Departure is facing technical difficulties

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Heste angreb om de følte sig utrygge, men det var ikke ofte, at det forekom på stedet som det her, da hestene var vant til adskillige væsner kom forbi dem dagligt, og han var ikke i tvivl om, at det nok skulle gå Groa godt. Han sendte hende et træt smil. Han var jo stadig på ingen måder vågen.
[colro=greene]”Heste spiser ej kød, men det grønne på jorden under os,”[/color] begyndte han med en sandfærdig mine. At hun så direkte ønskede at han skulle lege hest, ville han dog ikke gøre, for sådan var han på igen måde! At hun så direkte forsøgte at tvangsfodre ham, ved at lade et æble glide henover hans tynde læber, fik ham til at vende blikket mod hende, inden han igen hævede hånden, for at tage omkring hendes.
”Du får ingen kundskab om heste som et væsen, hvis du ikke står ansigt til ansigt med dem. Desuden er det ikke mig, at rende rundt og lade som og.. lege.” Han rynkede let på næsen. Det var ej noget, som han havde gjort igennem rigtig mange år, og som sådan, så havde han jo aldrig rigtigt været et barn. Selv ønskede han faktisk hellere, at hun tog med ham ned til hestene og gav dem æblet selv, i stedet for at sidde og tvangsfodre ham med det, som havde han været en far til en umulig lille unge, for det var han bestemt heller ikke!
”Om du vil, så kan vi gå derned? Når jeg har fået anstændige klæder på mig?” foreslog han med en rolig stemme. Selv var han ikke i tvivl om, at det nok skulle gå godt selv med hende. Hestene ønskede i hvert fald ikke at spise hende.

[Deleted]

”Hvor ved De det fra? De har aldrig spurgt dem!” Æblet trillede ud af Groas hånd, og hun imiterede hans rynken på næsen og viftede trodsigt den fangede hånd fra side til side. Hun kendte altså udemærket heste. Det var dem der med store ører, og så havde de næser!... Lege? Hvis det var det han kaldte det.
”Meget vel. Man siger jo man er så ung som man føler sig. Deres tab, m’lord” fniste hun og rykkede på skuldrene. Alt den snak om heste appellerede ikke meget til hende. Hun ville altså stadig gerne have ham ud at svømme! Ganske kort skævede hun væk, og et lille udspekuleret smil glimtedes i et par sekunder på hendes læber, inden der i stedet var et mere seriøst ansigtsudtryk. Mon hun kunne…
”Åh, den sø ligner næsten diamanter. Den er så skøn, MEN De har sikkert ret! Hvor var det dumt af mig at tro De kunne svømme med mig. De må passe deres helbred. Selv de bedste bliver gamle og stive i det!” udbrød Groa og klappede ham på skulderen med den frie hånd i tilsyneladende medynk og dertilsvarende fremskudte underlæbe.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde været omkring heste som et brugsdyr siden han var helt lille, så han vidste at de bestemt ikke kunne finde på at spise hende. Hvorfor skulle de også det? Desuden havde de ej tænder til at rive kød fra knoglerne, men til at løsne græsset fra den hårde jord under dem.
”Heste spiser ej menneskelige væsner, som dig og mig, Groa. Det er noget, som jeg trygt kan love dig,” fortalte han med en ganske bestemt mine. Det var vel heller ikke så svært at forstå? Han ønskede selvfølgelig at passe på hende, hvis det var det som hun ønskede, men han kunne stå fast på, at der virkelig ikke var noget at være bange for, hvad angik de heste, og bestemt ikke hans egen, som var så vant til de små og ivrige væsner i form af børn, som gerne ville klappe ham.
”Jeg er ej i et liv, hvor jeg kan tillade mig at.. lege,” sagde Thranduil med en ganske sigende mine. Hun ville bestemt ikke få ham til at kravle rundt på gulvet og lege hest. Det havde han ikke gjort siden han havde haft sin søn, som havde vist interessen for det, og det var skam også ved at være frygtelig mange år siden. Selv dengang havde det kun været for en kort stund, at han havde gjort det. At hun så skulle kalde ham gammel forundrede ham faktisk. Klappet på skulderen og de ord, fik ham til at kigge på hende.
”Selv den smukkeste sø, kan være kold og farlig at bade i… selv for et væsen som dig,” afsluttede han, inden han tvang sig op på benene og lukkede kåben godt og tæt om sig.. Det var jo trods alt heller ikke alt, som han ønskede at hun skulle se.

