Stars on a clear black sky

[Clemency Mériah Acheron]

Det var blevet en sen aften. Clemency var egentligt faldet i søvn, men hun blev vækket af et mareridt, så hun blev nødt til at stå op. Hun trak en kjole over hovedet, trak i sine sko og svang sin kappe om skuldrene, som hun på listende fod kom ned ad trappen og ud af stuedøren, ud på terrassen, der viste hele haven. Månen stod på den klare himmel med stjernerne og der var ikke en sky i miles omkreds, hvilket næsten skete alt for sjældent. Så sjældent, at man på et år kunne tælle på hænderne. Hun trak sin kappe tættere omkring sig som en blid vind kærtegnede hendes ansigt. Hun gik ned over trappen og ned på plænen hvor hun satte efter et bestemt sted i haven; hendes mands grav. Selvom ægteskabet jo lød på "til døden os skiller", så følte hun det slet ikke sådan. Ringen sad stadig om hendes ringfinger og tanken om det, fik hendes bare hånd til at sno fingrene omkring ringen bare for bekræftelsen. Hendes hår var løst, hvilket man ikke så hende med særlig tit, eftersom hun altid havde det sat op, fordi... det var et tegn på respekt for manden, der jo var den styrende. Det blonde og lange hår flakkede bag hende. Hun var slet ikke som Sephiran og Samuel. Hendes hår var lyst og hendes øjne tangerede mere over i det grønne end det blå. Hendes sønner var jo sortehårede og blåøjede. Men de havde nogle andre træk fra hende, selvom de jo selvfølgelig så forskellige ud. Hun nåede tværs over haven i mørket og nåede til gravstenen. Den var stor og smuk og bar hele Theodore's navn. Hun skulle ligge ved siden af ham en dag, så meget vidste hun. Forsigtigt knælede hun ved stenen og lod fingrene forsigtigt stryge over bogstaverne. Hun vidste, at Theodore aldrig ville have accepteret Tiyanna som Sephirans valg. Og Sephiran havde nok heller ikke fået et valg, hvis Theodore havde levet, så sådan var der jo så meget. Hun trak vejret dybt. "Hvis du bare havde været her... så havde jeg ikke behøvet gå ud i mørket.." Hendes tale var lavmælt og sagt til sig selv. Et suk undslap hendes læber. Det var stadig hårdt uden ham. Hun havde ikke troet, hun kunne føle sig endnu mere låst efter hans død, men Sephiran formåede virkelig at gøre hende indelukket. Heldigvis havde hun Samuel, så det var altid en glæde. Og nu havde Tiyanna faktisk også åbnet op for en lille vej til Sephiran; hun hjalp med brylluppet. Da hun havde siddet et øjeblik og stirret på stenen så fik hun øje på selve graven bagved. Hun blev direkte bleg i hovedet, da hun så, at graven var fuldkommen ødelagt! Jorden var kastet til alle sider og kisten var nærmest sprunget op. Hun skubbede sig op at stå og gik om på siden af graven og kiggede ned i den. Den var tom. Hvad pokker? Hun stod bare som forstenet og gloede.

[Theodore Jarvis Acheron]

Tusind år havde passeret og Azarel havde opsøgt graven som lovet. Livet var blevet tvunget ned i den allerede så døde krop, som havde fået bare lidt af gnisten tilbage. De gispende vejrtrækninger i den kiste som han var blevet placeret i, var jo skræmmende dårlig. Han brugte magien til at sprænge sig vejen igennem kisten, og så ellers bare begynde at grave.. Det havde kostet ham tid og det havde kostet ham energi at komme op, og da han havde nået toppen, var det kun for krampagtigt at trække vejret. Han var bleg, hans krop rystede af den manglende energi, som han havde brugt, kun for at nærmest kravle hen til det nærmeste træ, som han satte sig bag. Han tog sig til brystet. Hvor gjorde det ondt, at det bankede og hamrede sådan!
