You found me..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ved at være hen på aftenen og endnu en gang måtte Malisha søge til skjul. Her havde hun efterhånden levet i det som måtte være mange år. Heldigvis for hendes vedkommende, at folk heroppe sjældent tog notits af hvad der foregik omkring dem, så de havde vel lært at leve med hende, selv på trods af den historie som hun havde lagt bag sig? Ude af stand til at benytte sig af magi, havde hun været tvunget til at leve så primitivt som intet andet, og hun havde jo ikke rigtigt været begejstret for det i udgangspunktet. Hun havde en søster som hun ikke så mere, og hun havde cuttet al kontakt til den omgangskreds som hun havde haft, efter de brutale konsekvenser hendes angreb havde haft på slottet i Procias. Ikke andet end skyggen af den leder, som hun havde været igennem rigtig mange år, kunne hun nu se ned af sig selv, og se hvad hun var blevet til.. og stolt af det, var nok det sidste som hun var.
I udkanten af byen holdt hun til. Mest for ikke at gøre folk opmærksomme på hendes tilstedeværelse, da hun jo stort set levede som en simpel tyv, da hun ikke havde arbejde, og aldrig ville kunne lave andet end hvad hun havde gjort.. desuden var hun slet ikke vant til at arbejde så hårdt, ude af stand til at bruge magien til sin fordel, så det var slet ikke noget som nogen omkring hende kunne bruge ellers. Hun boede ej i hus, men nok mere resterne efter et. Byen havde flyttet længere op i bjergene igennem de generationer som havde passeret, så hun boede i det som var faldefærdigt ind mod en klippemur. Hun sukkede tungt. Endnu en dag var gået, men endnu en dag havde hun fået lov til at beholde livet, da hun vidste, at der hang en dødsdom over hendes hoved, hvis hun bevægede sig væk fra Imandra.. Selvom man skulle sige, at dette var et frit land, så følte hun sig virkelig fanget! Hendes hår var uldet, hun var beskidt, og hendes klæder var så slidte, at de snart ville gå i stykker. Hun rystede på hovedet af sig selv. Hun skammede sig over hvad hun var.. men hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget andet ved det.

[Sephiran Acheron]

Da det var gået galt mellem Sephiran og Kimeya, havde han hurtigt sørget for, at hans trænede mænd skulle melde til ham og ikke til Kimeya. Heldigvis var de indrettede således efter hans manipulation, at han var den ypperste leder over dem uanset om han så havde bildt Kimeya noget andet ind. De havde fejlet ham, ikke været i stand til at finde hende, men dog havde de efterladt ham én ting; En ledetråd, de bare ikke selv havde været kløgtige nok til at regne ud. Var standarden virkelig faldet for warlocks på den led? At der kun var få stærke ledere tilbage? Det gjorde ham arrig indeni. Men én ting var sikker; Kimeya var nu hans største fjende efter alt de havde været igennem. Han havde det stadig svært med at føle sig så utroligt svigtet og ydmyget, men det var om ikke andet noget, han så bare kunne bruge i sit hævntogt. Sporet havde ført ham til Imandra. Han havde ladet Tiyanna være hjemme sammen med sin mor og havde forsikret hende om, at han måtte gøre dette for at hævne sig over Kimeya. Og hun havde ikke sagt ham imod, så det var jo altid et fremskridt. De var jo selv i gang med at planlægge brylluppet, så det gav en hvis form for god atmosfære i huset, hvilket han selv bare fandt underlig. Hans mor havde trådt ind for at hjælpe og han sagde ikke noget til det. Det hele var bare så vendt på hovedet! Men én ting var sikker; Han var bare Sephiran og det skulle der ikke laves om på.
