Stars on a clear black sky

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var ikke kendt som en mand, der var forsigtig. At vandre rundt i helvedes forgård med den ring om halsen, udstillede ham frygteligt, i tilfælde af, at Sephiran skulle dukke op. Det var jo aldrig til at vide.. Knægten lignede ham jo på rigtig mange punkter, selvom han havde en sjov fornemmelse af, at han virkelig forsøgte at lade være med det. Han sank stille ned i vandet og vendte sig mod hende igen. Hans blik var stadig fuldstændig tomt. Han havde jo levet stort set hele livet uden følelser og var opfostret med hvordan man førte den arv videre, også selvom hun havde ødelagt det meget for ham. ”Det her er Sephirans gamle børneværelse, er det ikke?” For ham, var det komplet underordnet, om knægten ville dukke op eller ikke. Var det meningen han skulle være der, så ville han overleve det møde med knægten, og det var også lidt den, som han stod fast på i den anden ende. Som det nu var sagt, så var det her noget, som han egentlig havde det ganske fint med. Han nikkede igen til hende, som hun ville gå ned og ordne graven. Han ville jo nødigt vække opsigt, inden han selv var klar til at tage hånd om det. Han sukkede dæmpet. Vandet var allerede voldsomt beskidt, men okay.. han havde kæmpet sig op af en grav som havde ligget langt under jorden, og kravlet op af den, så var det vel heller ikke så svært igen at forstå? Hun tog sig af ham, hvilket passede ham fint, og specielt nu, hvor han også ville få brug for det. Han skulle bare stadig have lov til at føle sig, som var han en mand, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det? ”Min tilbagevenden, kommer uden tvivl til at vække megen opsigt..” Han ville lyve, hvis han ville påstå, at den tanke slet ikke morede ham, for det gjorde den uden tvivl. Han kørte roligt sine hænder over armene, som stadig var dækket af mudder. Han havde slet ikke styrken, som skulle til, for at vaske sig ordentlig ren, men nu genvandt han da noget af varmen, og det var nok det bedste af det hele! Og umådelig tiltrængt! Tøjet hun tog med sig, kiggede han kort på. ”Jeg har været væk i tusind år.. Og alligevel gemmer du på mine klæder?” Han vendte blikket sigende mod hende igen. Ikke fordi at tanken gjorde ham noget.. Så kunne han da få tøj på kroppen igen.

[Clemency Mériah Acheron]

Det ville være meget mærkeligt for Clemency, hvis Sephiran pludseligt gik ind på hendes værelse. Da Tiyanna havde bortadopteret, havde han jo ikke engang åbnet døren, men bare kaldte igennem døren og gået sin vej igen. Han lod hende da være, men nogle gange ville hun faktisk ønske, at han engagerede sig lidt mere. Det var jo bare umuligt for ham, eftersom størstedelen af hans sjæl var revet væk og han ikke forstod sig på det, der var tilbage. Han følte det, men kunne ikke forklare det, så meget havde han da forstået på Tiyanna, da de havde haft en lille snak. Måske det ville have været bedre, hvis Sephiran havde mistet sjælen helt? Hun havde bare ikke kunnet udholde den tanke, at hendes søn skulle gå uden sjæl, også selvom hun jo havde accepteret, at det var Theodore, der stod for opfostringen. "Jo... Det er det. Samuel bor stadig på sit værelse og Sephiran har det store soveværelse," forklarede hun ham kort, for der var jo ikke så meget i det, var der? Hun vædede flygtigt sine læber, som hun var væk en tid for at rydde graven op, så det ikke så ud til, at han var stået op. Hun gik så tilbage til ham på badeværelset, da hun fik ryddet sengen op og fandt tøjet frem. Tøjet havde hun lagt der for længe siden og det var bare... aldrig kommet væk igen. "Er sikker på, din tilbagevenden bliver storartet... Jeg er bare bange for, at Sephiran ikke vil synes om det," endte hun stille. Hun så mod ham. Måske det faktum, at Sephiran havde en del af sjælen tilbage, var den detalje, der havde gjort, at han slog sin far ihjel og trodsede ham? Eller hvad? Hun kunne ikke sætte sig ind i det at være uden sjæl. Hun så mod vandet, der tydeligt var beskidt, men der var jo ikke noget at sige til det. "Det røg i kommoden efter din død, da det stadig var så nært i mig... Det har ikke været ude siden," forklarede hun dæmpet og nærmest... undskyldende. Hun lod tøjet ligge til ham og rettede sig så op. Hvad skulle hun sige? Hun holdt hænderne foran sig og lod to fingre dreje ringen rundt omkring hendes finger, for hun havde jo altid haft den på.