[Deleted]

Men Groa fortsatte med et teatralsk suk: "De kan sikkert ikke svømme, kan De? De må ikke kæmpe imod det, m'lord! Deres muskler er svage, Deres præcision som et ødelagt ur." udbrød hun kvidrende.
Men selvfølgelig snakkede hun ikke af sandfærdige indtryk. Thranduil var nok det mest fascinerende væsen hun havde set længe, og han forekom hende alt andet end slidt og svag. Han havde kun udstrålet styrke og elegance, men hvis hun nu kunne udnytte stædigheden i ham med sine ord kunne det være han måske ville vise hende at det ikke var som hun sagde.
Groa hang sig i Thranduils kåbe.
"En konge må gerne tillade sig selv at leve for andet end sit folk og more sig, at De ved det!"
-Og klamrede sig til hans ben.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ville bestemt ikke påstå at han var sygelig og svag, bare fordi at han ikke ønskede at fange sig en forkølelse! Desuden var det ikke ofte, at han fandt den mulighed for sig, til at tage.. fri og lave de ting, som han ønskede sig. Det havde han ikke rigtigt gjort siden hans familie var blevet så brutalt revet fra ham. Han vendte blikket direkte i retningen af hende endnu en gang, selv nu hvor hun sad og nærmest klamrede sig fast til hans ben.
”Du tvivler virkelig på, at jeg er i stand til at gøre lige så, Groa? Tvivler på at jeg kan tage de svømmetag i en sø i min egen skov?” Ikke fordi at han var fornærmet, men selv han kunne jo ane den udfordring som hvilede i hendes ord.. Og om det var en hentydning eller ikke, var svært for ham at finde ud af, og det var noget som han så sandelig godt kunne mærke, hvis han selv skulle sige det. Det gik ham jo uanset en smule på, uden at han egentlig kunne gøre det største ved det i den anden ende. En konge havde ganske vidst lov til at nyde tilværelsen for en stund, og det vidste han skam udmærket godt.
”Det ved jeg skam godt, og jeg nyder lige så disse stunder, når de dukker op, kan jeg informere dig om, min ven.. Men at svømme i en sø på denne tid af året.. Du påtager dig sygdom.. Og det ønsker jeg ej,” informerede han. Måske at hun ville have godt af at være sengeliggende, så aktiv som hun var, men han ønskede da bestemt ikke, at hverken hun eller ham skulle ligge syg!

[Deleted]

”HMPF!”
En lille samling tynde streger dannedes på Groas fine næseryg. Hun var tydeligt utilfreds over at hendes manipulation ikke havde haft den ønskede effekt. Hun besluttede sig for at hun ville sænke den høje, spidsørede mand yderligere og begyndte at hive ned i hans kåbe som straf.
”Lover De mig at ikke-kødædende heste er lige så fornøjelige som at svømme i søer?”
Hendes ene hånd gned hun op langs hans skinneben og trykkede sin kind der mod.
”Vi kan sikkert finde på noget mere sjovt. Jeg har det!” Der blev rykket kraftigt ned i Thranduils kåbe.
”Vi kan ride rundt i søen. Måske er det søheste!”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil besad bestemt ikke noget ønske om at påføre sig selv en sygdom, hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. For ham, var det uden tvivl en svær situation at befinde sig i, også fordi at hun var.. som hun var.. og lagde det pres på ham, som om at hun troede, at han ikke kunne! Han sendte hende et roligt smil.
”Jeg kan forsikre dig om, at hestene ikke kommer til at spise af dig, eller noget som helst,” sagde han med en sigende og rolig mine. Når alt endelig kom til alt, så var det et væsen som stod ham meget nært til hjertet, og som altid ville gøre det. Et smukt og yndigt væsen. At hun så nærmest krøb op under hans kåbe, fik ham hastigt til at reagere, for det ønskede han da slet ikke. Han tog fat om hendes hånd, kun for at føre hende væk, og roligt rejste sig op. At hun skulle være så.. omklamrende, havde han virkelig svært ved.
”Først på vejen, er der ønsket om at du skal komme tæt på det smukke væsen, før vi kan gøre noget som helst. At ride rundt i søen, er uaktuelt i denne stund.” afviste han denne gang mere kort for hovedet, da han rejste sig op og lukkede igen kåben tæt omkring sig. Igen påvirkede hun ham.. Og han kunne virkelig ikke have det.