I løbet af dagen havde han stået og holdt øje med hende, sikret sig, at det faktisk var hende. Hun holdt til i en noget forfalden bygning og hun lignede virkelig noget der var løgn. Der var jo faktisk intet at sige til, at hun ikke havde lederposten mere. Men han ville heller ikke have Kimeya der, selvom det nok ville blive svært at gøre; men i det mindste, kunne han da hævne sig! Han trak vejret roligt som han forsvandt fra sit skjul og dukkede op i det sammenfaldne hus, hvor hun var gået ind. Han lænede sig op ad den nærmeste væg og vendte de isblå øjne mod hende med et køligt og hårdt blik. "Utroligt hvad man kan finde på sin vej," startede han og skubbede sig fra væggen. Han lod hænderne falde over sin lænd og så roligt på hende, som han trådte yderst roligt og afmålt imod hende. Han smilede kynisk; sit velkendte smil. "Malisha," afsluttede han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var bestemt heller ikke særlig tilfreds med omstændighederne, som de var lige nu. Hun havde været en stor og stærk leder, men en leder uden magi? Det var jo slet ikke noget som man kunne bruge, og hun frygtede døden for meget til, at hun bare ville steppe op i Den Mørke Cirkel, og lade dem tage hendes liv! Hun søgte stille indenfor i det forfaldne hus.. Vinteren havde været hård ved hende, og det var et held, at hun overhovedet havde klaret sig igennem den, og det var noget som hun kunne mærke tydeligt. Det var svært for hende at brødføde sig, og det at finde varme, var næsten noget som hun havde opgivet, for det var simpelthen så primitivt, at hun ikke kunne finde ud af det!
Stemmen som lød i baggurnden, fik hende hurtigt til at stoppe op. Automatisk begyndte hendes hjerte at hamre. Hun var en skygge af sig selv.. den Malisha som alle var kendt med, var heldigvis ukendt her, og her kunne hun jo ikke rigtigt gøre noget, og her kunne hun jo være i fred.. Og det var det som hun ville. Hun vidste jo ikke engang om hun overhovedet havde sit evige liv mere! Hun vendte sig mod Sephiran. Ikke just en ukendt mand, og af hvad hun vidste, så stod den mand i ledtog med Kimeya, så.. nu var flugten vel overstået? Hun var fundet.. Og hun kunne slet ikke fordrage den tanke. ”Jeg gik ud fra, at I ville finde mig før eller siden.. Så få det overstået..” Hun vendte blikket væk fra ham og selv med ryggen til. Døden frygtede hun, men det kunne vel ikke være så slemt igen, kunne det? Selvom det var døden hun frygtede mest, så vidste hun, at det var hvad der ventede hende i Dvasias på baggrund af hvad hun havde gjort, så stod hun jo til døden alle steder! Hendes hænder rystede, som hun knyttede dem. Hun forsøgte at lade som ingenting.. Den værdighed, agtede hun skam at have lov til at beholde så længe, som hun nu kunne det!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var tilfreds. Han kunne allerede høre Kimeyas ramaskrig i Den Mørke Cirkel. Men den mand skulle lære, at selv ikke den store Kimeya var smartere end ham. Han havde jo selv overgået sin far, som han havde smidt i graven uden så meget som dårlig samvittighed. Han ejede ingen samvittighed og for nyligt, havde han jo fundet ud af hvorfor. Han bar ingen sjæl i sig, hvilket han kun de sidste par uger virkelig havde accepteret som en styrke. Tiyanna og ham måtte jo finde ud af det, for han havde det rigtig godt med den viden, for den skulle ændre på noget som helst. Han smilede kynisk og nærmest... sejrende som han nu stod der. Han holdt alle kortene, eftersom Malisha ikke var andet end en skygge af sig selv. Hun var uglet, ødelagt og meget tynd. Det var faktisk utroligt, at hun havde overlevet den sidste vinter, for en kvinde som hende, kunne ikke mange primitive og praktiske ting uden sin magi. Han var jo af samme støbning, selvom han med tiden ville overgive sig til Tiyanna og lade ham lære tingene uden magi, som han så til gengæld ville