Not what I expected!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ved at være hen på aftenen, og Malisha havde stort set hele dagen siddet og gloet ud af vinduet. Fanget i et hus bag en låst dør, og uden magi.. det var virkelig forfærdeligt! Hun sukkede tungt og trak benene op til sig. Naturligvis var hun glad for muligheden for varme.. og bare tanken om det bad, som hun havde fået tidligere, var virkelig himmelsk! Det var helt fantastisk! Blikket vendte hun roligt mod den store have, som hun kunne ane i det fjerne.. Umiddelbart, så var det ting, som hun ikke bare kunne vænne sig til, for det var svært efter så lang tid uden. Så lang tid uden folk omkring sig, også selvom hun endnu ikke havde nogen tro eller tillid til Sephiran, så måtte hun jo bare gøre det så godt, som hun nu kunne gøre det. Hun havde fået noget nyt tøj på kroppen, men ikke desto mindre, så var der stadig rigtig mange ting, som hun måtte finde ud af.. Det hele var bare forvirrende.
Malisha rystede på hovedet og rejste sig op. Hun havde ganske vidst fået et værelse, men hun brød sig bestemt ikke om at være låst inde! Hun følte sig hæmmet.. hun følte sig fastlåst og ikke mindst kvalt, og hun hadede det virkelig! Armene slog hun omkring sin egen krop. Hun lignede sig selv mere og mere, men den manglende magi, var virkelig forfærdelig nok som den var i forvejen for hende. Hun gik hen og satte sig på sengen.. En hel dag låst inde på et værelse, det var noget som uden tvivl gjorde hende direkte vanvittig! Selv frygtede hun for, at hun ville blive udleveret til Kimeya, for det kunne ligne en warlock af Sephirans kaliber at gøre, selvom hun virkelig hadede det! Hun havde virkelig ingenting at give sig til, og hun kunne slet ikke fordrage den tanke! ”For helvede..” mumlede hun med en fast tone, idet hun søgte hen til vinduet igen. Hun følte bare hun gik i ring… for hun havde ikke noget at give sig til!

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde allerede fra start bestemt sig for, at når han fik Malisha med sig, så skulle hun være låst inde. Han ville dog ikke byde hende kælderen når hun nu så 'frivilligt' havde indvilliget i at hjælpe ham, men ikke desto mindre, så skulle hun heller ikke leve i luksus; for det skulle jo være betaling for det, når hun havde hjulpet ham. For Tiyanna, så havde han også valgt at låse hende inde, for hvis han gav Malisha frihed til at gå rundt, så ville det nok gøre hende sur; så langt kunne han da tænke! Han havde fået afsat Mystique umiddelbart efter, at have fået Malisha med hjem, så det glædede ham kun, at hun nu kunne komme godt i gang med arbejdet. Han havde brug for hende på bordellet, for Yelena var jo borte med blæsten, selvom rygterne lød på, at en mand havde trukket hende med ud derfra; hvem, det vidste de dog ikke. Han kunne dog næsten regne ud hvem, men for nu var det ikke et problem, han kunne tage sig af, for vigtig var hun ikke. Han havde sit lille mysterie.
Roligt rejste han sig fra sin plads i stuen og gik ovenpå, hvor Malisha havde det lille værelse. Han ville drøfte sagerne med hende i dag og få på plads, hvordan han faktisk kunne hævne sig over Kimeya. Han havde ingen intentioner om at udlevere hende og han holdt også godt skjult, at hun var her; kun Tiyanna og ham selv vidste det indtil videre. Han nåede roligt døren som han lod gå op og så trådte han ind, stillede sig i vejen i døren så hun ikke kunne løbe ud. Han så på hende med et iskoldt blik. "Følg med," endte han kortfattet og drejede rundt på hælen. Han holdt øje med hende og førte hende med sig til sit kontor, der lå lidt henne ad gangen på samme sal. Han åbnede ind til kontoret og trådte ind og lod hende følge efter, hvor døren så gled i lås bag hende. Han trådte om sit bord og gled ned at sidde i stolen. "Tag plads," endte han og pegede mod stolen foran bordet. Han så afventende på hende, for de skulle til at i gang! Han trak vejret roligt og kneb øjnene en smule sammen. "Hvis jeg skulle tage imod et råd fra dig... angående hævn over Kimeya. Hvad ville du så sige?"

