Home

[Sephiran Acheron]

Det havde været noget af en oplevelse for Sephiran at være fanget i Procias. Han var stadig drænet for energi, ved at have holdt sig selv så længe vågen, som også ydmygelsen nærmest blokerede hans magiske kræfter. Han var kun sluppet fri og kommet derfra, fordi at hans adrenalin havde slået ind i det øjeblik, han havde set Tiyanna hænge der i galgen og været tæt på at dø. Han ville ikke miste hende, for hun var hans... hans alene og det skulle ingen tage fra ham! Han brugte alle sine kræfter på at transportere dem direkte fra Procias og hele vejen hjem, hvilket heldigvis også lykkedes for ham. Han landede direkte i soveværelset og følte sig yderst svag, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre. Det var som sindet nu blokerede for hans styrke, fordi han var terpet på grund af følelserne af nedslåethed, ydmygelse og hvad der var værre i den dur. Han havde Tiyanna i sine arme og lagde hende forsigtigt ned, hvor hans ben selv knækkede sammen ved siden af hende. Han strøg en skælvende hånd over hendes hår og ned ad kinden, mens han så på hende med en tom og stiv mine. Han kunne mærke, at hun trak vejret, hvilket uden tvivl var lettende. Hun var ham en stor vane og derfor måtte hun ikke bare forsvinde fra ham. "Det var virkelig dristigt gjort, kære," endte han til hende. Han betragtede hende bekymret. Hun havde hængt der længere end ham og hun havde jo stadig mærket om halsen. Men lige nu, turde han ikke rigtigt at råbe efter Miya, eftersom han håbede, at kunne skjule sig for sin far bare nok til, at han lige kunne komme lidt til sig selv, men hvordan? Han vendte hånden mod døren som han magisikrede en ekstra gang og håbede det var stærkt nok, nu hvor han ikke følte sig helt rask. Han var nærmest syg af det hele og havde det ikke så godt. Han kæmpede sig op at stå og løftede hende op på sengen, hvor han lagde hende under dynen. Han kravlede selv med og lå ved hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvad der var sket, fra faldlemmen var forsvundet under hende, havde Tiyanna slet ikke nogen anelse om. Hendes krop skælvede udelukkende af chok, også selvom hun var kommet derfra. Det føles stadig som om at hun havde en løkke omkring halsen, og det gjorde ondt. Selv hev hun svagt efter vejret, næsten som reaktion efter at have dinglet i rebet, på den måde, for det havde hun da på ingen måder set komme. Men pointen var vel, at hun havde fået tingene som hun ville have dem? Hun havde fået ham fri, og det var det, som havde været hensigten ved det hele. Hun havde gjort, hvad hun havde lovet, og hun havde fået ham ud derfra! Som de landede midt i deres soveværelse, fik hende til at gispe voldsomt af forskrækkelse, næsten som hun vågnede op af den næsten trancelignende tilstand, som hun lå i. Hun lukkede næverne omkring hans ellers rene tøj, bare for at have noget at holde fast i. Hun bed tænderne fast og kraftigt sammen, inden hun vendte blikket op mod ham. Først da hun så, at det var ham som var der for hende og med hende ikke mindst… så slappede hun bare en smule af. Hun forsøgte at trække vejret dybt, inden hun igen forsøgte at slappe af. Det var virkelig ikke nemt for hende på nogen måde. ”J-jeg s-sagde jo a-at jeg ville få dig u-ud..” pointerede hun stille, da han tog omkring hende og fik hende op i sengen. Han virkede næsten.. bekymret for hende… Og det var hun slet ikke vant til at se fra hans side af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun knyttede næven omkring hans tøj, da han hævede hende og lagde hende i sengen, hvor hun næsten automatisk lagde sig mere ind mod ham. Selv det at slippe ham, havde hun slet ikke nogen intentioner om! Hun trak vejret dirrende. Hånden strøg hun varsomt over hans tøj med en næsten knyttet næve, for hun slap ham på ingen måde. ”V-vi er h-hjemme..” bemærkede hun endeligt.

