Longing for home

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ønskede egentlig bare muligheden for at finde en, som han kunne slå sig ned med. Det var vel heller ikke meget at forlange, var det? Problemet var jo bare, at den eneste kvinde, som han ønskede at gøre det med, var kvinden som ikke ville vide af ham på det punkt. Kunne hun da ikke se hvad han ville? Han betragtede hende med en rolig mine. ”Venner med fordele, derimod.. Du kommer hjem.. tager din plads i sengen her.. vi passer hver vores.. og vi har kun hinanden.. Ikke noget med et par.. Det er der det plejer at gå galt,” sagde han roligt. Han mente det jo faktisk ganske alvorligt, og hvis de skulle komme derud, hvor hun ville komme rendende fra tid til anden, hvorfor så ikke bare gøre det fra starten af, så det var overstået. Tungen strøg han let over sine læber, og med en tilfreds mine, da han endelig fik den dragt af hende. Selvom hun måske var præget af alder og det hele, så var det virkelig ikke noget som betød det mindste for ham lige nu. Han kunne ikke lade være med at drille hende.. Han vidste, at selvom hun gjorde brug af mange af de ting som hun truede med, så havde hun det meste i munden, selvom det ikke var noget som gjorde nogen forskel for ham lige nu. ”Du ved jo, at jeg har ret..” hviskede han med en rolig stemme mod hendes øre. Han lagde hende glædeligt ned i sengen, hvor han halvt om halvt lagde sig over hende. Han ønskede jo bare at passe på hende, som han selv ønskede at mærke hende helt tæt på, i stedet for alt det andet. Han smilede let. ”Det kan jeg leve med,” sagde han roligt. Hvis det kun var en håndfuld, som vidste at hun var taget af sted, så vidste han, at han kunne nyde øjeblikket, og uden at nogen ville komme rendende – forhåbentlig. Han strakte sig, for at indramme hendes læber, som han kyssede krævende og intenst. Han havde virkelig manglet og ikke mindst savnet at have hende så tæt på, som det han havde lige nu!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Den eneste mand Faith nogensinde havde ønsket sig var Kimeya, men det var et ønske som aldrig lod til at gå i opfyldelse. De ville aldrig kunne have hinanden fuldkommen og hun ville ikke blot være på deltid! Venner med fordele? På bare et øjeblik faldt hendes lyst og hun løsrev sig en smule fra ham for i stedet at sætte sig en smule op på albuen. Et nærmest gennemborende blik tilfaldt hans skikkelse. ”Du mener det helt alvorligt gør du ikke? spurgte hun en smule overrasket. Hun lagde hovedet på sin nøgne skulder og tænkte det hele gennem en enkelt gang. ”Kimeya, hvis du tror.. at jeg vil finde mig i at være din hore når lysten rammer og at du ellers kan glemme alt om mig resten af tiden, så tager du fejl,” vrissede hun. Det kunne være hende som havde misforstået hele sagen, men for hende lød det som om han ville sove med hende, elske med hende men ikke vedkendes hende i løbet af dagligdagen, med andre ord, ingen forpligtigelser, han kunne gøre hvad det passede ham og hun ville end ikke kunne tillade sig at blive sur? Roligt lagde hun sig ned igen og så op i loftet. Den mand formåede virkelig at dræbe en stemning, hun havde haft ret, han skulle ikke tale. ”Til dels,” svarede hun lidt kortfattet og kunne ikke holde et opgivende suk tilbage. Den dæmpede hvisken i hendes ører vækkede en mindre sitren i hende, men hun valgte alligevel at lægge hænderne imellem dem idet han lagde sig ind over hende. ”Det tror jeg ikke,” endte hun og vendte blikket væk for at forhindre hans kys selvom hun virkelig havde lyst. Hun havde ikke tænkt sig at finde sig i hvad som helst, og slet ikke i at være hans egen frie bimbo! Okay det var måske at overreagerer, men det var trods alt hvad hun var kendt for, desuden så ville hun mene at hun var mere værd end at være hvad han tilsyneladende ønskede af hende!

