run away, returned home

[Deleted]

Ak ja, et helt år var gået, fra da hendes forældre sendte hende væk for at beskytte hende, et helt år har hun gået i frygt for at blive fanget, af hvem? ja det viste hun ikke, hendes forældre havde blot fortalt hvordan landet lå med pengene, men ikke hvem det var de skyldte penge, eller hvad han hed. Nej hun viste ingen ting, Moxa havde levet på gaden, rundt omkring, i skjul for det hun ikke engang viste hvad var. Det havde dog lykkes hende at holde sig skjult. 

Men Moxa savnede sin familie, hun savnede sin mor og far, hun savnede at få ordenligt mad, og kærlighed fra dem, og ikke mindst at snakke med sine venner og veninder. derfor havde Moxa valgt at tage tilbage, tilbage til sit hjem, tilbage til sine venner, men der var langt, det ville tage flere uger på gå ben, hun måtte finde på noget. Hun var ved et lille marked, i Rimshia city, og hun skulle jo til Atterlin, derfor besluttede hun sig for at liste hende hvor nogen sadlet heste stod, der var vist ikke nogen der holde øje med dem, så vidt hun kunne se, det lykkes hende at få løsnet en hest og trak den forsigtigt væk fra market, inden hun kravlede op på hesten og satte den igang. 


Rejsen var lang, specielt når man ikke havde det store udvalg at mad, og drikke, det lykkes hende dog at skaffe lidt brød og lidt kød samt noget rent vand. Da dagen kom Moxa red ind i Atterlin, det var mørkt og natten havde lagt sig over byen, men det gjorde ikke Moxa noget, hun kendte byen ind og ud, hun var jo født og opvokset her. hun satte hesten uden for byens kro og forsatte til fods, hun måtte være forsigtig, hun viste at hun var "efterlyst" eller måske havde de droppet at søge efter hende? dette håbede hun på, men det gjorde det ikke bedre, for hun var ikke sikker, og derfor måtte hun være meget forsigtig. Hun kom til det der engang var hendes hjem, det var meget forfaldt, hoveddøren var væk. Nu begyndte Moxa at blive bange, var hun blevet set på vejen ? måske var der nogen der genkendte hende ved kroen? da der jo havde stået nogen uden for kroen. hun gik forsigtigt ind i huset "mor? far? hvor er i ? sagde hun stille uden at råbe, hun skulle jo helst ikke opdages? hun famlede sig frem for at finde et stearinlys og noget at tænde med. det lykkes hendes at finde et på bordet, hun fik det tændt og kunne nu se at meget af huset inventar var væltede eller smadret. " hvad er der sket?" spurgte hun stille sig selv hun faldt på knæ med ryggen ud mod der hvor der engang havde været en hoveddør. hun satte lyset på gulvet så ned på lyset, og mærkede nu tårerne stille trille ned af sine kinder, indimellem kom der nogen små hulk. 

[Deleted]

Alexander kunne være tålmodig, når han vidste, at han ville få tingene, som han ville have dem. Moxa var en ung kvinde, som han endnu ikke havde opgivet sin søgen på. Han havde sørget for at holde den familie oven vande igennem 14 år, og nu var det altså på tide at indfri den gamle gæld. Forældrene og familien var slået ihjel for deres illoyalitet, og det var prisen, når man vendte en mand som fyrsten ryggen. Det var meget, meget dumt. Selv bevægede han sig ikke meget ud for tiden, men havde selv folk ude, for at lede efter hende.. Og han vidste, at han på et tidspunkt nok skulle finde hende.
Hendes gamle hjem, holdt han bevidst overvåget. Bevidst fordi at han vidste, at hvis der var noget, som menneskene altid gjorde, så var det at vende hjem, så det var bare at smøre sig med en tålmodighed.. Så skulle det nok komme.. Og ganske rigtigt. Da Moxa endelig vendte hjem til det, som nu stod i ruiner, da det havde stået til fordel for vind og vejr igennem det sidste år. To vampyrer var ude i denne aften.. og bevidst var det stedet her, som de skulle vogte skarpt om i tilfælde af, at tøsen nu skulle komme hjem. Før hun ville nå at kunne se sig om, stormet de ind i hytten og greb ud efter hende – en på hver side, så hun ikke ville kunne slippe væk, inden de ville bringe hende op til fyrsten. ”Fyrsten venter dig,” påpegede den ene med en direkte hånlig stemme, inden de vilkårligt bare valgte at trække af sted med hende, og førte hende mod Corvento Mansion, hvor de vidste, at Alexander ventede dem.

Med faste skridt, førte de Moxa med sig op til det store hus, hvor de fik bakset dørene op, uden at slippe hende, for hun skulle bestemt ikke have lov til at flygte. Den ene slap dog, for at hente Alexander og meddelte ham, at de nu havde fundet Moxa. Hun havde kaldt efter sine forældre i det nedfaldne hus, så det kunne ikke være andre. Alexander fulgtes med ham ned i den store forhal. Her var koldt.. Isende koldt. ”Endelig… der var du jo,” endte han med en iskold stemme. Der var ingen følelser at spotte.