[Deleted]

”Men!” Hun nåede intet mere at sige inden Thranduil løsnede hendes greb, og hun dumpede ned på gulvet med et bump og en øm ende til følge.
”Av! Pas dog på, store brød! Hvor er De kedelig.” I langsomme strøg gned hun sin håndflade hen over sine lår, hofter og siddemuskel. Det var et utroligt elendigt humør. Hvordan kunne man være så dvask?
”Hvor er De led… Besidder De i det hele taget en viden om hvordan man har det sjovt? Deres sind besidder lige så få løjer som det gamle træ De har taget til bo. Hvor er det synd for dem. I er et yderst kedsommeligt folkefærd! Jeg tror eder just har været vaccineret mod underholdende aktiviteter som spæd!” Nu returnerede et lusket glimt i hendes øjne igen og hurtigt som en trold af en æske var hun sprunget efter ham igen. På trods af ømheden kom Groa nu adræt op på benene og der gik ikke lang tid før hun havde grebet fat i ham igen!
”Jeg giver Dem ikke lov til at gå før de har vist mig hvor sjov De kan være! DANS MED MIG!” Og med disse ord tvang hun sine fingre i flet med hans og hev elveren efter sig i baglæns skridt.
”Kom nu. Jeg viser Dem hvordan… Vær nu ikke så sur.” Hendes lavendelblå øjne mødte hans med en bedårende blinken. Hun ønskede at lave noget mere med ham, men han afslog al nærkontakt, og hun forstod det ikke. En spinkel følelse af en panik hun ikke forstod begyndte at brede sig i hendes krop og gjorde hende mere vågen.
”Jeg har set mølædte hankatte mere glædelige end Dem! Jeg beder dem?”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Groa forstod tilsyneladende slet ikke nogen hentydning, og det gjorde det kun langt mere problematisk for Thranduil. Det var tidligt på morgenen, som det uden tvivl også var tidligt på året, og han ønskede bestemt ikke at springe i nogen sø, for at blive syg i et forsøg på at vise hende, at han godt kunne have det sjovt. Hun forekom ham uden tvivl som et barn, så hendes definition af sjov, ville uden tvivl ikke matche den som han selv måtte sidde med.
”Elverne er et yndefuldt, graciøst og ædelt folkefærd. Der er noget som du har misforstået,” sagde han blot og med en stolthed i stemmen. Ej var de mange tilbage, og dem som var, kendte til den mørke og dystre fortid som længe havde ramt deres slags. Han havde ganske enkelt ikke tiden til at slå sig løs og have det sjovt på den måde. Det havde han heller ikke gjort igennem rigtig mange år, hvis han selv skulle sige det. Hendes pludselige forespørgsel.. eller nok snarere tvang til en dans, fangede hurtigt hans interesse, hvor han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse igen.
”… Danse?” Nu hvor hun igen hang på ham, kunne han jo så heller ikke just gøre meget ved det. Uanset hvad han gjorde, kunne han bare ikke slippe af med hende, og den form for nærkontakt, var han bare slet ikke til. Nu hvor hun fastlåste hans hænder i sine egne, ved at sammenflette deres fingre, vendte han blikket direkte mod hendes skikkelse. At danse var ham en egenskab, som han ikke havde øvet i frygtelig mange år, og han kunne jo mærke det. Alligevel gav han sig til at føre hende rundt.. selvsikkert og elegant.
”Du behøver ej vise mig hvordan, Groa,” sagde han med et svagt smil. Han vidste skam udmærket godt hvordan man gjorde det – på elvisk manér naturligvis.