[Kimeya Marvalo]

Hvis der var nogen, som Kimeya ønskede at tilbringe tiden sammen med, så var det Faith. Selvom han nu havde forsøgt med en formulering, som selv lød ganske fin i hans hoved, så havde han da tydeligt sagt noget forkert.. en tanke som uden tvivl vakte ham en frygtelig stor frustration, for hun misforstod da også bare det hele! Han himlede let med øjnene, som hun trak sig fra ham og satte sig op. Hun havde jo uden tvivl misforstået hvor han ville hen! Han rystede på hovedet, inden han roligt satte sig op ved siden af hende igen. ”Hvem sagde noget om at vi skulle gøre den slags? Jeg ved og kender dig godt nok til at vide, at du nu kommer her engang, så kommer du igen… Jeg vil have du flytter ind, tager din plads i sengen.. vi gør hvad vi vil har lyst til, tager på arbejde om dagen.. passer hvad der nu skal passes, og tager hjem.. ingen direkte forpligtelse,” sagde han roligt. Det var ikke fordi at han regnede med, at skulle have nogen anden uanset, for han ville jo ikke.. Han ville ikke have nogen anden, og det var vel, også det, som han ønskede at fortælle hende? At den eneste, som havde nogen betydning for ham, var at have hende ved sig, og det var faktisk det.. Og det måtte hun jo forstå! Han selv lagde armen omkring hende og rev hende med sig ned i sengen. Hun skulle bestemt ikke tro på, at hun kunne komme her, vække ham.. vække lysten og så trække sig efterfølgende, for det ville han da slet ikke have! Det kunne hun bestemt ikke være bekendt! Hun forhindrede ham i at kysse hende.. og hun afviste ham generelt, og det ville han altså slet ikke have! Han lod hånden stryge roligt over hendes side, og tage turen op over brystet.. Hvis hun troede, at hun kunne ligge der og lege og spille fisefin, så kunne hun godt tro om igen, for det var slet ikke noget, som han fandt sig i! ”Hold op med det der, Faith,” endte han med en mere kortfattet og bestemt tone.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var efterhånden karakteristisk for Faith at konkluderer før hun egentlig havde forstået hele pointen. Hun tog det som en grov fornærmelse at han ville have det hele af hende men uden at vedkendes hende som sin overfor hverken sig selv eller nogen anden. Selvom han tilsyneladende forsøgte at udpensle hvad han ønskede, så hjalp det ikke synderlig meget, det var i bund og grund det samme han sagde. Hun himlede med øjnene. ”Det er en ret god forretning for dig Kimeya, men hvad får jeg ud af det? Du burde kende mig bedre end at tro at jeg ville lade mig udnytte på den måde, jeg er ikke en kvinde man vælger til og fra på den måde. Du ved såvel som jeg at jeg nemt kunne finde en anden at dele mit liv med, du ved også at jeg ikke ønsker at dele det med nogen anden. Ingen forpligtelser.. jeg skal bare være her og når du så slæber en af dine unge tøjter med hjem, skal jeg bare acceptere det for vi er ikke et par.. godt forsøgt,” svarede hun afvisende. Hvad pokker regnede han hende for?! Lysten var pludselig blevet slået ihjel på blot få sekunder. Hun lagde sig på ryggen og stirrede bare op i luften selvom Kimeya tilsyneladende ihærdigt forsøgte at holde hendes gejst ved lige. Det havde virket som en god idé, men nu fortrød hun egentlig mere. Det hun følte for ham var noget helt andet end han åbenbart følte for hende. Hun lod hans arm hvile omkring hende, men tættere fik han ikke lov til at komme. Kinden vendte hun i samme øjeblik han forsøgte at kysse hende, så han i stedet for mødte den. ”Gu’ vil jeg ej, du har tilsyneladende frygtelig lave tanker om mig,” vrissede hun og vendte sig om i hans favn så hun i stedet lå med ryggen til ham. Den faste tone var ganske vidst en advarsel, men hun var så vant til hans trusler, hvorfor tage dem alvorligt nu? ”Lad os sove,” mumlede hun og lagde ikke skjul på sin utilfredshed. Hvorfor pokker var hun overhovedet kommet?!