lære hende tingene med magi. Det var sådan man var stærkest, for han ville aldrig forfalde til dette, hvis han mistede sin magi. Han fornemmede godt, at hun ikke direkte ville se på ham og faktisk stod med ryggen til, men det skulle han snart ændre på. Han forsvandt i sin røgsky for at dukke op lige foran hende, selvom han dog ikke greb ud efter hende. Han slog ud med armene, som en hentydning til omgivelserne; de var alene. "Hvem siger, der er flere end mig? Godt nok har mine håndlangere fundet sporet af dig, men jeg er her alene," startede han roligt. De kunne ligeså godt komme til sagen. Denne pagt var farlig, men så længe hun ikke havde sin magi, så var det jo sådan, det måtte være. Hun havde slået Kimeya ihjel førhen, så det, at manden ikke kunne få hævn, ville være et stort slag for den mand. Og en rigtig sød hævn for ham selv! Han tog armene ned og foldede hænderne bag ryggen igen, som han faktisk lagde mærke til, at hun stod og rystede. Hun var bange, det stod ud af hende, selvom hun prøvede at lade som ingenting. "Jeg er her ikke for at slå dig ihjel," endte han så. Så kunne hun jo tygge lidt på den.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hun var fundet.. Malisha havde selvfølgelig håbet på, at hun kunne få lov til at miste livet på andet vis, end at skulle gøre det for hånden af hendes egen slags. Hun havde været en meget stærk warlock, og hun havde udrettet meget, såsom at hun havde formået at tage Kimeyas liv, da det heller ikke var noget, som særlig mange havde formået at klare. Hun brød sig bare ikke om, at det var Kimeyas kære bedsteven, som skulle finde hende, for så gik hun vel automatisk ud fra, at det var døden som ventede hende nu? Hun trak vejret dybt. Hun var bange, selvom hun virkelig forsøgte at skjule det, for det var jo det eneste, som hun faktisk kunne gøre. At han endte med at dukke op foran hende, fik hende kun til at hæve blikket mod ham. Han kunne magi.. Og han skulle bare triumfere med det! Det var typisk en warlock! Hun havde ikke været i stand til at udføre magi igennem det, som måtte være flere år nu, og hun hadede det virkelig! ”Du er bare den første, som faktisk har fundet mig.. Jeg ved at mange.. rigtig mange stadig leder,” påpegede hun sigende. Hun så sig kort omkring. Der var ikke nogen omkring dem, hvilket skam var noget som passede hende udmærket, for det var da pinligt nok som det var i forvejen. Hendes krop rystede.. hun var ikke bare tynd og bleg, men også kold. Det var jo heller ikke fordi, at der var meget varme at finde nogen steder trods alt! Hun sank klumpen i halsen, inden hun igen vendte blikket mod ham. Han var ikke ude på at slå hende ihjel? Hvad pokker ville han så? Hun kunne jo ikke yde nogen noget som helst, andet end hvad hun kunne med sine hænder. ”Og om jeg må spørge, er du her så for?” spurgte hun med en kortfattet stemme. Hun forstod det ikke, og hun hadede når man ikke bare kunne sige hvad man ville, for hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre, overhovedet! Hun fnøs og vendte sig væk. Den spydighed og stædighed havde hun skam stadig i sig. Det var nok også det, som havde fået hende til at overleve til nu.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne godt fornemme på Malisha, at hun et sted frygtede døden. Det stod faktisk tydeligere ud af hende, end hun nok selv nogensinde ville indrømme. Men han forstod hende et sted godt. Han var heller ikke en mand, der faktisk var specielt gode venner med døden, for han ville helst have sit liv i behold! Kimeya var bestemt ikke i hans gode bog mere og det ville han aldrig komme igen. Deres venskab var dødsdømt og havde jo åbenbart aldrig eksisteret. Bare tanken gjorde ham vred og det var faktisk meget stort af ham overhovedet at kaste sin tillid på Tiyanna nu, for i længden kunne hun vel sagtens ydmyge ham ligeså groft? Der var bare den