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var ikke den type som tog tingene særlig højtideligt. Han havde været død, fordi at arbejdet ikke var blevet fuldendt, da han havde ønsket det. Han kunne ikke føle.. Selv vrede og den slags, skulle der meget til for at tricke, og det var det sidste, som måtte være tilbage i manden. I princippet, kunne man vel sige, at det var hendes skyld, at knægten havde taget hans liv til sidst? At hun havde fået Sephirans gamle værelse, for derefter selv at indtage det store soveværelse, var en tanke som gjorde ham direkte arrig, for han fandt sig bestemt heller ikke i det! Han blev siddende. Vandet var møgbeskidt, selvom han virkelig forsøgte at ikke bide sig mærke i det, selvom det uden tvivl var svært. ”Han ligner sin far mere og mere,” sagde han roligt. Det morede ham et sted, også selvom det nu heller ikke var noget som kom til udtryk. Så lang tid Sephiran var her i huset, kunne man fint sige, at Samuel var i sikkerhed. Selv var han ikke rigtigt i tvivl om, at knægten ikke brød sig om, at han skulle være tilbage, men selv det, var noget som han faktisk var fuldstændig ligeglad med, hvis han nu selv skulle sige det. Tungen strøg han let over sine læber, inden han igen vendte blikket hen mod hende. Det ville helt sikkert blive storartet, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, for det var præcis sådan, at han kunne lide det. ”Næppe. Han ved, at det kommer til at gøre ekstra ondt på ham.. Desuden skal jeg have gjort det arbejde færdigt,” sagde han med en kortfattet stemme. At hun så havde beholdt hans tøj, gjorde ham ikke noget, for det var bedre end at rende nøgen rundt på værelset, for han vidste, at han var tvunget til at rende rundt her. ”Du har manglet mig.. har du ikke?” Han opgav at tørre og vaske sig over armene. Han kunne simpelthen ikke finde energien i armene til at skulle gøre det, og det var faktisk irriterende! For det var ikke noget, som han ville spørge hende om!

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency havde mange gange tænkt, at det faktisk havde været hendes skyld. Det, at hun var kommet i vejen, havde jo nok gjort, at Sephiran egentligt var nået dertil, hvor han ville slå sin far ihjel. Hvis Theodore havde gennemført sin træning med ham, så kunne det jo være, det aldrig var sket. Men det var jo ikke til at sige; det kunne jo også være, at Sephiran havde gjort det alligevel. Det var desuden ikke noget hun ville tænke nærmere over, for det var jo ikke noget, som de kunne lave om på. Lige nu, var hun faktisk bare glad for, at han var her igen. Hun havde håbet det, men det var blevet mindre med tiden, så nu fandt hun håbet igen. Han var den eneste, der faktisk kunne frembringe den kvinde hun var. "Ja... Det gør han. Men jeg vil nu hellere have dig som manden i huset," indrømmede hun. Under ham, havde hun da haft frihed til hele huset. Med Sephiran, havde hun kun haft sit værelse, eftersom det først var nu, hun rigtig turde bevæge sig ud. Hun smilede forsigtigt til ham, som de nu var på badeværelset begge to. Det var jo ikke rigtig noget, hun ikke havde set før, og han begyndte da også at få sin normale hudfarve med varmen fra vandet. Hun trådte hen imod ham ganske roligt, da hun jo havde set, at han faktisk ikke kunne helt selv. Hun ændrede dog kort retning, da hun hentede en badesvamp i en kurv på gulvet og så gik hun hen til ham. Hun nikkede. "Han er blevet Greve," fortalte hun. Hun håbede jo faktisk på, at kunne undgå en konflikt fra Theodore's side, så de skulle bare overbevise Sephiran, når de kom til det. Hun ville ikke diskutere med ham lige nu, så hun lod vær med at sige ham imod. Sephiran var jo stadig 'hans' i den forstand og hun havde ingen ret, selvom hun sikkert ville kæmpe. Hun stoppede op, da han stillede sit spørgsmål. "Jo," svarede hun stille. Hun knælede ned ved karret bag hans hoved og smøgede sine ærmer op. Armene lagde hun rundt om ham, hvor hun holdt hovedet ved hans side og satte sig tæt ved ham, selvom hun sad udenfor karret. Kort glinsede ringen inden hun sænkede hænderne i vandet sammen med svampen som hun gjorde våd. Let begyndte hun at vaske hans overkrop og arme, da hun ønskede, at han skulle være ren. "Jeg har manglet dig hver dag," endte hun.