Stop telling me lies!

[Lestat De Lochér]

Lestat havde efterhånden været i Den Mørke Cirkel i en måned. Tiden gik hurtigt, når man havde det sjovt, og det følte han, at han havde. Han holdt gang i dæmonen, Jacqueline, som helt og holdent var hans til fri leg og han kunne godt lide det. Eller, det ydre af ham kunne. Inderst inde var hans mavefornemmelse helt forkert, men den var der ikke råd til at lytte til, eftersom han jo prøvede på at råde bod på fortiden - det troede han da, i sit sind. Han gjorde hvad Kimeya bad ham om, ordnede sager manden satte ham til og torturerede ellers Jacqueline i sin "fritid". Han havde netop været ude og kom tilbage til warlockernes tilholdssted. Han havde et tomt og iskoldt blik i sine blå øjne og han gik rankt og bestemt ned ad gangen, som han nåede kældertrappen og hurtigt var nede. Han nåede hen til rummet, hvor Jacqueline blev holdt og vædede sine læber. Den første dag, havde han ikke taget hendes ringfingre, da han havde fundet det klamt. Blod gjorde ham syg på en lidt mærkelig måde, så derfor tørrede han også op på gulvet fra dagen før, når han gik i gang igen, da det størknede blod gav ham kvalme. Det hang nok sammen med fortiden som vampyr, hvilket han dog ikke havde fortalt Kimeya om. Hvad ville manden dog ikke sige? Men dagen efter... så havde han gjort det, for han ville hellere gøre det end Kimeya. Han åbnede døren og lukkede den i efter sig, som han kiggede mod hende på gulvet. Han havde den perfekte plan for tortur. Enkel for ham, men noget han havde set, der påvirkede hende i stor grad; magisk tortur. Han trak på smilebåndet, nærmest tilfreds. "Nå tøs. Så er vi her igen," endte han og så mod hende. Han havde givet hendes krop diverse skrammer, fordi han ikke brød sig om, at finde hende smuk.

[Deleted]

Jacqueline havde fuldstændig mistet fornemmelsen af tid og sted, i den tid hun havde været underlagt voldsom tortur, uden at kunne gøre modstand.. Uden at ville gøre modstand. Selvom hun til tider havde tænkt tanken, at det hele ville have været bedre, hvis Giovanni havde været i live, så var det tanker som hun nærmest skammet sig over at gøre sig, men det gjorde ondt! Det gjorde virkelig ondt. De få timer i løbet af en dag, hvor hun fik ro, sov hun… Og når hun endelig var vågen, forsøgte hun at få ringen af halsen, så hun igen kunne føle at hun kunne leve og ånde! Hver en bevægelse var tung.. Hun var kold, bleg og hun var småsyg. Ikke underligt, når hun sad i en kælder, uden en trævl på kroppen, og kun med et tæppe at finde varmen i, som for øvrigt var gammelt og slidt. Hun sad og sov oppe af muren i det ene hjørne, så langt væk fra døren, som hun overhovedet kunne komme. Hun var væk.. Og alligevel ikke. Hun vågnede ved hver eneste lille lyd, som hun hørte, også fordi, at hun forbandt det med noget frygtelig negativt. Ringen havde hun om ikke andet endnu. Den var ikke taget fra hende, også selvom hun slet ikke følte at Lestat overhovedet forsøgte at lytte til hende! Hurtigt blev hun revet ud af sin søvn, da lyden af skridt nåede den lille gang i den iskolde kælder, og stemmen som var hende så velkendt. Hun tvang sine øjne op, også selvom hun var træt og udmattet. Hun fik jo ikke hvilet nok! Tæppet trak hun næsten mere om sig, og blev liggende op af væggen. Hun spiste knapt.. hun sov næsten ikke, og han gjorde hende ondt, næsten på daglig basis.. Gik hun da ud fra, for hun havde ikke nogen anelse om hvad tid det var på døgnet mere, eller noget som helst. ”L-Lestat…” Et sted var der længsel at spore i hendes stemme. Hun manglede ham virkelig.. Manglede ham til at tage om hende, kysse hende og hviske i hendes øre, at det hele nok skulle gå. Hun hævede blikket mod ham og rystede på hovedet. ”F-for vores børn.. du.. du må ikke..” fortsatte hun. Den sandhed ville hun aldrig droppe!