At der var gået så lang tid, vidste Theodore jo godt et sted, for han mindes den gamle aftale, som han havde gjort med Azarel for frygtelig mange år tilbage. Sephiran, hans egen søn styrede vel stadig over huset? Han kunne i det fjerne ænse en skikkelse.. en udstråling og en aura som var ham så let genkendelig: Clemency. Kort gled blikket ned mod hans hånd. Ringen var der ganske vidst, men den sad ikke så pænt som den plejede. Han rejste sig stille om bag træet, hvor han blev stående og lyttede. Hans krop var iskold.. Der var jo ingen varme at finde nogen steder. Han lukkede øjnene. Direkte savn og længsel følte han ikke, men han vidste jo hvad han ønskede et sted. At hun så bed sig fast i at graven var tom, kunne han jo næsten mærke på reaktionen, som hun trådte om foran graven – og derfor temmelig tæt på ham. Han trak vejret dybt, også selvom det stadig var dirrende, inden han roligt vendte sig om på siden. Han kunne jo se hende.. han kunne ænse hende derude i mørket, også selvom det stadig var sløret for hans blik. Hvor han dog hadede det! Han var helt tør i halsen. ”C-Cle…” Det var sagt næsten uden lyd, da han rakte ud efter hende, hvor han kort fik berørt hendes skulder, inden hans ben næsten kollapsede under ham. Han gispede kraftigt.. Hvor han dog hadede at stå i sådan en situation!

[Clemency Mériah Acheron]

Med en rolig hånd strøg Clemency det lange blonde hår om bag sine ører. Det var egentligt ganske vindstille og der kom kun en blid vind af og til og strøg hendes bare kinder. Hvor lang tid, der var gået, det vidste hun ikke. Dagene gik jo bare ud og ind og hun kunne efterhånden ikke holde styr på noget mere. Hun vidste bare, at hun selv var rimelig gammel i og med, at Sephiran og Samuel også var det efterhånden. Men hvor gammel, det var hende ukendt, for hun talte ærlig talt ikke. Hun anede ikke, at der faktisk stod en ved træerne. Selvom Theodore var begravet i haven, så var det også kun lige indenfor matriklen, da den stod ved den fjerneste linje. Men det gjorde hende intet, for så kunne hun sidde i fred og snakke med gravstenen.
Hurtigt bed hun sig dog fast i, at graven faktisk var nærmest sprængt åben og ødelagt. Hun stod egentligt bare og stirrede ned i den. Hvor var han? Theodore's krop var der jo ikke, så hvor var den? Var der en, som havde taget ham? Det kunne næsten ikke være, for så nemt var det heller ikke at komme ind her på stedet medmindre det var en, som Sephiran før havde inviteret herind. Hun sank en klump og fik tårer i øjnene, da hun bare reagerede uden at kunne kontrollere det. Hun knyttede hænderne, som nu rystede helt vildt. I og med, at der var så stille, så kunne hun nærmest høre en hvæsende vejrtrækning bag sig. Hun stivnede, da noget rørte hendes skulder og hun drejede rundt på stedet og holdt hænderne op foran sig, der glinsede helt blå af magi, som var en klar forsvarsmekanisme. Da hun så, hvem der dog sad foran hende, så forsvandt skæret i hendes hænder med det samme og hun tog hænderne op foran munden i ren og skær forskrækkelse. Hun blinkede med øjnene og stirrede på ham, som om han ikke var rigtig. Hun knælede ned foran ham og trak sin kappe af, som hun slyngede omkring ham i stedet. Hun så undersøgende på ham, næsten forbavset over, at kappen blev siddende; måske var han jo et spøgelse? "Jeg... jeg forstår ikke," var det eneste hun formåede at få sagt. Det var forvirrende, at han pludseligt sad der! Hun holdt hånden op foran sig, hvor der dukkede en kop vand op.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvorvidt om han var savnet, var slet ikke en tanke som slog Theodore i det hele taget. Det som han dog vidste, var at Clemency havde været meget nede ved ham. Selvom han havde været væk.. og så alligevel ikke, så han havde en fornemmelse af, at han havde hørt hende. Han tog sig til brystet.. Skulle han? Han steppede stille frem, selvom det var på tydeligt vaklende ben, da han tog fat omkring hendes skuldre med sin iskolde hånd. Benene kunne bare ikke holde til det, og med den manglende energi, så var det bestemt heller ikke meget bedre. Han røg direkte ned i jorden ved siden af hende og tog sig endnu en gang til brystet, da han begyndte at hoste. Det var virkelig ubehageligt, så tør som han var i halsen! Grebet strammede han let om halsen, idet at hun kastede sin kappe over ham. Den føles varm, og duftede også af hende. Han lukkede øjnene let. Kunne han svare hende, så havde han gjort det.. Lige nu ville han bare ind og få varmen og gøre noget, inden Sephiran ville finde ud af, at han var der. Han satte hænderne i jorden, kun for at få vendt sig, så han igen kunne sidde op af træet. Han gispede tydeligt efter vejret, og hans krop rystede. Det var virkelig ubehageligt.
