Departure is facing technical difficulties

[Deleted]

Der blev atter rynket på Groas næse. Hun vidste da godt at elegance ikke var sin stærke side, men hun var helt sikker på at hun kunne, når nu der var så mange ting hun alligevel evnede, der ikke var almindeligt. Det gjorde hende dog glad at han så ud til at more sig blot en lille smule i hendes selskab.
Men Thranduil skulle jo forestille at være klog. Vidste han ikke engang det? Det vidste alle da - eller i hvert fald den gamle dame som havde forklaret hende det.
”En kålmark!” Hun begyndte at lave fagter med hænderne.
”Kåååål – På en mark!” pegede hun ned på sin håndflade. ”I skal bare lede længe nok, så må i da finde alfebørn. De burde også være der et sted. Ligesom alle andre børn, som man finder på kålmarker. De er inde i de største kålhoveder, og så kan man tage dem med hjem! Har De glemt hvord de fandt deres barn? Jeg tror nok der sikkert er flere tilbage!”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var en intelligent mand, og det vidste han, men lige den metafor i form af en kålmark, var ikke just kendt for ham. Som hun begyndte at forklare hvad hun mente med det, slog det ham for alvor, hvordan tingene hang sammen. Et smil bredte sig på hans læber, hvor han denne gang faktisk valgte at tage omkring hendes hænder. Hvis det var hendes overbevisning hvad angik det at få børn, så var det jo ikke underligt, at de gik hinanden forbi på det punkt.
”Hvis det er din overbevisning om skabelsen af børn, så er det ikke underligt, at du ej forstår, Groa.. Børn kommer ikke fra kålmarker,” begyndte han med en rolig stemme. Han var nok ikke den som burde fortælle hende det, men hun skulle bestemt heller ikke have lov til at rende rundt i den overbevisning om, at børn blev fundet og ikke skabt, for det var jo slet ikke sådan at omverdenen hang sammen!
”Børn kommer til verden igennem en intim og særlig kontakt mellem mand og kvinde. Ej bliver de fundet på en åben mark,” tilføjede han ganske sandfærdigt. Han forsøgte virkelig at pakke det ind, så det var til at forstå for hende, for det ville vel også vende op og ned på hele hendes verdensbillede? Og det var han jo faktisk slet ikke ude på, men hendes fakta skulle da være i orden!

[Deleted]

…
Der var lidt stille. Groa missede med øjnene. Hun kunne ikke finde ud af om Thranduils smil var fordi han drillede hende, eller noget andet, og hun rejste sig derfor for bedre at kunne aflæse mandens ansigtsudtryk.
”Virkelig? Neeeej.” Der gik lidt tid hvor det skulle sætte sig og en lang række af mistænksomme ansigtsudtryk kom til synes over hende. Hun kunne godt lide når Thranduil holdt hende i hånden, og hun klemte blidt om dem. Ganske vidst, men… Intim kontakt? Hun sænkede blikket til deres hænder. Jamen! Hvis det han berettede var sandfærdigt? Et lille spjæt gik igennem hendes krop af forskrækkelse, hvor hun trak sine hænder til sig med et ryk, som om elveren havde skoldet hende.
”Iiip!”
Groa kiggede sig omkring med store øjne. Først til højre, så til venstre, og så op på Thranduil igen. Der var da ingen børn nogen steder! Han måtte have givet håndtrykket forkert.
”Intim kontakt… Er jeg en moder nu? - De har ret. Deres folk ER virkelig elendige til det.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil forsøgte virkelig at pakke tingene ind, så Groas sarte ører, kunne rumme den information, som han netop var ved at give hende, selvom det var tydeligt selv for ham, at det var meget at skænke hende bare sådan uden videre. I det store og hele, så ønskede han faktisk heller ikke at hun skulle rende rundt overbevist om hendes løgne faktisk var sande, når det var så langt fra sandhederne, som man overhovedet kunne komme. Han løj dog ikke for hende.. Også selvom det at holde i hånden, slet ikke var den form for intimitet, som skulle til, for at skænke et barn det liv, som det krævede. Han vendte blikket mod hende, da hun alligevel valgte at trække hånden til sig.
”Ej bliver du moder ved at holde i min hånd, Groa. Det kræver en ganske anden form for intimitet, for at skænke et liv til et barn. Et barn bliver skabt i kvindens indre ved en særlig handling, som kun en mand kan give, ved at indbyde hende til sin seng. En proces som vil vare over mange måneder, for til sidst i smertens skrig, at give livet til et barn,” fortalte han. Denne gang var han måske mere direkte, men det var faktisk også for at understrege, at det krævede en seng – i hans øjne vel og mærke, og at det bestemt ikke var farligt at holde i hans hånd, som de allerede havde gjort så mange gange inden.