lille del af sjælen i ham, der modsagde det hele og faktisk gjorde, at han ville stole på en ny fremfor at lukke i. Han mødte hendes øjne med et skarpt blik og et smørret smil. Hun havde intet at beskytte sig med, for hun havde ingen magi og det vidste alle jo. "Ja, jeg er faktisk ret god, ikke?" svarede han hende sigende. Det var ikke et spørgsmål, mere en konstatering, men hvis hun ville svare ja, så skulle hun da være mere end velkommen. Han kiggede kort over hende, som hun selv vendte sig væk, selvom hun dog alligevel havde mod nok i livet til at se på ham det meste af tiden, så det var da altid noget. "Kimeya og jeg har længe overstået vores falske... alliance," startede han ud, ledte kort efter et andet ord, for venskab nægtede han at kalde det. Broderskab? Aldrig i livet, han fik kvalme bare ved tanken om det. "Og jeg har brug for hævn. Hvis du kan hjælpe mig med det, vil jeg tilbyde dig beskyttelse og et bedre liv end... dette," afsluttede han. Han slog hænderne ud mod stedet hun boede, inden han igen så tilbage på hende. Han holdt hænderne foran sig og fremmanede et stykke brød samt en dunk vand som han rakte til hende. Hun skulle jo trods alt også have noget ud af dette, ikke sandt?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var bange for døden. Der var jo ligesom en grund til, at hun have taget flugten, i stedet for at blive, og tage straffen for hvad hun havde gjort. Det var svært at sige det, men selv hun var et stolt væsen, selvom det nok næppe var noget som man kunne se for øjeblikket. Ikke desto mindre, så var hun ikke bange for at kigge på ham, for det værste, som han jo kunne gøre, var jo at tage hendes liv, selvom det bestemt heller ikke var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hun vendte sig væk fra ham endnu en gang. Til nu havde hun levet mange år alene.. Hvor mange, vidste hun ikke, og hun var selv ikke rigtigt i tvivl om, at folk vidste, at hun var uden magi, og derfor ikke havde noget som helst at forsvare sig med. Den tanke, var noget som gjorde hende direkte frustreret, og hun kunne slet ikke have med den at gøre i det hele taget! ”I ja.. Det er jo meget højtideligt, at finde og opsøge en på magisk vis, som ikke kan det samme, ikke sandt?” Ja, det irriterede hende selvfølgelig, men hun var jo heller ikke ligefrem vant til at have nogen omkring sig mere, som hun kunne snakke med. Hun havde jo trukket sig fra det hele i frygten for, at folk ville dolke hende i ryggen og udlevere hende til folk som Mattheus eller Kimeya, som hun vidste, alle sammen ledte efter hende, for det ønskede hun slet ikke! Ikke i det hele taget! Tungen strøg hun kort over læberne. Ham og Kimeyas alliance var ovre? Det var slet ikke noget som hun havde forestillet sig. ”Virkelig? Hvad har den mand nu gjort? Jeg hørte, at han kom retur..” Hun vendte blikket roligt mod hans skikkelse endnu en gang. Hun hørte meget, men der var jo ikke rigtigt nogen som kunne bekræfte tingene for hende, og hun hadede det. Hans tilbud derimod, var noget som hun slet ikke havde regnet med, og det fangede tydeligt hendes interesse. Et andet liv end det her, ville hun uden tvivl prise sig lykkelig for, men ikke desto mindre.. så var det meget at lægge liden til en mand som Sephiran, i og med, at han også havde stået Kimeya så nær. ”Den må du længere ud på landet med.. Jeg stoler ikke på ord,” sagde hun kortfattet og afvisende.