Longing for home

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var nok første gang nogensinde at Kimeya direkte havde formået at chokerer hende med sin handling, aldrig i sit efterhånden lange liv, ville hun have troet at han kunne finde på den slags.. ikke overfor hende, men hun havde åbenbart taget fejl. Det burde have vakt et hav af ubehagelige minder fra en tid hun aldrig havde delt med ham, men i stedet havde det kun vakt endnu større lyst, endnu mere længsel som ikke var blevet indfriet. ”Det gjorde jeg. Men det giver dig ikke ret til at gøre det af den grund,” påpegede hun lidt spidst. Hævede sine hænder og lagde dem begge på hans bryst idet han trak hende ind i favnen og lod hende stå mod den varme fugtige hud. Forvirring kunne han håndtere men det kunne hun ikke, vrede var langt mere enkelt men hun følte den ikke selvom hun for et kort øjeblik havde forsøgt at fremtvinge den i forsvar. I stedet dvælede hun ved at stå i hans favn, med hans duft i næsen, det ikke bare fristede men ligefrem lokkede hende til at blive længere. Hun skævede kort over hans skulder i retningen af sengen og et lidt.. legesygt glimt meldte sig for et øjeblik i de grønne øjne. ”Næh nej… du har det så fint med at gøre arbejdet, så gør det,” hviskede hun lokkende dog med snerten af en ordre, hun var ikke leder for ingenting. ”Desuden.. er sengen ikke lidt triviel efterhånden?” hentydede hun og førte den ene hånd til hans nakke for at holde ham tæt på sig. For nu havde hun valgt at lukke af for de mange tanker og frustrationer med de værktøjer han havde givet hende, for hvad skulle hun ellers gøre? Selve bearbejdningen måtte hun tage senere.. når hun havde sovet. ”Det må du fortælle mig. Hvis jeg blot er blevet en af de kvinder, du kan tage fra hvad du vil have, så kan det næppe tegne godt,” endte hun dæmpet og næsten sørgmodigt. Hun ønskede at være mere for ham end det.. hun elskede ham. ”Hvorfor kunne du ikke bare have sagt at det var det du ville fra starten?” spurgte hun og himlede med øjnene. Det var en formulering hun forstod. ”Jeg kan ikke… lige nu, Kimeya. Giv mig tid til at tænke den igennem for lige nu.. i særdeleshed lige nu virker det som en dum idé,” påpegede hun.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne selv chokere og overraske efter så mange år, og han vidste jo, at dette var noget, som hun kunne lide, for han kunne jo se det på hende! Hun var jo ikke vred, men nok snarere forvirret, hvilket var noget som han kunne handskes med, meget bedre, end det som han kunne med det andet her. Han vendte blikket direkte mod hende igen, som hun stod der i hans arme. Det var lige der han ville have hende.. Og hun stod der endda af sin egen frie vilje, hvilket kun gjorde det hundrede gange bedre for hans vedkommende. ”Sket er sket, og jeg kan ikke gøre det om,” sagde han med en ganske sigende, og nærmest.. ligegyldigt. Han lod hovedet søge let på sned.. Nu lagde hun endda op til leg igen, også selvom han ikke vidste om det var en god eller en dårlig idé, så lang tid, at hun virkede så forvirret, som det hun var for øjeblikket, så naturligvis var det noget som han tog lidt hensyn til – for en gangs skyld. ”Er du sikker på, at det er hvad du vil lige nu?” spurgte han med et sigende hævet bryn. Naturligvis ønskede han da at gøre arbejdet færdigt, men lige der, havde han ærlig talt kun tænkt på sig selv. Han bed tænderne fast sammen. ”Hvor mange tror du lige jeg går og river med mig hjem? Jeg kan garantere i den tid jeg har haft i denne chance af mit liv, så har der ingen været forbi denne seng,” sagde han kortfattet. Hvor lave tanker var det så ikke lige hun gjorde sig om ham? At hun så nu fandt ud af, hvad det var han havde ment, var noget som passede ham udmærket.. Havde hun bare set det dengang, så havde de aldrig været igennem det her problem, og så havde de stadig ligget i favn i sengen! Det var da bare irriterende, at hun selv skulle gå derud, hvor det ødelagde det hele! ”Det var netop det jeg sagde fra starten af..?” Han vendte blikket direkte mod hende igen. At hun så ikke ville lige nu, var uden tvivl en tanke som irriterede ham. Han slap hende igen. Hvad var hun bange for? Det irriterede ham virkelig! ”Meget vel,” svarede han blot. Hvad forventede hun helt præcist af ham?