Before I say "I do."

[Sephiran Acheron]

Sephiran holdt hånden om Tiyannas lænd og holdt hende ind til sig. Folk kunne lige vove på at kommentere noget på hans ægteskab. Folk mængede sig jo efterhånden og Tiyanna var jo faktisk selv af status, selvom hun ikke direkte havde indtaget den plads i Imandra som hun fortjente. Måske det var et skridt i fremtiden, de kunne tage? Hvis de blev trætte af Dvasias? Det vidste han dog ikke, om nogensinde ville ske, men man vidste jo aldrig. Han så roligt mod hende og trak på mundvigen, selvom det knapt nok var et smil. Men han ville gerne anerkende hende i dagens anledning, nu hvor den formelle ceremoni var ovre. "Næsten? Jeg kender dig, kære," endte han roligt til hende. Han hilste sin mor, inden hun smuttede ind. Da kongen kom forbi, så gav han hånden til ham igen og takkede nærmest ydmygt for hans tilstedeværelse. Det havde jo været stort, at kongen kom til hans bryllup og ceremonien, for mere bad han faktisk ikke om. Festen var jo også for dem, der havde lyst og faktisk ville fejre det med dem i den store sal, hvor staben nu rendte rundt og gav forfriskninger til de, der var gået ind allerde. Han nikkede til hende. "Lad os det," medgav han. Han vendte rundt og førte hende med ind gennem stuen og hen til døren, der førte ind til den store sal. Han gik roligt ned mellem bordene. Bordene var sat om en kæmpe hestesko med bordet til han og Tiyanna samt hans mor og bror længst væk fra døren. Salen var meget lang og der var langborde langs siderne, der dannede et nærmest danse areal i midten og spisning på venstre og højre side. Det lille orkester sad til venstre lige når man kom ind og til højre stod der et bord til diverse gaver med mere. Salen var smukt pyntet og han kunne godt lide, hvad hans mor havde lavet. Han ledte roligt Tiyanna helt ned til bordet og viftede med hånden, så stolen trak sig ud på den anden side af bordet. "Tag plads min kære," endte han og skulle til at følge efter rundt om bordet, i det den velkendte magiske kilde kunne mærkes i hver en krop. Han gøs nærmest i sit indre og mærkede hans krop skælve af vrede. Hans far. Hvordan kunne det være? Hans øjne gnistrede og han drejede rundt på stedet, hvor han vendte ryggen til TIyanna og fronten mod sin far. Han knyttede hænderne, der direkte slog gnister af magien, der blev ført gennem hans fingrespidser.
Alle mennesker, der måtte stå mellem Theodore og Sephiran flygtede om bag bordene og hele midter arealet, der var beregnet til dans, blev ryddet. Han prustede svagt og gik roligt hen over gulvet. "Jeg troede, jeg havde lagt dig i graven for længst!" hvislede han køligt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna følte en vis form for glæde, ved at bære den ring, og faktisk kalde sig for hans ægte.. Selvom hun stadig skulle finde ud af det hele, da hun heller ikke kunne vide sig sikker på, at han faktisk ønskede hende for resten af sit liv.. Det var jo faktisk utrolig lang tid, men en ting var sikkert: De kunne nå langt med hinanden. Frygtelig langt, hvis det var det som de ville, hvilket de jo begge var indstillet på. At han stod med hånden ved hendes lænd, gav hende alligevel en fornemmelse af tryghed, som hun tog sig de korte øjeblikke til at nyde af. Alle de lykønskninger, og endda af kongen selv, var uden tvivl rigtig stort. Den mand var blevet noget mere fornuftig, end hvad rygtet gav ham, måtte man sige. ”Den side, vil jeg gerne se lidt mere af,” sagde hun endeligt, idet hun lod ham føre hende ind i salen, hvor folk var ved at finde sig godt til rette. Selv trådte hun ind i salen med ynde.. Hun var selvsikker.. skræmmende selvsikker i denne situation, og det var næsten underligt for hende, at have det på den måde. Hun skævede kort til dem alle sammen, inden han førte hende om, så hun kunne tage plads, hvilket hun skam gjorde glædeligt. At være sådan i centrum, var naturligvis en tanke, som hun lige skulle vænne sig til, for selv for hende, så var det uden tvivl meget underligt.
Hele stemningen ændrede sig pludseligt. Tiyanna kiggede i retningen af Sephiran, som pludselig begyndte at.. ryste? Hun rynkede i panden, inden hun vendte sig mod den mand, som netop valgte at gøre sin entré. Lige hvem manden var, havde hun virkelig ikke nogen anelse om, men det var da tydeligt, selv for hende, at dette næppe var noget godt. Selv rejste hun sig op. ”Sephiran…” endte hun en kende mere fast, da manden bevægede sig henover gulvet. Hvem end denne mand var, så var det næppe en mand, som havde fået en invitation.. Specielt ikke sådan som Sephiran reagerede!