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så roligt på hende. I og med, at hun var kvinde, så ville han aldrig se særlig højt på hende. Men dog, så syntes han for tiden, at hun var et bedre bud end Kimeya og det sagde jo alligevel også en del. Tiyanna vendte om på nogle ting for ham, hvilket i den grad var frustrerende, men med tiden måtte det jo bare gøre ham stærkere, at han havde det ekstra perspektiv med i sagerne. Hvis han stod overfor døden, ville han jo nok også selv flygte, så han kunne ikke direkte sige noget til Malisha der; han ville bare aldrig kunne underlægge sig en kvinde, aldrig! Hun havde været væk i mange år efterhånden, men for ham gik årene faktisk hurtigt alligevel, fordi han jo altid fandt en måde at underholde sig selv på. Han kneb øjnene svagt sammen. Klart, at hun var irriteret, for han havde jo selv prøvet at være uden magi i en uge og det var frustrerende som bare pokker. "Pris du dig lykkelig for, at jeg er her først fremfor Kimeya selv," advarede han hende kortfattet. Han havde dog ingen intention om at give hende til Kimeya, for han ønskede ikke at slutte fred med den mand, han ville have hævn! Han var sin egen Herre i og med, at han faktisk var Greve. Kongehuset var han neutralt omkring, for det var ikke et sted han søgte hen; han fandt sin egen vej til magten og det gik jo ganske godt for ham allerede. Han rullede øjnene ad hende. Som om han havde tænkt sig at stå og dele, hvad det var Kimeya havde gjort. Det vigtigste var bare, at han havde ageret helt forkert og det skulle ændres på. "Det finder du nok tidsnok ud af," afviste han hende bare. Han så fast på hende, som hun så ganske interesseret ud men afviste ham alligevel. "Vi er langt ude på landet," svarede han hende spydigt og alligevel morende. Han fandt sin egen kreative humør yderst morsom til tider, da han stort set aldrig løb tør for svar medmindre han var sammen med Tiyanna. Han rakte et brød og en kop vand frem mod hende, for hun så ud til at kunne bruge det. "Hvilken forsikring kan jeg stille dig?" spurgte han hende direkte.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Om Malisha var heldig eller ej, kunne hun ikke rigtigt fin af. Hun havde jo slet ikke håbet på at blive fundet nogensinde, og nu sad hun så her… hun stod overfor en mand, som kunne knække hende som ingenting, hvis det var det som han ville, og hun brød sig ikke om den tanke. Hun følte sig svag.. Hun følte sig udsat, og hun følte sig trængt op i et hjørne med kniven for struben, og alligevel, så forhindrede det hende ikke i at være spydig og trodsig, for hun havde aldrig handlet, som folk forventede af en kvinde.. Det som jo gjorde hende mest ked af det, var at en mand som Konstantin, som ikke havde søgt efter hende, for han plejede at kende hende nok til at søge rundt.. Han ville vel heller ikke vide af hende mere? Med andre ord, så var hun helt ladt alene. ”Jeg ved ikke om det er en god ting, om du eller Kimeya ville finde mig først.. Ved ham, ved jeg, at det ville være hurtigt overstået,” kommenterede hun med en kortfattet stemme, idet hun igen vendte blikket væk fra ham. Hvad havde han regnet med? Hun havde skjult sig på denne primitive måde i årevis, og nu stod hun i den situation, at hun stod overfor en mand, som nemt kunne tage hendes liv, eller gøre med hende hvad han lystede. Hun hævede blikket mod ham. Kimeya havde gjort noget ved ham.. ellers ville han ikke feje den af banen på den måde. ”Han har gjort dig uret,” konkluderede hun med en rolig stemme. Selvom hun måske afviste hans forespørgsel, så var det mest for hendes egen skyld. Hun havde jo lært på den hårde måde, at hun ikke kunne stole på nogen som helst, og det var noget, som hun uden tvivl, agtet at stå fuldkommen fast på! At han så fremmanede mad for hende, var noget som fik hendes mave til at knude sig sammen, også selvom det var så simpelt som brød og vand. Hun vendte sig væk og trak sig væk fra ham. ”Hvis du tror jeg kan tilkøbes med et brød og et glas vand, så tager du fejl, Sephiran..!” endte hun fast. Hendes mave slog knuder.. Hun ville så gerne have det…!

[Sephiran Acheron]

