Departure is facing technical difficulties

[Deleted]

-Dunk

Stilhed

-Dunk

-Dunk
Okey.

Stilhed
-DUNK!
Groa rynkede på næsen. Godt nok havde Thranduil givet udtryk for at Groa skulle holde sig væk fra hans sovekammer, men det var ikke ensbetydende med at hun ikke måtte stå lige uden for det!

-DUNK!
Hvis hun ikke måtte komme til Thranduil, måtte han bare komme til hende.

-Dunk.
Det ville han alligevel nok, når han blev irriteret nok af at være fanget inde i rummet med den gentagne lyd.

Dunk!
Hvor godt kunne han i det hele taget sove? Det var da utroligt.

DUNK DUNK DUNK DUNK DUNK!!! –DUNzsplat.
Æblet flækkede over og trillede i to halve rundt på gulvet, med en forvirret Groa til resultat. Hvad gjorde hun nu? Thranduil var ikke stået op endnu. Hun kunne respektere hans søvn og finde på noget andet at tage sig til. Det var nok egentlig det mest høflige… Naaah!
Et nyt æble! Og mere dunken.
”DET ER MORGEN NU!” Bestemte Groa - syntes hun altså. Solen var knapt nok stået op. Man kunne kun se at nattehimlen var lysnet og at der meget meget langt væk var begyndt at komme lyserøde og lilla toner på himmelhvælvingen. Efter at Thranduil havde forladt den lille kvinde på sofaen havde hun forsøgt at sove, men alt var for anderledes. Lydene af fuglefløjt. Ingen snorken, eller skrigende mennesker. Bare ren og skær idyl. NEJ! Hun kunne ikke holde det ud! Groa havde taget tæpper og lagner og båret hen til døren op til Thranduils kammer. Der havde hun lavet en lille redelignende klump, og der havde hun sovet det meste af natten – Altså indtil at det blev for kedeligt at sove. Ikke mange af elverne var vågne i landsbyen. Et par vagter havde gået rundt med deres bue og pil, men om natten er alle katte grå, og Groas ellers hvide skikkelse var lettere at skjule, så hun havde uset sneget sig ud af byen og tilbage igen et par timer senere. I hendes kjole bar hun æbler, bær og nogle nødder hun havde fundet. Også græs, for alfer spiste sikkert den slags. Der var så mange, og hun havde tabt adskillelige på vejen, så at hun ofrede et par æbler mere på at vække den flotte kæmpe til morgengry (eller mangel på samme) huede hende ikke. De samme som trillede på gulvet i massevis.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var virkelig træt.. Det havde uden tvivl været en lang dag med Groa på slæb, også selvom hun ikke direkte var et væsen, som faktisk irriterede ham.. Men derimod fascinerede ham, og det var det som han faktisk havde svært ved. Så lang tid, at hun holdt sig væk fra hans soveværelse, så havde han det faktisk helt fint med det, for han ville virkelig ikke have nogen derind. Det var et intimt område for ham, og det var ikke noget, som han ønskede at dele med alle og enhver.
De mange ’dunk’, som lød lige udenfor hans dør, rev ham til dels ud af søvnen i små spjæt, selvom han hurtigt gled ned i sengen og søvnen igen for et kort øjeblik. Han sukkede tungt, og vendte sig i sengen, hvilket næsten rev dynen en smule af. Solen var endnu ikke oppe, og det var også derfor at han endnu ikke var oppe. Desuden havde han brug for hvilen, efter alt det dagen i forvejen.
Endnu et ’dunk’, rev ham igen ud af søvnen, så han denne gang satte sig op. Han sitrede ganske let. Det var halvkoldt i denne sene nattetid, for han kunne da se, at det bestemt ikke var varmt udenfor endnu. Han rystede på hovedet af sig selv.. Det var først der, at det gik op for ham, at han jo stadig husede Groa derude.. Lå hun og sov? Det lød ikke umiddelbart som det. Han tog fat om sin kappe, som han tvang omkring sin krop, bare for at finde noget, som han kunne holde en varme i. Det var stadig koldt om natten derude, og selv i Procias, så kunne det mærkes. Han nåede med rolige skridt hen til sin dør, som han åbnede. Det var lige før, at han faldt over alt af tæpper, dyner og lignende, da han ikke lige havde set komme.
”Groa?” kaldte han kortfattet. Havde hun ligget på gulvet foran hans dør? Det var jo heller ikke ligefrem der, at han havde bedt hende om at lægge sig til. Hans hår var ikke opsat, som det var i løbet af dagen, men hang løst nedover hans skuldre og ryg. Han lukkede kappen tæt om sig, idet han gik igennem huset, for at finde hende.. Hvad havde hun egentlig gang i?