[Theodore Jarvis Acheron]

Så snart ringen var af, kunne Theodore mærke lettelsen, også selvom han var klar over, at Sephiran kunne mærke ham i selv samme øjeblik, at hans magi endnu en gang fik frit udspil. De havde haft rigtig mange ture igennem deres tid sammen, og han var overbevist om, at det kun skulle vise sig at være starten. Han trak vejret dybt.. Næsten som det kun var den rene lettelse han faktisk var i stand til at mærke sig af, og det føles virkelig fantastisk. Han vendte blikket ned af sig. Var han fin nok til at spolere sin egen søns bryllup? Jo.. det ville han faktisk mene, og det var derfor han direkte bare valgte at gå derned. Man kunne jo lige så godt bare få det gjort, og derved gøre sin tilbagevenden åbenlys og offentlig for alle. En tanke som han uden tvivl godt kunne lide.
Folk trak sig væk fra gulvet, udelukkende fordi at de vidste hvad der ville ske. Selv stod Theodore tilbage ved døren, uden egentlig at gøre noget som helst, da det var Sephiran som reagerede. Selv var han klar over, at knægten slet ikke kunne have ham.. Hvorfor skulle han ellers lægge ham i graven for tusind år siden? Det ville jo slet ikke give nogen mening i den forstand. ”Tusind år er gået, knægt.. Er du ikke glad for at se din kære gamle far igen?” Arbejdet med Sephiran havde han aldrig fået lov til at gøre færdigt, så et sted, kunne han næsten klandre Clemency for, at det var gået så galt som det var.. Og det gjorde han uden tvivl også. Blikket gled mod Tiyanna, idet at hun valgte at rejse sig. Den ellers så yndige brud.. Ikke noget for ham i hvert fald.. Og end ikke en renracet warlock. Et eller andet sted havde han da så tydeligt fejlet i sin opdragelse, og det var på tide, at rette op på det, ingen tvivl om det. Han kneb øjnene svagt sammen. ”End ikke en renracet.. Jeg er skuffet..” Nej.. det var han egentlig ikke. Han følte virkelig ikke noget som helst af følelser. Han var impulsstyret.. Og det var det, som gjorde ham yderst farlig.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde ikke troet, at hans far nogensinde ville komme tilbage. Han havde faktisk været sikker på, at den mand var død. Men nu viste faktaene sig jo igen bare at være sande: Folk stod altid op fra de døde! Der var jo virkelig grunde til, at han slet ikke ønskede at slå Kimeya ihjel, for manden ville jo bare komme igen. Men han vidste, at han stod med kortet overfor sin far. Manden havde lavet i graven i frygteligt mange år og hans magi var jo ikke udviklet til niveauet i dag. Han var side om side med Kimeya en af de dygtigste magikere i live og der skulle meget til før hans far nåede det samme niveau. Faktisk, var han jo faktisk nyskabende, selvom han godt kunne blive slået. Og han ønskede at indvie Tiyanna i det hele og inddrage hende, så hun også kunne blive stærk sammen med ham. De skulle være et fantastisk par!
Stemningen ændrede sig ganske vist brat og folk flygtede ud til siderne, for ikke at komme i vejen. De ældste warlocks vidste udmærket hvem Theodore var. Og hvis man ikke trak de tusind år fra, som Theo havde været væk, var han vel egentligt den ældste warlock i live - desværre. Men det ændrede ikke på, at hans magi ikke var udviklet som hans, det stod han fast på. Dette var også hans hus, eftersom det var gået videre ved mandens død! Også selvom... han selvfølgelig selv, havde slået ham ihjel. "Hold dig tilbage, Tiyanna," svarede han skarpt uden at se på hende og gik direkte mod sin far. Han stoppede op, da der nærmest var en kamplig afstand mellem dem. Hans hænder gnitrede og han var direkte klar til at slå ihjel på stedet. Han ville ikke have sin aften ødelagt, men han var mere styret af alt det frustrerende og alt den vrede. Han trak vejret dybt og kvalte magien i sine hænder, da han prøvede at roe sig selv ned. Han ville være den store; ikke angribe men forsvare sig, hvis det kom så vidt. "Den følelse ligger ikke i mit regi, Theodore," endte han. Tydeligt, at han nu jo faktisk var klar over den manglende sjæl. "Til gengæld... så afskyr jeg synet af dig... og jeg kan venter bare på at slå dig tilbage i graven," hvislede han iskoldt.
Han knyttede hånden igen. Han vidste, at han ville få den kommentar. "Hun er da meget ren... af flere racer. Også af blåt blod."