Det var en fantastisk fornemmelse for Sephiran at stå med direkte alle kortene. Han kunne gøre med hende som det passede ham, for hun havde ingen chance for at gøre modstand. Hun var svag. Det havde hun nu altid været i hans øjne, for den eneste kvinde han faktisk ville anerkende, var Tiyanna. Han trak svagt på smilebåndet. Han følte ikke selv, at han faktisk var truende, men det faktum, at han havde fundet hende, var nok trussel nok til hende. Hun skulle gerne føle sig trængt op i en krog, svag og hvad mere, der hørte til, for så kunne han få sin vilje med hende. Indtil videre, havde han dog ikke gjorde op med sig selv om hvor meget han skulle manipulere hende og hvor meget, han bare skulle være ærlig og sige tingene lige ud. Han rullede øjnene. Ville hun virkelig hellere dø end at få lidt af sin værdighed tilbage? Så skulle han da nok slå hende ihjel, så snart han havde den nødvendige information omkring Kimeya og hvordan han kunne ramme ham igen. "Så du vil hellere dø for Kimeyas hånd end at kunne leve videre et sted, der ikke er her?" spurgte han sigende og direkte morende. Det var alligevel det sjoveste han havde hørt! Hans smil falmede dog en smule, da hun så hurtigt konkluderede, at det var gået galt mellem dem, men han sendte hende dog bare et kynisk smil. "Det kan man godt kalde det," svarede han hende stilfærdigt. Han fulgte hende roligt med blikket, hvor han blot rullede med øjnene, da hun afviste brødet og vandet. Det forsvandt derfor hurtigt fra hans hænder. I stedet, så greb han fat om hendes kæbe og rettede hendes blik direkte mod hende. "Hør her, kvindemenneske. Hvis du hjælper mig med at få hævn over Kimeya, som han aldrig vil glemme. Så vil jeg tilbyde dig asyl - når jeg har fået min hævn, så får du et sted at bo med høj magisk beskyttelse... måske endda en slave, der kan bo hos dig og klare alt for dig, nu når du ikke selv kan," endte han. Det var hans tilbud.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte sig uden tvivl truet af Sephiran og hans tilstedeværelse, også fordi at hun vidste, at han kunne slå hende uden et problem, og hun kunne slet ikke have det! Hun knyttede næven med en fast mine, og uden at slippe ham med blikket. Lige det var hun ikke bange for. Selvom hun havde gjort meget igennem hendes tid som leder, så var der meget af det, som hun selv ikke havde været i stand til at slippe endnu, og det var noget, som hun gerne ville understrege for ham. Den værdighed som hun havde, var revet fra hende i takt med at folk vidste, at hun ikke havde sin magi. ”Hvor meget liv, synes du der er over det her? Jeg kan ikke gå nogen steder, Sephiran! Jeg går med døden hængende over hovedet, uanset hvor jeg bevæger mig, kun på grund af de handlinger som jeg har gjort i Dvasias’ øjemed og for deres interesse..” Hun kneb øjnene fast sammen. Det var jo heller ikke fordi at der ikke var nogen grund til det, men med et liv på flugt, så var det ikke noget som gjorde sagerne meget bedre for hendes vedkommende, kunne man jo sige. Det var da tydeligt, at der var knas på tråden mellem Kimeya og Sephiran, og den tanke, måtte alligevel more hende et sted. Hun havde brug for ting at snuse til… hun havde brug for information og oplysninger. ”Fortæl mig.. hvad har han gjort?” spurgte hun sigende. Af hvad hun vidste, havde de to altid været som gøg og gokke, og gjort alt sammen, så hvad havde ændret sig? At han så derimod forsøgte at købe hende med mad, var en tanke som gjorde hende direkte forarget, for det kunne hun slet ikke have med at gøre! At det gjorde ham hidsig, tog hun sig ikke af.. Ikke før han tog fat om hendes kæbe, hvilket fik hende til at stivne helt. Hvad var det han ville hav hende til? Han pønsede på en hævn, men hvorfor og hvordan?! Hun vendte de mørke øjne direkte op mod ham endnu en gang. ”Måske endda en slave? Hvorfor er du så opsat på at få mig med dig, Sephiran? Jeg kan ikke stole på nogen.. Du ved vel sikkert hvilken pris der allerede hviler på mit hoved, gør du ikke?” spurgte hun med en kortfattet stemme. Hun forsøgte jo bare at passe på sig selv!

