Before I say "I do."

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var ved at være tid, og det var også nu at Tiyanna faktisk sad med nerverne ude på tøjet, selvom hun virkelig forsøgte at skjule det. Alene den tanke om, at hun rent faktisk skulle giftes og kalde Sephiran for sin.. den var uvirkelig. Den tur som de alligevel havde haft med hinanden.. op og ned af bakken, var underlig. Det ville uden tvivl fortsætte, når de alligevel skulle giftes, for hun var ikke hvad man kunne eller ville kalde for en typisk kvinde, og det ville hun nok heller aldrig nogensinde blive. Hendes hjerte hamrede så hurtigt mod hendes bryst, at hun næsten følte sig svimmel. Igen kiggede hun sig i spejlet, for at være sikker på, at det hele sad rigtigt. Selvom Sephiran var en mand uden en sjæl.. eller bare med en meget lille del tilbage i sin besiddelse, så ville hun gøre, hvad hun kunne for at se det glimt i hans øje, og faktisk vide, at han var glad for hende.. at han var tilfreds med det som han valgte at gå ind til, for det var uden tvivl en virkelig stor ting for dem begge to.
”Sidder det ordentligt..?” Endnu en gang vendte hun sig mod Clemency. Lige umiddelbart havde hun ikke regnet med at skulle have noget forhold til hende som sådan, men det var faktisk rart.. Det var bare underligt, ikke at skulle agere som en leder, når det var hvad hun var vant til, og det var jo hvad hun stadig ønskede et sted. Hun var ikke den traditionelle brud.. Nej, hun var bestemt ikke klædt i hvid. Det var for lyst og for uskyldigt, og det var da uden tvivl noget, af det sidste, som man kunne beskrive hende som. Hendes kjole var faktisk rød.. Med sorte mønstre som slangede sig op af hendes side. Bevidst havde hun sørget for, at det var en kjole, som Sephiran ikke havde fået nogen jordisk mulighed for at se, for hun ville gerne give ham den overraskelse på selve dagen, selvom det virkelig havde irriteret ham, og hun vidste det jo godt. Hun så sig igen i spejlet og rettede igen på det opsatte hår, hvilket var sjældent. Hun lignede jo faktisk en kvinde.. Og det var uden tvivl underligt for hende at gøre det.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency havde fået planlagt hele brylluppet. Invitationerne var blevet sendt ud for længe siden og der kom mange gæster; alle ville se den nye Greve og hvem han skulle giftes med. Specielt fordi ingen nok havde regnet med, at Sephiran ville gifte sig. Men sladren lød også på, at det ikke var andet end spil for galleriet... Tiyannas navn var jo også i omløb, eftersom hun ikke var ukendt heller. Da foråret var kommet med en bedre varme, så var det hele også sat op i den prægtige have hvor alle blomsterne og træerne var sprunget ud efter vinteren. Der var sat en masse bænke op, der dannede en slags gang frem til hvor præsten stod med sin religionsbog. Sephiran stod sikkert allerede dernede og ved sin side havde han Samuel. Selvom brødrene ikke var særligt tætte, havde Sephiran indvilliget i at lade ham stå ved hans side under brylluppet for god skik til brylluppet, for også at vise familiebåndet udadtil, selvom det ikke var der indadtil. Roligt vædede hun sine læber, som hun rettede på sin egen mørkeblå kjole med små guldtråde syet ind som mønster på. Den var smuk, men Tiyanna skulle stråle mest, så derfor havde hun lavet sit hår ganske enkelt. Normalt ville hun have det løst, fordi hun bare hang rundt på sit værelse sammen med Theodore. Der måtte dog ikke opstå mistanke, så hun havde flettet håret og samlet det bag hovedet i en enkel rund knold. Tiyannas hår derimod var meget smukkere opsat, og det var noget hun selv havde brugt en masse tid på. "Du er yderst smuk, Tiyanna," svarede hun med et skævt smil på læben. Hendes egne grønne øjne søgte over Tiyannas skikkelse. Det hele sad som det skulle og faktisk var hun jo klar til at komme ned og ud, så de kunne komme i gang. Hun var lidt spændt, da hun havde lovet Theodore at komme op og fjerne ringen om hans hals, så han kunne gøre sin entre. Hun var ikke meget for det lige i dag, men hun var bundet til hans planer som en underdanig hustru. Hun vænnede sig stadig til tanken om, at han var her og ville helst ikke sige ham for meget imod. Hun vædede flygtigt sine læber og gik hen til et bord, hvor hun løftede en buket blomster op, der passede til Tiyannas kjole. Hun rakte den til hende. "Her... Og kom så," endte hun og gik hen til døren, som gik op foran dem. Hun trådte ud fra værelset og begav sig til trappen, ned ad den og gik igennem stuen. Da hun nåede stuedøren, hvor der var trukket for, så vendte hun sig mod Tiyanna. "Klar?" endte hun. Da Tiyanna havde nikket, så trådte hun til side og lod døren gå op, så hun kunne gå ned ad trappen til haven og stå klar foran gangen, der skulle føre hende op til Sephiran. Hun fulgte selv bagtrop og fandt sin plads.