[Sephiran Acheron]

Det var tydeligt at mærke for Sephiran, at Tiyanna bestemt ikke havde det godt. Hun skælvede som en gal og han kunne faktisk ikke lide den tanke, for hun skulle have det godt og rart. Meningen med det hele var jo at give hende en luksus, hun ikke havde været vant til fra skoven, fordi hun skulle afvænnes det at være skovmenneske på den måde. Hun fortjente en masse luksus, en god seng og at få, hvad hun ønskede. Ligeså fortjente hun også at være udenfor fare, eftersom han gerne ville beskytte hende og sørge for, at intet ondt skete hende. Det var mærkeligt alt taget i betragtning, men han vogtede jo meget om sine ejendele og hun var hans. Ikke en ejendel, for hun betød meget mere, men han kunne ikke forklare det på andre måder end det. Kærligheden kendte han ikke til og de store ord, hun havde skænket ham, kunne han slet ikke placere nogle steder. De havde siddet fast i hans hjerne siden hun havde sagt dem for ham, men hvad betød de? Det havde han brugt lang tid på at tænke over, hvilket uden tvivl også have gjort sit, men faktisk også holdt livet i ham. Han levede kun lige nu, på grund af hende og den tanke var også skræmmende for ham. Han stivnede kort, da hun lukkede næverne om hans tøj, hvor hun kunne få fat om en side hver af hans vest, der var bundet ind om livet, men ellers havde en V-udskæring. Han lod hende bare gøre det, for han ville faktisk heller ikke give slip på hende lige nu. "Tak," endte han. Ordet kendte han, men han sagde ikke ordet med direkte følelse, for det kom fra ham som han havde sagt, at himlen var blå. Han lagde sig i sengen ved hende og mærkede tydeligt, at hun ikke ville give slip. Han holdt armene omkring hende, bare glad for at hun faktisk trak vejret og var der endnu. Hans ene hånd strøg han over hendes ryg nærmest... aende og beroligende, da han gerne ville trøste hende. Han lukkede øjnene og mærkede tydeligt hvor smadret og brugt han var ovenpå alt dette påstyr. "Vi er hjemme... Takket være dig," endte han. Egentligt en stor indrømmelse fra hans side, men det var jo sandheden og den sagde han altid.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var virkelig presset i denne situation.. chokket over hvad de lige havde været igennem, også selvom det naturligvis var vigtigt for hende, at hun havde fået ham ud, for det var også noget, som hun havde lovet ham.. og her sad de. Hun havde jo fået ham ud! At det så næsten havde kostet hende livet, havde hun bestemt ikke været meget for, for det havde uden tvivl været skræmmende. Hun havde jo faktisk regnet med at.. det ville blive hendes endelige, da hun næsten havde været sikker på, at det ville blive hendes død.. Hendes krop rystede virkelig.. og hun kunne da slet ikke finde den form for ro! Hun lukkede øjnene let. Hun havde levet op til sit løfte til ham, og hun havde fået ham ud, også selvom det havde holdt hårdt, og det næsten havde taget hende med i faldet.. Hvis det ikke havde været for ham. Hun smilede svagt for sig selv.. Hun forsøgte virkelig at falde til ro, selvom det på ingen måder var nemt for hende. Hans ord, fik hende hurtigt til at kigge op mod ham igen. Tak? Det var ikke ofte, at hun hørte de ord fra ham. ”J-jeg sagde det jo..” forsøgte hun igen. At han lagde sig i sengen sammen med hende, var faktisk noget som passede hende særdeles fint. Hun lagde sig mere ind mod ham.. Nu var det hende, som havde brug for tryghed, og faktisk komme over det chok om hvor tæt hun egentlig havde været på døden! Hun smilede svagt.. Det gav hende en ro, at han snakket til hende.. Også fordi at de nu var kommet hjem. Theodore var slet ikke en mand, som hun tænkte på.. Lige nu var der kun ham og hende. ”J-jeg gjorde hvad j-jeg lovede,” sagde hun dæmpet. Hun lagde sig mere ind mod ham med hovedet hvilende mod hans skulder. Hans arme om hende, og det at han strøg hende over ryggen, gjorde hende mere rolig.. men