Black, White and Red

[Deleted]

Nemesis rullede med øjnene og så på ham som var han et lille barn. "Jeg kan ikke slå nogle af os ihjel uden at dø selv.. Jeg er ikke dum" Sagde hun og greb kniven igen og trådte frem mod ham mens hun drejede den mellem fingrene.
"Det er derfor det er så.. behagende, at se andre folks blod flyde.. At høre deres skrig, som bare stiller kløen en smule.. Sikker på du har tænkt dig at blive her?" Hun lagde det kolde knivsblad mod sin kind og flashede sine tænder i et ondt grin.
Hun så sig omkring og løsnede sine skuldre let. "Så øde.. Så afsides. Ikke andre sjæle end din at lade mine frustrationer gå ud over..." Hun trak vejret dybt og så på ham med et grusomt blik.
Det kolde blanke knivsblad der hvilede mod hendes kind gled ned over hendes kæbe mens hun overvejede kraftigt at angribe ham. Men det lod til at hans historie om at spise små pigebørn havde overbevist hende om at hun kunne finde et bedre offer. Hun fnøs og smilede koldt til ham.
"Det er din heldige aften.." Hvislede hun og passerede ham.

[Deleted]

Måden hun rullede med øjnene fik Loup til at skære en grimasse, som om han måtte holde en advarende snerren tilbage. Men han forblev stående hvor han stod, og betragtede kniven hun igen drejede og vendte mellem sine fingre. Han var ikke i tvivl om at hendes ord skulle tolkes som en advarsel, eller en trussel, men han betragtede hende alligevel vågent. Han brød sig ikke om hvordan hun igen satte i et ondt grin, men besvarede det med et selvsikkert smil.
”Hvorfor? Har jeg fået en grund til at gå?” spurgte han provokerende. Hans blik hvilede vågent på hende, som om han udfordrede den fristelse han kunne se at hun kæmpede med. Han måtte da også indrømme at hun havde vakt hans interesse, og der var en vis form for morskab over at teste hendes grænser. Han fulgte hende med blikket da hun gik forbi ham, og lo dæmpet, inden han med rolige skridt fulgte efter hende, med en afmålt afstand. ”En heldig aften kan man vel godt kalde det,” istemte han med et afmålt smil i hendes retning. ”det er ikke hver aften man møder kvinder med en ulvs blodtørst.” Der var en vis respekt at spore i hans ord, selvom der ikke var noget i hans kropssprog der afslørede det. Nysgerrig var han alligevel; hvis hun havde været så fristet til at angribe ham som han gik ud fra, måtte der vel være en grund til at hun havde valgt at lade være.

[Deleted]

Hun grinede koldt men hendes blik var varsomt. Hun kunne ikke lide at han fulgte efter hende og efter nogle meter stoppede hun op og snurrede rundt. ”Hvorfor forfølger du mig…” Snerrede hun let og trådte et par skridt tilbage med kniven hævet.
”Jeg ved det.. Han er ude på noget..” Sagde hun til siden uden at tage blikket fra ham, som om hun snakkede med en eller anden men i virkeligheden var det bare stemmerne i hendes hoved der forsøgte at overbevise hende om at han var ude på at skade hende som alle andre.
Hendes øjne blev pludselig store og det var tydeligt at hun ikke hørte hvad han sagde til sidst. En uhyggelig stilhed havde lagt sig over dem og hun så rundt med et vanvittigt blik. ”Der er.. noget..” Hvislede hun og hun kneb øjnene let sammen mens hun spejdede ud i mørket. ”… nogle.:” Hun så på ham med et mistroisk blik som troede hun at det var hans gøren. Men selv an måtte da kunne fornemme at de ikke var alene.
Det var de heller ikke, hendes udbrud før havde tiltrukket de eneste andre der kunne finde på at roame i skovene på denne tid. Røvere, udkast og kriminelle folk. En gruppe på fem for at være specifik der havde slået lejer i skoven for at være i fred for vagterne i byen. Og lyden af en kvinde havde trukket dem ud i mørket og de stod nu ganske kort fra de to.

”Så hurtig hun er” En bred mand trådte ud i den lille lysning men Nemesis havde svært ved at se præcis hvem eller hvad han var i tusmørket. Skikkelser bevægede sig bag ham og en spredt latter nåede hendes øre. ”Det er hun ikke når vi er færdige med hende.. I to, i tager jer af ham” Lederen gestikulerede mod Loup og selvom at Nemesis som kvinde måske burde være urolig og angst flækkede hendes ansigt i et grin og flammerne i hendes blik blussede op. Hun snurrede kniven mellem fingrene da en mand trådte frem mod hende og hun grinede koldt før hun lod tungen glide over læberne. ”Perfekt nat…” Hvislede hun og satte af fra jorden i et frådende angreb direkte mod manden.
Dødsenglen i Nitka havde taget mere end bare kontrollen. Trangen til at se folk dø og lide drev hende i en blind blodrus og Loup var glemt.

