Black, White and Red

[Deleted]

For dem der bevægede sig så dybt ind i skoven omkring den sorte sø, ville det være en klar dødsdom hvis man ikke tog sine forholdsregler. Med en mørk nattehimmel foroven, hvor ikke engang månelyset brød gennem det tykke skylag, var det en nem sag at fare vild mellem de mange nøgne træer. Skønt en mangel på byttedyr, var der ikke en mangel på rovdyr.
Det var med næsten lydløse skridt af den enorme hvide ulv bevægede sig gennem skoven, med et årvågent blikket rettet frem foran sig, og til alle sider. Ørene stod på stilke, parat til slå tilbage på enhver som ville vove at bevæge sig for tæt på ham. Den blodige kæbe talte sit tydelige sprog om at ulven allerede havde fået sin sult stillet, og hvis man havde fulgt det blodige spor der dryppede fra kæben og dybere ind i skoven, ville liget af en anden ulv fortælle hvem det sørgelige offer havde været.
Ulven knurrede dæmpet. Kannibalisme, ville nogen måske kalde det, men det var enten at spise eller at blive spist, og selv om ulven ikke havde været den mest mættende, havde det været nok til at stille hans sult for denne gang. Loup havde altid foretrukket at spise i den form der faldt ham mest naturlig; med tænder og klør blotlagte, med kroppen dækket af den let genkendelige pels, og isblå øjne som virkede malplacerede på den store ulvekrop, hvis man ikke vidste at man havde med en varulv at gøre.
Loup standsede op og snuste ud i luften, inden han blottede tænderne i en tavs knurren; der var nogen i nærheden. Han bevægede sig langsomt videre gennem skoven, mens han fulgte sin næse. Det var en anden form for sult der gnavede i hans indre; det var en blodtørst, et behov for at lukke sin frustration ud på en eller anden.

[Deleted]

Hvor sent det egentlig var blevet var Nitka ikke klar over. Hun havde sovet hele dagen efter en begivenhedsrig nat, og havde først slået øjnene op da tusmørket havde overtaget. Hun vandrede i den tætte mørke skov, og så man hende ville man virkelig tænke at hun var voldsomt på afveje, Hun havde bare fødder, en plettet hvid knælang kjole på og den røde kappe over sine skuldre. Men det var ikke kun hendes udseende der ville få folk til at være skeptiske over den unge kvinde. Hendes krop afslørede måske hvilken alder hun burde have, men man kunne ikke påstå at hun opførte sig der efter.
Hendes store blå øjne spejdede mod himlen og det fraværende muntre smil på hendes læber blev understøttet af de søgende hænder. Hun rakte mod himlen for at nå et eller andet men der var intet at se. Men Nitka var heller ikke hvad man ville kalde normal. Hendes mange personligheder der konstant kæmpede om retten til kontrol gjorde hende ikke bare farlig men også meget, meget sær.

En fornøjet latter kom fra den unge kvinde og hun klappede barnligt i hænderne før hun rakte dem op mod himlen igen. For hendes blik dansede hallucinationer af smukke farver og former, smukke lysende genstande der slørede hendes version af hvordan verden faktisk var. Hun hørte ikke den advarende stilhed da hun havde for travlt med at jage sine syn, hun bemærkede ikke det truende mørke.

[Deleted]

Om det var synet af hende eller lyden af hendes latter der først gjorde Loup opmærksom på hvor hun var, blev han aldrig klar over. Hans næse havde ført ham i den rigtige retning, og han blev stående et lille stykke fra hende og betragtede hende på en vis afstand. De isblå øjne iagttog hvordan hun leende gik ned af stien med hænderne udstrakte mod himlen og med et evigt smil på læben. Under andre omstændigheder ville han have troet at hun var et barn, men et enkelt blik over hende fortalte ham at hun måtte være ældre end som så. Et sørgeligt tilfælde, blev han enig med sig selv om, og smilte et skummelt smil i sit indre, som kun blev vist som at ulven blotlagde sine tænder på det ydre. Han sneg sig roligt nærmere, stadig lige så lydløs som var han en del af vinden. Hun så ung og mør ud; Loup kunne næsten allerede smage hendes blod på tungen. En dæmpet knurren lød fra bunden af hans strube, da han bevægede sig ud fra træerne og imod hende. Han forventede ingen stor modstand; sådan som hun opførte sig, forventede han at hun ville stivne af skræk over at se en ulv af hans størrelse, eller at hun ville forsøge at stikke af. Men det var de færreste som kunne løbe fra en varulv, langt mindre end varulv ude efter blod.