[Deleted]

Dunk. Et andet æble ramlede ind mod vægen inden mandens ankomst. De var blevet kastet rundt i korridoren, tæt på hans kammer. Det trillede langs gulvet og forbi ham.
“Thranduil!” udbrød Groa glædeligt idet hun løb den ellers forpjuskede elverkonge i møde. Igen erklærede hun ”Det er morgen nu.” Denne gang mere stille, dog fast, som om det ikke var til diskussion.
Hun rykkede op i sin kjole, som hun brugte som en pose og smilte stort. ”Se, mad!”
Den store bunke af frugt og nødder tumlede ned på gulvet, da hun besluttede sig for at hun hellere ville omfavne Thranduil end at holde dem. Hun gned sin kind mod hans brystkasse med et stort smil.
”Jeg har savnet Dem. De har været væk så længe… Når det er morgen skal man spise morgenmad. Det er derfor at det er morgen, og her er mad.” Hun hævede en tot græs op mod hans ansigt.
”Amme namme nam”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var stadig sent og mørkt, til at Thranduil kunne orientere sig ordentligt. Groa var en person som virkelig fyldte utrolig meget når man begik sig hende i selskab, men det var nu heller ikke noget, som han som sådan havde noget imod, for i hans optik, var det noget, som han vidste, at han var tvunget til at rumme med den titel, som han havde påtaget sig på den måde, som han nu havde gjort det. Han vendte blikket stille i retningen af hende endnu en gang. Det var hårdt ikke mindst for ham at gøre, som han gjorde, men hvad andet kunne han gøre ved det? Han havde gjort det tydeligt, at han ikke ville have hende i nærheden af hans soveværelse, og det glædede ham faktisk, at det var noget, som hun havde respekteret.
At maden så derimod røg ud til alle sider, havde Thranduil ikke lige set komme. For ham, var det stadig nat, og han burde ligge i sin seng. Han sendte hende kun et træt smil og rystede så på hovedet. Hvorfor det iver? Og savn? Et sted varmede det ham jo indefra, for det var ikke just noget, som han var vant til.
”Så længe det er mørkt ude, er det ej endnu dag, min ven.. Du burde ligge og hvile i den søde søvn,” sagde han med en rolig stemme. At hun gned sig direkte op af ham, fik ham let til at vakle, for han havde slet ikke regnet med det.
”Du burde endnu sove,” afsluttede han.

[Deleted]

”NEJ! De må ikke gå. Det er dag nu, og De skal ikke sove længere.” Armene som Groa havde rundt om Thranduil blev strammet i sit greb om ham og kappen, og hun sprang ind mod ham med sin vægt, for at vælte ham og forhindre ham i at gå igen.
”Jeg er slet ikke træt. Og fuglene er vågne, så må det også være dag. De synger”
I modsætning til Thranduil følte Groa sig fyldt med energi, når hun så ham og straks bankede hendes hjerte hurtigere. Hendes krop lystede alt andet end at falde tilbage i søvnen. Desuden var hun som et væsen af mørket ikke særligt begrænset her af. Hun nød den nærkontakt hun havde fået genoptaget med ham. Det føltes som alt for længe, skønt det kun havde været kort tid.
”Gå ikke! Hvis det ej er mig tilladt at være i eders kamre, så må eder bifalde at blive her inde hos mig, milord.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var på ingen måder vågen endnu. Det var mørkt udenfor, og det var slet ikke morgen endnu, selv i hans forstand. Han vaklede tydeligt, og endte med at ramle direkte ind væggen, som var bag ham, da hun nærmest sprang ind mod ham.
”Ej er det morgen, før solen står op,” forklarede han med et forsøg på at få hende til at slippe. Fuglene havde måske sunget udenfor, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var på tide at stå op. Han havde skam ikke lyst til at gå.. bare tilbage til sin seng, selvom det var tydeligt, at han ikke ville få lov til netop dette. Han smilede let for sig selv. Hun havde manglet ham? Det var da næsten tydeligt.
”Ej er jeg vågen, og burde sove,” forklarede han videre, idet han igen vendte blikket mod hende. Han lod hænderne roligt tage omkring hendes slanke håndled, selvom hun nærmest klamrede sig fast til hans skikkelse. Det forundrede ham virkelig at hun var sådan over ham.. Hvorfor var hun det?