slet ikke afslappet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var virkelig glad for at være hjemme. Det var nået til et punkt, hvor det var knald eller fald og der var han glad for, at det var endt godt. Han vædede flygtigt sine læber, som han holdt armene om hende. Hun var uden tvivl meget chokket i øjeblikket og mere end ham. Chokket for ham havde lagt sig i det øjeblik, at han havde set hende hænge der, for så havde det pludseligt handlet om hende i stedet for ham selv. Det var uhyre sjældent, at han faktisk tænkte på andre før sig selv, men han ville ikke være taget derfra uden hende. De var to om dette nu, hun var den han viede sin tillid til og det skulle hun jo også mærke. Hun havde uden tvivl holdt sit ord og han var hende jo taknemmelig. Men dette var jo et bevis på, at han kunne stole på hende, hvilket faktisk var en stor bekræftelse for ham. Han havde brug for, at de kunne komplimentere hinanden som han havde forestillet sig og på den måde lære af hinanden, så de kunne blive et af de stærkeste og mest berygtede par i hele Dvasias og faktisk gerne i flere af landene. Han trak på mundvigen, selvom det ikke udviklede sig til at smil, før det var falmet igen og han havde et neutralt ansigt igen. Han trykkede hende ind til sig og lagde sig godt til rette på sengen, der uden tvivl var virkelig dejlig og blød efter så lang tid i en celle. "Ja, det gjorde du jo," endte han dæmpet og trak vejret dybt. Han følte trætheden i øjnene, men kunne slet ikke sove lige nu hvor hun lå og havde chok i hele kroppen over hvad der var sket. Han havde faktisk selv været bange, for hans verden var som gået i stå, da han havde set hende hænge der. "Du har gjort mere end du behøvede, Tiyanna. Men... du har bekræftet for mig, at dette er... rigtigt. Vi to kan blive så stærke sammen ved at hænge sammen som sol og måne," endte han. Igen, bare logik for ham, selvom det nærmest lød som filosofi eller poesi.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde jo kun ønsket at bekræfte for Sephiran, at hendes ord, var noget som man kunne stole på, og det havde hun jo trods alt også gjort, ville hun da mene. Hun havde kæmpet ham ud, også selvom det havde været tæt på at koste hende sit liv, men.. det var en ofring, som hun glædeligt havde gjort for ham, bare hun ikke havde haft behov for at slippe ham. Selvfølgelig lå hun i chok over at have hængt der, og med livet som kun ebbede ud af hende, men han var kommet hende til undsætning, som hun havde med ham. Hvis hun havde kendt til forsvar med magi, havde hun nok heller ikke hængt der. Hun lukkede øjnene let. Adrenalinet var ved at forsvinde, og det efterlod hende kun træt og frygtelig, frygtelig dvask. Tungen strøg let over hendes læber, inden hun selv lagde sig mere til rette ved ham. Han holdt om hende.. han havde bekræftet hende, også selvom han ikke havde skænket hende de store ord i retur, som hun havde givet ham, så tvivlede hun ikke på, at der måtte være noget et eller andet sted alligevel. ”J-jeg.. d-du kan stole på mine o-ord..” fik hun fremstammet. Det var virkelig ikke behageligt for hende at snakke sådan som hun havde det, og det gjorde ondt.. Rebet havde virkelig strammet over struben, og havde efterladt et temmelig grimt mærke, som hun ikke kunne gøre noget ved. Hun havde gjort det, fordi at hun selv ikke kunne give slip på ham, og uanset hvor tåbelig han så end kunne være, så var det bestemt ikke fordi at hun nogensinde kunne finde på at gøre det ved ham. ”S-som sol og måne.. A-altid vil jeg være din, Sephiran. B-bare.. hold om mig lige nu..” bad hun dæmpet. Lige nu var det hende, som havde brug for at vide, at hun var god nok, og bare at vide, at der var en til at passe på hende. Hun var vel bare gået hen og blevet lidt for vant til, at have ham til at holde hende tryg, i stedet for alt det andet her? Det var skræmmende nok, som det var i forvejen!