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde det ekstreme problem, at hun virkelig kedede sig! Hun følte virkelig ikke, at hun udrettede noget ved at sidde indelåst på et værelse! Selvom hun ganske vidst var gået med til at hjælpe ham, så var det bestemt ikke på denne måde, at hun havde regnet med det! Hun fnøs kortfattet.. Hun havde brugt dagen på at gå i cirkler.. hvad andet skulle hun da lave, for der var jo ingenting! Hun rystede på hovedet af sig selv, og stoppede op foran vinduet igen. Hvad og hvem der egentlig var i huset, havde hun ingen anelse om.. Det eneste som hun vidste, var at hun havde hørt en kvinde råbe af Sephiran, hvilket uden tvivl var en tanke som morede hende, for det vidste hun, at der ikke var mange, som turde at gøre. Hun lod hovedet søge mod karmen i vinduet, mens hun stod og stirrede ud. Det var længe siden, hun overhovedet havde været i nærheden af andre mennesker, så hun vidste ikke, om hun var i stand til at begå sig endnu.. Og hun hadede det.. Hun var bare en skygge af sig selv!
At døren så skulle gå op, fangede hurtigt hendes interesse. Hun kneb øjnene let sammen. ”For en gæstfrihed, Sephiran.. Jeg har siddet indelåst på et værelse hele dagen.. Så nu lukkes hunden endelig ud?” spurgte hun kortfattet, da hun bare valgte at søge med ham i stedet for. Selv stillede hun ikke rigtigt nogen spørgsmål.. Det var ham som sad med trumfkortet.. Blev han træt af hende, afleverede han hende vel bare på Kimeyas dør? Og det ønskede hun jo heller ikke ligefrem! At hun så skulle føres fra det ene værelse og videre til det næste i form af et kontor, fik hende til at himle med øjnene. Fantastisk..! At døren gik i lås, indikerede kun, at hun ikke ville have nogen bevægelsesfrihed – endnu vel at mærke. Hun valgte nu alligevel at blive stående, selvom han bad hende om at tage plads. Hun slog armene over kors. Det var direkte til handling, kunne hun da se. ”Hvis du skal have den ideelle hævn over Kimeya.. er jeg nødt til at vide hvad form for hævn du søger? Selv personligt, er min favorit at tage liv.. Det er altid underholdende,” påpegede hun kortfattet.

[Sephiran Acheron]

I princippet, var Sephiran fuldstændigt ligeglad med, at Malisha kedede sig. Han havde ikke bragt hende hertil, for at hun kunne more sig og han anede jo ikke, hvad hun overhovedet ville finde sjovt? Hun var her for at hjælpe ham med hævn, så jo før jo bedre, så han kunne få det gjort. Han ville ikke give hende til Kimeya på noget tidspunkt, end ikke hvis han blev træt af hende, for den fornøjelse skulle den mand slet ikke have! Han vædede kort læberne og lod døren gå op. Han rullede øjne ad hendes kommentar og lod hende bare følge med. Hun skulle ikke have frihed i huset, for han ønskede ikke en konflikt med Tiyanna. Men hvis hun ønskede noget, måtte hun jo sige frem og så kunne han jo se om han ville give hende det. "Vil du foretrække en kold og klam kælder i lænker, Malisha?" endte han kortfattet og sigende. Hun skulle da være så velkommen hvis det var hvad hun hellere ville! Han trak vejret roligt og smilede skævt. Han nåede kontoret hvor døren gik i lås bag hende. Han satte sig roligt ned og lod hende bare stå, selvom han havde bedt hende sætte sig. Han rynkede næsen og rystede på hovedet. Han havde ikke lyst til at slå Kimeya ihjel, for det ville jo ikke... gøre ham noget. Manden ville sikkert komme igen! "Stærke mennesker opstår igen, Malisha. Kimeya er opstået igen efter du slog ham ihjel, hvem siger han ikke kan