[Kimeya Marvalo]

Uanset hvad Kimeya sagde, så var det tilsyneladende ikke rigtigt, men det var da også kun fordi at det var typisk Faith at dømme tingene, uden at kende til sagens omfang fra starten af, og det var noget som helt klart måtte irritere ham som bare pokker! Han vendte blikket direkte mod hende. Hun fik da lige så meget ud af det, som han ville! Der lå ingen forpligtelse i det – Og med det, så snakkede han jo om ringene, som de jo havde prøvet så mange gange, uden at det havde nogen direkte effekt, så det irriterede ham da kun langt mere! ”Kan du overhovedet se hvor jeg vil hen, eller er du lige så blind, som du altid har været Faith? Det som jeg fortæller dig, får jeg ikke mere ud af, end hvad du gør, selvom du vel næppe kan se det. Desuden.. hvem siger jeg skal slæbe alverdens tøjter med mig hjem? Det er aldrig gået op for dig, at du er den eneste jeg vil have?” spurgte han med en mere kortfattet stemme. Det irriterede ham virkelig, at hun ikke bare kunne forstå det, men altid skulle gøre tingene til et kæmpe skænderi, eller en konstant diskussion, for det var ikke noget, som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende. Som hun lagde sig med ryggen til ham, hvilket han tog som en afvisning.. Selvom hun bestemt ikke skulle tro, at hun kunne komme her og vække ham og lysten med, og så fortryde bagefter, for sådan legede de så sandelig heller ikke! Ikke på vilkår! Han rykkede helt op bag hende, hvor han stirrede på ende med et direkte fast blik. ”Lave tanker om dig?” gentog han spidst. Det var hende, som dømte ham på forhånd! Han lod armen roligt hvile omkring hendes skikkelse, og med en tydelig fast og intens mine. ”Sove..? Du kan tro nej..” Han tog fat omkring hende, for at tvinge hende om på ryggen. Hvis hun ikke ville dele det med ham, så måtte han jo tage det fra hende! ”Du skal ikke komme her og tro, at du kan snige dig ind i mit hjem, vække mig og lysten med, og så fortryde bagefter.. Sådan leger vi ikke..” endte han hæst mod hendes øre, inden han tog fat om hendes lår i et fast tag. Nu var der ingen kære mor!

[Faith Jaceluck Marvalo]

