Before I say "I do."

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere på det hele, og det var et sted.. skræmmende. At stå ansigt til ansigt med den mand, som hun altid havde fået at vide, var død, var underligt.. Hun forstod skam udmærket godt, at Sephiran ikke ville have ham der, for det som han bragte med sig, var en kulde, som selv hun ikke brød sig om. Dog af den grund, kunne hun faktisk godt lide, at han sprang ind i rollen som hendes beskytter, for at passe på hende. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst i takt med, at selv vreden steg i hende. Det var deres bryllup, og det var bestemt ikke meningen, at den mand skulle have lov til at komme og ødelægge det hele, bare sådan uden videre. Selv endte hun med at rejse sig, da kampene virkelig tog til, for det var slet ikke noget som hun ville have! ”Hold så op!” endte hun med en fast stemme, inden trykbølgen direkte ramte hende, og smed hende ind i væggen bag sig. Hun slap et gisp.. Det gjorde ondt, men hun kunne klare det. Hun rejste sig op igen. Det hele var ødelagt i forvejen, men ikke desto mindre, så havde de fået hinanden, og det var det, som for Tiyanna var det vigtigste.
Som den elegante elver hun var, sprang hun over bordet, for hurtigt at komme hen til Sephiran, før det for alvor ville gå galt. Hun steppede direkte ind foran ham, og lagde hånden mod hans bryst, næsten som for at fange hans opmærksomhed og interesse. Besværgelsen eller forbandelsen, eller hvad det var, som havde ramt Clemency, var noget som et sted skræmte hende, og hun ville bare gerne have det til at stoppe nu. ”Sephiran, det er nok nu..” endte hun sigende, men dog med en yderst kortfattet stemme. Det var bestemt slet ikke meningen, at det hele skulle gå op i hat og briller på denne her måde. Nej, det var meningen, at de skulle fejre, at de havde fået hinanden.. For hendes skyld, så kunne de gerne trække sig, hvis det var det. Hun stirrede på ham, alligevel med en alvorlig mine. Clemency lå på gulvet.. Hvis hun havde noget med det at gøre, så var det heller ikke hende, Tiyanna ønskede at kigge på. Hun hævede hånden til hans kind. ”Stop nu,” afsluttede hun.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde fået det hele præcist som han ville. Ikke bare, havde han fået knægten til at reagere, hvilket var noget, som passede ham særdeles udmærket, men alene det faktum, at han havde formået at spolere et helt bryllup bare ved sin blotte tilværelse, uden tvivl var noget af det bedste af det hele. For ikke at glemme, at det var tydeligt, at det påvirkede alt og alle omkring dem, hvilket uden tvivl var det bedste af det hele, for han elskede uden tvivl, når han havde den påvirkning af folk. Det var som om at han aldrig rigtigt havde været væk.. Og han elskede den følelse. Så lang tid at Clemency og andre ikke trådte i vejen, så passede det ham utrolig fint! ”Du ved, at jeg altid får min vilje, bare jeg er tålmodig nok,” pointerede han med en yderst kortfattet og bestemt mine, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn.
Smerten som samlede sig, var ikke rigtigt noget som bed på Theodore som sådan, men han kunne mærke den.. kroppen reagerede på den. Han kneb øjnene sammen, inden han sendte den trykbølge af sted, for at få det til at stoppe, og det hjalp da! Heldigvis! Han vendte blikket mod Sephiran, som fik en tur over et bord, som knækkede sammen under ham. Han rettede sig op og kneb øjnene sammen, også selvom det mest forfærdelige skete lige der. ud af øjenkrogen, kunne han se Clemency reagere, og komme hen mod ham. Det var slet ikke meningen! ”Clemency, gå v..:!” I og med, at hun blev ramt og gik direkte i gulvet.. følte han nærmest noget.. en form for.. vrede? Han vendte blikket skiftevis fra den ene og til den anden, og med Tiyanna, som var gået i vejen for Sephiran, så passede det ham faktisk ganske udmærket. Han vendte blikket mod Samuel og pegede mod ham. ”Få din mor op ovenpå knægt…. NU!” endte han mere fast, inden han sendte englen ved ham et yderst sigende blik. Han var ikke dum.. Han vidste, at det træk var ment for ham, og derfor gjorde Clemency ondt, og det var.. svært for ham at acceptere det.. Af en eller anden mærkelig årsag.