[Lestat De Lochér]

Lestat kendte udmærket godt op og ned på dagene. Men en del af torturen og pinslen mod tøsen Jacqueline, var netop, at hun skulle være forvirret. Ikke føle noget med tid eller sted og virkelig mærke hendes sind, uden at kunne gøre brug af den mentale dæmon. Han kendte stadig ikke til fortiden og levede på en løgn, som han følte som sandheden. Mavefornemmelsen vidste, at noget var galt, men det kunne han ikke omsætte lige nu, da han var så opsat på mørket og den tanke om, at han skulle råde bod overfor hans bror; han havde jo endelig fået en 'chance' med ham, som aldrig før og nu higede han efter en slags... accept. Han nåede roligt kælderrummet og gik ind, som han lukkede og låste døren efter sig. Hun var hans legetøj, som han kunne øve sin indtrængende magi på, og det var helt sikkert noget han også gjorde. Han tog mørket og hendes smerte til sig som en livskilde, hvilket ville have givet ham kvalme, hvis han havde været i stand til at finde sig selv i det hele. Men den Lestat, som hun kendte, var væk for øjeblikket. Og han troede på ingen måde på hendes løgne, så hjernevasket som han var lige nu. Han trak kynisk på smilebåndet og trådte ind midt i rummet. Han fremmanede en enkel mørk kjole som han kastede hen til hende; i dag måtte hun skjule sin krop, da han ville have sjov med hendes sind i dag. Han ville rode rundt i hendes hjerne og gøre hende ondt på psykisk vis. "Tag kjolen på," endte han til hende og slog armene over kors. Han så afventende på hende som hun burde få kæmpet kjolen på, eftersom hendes krop jo nok var meget ødelagt - hvilket han syntes var fantastisk, for så fandt han hende mindre attraktiv - eller det bildte han sig da ind. Han så mod hende med et skarpt blik og holdt en hånd op foran sig, hvor han stod og legede med magien i sin håndflade, der lyste op.

[Deleted]

Jacqueline kunne slet ikke finde ud af noget mere. Hvor lang tid hun havde siddet der, hvor lang tid hun havde været væk, om det var nat eller dag… hun sov når hun fik muligheden for det, og ellers holdt han hende jo vågen. Selv lige nu, lå hun klemt op i hjørnet og med tæppet omkring sig. Det var virkelig ubehageligt at sidde der, også fordi at hun intet havde at forsvare sig med, hvilket næsten var noget af det værste af det hele! Tænderne bed hun sammen, da han smed kjolen hen til hende.. Et sted, var hun allerede klar over, at det betød, at hun slap for den fysiske straf i dag, men at han ville gå mere i psyken.. Det var nok det mest smertefulde, og specielt fordi, at hun ikke kunne gøre noget, for at kæmpe imod det! Varsomt tog hun kjolen til sig, også selvom det varm ed en skælvende hånd. Den var flot faktisk.. det var tøj, og det havde hun ikke set siden de var ankommet her! Selv det at bevæge sig, var noget som gjorde frygtelig, frygtelig ondt, og hun kunne slet ikke have med det at gøre! Hun fik stille kæmpet kjolen på. Selv nu hvor hun vidste at hendes Lestat, var gemt et sted dybt derinde, og hun ville jo gerne have, at han skulle røre ved hende.. snakke til hende.. og det gjorde ondt. Det gjorde virkelig ondt at vide, at det hele var ødelagt. Selv nu hvor han bare stod og legede med sin magi, så vendte hun bare blikket i retningen af ham, med en meget tøvende mine. Hun manglede ham, og det var nok den eneste grund til, at hun var så samarbejdsvillig, som det hun var, for hun kunne slet ikke rumme det andet, og specielt nu hvor hun ikke kunne få den ring af! ”Du må ikke gøre det… Det gør ondt..” sagde hun med en dæmpet og tydeligt skælvende stemme. Hun havde det virkelig ikke godt. Aldrig havde hun været udsat for noget lignende!

[Lestat De Lochér]