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste godt, at det var at sigte meget høje, når hun gerne ville have at han skulle kigge på hende.. få et glimt i øjet, og faktisk føle den stolthed, som hun følte, for at være kommet så tæt på ham. Selvom folk uden tvivl var dybt chokeret over, at de var endt sammen, fordi at de hver især havde det ry og rygte, som de havde.. så vækkede det hende en glæde et eller andet sted. Det faktum, at hun ikke behøvede at være alene. Hun smilede let for sig selv. I kjolen her, følte hun sig skræmmende feminin, og det var en rolle, som hun i forvejen havde utrolig svært ved, men.. så slemt, var det faktisk heller ikke, hvis hun nu endelig skulle sige det. Det var faktisk lidt uhyggelig et eller andet sted. ”Det håber jeg godt nok også, at han synes..” At give udtryk for hendes inderste ønsker, havde hun ikke noget imod, så lang tid, at det ikke var for Sephiran. Lige overfor den mand, havde hun ikke i sinde, at skulle fremstå som den svage, for det var da noget, som hun vidste, at han ville udnytte. Hun vendte blikket mod Clemency igen og med et svagt smil. Hun var virkelig taknemmelig for hjælpen, som hun havde skænket dem, også med henblik på planlægningen af den store dag, da hun heller ikke selv havde haft den fjerneste anelse om, hvad de egentlig havde haft gang i.. Hun kendte ingen af dem, som sad derude, da det udelukkende måtte være dvasianere og den slags.. Det var underligt. Hun selv tog imod buketten som stod smukt til med kjolen, som hun havde på. ”Det ser fint ud,” sagde hun roligt, inden hun søgte med Clemency, for at komme udenfor. Selvom det endnu var en smule køligt, så var det slet ikke noget som hun bed sig fast i, da alle hendes tanker kredsede om helt andre ting: Som det faktum, at hun faktisk skulle giftes, for det var da noget af det sidste, som hun havde regnet med i det hele taget! Selv lod hun Clemency sætte sig på sin plads, inden musikken gik i gang. I takt med, at den gjorde det, så gik hendes nerver da helt i selvsving. Hun måtte tage sig sammen nu! Med rolige skridt, søgte hun op over gangen, som var lavet, hvor folk rejste sig i takt med, for at tage hende i blik. Grevens hustru.. den kommende grevinde.. Hun elskede virkelig den tanke. Først stoppet hun, da hun stod ved siden af Sephiran.. Håbede virkelig på en reaktion.. på bare et eller andet.

[Sephiran Acheron]

Så snart at stuedøren gik op, så vidste Sephiran også, at det hele skulle til at gå i gang. Det faktum, at hans far var i huset, var slet ikke noget han vidste om. Det var virkelig gået under hans næse, så det var slet ikke en bekymring. I dag havde han faktisk ingen bekymringer, for han havde ikke taget hævn på Kimeya endnu, så den mand ville forhåbentligt ikke komme og lave ballade. Malisha sad inde på sit værelse, der ikke havde nogen udsigt af nogen form, for hun skulle slet ikke deltage i festligheder; og folk skulle jo heller ikke vide, at hun var der. Han stod i sit fineste skrud; et helt nyt sæt, der var blevet syet. Samuels matchede næsten hans tøj, men dog ikke helt så fint, men uanset hvad var Samuel tilfreds som alt stod til. Samuel stod med ringene, hvilket passede ham udmærket. Hele staben fungerede som tjenere til dette arrangement og det meste af Dvasias var med som gæster, og ingen skulle mangle noget. De skulle ikke kunne sætte en finger på noget, for det skulle være prægtigt og være noget folk talte om i mange år med en æresfrygt. Han trak vejret roligt, som han stod rankt i den samme autoritære stilling. Hans ansigt var neutralt med en udstråling, der både var nærmest bød velkommen, men også var kølig. Hans isblå øjne faldt over døren, som Tiyanna trådte ud og hans moder fulgte bagtrop, der fandt op på sin plads. Han fulgte Tiyanna med blikket, da musikken gik i gang, der bestod af 3 livemusikere. Han udtrykkede ikke rigtigt noget, for det var svagt at lade sig bedåre over en kvinde. Da hun nåede op til ham, så rakte han en hånd mod hende og vendte sig med fronten mod hende. Hvis hun kiggede ham dybt nok i øjnene, ville hun kunne ane en hvis anerkendelse af hendes skønhed og bare hende i det hele taget, selvom det ikke var noget han viste til folkemængden. Ryggen blev vendt til folk, der igen satte sig ned og præsten gik så i gang med sin lange tale. "Vi er samlet her i dag for vidners åsyn for at forene denne kvinde og denne mand, Tiyanna Lúthien Direshade og Sephiran Acheron..." Præsten fortsatte.