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore så ikke nogen grund til at skulle tænke yderligere over fortiden. Sket var sket, og nu sad han der igen, og det var det, som han agtet at holde for sig selv. Der var jo ikke nogen grund til at gøre andet. Han vendte blikket roligt mod hende igen. Hun ville hellere have ham som manden af huset? Det passede ham fint, for af hjerte, så var det en rolle, som han stadig havde. Han blev liggende mod kanten af karret og fulgte hende med blikket. Hun var en af de få, som han ville lade komme tæt på sig, også fordi at han vidste, at hun ikke ville gøre ham noget. Det havde hun jo haft en mulighed for at gøre mange gange allerede. ”I mit hoved, er jeg stadig herre af huset her.. Og tro mig.. Den plads, skal jeg nok indtage igen,” sagde han med en ganske kortfattet stemme, inden han igen vendte blikket frem for sig. Om hun forsøgte at redde knægtens skind, vidste han ikke, men han var allerede fast bestemt på, at han skulle fortsætte hvor han slap, for det andet, var da slet ikke noget som han fandt sig i. Slet ikke. ”Virkelig?” endte han med en sigende mine, uden at kigge andre steder end direkte ind i væggen, og selv ikke, da hun tog pladsen bag ved ham, for han kunne jo godt lide, at hun gjorde det, selvom det ikke rigtigt var noget, som han kunne give udtryk for. Hun var vel bare vant til det? Han stoppede hende jo heller ikke ligefrem i at gøre de ting ved ham. At hun havde manglet ham, var noget som han et sted godt kunne lide. Selvom han selv ikke var i stand til at udvise det samme igen. Han vendte blikket ned, da hun begyndte at vaske ham. Det føles godt, og det føles rart. ”Du bærer stadig ringen, selvom vi til trods, ikke kan sige os, at være ægtefolk længere..” bemærkede han, da den nærmest glinsede i lyset, når det ramte helt rigtigt. Han selv havde jo sin egen på, og han var gravlagt med den, og sådan som den faktisk generede han i øjeblikket, så kunne han ikke gøre noget ved det. Hovedet lagde han let tilbage, så det støttede lidt af mod hendes skulder. ”Det lyder fint,” afsluttede han roligt.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency trak roligt vejret mens hun så mod ham. Fortiden var fjern efterhånden, selvom minderne allesammen sad fast i ringen. Hun kunne godt fremkalde det hele, når det var og hun kom da tit til at tænke på det, når hun sad og stirrede sig blind ud af vinduet på sit værelse. Han var manden i hendes liv og ville altid være det, for hun kunne ikke forestille sig at være med en anden, selvom det havde været en trolovelse. Med tiden, var hun jo faldet for hans væsen. Hun levede jo bare med, at han ikke kunne gengælde det direkte, men kun sige, hvad han syntes om, for hun kendte jo ikke til det andet. Hun smilede, da han nævnte, at han stadig var Herre af huset. Det var han jo også i hendes, men hun frygtede bare for en kæmpe konflikt mellem Sephiran og ham, der kunne splitte huset ad. "Det tvivler jeg ikke på, kære... Men lige nu, skal du bare fokusere på at komme til hægterne," endte hun roligt. Hun forsøgte ikke at redde Sephiran, for det kunne hun ikke. Hun havde mindre magi og mindre fysisk træning nu i forhold til dengang, så det sagde jo alligevel ikke så lidt. Hun burde faktisk vende om på det, i tilfælde af, at hun bestemt sig for at træde imellem igen. "Virkelig. Han har taget den fra en vampyr," svarede hun. Lidt stolt var hun jo alligevel, for selv hun, havde jo intet til overs for blodsugere, hun kom jo selv fra en stolt warlock familie! Hun var glad for, at han ikke stoppede hende, for hun vidste ikke om hun kunne klare en afvisning allerede. "Ja... Det... I mit hoved, er jeg stadig din." Hun vaskede ham roligt og da hun kunne se, at han var helt ren, så vred hun svampen over vandet og lagde den på gulvet ved siden af karret. Hun blev dog siddende bag ham og lod hænderne hvile mod hans brystkasse. Hun strøg tomlerne let frem og tilbage og kunne godt lide, at han lagde hovedet tilbage mod hendes skulder. Hun smilede forsigtigt og nød at sidde tæt ved ham. Dette var sjældne øjeblikke mellem dem og nu startede de sådan ud. Det kunne hun godt lide. "Så... fortæl mig... hvilken aftale har du lavet for at komme tilbage?" spurgte hun en smule forsigtigt. Hun var jo trods alt ikke dum.