[Deleted]

Da Nemesis vendte sig mod ham og igen hævede kniven som en advarsel til ham, standsede Loup op og løftede et øjenbryn af hende.
”Hvis jeg ville angribe dig, tror du så ikke jeg ville have gjort det mens du havde ryggen til?” spurgte han sigende, men det lod til at hendes tanker var andetsteds – hun lod i hvert fald igen til at have en samtale med sig selv. Han var dog ikke i tvivl om at samtalen drejede sig om ham. Han skulle lige til igen at gå mod hende, men standsede selv op da lyde og lugte i skoven gjorde ham opmærksom på, at de ikke var alene. Nemesis lod selv til at have fornemmet det, og han besvarede derfor blot hendes ord med en enig nikken. Det var heller ikke fordi de ligefrem havde været stille i skoven; de havde selv været skyld i at tiltrække sig opmærksomheden.
Loup trak i en grimasse der kunne minde om en snerren mens han selv så rundt om sig i skoven. Det ville være nemmere at se hvem der lurede med ulveøjne, men han havde ikke tiden til at gennemgå overgangen nu. I stedet greb han sin egen daggert fra bæltet og holdt den klar, lige i tide til at se skikkelserne træde frem fra mørket. Han talte fem, og kunne kun gå ud fra at det var simple landevejsrøvere som var blevet lokket til dem af deres snak. Men ligesom Nemesis reagerede Loup også på deres trussel med et forventningsfuldt smil og en blotlagt daggert. ”Får jeg kun jer to at danse med?” spurgte han provokerende til de to mænd der trådte frem mod ham med deres egne knive i hænderne. Loup blotlagde tænderne i et grin, før han med et pludseligt brøl farede direkte i struben på en af mændene, som med et gurglende skrig kunne afsløre at Loups daggert allerede var grundigt begravet i halsen på ham.
”Han er et dyr!” råbte den anden og trådte frem for at angribe Loup før han led den samme skæbne, men Loup havde allerede trukket sin daggert ud fra røverens hals og holdt den oppe for at blokkere for den anden mands kniv. Han sendte manden et blodigt smil. ”I valgte de forkerte ofre i nat… Jeg kan lugte din frygt.” hviskede han med et grin, før han gav ham et solidt spark i maven som sendte ham i jorden. Han ville have lidt sjov med denne her, før han også ville dræbe ham.

[Deleted]

Nemesis satte tænderne i den ene mands hals og han kom med et forskrækket hyl af smerte og forsøgte at ryste hende af sig. Hun hamrede kniven ned i hans strube mellem hans hals og kraveben og en gurlen bragte manden i knæ. Hun så op, hendes mund dækket af blod og hendes øjne store af fryd.
En anden mand havde gjort mine til at redde sin kammerat men ved synet af Nemesis blik bakkede han en enkelt gang-
"Kryster, det er jo bare en tøs!" Snerrede den første store mand der havde virket som lederen og skubbede sin ven af vejen. Han havde en stor dolk i hånden og rakte den anden hånd frem mod Nemesis."Læg kniven fra dig så slipper du med livet i behold.." Sagde han men hans ansigtsudtryk forandrede sig da Nemesis rejste sig. "Bliv der.:" Snerrede han og holdt dolken frem foran sig. Men Nemesis forsatte til spidsen af dolken lavede hul i hendes kjole på brystbenet. Hun grinede kort ved mandens blegnende ansigt og tog fat om hans hånd med dolken i.
"Vil du have lidt sjov? Du og jeg.. Vi skal have det rigtig.. sjovt.." Hvislede hun og jog sin egen dolk gennem mandens underarm. Han skreg af smerte og Nemesis kunne uden problemer tage hans egen dolk fra ham og trådte tættere på ham selvom at han bakkede. "Næh.. Bliv her, det sjove er kun lige begyndt.." Sagde hun og placerede den anden dolk i mandens lår.
Han knækkede sammen og hun skubbede ham om på ryggen og satte sig overskrævs på hans mave. Hun trak langsomt sin egen dolk ud af mandens arm og lænede sig ned mod hans ansigt med et sadistisk grin. "Ved du hvad jeg har lyst til?" Hviskede hun mens hun placerede sin dolk mod hans strube. Han rystede på hovedet hvilket resulterede i at en ridse dukkede op i hans hud.
"Jeg har lyst til at æde dit bankende hjerte..Til at pille huden på dit bryst af, knække dine ribben og vise dig dit eget hjerte før du dør.. Lyder det ikke sjovt?.."
Manden hvæsede af hende at hun jo var komplet sindsyg og Nemesis trak på skuldrene. "måske måske ikke, det redder dig ikke.." Sagde hun og trak kniven ud af låret på ham. Hun betragtede det blanke knivsblad længe før hun lod tungen glide over de for at smage på blodet.