[Deleted]

”Danse, JA! Jojo De skal baree-”
*Vent, hvad? Jamen!*
Groa sank en klump. Da Thranduil begyndte at føre hende mistede hun fuldstændig orienteringen. Hendes ansigtsglød blussede op igen.
Når hun plejede at danse var det kædedans med en række folk bag sig, rundt om et bål, eller på en scene med liv og krumspring. Den dans hun kendte til var noget der kunne få folk til at le eller fascineres, og som hun kunne tjene på. Dette var langt mere blødt og i en grad intimt. Hun havde regnet med mere modstand fra hans side, og det var utroligt overraskende for hende. En følelse hun både bød velkommen, men som også fik hende til at føle sig… skamfuld? Hendes bevægelser var langt mindre elegante end hans. Thranduils ben var længere end hendes, og det fik hende til at halte hurtigt efter ham, hvor han nærmest gled hen over gulvet. Trinene havde hun ikke set før. Hun var så opsat på at følge med at hun til sidst snublede over sine egne ben og bumpede ind mod hans brystkasse med et klynk. Hun følte sig lige så let som en brosten, og i anerkendelse af sin fejl klemte hun sine øjne tungt sammen og skævede væk.
”D-denne dans er mig ej bekendt.” Hendes hænder knugedes dog stadig lukkede om hans.
”Uhm, jeg beklager. Undskyld. Jeg ved ikke hvordan man gør... Er det sådan her De plejer at have det… sjovt? Der er aldrig nogen der har danset sådan her med mig. Jeg er lidt klodset.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Elverne havde altid været et yderst graciøst og elegant væsen, og der var Thranduil så sandelig heller ikke noget undtag. Dette sted havde været hans hjem igennem rigtig mange år, og derfor ville han gerne vise hende, at han så sandelig godt kunne have det sjovt, selvom han nu var temmelig sikker på, at hun havde en ganske anden definition af det. Dansen var ham kendt.. Mere elegant end brudevalsen, og dog så intim og nær, at man næsten skulle forestille sig, at det var to elskede som førte den. I dette tilfælde var det dog ej sandheden.
”Jeg skal bare..?” spurgte han videre, da han igen vendte de smaragdgrønne øjne i hendes retning. Han holdt endnu omkring hendes hænder. At dansen ej var hende bekendt, kom bestemt heller ikke bag på ham, for den var elvisk.. Og han var en af de eneste af hans slags, som faktisk formåede at føre den. Han slap hendes hænder i det sammenflettede greb, kun for at lade dem mødes håndflade mod håndflade foran dem. Der valgte han roligt at stoppe de førende skridt.
”Dansen er elvisk.. En af de mere intime. Desværre en dans af kunstart, som uddør, jo flere af min slags som falder bort, Groa. Jeg vil ikke påstå at du er klodset.. Det er dig en ukendt dans.. Jeg synes faktisk du gjorde det ganske udmærket,” roste han hende, inden han roligt lod hænderne falde, og derved afbrød dansen. Han sendte hende et varmt smil.

[Deleted]