[Theodore Jarvis Acheron]

Fortid var fortid, og Theodore levede i nuet. Det var også derfor, at han ikke reagerede med vrede eller noget lignende, for i og med, at han ingen sjæl havde, så var han jo stort set.. følelsesforladt. Det var det lille spekter, som han stadig manglede at rive væk fra Sephiran, og det var noget, som han nok skulle få gjort før eller siden. Han trak på smilebåndet.. Hvilket uden tvivl var noget som han gjorde yderst sjældent, dog selvom det falmede mindst lige så hurtigt igen. ”Jeg kan stadig sparke knægten på plads, hvor han skal være.. Når jeg er kommet til hægterne,” sagde han roligt. At hun derimod vaskede ham, sagde han ikke noget til. Han afviste hende ikke. Det var faktisk noget som han gjorde utrolig sjældent. ”Vampyrerne hører slet ikke til i denne her verden… Knægten kan faktisk finde ud af at opnå noget godt,” sagde han kortfattet. Det var et sted næsten overraskende, for han havde hamret ham i hovedet med det temmelig mange gange, og det vidste han udmærket godt. Han vendte blikket roligt ned mod hendes hænder, da hun var færdig med at vaske ham. Han var ikke nær så muskuløs som han plejede at være, men mon ikke at det var noget, som ville komme med tiden? Det håbede han i hvert fald! Han var tilfreds.. Selv med hendes svar. Selvom han ikke var den typiske ægtemand, som gjorde sit for at stille konen tilfreds, så gjorde han det skam efter bedste mål og vilje. ”Vores forældre udpegede os for hinanden.. Jeg må jo alligevel erkende, at jer blevet.. vant til at have dig her, at det ville være underligt uden,” sagde han med en rolig stemme. Han gik ikke i stå i samtalen i hvert fald. Han vendte blikket roligt mod hende. Vandet var ved at blive koldt, selvom han blev siddende. Det var rart, og det gav ham varmen på en anden måde, end den iskolde jord udenfor. ”Enkelt.. Sephirans sjæl mod en straf på tusind år i graven.. Så ville jeg igen vågne.. Det var hvad jeg gjorde til aften,” fortalte han ærligt. For ham, var det bare.. naturligt at betale sin egen frihed med sin søns sjæl.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency blev siddende på gulvet foran karret, med armene hvilende omkring Theodore's skuldre. Hun kunne godt lide at sidde med ham og have ham nær sig, fordi det bekræftede for hende, at han faktisk var ægte. Det kunne ikke være noget, der skete i hendes hovede, for mindet om ham lige efter hans død, havde været meget anderledes end dette. Hendes smil falmede en smule og lod hovedet hvile mod hans skulder, som hans hoved hvilede mod hendes også. "Det tvivler jeg ikke på, kære... Jeg ønsker bare ikke, at I skal rive huset fra hinanden," endte hun forklarende. Hun ville ikke have en kamp, for så skulle hun nok stille sig i vejen, men det var vel uundgåeligt? Begge var magtgale på det punkt og der kunne jo ikke være to herre i huset, for ingen ville gå med til at dele. "Det har du så ganske ret i. Samuel fortalte, at han har fået smedet en klinge, der slår vampyrer ihjel..." Hun trak vejret roligt og pustede ud ved siden af ham, fulgte nærmest hans vejrtrækning til punkt og prikke. Hun smilede for sig selv og lod blot hænderne hvile mod hans bryst. Vandet måtte snart være koldt og godt brugt, for det var jo faktisk virkelig beskidt, men nu var han da ren. Hvad han syntes om hendes svar, det vidste hun ikke, men hun fortalte ham jo altid hvordan tingene var. Hun smilede ved hans ord. Det var jo den bekræftelse hun altid fik og det gjorde hende altid glad at vide, for det var jo hans måde at sige på, at han havde det på samme måde. "Jeg hadede dig virkeligt i starten... Men efterhånden, så kunne jeg jo ikke andet end falde for dig," svarede hun ham mod øret. Hun rettede sig op og fjernede hænderne fra hans bryst. Hun bed tænderne sammen, men protesterede ikke. Sådan fungerede det jo bare i denne familie. "Udmærket så," endte hun. Hun tilkaldte et håndklæde med den ene hånd og fjernede det beskidte vand med en vift af den anden hånd. Håndklædet lagde hun over ham og tørrede hans overkrop og arme, hvor hun havde vasket og lod så håndklædet falde i hans skød, hvor hun fjernede hænderne for at se, om han ikke kunne selv.