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde ingen samvittighed i livet, så det at slå hende ihjel ville ikke gøre ham det mindste. Men lige nu var hun en måde for ham til at kunne hævne sig på Kimeya og det agtede han at udnytte. Han vidste godt, at intet var gratis, specielt ikke mellem warlocks, så derfor ville han også gerne tilbyde hende noget til gengæld. Han regnede med, at en bedre tilværelse faktisk ville være noget interessant for hende, for hun kunne da ikke ønske at leve her! "Nu spurgte jeg faktisk, om du helst ville dø eller få en bedre tilværelse, Malisha, nu må du lige høre efter," svarede han roligt og smilede skævt til hende. Han så roligt mod hende. Det var tydeligt for ham, at hun ønskede at kende til hvad der var sket. Det var gået rivende galt mellem Kimeya og ham selv, han havde faktisk heller ikke set manden siden den dag hvor han selv var røget igennem væggen og ud af hans kontor. Det havde været en kæmpe ydmygelse, eftersom der også gik rygter om, at han og Kimeyas 'forhold' var ovre. Kimeya skulle virkelig gøre meget for at komme på hans gode side igen og det ville den mand jo nok aldrig gøre, så derfor var det jo dødsdømt allerede. Og han ville heller ikke komme krybende tilbage, for det var en kæmpe streg i regningen for hans del. Han kneb øjnene sammen og så blot afvisende på hende, for hun skulle ikke vide det. Måske, hvis hun gik med til at hævne sig, så kunne han sige det, men da ikke nu! "Det kan du få at vide, hvis du tager imod mit generøse tilbud," endte han i en ganske rolig tone. Han prøvede faktisk ikke at købe hende med mad, men hun var en kvinde, så hvad kunne man regne med? Han holdt fast i hendes kæbe og sendte hende et skarpt blik. Det var en dejlig følelse, at hun faktisk stivnede. "Du slog Kimeya ihjel sidst. Han ønsker hævn over dig, ønsker dig død. Så det at du lever, vil være en streg i hans regning for det første. Og så ønsker jeg at hævne mig, så han aldrig glemmer hvem han pissede på!" hvislede han køligt til hende. Nu måtte hun da lige komme ind i kampen ikke? Ville hun ikke gerne have det, han tilbød hende? Asyl? Beskyttelse? En slave til alt hendes beskidte arbejde? Og mere værdighed i livet? Han slap hendes kæbe og foldede hænderne bag ryggen igen. "Du behøver heller ikke at stole på mig. Du må bare tro på, at jeg holder mit ord, som jeg må tro på, at du overhovedet kan hjælpe mig," endte han. Han trådte udenom hende og så rundt i det sammenfaldne hus og gik lidt væk fra hende, hvor han så vendte fronten mod hende igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var ikke dum, og hun vidste, at dette meget vel, kunne resultere i udnyttelse som bestemt ikke var til hendes fordel, og den tanke, kunne hun så til gengæld slet ikke have med at gøre. Hun stirrede olmt på ham. Hun vidste at Kimeya ledte efter hende, og det var jo også hovedgrunden til at hun havde valg at skjule sig på den måde, som hun havde, og derved kutte al forbindelse som hun havde til verdenen omkring sig. Hun var ensom.. havde ikke nogen at snakke med, og dem som hun endelig mødte, frygtede hun, kunne finde på at udlevere hende, så hun holdt sig jo for sig selv. ”Det går vel ikke rigtigt op for dig, at jeg ikke er i en position, som tillader mig, at få en bedre tilværelse, Sephiran?” spurgte hun med en fast tone, for det gjorde hende faktisk direkte hidsig. Han lagde pres på hende… og bare det at vide, at han kunne lyve for hende, og dolke hende i ryggen efterfølgende, var grund nok, til at hun slet ikke stolede på ham. Kimeya havde uden tvivl draget nytte af Sephiran på en måde, som manden slet ikke kunne have med at gøre, og det ville vel ikke forundre nogen, at den tanke faktisk morede hende? Kimeya arbejdede stik imod det som hun selv havde forsøgt at bygge op, selvom hun aldrig havde fået lov til at føre det mål til livs. ”Dit generøse tilbud? Du vil udnytte det, Sephiran.. Jeg kender warlocks,” påpegede hun med en fast mine. At han så derimod tog fat i hende, fik hende til at stivne, men dog ikke nok til at hun ikke turde kigge på ham. Kvindemenneske? Den måde ville hun da slet ikke tiltales i! Hun trak næsten hånligt på smilebåndet. ”Jeg slog ham ihjel ja.. Og vil du vide hvordan? Jeg ramte ham på det punkt, hvor han stod svagest.. Endda på hans bryllupsdag.. omringet af et hav af mennesker, som fejlede i at beskytte ham,” påpegede hun kortfattet. Hun trak hovedet til sig. Hun ønskede jo gerne at tro på, at nogen derude, ønskede hende det bedre, end hvad hun havde fået til nu, men om det skulle være den mand som havde stået Kimeya tættest, havde hun svært ved at tro på. Hun fulgte ham meget nøje med blikket. Det var vel en chance, som hun bare måtte løbe, selvom han ingen garantier kunne give hende. ”Og jeg kan stole på, at du ikke placerer mig midt i Den Mørke Cirkel, når vi tager herfra..?” spurgte hun sigende.