[Samuel Acheron]

Samuel havde selv overværet hele scenariet. For ham, var det faktisk yderst skræmmende, men han var også lidt ligeglad et sted, eftersom han aldrig var blevet skænket noget af sin far og storebror. Han havde altid været tættest sin mor og havde et virkelig godt forhold til hende, hvor de andre ligeså godt kunne have været konger af landet, man bare... så op til med æresfrygt. Han lagde sig under dem, fordi han havde fået sin vilje som barn og var blevet trænet med sværd ligeværdigt med magi, da han havde ønsket at gå i den retning. Han fulgte intenst kampen. Hans fars tilstedeværelse satte dog en frygt i ham, for det kunne ikke være rart at være i huset indtil enten Theodore eller Sephiran havde vundet den ultimative plads som Herre. Den kamp, var han ikke interesseret i at blive blandet ind i og han ville heller ikke blande sig. Hans mor derimod var noget andet, for hun gik faktisk altid i vejen. Hun var ikke en typisk kvinde... og så alligevel, så lystrede hun jo også Theodore i mange ting, selvom hans far ikke ejede en ægte følelse på grund af sjælen; den historie havde han fået mange gange af Clemency. Han stivnede helt, da han så hans mor haste frem. "Mor!" endte han efter hende, men for sent... det hele skete så hurtigt.
Da hun faldt sammen på gulvet, så var han allerede på vej. Theodores blik på ham gjorde ham direkte bange og han stoppede stift op, da han blev peget på. "J...ja," mumlede han. Hans far skræmte ham. Han satte i løb hen til Clemency og knælede ved hende. Han tog fat om hende og løftede hende op i sine arme. Han var yderst muskuløs og stærk på grund af sværdtræningen, som han jo holdt i gang mindst hver anden dag, hvis ikke hver dag. Og nu kunne han snart komme ud igen nu hvor foråret var her! "Myia... Kom," endte han så køligt han kunne, for at lyde som hendes overordnede, eftersom ingen jo vidste det endnu. Han vendte om og bar sin moder af sted og hastede op ad trappen med hende. Clemency fulgte bare med og da de nåede hendes værelse, så lagde han hende på sengen og puttede hende under dynen.

//Out.

[Sephiran Acheron]