I Faiths øjne var det kun Kimeya der vandt på hele den aftale. Hun skulle bare stille sig til rådighed, og så kunne han ellers vælge og vrage som han lystede, det ville hun under ingen omstændigheder finde sig i! Hun ønskede ham.. det gjorde hun, og derfor kunne hun heller ikke nøjes. Hvis han nu bare havde gjort det klart for hende, at når han sagde forpligtelser, så mente han ringene, så ville der slet ikke have været et problem. ”Hvis du virkelig vil have mig Kimeya, hvorfor pokker ønsker du så ikke at vedkendes mig som din? I mine øjne giver det ikke nogen mening, desuden har du aldrig ligefrem været kendt for at holde fingrene fra kagedåsen,” påpegede hun lidt spidst. Ja hun havde måske tendens til at dømme det lidt for hurtigt, men Kimeya var elendig til at formulerer sig! Hun blev liggende med ryggen til ham som en tydelig afvisning selvom hun et sted stadig længtes efter ham, hun havde ikke fået hvad hun var kommet for og nu havde han formået at tage lysten fra hende. ”Jeg elsker dig, hvis du tror jeg vil nøjes så har du lave tanker om mig,” svarede hun spydigt. Hun lukkede stædigt øjnene selvom hun udmærkede kunne fornemme i hans greb at det gjorde ham aggressiv. Det kom dog bag på hende at han tvang hende om på ryggen med et fast tag. Tydeligt overrasket faldt de grønne øjne til hans. ”Hvad fanden tror du, at du har gang i?” spurgte hun en kende chokeret og forsøgte at skubbe ham væk. Faktisk så kunne hun et sted godt lide det faste tag omkring hendes lår selvom det på sit vis faktisk gjorde ondt. ”Jeg leger som jeg vil lege, og du er selv skyld i at jeg mistede lysten til dig!” udbrød hun vredt. Det var måske en overdrivelse, hun havde bestemt ikke mistet lysten til ham, det var aldrig sket før, og det ville næppe ske nu. ”Slip mig,!” forsøgte hun og trak benet til sig.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste ikke hvordan han ellers skulle formidle det, men for en kvinde som Faith, så kunne han vel bare ikke sige det rigtigt? Og nu hvor hun havde dømt det på forhånd, så kunne han da lige så godt opgive det på forhånd. Han himlede med øjnene. Det var jo heller ikke fordi at han rev kvinde efter kvinde med sig hjem, for han var slet ikke interesseret i den slags! ”Du misforstår mig, Faith,” sagde han kortfattet. Det var jo ikke fordi at han ikke ville vedkendes hende, for selvfølgelig ville han da det! Det var jo lige præcis det, som han gerne ville! Og det kunne hun vel godt se, hvis hun gad bruge fornuften bare lidt? Han elskede hende jo, og det var jo ligesom derfor, at han forsøgte at finde en løsning på det hele. Han blev liggende helt oppe bag hende. Hun skulle bestemt heller ikke komme her og tro, at hun bare kunne.. vende ryggen til det hele, når det hele var sat i gang, for det kunne man bestemt heller ikke.. Det var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde! ”Som jeg også elsker dig, og ønsker at finde en løsning som vi begge to kan leve med, og det er derfor jeg foreslår det her,” endte han sigende. Det var jo slet ikke fordi at han gjorde sig lave tanker om hende, men fordi at han vidste, at det gik galt, så snart de fik ringene involveret. Det var vel fordi at ingen af dem, kunne klare at være så fastlåst, selvom de med hans forslag, stort set ville ende samme sted? Bare uden.. den samme form for forpligtelse.. Det var mere noget, som man gjorde, fordi at det var hvad man ville. Han rystede på hovedet. Nok var simpelthen nok, og at sove nu, det kunne han da slet ikke! Han sov jo uanset uden en trævl på kroppen, for sådan havde det været i evigheder, så det var jo ikke engang fordi at det her var besværligt! Han tog fat om hende og tvang hende om på ryggen i stedet for. ”Vi ved begge to, at lysten til mig, ikke er væk..Du spiller Faith.. Og du må lære at acceptere, at du ikke altid kan få tingene som du vil have, bare fordi at du er blevet lidt fornærmet,” endte han fast mod hendes øre. Han tog fat om trusserne, kun for vilkårligt, at rive dem af hende, så hun selv endte fuldstændig blotlagt for ham. Han tvang sig veje ned mellem hendes ben. ”Lyst er vækket og lyst skal stilles.. Villig eller ikke..” Han tog fat om begge hendes arme, for at holde dem fast ned i madrassen, da han gjorde første faste indryk og trykkede sig på plads. Han ønskede det, og var nødt til det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde allerde dømt det hele på forhånd ud fra hans ord, det ville kræve en ekstremt god formulering for at redde den i land. Det gjorde et sted ondt at han kun ville have hende halvt, gøre de ting med hende som et par nu gjorde, men til enhver tid være i stand til at kaste ansvaret fra sig, for de havde ingen forpligtelser overfor hinanden. ”Jamen så sig hvis du mener frem for at pakke det sådan ind!” vrissede hun frustreret. Deres kommunikation havde aldrig været kendt for det bedste, men det var bare sådan de var sammen. Det gik et kort øjeblik op for hende at hun netop havde givet ham de store ord.. og at han netop sad og gengældte dem, så på sit vis var de vel allerede længere ude end de kunne bunde? Hun slog hånden på panden og rystede opgivende på hovedet, Nathaniel havde haft ret hele tiden, de var håbløse! ”Løsningen er ikke.. det der! Det er bare vanvittigt og det sætter mig i en lavere position, det vil jeg ikke,” påpegede hun lidt hårdt. Han havde ført hende tilbage på toppen, hvis hun gik med til det der, risikerede hun det hele på ny. Hun stirrede tomt frem for sig, ind i væggen som hun havde gjort alt for meget i mange år. Der var der hendes tanker kredsede, som sædvanlig om ham selvom han lå og holdt om hende, om ikke andet til han tvang hende om på ryggen. Hendes hjerte slog utallige kolbøtter. Det var en helt anden mand, den Kimeya hun var vant til ville aldrig skade hende eller vanære hende eller hendes krop på den måde. ”Ikke få tinge…” hun tav et øjeblik og forsøgte at vriste sig fri under ham. [color=Orange og du skal lære at du ikke altid kan få tingene som du vil have det, bare fordi du kræver det!”[/color] udbrød hun hidsigt. Nu gik han over stregen! ”Du kan lige vove..!” startede hun advarende, men nåede ikke at sige mere før han havde trukket trusserne af hende og forenet deres kroppe i et fast stød. Hun stønnede hæst. Hendes arme lå fastlåst i madrassen selvom hun forsøgte at få dem fri, vel et sted fordi hun skulle gøre modstand? Hun kunne have gjort meget mere end hun gjorde så stærk som hun var nu, men af ukendte grunde, gjorde hun det ikke.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne sagtens formulere sig – så han selv kunne forstå det, men det var bare ikke noget som var nemt, når man havde med en kvinde at gøre, som konkluderede, allerede inden han nåede at åbne munden. Alligevel var hun den kvinde, som han måtte elske, og det var slet ikke noget, som nogen kunne gøre noget ved, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.. Det gjorde det bare ikke bedre! Han himlede med øjnene. Hun var virkelig begyndt at irritere ham. Hvorfor fanden var hun overhovedet kommet? Det gav pludselig ikke mening noget af det! ”Hvorfor kom du overhovedet, hvis du skal være så utilfreds?” spurgte han med en kortfattet stemme. Det irriterede ham uden tvivl, at det nu også var noget, som han skulle til at slås med! Han elskede hende, og nu havde han sagt det, også selvom det var tydeligt noget, som hun ikke havde regnet med. Han satte sig kort op ved siden af hende. ”Hvad pokker er problemet i at du bor her, du sover i sengen her, og om dagen, så går vi hvert til sit, og passer vores arbejde? Hvis det ikke er en løsning, så håber jeg så sandelig, at du har et bedre forslag,” sagde han med en kortfattet og tydeligt bestemt tone. At hun så skulle fortsætte med at afvise ham, var slet ikke noget som han brød sig om i det hele taget. Tanken gjorde ham direkte rasende. For det var ikke hvad han havde sat sig i hovedet for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om! Han tog fat om hende, og tvang hende ned i sengen, hvor han ikke lang tid efter, havde fået hende tvunget under sig, og forenet deres kroppe. Nu var det ham som tog styringen!....