Theodore vendte blikket mod ham. De normalt mørke øjne, var helt matte og diset, og det var stadig svært for ham at se noget i det hele taget. Endnu en gang vækket uden sjæl.. Den sjæl, som han havde levet stort set hele livet uden. Han lænede hovedet tilbage og lagde hånden mod halsen. Han prustede igen. Han var virkelig, virkelig kold. ”J-jeg kan i-ikke s-snak-ke..” fremgispede han hæst, da han igen vendte blikket mod hende. Tanken irriterede ham uden tvivl, for han hadede at være så forsvarsløs, som det han følte sig lige nu! Derfor var han glad for, at det var Clemency som havde fundet ham, og ikke en som Sephiran, som uden tvivl bare havde tvunget ham tilbage i graven igen – Noget som han slet ikke var interesseret i. Han havde så meget at udrette med sit liv!

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency bed tænderne sammen. Hun kunne tydeligt se på Theodore, at han faktisk kæmpede, så han måtte vel være levende? Han kæmpede med vejret og han lignede stadigvæk et lig, så det måtte jo passe. Spørgsmålet var jo så bare, hvorfor han kom igen? Hun havde set Sephiran lægge sin far i graven og han havde været stendød på stedet, så hvem mon spillede ind her? Azrael? Hun anede det ikke, men det vare heller ikke det vigtigste lige nu. Hun fulgte ham, da han drejede rundt og satte ryggen mod træet, hvor hun kravlede hen til ham. Hun satte koppen med vand op til hans læber. "Drik," bad hun ham, som hun selv hjalp, eftersom han jo rystede i hele kroppen. Hun bed tænderne sammen og rystede jo egentligt også selv på hænderne, selvom hun prøvede på at kontrollere det. Hun mødte hans blik og da han havde drukket lidt, så fjernede hun koppen og gav den så til ham, så han selv kunne drikke. Hun så mod ham. Hun regnede med, at han var den samme som altid, for hvorfor skulle man havde indplantet hans sjæl i ham? Han vidste vel ikke engang hvor den var, eftersom det var den pokkers tradition. Hun havde jo prøvet at stoppe ham i at tage Sephirans, selvom det ikke var lykkedes specielt godt. Hun vædede læberne en smule og trak kappen omkring ham og rystede så bare på hovedet. "Så lad vær," svarede hun ham blidt. Hun mødte hans blik. Hun var glad for, at hun havde fundet ham, for hvad nu hvis det var Sephiran? Heldigvis var han ikke hjemme lige nu, så de havde faktisk en chance for at gå udenom ham. Hun så kort mod himlen, inden hun så tilbage på ham. Hun tog fat under hans ene arm. "Kom, vi bliver nødt til at komme ind, du kan ikke sidde herude. Sephiran er ikke hjemme," sagde hun dæmpet til ham. Hun hev i ham og kæmpede sig på benene, for han trængte til at få varmen! Hun hev ham med sig op mod huset...
... Da de nåede op ad trappen, så førte hun ham automatisk med ned til sit værelse; Det var Sephirans gamle værelse, som nu var hendes. Der var en stor seng og et skab, samt en stol ved vinduet, selvom hun foretrak vindueskarmen. Hun førte ham med ind og lukkede hurtigt døren i, som hun låste efter sig og førte ham hen til sengen, hvor hun først slap ham. Hun havde helt varmen af at støtte ham på vejen derop.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var en kamp alene for Theodore overhovedet at få luft, for hele kroppen skulle jo i gang igen, og det var sværere end det måske lige så ud til efter så mange år. Han bed tænderne kraftigt sammen og vendte blikket stille op mod hende, som hun kom hen til ham. Han hadede at være så forsvarsløs, også fordi at han havde det ry og rygte, som han havde, og nu var det hele noget, som man kunne sige, at han havde mistet.. Han hadede det virkelig! Han kneb øjnene sammen og lod stadig hånden hvile mod hans bryst, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Sådan som han kunne mærke det! Han rystede let på hovedet og tog imod det vand, som hun gav ham, selvom han nærmest slugte det for hurtigt, men nøj hvor det hjalp! Han prustede let igen, inden han hævede hånden, for selv at tage fat om det, og for at tømme det helt. At Sephiran ikke var hjemme, var noget som faktisk passede ham ganske fint, for den knægt ville bare lægge ham i graven igen, om han vidste det, og det var bestemt heller ikke noget, som man kunne sige, at han var det mindste interesseret i på nogen måde overhovedet! Han slap glasset efterfølgende. Han var virkelig kold, og han lignede et lig! ”F-få.. få mig i-ind..” Han vendte blikket mod hende, idet hun hjalp ham op på benene. Der var ikke meget taknemmelighed at spore nogen steder.. han kunne ikke føle det, og han kunne ikke vise det.