[Deleted]

Groas øjne opspærredes yderligere. Forfærdeligt! Farligt! Og det skete alt sammen i en seng?
”Du frelsens! Jeg skal ALDRIG nogensinde nærme mig en seng igen!” En kuldegysning gik igennem hendes krop.
”Jeg sover bare på et tæppe.
…
Ja, og så lader jeg være med at spise noget som jeg bliver tilbudt. Af mænd.” forsikrede hun sig selv nikkende. Hun var ganske overbevist om at det ville løse problemet, og at denne mesterplan skulle gøre hende fri for disse smerter og ubehag. Men der var noget som ikke helst stemte…
”Kan alle gøre det der mod hinanden? Hvornår gør man sådan noget? Jeg har ALTSÅ været i mænds senge før. Jeg skulle banke puder og redde deres lagener, på en kro. Det er slet ikke sært at i er så få så.”
Groa lagde sine arme over kors.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det gik hurtigt op for Thranduil, at han havde bevæget sig ud på en lang forklaring, som han slet ikke burde have bevæget sig ind på, og det var jo heller ikke rigtigt fordi at han kunne gøre det vildeste ved det lige nu. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, som hun så endnu mere forfærdet ud, end da han havde begyndt sin forklaring.
”Det er ej alle mænd som går med tanken om at få en kvinde til at vente sig barn, Groa. Det er ej farligt at berøre en mand, som det ej er farligt at ligge i en seng,” fortsatte han. Ja hvordan skule han forklare det bedre, for at redde den i land? For den kørte jo så tydeligt af sporet nu, og det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre særlig meget andet ved det, end hvad han gjorde lige nu! At hun så ikke ville tage imod noget som blev hende tilbudt af mænd, ville bestemt ikke redde hende fra de situationer, og det kunne han gerne fortælle hende, men han var sikker på, at det ikke ville gavne sagen i det her henseende.
”Man gør sådan noget, når man ønsker at stifte familie, når man har fundet en som man elsker og holder af. At banke puder og lagener sætter dig ej i den situation, min ven, så frygt ej.. Du er ikke nogen moder. Det kræver..” Thranduil holdt en kort pause.. hvordan skulle han forklare hende det, uden at det kom til at lyde voldsomt eller grotesk? Det var jo heller ikke ligefrem hans mening.
”Det kræver intimitet og nærhed til en mand, som man blot deler og ønsker i en seng. En særlig kontakt mellem en mand og en kvinde med ønsket om at stifte familie.. En varme i det indre.. og et ønske om at komme nær.. så nær man kan,” forsøgte han igen. Han ville hellere gøre hende nysgerrig, end han ønskede at hun skulle skræmmes.

[Deleted]

”Hmm… Så de kommer kun hvis man ønsker en familie, eller elsker? Og man gør det hvis man elsker nogen? Og vil vise det.”
Og denne varme. Langsomt strøg hun en finger langs sin arm. Hvis hun selv skulle sige det følte hun sig altid varm. Hun kunne udholde utroligt kolde temperaturer uden at hun blev syg. Når hun ikke satte sig i en decideret fysisk form følte hun ingen temperatur, og hun kunne kun berøre ved magiske objekter.
”Varme. Ligesom når man drikker te?” spurgte hun overvejende. Det begyndte at virke spændende og lettere indviklet, så hun satte sig på gulvet igen i skrædderstilling. Næsten som hvis nogen læste en historie for hende begyndte det at vække hendes interesse, og måske var det heller ikke så forfærdeligt som det lød.
”Jeg kan godt lide te… Kom nu, fortæl!” Groa begyndte at rykke i kanten af Thranduils morgenkåbe med en stigende iver.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var tydeligt en mere indviklet situation at forklare, end hvad Thranduil havde regnet med. Han sukkede indædt. Ja, et sted havde han vel også selv bedt om det, nu hvor han havde bevæget sig ind på et land, hvor han skulle forklare hvordan tingene hang sammen? Og nu hvor hun satte sig på gulvet, i en stilling, som nærmest opfordrede til historielæsning, så gjorde det ikke just tingene meget bedre, for hun ville næppe lade ham gå nu, af hvad han kunne se, føle og fornemme på det hele.
”Man indgår den form for intim nærvær, når man ønsker at være sammen med en.. Når man elsker en, og når man ønsker at stifte en familie, ja,” sagde han roligt. Den varme som han havde omtalt, var ganske vidst ikke som at drikke the… Nu var det heller ikke lige det, som han drak mest, men af hvad han vidste, var det en varm drik.
”Ikke akkurat. Du vil føle en varme indvendig. En form for lyst til at komme den anden nær.. røde kinder, et glimt i øjet og et smil som du slet ikke kan tage kontrollen over.” Hans egen næve lukkede han mere omkring hans kåbe, for at hun ikke skulle ende med at rive den af ham. Han havde jo praktisk talt intet under den, og det var slet ikke noget som han ville have at hun skulle se. Det var ham meget privat, og ej noget som han delte med alle og enhver.