At Sephirans mor skulle ende med at gå i vejen, havde han slet ikke regnet med. Hun havde ikke blandet sig i frygteligt mange år; så det var nok Theodores tilbagevenden der gjorde det. Igen kunne han ikke regne med hende på noget plan, og han havde lige fået en snært af at anerkende hende lidt bedre som sin mor, men det blev da alt sammen tabt nu. Hun tog altid hans faders parti og han hadede den tanke frygtelig meget. Fast kneb han øjnene sammen, da Tiyanna også havde brokket sig, selvom det havde været som snak for døve øre. Lige indtil hans mor kollapsede og hostede blod op. Det var et ubehageligt syn, selvom han ikke kunne definere følelsen, for det var hverken vrede eller frustration, ej heller ydmygelse. Hvad hed det så? Han kneb øjnene sammen og knyttede hånden, som han stod som i en trance og så Samuel bære Clemency væk. Han vendte tilbage til virkeligheden, da Tiyanna lod sin hånd falde mod hans bryst og han vendte skarpt de iskolde blik mod hende. Han prustede som en tyr, der netop var stoppet op efter at have styrtet over en mark efter et eller andet offer. Han sitrede kort, som hun strøg hans kind og han lukkede øjnene alt imens han tog en dyb vejrtrækning. Han sukkede tungt og blinkede med øjnene, mens han nu ikke helt viste, hvad pokker han skulle sige eller gøre. Han lod den ene arm falde om Tiyanna og trak hende til sin side, så hun blev vendt og stod med siden til ham, så de begge havde fronten mod Theodore. "Lad det være dig en smag på, at du ikke ønsker at være tilbage. Forlad så min fest og plej din kone," hvislede han køligt. Nu gad han ikke mere! Nu ville han gerne have den her fest til at fungere, så gæsterne også kunne få deres mad, så han selv kunne indtage noget at spise. Dette var en skandale, hans temperament var løbet med ham, men ikke desto mindre, så måtte alle jo komme videre.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vidste ikke hvad det var, men det havde slet ikke været meningen at Clemency skulle blande sig. Det var ikke noget, som hun gjorde normalt, og det faktum, at hun faktisk havde gjort det, var en tanke, som han fandt direkte irriterende. Dette var skam ikke et tab af kamp.. de var blevet afbrudt.. De var jo lige kommet så godt i gang! Han kneb øjnene sammen, da han så Tiyanna storme hen og stoppe Sephiran i stedet for. Den tøs.. Han skulle nok få det ægteskab ødelagt på den ene eller den anden måde, og han var og blev altid en mand, som fik sin vilje i den anden ende, og det var noget, som han meget gerne, ville stå fuldkommen fast på, når det endelig skulle være! Knægten beordrede han tydeligt til at føre sin mor oppe ovenpå, for det havde bestemt heller ikke været hensigten, at hun skulle fanges midt i krydsilden, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Nu som det var sagt, vendte han blikket mod Sephiran igen. ”Du går måske med sejren denne gang… Men vent dig.. Jeg får altid tingene som jeg vil have dem,” påpegede han med en yderst kortfattet mine. Han vendte kort blikket mod Myia, som hurtigt listede efter Samuel med hovedet sænket.. En tjenerinde… Det passede ham ganske fint. Han så igen i retningen af Sephiran, som blev stående med sin hustru i sine arme.. En dog smuk kvinde, men intet værd at samle på i hans øjne, og det var nok ikke en holdning eller mening, som ville forandre sig i det hele taget, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Folk var stadig til dels urolige efter hvad de lige havde overværet, selvom det nu heller ikke var noget, som gjorde Theodore det mindste.. æresfrygt, var et begreb som han uden tvivl dyrkede. Han fnøs. ”Vogt dig mine ord.. Jeg får det altid som jeg vil have,” afsluttede han alvorligt, inden han bakkede ud af salen, for at følge efter Samuel og Clemency. Han var nødt til at se til hende.