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna håbede virkelig på en reaktion fra Sephirans side af, men hun vidste, at det var meget at forlange, men det var vel drømmen om anerkendelsen, og det faktum, at hun gerne ville se ham kigge på hende, som var hun god nok? Hun vidste at der sad frygtelig mange og kiggede på hende.. fik øje på den feminine side af hende, og det var virkelig svært for hende, at kapere, men hun måtte jo bare gøre det. Med rolige skridt, nåede hun op til Sephiran.. Hun kiggede på ham.. Fokuserede på ham, frem for de mange andre, som havde øjnene på dem lige nu, og det som hun søgte efter… kunne hun ikke se nogen steder. Et sted, så var det noget som vakte hende en voldsom skuffelse.. Alt hun ønskede at se, var et træk på smilebåndet.. et elevatorblik.. et eller andet, som indikerede, at han kunne lide hvad han så. Hun slap ham med blikket, også selvom hun blev stående med hans hånd i sin. Præsten gik i gang, selvom det var som tale for døve ører. Knuden havde allerede meldt sig i hendes mave.. Skuffet over, at hun ikke havde set nogen respons fra hans side af, for hun havde virkelig forsøgt at stase sig selv ud, så han ville føle den stolthed ved at tage hende til ægte.. Også fordi, at det virkelig var et voldsomt stort skridt for hende. Og så var det kun det her, som hun blev mødt af. Det gjorde hende faktisk ked af det. Præsten vendte sig i retningen af Sephiran i stedet for.
”Vil De Sephiran Acheron, tage Tiyanna Lúthien Direshade som hos Dem står, til Deres ægte hustru? Vil De ægte hende i medgang og modgang til døden Dem skiller?” spurgte præsten med en rolig stemme, efter den lange tale. Selv Tiyanna kiggede ikke rigtigt på ham. Skuffelsen over reaktionen var nok tydelig nok som den var i forvejen. Alligevel valgte hun til sidst, at vende blikket mod ham. Ja, hvad havde hun regnet med? At han faktisk ville elske hende? En mand uden sjæl og elske? Det havde nok været hendes dumme naive tankegang, som gjorde, at hun havde lagt så mange kræfter og så meget arbejde i at se godt ud, og så reagerede han ikke engang! Afventende stod hun stille.. ventede på hans svar.

[Sephiran Acheron]

Sephiran tillod sig ikke en direkte reaktion lige nu, da alle øjne var vendt mod ham. Selv kongen sad jo i mængden på en ganske speciel plads, særligt sat op til den højeste autoritet i landet, da han faktisk nærede en hvis respekt overfor manden på det ydre. Indeni var det ligemeget hvordan han havde det; han nægtede at komme på tværs af kongen, eftersom han jo et sted skulle anerkendes til denne post. Han ville derfor slet ikke gøre noget, folk kunne sniksnakke om, eftersom dette var en højtidelig ceremoni. Ikke at han normalt gik op i religion, men det var hans ægteskab, der stod på spil og det skulle et elevatorblik eller et smil bestemt ikke ødelægge. Hun kunne få det hele at vide på et tidspunkt, hvor alle øjne ikke var direkte rettet mod hver enkel muskel i hans krop. Han vædede roligt sine læber, som han blot så på præsten, der stod og talte i en lang strøm. Han hørte ikke selv rigtigt efter. Han tillod sig dog at holde fat om Tiyannas hånd og faktisk give hende et klem. Han holdt jo af hende på sin egen mærkværdige måde. En ting var sikkert: Hun var hans og det skulle hun være til evig tid! Han trak vejret roligt. Deres tøj passede perfekt, da hans eget dress var helt sort og mørkt, ligeså kulsort som hans hår. Det fik hans lyse hud og isblå øjne til at stå endnu mere frem. Ligeså sad der en rød blomst i en lille lomme på den ydre kappe han bar, da det skulle matche Tiyannas brudebuket; noget som Clemency, hans moder, havde arrangeret. Det måtte hun om, der fulgte han bare, for sådanne ting kendte han ikke til. Han var faktisk sin moder taknemmelig for at arrangere hele brylluppet. Da præsten snakkede til ham, så holdt han blikket mod ham, og vendte sig så, da 'døden Dem skiller' blev sagt, mod Tiyanna. Han tog nu begge hendes hænder i sine og så neutralt og lidt køligt på hende. "Ja," endte han fast og uden at tøve; for det var jo dette han ville! Han trak vejret roligt og mødte alligevel hendes blik med et særligt glimt i øjet kun for hende, da hun vendte blikket mod ham.