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde i den grad fået bekræftelse fra Tiyanna og det var nok også noget, der gjorde det sidste for ham. Ægteskabet betød en del mellem dem og han ønskede, at de skulle være stærke sammen og faktisk forstå hinanden. Nok kunne Tiyanna aldrig lære ham alt det med følelserne, men hun kunne da lære ham at kæmpe med næverne og beskytte sig selv uden magien, som han til gengæld kunne lære hende magien. De skulle være et stærkt hold og det holdt han fast i; det var det, som ægteskabet mellem dem skulle betyde. Han trykkede hende ind til sig og lå godt og tæt med hende. Hun var uden tvivl i chok over situationen og det var jo klart. Han var jo selv bange for døden, skræmt over at have været så tæt på det, men det hele var vendt så snart han havde set hende hænge i det, så det var som om at adrenalinen havde skubbet alt chokket ud af hans krop. Nu hvor han dog så var ved at falde ned ovenpå adrenalinen, så mærkede han bare trætheden endnu mere, selvom han slet ikke følte, at han kunne falde i søvn. Nu havde han jo også holdt sig vågen så længe alligevel, så hvorfor ikke bare gøre det lidt længere? "Jeg tror dig... Du har alt min tillid nu Tiya," endte han og lod alligevel øjnene lukke sig i. Han tog en dyb vejrtrækning og prøvede bare selv at få en almindelige vejrtrækning og en normal hjerterytme på plads, så det ville smitte af på hende. Han strøg stadigvæk en arm over hendes ryg for at berolige og trøste hende, så hun faktisk ville falde til ro og falde i søvn. Det ville i hvert fald være bedst for hende at sove chokket væk og han havde uden tvivl også selv brug for at sove. "Jeg holder om dig... Så sig ikke mere, kære... bare fald til ro," endte han. Hun anstrengte sig tydeligvis for at snakke og sådan behøvede det jo slet ikke at være! Han sukkede tungt og faldt efterhånden til ro, som de lå der... og så håbede han, at det smittede af.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna ønskede virkelig ikke at miste Sephiran, også selvom det ikke var ord, som hun som sådan havde sagt direkte til ham. Hun elskede ham.. og hun ønskede virkelig, at de fandt ud af det. Det var vel mere ønsket om at han skulle blive ved hende, end noget andet.. Han kunne stole på hende, og det var vel også gået op for ham nu? Hvor hun direkte havde sat sit eget liv på spil, for at redde ham ud af den kattepine som han var endt i? Hun forsøgte virkelig at finde fred i krop og sjæl, men det var svært med smerten i halsen, som om at hun stadig havde løkken siddende der.. Hun brød sig bestemt ikke om den følelse eller fornemmelse. ”G-godt..” sagde hun med en dæmpet stemme. Øjnene lukkede hun igen og prustede tungt ud og ind i et forsøg på at falde ordentlig til ro. Det lignede hende slet ikke at tage det så tungt og så voldsomt, for hun var uden tvivl vant til at skulle gøre det her.. være tæt på døden, for den grænse havde hun jo danset på mange gange igennem sit liv som vild i skoven.. og nu lå hun her. Svagt bed hun sig i læben og rystede på hovedet. Hun havde stadig ikke sluppet Sephirans klæder, og hun kunne slet ikke få sig til det.. hvad nu hvis han lod hende gå? Slap hende? Den tanke kunne hun slet ikke have med at gøre overhovedet! At han ej ville have at hun skulle sige mere, havde hun skam ikke noget imod.. Lige nu magtede hun da slet ikke at skulle skændes med ham på nogen måde. Hendes hænder skælvede stadig.. Det var nok mere det faktum, at billederne hjemsøgte hende. Havde hun kunne magi, så var hun selv uden problemer kommet derfra. ”Jeg prøver..” endte hun sigende. At kunne vise den mere.. svage side for ham, var skræmmende nok i forvejen. Hun var virkelig bange for, at hun ville blive betragtet som svag.. for det var hun altså slet ikke!