[Deleted]

Loup havde sin fulde opmærksomhed på sin egen modstander, men han var stadig i stand til at høre smerteskrigene fra mændene Nemesis var oppe imod, og han måtte smile let for sig selv. Han havde tydeligvis ikke fejlvurderet hende i sin evne til at forsvare sig selv, men det lod det i allerhøjeste grad til at mændene de stod overfor havde gjort. Manden Loup selv var oppe imod var blevet bleg; han forsøgte tydeligvis at skjule en skælven, men Loup kunne tydeligt lugte hans frygt. Ulven i hans indre kløede efter at gnave struben ud på ham, drikke hans blod og fortære hans kød. Men hvor var det sjove i at lade det blive overstået for hurtigt?
I stedet drejede Loup fraværende sin kniv mellem fingrene, mens han gik tættere på røveren, som straks begyndte at bakke bagover.
”Hold dig væk! Væk, siger jeg!” forsøgte han, til Loups evige morskab. Det var tydeligvis gruppens kryster han var blevet placeret med, mens lederen selv lod til at have viet Nemesis sin opmærksomhed. Han følte sig selvsikker nok til at sætte sig ned på hug foran ham og tog roligt hans kniv fra ham, og sendte ham et kattevenligt smil. ”Rolig, min ven. Det går hurtigere hvis du bare slapper af.” sagde han i en silkeblød stemme der dryppede af hån. Han tog fat i røverens håndled og placerede hans hånd mod træets stamme, før han i en hurtig bevægelse bankede knivens blad gennem røverens håndflade og fæstede ham til træet. Røverens satte i et øredøvende skrig af smerte, mens Loup besvarede hans skrig med en latter. Med hånden placeret på knivens skæft begyndte Loup roligt at vugge kniven op og ned i træets stamme, og morede sig over røverens sammenbidte klynken. ”Jeg beder dig… Jeg gør det aldrig mere, det lover jeg!” forsøgte han, men Loup så bare på ham med et hånligt blik. ”Du har ret. Det gør du ikke.” sagde han enigt, før han tog sin egen daggert i hånden igen, og i en flydende bevægelse skar halsen over på ham. Røveren døde langsomt med et udtryk af smerte og chok fæstet i ansigtet, mens Loup rejste sig op og slikkede blodet af sin kniv, for derefter at vende sig mod Nemesis for at følge med på hvordan hun behandlede sin modstander.

[Deleted]

Nitka lod kniven skære små flænger i mandens hud mens hun nynnede lidt som det barn hun først havde været. Mandens skrig og smerte gav hende stor fornøjelse og det var tydeligt at se. Den sidste mand var forlængst stukket af og manden under hende ønskede det samme, men han levede ikke længe nok til at ryste tøsen af sig, da hun efter et lille minut mistede tålmodigheden og begravede hans egen dolk i hans hjerte.
Hun kom på benene med et veltilfreds suk og slikkede blodet af kniven hun havde i hånden før hendes blik atter faldt på Loup og hun kneb øjnene sammen. "Er du stadig her.." Hun virkede dog lidt mere rolig. Som om hun hvilede mere i sig selv efter de brutale mord og hun trak vejret dybt før hun trak på skuldrene med et tsk. Hun løftede kjolen op over knæet så hendes lår blev blottet og satte dolken i læder stroppen igen. Der på trak hun kappen om sig, og uden et blik mere på Loup trådte hun over den døde mand mod mørket igen.