Theodore blev ramt af varmen, så snart de kom indenfor, også selvom han ikke kunne finde ud af, om det var godt eller skidt, for det føles virkelig… underligt, at sætte fødderne herinde igen. Han bed tænderne sammen på vejen op af trappen, også selvom han hurtigt bed sig mærke i, at hun ikke ledte ham mod det, som havde været deres store fælles soveværelse. Sephiran havde vel lavet det hele om de sidste tusind år? Og tanken gjorde ham hidsig! Han sukkede tungt og nærmest i et støn, da han blev placeret i sengen, som han nærmest sank direkte ned i. Han var beskidt, og han så forfærdelig ud, og han vidste det. Han vendte blikket mod hende. Forarget over, hvad hun var endt som, for hun havde været noget stærkt og prægtigt, da han havde slået øjnene op sidst. Han knyttede næverne. ”H-hvor er h-han?” spurgte han hæst, men sammenbidt.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency vidste ikke helt, hvordan hun skulle have det med det hele. Men faktisk fandt hun det befriende, hvis Theodore skulle vise sig at være her endeligt endnu engang. Hun kunne godt lide tanken om det, for hun havde aldrig givet slip på ideen eller tanken om ham. Hun havde stadig ringen på og hun havde aldrig taget den af, for den var en del af hende som han var det, netop fordi, at den bar på minderne om ham. Nok havde han ingen sjæl, men han forstod tingene lidt bedre end Sephiran. Hun kunne ikke andet end tro, at det var hendes fejl, fordi hun havde fejlet i at nå ind til ham, specielt efter det meste af hans sjæl var revet væk. Hun smilede forsigtigt til ham, som han faktisk tømte hele glasset og bare smed det, hvor glasset så forsvandt i en lille røgsky. Hun nikkede og førte ham med ind og lod ham synke ned i sengen. Det var nemt at gøre rent, så hun ville ikke bede ham flytte sig, for han lignede en der havde brug for det. Han skulle jo lige have kroppen i gang og varme ville uden tvivl gøre godt for ham. Han havde jo stadig hendes kappe og selv med varmen herinde, så måtte det jo faktisk allerede hjælpe. Hun så på ham og søgte hen til sengen ved ham, hvor hun gled ned at sidde ved ham. Hun var kun en skygge af sig selv, for hun fik ikke direkte lov til noget under Sephiran. Hans had til hende var som et evigt stik... som om hun gik rundt med en kniv stukket i kroppen, der ikke var dræbende, men meget smertende. Hun strøg ham forsigtigt over kinden, mens hun blot sad ved hans side. "Ude. Jeg ved ikke hvor," svarede hun dæmpet. Hun vidste ikke hvad Sephiran lavede når han var ude, for han delte det jo ikke ligefrem med hende eller nogen andre... med undtagelse af Tiyanna, men det ville hun slet ikke nævne. Hun så mod ham. Det var stadig ubegribeligt, at han faktisk var her, men hun kunne godt lide tanken om det. "Hvordan... kan du være her?" spurgte hun ham forsigtigt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var egentlig ligeglad med hvem der havde fundet ham, så lang tid det ikke havde været Sephiran. Den knægt havde uden tvivl smidt ham i graven igen, hurtigere end han ville nå at ænse hvad der egentlig foregik. Det var uden tvivl en ting som han skulle gøre noget ved.. Den knægt skulle ikke have lov til at rende triumferende rundt! Igennem stort set hele hans liv, havde han været vant til tanken om, at han ej var i besiddelse af nogen sjæl, og var man først indforstået med den tanke, var det næsten nemmere, at finde ud af tilværelsen. Clemency var et væsen af tanker og følelser.. Tankerne forstod han, men ikke følelserne bag, men han havde da altid fundet sin måde, at tackle det på. Han nikkede blot, som hun kom hen og lagde sig ved siden af ham. Varmen prikkede til hans iskolde hud. Han havde jo ligget i den kolde jord i det, som for mange, havde været en evighed, så han skulle lige varmes ordentlig igennem, og det var noget, som faktisk kunne tage temmelig lang tid. ”H-han fortæller intet.. gør han?” Han var ikke bange for at stille spørgsmål, for han var jo nødt til at finde ud af, hvordan landet lå, ellers kom han da slet ikke nogen vegne i den anden ende. Som det nu var sagt, så var det jo bare vigtigt for dem, at få dette understreget på forhånd. Hendes strøg mod hans kind.. hendes varme hånd mod hans kolde hud, fik ham kun til at vende blikket mod hende. Han vidste, at den manglende sjæl, ville placere ham i nogle svære situationer, og han havde jo bare taget sine forholdsregler. Han betragtede sig af hende med et tomt blik. Det var bare det typiske, som han kunne give udtryk for i denne forstand. ”Enhver med lidt menneskelig forstand, garderer sig.. Det gjorde jeg..” Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. En handling gjort af ren egoisme, det var han klar over, men det var virkelig intet som rørte ham. Hans egen søns sjæl for at redde hans eget liv, efter en staf på tusind år i graven.. Han var sluppet billigt.