[Deleted]

Da der ikke blev rykket i kåben længere nøjedes Groa at holde fast i den og rokke frem og tilbage med en tænksom mine. Det virkede lidt spændende, men hun havde svært ved at forstå det.
”Lyst som ikke er kontrollerbar. Det lyder som en forbandelse, eller pest.”
Groa gned tommelfingeren hen af sin hage. ”Hmm…”
”Hvor ved man fra at det er det sire? Det er måske noget De har oplevet mange gange.” Der var ikke meget nåde fra hendes side. Det lavendelblå blik søgte op mod hans ansigt med en afventende mine, som en kat der forventede mad og et stort opfodrende smil bredte sig på hendes læber. For at understrege at hun ønskede ham til at fortælle mere rykkede hun i hans kåbe igen.
”Siiiiireeeeee?”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var bestemt ikke for tanken om, at hun halvvejs stod der i et forsøg på at rive tøjet af ham. Den kåbe var hvad han havde at gemme sig bag, og det var noget som han uden tvivl også havde tænkt sig at gøre. Han holdt endnu fast, inden han rev den ud af hendes greb. Han knælede efterfølgende ned foran hende.
”Når man oplever den, er man ikke i tvivl. Jeg har stået som forælder på grund af den følelse, Groa.. Jeg har været en kvinde nær så intim, som det kræver at give livet til et barn, og jeg ved hvad den lyst vil sige, og jeg ved hvad det vil sige at elske et andet individ,” forklarede han sandfærdigt. I hans øjne, var dette virkelig som at sidde og forklare et barn opskriften på at finde den eneste ene, og det vidste han bestemt heller ikke helt om han synes om. Han strøg kort hånden over hendes kind. Søvnen kunne han lige så godt opgive, det havde han da så tydeligt fundet ud af.
”Jeg søger ind og finder mine klæder.. Du kan vente her så længe,” sagde han roligt, inden han igen rejste sig, for at søge tilbage til sit soveværelse.

[Deleted]

”Men…”
Groa stirrede ganske utilfredst efter Thranduil. Ingen spørgsmål følte hun var blevet besvaret. Tvært imod skabte det blot flere spørgsmål. Da hun ikke måtte holde fast i hans robe længere greb hun fat om hans ankel. Hun betragtede ikke sig selv som et barn, da hun aldrig havde været født, men snarere var hun som en bog der sugede viden til sig om hvordan hun skulle færdes i verden, eller noget der ikke rigtigt var i live. Emnet var dermed intet hun fandt stødende. Snarere mærkeligt og lidt ude for egen fatteevne.
”Hvad nu hvis den person ikke har den samme varme som en selv? Kan man så smitte personen? Kan det varmes forkert?” For at vægte noget mere kastede hun sig ned på maven og klemte hårdt sammen om. Hun følte sig forvirret og syntes at han nærmest søgte tilflugt fra hendes spørgsmål. Eller også ville han virkelig gerne ned til det heste!
”Jeg går ud fra at De gerne vil ned til Deres dæmoner nu.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil kunne jo godt mærke på Groa, at hun ikke var tilfreds med hvad han gav hende, også selvom han virkelig forsøgte at gøre det så godt som det var ham muligt. I hans øjne, var hun virkelig intet mindre end et barn, som skulle have sin nysgerrighed stillet, og det var faktisk det som gjorde det svært for ham.. Virkelig svært for ham. Han forstod sig jo godt på hendes problematik, for det var ikke altid, at man kunne sige, at de varme og glædelige følelser var gengældt.
"Det kan forekomme, at de varme følelser ikke er gengældt. I værste tilfælde, så er det en selv, som det går ud over. Det er en forfærdelig følelse, at disse ting ej er gengældt," fortalte han. Lige nu ville han faktisk bare gerne have muligheden for at få sit tøj på, sådan som hun direkte klamrede sig til ham. og det var faktisk rigtig svært for ham, kunne man sige.. Han havde virkelig ikke meget til overs for den nærkontakt til andre individer. Det havde han ikke haft igennem skræmmende mange år.
Når alt endelig kom til alt, så havde Thranduil svært ved at have den nær kontakt til andre mennesker. For ham var det virkelig svært, fordi at han ikke havde haft det igennem rigtig mange år.. Udelukkende fordi at han følte, at han var hans afdøde kone utro. Han havde jo ikke haft andre end hende.