//Out

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde uden tvivl mistet rigtig meget for Clemency, i og med, at den kvinde havde været med til at spolere brylluppet. Sådan som hun var sprunget ind foran det hele, og hendes reaktion på at manden overhovedet stod der, så var selv hun ikke i tvivl om, at hun havde noget med det hele at gøre. Selv sprang hun over bordet, og stillede sig foran Sephiran. Hun ønskede ikke, at han skulle komme galt af sted, og endnu mindre, så ønskede hun altså ikke, at brylluppet skulle ødelægges, bare fordi, at de ikke kunne finde ud af, at tage sig sammen! Det var en vigtig dag for hende, og hun vidste, at han et sted følte det samme, så hvorfor pokker bruge tiden, og så ødelægge det hele? Det var jo slet ikke noget, som gav nogen mening!
”Stop nu..” bad hun med en dæmpet stemme, inden hun selv lod ham lægge armen om hende og stillede sig, så hun selv endte med fronten mod Theodore. At manden så alligevel valgte at trække sig, var uden tvivl noget som passede hende fint. Gæsterne var lamslået over den handling, som de nu havde været vidne til på denne her måde, men hvad var der at gøre ved det? Hun vendte blikket stille op i retningen af Sephiran i stedet for, inden hun selv valgte at slippe ham. Et sted skuffet over, at han bare kunne gøre det, for det var jo slet ikke meningen, at denne dag, skulle ødelægges sådan! Manden fik altid hvad han ville have? Et sted, så frygtede hun lidt, hvad han ville, men det var ikke noget, som hun lod sig påvise lige nu. ”Lad os nu nyde resten af dagen med de tilbageværende gæster, ikke?” endte hun med en mere sigende og kortfattet stemme, end hvad hun lige havde gjort brug af tidligere. Meget af glæden, var selv for hende, allerede blevet ødelagt, men selve glæden af, at skulle få lov til at tilbringe den dag sammen med ham, var bestemt ikke noget, som nogen kunne tage fra hende.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency var uden tvivl lidt chokeret over, at hun var blevet ramt, men hun vidste også, at hun selv var gået i vejen. Hun bebrejdede ikke Sephiran, for det kunne ligeså vel have været Theodore, der havde ramt hende. Sagen var bare, at hun nu var bange for hvad pokker det var, hun var blevet ramt af. Tårerne trillede stille ned over hendes kinder, som hun slet ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Kroppen værkede som hun nærmest havde en sygdom og hun kunne slet ikke flytte sig. Hun hørte kun fjernt hvad der skete omkring hende, selvom det var mere sløret lige nu end det normalvis ville være. Hun gispede og kvaltes næsten i hendes eget forsøg på ikke at hoste, men måtte lukke det ud igen og hostede ned i det samme ærme som lige før. Denne gang hostede hun så hårdt, at der selv løb en lille blodstribe ned fra hendes næse og hun gøs i hendes indvolde, som hun var tæt på at besvime direkte. I det samme, blev hun dog løftet af Samuel, der hurtigt var henne og hun lagde sig ind til ham. Hendes store og stærke dreng, som jo var 'hendes' efter den aftale som hun havde lavet med Theodore mange år tilbage. Hun snøftede en smule og blev om muligt lidt mere bleg inden de nåede ovenpå, hvor hun blev lagt i seng og puttet under dynen. Hun ville egentligt helst ud af kjolen, men hun orkede det slet ikke, for hun følte sig alt for svag til det. Hun lukkede øjnene i, der direkte buldrede som torden og hun kneb øjnene ekstra sammen. Da hun skulle hoste igen, så drejede hun sig dog ud over sengekanten og hostede igen i det samme ærme. Denne kjole var i hvert fald ødelagt for altid!