Det bedste ved alt dette, var en underlig tilfredsstillende tanke om, at en mental dæmon ikke kunne forsvare sig og faktisk bare var svag som et menneske, når de magiske evner var lukket i. Hvis nogle låste hans magi, så ville hans sind stadig have styrken fra magien uden at kunne bruge den - men det viste sig tydeligvis anderledes med dæmoner. Underlige væsner i hans hoved. Han forstod ikke, at Kimeya faktisk havde været gift med en, men det var noget han ikke kommenterede. Hans forrige gifte mål, havde været langt værre end det... Han havde været gift med sin mor. Hvem gjorde det? Godt nok havde han først undervejs fundet ud af, at det havde været hans mor... men de havde jo fortsat. De havde fået børn. Og det frygtelige var, at Jonas, den søn han havde mistet der, var den han savnede allermest... Det samme med Junior, som han desværre heller ikke havde set i et stykke tid, fordi han havde været optaget af at arbejde for Kimeya - eller sådan troede han da, det var. Sandheden var jo en anden om ikke andet. Kjolen smed han til hende og afventede, at hun faktisk skulle tage sig sammen og få taget den på, uanset hvor ondt det gjorde på kroppen. Det ville hele med tiden vel... nej, hvem prøvede han at narre? Det ville ikke hele, så længe han blev ved med at flå sårene op, så snart de næsten var helede. Det hele var en god lagkage af tortur og han kunne godt lide det. Ikke med sin mavefornemmelse, men den skubbede han væk og til side. Han kneb øjnene sammen mod hende og rullede øjnene. Hun var et sølle pjok. Tænk at nogle havde gidet at gøre hende gravid og give hende to skrigende unger? Han kneb øjnene sammen mod hende. "Du skal ikke fortælle mig hvad jeg må," hvislede han køligt. Magien i hans håndflade forsvandt, som han vendte hånden mod hende. Han lavede et tegn der betød 'kom', men med magi, således at han direkte trak hende hen til sig, så hun ikke blev siddende i hjørnet. "Kom ud og leg... Du skal ikke gemme dig i hjørnet," endte han, som hun nu var lige foran ham. Han lagde hånden mod hendes hår og strøg hende nærmest kælent over håret, som havde hun været et kæledyr. Han trak på mundvigen og greb så mere fat øverst på hendes hoved og lod magien trænge ind... En magi, der ville give hende kulde og mørke og få hende til at føle sig palle alene i verden.

[Deleted]

Under normale omstændigheder, så var Jacqueline slet ikke den type, som ville reagere på denne her måde, men når man var her, hvor man blev pint og tortureret, og endda af den mand, som man elskede højere end livet selv, så kunne selv det, tage knækken på den stærkeste mentaldæmon, og nu hvor det forsvar, som hun havde i sin besiddelse, var låst af vejen og taget fra hende, så kunne hun jo ikke rigtigt gøre andet end at lystre ham. Kjolen fik hun kæmpet på, også selvom det gjorde ondt, og det strammede over alle de sår, som han dag efter dag, brutalt rev op i, og den glæde ved det i hans øjne, skræmte hende faktisk. Selv rykkede hun sig ikke en meter fra den plads i hjørnet, som hun havde siddet i – før han ved hjælp af magi, tvang hende til det. Hun blev nærmest revet over gulvet, og det var også der, at hun for alvor igen begyndte at ryste.. Det var nu det skulle ske, og hun vidste det jo. Blikket og de bedende øjne, vendte hun op mod ham. Selv sagde hun ikke så meget som et ord, for selv hun havde lært, at jo mere modstand hun gjorde, jo mere ondt ville det komme til at gøre, og det var hun jo heller ikke interesseret i. Hun kæmpede mentalt med det.. også mest for at komme hjem til sine elskede døtre, og hun håbede et eller andet sted, at han også gjorde det samme, for Lenore ville bestemt ikke kunne undvære ham. At han nåede hende, da hun selv sad midt på gulvet, gjorde hende et sted intet.. hun elskede, når han rørte ved hende.. uden at lade det føre med pisken først. Det strøg som han førte over hendes hoved, tillod hun sig at nyde for et kort øjeblik, mens hun faktisk.. søgte hånden. At han så tog mere fat, og lod magien nærmest trænge ind i skallen på hende, fór hendes øjne op. Hun blinkede voldsomt, idet hun direkte begyndte at ryste.. Den kulde, som tog til omkring hende, var næsten dræbende og iskold! Tårerne meldte sig omgående.. Hun følte sig alene.. Og det var noget af det værste for hende! Hun klemte øjnene sammen, hævede begge hænder og greb omkring hans håndled mod hendes hoved. Hun vidste at det var ham som gjorde det.. fik hende til at føle den slags. ”S-stop..!” udbrød hun skingert. Det gjorde ondt!

