Departure is facing technical difficulties

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduils forkærlighed for dyr var enorm, og hesten her, var bestemt heller ikke noget undtag. Han strøg den let over mulen og med det samme rolige smil. Stemmen selv ændrede sig.. Som om at han kunne finde en indre ro ved dette. "Den forstår muligvis ikke ordene jeg siger, men tonefaldet kan den høre," fortalte han roligt. Når han var rolig, gik det vel også op for den, at der ikke var nogen fare ved denne unge kvinde, som stod ved hans side? Det var lidt sådan at han havde det med omstændighederne kunne man jo sige.
Han vendte blikket mod hende, sådan som hun gemte sig bag ham. Var hun bange? Eller bare.. jaloux? Jaloux på denne hingst? "Den er ikke dum.. Der er intet væsen i denne verden som går under den betegnelse," sagde han med en rolig stemme. Igen vendte han opmærksomheden mod det smukke dyr foran ham. Et dyr som selv han havde nær og kær, og som havde stået som støtte for ham igennem uendelige tider.

[Deleted]

”Sire, jo! Den her er.” brummedes der bag Thranduils ryg. Groa rakte sin hånd med græs frem mod hesten og viftede det frem og tilbage foran mulen af den. Hans hånd blev ved med at nusse den hvide hingst. Den så blød ud, og en del af hende ville gerne røre den, men det at Thranduil kærtegnede det væsen med en sådan ømhed stoppede hende i handlingen, og hun gav skylden til dyret. Det burde være hende der havde hans opmærksomhed, hende som han snakkede med, og hende som den høje elverkonge holdt i hånden.
Hvis ikke han ville gøre det, så ville hun i det mindste forhindre ham i at klappe dæmondyret, og der af hang hun sig i den ham som han brugte til at have nærkontakt med dyret.
Med en tot græs begyndte hun at vifte sin hånd frem og tilbage foran hingstens mule, men det var med et observerende ansigtsudtryk, som om hun havde beregnet at se menneskelige egenskaber ved hestens reaktion. Sin kind trykkede hun ind mod hans overarm.
”Så den forstår ud fra ens stemme? Den ser ej ud til at besidde megen omtanke. Måske ved den ikke hvad dum betyder. Måske kan jeg forklare det, hvis jeg lyder anderledes, sire. Eders dæmon minder ej meget om dem.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduils blik gled med undring i retningen af Groa. Var hun virkelig så påvirket af hestens blotte tilstedeværelse, at den skulle være dum? Ikke fordi at han som sådan kunne finde den forbindelse til, at hun var jaloux på hvordan han var overfor hesten, kontra hvordan han havde været overfor hende, men dette væsen havde været ved hans side igennem mange år nu, og var nok det mest kære han havde i sit liv, da han ikke havde haft andet tæt på sig, siden han havde mistet sin hustru og sin søn.. Begge dele havde han været til at opleve, og det var slet ikke noget som burde være tilfældet.
"Der er intet ved dette væsen, som betegner det som dumt, Groa.. Det er et væsen, som har stået ved min side i mange år.. og som er mig en trofast og loyal ven," sagde han roligt, som han denne gang strøg den over manken og over den stærke og kraftige hals.

Hesten derimod viste en større interesse for Groa, da hun viftede med det friske græs for mulen af den. Den sænkede hovedet en anelse, så den ville være i stand til at nå hende. Den prustede ganske let. Så lang tid, at Thranduil var rolig, så var den det skam også. Den åbnede munden, hvorefter den tog fat om det, og straks gav sig til at spise det med største velbehag. Thranduil smilede let ved tanken. Det var vel ikke så slemt, var det?

[Deleted]