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde frygtet for at miste Tiyanna, så derfor var det også mere hende han var bekymret for lige nu end sig selv. Han var frygtelig træt og havde faktisk brug for at sove ud, men han følte ikke rigtigt, at han kunne tillade sig det uden at hun var faldet til ro først. Hun elskede ham... det vidste han godt, for de store ord som hun havde skænket ham, havde virkelig brændt sig fast i hans sind. Han vidste bare, at han ikke kunne gengælde dem, for de ord lå slet ikke i hans ordforråd. Måske de ville med tiden, ligesom han jo faktisk havde lært at sige tak og undskyld. Han vædede kort læberne og vendte sig en smule, så han endte med at ligge på ryggen, med hende halvt hvilende op ad sig, så hun lå over hans bryst på maven. Han trak dynen godt om dem, ligeglad med at han endnu havde sko på og det hele, for han orkede ikke at tage dem af. Han åbnede kort øjnene for at se, om hun fandt ro ved ham og det så sådan ud. Hans arm strøg han stadigvæk ned over hendes ryg for at trøste hende, for det virkede uden tvivl på hende, selvom det var en langsom proces. Han sukkede dybt og holdt øjnene lukkede i. Blidt plantede han et kys mod siden af hendes hoved, inden han måtte skjule et gab i hans anden hånd, der nærmest gav ham tårer i øjnene af at være så træt. Han gned sine øjne og sukkede tungt. Han fornemmede godt, at hun stadigvæk holdt meget fast i hans tøj, men det gjorde ham nu intet. Han kunne mærke, at hun var der og det var faktisk rart for ham. "Shhh," hviskede han bare til hende og lukkede begge arme omkring hendes ryg så han kunne holde hende tryg og sikker. Hendes svage side gjorde ham slet ikke noget, for den var faktisk kun en bekræftelse i sig selv. Efterhånden som han slappede af, så gled han også ind i en nærmest dvale. Han observerede alt om sig og kunne stadigvæk ae hendes ryg, men han kunne ikke helt vågne op medmindre man vækkede ham.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna brød sig slet ikke om at være så svag, som hun følte sig i øjeblikket. Faktisk var det temmelig uhyggeligt at have det sådan. Hun havde gjort, hvad hun fandt nødvendigt, for at redde ham ud af den kattepine, som han havde siddet i, og det var vel også det, som gjorde udfaldet lige nu? Hun trak vejret dybt igen og forsøgte virkelig at falde til ro.. Hun var bare dybt chokket over det, men det hjalp faktisk at han lå der og holdt om hende.. Det gav hende en ro, som hun ikke havde følt, siden hun havde hørt, at han var fanget og bragt til Procias og fangekælderen deri, og dømt til døden for sin indtrængen i landet.. Bare det faktum, at han havde gjort det, havde hun stadig ikke forstået! At han så bare tyssede på hende, sagde hun heller ikke noget til, for tanken om noget ro og noget søvn.. den var virkelig behagelig. At han lagde sig til rette og lagde dynen om dem, passede hende fint, selvom det virkelig var underligt, at han var så.. omsorgsfuld. Det troede hun faktisk slet ikke var noget som lå til ham, men hun skulle bestemt ikke brokke sig, det var helt sikkert! Tungen strøg hun let over sine læber, inden hendes egne øjne stille og roligt gled i, udelukkende på grund af den udmattelse, som det hele havde bragt hende. Grebet slap på intet tidspunkt om hans tøj, og der var hun faktisk ligeglad med, at det blev fuldstændig krøllet, for hun kunne ikke slippe ham! Selv nu hvor hun gled halvt om halvt hen i søvnen, så slap hun ham stadig ikke.. Søvnen endte dog alligevel med at overmande hende.. uden så meget som et ord mere, så gled hun mere hen i det at ligge stille, nu hvor hun havde hans arme om sig, kysset mod hendes pande, og det at han holdt om hende og passede på hende, så faldt hun faktisk i søvn..