…. Kimeya gjorde det sidste endelige stød, inden han trak sig væk fra Faith, som han lod ligge i sengen. Først nu valgte han at slippe hendes arme, da han havde gjort hvad han havde været indstillet på, da hun havde valgt at vække ham og havde valgt at kærtegne og kysse ham alle steder! Han sukkede tungt.. Hans krop glinsede i sved, også fordi at han havde kørt hårdt… frygtelig hårdt til. Han smilede let for sig selv, inden han selv bare blev liggende ved siden af hende. ”Fantastisk..” endte han sigende for sig selv. Han vidste jo ikke, om hun havde den samme holdning eller mening til det. Og et sted… så var han fuldstændig ligeglad.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith var måske for god til at konkludere og for dum til at stille spørgsmål, det var sådan hun var opdraget – handling først, spørgsmål bagefter og det han foreslog virkede for hende fuldkommen vanvittigt, måske fordi hun vel var bange for at han ville såre hende igen? Som så mange gange før, og nu hvor hun var så stærk, så turde hun ikke at tage chancen! ”Jeg kom for at være tæt på dig, ikke for at få lavere rang end en kongelig elskerinde,” svarede hun tvært. Hun var kommet fordi hun savnede og længtes efter ham, men den slags var hun ikke længere i stand til at sige højt. Hun himlede med øjnene og forsøgte at vriste armene fri fra hans greb. Han havde ikke gjort hende ondt på den måde før, det kom bag på hende at han gjorde det og så, så koldt. ”Det er ikke det der er problemet Kimeya! Forslaget er i sig selv fint, men hvad der ikke er fint, er at du vil gøre hvad der passer dig uden nogle forpligtelser, og så slip mig da for helvede da!!,” udbrød hun hidsigt og hævede denne gang stemmen. Han skræmte hende.. hun havde muligvis selv bedt om det i og med at hun havde vækket lysten i ham men han havde altid taget nej for et nej uanset hvor fornærmet hun var blevet, eller forsøgt at overbevise hende på anden vis. Hun stønnede hæst da han forenede dem med sit hårde stød og satte akten i gang.