[Deleted]

Nitka lavede en piruette og stoppede op. Gennem de smukke konturerer for hendes blik anede hun en smuk hvid pels. Det var dog svært at se de egentlige træk i mørket men Nitka kunne fornemme de hunde lignende træk. ”Hund..” Sagde hun begejstret og trådte nærmere den, fuldkommen uden frygt at spore i de store blå øjne.
”Sød hund..” Sagde hun så og klappede begejstret i hænderne. Blikket hvilede på ulven lidt før det søgte over ham mod himlen og hun atter lod sig fornøje af det kun hun kunne se. Hun havde for en stund glemt alt om ulven og vaklede kort da hun trådte på en sten. Hun satte sig på rumpen op af et træ og rørte ved sin fod. ”Av’er..” Mumlede hun og en rynke viste sig mellem hendes øjenbryn mens hun sad og stirrede på sin fod. Så vendte blikket tilbage mod ulven.

”fin hund..” Sagde hun fornøjet og blev siddende på den kolde jord uden at gøre mine til at hverken at flygte eller opsøge væsnet i skoven. Hendes tydelige mangel på sund fornuft var næsten smerteligt mærkbar. Den skabe sten havde lavet et minimalt hul i hendes hæl, ikke noget der ville betyde noget for hende som sådan, men som et barn var smerten og chokket mere overvældende end for voksne så Nitka blev siddende på jorden hvor hun var.

[Deleted]

Det kunne dårligt nok blive gjort nemmere for ham. Ikke bare virkede tøsebarnet fuldstændig uden frygt for ham – hvis hun betragtede ham som en simpel hund, måtte hun jo næsten anse ham som harmløs – men hun havde også endt med at sætte sig ned op af et træ. Hun havde ingen chance for at stikke af. Et sted ville den manglende frygt og flugt gøre dette en kende kedeligt i forhold til hvad han foretrak, men han var ikke kræsen. På ethvert andet tidspunkt ville han måske have undret sig over hendes adfærd, som på ingen måde passede til hendes udseende, men alt han kunne tænke på på daværende tidspunkt, var hvor sødt hendes kød ville smage. Han blotlagde tænderne i endnu en knurren og farede mod hende. Sågar lugten af hendes blod havde været nok til at skærpe hans sanser yderligere, og gjort ham desto mere fast besluttet på at gøre ende på hende. Et sted havde Loup ingen egentlig grund til at angribe, men når ulven tog over, agerede han på pur instinkt.

[Deleted]

Nitka så op i det samme som ulven satte af. Et millisekund var hendes uskyldige blik det eneste udtryk på hendes ansigt, og der efter fortrak hun i et hyl af chok og angst. Hun pressede sig mod træet som håbede hun på at gå i et med den hårde stamme. Ulven kom nærmere og hun kunne snart fornemme dens ånde og se hver enkelt tand for sig selv.
Så var det som om tiden stod stille for hende, hun registrerede faren og hjælpeløsheden. Hun viste pludselig instinktivt at dette ville slå hende ihjel. Hun vendte kort det hvide ud af øjnene og i løbet af ingen tid var hendes blik forandret. Hovedpinen var ekstrem men Nemesis reagerede hurtigt. Nemesis havde altid en kniv – når møgungen til Nitka ikke smed den væk da, men denne gang var den der endnu. Hun greb remmen hun havde om låret under kjolen og fremdrog den skarpe dolk der var gemt fra alles syn.