"Vil De Tiyanna Lúthien Direshade, tage Sephiran Acheron som hos Dem står, til Deres ægte mand? Vil De ægte ham i medgang og modgang til døden Jer skiller?" spurgte præsten roligt Tiyanna, da Sephiran havde afgivet sit svar.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Kongen sad blandt mængderne, ligesom så mange andre vigtige personer her i landet gjorde, og i princippet, så var Tiyanna fuldstændig ligeglad med. Det eneste som hun havde øje for, var den mand, som hun faktisk skulle giftes med.. Den mand som hun end ikke vidste elskede hende. Det var underligt.. Tankerne og følelserne for ham, blussede voldsomt op, bare hun kiggede på ham, og nu stod hun i den situation at… det hele næsten kunne være lige meget. Det lille klem som hun fik i sin hånd, satte hende dog i tvivl.. Han var vel ikke ligeglad med hende, når han havde været så fast besluttet på, at det var det her de skulle. Det var ikke ofte, at man så, at det var manden som gik mere op i det end det som kvinden ville, men det var faktisk ikke noget som gjorde hende noget. Hun kunne godt lide at han var en mand, som vidste hvad han ville. Som præsten henvendte sig til Sephiran, mærkede hun for alvor hjertet hamre mod hendes bryst. Hvad ville han svare? At han så var så selvsikker i sin udtale, var noget som faktisk fik hende til at smile svagt.. Det betød faktisk en hel del for hende. Hun rettede sig op, hvor hun selv tog om begge hans hænder. De var der med hinanden.. også selvom det her virkelig var en stor ting for dem begge. Præsten nikkede til Sephiran, inden han vendte sig mod Tiyanna. Selv hun var ikke i tvivl om, hvad hun skulle svare. Hun vidste det af hjertet… Det føles underlig.. rigtigt. Hun nikkede. ”Ja,” svarede hun. Det var kun ham hun havde øjnene for.. Og nu.. det glimt. Godt nok ikke helt det som hun ville have, men det gjorde hende langt mere rolig.
Præsten nikkede endnu en gang med et smil. Så langt så godt, kunne man jo sige. Han vendte sig roligt mod Samuel, som stod ved siden af. ”Ringene,” opfordrede han roligt i retningen af Samuel. Først da ringene var bragt op, tog præsten fat i den første.. Han rakte den til Sephiran.

[Sephiran Acheron]

Sephiran gik meget op i hvem der sad blandt mængden, for han var fast besluttet på at blive helt accepteret i kredsene. Nu hvor han havde droppet sit 'samarbejde' til Kimeya, så skulle han være helt fri og sin egen. Han skulle ikke være låst fast til en anden slægt, men fuldt pleje sin egen. Acheron slægten. Tiyanna skulle blive en Acheron og hans hustru. Hun skulle være med til at leve op til familiens navn og med hendes blod og rygte, så skulle det blive godt. Han var sikker på, det skulle blive godt. Som familiens overhoved, der var der heller ingen, der kunne sige noget imod det, så på det punkt, så var han bare tilfreds i dag. I dag glemte han faktisk også Kimeya, for den mand var slet ikke i hans tanker. Som han nu stod med fronten mod hende, så havde han faktisk kun hende for øje. Hans øre var rettet på præsten, på sin egen tale og på hvad hun efterfølgende ville svare. Han stod med hendes hænder i sine, så han også mærkede hende. Og han så hende ind i øjnene, med et glimt, kun ment til hende. Han holdt af hende på en mærkelig måde. Men at elske, var ikke en følelse i hans regi, så det kunne han ikke udtale sig om. Han vidste bare, at hun var hans. På grund af den lille del af sjælen, der var tilbage i ham, så kendte han kun til de 'negative' følelser: Frustration, had og magtbegær. Men han vidste, at det var dette han ville! Hendes ja, varmede ham på en mærkelig måde og han kunne godt lide det. Han kunne virkelig godt lide at have hende omkring sig, for hun var virkelig blevet en vane.