… der var næppe gået mange minutter siden Kimeya var begyndt, alligevel havde Faith næsten glemt at gøre modstand mod hans stærke greb. Hun havde i stedet forsøgt at forhindre sig selv i at nyde det, fordi hun vidste at hun ikke burde, alligevel var det fantastisk at blive domineret på den måde. I ny og næ brød et støn dog hendes læber på trods af at hun kæmpede for at holde dem inde, til han var færdig. Hun selv nåede aldrig det klimaks, selvom det var forbandet tæt på af mystiske grunde. Da han ”endelig” trak sig lå hun bare og stirrede op i loftet.. forpustet og forvirret, et sted med trangen til at bede ham om at fortsætte, og et andet sted fristet til at græde, dog kunne hun ikke drømme om det. At han var så kold kom virkelig bag på hende. Kort skævede hun i hans retning som han sad der alt for tilfreds. Det der skræmte hende mest var hvor meget hun havde nydt det og hvor frustrerende det var, at hun ikke selv var færdig! Uden så meget som et ord, satte hun sig op og vendte ryggen til ham. Hun var øm.. for første gang siden.. ja siden hun var barn. Næsten alt for stilfærdigt begyndte hun bare at klæde sig på.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya gad virkelig ikke flere af deres evige skænderier, og specielt ikke, hvis det ikke var noget, som nogen af dem fik noget ud af.. Faith var for god til at konkludere, og specielt når det kom til ham, og han hadede det virkelig! Og nu hvor hun alligevel skulle ligge og være skide tøsefornærmet, så var det bare som om at bægeret måtte flyde over for ham, for det var slet ikke noget som han kunne rumme lige nu. Han tog fat i hende, og tvang hende ned i sengen, for selv at tage det, som han følte at han havde brug for. Han elskede hende jo, og det var jo heller ikke fordi, at han var ude på at gøre hende ondt.. Det havde jo aldrig nogensinde været hans hensigt, og dette var heller ikke ligefrem et undtag af den regel. Han trak sig, da han havde gjort sig færdig.. Lidt ligeglad med hvordan hun havde det.. Det var en længsel, som bare skulle indfries, selvom han allerede nu kunne sige sig, at det nok næppe var en tanke, som hun forstod sig på, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, da hun kiggede mod ham.. Han fortrød ikke.. Og det ville han nok aldrig nogensinde komme til. Han gengældte blot hendes blik, inden han tavst så til, at hun satte sig op og begyndte at fumle efter sin dragt. Han himlede let med øjnene. ”Går du allerede? Du er jo lige kommet her,” påpegede han sigende. Det var ikke fordi at han ønskede, at hun skulle tage nogen steder, men forstod derimod godt, hvorfor hun gjorde det. Han satte sig roligt op bagved hende, inden han lod hånden søge mod hendes skulder. Han havde det langt bedre nu, hvor hans var indfriet i stedet for, at hun skulle ligge der for hans fødder og nærmest spille kostbar. ”Bliv liggende her og få en nats søvn,” bad han videre, inden han roligt lagde sig ned. Han selv var ved at være træt af den handling, for han havde jo været træt i forvejen. Han sukkede tungt og så roligt mod hende. Afventende til hendes næste træk.. Gik hun? Eller blev hun?