[Deleted]

Loup måtte trække i en imponeret mine, mens han betragtede hvordan hun behandlede manden under sig. Han ville lyve, hvis han påstod at han ikke også selv fik en slags sadistisk nydelse af at høre hans skrig og se ham vride sig under hendes kniv, og da han til sidst kunne nyde duften af hans blod fra det friske sår, hun placerede i hans brystkasse.
Hans blik faldt derefter på hende, hvor han trak i en provokerende mine med et smil der matchede.
”Selvfølgelig er jeg det. Du er fascinerende, som jeg sagde. Det ville være en skam at gå min vej uden at se hvad mere du kan finde på.” Han fulgte hendes bevægelser med blikket da hun trak op i kjolen, placerede kniven i stroppen, for bevægede sig ind i mørket. Uden at smilet forlod hans læber lænede han sig ned over manden han selv havde dræbt og stak en hånd ind under hans trøje, og fremtrak en lille skindpose. Efter at have set indholdet efter, rejste han sig med et tilfreds smil og fulgte efter hende videre ind i skoven. En respektabel afstand havde han ikke, da han sørgede for at følge efter hende i et tempo der matchede hendes eget, og holdt ham højest et par skridt bag hende. ”Desuden er det muligt at de tyveknægte kun var en del af en bande, som stadig venter derude. Det kan være du får brug for min hjælp igen.” Det sidste blev sagt som en åbenbar udfordring, understreget af det smørrede smil han sendte i hendes retning. Han var skam ikke i tvivl om hendes evner, ikke efter at have set hende i aktion, men hans ego tillod ham ikke at anerkende det.

[Deleted]

Nemesis rullede kort med øjnene og trak den røde hætte over sit røde hår mens hun begav sig ud i mørket. I hættens skygge fulgte hendes blik hver eneste lyd han lavede - eller som hun selv lavede. Hun var ved at blive godt paranoid over ham, og stemmerne i hendes hoved underbyggede blot følelsen af at blive forfulgt.
"De er begyndt at gå mig på nerverne Hr. Loup - Deres vane med at forfølge mig er frustrerende, selv hvis der er andre røvere i skoven, ville de være nemmere at komme af med end Dem..." Sagde hun med en advarende snerren gemt i den ellers sukkersøde psykopatiske stemme. Hun mærkede det kolde knivsblad mod sit lår og fortrød at hun havde sat kniven tilbage eller i det mindste bare havde taget mandens kniv med sig. Hvis Loup pludselig angreb hende ville det tage hende længere tid at fremdrage sin kniv end hun ønskede, og det kunne ske at hun tabte kampen.
Hun øgede farten en anelse, og trak skuldrene op. Han var ude på noget, det viste hun. Han ville slå hende ihjel. Han ville pine og plage hende - det sagde stemmerne hende. Hun måtte reagere før han gjorde.

[Deleted]

Da Nemesis øgede farten, gjorde Loup det samme, og bevarede den samme afstand mellem dem. Han gjorde intet, hverken for at øge eller mindske afstanden mellem dem. Samtidig som det var underholdende at se hende blive mere og mere paranoid over hans tilstedeværelse, havde han heller ikke lyst til at hun skulle forsøge at dræbe ham igen. At være døden nær én gang for enden af hendes kniv, havde været mere end nok.
”Hvordan ved du at jeg forfølger dig? Måske skal jeg bare den samme vej?” foreslog han med et roligt smil, og stak hænderne i sine lommer. I sin ene lomme kunne han mærke skindposen han havde taget fra den ene mand, og følte gang på gang på dens indhold med et tilfreds smil. ”Desuden ligner du en person som kunne bruge et værelse for natten til at hvile dig i, og jeg har lige fået midlerne til at skaffe et værelse. Man kan vel lige så godt slå to fluer med ét smæk, ikke?” Denne gang øgede Loup farten, og vovede sig endnu tættere på hende, så han endte med at gå ved siden af hende, og betragtede hende med et særligt glimt i øjet, og et smørret smil om læberne. Han forventede ikke at hun var direkte åben for forslaget – faktisk forventede han det stik modsatte – men det betød ikke at det ikke var forsøget værd. Han vidste at han ikke havde i sinde at slå hende ihjel, men om hun kunne holde sig til det samme, var vel en anden sag.

[Deleted]

Nemesis syntes gradvis at blive mere og mere paranoid og hidsig over ham og situationen. Hun mumlede for sig selv, og en del andre. "Ja.. Ja han er.. skade mig.. dræbe.." Hviskede hun og så mistroisk på ham da han talte videre. "Jeg er ikke dum tøs jeg ved hvad du vil.. skade mig.. Pine mig.. Ja. Ude på noget.." Det virkede grangiveligt som om hun gik og snakkede med nogle. Hendes øjne var vilde, flakkede fra sted til sted. I Loups øjne ville han nok ikke se andet end træer men hun syntes at fokusere på noget andet.
Hun stoppede op og så mod ham, hendes blik var fjendsk og hun kneb øjnene en anelse sammen. "Du får ikke lov.. Jeg vil smage dit blod.." Hvislede hun og det kolde morderiske grin spillede på hendes læber før hun satte af fra jorden med retning mod ham. Hun var som en tiger i en krog, angreb lige på og hårdt. Hun havde ikke engang kniven i hånden, hun havde sine fingre rettet mod ham som troede hun at hun kunne gennembore ham med dem. Hun havde intentioner om at bore sine negle ind i hans ansigts hud og sætte tænderne i hans hals som en anden vampyr.