[Clemency Mériah Acheron]

Flygtig strøg Clemency tungen over sine læber. Det hele snurrede rundt i hendes hoved og hun vidste, at det nok ville tage hende noget tid at finde ud af det hele. Sephiran havde smidt sin far i graven, men han havde det også hårdere uden sjælen end det som Theodore havde. Theodore vidste hvad han ville med henblik til hende og de havde jo fra start, fået det til at fungere. Men for Sephiran og Tiyanna havde hun jo hørt deres skænderier og det var tydeligt, at det var en stor komplikation i deres forhold. Noget hun lige nu ikke ville fortælle om til Theodore, for det var da ikke den nyhed han skulle vågne op til. Hun havde bare ikke midlerne til at kæmpe imod sin søn eller sige ham igen, for det ville ikke føre nogen vegne for hende. Mændene i denne familie havde et stærkt syn på kvinder og det havde hun jo altid levet med. Men med sine følelser, havde hun jo til sidst forelsket sig i Theodore tilbage for mange årtusinder siden. Hun rystede på hovedet. Hun fik aldrig noget at vide, eftersom hun var blevet sat ned på værelset, længst nede ad gangen. "Ikke det, der ligner. Samuel ved heller ikke noget som regel. Han går sine egne veje," svarede hun ganske stille. Hun ville gerne besvare sin mands spørgsmål, for det var jo det, hun var der for, ikke? Hendes magi var falmet siden barndommen, hvor hun havde været trænet af sin far fra selvforsvar til husmagi og hun kunne faktisk ikke lide den tanke. Hun havde bare ikke gnisten til at gøre noget ved det. Hun så stille på ham og sad ved ham på sengen, hvor hun blidt strøg hånden over hans kind. Han var iskold, men mon ikke han bare skulle have varmen godt igennem kroppen? "Selvfølgelig..." endte hun. Hun havde egentligt ikke troet andet, men når hun ikke rigtigt vidste hvor i tid hun var, så var det jo svært at vide hvornår og hvordan. Hun vædede sine læber og så mod ham igen. Det var helt utroligt, at han faktisk lå der. "Har du brug for noget, kære?" endte hun blidt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde altid kunne leve med omstændighederne, ved ikke at have en sjæl. For ham, havde det i eftertiden fået ham til at tænke mere klart, og mere målrettet, end det som man normalt kunne gøre det, så det var vel heller ikke så underligt igen, at folk anså ham som en trussel. Og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide. Han vidste at hun ville give ham svar, hvis han stillede spørgsmålene, og det var noget som faktisk passede ham ganske udmærket. Han sukkede dæmpet. Han gik vel lidt ud fra, at drengene fortalt deres mor bare lidt, frem for at hun skulle sidde her for enden af gangen og glo ud af vinduet? Det var Sephirans gamle værelse.. Han kunne jo genkende det. ”Jeg skulle have gjort arbejdet færdigt..” Skælvende i kroppen, så valgte han at sætte sig op, selvom det jog voldsomt igennem ham. Igen tog han sig til brystet. Det føles virkelig ubehageligt at kroppen skulle arbejde på den måde, men han måtte jo bare vænne sig til det, for han skulle jo i gang igen. Uanset hvad knægten lavede, så skulle han nok få ham banket på plads. Ingen tvivl om det! Han så ned mod sine hænder. Han var mudret og jordet fuldstændig til, og han hadede at være så beskidt! Han knyttede næverne igen. Hvad det havde kostet ham, at indgå den aftale med Azrael, ville han ikke sige. Det var der desuden heller ikke ligefrem nogen grund til. ”Et bad… jeg ser forfærdelig ud,” kommenterede han endeligt, idet han vendte sig mod hende. Hans magiske aura var der, og han vidste, at han for øjeblikket, ikke var i stand til at forsvare sig, hvis knægten kom hjem, og det ønskede han bestemt heller ikke at blive udsat for, for den grav, ville han bestemt ikke ned i igen! Han lukkede øjnene kort og knyttede næverne. Han vidste at ringen var i huset.. Han havde altid haft dem liggende. Det var jo sådan at han havde trænet Sephiran, dengang han havde været en ung og lille knægt. ”De magiske ringe.. Find en af dem,” fortsatte han. Dumt som det end lød, for han foragtede de tingester, såfremt, at de ikke blev brugt på ham.