[Deleted]

”Men at sove er så kedeligt. Og De kan ikke gå tilbage længere. Den vej er lukket, så de bliver nødt til at blive her!” Efter som at Thranduil holdt hendes håndled trykkede hun sin kind hvilende ind mod hans brystkasse og dvælede ved hans ansigt. Hans hår var let uglet, og det gav hende en lyst til at røre ved det og køre sine fingre igennem det.
”De kan få lov til at ligge inde på sofaen, men man må ikke sove længere. Det er forbudt. Fuglene siger at det er dag. Ej er jeg træt, derfor er du hellere ej træt mere” forsøgte hun at argumentere, skønt det ikke gik så godt. Hun var meget venlig syntes hun. - At hun gav ham lov til at ligge ned, skønt det var hans ejendom hun stod i. Hun kiggede ned på gulvet og frugterne der var trillet ud over det hele.
”Sikke De roder. De burde spise noget.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det kunne godt være, at hun ikke var træt, men det var Thranduil. Han brugte desuden tid på i forvejen, overhovedet at falde i søvn, selvom det jo var et af de personlige problemer, som ikke særlig mange overhovedet var kendt med. Han sukkede indvendig. Hun nød hans selskab. Selv det, var han slet ikke et sekund i tvivl om, men ikke desto mindre, så var det bare sådan at det måtte være. Det gjorde ham lidt.. trist, at vide, at hun kom fra kår, hvor hun slet ikke følte sig værdsat.
”At sove, er en nødvendighed, Groa,” forsøgte han med en rolig stemme. At hun så klamrede sig sådan direkte op af ham, var ham virkelig uvant.. Og alligevel. Hendes argumenter holdt ikke rigtigt vand, hvilket hun nok alligevel var klar over, men det var da i det mindste et forsøg værd.
”Det kan være, at du ej er træt, men det er jeg. Jeg har en seng, som jeg ønsker at hvile mig i,” fortsatte han. Der lå frugt og grønt udover hele gulvet stort set, og det var slet ikke noget, som han kunne have med at gøre, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han lukkede øjnene for en kort stund. Igen skulle han lige mindes, at han skulle tænke på hende, som var hun et barn med den forståelse – eller nok snarere mangel på det samme, som hun var i besiddelse af, og det var svært. Han tog stille om hendes hænder igen. ”Vi skal have ryddet op nu,” forklarede han. Ikke fordi at han ville kravle rundt på gulvet sådan her, men.. hvad andet valg havde han?

[Deleted]

Men det gik ikke heeelt som Thranduil havde planlagt. Han tog fat om Groas håndled, og da han nævnte at han ville sove og gjorde mine til at rydde op tog hun også fat om hans.
”Nej! Jeg har lige fundet det. Det skal ikke ryddes. Det skal spises! De kan slet ikke finde ud af det. Er det normalt for alfer bare at samle og smide mad væk? I er godt nok mærkelige. Jeg kan altså godt vise Dem hvordan man gør.”
Et lille ryk, og Groa lænede sig hårdere ind mod Thranduil for at holde ham mod vægen, skønt hendes vægt nok ikke ville gøre den store forskel, hvis han endelig besluttede sig for at fjerne hende til side.
”De har allerede sovet! Det er ej særligt høfligt bare at efterlade mig, når jeg har gjort mig så umage.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Denne måde at begive sig frem på, kunne Thranduil virkelig ikke overkomme, og slet ikke, når han ikke havde sovet nok, for det kunne man bestemt ikke sige, at han havde. Som han greb om hendes håndled, og hun så tog om hans hænder, fik ham til at vende blikket mod hende, også selvom han stadig stod der rank i ryggen og alt.
”Vi elvere sparer på al den mad, som vi kan finde, da den er yderst sparsommelig i den kolde tid, Groa,” forklarede han alligevel med en ganske alvorlig mine, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Det kunne godt være at elverne levede forholdsvist primitivt, men det gjorde dem ikke til primater eller noget lignende, og de sparede virkelig hvor de kunne, hvis han selv skulle sige det. Det var i hvert fald noget, som han gik meget op i. Han trak vejret dybt og rettede sig op. Det var for længst gået op for ham, at han ikke ville få lov til at sove for noget som helst. Hun havde ret.. hun havde gjort sig umage. Der lå jo mad på hele hans gulv.
”Og jeg værdsætter det virkelig,” forsøgte han træt. Var det en diskussion, som han overhovedet ville begive sig ud i?

[Deleted]