//Out.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var på trods af alt glad for, at Clemency var gået i vejen, for hvem skulle ellers have stoppet dem? Han ville hellere have Clemency gik i vejen fremfor Tiyanna, for tænk hvis han havde ramt hende? Den tanke kunne han ikke lige klare, for han blev nødt til at passe på hende, det var sikkert og vist. Hun var hans for evigt og altid og derfor ønskede han heller ikke, at noget skulle ske hende. Han trak på smilebåndet og sank en klump, som Tiyanna nu også stod ved ham. Han trak hende ind til sin side, for også at vise et slags eksempel overfor Theodore. Han var ikke bange for sin far på nogen måde, for han havde slået manden før og kunne gøre det igen, eftersom han jo kun blev bedre efter alle de år. Han trak på mundvigen mod sin far og mødte stædigt hans blik. Det havde ikke været meningen med en kamp, men han kunne ikke holde det andet ud, for hvordan skulle han ellers have fået sin far ud herfra? "Ikke længere, nej... Det er mig, der altid får tingene på min måde," endte han til ham. Han så selv efter Myia, der selv tussede efter Samuel og Theodore og vidste snart ikke om han skulle blive sur over det eller ikke. Han knyttede en hånd, for hun var hans, ikke Samuels eller Theodores. Han måtte vist lige have en snak med hende. Men hans mor måtte jo blive rask og han ville være der for Tiyanna lige nu. Han ignorerede bare Theodores sidste ord, som han endeligt forlod salen. På samme måde så slap hun ham og han gav også slip på hende. Han prustede stadig lidt ud og så på hende. "Jo," endte han så og løftede en hånd, som han nærmest forsigtigt strøg over Tiyannas kind. Han vendte fronten mod bordet han før havde ramlet ned i og svang hånden, så det løftede sig op igen og ikke var ødelagt. Han tog Tiyannas hånd og førte hende op til deres bord igen, hvor han stoppede op ved hendes plads. Han trak stolen ud til hende og lod hende stille sig foran stolen. Han selv trådte ind foran sin stol uden at sætte sig ned. Han gjorde en gestus ud til alle folk.
"Jeg beklager, at mit temperament løb over. Jeg havde aldrig ventet at se den mand igen. Men nu vil jeg gerne byde velkommen til de rigtige festligheder... Sæt jer til bords og spis," endte han. Han svang hånden som alt maden direkte dukkede op på bordene og så mod Tiyanna som tegn til, at de nu skulle sætte sig. Han gled ned at sidde og gjorde en gestus til musikerne om at spille og de gik i gang.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna fandt sig bestemt ikke i, at glæden ved denne dag skulle ødelægges mere, end hvad der var højst nødvendigt. Naturligvis var hun ikke meget for, at Clemency var kommet til skade, men på den anden side, så havde kvinden uden tvivl bedt om det, i og med, at hun havde valgt at hjælpe den mand ind til festen og den store begivenhed, som havde fundet sted her. Tak og pris for, at kongen ikke var kommet, og havde set det hele, for det var da kun for alvor gået galt, og det var slet ikke noget, som hun ønskede sig på nogen måde! Nu som det var sagt, var hun glad og tilfreds for, at det hele var overstået, selvom hun stadig ikke helt kunne se, hvad Theodore havde ment med, at han altid fik det på hans måde? Et sted frygtede hun lidt for det, for hun havde bestemt heller ikke megen lyst til at finde ud af det. Hun sendte ham et kort smil, da han strøg hendes kind. Han virkede da til at være faldet bare sådan.. lidt til ro igen, hvilket uden tvivl, var noget som passede hende udmærket. Hun lod manden føre hende tilbage til hendes plads, hvor han trak stolen ud for hende. Der valgte hun at tage plads. ”Bedre,” endte hun ganske sigende, inden hun foldede hænderne i sit skød. Det var et bryllup langt udenom det typiske, så langt kunne de uden tvivl godt være enige.
De tilbageværende, vendte opmærksomheden mod Sephiran, da han bad dem alle sammen om at tage plads, og maden dukkede op. Det kunne godt være, at rigtig meget af det hele, var ødelagt, men det var nu slet ikke noget, som gjorde hende det mindste. De kunne altid rede bod på det igen, og nu hvor de havde hinanden, så skulle det vel nok gå alligevel? Hun smilede let for sig selv, hvor hun under bordet, lod hånden glide mod hans lår. Han havde klaret det godt, selv på trods af de manglende tanker og følelser. ”Meget bedre,” roste hun ham. Nu var han da tilbage på det rette spor igen, og det passede hende fint.

[Sephiran Acheron]