[Deleted]

Moxa havde siddet i sin egen lille verden med ansigtet begravet i hænderne, og grædende, uopmærksom, hun glemte at om at holde øje med om der kom nogen eller om nogen var i huset, hun nåede derfor heller ikke at reagere før hun mærkede 4 hænder gribe voldsomt fast i hende og hårdt, hun skreg af forskrækkelse, og der gik panik i hende. hun vred sig voldsomt og sparkede ud efter mændene, spyttede på dem, men intet hjalp, de ville ikke slippe hende " SLIP MIG," skreg hun hele vejen til det store hus, mændene havde gået så hurtigt at Moxa flere gange ikke kunne følge med og bare blev slæbt hen af jorden, dette betød at der var blevet skrabet hul på bukserne og hendes knæ.


Hun stod nu i den store og iskolde Forhal, Hun frys, det var koldt, men da den ene mand slap hende, begyndte hun at skrige voldsomt efter hjælp og hun prøvede at slå manden på for at få ham til at give slip på hende, men intet hjalp. hun hørte skridt mod forhallen, hun så der hen hvor skridte kom fra og fik øje på den anden mand der havde holdt hende hele vejen her hen samt en anden mand. hun så nervøs på manden og forstod ingen ting. men kort efter gik det op for hende at det var ham der havde efterlyst hende. hun var bange og prøvede at bakke baglæns, men manden der holde hende, tvang hende til at blive stående i et kort øjeblik inden han sparkede hende i knæhaserne så hun faldt på knæ, et skrig undslap hendes mund, hendes knæ var ømme og forrevet, Moxa så ned i gulvet, hun ville ikke se på dem. " man kigger på Herren når der bliver talt til en " sagde manden og greb hende ret hårdt og voldsomt i håret, tvang hendes ansigt til at kigge op på Alexander. " Du vover lige på at røre mig! min far ved hvor jeg er og hvis du så meget som rør mig, slår han dig ihjel" vræssede hun MEGET usikkert og det var ret tydeligt hun løj.

[Deleted]

Alexander havde endnu en gang fået tingene som han ville have dem, hvilket var noget som passede ham særdeles perfekt! Med rolige og næsten uhyggelige langsomme skridt, søgte han roligt i hendes retning. Når alt endelig kom til alt, var han en fast og hård mand, som man ikke skulle komme på tværs af. Hvilket var noget, som hendes familie uden tvivl havde lidt voldsomt under.. Og han var ikke bleg for at udsætte hende for den samme behandling, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed i den anden ende.

Alexander stoppede op foran hende.. Han så til, som hun blev sparket i knæ. Hendes skrig og råb, og vrid for at komme fri, var som tale for døve øre. Hun var hans nu, og hun kunne lige så godt, bare acceptere de omstændigheder, for de ville aldrig nogensinde forandre sig. Hovedet lod han søge på sned.. En mordlyst stod tydeligt ud af hans øjne. ”Din far vil slå mig ihjel? Et menneske.. Slå vampyrfyrsten ihjel?” Altså, nu måtte han virkelig le af hende, for det ville aldrig komme på tale! Mennesket var det værste væsen, som kunne komme ham på tværs.. Han kunne knuse dem, hvis det var det, som han ville. Hun var tvunget til at kigge på ham.. Tvunget til at sidde i knæ foran ham.. Og han elskede det syn. ”Hvis du tror din far kan redde dig, så må jeg beklageligvis fortælle dig, at du tager fejl.. Det kunne være underholdende at se ham prøve.. Efter de sendte dig væk, slog jeg dem ihjel.. en efter en.. med mine bare hænder..” Han kneb øjnene sammen. Han var en vampyr.. et dyr.. en dræber.. Han var mange ting. Han gik roligt ned på hug foran hende og stirrede hende ind i øjnene. ”Du gør klogt i ikke at gøre dem kunsten efter.. ellers tager jeg lige så vel dit liv,” endte han med en fast og yderst advarende stemme. Hun kunne lige så godt lære det hele fra start.

[Deleted]

Moxa viste at hun ikke havde andet valg mere, hendes frihed var taget fra hende, det viste hun, hun havde indset dette, men han skulle ikke have lov til at vinde uden kamp, eller måske ? hun viste det ikke helt endnu, hun så på ham da han fortalte at han var vampyrfyrsten, det fik hende til at stivne, og det var tydeligt at se frygten i hendes øjne, hun kunne ikke dreje hovedet, men havde ikke lyst til at kigge på ham, hun var bange og usikker. ”undskyld” sagde hun stille til ham, og så ham meget bange og usikkert ind i øjnene. Vagten der holdte, hende nede, så på hende og rev hendes hoved bagover og sagde ” når man taler til Herren tiltaler man ham ordentligt forstået?” sagde han strengt og så på hende. hun så på vagten og nikkede stille. inden han rettede hendes hoved mod Alexander igen. hun hørte hvad han sagde til hende, hun rystede svagt på hovedet så meget som hun nu kunne, ” de lyver!” sagde hun vredt og prøvede at vride sig fri men kunne ikke. hun knyttede sine hænder hun pustede tungt ud og så ham ekstremt bange i øjnene. ” hvad vil du med mig?, du kan ikke holde mig her ” sagde han spydigt og spyttede efter alexanders ansigt.