[Faith Jaceluck Marvalo]

De havde altid haft deres mange skænderier muligvis fordi Faith var så forbandet stædig og Kimeya irriterende dårlig til at formulerer sig. De ville næppe komme videre herfra. Det var virkelig kommet bag på hende at Kimeya på sit vis havde gjort hende ondt. De hårde stød havde ikke været direkte smertefulde, men det havde været hårdt og skræmmende på sit vis, hvilket var endnu en grund til hun kun hadede idéen mere om at hun faktisk havde elsket det. Det intense blik faldt på hans skikkelse i få sekunder før hun i stedet satte sig op med ryggen til. Det var forvirrende.. det ene øjeblik fortalte han hende at han elskede hende, det næste tog han hende mod sin tvang? Som det så ud i hendes øjne, så var han blevet kold og ligeglad på trods af alt det de havde været igennem og han havde vanæret hende på det værste. Tavst greb hun ud efter dragten og begyndte at bakse den på, hvilket ikke var det nemmeste i sig selv. For et øjeblik glemte hun at han sad bag ved hende, frem til hånden endte på hendes skulder. Forskrækket slap hun et gisp og kastede et blik om mod ham. Hendes længsel var endnu ikke indfriet, men lige nu var hun uanset nok for chokeret til det. Hun rejste sig i en hastig bevægelse og trak dragten op over livet selvom den endnu ikke blev trukket helt op over hendes overkrop. ”Blive?! Du har lige voldtaget mig Kimeya!” udbrød hun mere frustreret end direkte vred. Hun sank en klump og bed sig i læben. Efter to år uden præg af følelser, så var det underligt at føle så meget på en gang, overvældende på sit vis, hun forstod vitterligt ikke hvorfor. Hun trak dragten helt op om sig og lynede den på midten. På sit vis ville hun virkelig gerne blive bare og sove, hvile i hans favn men det kunne hun ikke nu. ”Hvorfor Kimeya?” spurgte hun direkte og slap et tungt suk. Hun var nødt til at vide det, hendes tanker kørte jo allerede som en sindssyg.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at der var stor chance for, at Faith ikke ville blive efter det som han havde gjort, så det var ikke fordi, at det var noget, der som sådan kunne gøre noget ved det. Han ønskede nu uanset ikke, at miste hende på denne front, men det var bare slået klik for ham, når hun konstant skulle fortsætte med at afvise ham, på baggrund af noget så komplet latterligt, for det kunne han slet ikke have med at gøre! Hånden lagde han roligt mod hendes skulder, selvom det tydeligt var noget som gav hende et stort chok, så tog han sig ikke rigtigt af det. Han vendte blikket mod hendes skikkelse. Voldtaget hende? Det var lige lovlig voldsomt fremstillet, men det var nok sandt.. Det var vel sådan at hun så på det? Han himlede med øjnene. ”Indrøm det.. Du kan lide det..” endte han med en ganske kortfattet tone. Han havde jo set, hvordan hun havde nydt det, for hun havde jo droppet modstanden til sidst, og han havde hørt hende sukke og stønne undervejs! Han blev siddende og så til at hun tog dragten på igen.. Det var noget som uden tvivl irriterede ham, men som han vidste, at han ikke kunne gøre noget som helst. ”Hvorfor..?” Han rejste sig roligt op, også selvom han stod i ingenting, så var det slet ikke noget som gjorde nogen forskel for ham, for han skammede sig ikke over sådan som han så ud, også selvom han vidste, at han var præget af alverdens ar og mærker.. både fra før hans træning, såvel som under og efter. Han trådte hende i møde. ”Havde du virkelig regnet med, at du kunne få lov til at komme her.. vække mig og min lyst.. min længsel efter dig, for derefter at skifte mening og lægge dig med ryggen til? Desuden ved jeg, at du nød hvad jeg gjorde ved dig.. Så hvad forskel gør det?” spurgte han kort for hovedet. Han var ikke ligeglad med hende, og det havde han aldrig nogensinde været, men der var bare visse ting, som han ikke ville finde sig i, og det måtte hun bare acceptere!q

[Faith Jaceluck Marvalo]