Samuel reagerede hurtigt, da ringene blev bedt om. Bag hans ryg havde han holdt en smuk sort fløjlsæske, som han åbnede, hvor ringene lå flot sammen. Han rakte den til præsten.
Da præsten rakte ringen til Sephiran, så tog han imod den. En lidt feminin ring, der indeni ringen havde elviske markeringer og udenpå var flot glat. På toppen sad der en flot grøn smaragd. Han havde selv udvalgt den, uden at hun skulle have lov til at se den, for lige den ting, ville han have æren for. Han holdt hendes hånd op og lod ringen glide på hendes ringfinger. Den passede perfekt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste et sted, at brylluppet her var for facadens skyld, mere end det var noget andet, også fordi at de aldrig som sådan havde snakket om, hvad der skulle ske efterfølgende. Selv valgte hun nu bare, at tage en dag af gangen, for ellers kammede det fuldstændig over for hende. Nu hvor hun ikke havde set den ønskede reaktion, som hun have håbet og bedt til, så måtte hun jo bare slå sig til tåls med at hun så godt ud.. men ikke som han måske ville have det? Eller var det for meget følelser igen? Han forstod sig jo ikke på det, og det vidste hun godt, selvom den tanke alligevel måtte vække hende en grufuld frustration til tider. Kongen sad der.. de høje adelige sad der og vidnede det hele, og det lagde samtidig et massivt pres på hende, som kunne mærkes i form af den nervøsitet. Hun rystede på hænderne, selvom hun virkelig forsøgte ikke at gøre det, for det var jo meningen, at hun skulle fremstå som stærk ved hans side.. at vise ham, at han havde taget det rette valg, netop ved at vælge hende, og det var vel heller ikke noget, som sagde så lidt igen, var det? Skuffelsen var ikke til at tage fejl af i hendes ansigt, også selvom den tydeligt druknede en anelse, da det var ringenes tid.. Selv vidste hun, at det var her forpligtelsen kom til at ligge.. svaret var givet, og de havde lovet hinanden til ægte til døden dem skilte.
Ringen som Sephiran tog op, fangede hun hurtigt med blikket. Selv blinkede hun tydeligt med øjnene, alene ved synet af den. Hendes hjerte slog mod hendes bryst. Han huskede det.. hvor meget det elviske faktisk betød for hende, og det var tydeligt at se på ringen, som han tog fat i. hun spredte fingrene roligt, så ringene kunne komme ordentlig på, og den sad fuldstændig perfekt.. Hun elskede det virkelig! Hun trykkede let omkring hans hånd, inden hun tog om den anden ring. Langt bredere end den som hun havde fået på, og langt mere maskulin. Den havde selv graveringer på, og med datoen og hendes navn på indsiden. Graveringerne var sorte og sølv. En yderst flot ring. Hun gav ham den på, inden hun igen vendte blikket mod præsten. ”Jeg erklærer Jer hermed for ægtefolk at være. De må nu kysse Deres brud,” afsluttede han.

[Sephiran Acheron]

For Sephiran, var brylluppet meget for facaden. Men det var også fordi, han gerne ville bevise for Tiyanna, at han ønskede hende. Med ægteskabet, så var de bundet til hinanden til døden dem skilte og det passede ham faktisk fint. Han tog en dyb og rolig vejrtrækning, som han bare stod der med blikket vendt mod hende. Alle skulle være vidne til en smuk og fejlfri ceremoni, som alle ville huske. Men når ceremonien var slut og de skulle stikke af til bryllupsnatten, havde han en overraskelse til hende. Det var noget, som hans mor faktisk havde planlagt, men han kunne godt lide tanken om at komme væk til et specielt og smukt sted. Manjarno var jo neutralt og de skulle være i delen tættest på Dvasias, så de ikke havde så langt hjem. Han kunne godt se på hende, at hun var skuffet, men hun var en kvinde og hun tænkte alt for meget. Hun skulle jo bare nyde øjeblikket og så lade vær med at tænke på alle de andre små ting. Hun fik ham. Han holdt sit løfte om at gifte sig med hende, selvom barnet faktisk var dødt for noget tid siden. Noget han nærmest havde glemt allerede, da der var så mange andre ting, der rumsterede i hans tanker.