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde været klar over, at hans tilbagekomst, uden tvivl ville komme bag på frygtelig mange, og den tanke frydede ham. Der skulle i sig selv, ikke særlig meget til at underholde ham, og at se hans egen knægt reagere på den måde, var uden tvivl det bedste af det hele. Uden tvivl, var han klar over, at han var direkte uønsket i alle henseender, hvad angik det her.. Og han var ligeglad.. Han var virkelig så ligeglad som alt det andet, og det var uden tvivl utrolig underholdende! Folk blev pludselig helt stille.. De trak sig helt væk fra alt og alle, og det passede ham fint, så han havde det frie udsyn til sin ældste søn. Selv Samuel havde han fået øje på i baggrunden, da han stod ved Myia, men ikke noget som han lagde yderligere i. Altid havde det været Sephiran, som havde hans fulde opmærksomhed, og sådan ville det altid forblive. Hans arbejde.. hans kreation, og han agtet uden tvivl at gøre det arbejde færdigt, når han skulle få muligheden for det! Et mål… Som selv Clemency var kendt med.
Theodores blik hvilede på Sephiran, da han trådte ham i møde. Dansegulvet var pludselig blevet en kamparena.. Han ville nu mere se, hvor langt han kunne trække den, før Sephiran ville reagere. Han kunne se på ham, hvor meget han lystede, at skulle føre ham tilbage til graven – Ikke noget, som han havde i sinde, for han havde langt flere ting at udrette her i sit liv, og det var noget, som han helt klart stod frygtelig stærkt på! ”Meget muligt.. Jeg kan se i dine øjne, hvor meget du ønsker at lægge mig tilbage i graven.. indgå en pagt med djævlen, Sephiran.. Det kommer dig kun til gode,” endte han med en sigende mine. Selv morede det ham kun, at se knægten reagere sådan. Det var ikke ligefrem ventet, kunne man sige. Han lod hovedet søge en kende på sned. ”Blåt blod, siger du? Ikke værd at samle på.. En simpel gadetøs med bue og pil… tager jeg fejl? Elver, ser jeg.. sølle… virkelig sølle..” I hans øjne, var alt under renracet warlock ubrugeligt.

[Sephiran Acheron]

Sephirans humør var faldet drastisk lige i øjeblikket. Han ønskede slet ikke at skulle kæmpe her midt i det hele, men han var virkelig ved at sprænge som en bombe og det i sig selv var farligt. Med den tilbageblivende del af sjælen, der var vrede og frustration altid noget, der faktisk også hæmmede ham i sidste ende. Han ville faktisk nok være bedre helt uden sjælen, men sådan var det jo ikke. Selvom Tiyanna hadede faktummet, at han ikke kunne forklare hende de følelser hun ønskede, så måtte hun jo acceptere det; og det havde hun jo også nu hvor de havde sagt ja til hinanden. Han vidste ikke om det var kærlighed. Han vidste bare, at han ville være stærk sammen med hende og derfor førte han også ægteskabet til ende. Hun var en stærk blanding. I og med, at selv lederen af alle warlocks havde været tæt på ægteskab med en dæmon, så kunne han også. Tiyanna var langt mere værd end dæmoner i det hele taget. Han havde kvalt magien i sine hænder, da han kæmpede imod den lyst til at dræbe sin fader på stedet, for han var jo faktisk Greve og skulle statuere et eksempel. Men derfor gjorde det ham også ekstra sur, at hans far lige havde valgt i dag af alle dage. Gad vide hvor længe manden havde været under hans tag? Gemt sig? Hans mor havde sikkert skjult ham og det gjorde ham også virkelig indædt. Han kneb øjnene sammen. Han forstod straks det hele og han tog rådet til sig; han ville aldrig overrumples af sine børn engang, som han skulle have med Tiyanna. For uanset om han hadede sin far, så skulle hans børn også opdrages bestemt og hårdt. "Det har dog taget dig frygtelig længe at komme tilbage," hånede han selv. Han fik en dyb rynke i panden, som han hånede Tiyanna. Han bed tænderne sammen og foldede hænderne bag ryggen og rettede sig op. Han var ikke bange for sin far; han havde slået den mand før og han kunne gøre det igen. Lige nu var han på noget af sit stærkeste. "Du har ingen ret til at komme her og prædike overfor mig. Selvom du står her, er du stadig så godt som død. Forsvind fra den her fest, du er ikke værdig til dette selskab," endte han og gjorde en nærmest høflig gestus ud til hele mængden. Det var som alle slappede af.