”Men det er et DYR! Og den spiser græs.” argumenterede Groa – eller hvad hun selv mente, var et argument. ”Og den er mærkelig… hvorfor går den ikke til angreb? Jeg har regnet dig ud dæmon. Vis dig selv!” En ny tot græs begyndte hun at vifte foran hestens mule, men i stedet for at give den det begyndte hun nu at drille den. Hver gang hesten rakte ud efter græsset tog hun det ud af dens rækkevide.
”Du kan ikke narre mig. – At du ved det… Muledyr.” Græsset kastedes i hovedet på hesten, og Groa gemte sig bag Thranduils brede ryg igen.
"Hvordan kan De kalde den eders ven? Den kan ikke engang danse."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thanduil vendte sig mod hende. Hun var uden tvivl fordømmende, for ting og væsner, som hun ikke havde kendskab til i forvejen, hvilket i forvejen, var en tanke, som han måtte finde yderst trist. Disse væsner havde nemlig haft en meget stor betydning for den udvikling, som de mere menneskelige væsner havde været igennem. Han smilede let for sig selv. Hesten forholdt sig ganske rolig. "Selvom han er et dyr, er han umådelig intelligent af sin slags. Han bedømmer på hvad han selv ser.. Og det han ser er min ro og din uro," endte han sigende.
Som hun begyndte at drille hesten og kastede græsset i hovedet på ham i stedet for, tog Thranduil sig ikke af. Han sænkede blot hovedet og begyndte at spise det løse græs, som nu måtte ligge der, mens hun gemte sig bagved ham. Han var glad for ham.. virkelig glad for ham, da han også var noget af det eneste, som han havde haft igennem rigtig mange år, og særligt efter alt det som han selv havde oplevet. "Desuden har han en ganske særlig betydning for mig," tilføjede han med en rolig stemme. Han ville bestemt ikke gå så langt, som at kalde en hest og særligt hans for dæmonisk.. Han havde uden tvivl fundet det, som var meget værre!

[Deleted]

Thranduils rolige stemme fik Groa til at betragte ham mistroisk. Hesten så ikke meget mere intelligent end kvæg. Og hvis den virkelig dømte ud fra hvad den så, så måtte den vel ikke være så klog igen? Hun var trods alt ikke menneskelig. Når dyrene flygtede fra hende var det ofte med god grund. Hun bestod trods alt af ren magisk energi, og Groa var relativt rolig i den kølige morgenstund, skønt hendes svingende tillid og mistænksomhed.
Men Thranduil følte hun sig tryg omkring. Noget hun sjældent følte over for andre, og endda efter så kort tid. Den følelse af forvirring og på en gang varme fik hende til at knuge sig ind til elverkongen, for en lille stemme i hendes hoved frygtede at nogen ville tage ham fra hende - om så det end var en hest, eller at forvirringen hun oplevede, kun ville blive større med hans forsvinden. Allerede kunne hun fornemme det. Hans opmærksomhed der gled væk fra hende, om kun et øjeblik, og alle hendes sanser skreg på at hun skulle gøre et eller andet. Hoppe – springe – rive ham i håret. Bare hun kunne bibeholde hans interesse og opmærksomhed var hun glad. Blot vidste hun ikke hvordan, så hun fortsatte med at lytte til hans ord og forsøgte sådan at forstå og sammenligne med de ting hun havde set og oplevet.
”K-kan den se det? Sandfærdigt? Fortæl mig hvordan…”
Hun rynkede på næsen, og smygede sig omkring Thranduil, så hun atter stod foran ham, men hendes krop var trykket tæt ind til hans, og hendes hånd var grebet krampagtigt fast i hans klæder.
”Det man beskuer kan ændre sig, m’lord, eller ej altid er som man blot ser… Og det sker at nogle folk ikke ser det samme, skønt de ser på det ”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Dyrene omkring ham, var hvad Thranduil måtte sætte mest pris på. Dyrene var hans hjertebarn, og særligt efter alt det som han selv havde mistet igennem sit liv, for det var bestemt heller ikke ligefrem småting. Han strøg hingsten over mulen, hvor han samtidig også glædeligt lod hende stå bag ham. Han så nu ikke nogen grund til at hans hingst skulle være bange for hende, for hvorfor skulle den da det? Den prustede ganske let, men var stadig rolig.. Når hans herre var, så hvorfor skulle han ikke være det samme?
"Heste og dyr i sin helhed, er mere intelligente end hvad man tror, Groa.. De ser mange ting.. og lægger mærke til mange ting, som end ikke øjet, er i stand til at se," forklarede han roligt. Hans blik gled direkte mod hende, som hun gav sig til at klamre om hans klæder. Hvad var det der gik af hende? Han forstod ikke, hvorfor hun handlede og gjorde som hun nu gjorde, for det var jo bare det stik modsatte af, hvad han var vant til at se, kunne man jo sige. Han rynkede let i panden og lagde så hovedet let på sned.
"Ej har du en grund til at frygte for de væsner, som befinder sig i skoven her. Ej, er det et væsen som ønsker at forvolde nogen skade eller smerte," forklarede han med en rolig stemme. Dyrene var og blev det vigtigste foruden elverne, som han kunne have i sit liv.. og det var noget som han bestemt ikke ville tøve med at gøre, hvad han kunne for at beskytte og passe på.