Ringen havde han selv udvalgt til hende, fordi han gerne ville vise hende, at han kendte hende, selvom han ikke kunne forklare alt det følelsesmæssige pjat. Han trak selv på mundvigen; den mundvig, der var gemt væk fra publikummet og tilskuerne. Han holdt selv sin hånd frem til hende, da den maskuline ring blev rask til hende; både bredere og også i en helt anden stil. Lige der, var de meget forskellige. Men bundfarven i ringene var lavet af den samme sølvmasse. I hendes ring stod også datoen og hans navn, selvom skriften var lidt mindre på grund af det mere slanke og feminine ring design. Han så over ringen og gjorde ikke mere ved det. Da de blev erklæret for rette ægtefolk og han fik grønt lys, så trak han hende helt ind til sig, så de stod bryst mod bryst. Den højre hånd med ringen faldt mod hendes nakke og han lukkede afstanden mellem deres munde i et dybt kys.
Mængden begyndte at klappe og han brød roligt kysset. "Fru Acheron," hviskede han til hende, før han trak hovedet væk fra hendes og rettede sig op. Han tog om hendes hånd og førte hende væk og tilbage mod huset, hvor der ville være fest i den store festsal. Da de nåede stuen, så stoppede han roligt op med hende, før mængden ville nå dem og vendte sig mod hende. Han løftede hånden og strøg hendes kind. "Du ser smuk ud," endte han.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det kunne godt være, at det lå til kvinden, at tænke alt for meget, men det var nu Tiyanna i et nøddeskal. For hende, vidste hun jo, at det her virkelig var en stor ting, og at det var en ting, som man kun gjorde når man virkelig elskede hinanden. Hun kunne ikke sige helt præcist hvorfor at hun gjorde det, men hun følte virkelig, at det her var rigtigt.. skræmmende rigtigt, og det var virkelig en underlig fornemmelse, at skulle sidde igen med. Skuffelsen var der dog stadig, for der havde slet ikke været nogen af de tegn, som hun dog kunne forestille sig, at han ville kunne vise hende, nu hvor han ej var i besiddelse af noget, som måtte minde om en sjæl i den anden ende. Ringene var kommet på. Hans langt mere maskulin end hendes, men selv for hende, så var det tydeligt, at manden virkelig havde gjort sig umage, og at det faktisk var noget som alligevel vægtede en betydning for ham. Barnet var måske dødt og borte, og ej var det noget, som de behøvede at tænke på mere, og derfor, var hun stadig meget overrasket over, at han alligevel valgte at fuldføre det, for det havde jo været udelukkende på grund af barnet, at de havde gjort det her i udgangspunktet.
Ceremonien havde uden tvivl været fejlfri, og nu hvor præsten gav dem det grønne lys, lod hun sig trække helt ind til hans skikkelse. Hånden gled roligt over hans ene overarm, hvor hun mødte ham i kysset, som hun besvarede selv med den største glæde. Klapsalven som meldte sig fra dem som kiggede på dem, generede hende ikke. Opmærksomheden var faktisk noget af det, som hun godt kunne lide. Hun tog hans hånd og trykkede om den. ”Væn dig til det,” pointerede hun med et stille smil, inden hun søgte tilbage mod huset sammen med ham. At han så stoppede op midt i det hele, strøg hendes kind og gav hende de ord, var det som byrden af sten forlod hendes bryst. Den lille ting.. Det var hvad hun havde haft brug for. Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg troede ikke du bemærkede det,” sagde hun med en sigende mine, inden hun kort skævede over sin ene skulder mod folk, og så tilbage på ham. Hun glædede sig til tiden sammen med ham. Uden tvivl.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at Tiyanna trods hendes overlever-gen også stadig var en kvinde med stort K. Han kunne jo se en udvikling, da hun vænnede sig til tilværelsen i hjemmet fremfor skoven. Hvis hun blev sat tilbage i skoven, var han usikker på, om hun ville kunne leve der igen, nu hvor hun havde set alt hvad man kunne have. Lige på det punkt, var han meget materialistisk, da han slet ikke var et skov-menneske på nogen måde! Han vidste derfor også, at hendes elviske gener måtte plejes på en anden måde, da hun ikke kunne rende rundt og lege bueskytter mellem træerne længere. Ringen var uden tvivl et tegn på, at han kendte hende og det var også det, som han ville bevise. I hans hoved, der var alle de ting han opfangede jo fakta, men hun ville nok forstå det helt anderledes og sådan måtte det jo være. Han ville bare gerne have det til at fungere. De skulle jo virkelig leve sammen nu, for han tillod ikke at hun trak sig væk fra soveværelset nu hvor de var mand og kone. Det var en mærkelig tanke, eftersom han aldrig havde troet på, at han ville låse sig på den måde. Men hun var den bedste for ham. Meget bedre end noget før og det vidste han trods alt.