[Theodore Jarvis Acheron]

Umiddelbart var Theodore ikke ude på en magisk kamp mod sin egen søn, for han have ikke været i gang i alt for mange år, og det var noget, som han helt klart godt kunne mærke nu. Han havde netop fået ringen af.. Det var befriende, og selvom han nu kunne se på knægten, at han mest af alt, ønskede at fjerne hans hoved fra hans krop og smide ham tilbage i graven… så gjorde han det ikke. Lige dette bryllup, var ikke noget som han nogensinde ville komme til at anerkende, såfremt at manden ikke valgte at ægte en ægte Warlock.. Hvilket man ikke ligefrem kunne sige, at denne kvinde var. Han var skuffet over knægtens valg, og han ville bestemt ikke lægge skjul på det. Han selv, var tvunget ind i ægteskabet med Clemency, og selvom han ikke følte noget for det… Så levede han med det. Clemency var blevet ham en vane, som han havde svært ved at undvære, også selvom han selv ikke havde nogen anelse om hvad den slags betød, så havde han da alligevel en lille idé om det. ”Hver ting til sin tid.. Døden holdt sit ord for mig,” sagde han ganske sigende. Straffen lød på et årtusinde i graven, inden han atter ville vågne.. Og her stod han så nu. Han havde levet under mandes tag i måneder, og nu var han for alvor kommet godt til hægterne igen. Magien haltede dog stadig, men ikke i den grad, at det ikke var noget, som han hurtigt ville være i stand til at gøre noget ved.
Theodore trådte et skridt frem. Selv var han ikke bange for Sephiran, men at prikke lidt til ham, havde jo altid været sjovt. Hans egen søn, havde altid været hans største kreation, og han agtet at færdiggøre det arbejde, så snart han ville få muligheden for det… Og han fik altid sin vilje! ”Jeg er ikke værdig dette selskab, eller er et ikke mig værdig? Det er nok snarere spørgsmålet, som kræves besvaret, min kære dreng..” Han knyttede næverne. Han kunne nærmest læse mordlysten i hans øjne. ”Min kreation… Når jeg får min vilje, skal jeg nok gøre arbejdet færdigt,” sagde han med en fast tone. Knægten var vred.. og det var uden tvivl noget af det, som han fandt mest morende af det hele.

[Sephiran Acheron]

Sephiran ville helst ikke bruge magi mod sin far, da det i forvejen var lidt en katastrofe og han ikke ville hyle folk ud af den. Han ville stadig færdiggøre denne aften med Tiyanna og få en fest ud af det. Hvis hans far ikke gik selv, så ville han dog kyle ham ned i en celle eller noget lignende, for han ville slet ikke have den mand her! Angående Tiyanna, så var han slet ikke ude på sin fars anerkendelse eller noget lignende. Han havde kylet den mand i jorden af den grund og det var, at han ikke kunne døje ham. Han hadede sin far... der nok var hans værste fjende. Måske fordi de lignede hinanden meget; men også fordi, at hele hans sjæl ikke var væk, så han var drevet af vrede. Han kneb sine isblå øjne sammen. Han havde sin fars træt, som Samuel havde deres mors træk, hvor specielt øjenfarven var markant. Han selv og Theodore havde blå øjne, og Clemency og Samuel havde de grønne øjne. Han vædede sine læber og rullede med øjnene, som han så skarpt mod sin far. Han havde selv valgt Tiyanna og det stod han også ved, at han ville. Hun var hans vane og han vidste ikke hvad han skulle gøre, hvis hun ikke var i huset eller ved hans side, for han var blevet vant til hende. "Så det godt, at døden kun laver aftaler 1 gang," endte han hentydende. Han skulle lægge sin far i graven igen, det var helt sikkert! At Theodore havde været vågen i et stykke tid var han klar over og det gjorde ham også vred; men slet ikke så meget som det, at manden var her og troede han skulle bestemme! Arven var gået videre ved hans død og sådan var det! "Som jeg sagde; Du er ikke værdig til dette selskab," endte han og rynkede næsen. Han var ikke hans dreng, slet ikke. Mordlysten stod tydeligt ud af ham, men det var ikke tiden lige nu. Han knyttede næverne bag ryggen. Han hadede at blive kaldt kreation! Som om han ikke var et menneske... men bare en dukke. Og det var han ikke! Han var blevet rendt over næsen af Kimeya og det skulle aldrig ske igen. "Du skal ikke gøre noget færdigt... Eller jo. Du kunne jo tage dit eget liv," endte han fast. Han trak vejret dybt og prustede ud.
Han trådte mod sin fader. Han skulle have den mand ud herfra. "Forsvind herfra og kravl tilbage i det hul du kom fra," endte han blankt... Sidste chance før han tog brug af midler.