det igen? Jeg er ude efter at hævne mig, så han aldrig glemmer det..." endte han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte sig stadig fanget, også selvom det var under helt andre kriterier i denne stund, så var det bare ikke rigtigt noget, som gjorde den vilde forskel for hende. Hun kedede sig.. hun havde virkelig ikke noget at lave, andet end at rende rundt i cirkler og glo ud af et vindue.. Det var slet ikke noget, som hun kunne holde til! At han så derimod truede med at sætte hende ned i kælderen, gjorde hende langt mere fast i ansigtet. Hun ville bestemt ikke sidde nede i en gudsforladt kælder! ”Og hvad er det helt præcist, der får dig til at tro, at det er der jeg har lyst til at sidde? Jeg har stadig ting at udrette i mit liv, end at sidde og tælle mursten,” endte hun med en kortfattet tone. Det var virkelig noget af det mest kedelige, som hun længe havde prøvet! Men det indikerede derved også at denne mand, ikke var en, som hun skulle pisse rundt med, og det var noget, som hun helt klart måtte tage til sig. Hun valgte jo alligevel at blive stående. Skulle han have den korrekte hævn over Kimeya, så var der ikke mange andre ting at gøre, end at gøre hvad man fandt bedst? Hendes tanker om hævn indebar som regel altid død.. Hun slog armene over kors og så sig omkring. Det var jo faktisk første gang, at hun var i hans kontor. Ja, det var første gang længe, at hun faktisk så andet end bare det gudsforladte hus, hun havde søgt skjul i. Hun gik hen til en reol, hvor hun lod hånden vandre over ryggen på en bog.. Fuldstændig ligeglad med om, det var noget som hun måtte eller ej. ”Hvis du ikke er ude på at vise ham, at du er bedre end ham..” Hun vendte sig roligt mod ham igen. Hun havde stadig ikke fået at vide, hvorfor denne mand så brændende ønskede den hævn over manden, at han ikke ville udlevere hende. Ikke at det gjorde hende noget, for det passede hende faktisk fantastisk godt! ”Fortæl mig hvad han har gjort,” opfordrede hun endeligt. Hun var nysgerrig, og hun måtte jo kende sagen i dens fulde omfang.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var på alle måder fuldstændigt ligeglad med, at Malisha kedede sig. Det var ikke hans problem. Fra hans synspunkt, så var han faktisk gavmild med hende, for normalt ville enhver blive placeret i hans kælder. Tiyanna havde været eneste undtagelse og hun blev nødt til at føle sig ovenpå, ellers blev hun sur. Hvad var der dog med kvinder? Han forstod sig ikke altid på dem... faktisk sjældent. Men han vidste bare, at han ikke direkte kunne leve uden hende. Han smilede morende over hende. Selvfølgelig ønskede hun ikke at sidde i en kælder, men det var jo alternativet, hvis hun gerne ville ud af værelset. "Så lad vær med at beklage dig," afviste han hende roligt. Han trak vejret roligt og blev siddende på sin stol, selvom hun stædigt blev stående. Det måtte hun jo faktisk selv om, for hvis hun gerne ville stå op, så måtte hun jo stå op. Han fulgte hende med blikket. Han agtede ikke at slå Kimeya ihjel, for det følte han slet ikke var nok. Kimeya var kommet tilbage sidst, så hvem sagde, at han ikke ville gøre det igen? Han ville hellere have, at det var en hævn, der ville ramme Kimeya... så Kimeya aldrig ville glemme, hvem han havde gjort uret. Han følte sig svigtet og at hans tillid var misbrugt, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre. Han rullede med øjnene. Han havde måske valgt forkert med at søge hjælp hos hende, hvis alt hun var ude