Han førte hende roligt væk mod huset, som mængden brød op og selv gik lystigt rundt og snakkede med hinanden. Han sendte hende et skævt smil og rullede kort øjne ad hende, som han bare lod en arm falde om hendes ryg og holdt hende ind til sig. "Jeg lægger mærke til mere end du nok tror... Men det var vigtigt at ceremonien skulle foregå højtidligt," endte han og nikkede fast. I dag var hans dag og han ville elske alt den opmærksomhed; det gav ham sådan en tilfreds følelse indeni.
Clemency rejste sig roligt og kom dem i møde som den første. Hun stoppede op foran dem og søgte Sephirans blik, da hun stadig var usikker på det punkt; han kiggede meget sjældent direkte på hende. "Tillykke, min dreng," endte hun dæmpet og drejede sig så mod Tiyanna og gentog. Hun kyssede hendes kinder i lykønskning, nejede af og smuttede så indenfor.
Sephiran så på sin mor, selvom det var stort i sig selv, men han takkede for lykønskningen. Folk begyndte at vælte forbi nu med diverse tillykke. Nogle gav han hånden, andre nikkede han bare til; det kom helt an på deres specifikke status.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna lagde mærke til de små ting, og når der ikke var nogen respons, så var det vel heller ikke så underligt igen, at hun blev skuffet over det? Det var ikke fordi at hun ønskede at starte det ’lykkelige’ ægteskab med et skænderi, også selvom det var noget som uden tvivl kunne ligne dem. De kunne bare ikke enes, og nu stod de der som et gift par… tanken var egentlig underholdende i sig selv, selv i hendes øjne. Ceremonien var nu overstået, hvilket glædede hende, for det var nok den, som hun hadede mere end noget af alt det andet, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om. Hun nikkede til ham. Det var skam noget, som hun havde forståelsen for, da han ønskede anerkendelsen i de høje kredse, og selv i hendes øjne, så fortjente han den. Han gav tegn på sine egne mærkelige måder, men så lang tid, at han kunne leve med hende, så passede det hende fint. Nu var hun nok blevet lidt for meget vant til livet i luksus, til at hun kunne springe tilbage i livet som en elver i skoven med bue og pil… Tanken var skræmmende et sted. ”Det ved jeg,. Ringen er virkelig smuk… Du kender mig jo næsten, svarede hun, inden hun vendte sig mod Clemency. Selv hun sendte kvinden et smil, hvor hun gengældte kysset mod hendes kinder, og lod hende trække indenfor. Alle de andre, kom også fint forbi og lykønskede dem begge. Kongen lige så, som gav Sephiran hånden med en lykønskning og håbet om et godt samarbejde videre, inden han selv var nødsaget til at forlade stedet. Han havde overværet ceremonien, men havde mange andre pligter, som han måtte tage sig af, hvilket der nu var forståelse for. Hun vendte sig efterfølgende i retningen af Sephiran. ”Vi må nok hellere komme ind,” sagde hun sigende. Myia stressede rundt i salen, og forsikrede sig, at folk fik forfriskninger. Selv var hun naturligvis glad på deres vegne, men selv hun følte, at hun igennem den sidste tid, var puffet godt ud i skyggen af Tiyanna, når hun altid havde været Sephirans yndling. Selv bar hun en simpel, men yndig kjole. Alt skulle jo være perfekt i dagens ens anledning.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency havde hurtigt fundet sin plads inden ceremonien. Det var mægtigt, at kongen faktisk var her for at overvære den specielle del af ceremonien som var selve vielsen foran præsten. Hun kunne godt se, at Tiyanna så lidt skuffet ud, men hun lagde også mærke til, at hun blev mere lettet efterhånden, så et eller andet rigtigt måtte Sephiran jo gøre. På en måde, så hun sig selv i det hele, men på en måde, slet ikke. Hendes ægteskab til Theodore var startet noget anderledes; hun havde ikke næret noget for manden. Hun havde afskyet den mand, fordi det hele havde været planlagt. Tiyanna og Sephiran havde jo faktisk selv valgt og hun var jo bare glad på deres vegne. Men hun vidste også, at deres aften ville blive vendt op og ned meget snart, så snart at Theodore faktisk gjorde sin ankomst. Det ville være en skandale og Sephiran ville ikke bryde sig om det på nogen måde. Theodore ville nok heller ikke acceptere Tiyanna, eftersom hun kun var delvis warlock. Hun vædede flygtigt sine læber. Ceremonien endte og hun rejste sig hurtigt for at smutte hen og hilse på brudeparret som den første, da hun hurtigt skulle videre. Og det var jo egentligt ikke mærkeligt, eftersom hun jo havde planlagt stort set alt og det hele, så hun skulle jo også sikre sig, at alt forløb som planlagt.