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var langt mere afslappet nu, også selvom Clemency lige så godt kunne indstille sig på, at der igen ville blomstre kamp og strid mellem ham selv og deres kære søn, for det ville nok aldrig stoppe. Og specielt når knægten havde siddet på tronen her i huset igennem det sidste årtusinde, så kunne man jo lige så godt være indstillet på, at der ville være kamp om pladsen. Han vendte blikket roligt mod hende. Han var stolt over at knægten havde opnået hvad han havde, men visse ting, var bare ikke hans at beholde. ”Huset vil det ikke gå ud over.. Kun ham,” sagde han endeligt, som om at det gjorde nogen forskel. Det bånd som en mor havde til sine sønner, eller døtre for den sags skyld, for han så bare målet med det, som han havde sat i gang, og han havde endnu ikke opnået det fulde potentiale, som han ønskede sig, og derfor skulle han gøre noget ved det. ”En klinge som kan slå en vampyr ihjel? Virkelig? Jeg må tage et kig på den..” kommenterede han endeligt, idet han roligt vendte blikket mod hende. Varsomt plantede han et kys mod hendes kind. Han kunne godt vise det på den måde, uden at vise det i sin udstråling, og så lang tid, at hun vidste, at det hele lå i hans handlinger omkring hende, så passede det ham egentlig ganske fint. At hun havde hadet ham i starten, havde han af en eller anden mærkværdig grund ikke svært ved at tro på. I det store og hele, så sete der jo ikke rigtigt noget foruden det. Han rettede sig roligt op. Selv tog han det ikke så tungt, for han vidste, at han havde ting med sig som ikke andre par slås med. Hvor mange slås da med en manglende sjæl? Det var der jo ingen der gjorde! ”En vanesag, kære.. Det er ikke noget andet end det.” sagde han med en rolig stemme. Det nagede hende at han havde købt sin frihed med Sephirans sjæl.. Men det var sådan at de alle havde garderet sig i familien, og han var nok en af de første, som skulle gøre brug af det. Han tog fat om håndklædet, efter hun havde fjernet vandet og tørret ham, inden han forsigtigt forsøgte at rejse sig op. Hans ben skælvede. Han havde fået varmen, men nu manglede energien jo bare. ”Alle i familien har gjort det således, Clemency. Knægten er talentfuld.. Og mere end hvad jeg havde forestillet mig. Havde jeg ikke gjort hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke være her nu,” sagde han kortfattet. Han svøb håndklædet om livet og gik hen til tøjet. Ringen forbandede han allerede langt væk! Han begyndte at klæde sig på.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency vidste på forhånd, at det ville blive en kamp mellem Theodore og Sephiran, så snart Theodore gjorde sin ankomst. Sephiran ville aldrig opgive noget til fordel for sin far, for så havde han jo aldrig slået ham ihjel. Hun ville helst se Theodore som manden af huset, fordi det gav hende en større frihed end det som Sephiran havde givet hende. Men på den anden side, så var hun bange for konsekvenserne af det hele. Hun mødte hans blik og bed tænderne roligt sammen. "Okay," svarede hun bare lavmælt. Hun elskede jo Sephiran på trods af alt, fordi hun var hans mor. Det var et bånd, som man nok ikke kunne tage fra hende nogensinde. Hun nikkede roligt. "Virkelig. Men han holder den godt gemt... jeg tror han skjuler den magisk," forklarede hun ham dæmpet. Hun vidste stort set alt om alle, der var værd at vide noget om, men nogle gange vidste hun bare ikke hvor. Hun vidste den var i huset, men hvor henne, det anede hun ikke. Hun smilede