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste godt, at Malisha ikke var dum. Men ikke desto mindre, så ville han udnytte hende alligevel. Hun kunne jo selv udnytte ham i det store og hele, eftersom han jo faktisk ville skænke hende en passende tilværelse efter han havde fået hævn. Hun måtte jo bare nøjes med det hun kunne få, ikke? Han regnede ikke med, at hun faktisk havde lyst til at blive boende her fremfor at give ham et middel til hævn, så hun kunne få et flot hus med en slave. Uanset hvad, så måtte der være mere værdighed i det sidste, for han kunne beskytte det hus, han skænkede hende og faktisk afskærme hende endnu mere fra verden. Kimeya ville ikke få fat i det hende, for det ønskede han ikke; det ville tilfredsstille den mand for meget. Han smilede morende til hende. "Du er da netop lige mit i den position, lige nu," svarede han til hende. Han pressede hende ganske vist, men han blev nødt til at få hende med sig, så de kunne lægge en plan! Han trak vejret roligt. Kimeya skulle aldrig komme godt fra det at have udnyttet ham i alle de år. "Og hvad hvis jeg vil? Du får da i det mindste noget bedre end dette. Som du selv siger, så kender du warlocks... det gør jeg også," svarede han hende roligt. Han gik roligt lidt fra hende, mens hans hjerte snurrede omkring hvad han skulle sige og gøre. Han trak svagt på skuldrene; han havde jo selv fejlet dengang. "Jeg har ikke tænkt mig at slå ham ihjel. Han skal bare indse, at han faktisk intet er uden mig," svarede han køligt. Hun kunne godt pakke den hånlige maske væk! Igen forsvandt han kort, for denne gang at dukke op lige bag hende. Han lukkede en arm omkring hendes hals og holdt hendes hoved ved sin ene skulder. "Det kan du bestemt, jeg skal ikke have noget med det sted at gøre," endte han fast. Han trak på smilebåndet. Hun havde jo praktisk talt sagt ja, eller det havde hun i hans hoved, så han endte med at forsvinde med hende for at komme hjem.

//Out.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste slet ikke om hun brød sig om den situation, som hun var røget i, for det var virkelig at blive presset i en retning, som hun ikke brød sig om. Igennem de sidste mange år, havde hun levet livet alene, og det var noget som hun faktisk holdt fuldstændig fast i, når det endelig skulle være. Hun fnøs fast af hans ord. Han havde jo et sted ret, for han gav hende alle mulighederne, for et mere værdigt liv end det her, selvom hun slet ikke brød sig om, at det var en mand, som gav hende de muligheder, men lige så kunne gøre det stik modsatte, og dolke hende i ryggen med det. ”Som du så nemt kan rive det fra mig igen,” sagde hun med en kortfattet stemme, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn i den anden ende. Begge var de kendt med racen, og derfor burde det også give fin mening, at hun ikke stolede på ham eller nogen som helst for den sags skyld. Hun stolede kun på sig selv. ”Du kender dem.. Lige præcis.. Og derfor ved du også hvor nemt det er at udnytte dem, som har brug for de muligheder, som bliver dem skænket.” Hun havde brug for de muligheder, som han gav hende, men selv hun ville jo ikke have, at han skulle udnytte hende, bare fordi at han kunne, for den tanke var noget som uden tvivl frustrerede hende voldsomt. Hun himlede med øjnene. Kendte hun Kimeya godt nok, så ville hun sige, at Sephiran nok allerede var blevet erstattet med noget andet, men det var vel ikke noget som han ville indse? ”Jeg tror ikke at du nogensinde vil få nogen betydning for den mand igen.. Han finder bare en ny til at træde i dine sko,” sagde hun kortfattet. At han igen dukkede op lige ved hende, og lukkede grebet omkring hendes hals og trykkede hende ind mod sig, fik hende til at stivne. Hun kunne jo for pokker ikke gøre modstand! Uden mulighed for at afgive noget svar af nogen slags, så forsvandt hun sammen med ham.. Uden at vide, hvad hendes fremtid nu ville bringe hende.

//Out