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne på det ydre, godt lide det. I den sindstilstand, hvor han var påvirket af Kimeyas hjernevaskning, der kunne han virkelig godt lide det. Der nød han hendes smerte og lod mørket opsluge ham, også for at skubbe mavefornemmelsen til side, for den kunne han slet ikke lide! Han ville ikke lytte til den, eftersom det ikke kunne passe, at han ikke kunne føle sig tilfreds med sin tilværelse. Han var sikker på, at det bare var et inderligt ønske om noget andet, men det var ikke noget han kunne, da han skulle gøre op for sin bror. Han var det sorte får i familien og det måtte han råde bod på. Han betragtede hende, som hun tog kjolen på. Sårene var lukkede i dag, eftersom han havde kørt psykisk tortur de sidste par dage, eftersom han fandt det langt sjovere. Hun var oprindeligt en mentaldæmon, men det var ikke noget hun kunne gøre brug af nu, på grund af ringen omkring hendes hals. Magten han følte overfor hende, var på en måde både god og virkelig kvalmende. Hun kæmpede sikkert for det mentale, men det kunne hun ikke rigtigt på grund af ringen. Han hev hende over gulvet med magi og greb fat om hendes hoved med sin hånd for at holde hende på plads. Han trak på smilebåndet og kunne allerede mærke hende reagere på den psykiske tortur. Han havde fundet ud af, at hun ikke kunne lide at føle sig alene... forladt og ensom. Hun var et væsen, der helst skulle have en familie om sig, og det havde hun ikke i dette øjeblik. Hans havblå øjne glinsede. Selvom hun greb fat om hans håndled, så gav han ikke slip, for hun var slet ikke stærk nok. Han intensiverede følelsen på hende, gjorde det til at hun følte sig ensom sammen med at føle sig alene. Som om, at hun aldrig havde haft nogle. Han holdt det på hende til hun rystede så meget, at hun nærmest ville kollapse og gav så slip på hende. Han slap hendes hoved og trådte et skridt tilbage, som han gik en tur rundt om hende. "Gad vide... Om du reelt set bare er ensom og alene? At det er derfor, du hader følelsen så meget?" hånede han hende. Han knælede ned ved hende og skubbede hende ned at ligge, hvor han lod hånden falde mod hendes pande. Nu fik han den 'geniale' idé at rode i hendes minder og finde ud af, hvordan det stod til. Han søgte fast ind i hendes hoved med hånden på hendes pande.

[Deleted]

Jacqueline var knækket.. Der var ikke meget tilbage i hende, som var værd.. Det var det som han havde fået hende til at føle igennem de sidste dage.. Ensom.. kold, alene.. Der var ingen omkring hende, også selvom hun et sted vidste, at det slet ikke var sandt. Hun blev brutalt revet over gulvet og hen til ham, også selvom det korte kærtegn over hendes hår, var inden det for alvor gik galt. :Kulden som meldte sig.. Den psykiske tortur, som han havde udsat hende for i dagevis, sammen med den fysiske, som hun ofte fik lov til at mærke også, så var det vel heller ikke underligt, at det havde taget knækken på selv en stærk og kraftig mentaldæmon, som hun ville være normalt? Ringen forhindrede hende i at forsvare sig.. hun var et sølle menneske, som ikke kunne gøre andet end bare at tage imod, og den tanke knuste hende virkelig. Tårerne trillede ned af hendes kinder ved de følelser som han brutalt plantet i hende, også selvom hun vidste, at det var falsk! Kunne han ikke kæmpe bare lidt for hende..? Hun havde brug for den mand som hun elskede, og at komme hjem til sin familie, for hun vidste, at de alle sammen havde brug for hende! Hun kunne ikke stå imod.. uanset hvad hun forsøgte, så skete der bare intet! Grebet om hans håndled, var egentlig for at få ham til at stoppe, også selvom han fortsatte mere brutalt end hvad han havde gjort, før hun havde bedt ham om det. Et skrig forlod hendes læber, idet han endelig slap hende. Hun gispede i små hulk i et forsøg på at tage sig ordentlig sammen. Benene trak hun til sig, idet at han slap hende, selvom hun blev skubbet direkte ned i det iskolde gulv. Hun lå og skælvede, da han gik rundt om hende.. Om hun var så alene? Han skulle bare vide! ”Den er falsk..” endte hun sammenbidt, da hun vendte blikket mod ham. At han knælede ved hende og lagde hånden på hendes pande.. Hun gled direkte i den verden af minder, da han tvang sig adgang. Hun missede med øjnene, da minderne om deres ture nede ved stranden dukkede op.. Deres første kys og hans mange besøg på hendes herregård.. Jacqueline klemte øjnene sammen. Minderne gjorde ondt, hvis hun ikke kunne komme tilbage til det, og specielt nu hvor de kørte rundt i hovedet på hende. Den dag Lestat var faldet på knæ for hende, og de var blevet forlovet.. Efterfølgende med deres bryllup og fødslen af deres to elskede og dejlige piger, som sad hjemme og ventede på ham.. Alle de gode ting, som de havde oplevet sammen..