på, var at slå ihjel. Han skubbede sig op at stå og trådte hen til hende, hvor han slog hendes hånd væk fra reolen. "Det er jo netop, hvad jeg er ude på... Men man kan ikke løse alt med at slå ihjel," endte han roligt. Han trådte et skridt baglæns og foldede hænderne bag lænden, som han sendte hende et fast blik. Han vidste ikke, om han ville fortælle det, men han kunne måske blive nødt til det. Og han hadede den tanke, at være nødt til noget! "Han har brudt min tillid," svarede han kortfattet. Han havde faktisk brudt ham som et dyr og en nærmere hjernevasket slave, og han kunne slet ikke have med det at gøre. Det gjorde ham forvirret og han havde brug for den ene person, han kunne stole på - hvilket nu var blevet Tiyanna.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha tænkte nok i lidt andre baner, end hvad man kunne sige, at Sephiran gjorde. Hun anså Kimeya som en trussel, og så lang tid, at den mand var i live, vidste hun godt, at hun ikke kunne vide sig sikker nogen steder, og derfor forsøgte hun at overtale Sephiran til at hjælpe hende med at tage mandens liv. Når hun kunne gøre det med noget så simpelt som en kniv, hvad skulle denne mand, så ikke kunne udrette? Hvordan det var med Sephiran og det liv, som han nu havde, samt hvordan hans situation egentlig var, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om, og i princippet, så var hun ligeglad, så lang tid, at hendes egen tilværelse, ikke involverede at skulle sidde lænket i en kælder, og det var også derfor, at hun vidste, at hun skulle være påpasselig.. Ellers gik det da galt for alvor. Hun var stram og fast i minen. Alene det faktum, at han kunne true med det, gjorde hende direkte arrig! ”Jeg beklager mig bestemt heller ikke,” sagde hun kortfattet, da hun gik hen til reolen, hvor hun lod hånden søge over en bogryg, også selvom han hurtigt var henne, og slå hendes hånd væk. Hun havde ikke set den slags, i det som måtte være årevis. Hånden tog hun til sig, kun for at vende sig mod ham. ”Det er bare så dejlig nemt.. så går det da også op for manden, hvad han egentlig har gjort,” påpegede hun sigende. At manden havde brudt hans tillid, var jo stadig i et stort eller vidt omfang, og det var jo ikke rigtigt noget, som kortlagde noget som helst for hende. ”Man kan bryde tilliden på rigtig mange måder, Sephiran.. Tro mig. Jeg ved den slags.. Hvad har han gjort?” gentog hun. Det måtte vel også gå op for ham før eller siden, at hun ikke bare ville nøjes med at slå sig til ro med et ene eller det andet, før hun havde fået sit svar? Det var jo heller ikke fordi, at hun som sådan, kunne hjælpe ham, hvis han ikke fortalte hende noget som helst.

[Sephiran Acheron]

Sephiran anså slet ikke Kimeya som en trussel. Han var ikke bange for den mand, han var bare inderligt sur og vred, hvilket virkelig gjorde ham frustreret. Han ønskede brændende en hævn, men han kunne ikke finde den rigtige indgangsvinkel. Hvad ville i sandhed ramme Kimeya? Det gik jo op for ham nu, at han faktisk vidste for lidt om den mand alt i alt, og det beviste jo bare hvor naiv han havde været! Han havde virkelig bare været en skødehund for Kimeya og var blevet kostet rundt med, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre. Han trak vejret roligt og så mod hende, som han selv kom op at stå og hurtigt var henne ved hende for at slå hendes hånd væk. Nogle af bøgerne var meget særlige og skrøbelige, så han nægtede, at hun skulle ende med at ødelægge nogle af dem! Han fnøs blot