[Theodore Jarvis Acheron]

Døden havde holdt sit ord, men et sted, så havde Theodore heller ikke haft nogen mistillid hvad det angik. Tusind år, var bare lang tid, at ligge der og vente på at slå øjnene op igen, men han havde gjort det.. han var kommet sig, og lignede atter en gang, den mand som han havde været dengang – Den ældste warlock i live, hvilket var mere end nok til at de fleste valgte at trække sig, for han var bestemt heller ikke den type mand, som man ønskede at komme på tværs af. Han var farlig, også fordi at han ikke var i besiddelse af noget, som mindede om en samvittighed. ”En erfaring rigere, som du ikke kommer i nærheden af,” endte han kortfattet. Han kunne håne og nedgøre ham for alt det som han ville, men det ville ikke komme til nogen udtryk alligevel. Theodore vidste hvad han ville have, og han ville ikke hæmme før han fik det, og nu hvor han stillede sig i vejen for at han kunne komme i nærheden af den kvinde, som faktisk skulle fremstå som hans svigerdatter, så var det jo tydeligt, at manden virkelig var ude på at beskytte hende.. svagt.. Selv havde han aldrig gjort noget af den slags for Clemency, ganske enkelt fordi at det ikke lå til en uden en sjæl i sin besiddelse. ”Dette selskab er ikke værdig for mig..” Han vendte kort blikket omkring dem, også selvom gæsterne forholdt sig i ro. De ville ikke i vejen, hvilket uden tvivl var noget som passede ham helt fint. Det ville også være dumt.
Blikket gled tilbage på Sephiran, da han trådte ham i møde. Han lod ham. Han var ikke bange for ham.. Ja, han var jo faktisk ikke bange for noget. ”Din kære moder forhindrede mig i at gøre det færdigt.. Du kan tro, jeg har noget at gøre færdigt.. min lille kreation..” Denne gang bredte der sig et koldt smil på hans læber. Han ville gøre arbejdet færdigt! Han havde bestemt ikke tænkt sig at smutte nogen steder. Det her var hans hjem.. Han havde boet her i frygtelig mange år.. Selv stadig ligget i hvile på hans egen grund. ”Jeg tror det er på tide, at du kommer ned fra den høje piedestal, og indfinder dig der, hvor du skal være.. På gulvet på alle 4,” hvislede han i retur. Det andet gjorde ham da kun arrig!

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde aldrig haft med døden at gøre, men han afskyede også tanken om den mand. Han agtede ikke at dø, men han havde da i tankerne at indgå en pagt uanset, for han ville ikke blive røvrendt. Og han ville også være forsikret, så han også kom tilbage fra døden hvis uheldet skulle ske. Nok var hans far den ældste warlock i live, men ikke noget han tænkte over. Han havde været meget fokuseret på sin magi og det hele, havde og ejede ting som ingen andre. Hans illusions/vampyr sceptre var et af dem, som han også havde mestret illusionen uden sceptret; det var der bare ingen, der vidste. Han vædede flygtigt sine læber og kneb øjnene sammen. Han hadede sin far mere end pesten og mere end alt andet i denne verden, så det sagde ikke så lidt. Sephiran stod ganske vist foran Tiyanna, for han ønskede jo trods alt ikke, at noget skulle ske hende. Han prustede let ud, for han var virkelig vred og han kunne ikke have, at blive hånet på den måde. Selvom Theodore stod her, så var han stadig død i hans tanker, for han ville aldrig velkomme sin far igen. Han havde overgået mesteren dengang og han skulle nok gøre det igen! "Dette selskab er yderst værdigt... Du er bare ikke velkommen i en Greves selskab," endte han bestemt. Han kneb øjnene sammen og stoppede op. Efterhånden stod de kun cirka 10 meter fra hinanden, hvilket gav ham lyst til at dræbe ham på stedet, men det ville også være et dårligt rygte i byen. "Ikke ensbetydende med, at du skal gøre noget færdigt. Jeg var færdig med dig dengang, og jeg er helt færdig med dig nu..." hvislede han. Han hadede at blive betragtet som en genstand, for det gjorde ham pokkers vred. Kimeya havde trådt på ham godt nok til, at han blev ramt og følte sig ydmyget, når man ønskede at bestemme over ham. Han var sin egen Herre! "Du hører til under jorden... farmand," hvislede han. Lynhurtigt trak han sin hånd frem og sendte en mørk kugle direkte mod brystet på sin far. Men ikke nok med det, så sendte han også tre usynlige kugler afsted, der først ville komme til syne før det nærmest var for sendt: En mod hans ben, en mod hans arm og en mod hans hoved. Alle med en fart og styrke, der kunne brække knogler.