Ulven stod over hende og Nemesis fortrak sig i et grumt grin og pressede knivsbladet mod ulvens strube. Hendes blik var hårdt og ondt og på trods af at den enorme ulv stod over hende, klar til at æde hende viste hun ingen frygt. ”Jeg sværger at skære hver eneste åre ud af din sølle krop hvis du så meget som røre mig..” Hvæsede hun og hendes blik låste sig i ulvens lyseblå øjne. ”Du er ingen normal beskidt lille køter.. Er du vel..” Hun drejede kniven en anelse og nogle få totter hvid pels dalede til jorden, blot for at understrege hvor velslebet kniven var.
”Det ville være så nemt. At grave dit hjerte ud og spise det til middag. Så.. Fristende..” Sagde hun og det kolde næsten sindssyge blik funklede let.

[Deleted]

I det ene øjeblik virkede det som om Loup havde vundet kampen længe før den overhovedet var startet. Frygten var endelig dukket op i tøsebarnets ansigt, og hendes angstfulde hyl gjorde ham kun hans tørst efter blod desto kraftigere. Men så var det som om pigen under ham var en helt anden, end hende han havde angrebet. Frygten i hendes øjne var erstattet af en form for… morskab, som om det hele morede hende. Og han mærkede den umiskendelige følelse af en kniv mod halsen, og han standsede omgående, stadig med en knurren rumlende i sin strube. Han stirrede på hende med et trodsigt og frustreret glimt i de isblå øjne, men han gjorde ikke mere for at angribe hende. I stedet trak han sig en smule bagover, og lod gradvist sin krop gennemgå forandringer. Hans kæbe og snude trak sig tilbage i hans ansigt og den hvide pels blev gradvist erstattet af hud. Hans klør trak sig tilbage i hans fingre og blev erstattet af slidte, men rene negle, samtidig som han langsomt rejste sig op på to ben. Loup lagde en hånd mod sin hals, hvor hendes kniv havde skåret et lille sår i hans hud, og sendte hende et lattermildt smil, som afslørede at nogen af hans tænder stadig havde en skarp spids.
”Og du er ingen normal tøs,” fastslog han som modsvar idet han betragtede sin blodige finger, og slikkede blodet af den. De isblå øjne ulven havde haft besad også hans menneskelige form, og de vendte sig mod pigen og betragtede hende granskende. ”Det er ikke mange som vil true en varulv når de allerede ligger over én.” tilføjede han. Om det var ment som ros, eller som en beskrivelse af hvor dumdristig hun var, var end ikke han klar over, men det var vel et faktum. Han trak sin frakke en smule tættere om sig og strækkede let ud i sine arme og knækkede let med nakken med et anstrengt støn – det var ingen smertefri proces at gå fra ulv til menneske, end ikke for en fuldblods varulv. ”Er det din metode for at lokke dyrene tæt på?” spurgte han derefter, og lod blikket glide mellem hendes ansigt og kniven i hendes hånd.

[Deleted]

Nemesis kom på benene stadig med dolken i hånden. Hendes psykopatiske blik blev understreget af hendes kolde grin mens hun lidt for øvet drejede dolken mellem fingrene. ”Dygtig hund..” Hviskede hun bare da han havde trukket sig og hendes blik gled over ham. Havde hendes anden personlighed, Nika, Haft overtaget ville blikket have været af en anden karakter. Men den psykopatiske Nemesis havde intet spor af begær i blikket. Blot en morderisk kølighed.
”Det lille fjols? Hun ville slå sig selv ihjel hvis jeg ikke passede på os.. Jeg ville have det bedre uden det kræ men at slå hende ihjel ville slå mig ihjel.. Hun er heldigvis ikke så svært at manipulere og slå ud..” Hun trådte frem endnu med dolken rettet mod ham. ”Skulle en køter som dig skræmme mig..” De røde læber flækkede i et grin og tungen gled kort hen over de hvide tænder og hun så på ham som om han var et uværdigt lille barn.
Hun kneb sine øjne sammen og sin frie hånd lagde sig over hendes pande, men hun tog ikke blikket fra ham. Man kunne ane den markante smerte der pulserede i hendes kranium efter hendes skift men hun viste bedre end at tage blikket fra ham.