og trak på skuldrene, som han vædede læberne og puffede hende hen imod stolen, for hun skulle ikke stå og famle med hans bøger. Han trådte omkring sit bord igen og satte sig ned, som han så mod hende. Hun var bestemt ude på et eller andet, for ingen var så opsatte af at slå ihjel. Det var da i hvert fald ikke den bedste hævn i alle sammenhænge og slet ikke denne, for det ville jo ikke lære Kimeya noget! "Nej, det gør ikke. Tro ikke, at jeg vil slå Kimeya ihjel for dig," endte han og kneb øjnene sammen. Det var tydeligt det hun var ude på, for ingen skulle manipulere med manipulereren over dem alle! Han rullede med øjnene og så afmålt på hende, som han grublede over hvorvidt han skulle fortælle hende noget eller ej. "Det er nok ikke fremmed for dig, at Kimeya og jeg har været et tæt makkerpar. I mit hoved, har han fungeret som en bror langt mere end min biologiske bror... Jeg delte alt med ham, stod som hans ligemand... Det blev bekræftet til at være helt modsat... Jeg har ikke været andet end en, som han kunne koste rundt med... Blind tillid. Og det gør mig rasende!" endte han og knyttede en hånd.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

I Malishas øjne, var døden den bedste hævn, også fordi, at det var noget som ville give hende en form for ro, som hun uden tvivl kunne have brug for! Så lang tid Kimeya var i live, så ville hun være tvunget til at leve i skjul, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om i det hele taget. Tvært imod, så var det næsten noget af det værste af det hele, også for hende. At hun så ikke engang måtte røre ved hans bøger, gjorde han tydeligt, selvom det nu ikke var noget som hun tog særlig højtidelig. Hun vendte sig mod ham, med en fast mine, idet han stillede sig i vejen for hende og bogreolen, og fik hende hen mod stolen, hvor hun denne gang valgte at tage plads. Hun var måske kommet nogenlunde hjem, men hun kunne ikke leve eller ånde endnu.. Og hun manglede det virkelig! ”Og hvorfor ikke det, helt præcist? Det vil gøre det så meget nemmere, for så mange mennesker, kan jeg fortælle dig, Sephiran.. Det vil gavne selv dig, i din position,” sagde hun kortfattet. Hun var skam udmærket godt kendt med hvor tætte de to kære mænd havde været, og siden han kendte manden så godt, hvorfor skulle han så have hendes hjælp? Hans forklaring derimod, fik det hele til at give langt mere mening allerede fra starten af. Hun forstod sig skam på vreden.. Men det var egentlig ganske typisk warlock, at gøre den slags. En skam ellers. Konstantin havde gjort hende det samme.. Han havde selv svigtet hende. ”Kimeya har gjort den slags i al den tid, som jeg har haft kendskab til ham. Jeg arrangerede kampene i arenaen i håbet om, at det ville tage hans liv endeligt.. Det gjorde det ikke.” Igen vendte hun blikket mod bøgerne. Utroligt, at man kunne savne en ting så simpel som en bog.. Men hun havde jo ikke været i nærheden af et normalt liv igennem rigtig mange år.. Også på grund af de handlinger, som hun selv havde forårsaget. ”Jeg ramte ham på hans svageste,” fortsatte hun, idet hun igen rejste sig op. Hun gik dog ikke hen til bøgerne, men hen til vinduet. Hvor hun dog længtes efter at gå ud og bare være.. Malisha.. Den kvinde, som folk faktisk havde været bange for. ”Hvis du ikke vil gøre mig den tjeneste, at slå ham ihjel for mig, så jeg kan få et næsten normalt liv igen, Sephiran.. Så ved jeg ikke hvad der kan.. Eller hvad jeg får ud af det.” Hun ville ikke sidde her for tid og evighed!