For første gang i årevis var Faith rådvild. Det var ikke ofte hun lod sig kontrollere af sin forvirring i særdeleshed ikke efter hende og Kimeya var gået hver til sit, havde passet hver deres, og nu stod hun i nøjagtig samme situation som altid med ham. Hans handlinger og ord var modsigende, han sagde at han elskede hende men vanærede hende i sidste ende, uden så meget som at tøve. Hun tog sig til panden nu hvor hun stod påklædt og forsøgte af alt magt at samle sine tanker selvom det synes umuligt. Kimeya ønskede tilsyneladende ikke at hun skulle gå, og egentlig havde hun heller ikke lyst til det. Voldtaget var måske så meget sagt eftersom han ikke havde gjort hende ondt, det havde ikke involveret vold, bare.. tvang, men det var ligeså sagens kerne. ”Det er underordnet om jeg kunne lide det eller ej, du tvang mig!” udbrød hun en kende chokeret. Hun var egentlig ikke vred, Kimeya ville kende hende nok til at kende forskel selvom hun havde hævet stemmen. Hun havde ikke gjort halvt så meget modstand som hun havde kunnet og stønnene havde hun ikke kunnet holde tilbage, han havde ramt det helt rigtige sted, på den helt rigtige måde og følelsen af at blive holdt fast.. at han ønskede hende så meget at han havde følt sig tvunget til at tage hende ved magt. Blikket faldt på ham idet han rejste sig og trådte mod hende i stedet for, tilsyneladende uden at fortryde noget som helst. For en gangs skyld var hans forklaring en hun kunne følge og selvom det stadig var disrespektfuldt men når det var sagt nød hun samtidig tanken. Hun hævede hånden og lagde den på hans nøgne, svedige bryst over det mørke mærke som stod ret tydeligt på den blege hud. Han var hendes.. det ville han altid være. Hun lukkede afstanden mellem dem helt og lagde panden mod hans hage eftersom det lige var hvad hun kunne nå. ”Det gør en forskel når du ikke kan finde ud af at fuldfører arbejdet,” hviskede hun. Ja hun var sur og forvirret.. men samtidig mere længselsfuld end nogensinde før. ”Fortæl mig at jeg ikke er så ligegyldig som du netop gjorde mig,” bad hun med en stille hvisken og strøg håndryggen hen over hans bryst.

[Kimeya Marvalo]

Det som Kimeya havde gjort i denne stund, var ikke noget, som han ville have gjort under normale omstændigheder, og det erkendte han gerne, men når den længsel for alvor blev vækket med kys og kærtegn, og at hun så skulle skifte mening, hvad havde hun så regnet med? Uanset, så var han blevet så vant til at hun stemplede ham på forhånd, uden at han kunne nå at gøre noget som helst ved det. Han rejste sig roligt op, og selv fuldstændig ligeglad med, at han sad uden en trævl på kroppen, for det havde aldrig naget Faith, at se hvordan han så ud, så det var skam også derfor, at han handlede som han gjorde. ”Det er underordnet, for jeg ved at du nød det,” sagde han kortfattet. Han ønskede ikke rigtigt, at hun skulle gå nogen steder. Han ville have hende liggende ved siden af sig i sengen, så han kunne holde om hende.. og vide, at han for en gangs skyld, ville få en ordentlig, god og behagelig søvn. Han lod hende komme ham i møde, hvor han roligt lagde armene om hende. Hun virkede heller ikke direkte sur eller noget over ham, men mere… forvirret, og det var jo egentlig en tanke som passede ham ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. Han smilede let for sig selv. ”Det er i så fald første gang, jeg ikke har gjort det.. Læg dig ned.. tag dragten af igen, og så skal jeg nok gøre op for den fejl..” Han vendte blikket stille ned mod hende, som hun lagde hånden mod hans bryst. Han gjorde sig jo ikke lave tanker om hende.. Det var bare den brændende længsel, som havde løbet over for ham, og det var på en måde, som han ikke kunne lade være med at bide sig mærke i det. ”Siden hvornår har jeg været ligeglad med dig, Faith?” spurgte ha ganske sigende. Løgn var det jo trods alt heller ikke. ”Du skal bare lade være med at lokke det hele frem, og så vende ryggen til det igen. Jeg vil have du skal blive her.. flytte hjem igen.. passe dit arbejde, som jeg passer mit .. Finde ud af det, uden at kalde os for et par,” forsøgte han igen. Hun var og blev det vigtigste for ham, og det havde hun jo altid været.