Tøjet fik han hurtigt på, med bukser, noget som mindede om en skjorte og en kappe, som han kastede om skuldrene, inden han selv valgte at komme tilbage til hende igen. Hans blik gled mod hendes skikkelse, og denne gang med et mere trygt og komfortabelt smil på sine læber. "Ville du med ned til hestene, eller skal jeg tage turen på egen hånd?" spurgte han.

[Deleted]

Da Thranduil havde revet sig fri og gik tilbage til sit kammer efter tøjet følte Groa sig forladt. Hun satte sig op og trak sine ben ind til sig i en omfavnelse. Selv om det drejede sig om ganske kort tid føltes det som år. Bølger af tanker skyllede ind over hende, og hun funderede over de mange ting hun var blevet forklaret. Selv om hun forstod alt hvad han havde sagt, følte hun sig ikke mere oplyst end før. Tvært imod følte hun sig ubehageligt til måde og forvirret over sig selv. Havde hun nogensinde følt det som han fortalte om? Og hvis en person ikke kunne gengælde den følelse, var det så forkert? Han havde sagt på sin vis både sagt at det kunne være forkert, men så alligevel ikke, dog i flere sammenhæng, og hun kunne knapt nok holde trådene sammen, samtidig med at hun forsøgte at finde ud af hvor hun stod i det hele. Så det var sådan mennesker og mange andre væsner gjorde? Men i Dvasias syntes hun ikke at kunne genkende noget af det han sagde.
Da Thranduil vendte tilbage iført sine klæder sad Groa stadig i den sammenkrøllede position. Hun vuggede sig selv frem og tilbage, og da han smilte gengældte hun det, men resten af hendes ansigt smilte ikke. En evne hun måtte lære som nar. Hendes øjne var matte og hendes bryn sænkede. Hun ønskede ikke at gøre ham i dårligt humør, så hun forsøgte at se så glad ud så muligt, selv om hun følte alt andet. Nærmere kaos og uvished.
Han spurgte til hestene, men hun nøjedes blot at nikke og gå hen ved hans side som svar, så han kunne føre hende der ned.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

For Thranduil gav hans ord mening, og nu hvor han virkelig havde forsøgt at forklare det på så barnligt et niveau som han kunne, så håbede han da, at han slap for flere af hendes mange spørgsmål. Han trak sig.. Ganske enkelt fordi, at han var nødt til at komme i tøjet, når hun klamrede sig sådan til ham. Han havde så endnu en gang fået sine normale klæder på sig, idet han søgte ud til hende igen. At hun så forblev tavs, lignede hende ikke.. Og så rolig pludselig? Han vidste ikke, om det var fordi at noget af det som han havde gjort, havde haft indvirkning på hende, men han håbede da lidt, at hans ord havde lagt en dæmper på den vilde opførsel. Som hun gjorde tegn til at hun gerne ville med, var noget som passede ham selv ganske udmærket. Nu fik han da muligheden for at vise hende, at heste ej var et farligt væsen.

Turen ned til de store naturområder hvor hestene havde muligheden for at vandre, tog dem ikke mange minutter. Undervejs havde Thranduil lagt en hånd på Groas skulder. Han vendte de grønne øjne ned mod hende og med det samme venlige smil på læben. Herude var der virkelig ikke noget, som hun skulle være bange for, og det skulle han nok også vise hende.
"Bare forhold dig rolig, så lover jeg dig, at der intet sker dig," sagde han roligt, da de endelig stod foran den store indhegning i udkanten af byen. Hestene havde en stor bakke og store områder at rende på.
En af de største hvide heste kom hurtigt imod ham. Det var hans egen. Thranduil fjernede roligt sin hånd fra hendes skulder, for at lade den stryge den store hingst over mulen, da den endelig kom ham i møde. Den var stor, kraftig og havde stærke ben.
"Jeg beklager jeg har forsømt dig den seneste tid, min ven.." endte han med en rolig stemme. Hingsten rystede let på hovedet, men blev stående. Var selv fuldkommen rolig ved en elvers blotte tilstedeværelse.

[Deleted]

Efter deres ankomst hvor Groa havde gået i stilhed over den forvirring hun følte, stoppede hun op. Dæmonen… eller hesten kom løbende imod Thranduil, og den lille ungmø valgte derfor at gemme sig bag ham. Hun stirrede først med store øjne på hesten, dernæst sendte hun elverkongen et hævet øjenbryn og et blik som var han blevet gal.
Endelig brød hun stilheden.
”Hvorfor drøfter de anliggende med den? De ved godt at den ej forstår hvad De siger.” udbrød hun, hvorefter hun dukkede sig og kastede sig i sikkerhed bag Thranduils trygge skikkelse. Et sted blev hun sur på den og jaloux over den ømhed og omsorg han gav den i stedet for hende.

”Den er DUM.”