En svag banden kom fra hende og hun måtte kort læne sig op af stammen men hånden med dolken sitrede ikke det mindste, dog kunne man alligevel fornemme hendes kamp. ”Du røre dig ikke..” Sagde hun advarende og forsøgte desperat at overse smerten i hendes hoved. Det var slemt for Nitka at skifte mellem personlighederne. Kun når skiftet skete i hendes søvn var det fuldkommen smertefrit.

[Deleted]

Jo mere kvinden sagde, jo mere forvirret blev han. Hun omtalte sin tidligere opførsel som om det var en helt separat person. Sådan noget havde han aldrig været ude for før. Og dog, det var måske ikke helt sandt. Han ville lyve hvis han påstod at hans tankegang som menneske og som ulv var helt ens; de havde hver sin fremgangsmåde, men ikke sådan som hun så ud til at beskrive sig selv.
Da hun trådte frem mod ham med dolket rettet mod ham, stod Loup selv klar til at gribe sin egen daggert, skjult i sit bælte. Han ville foretrække at slås med tænder og klør, men nu hvor han havde skiftet form, ville det være en direkte dødsdom at skulle skifte form igen og nå at angribe hende, før hun selv angreb ham. Han bed tænderne sammen i frustration bare ved tanken. Frustrationen forsvandt dog, så snart han så hvordan hun kneb øjnene sammen, og så ud som om hun gennemgik en smertefuld hovedpine. Under andre forhold ville Loup have set sit snit til at angribe, men nysgerrig var han desværre også. Hvis hun kunne gennemgå en så tydelig forandring fra den barnlige tøs han havde set i udgangspunktet, til den kølige kvinde som var klar til at skære halsen over på ham, hvad mere kunne han have i vente? Det var dermed ikke så meget af lydighed, som det var af nysgerrighed, at han blev stående hvor han stod, og betragtede hende vågent.

[Deleted]

Nitka bed tænderne så hårdt sammen at man kunne se hendes kæbe bevæge sig. Som hun stod der var hun nærmest en modsætning af sig selv. Hun så lille og uskyldig ud. Forsvarsløs i smerte og forvirret. Men hendes blik var morderisk og koldt og man fornemmede tydeligt hendes trang til at påføre andre en værre smerte end den der gik gennem hendes krop hver eneste gang nogle eller noget tvang hende ud i et skift.
"Så du lusker rundt i skoven som en køter og spiser små piger.. Det burde næsten være nok til at lade dig overleve.. Men jeg kan jo ikke bare se bort fra at du forsøgte at æde mig.." Hun trådte et skridt frem da hovenpinen langt om længe klingede af, og den røde kappe lavede dramatisk kontrast til den hvide plettede kjole og de bare ben.
En kort trækning omkring hendes ene mundvig og øje afslørede hendes overvejelser, skulle hun forsøge at slå ham ihjel og tilfredsstille den dødsengel der i virkeligheden styrede alle Nemesis's behov for blod og drab. Eller skulle hun lade ham være. En let brise hev i hendes røde hår mens hun stod som forstenet med blikket hæftet på ham.
Ingen af Nitkas personligheder viste ret meget om de andre racer der eksisterede. Faktisk var det kun Nemesis der var fuldkommen ligeglad med hvad andre havde af færdigheder da hendes trang til at påføre smerte gik ud over alle racer. Men med hendes personlighedsspaltning og hendes blandede blod var hun blevet afvist af alle inklusive hendes egen mor. Nika, den sensuelle nymfe var mere nysgerrig omkring racer og viden, og Nitka - barnet var bare fascineret af alt.