Deres hænder gled fra hinanden, men det var med ærgrelse fra Groas side om at det var afsluttet. Sine arme førte hun om bag ryggen i mangel på passende sted at placere dem og nejede i sin pjalt.
”Jeg takker af hjertet. Jeg prøvede.” smilede hun forsigtigt og kørte sin ene fodspids forlegent i cirkler over gulvet.
”Jeg tænkte hviiis - måske - kunne De lære mig det engang… Hvis man ikke skal være en alf for at kunne det, altså.” Det var ikke så meget selve dansen der fangede hende. Hvis han sagde ja kunne hun i det mindste komme til at danse mere med ham. Hun ville slå vejrmøller, bekæmpe bjørne, gå på gløder og springe ud fra bjerge, hvis han lovede hende at han ville følge med! Hun lukkede kort sine øjne. Den blafrende fornemmelse i Groas mave fortalte hende det i hvert fald. I det øjeblik ville hun gøre hvad som helst for at få Thranduil til at blive hos sig, eller for at hun blot kunne blive hos ham, så hun altid kunne se det skønne smil. Hun ville gøre sit bedste på at gøre ham glad, for det var den fornemmelse han gav hende. Det og så en fornemmelse hun ikke kunne genkende. Hans ord fik dog det lille smil til at forsvinde fra hendes læber, på trods af varmen der var vækket i hendes lille krop.
”Men i er jo mange! Hvordan kan Deres race være uddøende? Jeg synes i hvert fald i er mange!” udbrød Groa, mens hun tiltede sit hoved på sned.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ikke noget imod at vise Groa noget, som særligt var elvisk, for det betød meget for ham, at folk faktisk viste det interessen. Det var sikkert også derfor at han lod dansen glide lidt ud, også selvom han sagtens kunne have fortsat den.
”Du prøvede, og jeg forlanger heller ikke mere,” sagde han roligt. Selv havde det været rart at røre sig lidt, selvom minderne fra dansen bragte ham tilbage til gamle tider. Han havde ikke været særlig gammel, da han havde set folk danse sådan på hvert et gadehjørne igennem den elviske landsby. Det var et sted sådan at folk dengang havde vist hinanden den intime interesse. Det var i sig selv en ting so var gået død med tiden. At hun så gerne ville lære det, var noget som hurtigt fangede hans opmærksomhed, hvor han vendte blikket direkte mod hende.
”Du ønsker at lære det? Det er en besværlig dans, som kræver ynde og elegance, som elverne primært er kendt for at være født med. Man behøver skam ikke være en elver for at lære det.. Det kræver blot tid og tålmodighed,” sagde han med en rolig stemme. Selv var han ikke i tvivl om, at hun godt kunne, hvis hun virkelig ønskede det. Han sendte hende et svagt, men overbærende smil. Så mange var de faktisk ej heller tilbage.
”Du befinder dig netop nu i en elvisk landsby i skoven, hvor kun elverne befinder sig, Groa.. Ikke et vidunder, at du synes vi er mange. Men på verdensplan er vi ganske få,” fortalte han ærligt. Der var jo også en grund til at han gik meget op i at beskytte sit folk.

[Deleted]

Der blev nikket ivrigt fra Groas side, og hun hoppede lidt på stedet for at understrege sin interesse i dansen.
”Jajajaja! Jeg kan også være elegant.” Hun gjorde et fint lille hop på et ben, snurrede rundt om sig selv og fejlede miserabelt idet hun snublede og faldt på maven. Der fra orkede hun ikke at rejse sig op og trak sig hen af gulvet for at komme tættere på Thranduil.
”Tihihi! De ved – som en FRØ! Eller en strandet hval. De gør det her HELE tiden!” Hun fortsatte med at trække sig lidt frem og tilbage foran elverkongen.
”Eders nåde burde prøve at hvale noget oftere. Det giver altså ting et helt nyt perspektiv” nikkede Groa og rullede om på ryggen, så hun bedre kunne se den forpjuskede konge i sin storslåede, morgenkåbede plyshed.
”Wooow. Deres folk må da være helt elendige til at finde kålmarker. Hvis i ikke kan finde kålmarker, hvorfor planter i så ikke bare nogle nye? Det ville da løse hele jeres problem.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil morede sig over, at se Groa så ivrig efter at lære det. At hun så stod fast på at hun var elegant, og efterfølgende nærmest måtte falde over sine egne ben, fik kun smilet til at brede sig på hans læber. Der var uden tvivl langt igen, før det ville blive muligt for hende, at følge den takt som han gjorde.
”Der er en lang vej endnu, kan jeg se.. Men med den korrekte overbevisning, er jeg sikker på, at det nok skal lykkes dig,” sagde han med en rolig, og ganske sandfærdig mine. Han sendte hende blot endnu et smil. Når det foregik på denne måde, så var det heller ikke så belastende, som det ellers havde været, hvilket var noget, som han faktisk godt kunne lide, og ikke noget som han havde i sinde at se bort fa. Han rystede let på hovedet.
”Det må være mig en dyrisk egenskab, som jeg eje er kendt med, må jeg sige,” sagde han blot, idet han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Kålmarker? Hvad skulle de da bruge kålmarker til?
”Jeg er bange for, at jeg ikke helt forstår hvad du mener med kålmarker, Groa? Kålmarker vil dog ej løse problematikken som ligger i de manglende elvere på egnen her,” fortalte han med en rolig og ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke.