ligeglad med. Han skulle nok få tingene, som han gerne ville have dem.. det gjorde han altid, og det var også noget, som han fik denne gang! ”Du vil være længe væk, før du nogensinde får lov til at gøre dig de tanker, Sephiran.. Jeg har mange andre planer med dig.. Og denne gang, vil der ikke komme noget som helst i vejen for mig..!” I takt med at de kom ned i kælderen bruste faklerne op i flammer, til de nåede det fjerneste torturkammer, hvor han tvang den meget knirkende dør op. Han førte Sephiran med sig derind. I det fjerne hjørne sad en simpel og sølle skikkelse, som kun krøb mere op af den iskolde væg ved synet af Theodore. Han bragte knægten med sig ind i midten, hvor han fik ham hængt op i magisikrede lænker.. Nu skulle det nok blive underholdende.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde valgt ikke direkte at sige noget til Theodores valg angående Tiyanna, for han vidste, at det var venligt og så tog han gerne imod. Nok var det hårdt, at hun endte ude i det vilde igen, for hvor skulle hun tage hen? Han kendte hende ikke godt nok til at vide, hvor hun egentligt ville søge hen, men han håbede dog, at det ville være Imandra. Hvor i Imandra var jo så bare spørgsmålet. Men hellere det, end at se hende blive slået ihjel for øjnene af ham, for så var der endnu en chance for, at han kunne blive genforenet med hende. Han kneb øjnene sammen. Det havde han hørt tusinde gange og han vidste det jo udmærket... Men når det gik ud over ham selv, så følte han slet ikke, at det var fair på nogen som helst måde! Han var så vred og frustreret, at han faktisk ikke havde noget modsvar til sin far lige nu og det irriterede ham kun endnu mere. Øjnene kneb han hårdt sammen, som han bare blev revet med, selvom han nærmest ikke kunne gå eller stå på sine ben, men han blev jo nødt til at prøve. Armene var låst og direkte gjort ubrugelige, selvom hans krop i forvejen jo føltes som bly. Hans krop føltes så tung, at han ikke havde kræfter til at bære sig selv, så egentligt var han glad for, at hans far slæbte ham. Han fnøs fast og så langs faklerne der tændte op i den ellers mørke kælder. Han havde stadigvæk nogle warlocks siddende i cellerne, som han ikke var færdige med, men det arbejde var tydeligvis udskudt på grund af komplikationer. Han rullede med øjnene, for han skulle nok få sin hævn! "Nu fortryder jeg jo næsten, at jeg ramte Clemency... Ellers ville hun bare gå i vejen igen," endte han. Lige nu ønskede han direkte det, for han ville gerne slippe for at være i sin fars klør. Han nåede ind til torturkammeret og så mod skikkelsen, som han ikke helt kunne definere, da han var desorienteret på grund af trætheden. Hans syn var nærmest sløret og det var tydeligt på hans kropsholdning, at han var udmattet allerede. "Du slipper ikke godt fra dette," endte han sammenbidt. Han hang tungt i armene, da han blev hængt op i de magisikrede lænker. Han følte sig kvalt allerede og fik lyst til at kaste op. Der var koldt i kælderen og han brød sig ikke om dette. Han følte sig som en lille dreng igen...

[Theodore Jarvis Acheron]

Ligesom i de gode gamle dage, måtte Theodore bringe sin søn til kældrene for at fortsætte arbejdet. Det ville uden tvivl trække mere ud, og blive mere smertefuldt nu hvor han havde den alder som han havde, men det var fuldkommen underordnet. Han havde længe arbejdet på at forme sin søn som han ville.. så han ville blive perfekt.. Og i og med, at han havde valgt at ægte en som Tiyanna, så var det da kun tydeligt, at hans arbejde på ingen måder var færdigt, og så måtte han jo sørge for at få det gjort! Han tvang knægten med sig ned i kældrene, hvor faklerne blussede op i takt med at de kom ned mod torturkammeret. ”Kom ikke og sig, at den kugle ikke var ment for mig, Sephiran.. Du er bare blevet elendig til at ramme,” sagde han kortfattet. Det var næsten som om at han allerede nu, lykkelig havde glemt alt om den kvinde, som han lige havde kastet ud af vinduet, og derved også ud af hans søns liv, for det var sådan at han ville have det, og det var noget, som han helt klart også måtte stå fast på, hvis han nu endelig skulle sige det.
Kvinden i hjørnet sad fuldstændig stille, og uden så meget som en lyd.. Det var noget som Theodore havde ordnet, for han havde været træt af at høre på hendes brok og råb og kald.. Hvem hun var, havde han ikke nogen anelse om, og han var i princippet også fuldstændig ligeglad med det. Knægten hang han op, og kun med opmærksomheden hvilende på ham. ”Skal du true mig? Så tru med noget håndgribeligt.. Det andet er tomme ord.. Det skræmmer ikke nogen.. Det er tvært imod bare irriterende at høre på,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme, inden han vendte blikket mod væggen som bar præg af mange torturredskaber. Han startede ud med en lille kniv, inden han søgte hen til knægten igen. Han skar hans tøj op.. Fra hoften og op.. resten fik han lov til at beholde. ”Øjne og hjerte er vejen ind til sjælen..” forklarede han kortfattet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran hadede de tanker og følelser, der blev vækket i ham, nu hvor Theodore førte ham ned i kældrene igen. Det var frygtelig mange år siden nu, over tusinde og det var ikke noget han havde ønsket at opleve nogensinde igen! Fortiden havde tydeligvis indhentet ham, hvilket virkelig var frustrerende, for han ønskede faktisk bare at leve med sin Grevetitel, styre bordellet og så begynde at træne med Tiyanna. Men alt det var ødelagt nu hvor hans far stillede sig i vejen og det var faktisk mere ydmygende end det hele med Kimeya. Hans far kunne virkelig få ham til at føle sig lille og det var en forfærdelig fornemmelse at have, når han for bare en uge siden havde været på toppen. Han knyttede næverne og rullede med øjnene. Han kunne udmærket ramme, hans moder var bare gået i vejen og det måtte Theodore jo godt kunne indrømme, eftersom hun også var gået i vejen for ham førhen. "Som om du selv er perfekt. Clemency har også gået i din vej," hånede han kort for hovedet. Han kneb øjnene sammen og endte i lænkerne, der holdt ham oppe. Ellers hang han bare i dem, da han ikke kunne holde sig oppe. Han kunne også kun lige nå gulvet med tåspidserne og han kunne virkelig ikke sætte ord på hvor meget han hadede denne situation. Kvinden han havde set før havde ingen interesse for ham, for han kunne alligevel ikke se hvem hun var i mørket og han orkede ikke bruge sin energi på det i øjeblikket. Han kneb øjnene hårdt sammen og stirrede olmt mod sin far, som han fulgte nøje med blikket. "Når du er færdig... Så slår jeg dig ihjel igen... Så langsomt, at du ville ønske, at du aldrig var stået op ad graven," udbrød han vredt, hvor stemmen nærmest knækkede. Det sitrede i ham, da hans vest og skjorte blev skåret op, så det røg på gulvet. Hans bukser sad dog endnu og skoene bar han også endnu. Hans bryst var nu bart og viste hans slanke og dog let muskuløse krop. Han samlede en klat spyt i munden og spyttede ham direkte i ansigtet. "Så skær det ud og vær færdig med det!"