Hun smuttede omkring parret og indenfor i stuen igen, hvor hun dog ikke drejede mod salen. Hun smuttede hurtigt ovenpå og ned til sit værelse, som hun åbnede forsigtigt og lukkede hurtigt døren bag sig igen. "Det mig," endte hun dæmpet og fik øje på ham. Hun trådte hen til ham og strøg hans kind. Hun elskede ham, det var både sikkert og vist; og på det punkt, var hende og Tiyanna nok meget ens. "Klar?" endte hun, med et smil spillende over læberne. Hun lod sine slanke fingre lukke sig om ringen mens hun trak vejret dybt og endte så med at tvinge ringen op, så han nu var fri og hans magi var tilbage. Ringen bar hun hurtigt hen til gemmestedet og pakkede væk, hvorefter hun vendte sig med fronten mod ham. "Vi ses," endte hun og nåede hen til ham igen. Flygtigt kyssede hun ham og smuttede hurtigt ud af værelset, for at komme nedenunder igen.
Folk var ved at komme på plads og hun trådte hurtigt ind. Stablen arbejdede godt og fik sørget for forfriskninger til alle. Maden ville først dukke op, når alle var kommet på plads.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore ventede.. Selv han havde formået at få lidt med af vielsen fra vinduet. Selve Tiyanna, var ikke en kvinde som i princippet sagde ham noget som helst, så hvordan hans egen søn, kunne tage sådan en til ægte, forstod han sig da slet ikke på! Efterhånden have han været i huset i et godt stykke tid. Han havde kommet sig, havde fået lidt mere sul på kroppen, efter at have ligget i kisten under jorden, i det som havde været et helt årtusinde.. Gælden til døden var indfriet, og han vidste, at det var denne ene mulighed han ville få, og det var bestemt ikke noget, som han havde tænkt sig at spilde.. Ikke på vilkår! Uden at fortrække så meget som en eneste mine, så blev han stående, frem til at han hørte skridt ude på gangen. Selv var han ikke bange for at knægten var klar over hans tilstedeværelse i huset, for den mand søgte jo aldring ind på sin moders værelse, så hvordan skulle han da vide det? En ting var sikkert.. Det ville blive en fantastisk gjort entré af ham, så snart ringen kom af, for han var bestemt ikke dum nok til at gå derned med den på! Hans blik faldt på hendes skikkelse. Smuk var hun, selvom han nu stod helt uden sjæl og alt, så var der intet at spore i hans øjne eller mimik, som indikerede det. ”Få den af mig..” endte han ganske kortfattet. Selv i dagens anledning, havde han faktisk gjort sig i okay stand. Et bad havde uden tvivl gjort godt, og få noget pænt og rent tøj på. Det var jo trods alt et bryllup, også selvom han ikke brød sig om den tanke, så kunne han da sagtens acceptere den i den forstand, kunne man jo sige. Han tog imod hendes kys, idet hun fjernede ringen. Allerede i det sekund, at den blev fjernet, var han ikke i tvivl om, at Sephiran ville kunne fornemme, at han var der. Lettelsen bredte sig.. Det var virkelig fantastisk, at mærke hvordan magien bredte sig ud i hver en celle af hans krop igen! Han sukkede næsten lettet, idet han tog imod det flygtige kys, inden hun smuttet igen. Selv blev han stående for et øjeblik, inden han selv valgte at følge efter. Huset lignede sig selv, og så alligevel ikke. Det var begrænset hvad han havde fået at se af det, andet end det soveværelse, som havde været hans skjul igennem måneder nu.
Det tog ikke Theodore lang tid, at nå den store festsal, hvor adskillige allerede havde taget pladsen. Mange vendte sig mod ham.. Mandens død, var jo nærmest gået på folkemunde, dengang Sephiran havde taget hans liv, og han vidste det jo godt. Bevidst valgte han at vende sig mod Sephiran og Tiyanna, hvor han kort nikkede, som havde det været en hilsen. Det morede ham betragteligt.