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency havde fra start kendt Theodore som denne mand, for han havde jo aldrig kendt ham med den, da det også ville være ret mærkeligt. Hun kunne godt lide ham som han var, for det var jo den mand, hun havde forelsket sig i. Med tiden, havde hun slet ikke tænkt over det faktum, der gjorde, at han var som han var. Hun havde levet med ham fremfor med den detalje, da det jo ikke kunne ændres på uanset. Han var jo en trussel for mange, men han havde også været en mægtig troldmand; han havde bare trænet Sephiran for godt, så hans søn havde overgået ham selv. Hun hævede et bryn en lille smule og forstod ikke direkte hvad han mente med det. "Hvilket af det?" spurgte hun forsigtigt. Hun trak vejret dybt og lod hånden falde fra hans kind, da han selv satte sig op. Hun så roligt på ham og sad jo selv på kanten af sengen. Det måtte være ubehageligt at vågne i sin krop efter alt den tid, for den skulle jo lige vækkes igen og det hele skulle ordentligt i gang. Men hun agtede at hjælpe ham til hægterne så meget hun kunne. Hun så undersøgende mod ham og over ham. Hun kunne godt se, at han var beskidt, men det var jo klart, når han havde kæmpet sig op ad graven på den måde! Hun smilede og nikkede, som hun roligt strøg hans kind flygtigt, før hun rejste sig op igen. "Det kan vi hurtigt klare. Jeg har mit eget badeværelse," svarede hun roligt. Nok også det eneste, hun havde fået af Sephiran, da han havde overtaget. Hun vendte om mod en nærmest hemmelig dør i væggen som hun åbnede for ham, hvor der var et fint kar stående. Hun så mod ham og så undersøgende på ham, da han direkte bad om den magiske ring. Men hun var en kløgtig kvinde, så det tog hende ikke lang tid at regne ud, hvad det var til. Hun nikkede bare tavst og lod døren stå, så han kunne gå ind til badekarret, hvor hun selv trådte hen til sin kommode. Hun rodede den igennem under sit tøj og under en masse tøj lå der en boks, der var magisk forseglet. Hun åbnede den roligt og fiskede den ene ring op, som hun lagde øverst på kommoden. Boksen lukkede hun igen og satte ned samme sted, inden hun tog ringen og gik hen til ham igen. "Jeg har gemt dem i alt denne tid. Sephiran har sin egen," svarede hun stille. Hun bed sig i læben og åbnede den tynde sølvring, der ellers var meget stærk og mørk magi. Hun lagde den omkring hans hals og lukkede den uden at tøve yderligere.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne ikke huske hvordan det var at have følelser, eller hvordan det var at gøre sig tanker om sådan nogen ting, andet end hvad der egentlig faldt ham selv til fordel. I øjeblikket, var han bare nødt til at komme sig, og det kunne han ikke, hvis Sephiran kunne mærke og fornemme ham, allerede inden han ville komme hjem – uanset hvor han så end var henne. Der var meget arbejde, som han endnu ikke havde fået gjort færdigt. Sephiran deriblandt, også selvom han havde trænet knægten så godt, at han havde udviklet sig selv.. og det var det, som havde kostet ham livet.. På et tidspunkt, hvor det ikke burde være sket! ”Jeg fik aldrig lagt den sidste hånd på mit mesterværk.” Med mesterværk, så hentydede han selvfølgelig til sin kære søn. En dreng som han vidste, at han havde kørt hårdt på, men han kunne jo også se resultatet af det.. En knægt som kunne stå op for sig selv, også selvom han ikke havde været til stede igennem de sidste tusind år. Om han overhovedet kunne komme ud på badeværelset, vidste han faktisk ikke, og det var en tanke som faktisk irriterede ham, for han var træt, og hans muskler havde jo ikke rigtigt været i brug igennem det sidste årtusinde, så