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at han ikke ville føle det tilfredsstillende at slå Kimeya ihjel. Det var anderledes med den mand, fordi det var en, som han jo faktisk inderst inde havde lagt sin tro og tillid til og det var nu blevet brudt. Han følte sig virkelig svigtet og ydmyget, hvilket var følelser, han slet ikke kunne have med at gøre, for det gav ham lyst til at smadre alt omkring ham! Han lod dog vær, for huset skulle det ikke gå udover; derfor blev han nødt til at finde en måde at hævne sig på Kimeya. Måske han skulle ødelægge det sted, han holdt mest til? Tage hans underlige våben fra ham? Kidnappe Faith? Han kunne ikke helt bestemme sig for, hvad der ville ramme manden mest og han havde kun ét forsøg på den ultimative hævn! Han rullede øjnene og kneb øjnene sammen mod hende, for nu skulle hun passe på. Det ville ikke gavne ham det mindste, for han havde faktisk næsten alt... for nu. Han manglede bare hævnen for Kimeya. Og ja... mere magt. Men han var jo ikke garanteret positionen som warlockernes leder, specielt ikke efter, at han var røget igennem væggen. "Jeg gør ikke folks beskidte arbejde, Malisha! Jeg nægter at gøre noget, der gør tingene nemmere for andre," hvæsede han køligt. Han så mod hende, da hun nu sad stille på stolen, hvilket faktisk passede ham fint. Han sad selv tilbage i sin stol og han foldede hænderne foran sig. Nu hvor han havde fortalt tingene som de var, så nægtede han at diskutere det yderligere, for han kunne allerede mærke, at det nagede ham, at hun kendte til det. Og han fik lyst til at forsvare sin sag, fordi han var ramt på stoltheden, men det nægtede han at vise hende. Han vædede sine læber. Kimeya på sit svageste. Lige nu var han jo så ophævet på en pædistal, han skulle have hevet manden ned fra, at han var lidt usikker på hvordan. Han havde troet, at Malisha faktisk kunne bidrage med mere. Han fulgte hende med blikket og drejede stolen rundt. "Jeg har ikke bragt dig hertil, for at give dig noget som helst Malisha, bestemt ikke tjenester. Hvis du ikke finder en måde, jeg kan få hævn over ham på uden at slå ham ihjel. Så ryger du direkte i min kælder resten af dit usle liv!" hvæsede han fast og var oppe på benene igen. Han svang hånden og lod et sæt håndjern gribe hendes hænder bag hendes ryg, så hun kunne smage, at det var alvor.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Følelsen af svigt var Malisha kendt med. Som sagt, så havde Konstantin udsat hende for det samme, og tog hun ikke meget fejl af ham, så havde han allerede fundet en anden dulle et eller andet sted, og havde derved også erstattet hende. Tanken gjorde ondt. Aldrig havde hun følt sig elsket.. Aldrig havde hun været tæt på nogen.. Aldrig. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang og med en fast mine. Hun havde da alligevel håbet på, at hun kunne få ham til det, netop så hun også kunne genvinde bare en smule af sin frihed, også selvom hun vidste, at hun skulle være ekstrem opmærksom for resten af sit liv, og specielt så længe, at hun ej havde sin magi at gøre godt med. Den som dronningen af Lyset havde taget fra hende så brutalt! ”Forventer du virkelig, at jeg skal hjælpe dig med noget, hvis du ikke ønsker at yde mig noget igen?” vrissede hun nærmest af ham. Det var slet ikke noget som hun ville acceptere! I takt med at hun stod ved vinduet, skævede hun næsten længselsfuldt ud.. Velvidende om, at den dag hun faktisk søgte derud, så ville det tage hendes liv. Og det var noget af det sidste, som hun ønskede sig! Hun var bange for døden.. selvom hun virkelig forsøgte ikke at vise det overfor nogen som helst. Hans ord så hun ikke direkte noget i til start, men derimod den trussel, som kom efterfølgende, var noget som hurtigt bed sig fast ved hende. Hendes pupiller trak sig nærmest sammen, idet hun vendte sig mod ham. Håndjernene tvang hende hænder om på ryggen, og holdt hende stædigt fast der. Alene det at blive holdt fast, fik hende til at stå mere stiv. Hun vidste godt, at hun ikke stod i en situation, hvor hun kunne forhandle noget som helst, og hun hadede det virkelig! ”Hvis du tror, at det gør mig noget, at stå med hænderne bag på ryggen, så tager du fejl, Sephiran! Jeg har gået i år nu, uden at kunne magi.. Det er præcis samme følelse!” råbte hun nærmest af ham. Det var desuden også typisk hende, at tale før hun tænkte, og det havde altid været hendes svaghed.. Men at en mand skulle sætte hende på plads, havde hun aldrig accepteret!