[Lestat De Lochér]

Lestat håbede, at han med tiden kunne få en slags accept fra Kimeya, nu hvor han 'knoklede' for den mand. Han gjorde jo de ting, Kimeya ikke selv ville og i hans frie tid, der torturerede han Jacqueline for at 'vende ordentligt tilbage til mørket' - ord taget direkte ud af Kimeyas mund. Han troede ikke på, at denne kvinde havde været en stærk mentaldæmon. Hun var svag i hans øjne, da hun på en underlig måde lod ham torturere hende og være ond ved hende. Hun var meget underdanig og derfor var det jo også tydeligt, at det mentale ikke smittede af. Når dæmonen var låst, så var hun virkelig svag og det var slet ikke en tilværelse han ville ønske.
Han fik hende hurtigt lagt ned og lod hånden falde på hendes pande, hvor han tvang sig ind i hendes minder. Han blev selv tavs, som han blev sendt ind i den rejse. Og han gik endnu mere i stå, da det trickede sandheden frem i ham, som Kimeya havde forsøgt at fjerne fra hans sind og skubbet ned i den dybeste afgrund af sindet. Men det kom frem nu. Han så det hele, alle de gode ting som de havde oplevet. Huskede, hvordan hun havde fået Junior tilbage til ham, ved at invitere ham til brylluppet - at han havde mødt sit barnebarn, han end ikke havde anet, havde eksisteret. Hvordan de om natten endegyldigt havde forenet sig og senere fået de to dejligste piger; de piger, han havde ignoreret den aften, Kimeya havde blackoutet hans hjerne. Han sad og stirrede ud i luften, helt væk i alt hvad han så, indtil det var som om mindestrømmen var slut og blev afbrudt, da de nåede til det sted, hvor Kimeya havde vendt det hele op og ned. Han hev hånden til sig og faldt nærmest ned på bagdelen og skubbede sig væk fra Jacqueline på gulvet med armene. Han rystede ukontrolleret og forstod knapt nok hvad der skete i øjeblikket. En kvalme overmandede ham. Han havde gjort det hele. Han havde gjort hende ondt... hans kone. Mørket brændte nærmest i hans hjerte og han pressede en hånd over hans bryst, nærmest for at få smerten til at holde op. Det var en stor smerte at vide, alt hvad han havde gjort. Pisket hende... skåret hendes ringefingre af... pisket hende... skåret i hende... banket hende... psykisk tortureret hende. Tårerne begyndte at trille ned over hans kinder som vandfald og han sad nærmest og hiksterede. Det her, havde han virkelig ikke haft brug for...

[Deleted]

Under helt normale omstændigheder, ville Jacqueline have en hel anden livsgnist, end den som hun havde vist den sidste måned. Alene det faktum, at vide, at hun blev tortureret af den mand, som hun elskede mere end noget andet, var mere end hvad hun lige kunne rumme.. hun lod ham gøre det.. Hvis det var den måde, hvorpå hun faktisk kunne komme tæt på ham, og lade sig blive rørt af ham, så var det sådan at det måtte være. Hendes hjerte hamrede af sted. Al den smerte som hun havde været udsat for, og bare for at få lov til at opleve et enkelt kærtegn af ham, så var det lige før, at hun ville mene, at det var det hele værd. Hun klemte øjnene sammen, da han lagde hånden på hendes pande, og alle minderne blev gennemrodet. Hun kunne nærmest mærke hvordan han tvang sig igennem det hele. En smerte meldte sig i hendes hjerte.. det gjorde ondt, at gennemleve det hele endnu en gang, også fordi at hun mere og mere var sikker på, at hun aldrig nogensinde ville få muligheden for at komme hjem til familien igen. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun vidste end ikke hvad hun skulle forvente sig efterfølgende.. Deres lykkelige bryllup, da han fik sin familie at se, som han var sikker på, at han havde mistet, og da de havde startet deres egen.. Alle de lykkelige stunder sammen.. Det var tabt.. At han så valgte at trække sig væk fra hende, fik hende hurtigt til at vende sig om. Hendes krop rystede.. Hun var kold, træt, sulten og ikke mindst forpint, og det havde tydeligt også sat sig sine spor. Uden at tårerne holdt op med at trille, blev hun bare liggende.. Afventede nærmest, at han ville håne hende for de drømme, som hun gik med.. Det kunne ligne ham, at bruge det som en undskyldning lige nu, fordi at hun havde det som hun havde. Selvom ringefingeren var væk, havde hun stadig ringen.. Den havde hun tryglet om, at få lov til at beholde, og det havde hun fået lov til.. efter en kæmpe omgang pinsel og tortur vel og mærke. Hun lå selv og hulket.. turde ikke gribe ud efter tæppet eller noget, da hun ikke havde fået lov til det.. Hun havde virkelig ondt!