[Theodore Jarvis Acheron]

Den lille del af sjælen Sephiran havde tilbage, var uden tvivl det som ødelagde det hele. Selvom han tydeligvis holdt af sin nuværende hustru, så skulle Theodore nok sørge for, at det ikke ville være noget som ville holde ved for tid og evighed. Han kunne ikke bifalde en svigerdatter, som ikke var en renracet warlock, og hvad hun var udover det, var fuldstændig underordnet. Det var han virkelig ligeglad med, som han var ligeglad med alt det andet. Han var den ældste, hvilket satte en skræk i mange. Han var primitiv i hans valg af kampe, samt strategier, hvilket gjorde, at det var derfor at han kunne slå rigtig, rigtig mange.. Og det passede ham mere end fint. ”En greve siger du..? Hvem har du slået ihjel for den pågældende titel?” spurgte han ganske sigende. Han havde ikke den største tillid til sin egen søn hvad angik sådan en post, og så var han igen ligeglad med hvad alle andre måtte sige, eller ville mene i det henseende. Det morede ham at se knægten så rasende. Alle de følelser… han nærede nærmest på det.
Selvom hele dansegulvet nu havde forandret sig til en direkte kamparena, og folk vidste det godt. Enkelte var allerede ved at liste sig ud af lokalet, da de nærmest kunne se, hvordan det slog gnister mellem far og søn midt på gulvet. Selv rokkede han sig ikke ud af stedet. Knægten havde måske slået ham en gang tidligere, men det var bestemt heller ikke noget, som skulle komme til at ske igen, det var da helt sikkert! ”En skam.. Jeg er ikke færdig med dig endnu,” endte han kortfattet. Løgn var det jo trods alt heller ikke, og selv han stod fast på, at knægten skulle bankes tilbage på sin plads, så han selv kunne indtage den, som han ville anse som ret for ham! Som herren af dette hus og hjem! Han kneb øjnene svagt sammen.. Nu startet det. Allerede da knægten udtalte sine ord, anså han det som en direkte advarsel. Uden at advare, forsvandt han.. igen og igen, frem til alle de øvrige kugler, som skulle have ramt ham, ville være væk. Han var hurtig.. Han var heller ikke selv, ude på at gøre noget som helst. Bevidst placerede han sig bagved Sephiran og tættere på Tiyanna, inden han igen vendte blikket mod ham. Han rettede sig op. Flere trak sig væk fra dem.. De ville ikke i nærheden. ”Og du hører til på gulvet.. på alle fire..” Denne gang var det ham som dannede en kugle i sin hånd. Endnu en gang, var den ikke særlig stor. Han sendte den op mod loftet, hvor den nærmest eksploderede, og indfangede hele rummet i kulsort mørke. Gæsterne begyndte at panikke. De ville ikke fanges i krydsilden! Mørket var Theodors foretrukkende.. Alt lys var kvalt her. Han skabte endnu en sort kugle.. og skød den denne gang direkte mod Sephiran. Han havde fået nok!