[Deleted]

Loup betragtede kvinden vågent, som om han forventede at hun endnu en gang ville skifte personlighed – om det ville være tilbage til den uskyldige pige, eller noget helt tredje, kunne han umuligt vide. Men det morderiske glimt i kvindens øjne forblev, og da hun langsomt faldt til ro, måtte han gå ud fra at hun ikke havde gennemgået en forandring i personlighed. Hendes anklage bragte et dyrisk smil frem på hans læber, som i et kort øjeblik nok en gang blotlagde hans tænder.
”Hvis du først har smagt kød så mørt og sødt som fra en ung pige, er det nemmere at forstå en ulv.” påstod han, med en vis form for stolthed i sine ord. Ikke hvad man typisk ville forvente af en mand der direkte indrømmede at have dræbt og spist små piger. Han blev roligt stående da hun trådte et skridt tættere på ham, men holdt blikket på hendes kniv vandrende mellem hendes kniv, og hende. Det virkede som om de nedstirrede hinanden, og ventede på det første angreb. Hans læber bredtes i nok et smil, da han stak sin egen daggert tilbage i bæltet, og holdt hænderne en smule op, som for at vise at han havde lagt sit våben. ”Men det ville være en skam at spise en kvinde så… fascinerende som dig.” måtte han dermed indrømme. Hvad hun var, kunne han ikke sige ud fra hendes udseende, men måske var det allerede et hint for ham. Hvis han ikke kunne placere hende indenfor en enkelt race, var det ikke umuligt at hun var en varyl. Denne gang var det ham der trådte nærmere, som om den forkortede afstand ville gøre det nemmere for ham. ”Jeg er Loup. Jeg er varulv, som du jo ved.” indskød han med en megetsigende gestus ned af sig selv. Hans blik vandrede op og ned af hende, før det faldt på hendes ansigt igen. Det kølige glimt i hendes øjne var tiltalende for ham, men det kunne meget vel bare være det dyriske i ham der syntes om en fyrig kvinde. ”Og du er…?”

[Deleted]

Nemesis sænkede ikke sin dolk da han gjorde, hendes tydelige paranoia var ikke svær at bemærke men det kunne og ville nok blive meget værre end normalt. Ind til nu havde hun præsteret at ignorere stemmerne i hendes hoved, da overlevelses instinktet havde overtaget.
"Jeg forstår dit.. Behov.." Svarede hun tvetydigt. Nemesis var sadistisk til benet og havde da spist meget forskelligt. Hun havde en forkærlighed for nådesløs tortur med alt hvad det indebar. Nemesis var den eneste der var klar over at der var andre i hende. Hun var beskytteren, den der passede på de andre. Hun var den der dukkede op når en anden blev truet på livet, og den der var alene styret af dødsenglens behov for smerte og død.
Efter han havde pakket sin dolk væk ændrede hendes adfærd sig en anelse - men ikke meget. Bare nok til at man fornemmede at hun ikke havde alle brikkerne helt i orden. Hendes blik begyndte at flakke rundt, som om hun hørte eller så ting der ikke var tilstede. Dog formådede hun altid at vende blikket mod ham millisekunder efter og hendes blik blev tiltagende mistroisk.
"mit navn er Nemesis.." Måden hun tillagde ordet 'mit' var mærkbart og hendes blik gled atter over ham i mistro. Hun strammede grebet om dolken og et koldt grin gled over hendes læber før hendes ansigt fortrak sig i en knurren og hun stirrede vredt til sin højre side hvor der absolut ingen stod.

[Deleted]

At hun ikke sænkede sin dolk bekymrede ham ikke. Loup anså sig selv som relativ god til at dømme hvornår en person ville angribe, og fremfor alt var han hurtig. Han havde sænket paraderne da han angreb hende, udelukkende fordi hans blodtørst havde overvundet hans instinkter. Han var mere i kontrol nu, og med blikket fastholdt på hende var han rimelig sikker på at han, indtil videre, stod udenfor fare for igen at mærke dolken mod sin hals.
Hendes svar bragte et overrasket, men tilfreds smil over hans læber, og han følte sig tilpas nok til roligt at placere sine hænder i sine dybe lommer. Det var ikke ofte at man mødte kvinder som forstod et sådant behov. Men så var det heller ikke ofte at Loup faktisk talte med kvinder omkring det behov. Som regel lod ham dem føle det behov på en facon der kun var gunstig for ham selv.
”Nemesis… Jeg går ud fra at tøsebarnet du deler krop med har et andet navn.” konkluderede han med et selvsikkert nik. Ikke at barnet interesserede ham, men hans kommentar var mere ment for at vise at han forstod måden hun lagde tryk på sit svar. Han fulgte hendes blik da hun vendte sig mod sin højre side, og rynkede brynene en smule i forvirring, før han så tilbage på hende. Hun er ikke ved sine fulde fem, fastslog han for sig selv. ”Hvad laver du overhovedet herude? Eller… hvad lavede tøsen herude? Sådan som hun gik virkede det ikke som om hun var klar over hvor hun var.”