[Lestat De Lochér]

Lestat skubbede sig hen til væggen og væk fra Jacqueline. Det var dog som om, at han ikke ænsede hende lige nu, for han kunne slet ikke komme ud af den trance af sorg og smerte han var endt i. Han var som faldet ned i et hul, han lige skulle komme op ad. Tårerne løb ned over hans kinder og gjorde hans øjne helt røde og hævede af at græde. Han slog armene omkring sine knæ, som han bøjede og sad lidt og rokkede sig selv, mens han prøvede at få styr på sine tanker. Mørket gjorde ondt og brændte i hans hjerte, som alle tankerne nærmest var en elektrisk smertefuld strøm igennem hans hjerne. Han forstod alt hvad han havde gjort, huskede det værst af alt. Hvordan skulle han nogensinde kunne tilgive sig selv for dette? At have været så svag overfor sin bror? Var det den mand han var blevet? En mand, der ikke kunne beskytte sin familie på nogen måde, fordi hans magi var så svag... hans sind var svagt. Han blev nødt til at finde hjælp, når de var kommet tilbage til en lidt mere normal hverdag. Han trak vejret dybt og prustede hiksterende ud, der fik hele hans bryst til at hoppe. Han tørrede tårerne væk fra hans ansigt og så hen på hende, som han kravlede hen over gulvet og hen til hendes side. Han strøg hende skælvende over håret og kinden. "Hvad har jeg dog gjort," hviskede han for sig selv, som han slog blikket ned og tørrede nogle tårer væk igen, der var faldet. Han sank en klump og greb fat om hende, som han holdt hende ind til sig. "Nu skal vi hjem," hviskede han fast. Han trykkede hende ind til sig og forsvandt i en sort røgsky. Han nægtede at være på dette sted længere, for han ville hjem til pigerne og hjem og have Jacqueline på rette spor, så hun kunne få ringen af halsen... og tro på, at mareridtet var ovre.

//Out.

[Deleted]

Jacqueline blev liggende på gulvet.. Nød af den pause som hun fik, inden hun var sikker på, at det ville fortsætte, for det gjorde det jo altid. Hendes krop rystede og uden stop, selvom hun virkelig forsøgte. At ligge der og hulke, og virkelig vise sig svag for ham, ønskede hun ikke, for det var jo det, som han hånede og nedgjorde hende på, og det var slet ikke en tanke, som hun kunne lide! Slet ikke! Aldrig kunne hun drømme om at lyve for ham, og om han ville beskrive det som drømme for hende, eller om han faktisk ville tro på, at det som han havde set, var sandt var jo aldrig til at vide.. Ikke nu hvor han var så præget af mørket og kulden, som Kimeya havde tvunget i ham. De få kærtegn som hun fik, gjorde det til at holde ud.. Hun ville jo ikke undvære ham for noget som helst! Som han kom hende i møde, og lagde hånden mod hendes kind, gispede hun næsten. Det var et.. kærtegn? Hun vendte de hævede og våde øjne op mod ham. Var det et nyt skridt i torturen? At hun nu skulle tro, at det hele var okay? Hun rystede på hovedet. Han skulle virkelig ikke have lov til at gøre den slags mod hende, for hun kunne virkelig ikke holde det ud længere! At han så direkte rev hende ind i favnen, fik hende til at gispe smertefuldt. Hun var fyldt med ar, mærker og nogen åbne sår, samt hun var kold, og hun i den grad havde ondt. Alligevel tog hun sig i at nyde det.. Falde mere til ro, i hans arme, end det som hun havde været i lang tid. Bare duften af ham.. at vide at han var der, selvom det nok var en del af hans nye torturmetode. Øjnene gled i, som de forsvandt fra stedet, uden egentlig at vide, hvor de tog hen. Hun havde virkelig ikke nogen anelse.. Selv stadig med troen på, at hun var under kraftig tortur..

//Out