[Theodore Jarvis Acheron]

Kælderen bar præg af hvad der var sket i fortiden.. Det var en kold atmosfære som lå her, go det var noget som selv Theodore faktisk måtte fryde sig ved.. Han elskede at han ikke havde brugt længere tid på at komme tilbage til toppen, og nu hvor Clemency lå i en tilstand, som gjorde, at hun ikke kunne stole sig i vejen igen, så vidste han jo allerede på forhånd, at han denne gang, nok skulle få tingene, som han gerne ville have dem! Han fandt sig bestemt ikke i noget andet! Knægten fik han hængt op i lænkerne, og tøjet fik han fjernet, også selvom han fik lov til at beholde sko og bukser.. Han havde slet ikke nogen intentioner om at afklæde ham helt, for det var slet ikke noget som han fik noget ud af. Så meget respekt for ens personlige havde han faktisk. Han kneb øjnene let sammen og vendte blikket mod ham. ”Som du dog snakker, Sephiran.. Går det nogensinde op for dig, at det du kommer med er tomme trusler, som ej kommer dig til gode?” spurgte han ganske kortfatte. Øjnene og hjertet var vejen ind til sjælen, så meget havde han selv fået forklaret det dengang han selv havde været ung, og han selv havde fået i sin fars fodspor, som havde gået i sin fars fodspor, og sådan havde det jo været igennem de sidste rigtig mange generationer, og det var uden tvivl sådan, at han gerne ville have det.. Han ville jo gerne give det videre til sin egen søn, så selv han kunne opleve den succes på den front. Han kneb øjnene let sammen. ”Hvis du ikke snart tier stille, så er jeg nødt til at udsætte dig for det samme, som jeg har gjort for Malisha, knægt… Jeg finder mig ikke i det!” At knægten spyttede ham direkte i hovedet, var noget som et sted gjorde ham arrig.. Det var en følelse, som han i det mindste kunne huske, og derfor var det noget som han kunne holde fast i. Han greb endnu en gang knægten om struben og vendte hans blik direkte mod sig endnu en gang. ”En gang mere, Sephiran.. En gang mere.” advarede han med en kortfattet, inden han tog omkring sin kniv og lagde den tæt ved hans kraveben.. kun for at skære dybt nok tværs over hans bryst.. som en advarsel.

[Sephiran Acheron]

Sephiran spændte en smule i armene før han faldt sammen igen og bare hang i lænkerne, der trak i hans arme. Han hang ubehageligt, da han bare havde brug for at sove i sin seng lige nu og få hvilet ud. Men nej, i stedet for skulle han køres endnu mere ned end han var i forvejen. Fortiden blev lige nu kylet i hovedet på ham i form af hans far og kælderen. Han kneb øjnene sammen og så trodsigt på Theodore. Han nægtede at være svag overfor den mand, selvom det var svært lige i øjeblikket. Han savnede Tiyanna, for han vidste jo, at hun fra nu af, ikke ville være der. Hun ville ikke ligge i hans seng, når han kom fri herfra og den tanke kunne han ikke vænne sig til. Han var nu glad for, at han fik lov til at beholde sine bukser på, for det andet ville bare være kirsebærret på toppen af en lagkagen. Han bed tænderne sammen og vidste igen ikke hvad han skulle sige. Han var ikke frisk lige i øjeblikket, så derfor kom hans normale gode spydigheder ikke rigtigt til ham. Han trak vejret dybt og pustede ud. Hjertet og øjnene var ganske vist vejen til sjælen, det havde han selv hørt. Lige nu ville han ønske, at hele sjælen faktisk var væk, for så kunne han da have sluppet for at hænge her lige i øjeblikket! Hvordan familien var opbygget førhen, var han ikke rigtigt sat ind i, for han havde slået sin far ihjel før fortællingerne om det var kommet. Ligeså havde han jo også hørt det med sjælen fra Tiyanna, der havde fundet ud af det gennem Clemency. Han blev kort stiv i masken, da han nævnte Malishas navn. Da han havde spyttet på sin far, så drejede han ansigtet. Hun var tydeligt skræmt og nu havde han jo fejlet endnu engang, for han havde jo faktisk lovet hende asyl. Kunne han ikke gøre noget rigtigt mere? Han stivnede kort, da Theodore igen greb fat i hans strube og han mødte sin fars blik. Han skulle lige til at sige noget, da han mærkede kniven og skar en flænge fra hans kraveben og ned over brystet. "Men hvis du skærer mine øjne ud... Så får du ikke den søn du ønsker," hvislede han.