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak på mundvigen, selvom det var tydeligt, at det var af den rene vrede. Han var påvirket af de resterende følelser og ville beskytte Tiyanna for enhver pris, eftersom hun nu var hans kone. Theodore ville vel gøre det samme for Clemency? Selvom han var mere følelsesforladt end ham selv? Han grinte let morende. Det var jo lige det; han havde ikke behøvet at slå ihjel for det. Måske kunne nogen se det som svagt, men han så det som en styrke. Det var Alexander, der var svag på det punkt og havde givet sig, bare ved truslen om hans kære elskede. Slet ikke noget, han selv ville opgive sine titler på. Han var magtsyg, det vidste han, men han fik også hvad han ville have. "Ja, det siger jeg. Den har jeg taget fra Alexander. Han lever endnu med skammen... Meget bedre end hvis han var død," svarede han køligt. Han elskede at slå ihjel; men han elskede endnu mere at se folk leve med skammen! Han trak vejret dybt. Dansegulvet var en kamparena på nuværende tidspunkt, hvilket slet ikke var meningen, men hvad kunne han ellers gøre? Han måtte have sin far væk herfra, for han kunne virkelig ikke fordrage det! "Men jeg er færdig med dig," hvislede han. Han knyttede næverne, da han ikke ramte. Han hadede at tabe, det var det værste! Han bed tænderne hårdt sammen og drejede rundt på hælen, da hans far nu stod bag ham. Så nu stod han mellem ham og Tiyanna, hvilket han udmærket godt viste, var med vilje! "Jeg hører til på toppen," hvæsede han. Han rullede med øjnene og lettede hurtigt rummet fra mørket, for det fandt han sig ikke i. Dette skulle være en fest med en hyggelig belysning; ikke mørket. Han forsvandt og landede også selv mellem Tiyanna og Theodore, så han igen beskyttede Tiyanna. Denne gang dukkede han dog op i 4 udgaver og det var jo ikke sikkert, at den som stod mellem Theodore og Tiyanna, faktisk var den rigtige. "Forsvind, Theodore, før jeg ydmyger dig," hvislede han koldt. Han trak vejret dybt og knyttede hånden, der ville sende en smerte igennem kroppen på Theodore, så han nærmest ikke vidste, hvad der havde ramt ham. En blanding af psykisk og fysisk tortur.

[Theodore Jarvis Acheron]

Manden ønskede uden tvivl at beskytte sin hustru, hvilket selvfølgelig var noget, som Theodore agtet at udnytte i den forstand, som det nu ville falde ham som en mulighed. Tilbage i det store og hele, så var det uden tvivl grundlæggende for hans tilbagevenden, at han kunne indtage den plads, som han havde haft, før knægten havde slået ham i jorden. Han havde helt klart lært, og han havde lært af sine fejl, hvilket uden tvivl var noget, som han lige så ønskede at vise ham. Han var ikke slået af pinden endnu! Han selv knyttede næven let. Han var måske ikke i den kontakt med sine følelser, men dog, så var de der jo af den grund, hvilket heller ikke var noget, som man skulle glemme, når alt endelig kom til alt. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. ”Du begår fejl på fejl, min kære dreng,” sagde han toneløst.. Stoltheden ved at være far, havde han aldrig haft.. Han vidste blot, at det var rigtigt at få drengebørn. ”Men jeg er slet ikke færdig med dig endnu..” fastholdt Theodore med en kortfattet stemme. Knægten burde da vide, at far altid fik det som han ville have det, og det var uden tvivl noget, som han agtet at gøre også i denne omgang!
Selvom det ikke ligefrem gik som han ville have det, søgte han bevidst tættere på Tiyanna, udelukkende fordi, at han vidste, at det var nok til at tricke manden mere, og han fik det præcist som han ville have det. At manden så flyttede sig, så han igen stod mellem ham og Tiyanna. Han kneb øjnene fast og let sammen. At der så pludselig dukket flere op af ham, og nærmest dannede sig en cirkel om ham, gjorde ham arrig. Knægten var blevet dygtig.. Den måtte han jo give ham, og det tvang jo automatisk ham til at tænke kreativt. Smerten som meldte sig i krop og sind, var dog noget af det første, som slog ham ind. Det var lidt til hans held, at han ikke havde den kontakt til sine følelser, for så havde det gjort langt mere ondt.. men han kunne stadig mærke det. Han hævede hænderne til sine tindinger, hvor han derefter lukkede øjnene. ”Du.. lærer..” Han kneb øjnene fast sammen. Men han lærte ikke hurtigt nok. I et næsten desperat forsøg på at få det hele til at stoppe, sendte han en kæmpe trykbølge ud, da han gik i knæ og hamrede hænderne ned i gulvet. I en vinkel af 360 grader omkring ham, bredte der sig et kæmpe tryk, som ville skubbe selv dem som stod væk fra ham, endnu længere væk – og derfor ville ramme Sephiran.