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det hjalp lidt at han lagde armene omkring hende og udviste en ganske anden omsorg end han netop havde gjort. På sit vis ønskede Faith ikke at være afhængig af den omsorg og tryghed.. eller af ham, men hun måtte vel bare erkende at hun havde levet omkring ham i så mange år, at det var nærmere umuligt at undgå? ”Det kan ikke gøres om, og du er tilsyneladende fuldstændig ligeglad,” konstaterede hun kun en smule irriteret. Det mindste han kunne gøre, var da at gøre det godt igen selvom han denne gang kun havde taget højde for sine egne behov. Det var ikke ofte hun lod sig forvirre på den måde, men lige denne gang var hun ikke sig selv.. hun var chokeret og så meget andet på en gang, men det ødelagde ikke hendes længsel.. hvad der derimod gjorde var hans pludselig usikkerhed og hensynstagen, hvordan pokker skulle hun tage den? Hun sukkede opgivende. ”For et øjeblik siden betød det ikke meget hvad jeg ville, hvorfor skulle det gøre det nu?” spurgte hun direkte, på sit vis var hun sådan set ligeglad, hun ville bare gerne have lov til at mærke ham også, for det følte hun ikke at hun havde. Det lettede at høre ham sige med egne ord at ingen anden kvinde havde taget hendes plads i sengen. Hun nikkede roligt som tilkendegivelse på at hun var tilfreds – med det. ”Man kan aldrig vide når det er dig,” påpegede hun bare og lagde panden på hans bryst et øjeblik, hun kunne mærke hans hjerte slå mod, men kommenterede det ikke. Langt om længe var det gået op for hende hvad han mente, men om hun kunne efterkomme det ven anden ting. På sit vis havde han skræmt hende ved sin handling selvom hun havde nydt det, og det skræmte hende hvor meget hun følte nu – takket være ham, hvor galt kunne det ikke gå med tiden? Han var ikke tilfreds med hendes svar, det kunne enhver idiot se, ikke mindst fordi han valgte at give slip på hende. Hun bakkede en kende opgivende. ”End ikke det er tilfredsstillende?” spurgte hun og hævede et dovent øjenbryn.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde aldrig nogensinde været ligeglad med Faith, og det var det som han jo forsøgte at vise hende. Han lagde roligt armene om hende, og lod hende stå der i hans arme i stedet for. Han kunne godt lide at have hende der.. tæt på, så han kunne mærke hende, han kunne dufte hende, hvilket kun gjorde det hundrede gange bedre. ”Du bad om det, Faith.. Ikke trick en mands længsel, hvis du ikke har i sinde, at imødekomme den,” sagde han ganske sigende. Han var jo for pokker ikke ligeglad med hende! At hun strøg ham over brystet, og berørte ham, var noget som han uden tvivl rigtig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. Han følte sig rolig, og ikke mindst afslappet, når hun gjorde det. ”Jeg kan jo se hvordan du har reageret på det.. Jeg vil nødigt ende med at gøre noget, og du så futter hele stedet her af igen, fordi du finder ud af, hvilken følelse, der skal være dominerende,” påpegede han ganske kortfattet. Han gad virkelig ikke gøre det til et kæmpe skænderi, eller noget lignende, for det fik de ikke noget ud af! Nu hvor hun endelig havde fundet ud af, hvor han var på vej hen, og hvad han havde ønsket i udgangspunktet, så var det uden tvivl noget som passede ham fint. Hvem var det nu, som gjorde sig lave tanker om hvem? Han havde måske gjort det en gang tidligere, men han havde jo selv lært, og havde heller ikke gjort det siden. Det var også derfor, at den længsel havde været direkte forfærdelig. ”Måske… men hvem er det så ikke lige, der gør sig lave tanker om hvem? Jeg bor her selv, Faith.. Jeg har ikke haft en eneste forbi sengen her,” sagde han sigende, idet han bare valgte at slippe hende. Han vendte blikket roligt mod hende. Det nagede hende, det kunne han da godt se, men det var han ærlig talt ligeglad med. Han måtte jo vente til hun fandt ud af det hele i så fald. ”Find ud af hvad du vil.. Så tager vi den derfra,” sagde han med en rolig stemme, idet han igen vendte blikket mod hende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith nød virkelig at være så tæt på Kimeya, stå i hans arme, selvom hun samtidig hadede at hun ikke kunne slip, end ikke rive sig fri af hans favn til trods for at det var til det bedre. ”Jeg ville aldrig bede om den slags, det burde du vide. Desuden er det næppe første gang jeg tricker det for at miste lysten, du snakker for meget,” påpegede hun sigende. Egentlig elskede hun at han snakkede under det hele, fortalte hende hvor skøn.. hvor smuk hun var, selvom det var mange år siden han havde gjort det, nu om dage var det bare tåbelige forsvar eller desperate forsøg på at vinde hende tilbage. I samme øjeblik han kommenterede hendes forvirring, stoppede hun med at kærtegne hans bryst og stivnede en smule i minen. Langsomt hævede hun blikket til hans igen. ”Hvis jeg ønskede at sætte flammer her, tror du så ikke jeg havde gjort det da du tog mig ved tvang, Kimeya?” spurgte hun lidt strengt. Pludselig virkede det ikke som om han havde synderligt lyst til at være tæt på hende igen, nu hvor han havde fået hvad han ville have, hvilket gjorde hende vred. Hun følte sig udnyttet, men sagde det ikke højt, det tillod dragten hende ikke, men så igen – den tillod ej heller at hun kom så tæt på ham. Ganske stille lod hun hånden falde og trak sig en smule fra ham. Han kunne ikke stilles tilfreds det var gået op for hende. Det var ikke fordi hun gjorde sig lave tanker om ham, tværtimod så vidste han det næppe, men han havde i mange år været hendes forbillede.. hendes helt, men lige når det kom til yngre kvinder så var han svag, hun havde mistet ham på grund af samme. ”Jeg har.. aldrig påstået at du havde en masse kvinder med herhjem!” udbrød hun og tog sig træt til panden. Alt mellem dem blev gjort til en diskussion, og det begyndte at være trættende. ”Meget vel. Godnat,” endte hun lidt spidst og fastgjorde sin agiel. Hun havde ikke lyst til at gå, men hvis han ikke ville have hende der, skulle hun endelig ikke forstyrre.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya slappede af ved følelsen af, at han havde Faith tæt på sig, også selvom han var klar over, at det kun var et spørgsmål om tid, inden det for alvor ville gå mod sin ende uanset hvad. Han vendte blikket mod hendes skikkelse, inden han kort hævede hånden og strøg den mod hendes kind. ”Jeg snakker for meget? Så må du jo stoppe med at snakke til mig,” påpegede han sigende. Det var ikke fordi, at han som sådan kunne gøre alverdens ved det, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Som det nu var sagt, så irriterede det ham selvfølgelig, at hun ville gå, for han ville jo helst ikke have, at hun skulle gå nogen steder! Uanset hvad, så var det hendes egen skyld, at han havde gjort, som han havde gjort, for den længsel havde virkelig været for meget for ham igennem den sidste tid.. Og at vække det, og så nægte ham det, var virkelig at lade bægeret flyde over! ”Det er jo aldrig til at vide med dig.. Du har før sat huset her i flammer ukontrolleret,” påpegede han kortfattet. Det irriterede ham virkelig, selvom det nu heller ikke var noget ,som han sagde noget til.. Hun måtte jo bare leve med omstændighederne, som de var. Hun stoppede sine kærtegn.. hun stoppede med at røre ved ham, og det var en tanke, som virkelig irriterede ham, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund, kunne man jo sige. Hun hentydede til det.. Det var jo slet ikke fordi at han ønskede at hun skulle se på ham på den måde! ”Men jeg ved du har tænkt tanken.. Tro mig.. Jeg har lært en hel del fra dengang.. Hvorfor pokker tror du, at pladsen ved siden af mig, har ligget urørt?” spurgte han kortfattet. Han trak sig et skridt. Hun tog om agielen.. Han vidste, at hun ville tage derfra.. Og han kunne ikke rigtigt gøre noget, for at forhindre hende i at gøre det. Han rystede på hovedet, inden han roligt søgte tilbage på sin side af sengen.. Så kunne det hele jo ganske enkelt bare være lige meget. ”Hvis det er sådan du vil have det.. Godnat, Faith,” sagde han, inden han lagde sig ned i sengen. Så måtte det jo være hendes egen beslutning!