[Theodore Jarvis Acheron]

Den ro som havde sænket sig over huset, siden Sephiran og Tiyanna var taget derfra, var skam kun hvad man kunne kalde for en stilhed før stormen. Clemency havde været under behandling for hvad det nu var, Sephiran havde kastet efter hende, og nu virkede hun skam også til at være ordentlig på bedringens vej. Samuel havde taget sig af hende, og det samme med den underlige engel, som makkede ret efter hvad hans søn bad hende om.. Hvilket skam også passede ham fint. Det var desuden ikke den knægt, som han ønskede at gøre noget ved.. men derimod hans ældre.. Den kære Sephiran. Med det samme, at den kære mand var kommet hjem, havde han kunne mærke det. Clemency lod han ligge i sengen. Den omgang havde uden tvivl også taget hårdt på hende, så nu ville han udnytte det lidt til hans egen fordel. Selv bevidst, søgte han til Sephirans soveværelse. Den var magisk forsikret.. det kunne han mærke. Og nu hvor hans egen magi selv havde fået frit udspil, så var det noget som han helt klart godt kunne mærke. Han kneb øjnene let sammen, inden han tog i håndtaget, hvor han med den anden hånd, tvang den lås og beskyttelse ned, inden han tvang døren op. Med hans magiske kunnen, så var det jo heller ikke ligefrem fordi, at det var særlig svært igen. Han vendte blikket hen mod dem i sengen. Han trak ganske svagt på smilebåndet. Det var jo lige før, at synet morede ham. ”Jeg tænkte nok at du var kommet hjem.. En skam at det ikke var sådan det endte.. Procias? Af alle steder?” spurgte han med en kortfattet stemme. Han var skuffet.. uden tvivl skuffet, også fordi at det var hans ry og rygte, at det faktisk gik ud over i den anden ende.

[Sephiran Acheron]

Selvom Sephiran var gledet ind i en dvalende tilstand, så sov han ikke helt, men han var heller ikke helt vågen. Øjnene ville ikke åbne, selvom hans hjerne måske tænkte på at kigge rundt, men det skete bare ikke. Det var stadiet lige inden man faldt i søvn kunne man sige og det var uden tvivl et stadie, der var længere ved ham lige i øjeblikket, da hans tanker stadig snurrede om alt hans grubleri. De havde reddet hinanden her den tidlige morgengry og lige nu så faldt de vist bare begge i søvn af den rene udmattelse var den sidste tid. Det var egentligt en ironisk tanke. Først havde han taget hende til fange, så havde hun fanget ham... Så var hun blevet fanget af Alexander, hvor han havde reddet hende og nu havde det været Gabriel, der havde fanget ham, og hun var kommet ham til undsætning. Men egentligt kunne han meget godt lide deres baggrund, for det hele pegede jo bare i retning af, at de faktisk skulle stole på hinanden og være hinanden tro hundrede procent. Hans handlinger, var egentligt bare hvad han troede ville berolige hende. Dynen var jo rar at sove med og så prøvede han jo bare at trøste hende med det chok, hun tydeligt udviste med kropssproget. Hun var ved at falde ned nu, hvilket han fornemmede så tæt som de lå og det var uden tvivl en rar fornemmelse. Han trak vejret dybere og dybere, som han faktisk var ved at falde i søvn ovenpå alt den grublen...