det var jo rigtig lang tid! Han bed tænderne kraftigt sammen og rystede så endelig på hovedet, da hun rejste sig. ”Fantastisk,” endte han kortfattet, inden han så hende søge hen til kommoden. Han gik ud fra, at hun godt selv kunne tænke sig til, hvad han ville med den. Ved at fastlåse magien, så kunne den ikke spores, og det var også det som var hovedpointen.. Han kunne komme sig lige under Sephirans næse, og knægten vil ikke engang bide sig fast i, at han var der. Han knyttede næverne ved synet af ringen, som hun pludselig stod med i sin hånd, for han hadede det faktum, at hun skulle bruge den. Han lukkede øjnene, da hun kom ham i møde, og lukkede den omkring hans hals.. Allerede nu følte han sig næsten kvalt. Han nikkede blot, og rejste sig. ”Knægten lærer jo.. De kan bruges kløgtigt.” Han satte af fra sengen og rejste sig op. Ringen var kold om halsen, og han hadede at have den på! Han forsøgte at gå mod badeværelset.. Meget langsomt.. Han ville ikke vise sig som svag!

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency var faktisk lettet. At Theodore var her, kunne vel kun betyde, at han faktisk var tilbage. Det havde hun ikke direkte regnet med med tiden, selvom det jo heller ikke havde passet i hendes bog, at han skulle være død! Han skulle komme sig og det ville hun gerne hjælpe ham med, for hun ville hellere leve under ham end Sephiran. Hun havde bare ikke haft gnisten til at stå op imod sin søn, hvilket vel nok også bare ville have sendt hende i graven og hun havde jo været der for Samuel. Hun havde et rigtig godt forhold til sin dreng, eftersom de jo have delt børnene mellem sig, på grund af hans 'arbejde'. Hun nikkede forstående, for så forstod hun det også. Sephiran var jo hans søn, så han skulle uden tvivl nok have en plan med ham allerede. "Javel," svarede hun blot stille. Sephiran var uden tvivl meget som sin far, selvom han var endnu mindre forstående for følelser end det som Theodore var og det var næsten utroligt. Hun sendte ham et stille smil og trak vejret roligt, som hun gik hen og åbnede døren, så han havde en åben vej til at gå derud. Hun søgte roligt hen til kommoden hvor ringen var; der var to, eftersom det jo altid var smart at have liggende. Hun gik hen og gav ham den hurtigt på, eftersom hun ønskede at gøre det smertefrit for ham, eftersom hun vidste, hvor meget han hadede det. Det hadede enhver warlock vel, der var tæt knyttet sin sin magi, fordi at magien blev slukket. Hun nikkede stille og fulgte ham med blikket, klar til at gå hen til ham og gribe fat, men hun vidste, at han nok gerne ville selv. "Det kan de jo," medgav hun og fulgte roligt efter ham hen til badeværelset. Da han var nået ind, så fulgte hun efter og trådte hen til karret. Hun fik hurtigt fremkaldt vandet til karret, da hun vidste hvor det kom fra og fyldte det op. Hånden stak hun roligt i og varmede vandet op til ham. Hun var her jo for at pleje sin mand, ikke? Opfylde hans behov? Hun rystede hånden fra karret og vendte sig mod ham. "Har du brug for andet?" spurgte hun dæmpet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det frustrerede uden tvivl Theodore, at skulle have den ring på, også fordi at han vidste, hvilken risiko det indebar. Det kunne jo være, at Sephiran kom vandrende ind på værelset og fandt ham der? Og uden sin magi, så var han virkelig på røven – mildest talt! Drengene havde stort set altid været opdelt. Han havde vel nok nærmere taget patent på Sephiran og formet ham, som det han havde haft lyst til, og hun havde ikke fået lov til at blande sig, selvom hun havde gjort det alligevel. Han havde det mål med, at den sidste del af sjælen skulle uddrives på et tidspunkt. Han skulle bare have styrken til at gøre det! Han vendte blikket mod hende igen, efter at ringen var placeret om hans hals. Han hadede at skulle have den på, og han følte