”Hurra! Så skal vi spise. ” bestemte den lille kvinde inden hun rykkede sig fri af elverkongens greb og satte sig på gulvet ved hans side. Inden længe med munden proppet fuld af æble, så der var ro for en kort stund, indtil hun imellem sin gumlen brød denne sjældenhed.
”Jeg har altså også –slurp- samlet noget græs. –knas- For jeg aner ikke hvad De kan lide at spise. Monstro det kunne være Deres ting? Det er et fabelagtigt vejr udenfor! Jeg vidste slet ikke at her var så mange nat dyr i Procias!” udbrød hun og kylede æbleskroget over skulderen.
”Jeg vil lave noget! Der er en virkelig smuk sø ikke så langt væk. Kom med og svøm sammen med mig!” og med disse ord klamrede hun sig fast til den søvndrukne elvermands ene skinneben og sendte ham det bedste dådyrblik hun kunne præstere.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var længst gået op for Thranduil, at han ikke kunne gøre noget som helst i en situation som denne. Ikke fordi at det som sådan gjorde ham noget, men han var ganske enkelt for træt til at tage de diskussioner op med en som hende. Normalt var han venligsindet, men hun satte godt nok også hans tålmodighed på prøve, måtte han sige. Han sukkede tungt.
”Jeg begriber ikke, hvor du har fået den energi fra, Groa,” sagde han endeligt, idet han alligevel tungt valgte at tage pladsen på gulvet, dog med kåben godt trukket omkring sin krop. At hun så derimod havde samlet græs ind, som havde han været et dyr, fik ham kun til at ryste smilende på hovedet.
”Græsset kan du få lov til at fodre til hestene, når vi passere dem senere i dag, om du vil? Den slags må jeg alligevel erkende, at jeg ikke spiser.” Han tog omkring det ene æble og skulle til at spise det, idet hun direkte kastede sig om hans ene skinneben. Han himlede let med øjnene.
”Vandet er frygtelig koldt i denne tid. Jeg kan stå på bredden,” sagde han endeligt. Han havde skam ikke tænkt sig at springe i, sådan som vejret og vandet var for tiden. Det var ganske vidst for koldt i hans optik.

[Deleted]

Groa lod sig ikke bemærke af Thranduils opgivende mimik og lænede sin kind imod ham. I stedet gav hun sig til at tegne cirkler med sine fingre, på den hud som kåben lod ham være blottet.
”Jeg begriber ikke hvorfor De er sløv, m’lord” Hun smillede, men syntes at stramme sit greb om ham.
”Men heste er farlige! De bider og tramper på folk. De er meget modig at de tør røre ved dem. Vent! Hvad nu hvis de æder mig?” Hendes ansigt blev som malet i frygt: Hendes øjne opspærredes og hendes læber blev trykket sammen til en smal streg. Gradvist syntes hun at rykke tættere mod ham, mens hun vagtsomt kiggede rundt i Thranduils bolig - indtil hun havde trykket sig ind mod hans side og hvilede sit hoved mod hans brystkasse.
”Hv-hvad nu hvis de er her?!” udbrød Groa. Kort efter havde hun klatret hen over hans krop så hun lå oven på ham, med sine ben på hver side af ham. Hun klamrede sig pivende ind til ham og gemte sit ansigt mod hans bryst. ”RED MIG!”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Morgenmåltidet kunne Thranduil godt se, at han lige så godt kunne opgive med det samme. Han tabte nærmest maden, som hun endte med at kravle op over ham, og direkte ind mod hans krop. Han var virkelig ikke meget for denne nærhed med nogen som helst. Han kunne virkelig ikke have den! Han bed tænderne mere sammen.
”Hestene er ej et farligt væsen, hvis du behandler det respektfuldt,” forklarede han. Igen forsøgte han at få hende af sig. Det var for tæt på hans krop, og for tæt på ham generelt, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. Han kunne virkelig ikke klare den nærhed til nogen som helst, og det havde han trods alt også givet udtryk for.
”Hestene er ude i deres fold som findes nede på jorden, og ej heroppe i træerne, Groa.. Vær så venlig at slippe mig,” sagde han denne gang en kende mere hårdt. Han var træt, han have ikke megen tålmodighed tilbage, og han var virkelig for træt til at kunne være overbærende lige nu. Hun fyldte virkelig, virkelig meget, og det var da også tydeligt gået op for ham nu.

[Deleted]

Jamen var manden gået fra forstanden? Dyr var aldeles ikke fredelige! Ikke mod hende i undtagelsen. Det var som om de kunne se at der var noget galt - noget usandfærdigt omkring Groass væsen, og ofte resulterede det i flugt eller angreb.
”Den viden besidder heste ej, da ingen har fortalt dem at de ej er farlige. Hvad hvis der eksisterer flyvende hingste her oppe, der også vil æde mig? Få fauna har mig kær, og jeg tvivler på at dette vil være en undtagelse. Så skal de redde mig fra at blive ædt, hvis Deres heste forsøger. Måske kan jeg, hvis eder viser mig hvordan man gør. Nu - Lad som om De er en hingst!” Med disse ord trillede Groa et æble op i sin hånd og forsøgte at stopfodre Thranduil med det. Indtil han åbnede sin mund nøjedes hun med at trille det langs hans læber. Hun smilte opfodrende med et glimt i øjet. Hans ansigt besad sådan en skønhed at hun sjældent havde set magen hos nogen mand, og han forekom ædel i alle sine handlinger, ja næsten altid så beundringsværdig. Selv når han var irriteret og sad ved hendes side med sit gyldne hår filtret var der stadig noget appellerende ved hans væsen der på trods af hans intentioner ikke skræmte hende væk, men opmuntrede hende til at ville mere af ham.
”Såså. Vær nu en god hest og spis Deres æble.”