stille, da han kyssede hendes kind. Det var en kærlig gestus på hans egen måde og hun kunne godt lide det. Hun vædede læberne og så roligt på ham. Hun vidste ikke hvorfor, det nagede hende med Sephiran. I det mindste var den da blevet brugt til noget fremfor at gå til spilde, for det ville næsten have været værre. Hun skubbede sig op at stå i takt med at han gjorde det og stod klar til at hjælpe, hvis det var, men for nu lod hun ham gøre det selv. "Du behøver nok ikke tage det hele på... det er jo faktisk midt om natten," endte hun. Hun fulgte ham med øjnene, som han svarede og gik hen til tøjet, som han begyndte at tage på. "Det er rigtigt. Sephiran har opnået mange ting," forklarede hun. Stolt af, at familien havde et navn for dem selv, et ry og rygte i byen og i hele Dvasias, noget der måske endda nåede udover Dvasias. Da han havde fået tøjet på, så trådte hun hen til ham og strøg hans kind ganske kort. Hun tog blidt hans hånd og førte ham med ud af badeværelset og ind i værelset igen hvor hun stoppede op ved sengen. Uden at kigge så viftede hun kort med den frie hånd, hvilket lukkede og låste døren ind til badeværelset, der nu så ud til slet ikke at være der. Hun trådte om sengen og trak sin kjole af, som hun smed over en stol og stod så tilbage i sin underkjole. Hun strøg hånden igennem det løse hår, som han heldigvis ikke havde kommenteret.

[Theodore Jarvis Acheron]

Der ville opstå hektiske kampe, og Clemency kunne bare lige vove på at træde i vejen igen, for det kunne få katastrofale følger, som han slet ikke ønskede at gøre noget som helst ved i den anden ende. Som det nu var sagt, så var det virkelig vigtigt, at det ikke gik galt igen. Han havde ikke flere chancer… det var denne han havde, og det var den, som han havde tænkt sig at udnytte til fulde, og uden at skulle gøre noget imod det igen! Han nikkede blot og kyssede hendes kind. Han ønskede jo ikke, at hun skulle komme i vejen, for det ville jo bare ødelægge det hele, og han ønskede jo heller ikke, at det skulle gå udover hende. Ganske vidst var han en forbandet egoistisk mand, og han var ikke i besiddelse af nogen sjæl, og han vidste det, men uden hende, så havde han jo stadig et problem, og det vidste han. Han rejste sig roligt op fra karret, også selvom det i sig selv, var en kamp, for han havde virkelig ikke noget, som mindede om energi nogen steder. Han nikkede til hende. Han skulle jo bare ind i sengen igen. Det vidste han, så han nøjes med at tage underbukser på, og resten tog han i den anden hånd, da hun kom hen og tog ham i hånden for at føre ham ind i sengen. Det kunne godt være, at han havde været væk i et årtusinde nu, og hun ikke havde været i stand til at stoppe op, men for hans vedkommende, så var det et tegn.. Hun var aldrig kommet over ham, og det var noget som faktisk passede ham super fint. Han slap hende og lagde tøjet på sin ellers vante side af sengen, inden han lagde sig. Han sukkede tungt, inden han vendte blikket mod hende. Det lange hår, havde han nu altid været glad for, og det vidste hun. Igen gjorde hun alt det, som han kunne lide.. Som hun altid havde gjort. ”Det kan jeg fornemme,” sagde han roligt. Han vendte blikket op mod hende, inden han lagde sig ned i sengen og afventede at hun gjorde det samme. ”Jeg har nu altid kunne lide det lange hår… kom,” opfordrede han, som tegn til, at hun skulle komme ned og lægge sig ved siden af ham.