virkelig, hvordan det nærmest måtte kvæle ham! Han var langt mere anspændt med den på, selvom det nu var en fornemmelse, som han lige så godt bare kunne vænne sig til. Han var en kraftig og stærk mand, så at skjule auraen på andet vis, var han allerede nu klar over, at han ikke bare kunne gøre. ”Forhåbentlig også i det her tilfælde..” Han tvang sig op på benene og fortsatte ud mod badeværelset, også selvom hans ben næsten knækkede sammen under ham, og han hadede virkelig at sidde igen med den fornemmelse, for han kunne jo ikke gøre noget som helst ved det, uanset hvad han forsøgte med! Hun opvartede ham som hun skulle, hvilket skam passede ham fint. Han rettede sig op, da karret var fyldt op og med det varme vand. Han begyndte at bakse med tøjet, også selvom han stadig følte sig så slap i armene, at det næsten skulle vise sig, at være en kraftanstrengelse, og han kunne slet ikke have det! Han fik bakset skjorten af. Han var tynd, indskrumpet og bleg.. ligbleg. Han fik kampagtigt endelig tøjet af til sidst. ”Det fint, Clemency..” I det rene ingenting, tog han fat om kanten, for at få tvunget det ene ben over kanten og ned i vandet, inden han valgte at tage plads i vandet. Han slap et lettende suk og faldt fuldstændig afslappet tilbage mod kanten. Varmen føles næsten brændende.. Han følte sig levende!

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency så roligt på ham. Hun kunne allerede se hvor anspændt han var med ringen på, men hun kunne ikke fornemme hans magiske tilstedeværelse mere; hun kunne bare se ham foran sig. Sephiran kom aldrig ind til hende, så det skulle ikke være svært at skjule ham til han var kommet sig. Hun ønskede ikke, at hendes mand skulle i graven igen, selvom de vel egentligt ikke var mand og kone ifølge Gud, kirken og folk? Hun bar ringen med minderne og følte sig jo stadig forpligtet til Theodore, selvom hun i princippet bare kunne gå sin vej, da de ikke var gift i den forstand. Men i hendes hjerte, var de stadig gift og det holdt hun uden tvivl fast ved. Hun blinkede kort med øjnene og betragtede ham, som han selv kæmpede sig ud på badeværelset. Hun lod ham dog gøre det, for han var jo manden og skulle gerne føle sig sådan, uanset om han så lige var stået op ad graven. Hun nikkede til ham. "Jeg kan ikke mærke din aura. Og han kommer aldrig ind på mit værelse," forklarede hun ham roligt. En så lille sætning, sagde jo også meget om deres forhold. I og med, at Theodore havde taget patent på Sephiran, så havde hun jo intet forhold til ham. Dog havde hun faktisk fået den opgave at finde nogle fine detaljer til brylluppet, fordi han gerne ville glæde Tiyanna. I mens han tog tøjet af, eller kæmpede tøjet af, så fyldte hun karret til ham og gjorde det dejlig varmt. Hun så roligt over ham og nikkede blot stille. "Udmærket. Jeg går ud og ordner graven, for den vil vække opsigt... så kan du bade imens," svarede hun roligt. Hun gik roligt hen i døren som hun lukkede i, hvor den på hendes side gik i et med væggen, så det lignede, at badeværelset slet ikke var der. Hun trak vejret roligt og tog sin kappe over sig igen, som han havde efterladt på sengen. Hun forlod hurtigt værelse og nåede ned til graven, hvor hun reparerede graven og lukkede det til igen, så det ikke lignede, at han jo faktisk var brudt op af graven. Hun gik så roligt tilbage til huset, lukkede stuedøren og gik op til sit værelse igen hvor hun lukkede og låste døren efter sig. Kappen svævede på plads på hendes knage. Hun svang hånden og lod døren ind til badeværelset gå på klem. "Så er jeg tilbage," endte hun dæmpet. Hun holdt hænderne over sengen og fik den hurtigt gjort ren fra det snavs, han havde båret ind. Hun gik hen til sin kommode og åbnede den nederste skuffe, hvor noget af hans tøj lå endnu. Hun tog det op og bar det ud på badeværelset til ham og lagde det på et lille bord.