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Deres gode øjeblikke varede sjældent længe, så Faith turde næsten ikke håbe på at det ville vare særlig længe. Hendes indre var endnu et væld af forskellige følelser som hun ej kunne give udtryk for med dragten på, hun vidste bedre end det. Hans svar fik hende bare til at himle med øjnene. ”Det er jo desværre ikke så lige til,” vrissede hun og gav lidt op på at forsøge. Hvorfor blive ved med at prøve, ved en mand som det ene øjeblik var verdens mest følsomme og det næste øjeblik verdens største tåbe? Det korte strøg over hendes kind gjorde det ikke mere fristende at trække sig, men ikke desto midre gjorde hun det alligevel, han havde tilsyneladende ikke tænkt sig at efterkomme hendes ønske, hvilket kun fik hende til at føle sig mere flov over at hun overhovedet havde bedt ham om det. De grønne øjne endte direkte skarpe. ”Du lærte mig kontrol Kimeya, jeg lader ikke mine følelser styrer flammen i mig som jeg gjorde engang,” sagde hun hårdt og bakkede væk. Det var ikke ligefrem lysten der drev hende til at trække sig væk, men hun kunne fornemme selv en tavs afvisning. Nu ville hun gå.. som det havde været hendes første tanke. Hun rystede på hovedet. ”Tanker er tolkfrie ikke sandt? Jeg hentydede ej til at du trak kvinder med hjem i den seng som altid har været vores, hvorfor bringe det op?” spurgte hun opgivende. Det var vel bare for at pålægge hende skylden et eller andet? Hun fulgte ham med blikket idet han roligt strøg tilbage i seng – på sin side vel og mærke uden yderligere ord om noget som helst. ”Til helvede med dig,” mumlede hun sammenbidt før hun vendte ryggen til og forlod soveværelset med bankende hjerte. Nu var hun vred… for alvor. Bare for at understrege dette hævede hun hånden og satte ilt til et gammelt maleri på væggen idet hun passerede for at forlade stedet.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Det hele gik mod sin ende nu, selvom Kimeya nu heller ikke regnede med, at det ville forandre på resultatet, men det var nu bare sådan, at det måtte være i den anden ende. Når det nu var sagt, så var det virkelig vigtigt at understrege for hende, at der var grænser selv for ham. Han ønskede jo ikke, at hun skulle gå nogen steder.. Nej, han ønskede jo for pokker, at hun skulle blive her sammen med ham, selvom det nu også var tydeligt, at det ikke ville blive tilfældet. Han sukkede kortfattet. ”Tilsyneladende ikke,” sagde han endeligt, da hun valgte at trække sig helt væk fra ham, selvom det nu heller ikke var noget, som han havde lyst til, at hun skulle gøre. Det gjorde ham faktisk ked af det, at skulle se det på den måde, uden at han jo egentlig kunne gøre alverdens ved det af den grund. Hun hentydede tydeligt til, at han tog kvinder med hjem.. Selvom det slet ikke var noget, som han gjorde! Han havde ikke været i nærheden af andre! ”Kontrollen kan mistes,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme, selv uden at tage blikket væk fra hende på noget tidspunkt. Han kneb øjnene fast sammen. Hun var ved at blive vred, det kunne han da tydeligt høre, også selvom det i hans øjne og optik, var helt og holden hendes egen skyld. Han ville slet ikke høre sådanne beskyldninger! Han søgte tilbage til sengen, hvor han lagde sig ned i sengen på sin egen faste plads i stedet for alt det andet. Han fnøs. Det var en tanke, som faktisk gjorde ham hidsig. ”Tanker er måske tolkfrie, men alligevel hentyder du til det!” endte han med en fast tone, da han tog fat om dynen og lagde den over sine ben og manddom. Han så kortfattet på hende, da hun bad ham om at gå til helvede.. Han himlede med øjnene. ”Jeg er der allerede,” kommenterede han kortfattet, da han så at hun bare valgte at gå.. Han ønskede det jo ikke, men han ville heller ikke stoppe hende. At hun alligevel satte ild i et af de gamle malerier, reagerede han på instinktivt. Han bed tænderne kraftigt sammen, hvor han med et kraftigt vift med hånden og en massiv bunke koncentration, fik flammen under kontrol og slukket. Han fnøs.. Typisk hende at overreagerer på den måde. Han rystede kort på hovedet, inden han lagde sig ned i sengen. Halvt om halvt, havde han da fået det ud af det, som han gerne ville.

//Out