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ikke kendt med meget angående Malishas private liv og han var egentligt også ligeglad. Han skulle bare have hendes viden og så ville han holde sit løfte til hende, da han faktisk var en mand af ord på trods af alt. Men alt havde selvfølgelig sine undtagelser til at bekræfte reglen, hvilket desværre også oftest var hvad folk lagde mærke til. Han så mod hende. Han vidste godt, at hun troede hun var mere end ham, men det var hun ikke. Han skulle også nok få det banket ind i knolden på hende, for hvis hun ønskede at gå herfra med noget, så måtte hun makke ret og gøre, hvad han sagde. Han vædede flygtigt sine læber og rullede øjne ad hende. Lyttede kvinder virkelig aldrig? Han havde fortalt hende præcis, hvad hun ville få og nu stod og hun og påstod, at han ikke ville yde noget igen. "Jeg har allerede sagt, hvad jeg vil yde dig, Malisha. Asyl. Beskyttelse, et sted langt herfra, måske med en personlig slave når du nu ikke har din magi," startede han og lagde en hånlig tone på den sidste kommentar om hendes magi. Han fandt det morsomt, at en fra lyset havde taget hendes magi - svagt! "Jeg vil sørge for, at ingen kan finde dig udover mig. Men jeg kan også sagtens sætte dig af i det åbenlyse og se hvor langt du når?" endte han. Han mente det grav alvorligt, for han lavede bestemt ikke sjov særlig tit. Han gjorde, hvad han sagde, fordi han var en mand, der gjorde, som han tænkte på... uden altid at tænke meget mere over det. Han gik efter sin første indskydelse. Han smilede skævt, som han var kommet op at stå og lod håndjernene gribe hendes hænder. Han kunne sagtens få hende til at føle sig så fastlåst som intet andet. "Hvorfor råber du så af mig, Malisha?" spurgte han ganske roligt og grinte morende. Han morede sig faktisk, for det føltes godt at stå med det sidste kort. Han greb fat i hendes hals og holdt hendes blik rettet mod sig, som han kneb øjnene i. "Du må finde på noget til i morgen... Tiden tikker," hvislede han og slap hende. Han gjorde en gestus mod døren til, at hun måtte gå mod den. Da hun var nær den, så åbnede den sig. Han fulgte lige efter; hun skulle tilbage på sit værelse.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var lukket omkring hendes eget liv, også fordi at hun stort set kun havde oplevet skuffelsen. Konstantin havde ikke vist sig for hende, siden hun havde taget det valg, at tage til Procias, og hendes søster havde hun heller ikke set nogle spor efter hendes søster. Dem som hun faktisk havde regnet med, at hun havde omkring sig, var alle sammen nogen, som faktisk havde svigtet hende, og det var noget som faktisk gjorde hende ked af det. Blikket vendte hun direkte mod ham endnu en gang. Hun var slet ikke meget for, at sidde fanget på et sted som det her.. Og specielt fordi at hun ikke havde noget at forsvare sig med, hvad ville en slave så ikke gøre, den dag den ville finde ud af det? ”Og du tror ikke, at en slave, vil vende sig mod mig, dersom det går op for den, at jeg ikke kan forsvare mig med noget som helst, Sephiran? Jeg har uanset ikke tænkt mig, at sidde inde for at holde mig selv beskyttet. Jeg er en kvinde, som sætter stor pris på frihed.. Og den har jeg uanset ikke så lang tid, at den mand er i live,” påpegede hun med en ganske kortfattet stemme, idet hun igen vendte blikket mod vinduet. At hun pludselig stod med håndjern på, og med hænderne tvunget om på ryggen, selvom det var den selv samme fornemmelse, som hun have siddet med igennem de sidste mange år. Hun havde jo ingen bevægelsesfrihed, så hvad han egentlig var ude på, vidste hun ikke. Grebet omkring hendes hals, fik hende til at gispe. ”Hvor langt tror du selv jeg når?” spurgte hun kortfattet. Et døgn? Var det hvad hun fik? Jamen hun havde jo slet ikke lyst til at hjælpe den mand, hvis det skulle være på hans præmisser! Hun trak sig væk fra ham, da han guidede hende mod døren. Hun knyttede næverne, selvom hun intet kunne gøre ved det. Hun rystede på hovedet. ”Du ved slet ikke hvad du gør, Sephiran. Den mand er fuldstændig ligeglad med dig!” endte hun med en fast tone, da hun egentlig bare.. gik mod sit værelse. Det var vel derned han ville have hende hen?