[Deleted]

Loup holdt et vågent øje med Nemesis, mens han fulgte efter hende med den samme afmålte afstand som før. Jo længere de gik, jo mere lod det til at hendes paranoia greb hende. Alligevel gjorde han ingen mine til at gribe efter et våben, da han var sikker på at det kun ville få hende til at mistænke ham endnu mere. Han rynkede brynene, da hun lod til at tale med sig selv igen, og hvordan hendes blik flakkede fra side til side. Hun er overhovedet ikke ved sine fulde fem, indså han med en vågen mine. Hvis der var nogen i skoven man skulle passe på overfor, måtte det være hende.
Loup havde kun nået at tænke tanken før han så det morderiske grin fare imod ham, og mærkede hendes fulde vægt mod sin krop. Han havde ikke nået at forberede sig på sammenstødet, og faldt omgående til jorden med hende over sig. Han greb fat om hendes håndled og forsøgte at holde hende fra sig, men han synes allerede at han kunne mærke at hendes negle havde efterladt rifter i hans ansigt. Smerten sved, men han bed det i sig og knurrede dæmpet af hende mens han forsøgte at få hende af sig.
”Jeg er ikke ude på at skade dig, din sindssyge igle!” brølede han idet han satte fødderne mod hendes mave og forsøgte at sparke hende af sig på den måde.

[Deleted]

Hun knurrede som en vred puma og satte tænderne i hans hals som en anden vampyr. Dødsenglen i hende tørstede efter hans blod, og hun ville stille sin sult på en eller anden måde.
Men hun var ikke nogen stor pige, hun var spinkel og fysisk ikke den stærkeste. Så da han satte fødderne mod hendes mave skulle der ikke meget til før han havde fået hende sparket af sig. Hun blev kastet bag ud med en vred snerren - men al lyd syntes at fortage sig da hun ramte jorden. Hendes krop ramte først men hendes nakke lavede et hårdt flick og hendes hoved ramte en stor gren på skovbunden med fuld kraft.
Som at knipse med fingrene var hendes bevisthed - alle og en - som slukket for, og hun lå ubevægelig, endnu med snerten af hans blod på sine læber og negle - som hun lå der så hun næsten uskyldig ud. Med sin lange røde kappe og det lange røde hår, og den mere eller mindre hvide kjole kunne man næsten tro hun var en uskyldig eventyr prinsesse.
Nok var hun bevistløs men hun ville vågne før eller senere, men hvem hun var til den tid, kunne man kun gisne om.

[Deleted]

Loup bed tænderne sammen i en knurren da han mærkede hendes tænder bore sig i hans hals, og det fik hans instinkter til virkelig at aktivere. Han sparkede fra sig med sine fødder lagt mod hendes mave, og med en knurren fik han hende sparket fra sig. Han lagde en hånd mod sin hals hvor hun havde bidt ham, mens han rejste sig, klar til endnu et angreb fra hende – men det blev ikke nødvendigt. Han betragtede hende vågent, der hun lå på jorden, tilsyneladende bevidstløs. Han skar en grimasse, idet han fjernede hånden fra sin hals, og kunne se et par blodmærker fra bidet hun havde efterladt i hans hud. Det var ingen kraftig blødning, men nok til at det sved, præcis som hans ansigt gjorde, hvor hun havde kradset ham. Han stod i nogle sekunder og betragtede hende, som om han ventede på at hun skulle vågne igen, men hun lod til at være helt væk. Han satte sig tøvende på hug over hende, og iagttog hende. Et sted måtte han have ondt af hende for at være så paranoid som hun var, men om det undskyldte for hendes angreb, ville han ikke mene. Det til trods, kunne han ikke bare efterlade hende derude i den tilstand. Specielt hvis hun havde risikoen for at skifte tilbage til det naive pigebarn. Han kvalte et frustreret støn, idet han samlede hende op og smed hende over skulderen. Hun var heldigvis ikke tung, og med hans varulvegener var det en smal sag at bære hende ud af skoven.

//out