Vreden sad stadig meget i Sephiran, men han gjorde alt for at holde det inde, da han gerne ville give Tiyanna en god dag. Han ville ikke have, at de skulle ende med at skændes, for de skulle jo også på bryllupsrejse senere. Han ønskede, at de skulle komme lidt hjemmefra, fordi hun jo bare så husets fire vægge og den samme have hver eneste dag. Han ville gerne få hende til at huske brylluppet og alt glæden, selvom han ikke selv direkte kunne føle den, for lige der var han iskold. Han var sur på sin mor, der jo sikkert havde holdt Theodore lige under næsen på ham og det gjorde ham virkelig sur! Han lukkede øjnene et øjeblik og trak vejret dybt, inden han bød velkommen og lod maden dukke op. Han så mod hende og trak på mundvigen, selvom det hurtigt falmede igen. Han trak sin stol ind og satte sig ned ved hendes side, hvor han hurtigt fornemmede hendes hånd mor hans lår; ikke at det gjorde ham noget, faktisk kunne han godt lide det. Han vædede flygtigt sine læber. Han drejede de isblå øjne mod hende. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, for normalt fik han jo slet ikke ros. Han kæmpede sig jo bare til tingene og fik ingen direkte anerkendelse end hans egen. Han trak vejret roligt og trak sin tallerken hen til sig. "Undskyld... Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere ham," sagde han dæmpet. Han ville gerne gøre det op for hende, men det måtte han prøve på, når de tog af sted senere for at fejre bryllupsnatten et andet sted end huset. Han tog en bid af sin mad og begyndte at spise.
... Da hovedretten var spist, ville der gå lidt før selve desserten kom til. Han vendte sig roligt mod hende. Nu hvor folk ikke spiste, så bevægede de sig igen rundt for at snakke, nogle lagde gaver på gavebordet og andre kom op til dem for at sige tillykke. Han så mod hende. "Jeg håber du kommer til at kunne lide det sted jeg har valgt til vores bryllupsnat," endte han til hende, da ingen lige var der for at sige tillykke eller snakke med dem.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det kunne godt være, at Sephiran ikke havde været vant til anden anerkendelse, end den som han skænkede sig selv, men nu havde han også en hustru, som kunne være med til at skænke ham det. Når alt endelig kom til alt, så var hun faktisk stolt af måden som han havde tacklet situationen på, også selvom hun havde været tvunget til at blande sig i det hele, for at få dem til at stoppe for alvor, og før nogen kom mere alvorligt til skade. Manden var væk, fra begivenheden nu, og derfor også langt væk for hende. At han så derimod skænkede hende et undskyld, var slet ikke noget som hun havde regnet med, nogensinde at skulle høre ham sige. ”Jeg troede slet ikke det ord, lå i din ordbog, Sephiran,” sagde hun ærligt. Hvorfor undskylde overfor hende? Det var da også ham, som skulle have lov til at have en god dag ud af det hele, i stedet for det andet her, og det var noget, som selv hun måtte stå fuldkommen fast på. At folk så derimod var henne for at lykønske hele tiden, var hurtigt en tanke som irriterede hende, men dog tvang hun smilet på og takkede til det. Selv ønskede hun bare at komme videre i programmet, for den store festabe med hygge og det hele, var slet ikke lige hende.
Sephiran havde planlagt noget hvad angik den bryllupsrejse.. Lige der, var hun ikke i tvivl, og hans ord understregede det blot for hende. Hun vendte blikket sigende i hans retning. Tanken gjorde hende ikke noget. Han havde jo også bevist for hende, at han kunne overraske positivt.. Meget positivt endda. ”Stod det til mig, så hoppede vi alt det her over, og sprang direkte videre til rejsen og natten,” sagde hun med et næsten lystent glimt i øjet. Hun så kun de fire vægge her, og den samme have, da hun stort set ikke bevægede sig længere væk.. Han gav hende jo heller ikke ligefrem lov, og det var det som vakte hende megen frustration temmelig ofte, kunne man jo sige.. Hun trak hånden til sig og spiste færdigt, inden hun satte det hele fra sig igen. Hun var virkelig spændt på, hvad han havde fundet på.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var bestemt ikke vant til at få noget at vide som ros eller anerkendelse og egentligt berørte det ham heller ikke. Han vidste bare ikke hvad han skulle sige til det, eftersom tak næsten ikke var et ord han kunne sige ligesom undskyld heller ikke var det. Men alligevel så valgte han at sige det til Tiyanna, da han på en underlig måde gerne ville have, at hun bare var glad og tilfreds. Det var dog hårdt for ham at prøve på det, fordi det tog meget grublen og betænkningstid. Han trak på skuldrene og så roligt på hende. "Det gør det heller ikke. Jeg har bare hørt det," endte han, alligevel med et drilsk glimt i øjet, selvom det end ikke var sikkert, at hun ville forstå. Han vædede flygtigt sine læber og så roligt på hende. Han undskyldte, fordi han jo gerne ville give hende en god dag - men det var selvfølgelig også svært at forstå, når det nærmest var første gang hun havde hørt ham sige det. Han ville også snart videre, men han kunne heller ikke gå fra sine gæster. Han skulle også udtænke, hvad han kunne gøre med sin far, for ikke at ende med, at være hjemløs. Han trak på mundvigen, men var dog ikke klar til det endnu. Han kunne ikke gå fra selskabet endnu, der var alt for mange mennesker og det ville være ret uhøfligt. De skulle i hvert fald lige nå til midnat, før han ville tage af sted og det var det ikke endnu. Hans egen tallerken havde han skubbet væk og efterhånden kom nogle tjenestefolk og samlede tomme tallerkener ind og ryddede af bordene. Snakken blev højere og højere og nogle begyndte at danse. Det var som om, at folk efterhånden havde glemt hændelsen med hans fader før. "Snarest min kære," endte han. Han strøg hendes kind flygtigt, inden han i stedet greb fat i sit krus og tog en tår af den stærke vin. "Men vi skal lige have desserten med," afsluttede han.
Han vendte sig mod en ny flok der kom for at sige tillykke og takkede dem roligt.
Resten af aftenen gik med dessert samt at se folk danse. Han dansede dog ikke selv. Som de var klar til at tage af sted så takkede han af for festen. Tiyanna fik ham overtalt til ikke at gå efter sin far, så han tog hende straks med på rejsen til Manjarno, da han ikke ønskede et skænderi; men det havde været tæt på...