Hele denne stund havde han faktisk fuldstændig glemt Theodore. Det var ikke lige hans største bekymring, men den vendte da frygteligt tilbage da hans fars stemme rungede i hans ører. Han vågnede med et spjæt. Det undrede ham ikke, at hans far havde fjernet hans magi, for han var jo selv svag i øjeblikket, hvilket han uden tvivl hadede. Men hans sind var ikke i fokus lige nu. Han lagde Tiyanna i sengen ved siden af sig og kæmpede sig op at stå, selvom hans ben knapt nok ville lystre ham. Han stod dog og blev stående og han stod mellem sin far og Tiyanna, da han ikke skulle få fingrene i hende. Han knyttede næverne. Han var virkelig træt og havde stadig sorte rander rundt om øjnene. "Jeg havde håbet, at du havde forstået mit budskab fra mit bryllup," hvislede han og hentydede tydeligt til, at han ønskede Theodore væk herfra. Han trak på mundvigen i et kynisk smil og følte sig allerede rasende, selvom han knapt nok havde energien til det. "Hvordan har Clemency det?" spurgte han hånligt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna faldt fuldstændig til ro ved at skulle ligge der sammen med Sephiran. For en gangs skyld, så fik hun lov til at opleve det, som de faktisk var et par, og det var en tanke, som hun virkelig godt kunne lide. Hun trak vejret dybt og lagde sig ellers godt til rette ved siden af ham. Grebet omkring hans tøj, slap dog på ingen måde, for hun brød sig slet ikke om at skulle ligge der alene efter det her. Det var næsten, som hans arme omkring hende, faktisk holdt de mareridt lidt på afstand, og det var noget som faktisk passede hende ganske udmærket! Hun sukkede dæmpet, og lagde selv ikke mærke til at døren gik op og Theodore faktisk endte med at stå i den. Hun vågnede med et spjæt, da Sephiran gjorde det samme, hvor hun kort vendte blikket mod ham, og så videre mod Theodore som stod i døren, da hun hørte hans stemme. Hun havde virkelig glemt alt om ham, hvis hun skulle være helt ærlig, og det var slet ikke noget, som hun kunne have med at gøre! Svagt bed hun sig i læben og så til at Sephiran rejste sig, selvom det var tydeligt, at han knapt kunne stå på benene. Hun var jo slet ikke meget for at slippe ham i udgangspunktet! ”Sephiran..” forsøgte hun, inden hun satte sig op. Mærket om halsen var der stadig.. Hvor lang tid, havde de overhovedet fået lov til at sove? Hun magtet virkelig ikke at skulle kæmpe yderligere med det her! Dynen trak hun mere om sig. Hvor var Clemency i alt det her? Pludselig var det som om at alt det som de havde haft at slås med, blev kastet direkte tilbage i hovedet på hende. Alt hvad de havde været igennem.. brylluppet, Theodore.. kamp og strid. Hun rystede på hovedet, inden hun tvang dynen af sig og rejste sig op, også selvom det var lettere skælvende på benene.