[Deleted]

Moxa kunne lige så godt gøre det nemt for sig selv, og bare handle som Alexander ville have det. Han stirrede direkte dræbende på hendes skikkelse. Selve mennesket, var ikke noget, som han havde meget til overs for i forvejen.. De var svage.. og kunne ikke bruges til noget som helst, i hans øjne. ”Og jeg håber for din skyld, at tonen meget snart får en anden lyd..!” endte han med en fast tone, da han endelig fik sit undskyld. Hvilket naturligvis var noget som passede ham ganske fint. At hun så derimod pludselig skulle forandre sig og blive trodsig, var en tanke som gjorde ham direkte arrig, og specielt, da hun valgte at spytte direkte efter ham, hvilket slet ikke var noget, som han kunne klare, så han for alvor rødt. Det morderiske glimt meldte sig omgående i hans øjne, hvor han derefter greb ud efter hendes strube og rejste sig.. så hun ikke ville kunne nå gulvet. Han blottede de sylespidse tænder for hende. ”Ønsker du at blive genforenet med dem allerede, Moxa… Du gør det så legende let, at tage dit liv..!” hvæsede han direkte af hende. Det ville nok meget snart gå op for hende, at Alexander var en mand af yderst kort lunte, og at det var frygtelig begrænset hvad manden i det hele taget ville finde sig i.. Det håbede han da, ville gå op for hende, for hendes egen skyld!

[Deleted]

Moxa så på ham da hans blik, hun sankt en klump, og var tydeligt bange, da han greb hende om struben og rejste sig, var det ret tydeligt at hun langt fra var lige så høj som ham, hun kunne ikke nå gulvet, hun greb med begge hænder om hans hånd der holdte hende om struben, hun græd stille og rystede på hovedet. ” Nej Herre, undskyld, det skal ikke ske igen” sagde hun meget bange og nervøst, tårerne trillede ned af hendes kinder, hun så ham ind i øjne og han ville tydeligt kunne se og mærke hendes frygt ” Jeg....” sagde hun bange og viste ikke helt hvad det egentligt var hun ville sige til ham, hun gjorde ingen modstand, hun holdte blot sine hænder på hans håndled. ” er du ikke sød at sætte mig ned ?” spurgte hun stille og så bange på ham. ” jeg lover jeg nok skal opføre mig pænt og tjene dem Herre” sagde hun stille og så på ham, det var tydeligt at hun talte af frygten for at miste livet. ” Vil de ikke nok sætte mig ned? Så vi kan tale om tingene Herre” sagde hun bange og så på ham.

[Deleted]

Det var egentlig mærkværdigt hvordan mennesker troede at de var noget. I denne her verden, havde han kun fået den ære af at hilse på en, som faktisk kunne leve op til det faktum, at tro, at de var noget.. for det var han. Det var bestemt ikke Moxa.. Han skulle nok få pillet den attitude fra hende. Hvis det ikke blev sådan, så slog han hende ihjel i stedet for, det var jo så simpelt. Han hævede hende fra gulvet med sin ene hånd. Med sin vampyriske hurtighed og styrke, så var det jo noget, som langt de færreste kunne overkomme.. Og han vidste det. Han elskede uden tvivl den magtdemonstration, som hvilede så tydeligt i det! ”Og så formoder jeg, at jeg har gjort min sag klar,” hvæsede han fast af hende. Han var ikke manden som man skulle løbe om hjørner med. Han havde slået ihjel for langt mindre, og nu hvor han egentlig bare manglede noget at lege med, så ville hun jo blive det perfekte legetøj for ham. Han ville dog ikke lade hende gå frit… ikke endnu vel at mærke, og bestemt ikke før, han fandt ud af, hvor han havde hende, for nu, havde hun jo kun vist sig trodsig i hans forstand.. Og det kunne han da slet ikke have! At hun så derimod begyndte at græde, indikerede faktisk at hun var bange… bange for hvad han kunne finde på, og han var en farlig mand, hvilket hun meget snart ville finde ud af. Ingen tvivl om det! ”Før hende ned i kælderen.. Og sørg for, at hun bliver der,” endte han kortfattet, henvendt til den anden vampyr som stod der, da han satte hende fra sig. At sidde i et mørkt rum, indelukket og koldt, var noget, som kunne få langt de fleste til at skifte mening. En kold celle under fyrstens tag.. Et grumt sted.