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency kunne på nuværende tidspunkt ikke sige, om hun ville ende med at blande sig eller ikke. Det kom meget an på det pågældende tidspunkt. Sephiran var jo en voksen mand nu, så han fortjente faktisk ikke at blive jordet af sin far, men på den anden side, så ønskede hun jo hellere Theodore som herre i huset. Hvad Theodore dog ville med Sephiran, det var nu hans valg, men Sephiran ville ikke give efter uden noget af en kamp. Hun vidste, hvordan det var foregået mellem Kimeya og Sephiran, da de først var blevet et makkerpar for mange hundrede år siden. Hun vidste, at det ville få konsekvenser uanset hvad udfaldet blev og hun frygtede jo faktisk for det. Hun ville dog ikke ødelægge noget denne gang, men hun vidste ikke, om hun kunne holde sig i skindet. Hun fulgte ham med blikket og lod ham blot bakse sine underbukser på inden han tog fat om hans hånd og tog ham med sig ind til sengen. Hun gik selv om på den anden side. Sengen var trods alt en stor dobbelt seng og hun havde ligget der for meget alene i det sidste årtusinde. Hun var aldrig kommet over ham. Hvordan kunne hun? Han var den eneste mand i hendes liv, foruden hendes sønner selvfølgelig og hun kunne aldrig være sammen med en anden. Det ville være respektløst mod hele familien og hun følte sig fuldt forpligtet til ham. Hun sendte ham et roligt blik og trak lidt op i underkjolen, som hun løftede dynen på 'hendes' side af sengen. Allerede nu, lå de jo på deres normale sider. Hun satte sig på sin side og strøg hånden igennem håret igen og trak det over den ene skulder. Hun vendte de grønne øjne mod ham og smilede nærmest genert. Han formåede altså at give hende en varme uden lige selv på trods af en manglende sjæl. Hun krøb ordentligt under dynen og lagde sig så ned i stedet for, hvor hun lagde sig hen til ham og lod hånden falde mod hans bryst. Den anden hånd tog under hendes pude som hun formede under hendes hoved, så hun lå virkelig behageligt. "Godt... Det glæder mig du er her igen, svarede hun lavmælt til ham. Hun lukkede øjnene i og følte allerede trætheden. "Godnat," hviskede hun som det sidste inden søvnen allerede overmandede hende.

//Out.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore håbede virkelig ikke at Clemency ville blande sig. Han var bare nødt til at gøre det arbejde færdigt, som han var blevet forhindret i, og det var en tanke, som virkelig nagede ham, for han gjorde aldrig ting halvfærdigt! Nej! Han sikrede sig, at det som gik rundt, var noget som han kunne være tilfreds med, og det var han bestemt ikke på nuværende tidspunkt, og derfor var det noget, som han følte sig nødsaget til at gøre noget ved. Han vendte blikket mod hende, da de endelig nåede soveværelset. Han havde mange ting, som han var nødt til at finde ud af.. Så mange ting, som var sket igennem det sidste årtusinde, og han kunne jo heller ikke ligefrem stå der, og lade som ingenting, for han var nødt til at tilpasse sig.. eller få omgivelserne til at tilpasse sig efter ham igen. I det store og hele, så var han en mand, som vidste hvad han ville have, og denne gang skulle han nok få det. Han kommenterede hende, når han følte, at der var noget at kommentere, så det var vel heller ikke underligt igen? Han lagde sig roligt ned i sengen på sin faste vante plads. Han var et vanedyr, og det var disse ting, som han stadig holdt fast i, og specielt når hun jo gav ham muligheden for at gøre det. Han lagde sig selv godt til rette, inden han vendte blikket mod hende, da hun selv lagde sig i sengen og kom hen til ham – som hun jo plejede at gøre. Hånden strøg han kort igennem hendes hår.. De typiske tre gangen, inden han lagde armen let om hende, for han vidste, at det var sådan at hun kunne lide det. ”Jeg er selv glad for det,” sagde han roligt. Han lagde sig godt til rette, da hun selv ønskede ham en godnat. Den blev bedre nu hvor han havde fået et bad og havde fået varmen.. Mon ikke at energien ville komme efterfølgende? Ringen om hans hals, generede ham uden tvivl, men det var bedre det, end at Sephiran skulle komme rendende. ”Godnat,” sagde han roligt, inden han selv lod øjnene glide i. Det tog ham ikke særlig lang tid, at falde i søvn. Han var virkelig, virkelig træt.

//Out