[Deleted]

Nemesis rullede kort med øjnene og fnøs. "Den møgunge ved aldrig hvad hun laver... Nitka.. Søde, lille, uskyldige... Nitka.." Ordene blev nærmest presset ud mellem hendes sammenbidte tænder og hendes knoer blev hvide i grebet om dolken.
"Nej!" Hvæsede hun pludselig og snerrede af sig selv før hun vendte blikket mod ham med sammen knebene øjne. "Det ved jeg godt..." Hvislede hun og lagde hovedet på skrå. "så.. nemt.. Så fristende.." Hun stod lidt og snakkede med sig selv, diskuterede med stemmer og ord kun hun hørte og det var det der gjorde hende så enormt farlig. Det var ikke kun hendes egne tanker der på virkede hendes handlinger. Stemmerne i hendes hoved havde tit tvunget Nemesis's paranoia til bristepunktet hvor kun overleveles instinktet drev hende gennem et blodbad.
Hun havde i mellemtiden sænket kniven og stod febrilsk og drejede den mellem fingrene. Man kunne næsten se hvordan det kriblede i hende efter at jage den ind i et eller andet. Hun blev også mere og mere opkørt og til sidst satte hun den fast i barken på træet, som om hun stolede på at han ikke ville gøre hende noget - eller også var hun bare så fuld af sig selv at hun var sikker på at hun kunne klare ham.
"Stilløse møgunge.." Mumlede hun og delte sit hår op i to rottehaler som hun fermt bandt med to stykker snor fra kappens gemmer. "Ødelægger alt.. Bringer os i fare.. Det ville være såå.. nemt.." Hun grinede koldt og lod neglende løbe fra sit kæbeben ned til sit kraveben og efterlade lange røde mærker mens hun så på ham med et ildevarslende blik.

[Deleted]

Loup behøvede ingen forklaring for at regne ud at Nitka måtte være navnet der blev brugt om tøsebarnet. Det var tydeligt at tolke hvad Nemesis mente om Nitka, og Loup ville lyve hvis han påstod at han foretrak den barnlige Nitka fremfor Nemesis. Hans hænder forlod hans lommer, kun for i stedet at lægge sig over kors mod hans brystkasse, uden at hans blik veg fra hende. Han stolte stadig ikke helt på hende, specielt ikke med en dolk i hånden, og specielt ikke når hun virkede så utilregnelig som hun gjorde. Hans forvirring blev kun tydeligere da hun hvæste og snerrede.
”Jeg sagde ikke noget.” svarede han tørt, inden det gik op for ham at det ikke var ham, hun talte til. Hun talte med sig selv? Han betragtede hende i noget tid, som hun stod der og selv så ud til at være i en vildrede, usikker på hvad han skulle gøre. Et sted kunne han vel gå sin vej, og efterlade hende til sin egen galskab, men hun var en af de mere interessante kvinder han havde mødt i det sidste – ved sine fulde fem eller ej.
Da hun bandt håret op i rottehalerne og løb en negl fra øre til øre, skar han en grimasse. ”Jeg vil ikke kalde mig en ekspert, men jeg tror ikke du har gennemtænkt den plan særlig nøje.” måtte han indrømme. Han skævede mod dolken hun havde banket ind i træets bark, og vurderede om det smarteste ville være at tage den fra hende. Men som hun var nu, ville han foretrække at beholde en vis afstand. ”Jeg er ret sikker på at du ikke kan dræbe Nitka uden at dræbe dig selv i samme omgang.” tilføjede han som uddybning.