//Out.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det kunne godt være, at det var nyt for Sephiran, men nu var han altså heller ikke alene om det, og det var også det som hun ønskede at understrege for ham. Som den selvstændige mand han var, så var det da også tydeligt, at han var vant til at klare tingene på egen hånd.. Det skulle nok vise sig, at blive yderst interessant på længere sigt. Det drilske var undrende for hende, for det var slet ikke noget, som hun var vant til at se i ham på nogen måde overhovedet. ”Du har bare hørt det..? Er du klar over, hvad betydningen af ordet er?” spurgte hun drillende igen, idet hun spiste op og skubbede tallerkenen fra sig igen, og satte sig godt til rette. Hun regnede ikke med at han var typen som bød op til dans, så det var nok noget, som hun måtte undvære for denne gang. Selv ønskede hun bare, at dette var noget, som skulle få sin ende, så de kunne komme videre, for hun var i princippet færdig her.. hun var blevet fejret, nu havde hun fået mad i maven, så nu ville hun bare gerne videre. De store arrangementer, var hun i forvejen slet ikke særlig god til, men blev siddende for ham. Hun vidste, at det betød noget for hans omdømme.
Selv blev Tiyanna siddende igennem desserten, som hun selv glædeligt tog del i, for det smagte virkelig godt. De mange lykønskninger fortsatte henover aftenen, nu hvor det var som Theodores besøg og anliggende, var gået lidt i baggrunden igen, hvilket skam også var noget som passede hende helt fint, for hun ville bestemt ikke have, at deres bryllup skulle ødelægges på grund af det! Da det endelig gik mod sin ende, og det var på tide, at de kunne komme videre, fulgtes hun med Sephiran ud. De havde været tæt på at skændes, selvom det nu heller ikke var sket. For nu, ville hun bare have lov til at se, hvad han havde fundet på. Lige det, var en overraskelse, som hun faktisk havde set frem til.

//Out