[Sephiran Acheron]

Sephiran mente ikke selv han begik fejl. Han fik jo magt med sine valg, så derfor fulgte han også bare den retning han var på vej af. At det så ville stige ham til hovedet lidt for meget, var ikke noget han kunne forudse lige på nuværende tidspunkt. Hans far skulle aldrig være overhovede af dette hus, så længe han var her! Han skulle direkte tilbage i den grav han var kommet op af, for det andet fandt han sig selv ikke i. Han rullede med øjnene. Han var træt af, at folk skulle håne ham! Men det måtte være fordi, at de var jaloux på hans bedrifter. "Du må hellere se i øjnene, at du ikke kommer til at gøre mere med mig," hvislede han koldt.
Han kunne ikke lide, at hans far skulle søge mod Tiyanna, for det var slet ikke sådan han ønskede det. Han agtede at holde hende sikker og hun holdt da i det mindste sin mund, så mere kunne han jo faktisk ikke bede om. Han var dygtig til illusionen og nu viste han jo faktisk også lidt af sine sande kræfter, for han plejede at have scepteret i hånden for at benytte sig af det. Men han lærte hele tiden og kunne nærmest noget mere for hver dag, der gik. Han vidste, at hans far ikke mærkede smerte, men derfor hæmmede besværgelsen ham stadigvæk fordi kroppen jo reagerede, selvom han ikke direkte følte det. Forbandelsen stoppede dog brat, da han sendte en trykbølge fra sig. Han selv blev skubbet tilbage og røg hen i et bord der knækkede på midten, da han landede på ryggen. Han hadede at lande sådan, for det ramte hans stolthed, fordi det var sådan han havde endt det hele hos Kimeya. Folk ude ved siderne i salen blev også trykket mere op ad væggen og en bølge af støn af sammenstødende ramte. Han kom op at stå igen ganske hurtigt og lod hånden danne en ny forbandelse, der var sort. Han sendte den direkte mod sin far, i håb om at han ville blive ramt; den ville nemlig få ham til at kaste blod op og give indre blødninger, som en nærmere nær-dødsoplevelse. Det ville dog første slå ham ihjel efter et par dage, desværre.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency havde overværet situationen og havde virkelig holdt sig i skindet for ikke at bryde ind. Hun havde organiseret alt dette og havde for første gang i 1000 år, faktisk fået sin førstefødte søn til at kigge på sig, selvom der ikke var mere end det i det. Hun havde trukket sig tilbage til Samuel, da stod nær ved Myia, for at kunne beskytte hende hvis det kom så vidt. Alle gæster var som lammet, nu hvor Theodore var vendt tilbage og hun var selv ikke glad for alt dette. Sephiran skulle have lov til denne specielle dag og blive hyldet - derfor havde hun også holdt fast på, at Theodore først skulle komme til selve festen og ikke under ceremonien, for der havde hun sat sin fod ned.
Hun ville dog ikke have, at Sephiran skulle ende med at slå Theodore ihjel, ej heller omvendt. Som kvinde var hun jo stadig præget af følelser, gode såvel som dårlige, da hun havde blandingen af alt fra kærlighed til vrede. Trykbølgen sendte selv hende i gulvet, hvilket gjorde hende utilfreds, og derfor var hun yderst hurtigt på benene. Hun så fra den ene til den anden og mens Sephiran var på vej til at rejse sig, så løb hun direkte ind imellem dem, med en side vendt mod hver, så hun kunne dreje hovedet mellem dem. Hun holdt hænderne op, nærmest som at holde dem fra hinanden. Hun kunne dog ikke kæmpe mod dem begge, for hun var kun trænet i en til en kamp. "Nu må det simpelthen være nok! Det her er et bryllup!" hvæsede hun vredt. Hun vendte sig med ryggen til Sephiran nu og så på Theodore. Hun havde ikke forventet andet end dette, men hun ville gerne lade Sephiran og Tiyanna have deres bryllup. Så kunne hun og Theodore holde sig i baggrunden i stedet for!
Forbandelsen som Sephiran sendte i samme sekund, var dog i stedet en, der ramte hende, så snart hun vendte ryggen til. Hun stivnede i hele kroppen og røg i gulvet, da det var som en akut sygdom, der ramte hende og gjorde hende bleg i ansigtet. Hun begyndte at hoste fast, som hendes indvolde føltes at trække sig sammen. Hun hævede sit ærme til munden og hostede ned i det, og da hun var færdig, lå der en lille blodklat på ærmet hun havde hostet op. "T...theo," hulkede hun.