[Theodore Jarvis Acheron]

Rygterne havde lydt til at Sephiran havde forsøgt at indgå en alliance med procianerne, og det var slet ikke noget som Theodore kunne have med at gøre på nogen måde! Han var nødt til at færdiggøre det arbejde som han havde startet op på for mange år siden, og nu hvor Clemency ikke var helt på benene til, at kunne stille sig i vejen for det igen, så kunne han måske få muligheden for at gøre noget ved det? Mærkerne, som Tiyanna havde om halsen, havde han godt lagt mærke til, og specielt da hun valgte at rejse sig, så kunne han da helt klart se dem. At komme ind af døren, havde heller ikke været det største problem, og det var noget som helst klart passede ham fint. At knægten så endnu en gang skulle stille sig i midten, så han ikke kunne komme til Tiyanna.. Det morede ham virkelig at se hvor meget hans egen søn forsøgte at beskytte den kvinde, som stod bagved ham. Han kneb øjnene let sammen. ”Hvorfor skulle jeg forlade det sted, som jeg selv kom til verden på, Sephiran? Det er mit hjem,” endte han med en fast tone. Han havde slået gode rødder her igennem den sidste tid, og det var noget, som helt klart også passede ham udmærket.. Noget skulle han jo bruge tiden på, mens Myia og Samuel havde taget sig af Clemency, da det heller ikke ligefrem var noget som lå naturligt til ham selv i forvejen. At han så spurgte ind til sin mor, forundrede ham dog lidt, selvom det nok ikke var til at læse i hans ansigt.. Han ville ikke vise det åbent og offentlig, hvis han kunne blive fri. ”På bedringens vej.. Kreativt, Sephiran.. Meget kreativt..” Nu hvor manden var svag, var det noget, som han uden tvivl også havde tænkt sig at udnytte. Uden tegn på usikkerhed, trådte han frem mod ham.. Ikke bange for hvad knægten kunne gøre.. Som det så ud lige nu, så kunne han faktisk ikke stille særlig meget op.

[Sephiran Acheron]

Det var en frustrerende tanke for Sephiran at hans far nu skulle melde sin ankomst. Han var jo slet ikke frisk til at kæmpe imod ham og den tanke gav ham næsten lyst til at tage tilbage til galgen i Procias, for han ville ikke tabe til den mand! Han havde slået den mand ihjel af en grund og han ønskede brændende at slå ham ihjel igen. Lige nu havde han bare ikke de nødvendige kræfter til at gøre det hans sind ønskede, for han var svag. Han havde sultet sig selv, tvunget sig selv derud hvor han virkelig led af ekstrem søvnmangel og han var sikkert syg, selvom han ikke viste det. Han havde ikke taget imod noget fra de procianere andet end at blive gjort i stand, for der havde han allerede været for svag til at kæmpe imod. Lige nu hadede han den tanke, men hvad pokker skulle man døre? Alle mistede da håbet hvis de stod for døden, specielt dem, der frygtede for det. Han skulle virkelig have lavet en aftale med Azrael før en eller anden kappede hovedet af ham, for med ydmygelse på ydmygelse, så blev han faktisk kun mere og mere bange for at døden var ved at indhente ham. Han fornemmede at Tiyanna vågnede, da hun nævnte hans navn, men han holdt blikket rettet mod Theodore, da han ikke turde se væk. Hans øjne blinkede af træthed og det var en kamp bare at stå op, fordi han jo slet ikke var vågen. Han havde nærmest en zombie-tilstand. "Tiyanna, bliv bag ved mig," endte han. Han blev nødt til at prøve på at beskytte hende, for selvom de tilsammen ikke så ud af meget lige nu, så var han stadig stærkere end hende, eftersom hun jo stadig var i chok og havde mærket om halsen endnu. Han kneb øjnene sammen og mærkede allerede hans hjerte hamre igen, som han prustede en smule. "Det er ikke dit hjem længere! Da jeg slog dig ihjel så gik det hele videre i rækken," hvislede han køligt. Han hadede den tanke, at manden skulle komme ind på hans territorium og tro, at han kunne tage det hele tilbage igen. Han kneb øjnene sammen og blev stående, selv da hans far trådte imod ham. Han var tæt på at knække sammen, da hans ben ligesom ikke ville lystre. "Bliv væk... Gå ned og pas hende før jeg gør hende mere syg!" endte han. Han holdt hænderne op, der skælvede ud i luften og kastede en noget halvhjertet sort kugle mod Theodore der nærmest døde i midt luft og forsvandt. "Fordømt," mumlede han sammenbidt og endeligt knækkede benene sammen. I det indre var han rasende, men han havde ikke energi til at udvise den. Han forsøgte at kæmpe sig op på benene igen.