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at der sikkert var mange grunde til, at Malisha var lukket i. Men han var faktisk ligeglad med hende. Hun var en kvinde og deraf svag. Han var selv stærkere, fordi han ikke var præget af følelser.. I hvert fald ikke andet end de negative følelser såsom frustration, at kede sig og vrede. Han vædede kort læberne, som han roligt så mod hende og mødte hendes blik. Hun ville sidde fanger her så længe, at hun kæmpede imod ham. Det var alt sammen på hans præmisser, og jo før hun accepterede det, jo før kunne hun også komme videre herfra. Han rullede med øjnene - hun kunne da ikke bare tro en smule på ham? "Jeg må indrømme, at tanken om at give dig en slave, der alligevel bare ville stritte imod og vende sig mod dig, er yderst morsom. Men jeg vil give dig en slave på dit niveau, om du kan komme op med en hævn," svarede han roligt. Hun kunne have håndjernene på den næste dags tid, bare for ydmygelsens skyld. Han havde faktisk lyst til at tage hende med i kælderen og torturere hende, men det kunne jo være hun faktisk ville komme op med noget uden at han behøvede det. Han kunne jo altid bare gemme det til senere. Det kom an på, om han havde lyst til at beholde hende her eller ej, når han havde fundet ud af hvilken hævn han skulle tage over Kimeya. Han smilede ondskabsfuldt til hende, som hun spurgte, hvor langt han selv troede, at hun ville nå. "Ikke langt, før du stod på Kimeyas dørtrin," svarede han. Han ville ikke selv give hende til ham, men hvis han satte hende på gaden, var hun ude af hans bekymringer... og så måtte Kimeya jo selv finde hende. Han fulgte efter hende, da døren gik i til kontoret efter dem og lod hende gå til sit værelse. Han havde andre ting at nå, end at snakke med hende. "Jeg ved udmærket, hvad jeg gør, Malisha. Meget muligt, at manden er ligeglad... Men han skal aldrig glemme mig," hvæsede han koldt. Han åbnede døren ind til hendes værelse og skubbede hende derind. Så smækkede han døren i igen og lod hende være tilbage med hænderne låst bag ryggen. Døren var låst og han begav sig videre...

//Out.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var lukket i som en østers, også mest for sin egen skyld, for hun ville ikke blive skuffet igen, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Hvis hun skulle stå der med en slave, som faktisk ville ende med at gå imod hende, var en tanke, som faktisk gjorde hende direkte arrig, for det var jo heller ikke ligefrem kriterier, som han kunne give hende på nogen måde, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. ”Du vil give mig en slave.. som ligger på mit niveau?” spurgte hun næsten forarget. Hun var jo ikke ligefrem dum, så hun kunne jo allerede nu tænke sig til, at den pågældende slave, ville komme til at rende forbi hende før eller siden, og den tanke, var noget som gjorde hende direkte arrig i den anden ende! Hænderne knyttede hun, og specielt nu, hvor hun ikke rigtigt kunne bruge hænderne uanset hvad! Hun ville ikke komme særlig langt væk, hvis hun blev smidt ud på gaden, for det ville ikke tage Kimeya lang tid, at finde ud af, at hun faktisk var der, og at hun var.. i live. Det var slet ikke sådan at hun ville have det. ”Du kan lige vove på, at gøre det..!” endte hun med en fast tone, og tydeligt også advarende. Selv vendte hun direkte blikket mod ham, da han ledte hende til det værelse, som han havde skænket hende. Hun var uden tvivl taknemmelig for det, men hun ville ikke sidde her og glo for resten af sin tid! Sephiran var en mand af holdning, hvilket hun havde fundet ud af, men han var får stålfast i den, og det ville komme til at gøre rigtig, rigtig ondt! ”Du er nødt til at gøre det på den måde, Sephiran. Den mand lærer aldrig ellers..!” endte hun fast, da hun nærmest blev skubbet ind på værelset, og døren nærmest gik i lås efter ham, da han lod hende være. Han tog ikke engang håndleddene af hende? Hun kunne jo intet gøre med em på! ”Tag dem af mig, Sephiran!” nærmest brølede hun, da hun kunne høre, at han forlod hende. Hun sparkede kraftigt ud efter døren og knyttede næverne. Hvad pokker skulle hun nu stille op?!

//Out